87| IV.

Han gik ned ad den knirkende Loftstrappe, gennem Forstuen og ud af en Laage ved Siden af Hovedbygningen for gennem Haven at naa ud paa fri Mark.

Næppe var han imidlertid kommen forbi den første, store Græsplæne, før han hørte, at nogen kaldte paa ham.

Det var Frøken Ragnhilds Stemme.

Han blev lidt ærgerlig. Han vilde i dette Øjeblik helst være alene – og det var med en noget mut Mine, han vendte om og gik tilbage.

Frøken Ragnhild kom imod ham oppe fra Verandaen – endnu klædt i sin lysblomstrede Formiddagskjole med det stramt snørede, langt nedløbende Liv. Idet hun steg ned ad Verandaens Trappetrin, saa’ man under Nederdelens Kant et Par spidsnæsede Laksko med Remme. Over Skuldrene og lidt ned paa Armene laa et blegblaat Shawl, der foran Brystet var knyttet i en løs Knude. Paa hendes brunrøde, krusede Haar sad en kæmpemæssig Straahat, opkrammet i Nakken og fæstet med en Agraf.

»Maa jeg tale to Ord med Dem, inden De 88| gaar, Hr. Hansted?« spurgte hun med en noget kunstlet Munterhed, idet hun allerede paa Afstand opmærksomt iagttog ham med missende Øjne. »Har De noget imod at følge mig et Øjeblik ned i Kastanjealléen ... Jeg skulde se, om jeg kunde finde et Par Violer.«

De fulgtes gennem Haven.

Denne, der ligesom selve Præstegaarden var en af »Millionpræstens« Efterladenskaber, mindede med sine udstrakte Græsplæner, sine Busketter, sine store Stenvaser, sine lange Alléer og kunstfærdigt tilklippede Ligusterhække nok saa meget om en adelig Herregaardspark som om en borgerlig Præstegaardshave, – og Provst Tønnesen satte en Ære i efter Evne at vedligeholde den i dens fordums Herlighed. Over en dyb Grøft, der gennemskar Haven i den ene Ende, var der bygget en Træbro i kinesisk Stil med Dragehoveder og Bambustag, – og over denne Bro gik nu Frøken Ragnhild og Emanuel.

»Naa,« sagde den sidste efter nogle Øjeblikkes Tavshed. »Tør jeg saa spørge, hvad det er, De ønsker at sige mig, Frøken?«

Hun lo lidt.

»Er De saa nysgærrig?«

»Ja vist!« svarede han med et Forsøg paa at 89| anslaa hendes muntre Tone. »Desuden har jeg Hastværk! Som De ser, er jeg rejseklædt, pilgrimsklædt .... jeg er paa Vejen ud til mit forjættede Land!«

»Deres forjættede Land? Hvad mener De?«

»Aa, jeg mener vist egentlig ingen Ting,« sagde han pludseligt igen alvorlig og saa’ ned.

De gik atter et Par Minutter i Tavshed.

Hun skottede et Par Gange hen til ham med sit opmærksomme Blik, mens han gik dér ved Siden af hende i sin lange Overfrakke, med bægge Hænder og Paraplyen paa Ryggen, en Smule foroverbøjet og lidt slæbende i Gangen.

»Hvor De dog er et utaknemligt Menneske!« sagde hun saa igen med et Forsøg paa at le. »Jeg kunde virkelig have Lyst til at holde en ordentlig Straffepræken for Dem. Har De da slet ikke lagt Mærke til, at baade Himmel og Jord skoggerler til Dem i Dag, og at alle Vorherres Fugle synger omkap over Deres Hoved? Ser De heller ikke, hvordan jeg allerede priser Sommer i Dag? Eller kan da intet i Verden længer slaa et Smil af Deres Ansigt? .... Jeg vil sige Dem, jeg er virkelig paa Veje til at blive en Smule fornærmet paa Dem. Jeg er f. Eks. overbevist om, at De slet ikke har lagt Mærke til, hvorledes jeg 90| i Dag havde pyntet Frokostbordet – alene fordi De forleden sagde, at De satte mere Pris paa at se en Blomsterbuket end en Oksesteg paa et Bord. De véd, at jeg for mit eget Vedkommende absolut foretrækker Oksestegen.«

Han smilte halvt forlegen.

»Jeg føler det godt, Frøken – jeg er et ganske uværdigt Menneske. Jeg forsikrer Dem, jeg skammer mig virkelig. Skænd derfor kun dygtigt paa mig ... jeg fortjener det. Men De skal se, jeg skal nok forbedre mig. Det er vistnok bare saadan en Slags Børnesygdom, jeg er i Færd med at faa ud af Kroppen .... lidt gammeldags Romantik maaske. De véd jo, hvad de allernyeste Profeter præker. Vi bærer alle paa en Arv af mølædt Romantik, siger de, – og vistnok har da enten min Fader eller min Moder en Gang ejet en større Kapital deraf end de fleste.«

»Deres Moder –?«

»Ja – men lad os tale om noget andet, Frøken! De skulde dog ikke gaa og glemme, hvad det var, De vilde fortælle mig. For det var vel ikke dette?«

De var kommen ind i en bred Kastanjeallé, der dannede Havens Afslutning ud imod Markerne. En jublende Hærskare af metalglinsende Stære sværmede 91| her omkring i Solskinnet mellem Trækronerne, og ude fra det fri kom en varm Em, der duftede af Jord og friske Spirer.

Mellem to Stammer stod en saakaldet »Naturbænk« – og foran denne standsede Frøken Ragnhild, idet hun sagde:

»Skal vi ikke sætte os lidt? ... Her skinner Solen saa rart.«

Hun slog med Kvasterne af sit Shawl noget vissent Løv bort fra Bænkens Træmmesæde og tog Plads i det ene Hjørne. Emanuel blev staaende foran hende, lænet til sin Paraply, og gjorde ikke Mine til at sætte sig.

Hun sad et Øjeblik foroverbøjet, med Hænderne samlede i Skødet, og betragtede tavs Spidsen af sine Sko. Saa sagde hun, uden at løfte Hovedet:

»De talte om Deres Moder .... Jeg kommer til at tænke paa .... er det noget, jeg har drømt, eller har De ikke en Gang fortalt mig, at De ikke var meget gammel, da Deres Moder døde?«

»Jeg?« sagde han studsende og skottede ned til hende med et pludselig agtpaagivende Blik. »Aa, jeg var en 15-16 Aar ..... Men hvorfor spørger De om det?«

»Aa, jeg véd ikke –«

»Har De nylig talt med nogen om min Moder?«

92| »Ja, Fader og jeg talte i Dag om, at ..... Fader har vistnok truffet nogen, der i sin Tid har kendt Deres Moder.«

Der skyllede en heftig Rødme hen over Kapellanens Ansigt, og hans Blik mørknedes.

»Saa har Deres Fader formodentlig ogsaa talt om .... om min Moders Endeligt?«

»Ja.«

Der gik en smertelig Trækning over Kapellanens Ansigt. Efter et Øjebliks Tavshed sagde han – sagte og ligesom med Besvær:

»Min stakkels Moder var et Offer for sin Tid, for sin Slægt, for det Samfund, som ogsaa De og jeg tilhører, Frøken, og som fra Fødslen lægger en Spændetrøje om os allesammen for langsomt at tage Livet af dem, der mangler enten Mod eller Kraft til at sprænge den.«

Hun saa’ noget forundret op paa ham og sagde:

»Ja, hvorledes mener De egentlig –?«

»Aa, jeg mener, at naar vi vil være rigtig ærlige, bliver vi vist nødt til at indrømme, at vi alle gaar og slæber paa en mer eller mindre tung Byrde af Livstræthed, Livslede, Ensomhedsfølelse eller hvad vi nu vil kalde denne Nutidssygdom, der er vor Overkulturs bitre Frugt. Der er dem, der har Sjælskraft nok til at bære denne Byrde 93| uden helt at forkrøbles; men det er derfor ikke altid netop de ringeste eller svageste, hvis Hjærte brister under den. De skal se, vi segner maaske til sidst alle sammen i Kampen .... især vi stakkels Menneskekarrikaturer, der er avlede i de store Byers Feber, født imellem Dampskorstene, Telegraftraade, Jærnbaner og Sporvogne .... hvor mange Generationer tror De, vi holder ud til endnu? – – – Og det er jo netop det, der er det fortvivlede!« vedblev han med en pludselig Overgang i Stemmen, som om han med Magt kastedes tilbage i gamle, nagende Tanker. »Kan De dog ikke forstaa, Frøken, hvor ganske bagvendt det er, at jeg har faaet det Kald at lære andre at leve og dø – jeg, som netop selv trænger til at lære at leve Livet retteligt – og netop af dem, jeg er sat til at være Lærer for! Eller er det da ikke sandt, at vi alle af Hjærtet bør misunde den fattige Husmand, der glad og uden Klage træller Ugen igennem, spiser sit tørre Brød og sover sødt i gammel Halm. Findes der en større Livsvisdom? ... Men hvor er det da taabeligt, at jeg – det stakkels, fordærvede Kulturmisfoster – at jeg vil være en Fører for de sunde, et Eksempel for de ubesmittede! Jeg forsikrer Dem, Frøken Ragnhild .... jeg træder aldrig over Tærsklen til den usleste Fattigmandshytte, 94| uden at Hjærtet banker i mit Bryst af hellig Andagt. Jeg har en Fornemmelse af, at jeg burde drage mine Sko af, – at jeg betræder en Helligdom, hvor de menneskelige Følelser endnu er bevarede i hele deres skønne, ædle Oprindelighed, saaledes som Vorherre i Tidernes Morgen har nedlagt dem i Menneskene. – – –«

Han var kommen ind paa sin sædvanlige lidenskabelige Lovprisning af Landboernes Liv, hvorom Frøken Ragnhild og han i Vinterens Løb havde haft saa mangen varm Debat. Frøken Ragnhild tilstod nemlig ganske aabent, at hun afskyede Livet paa Landet, der efter hendes Mening var det samme som en levende Begravelse; og hun lagde heller ikke Skjul paa, at hun betragtede Bønderne som Væsner, der tilhørte en lavere Menneskekaste, – en Slags snart krybende, snart anmassende, altid ildelugtende Halvmennesker, med hvilke hun ønskede at komme i saa lidt Berøring som muligt.

Ogsaa ved denne Lejlighed bestred hun paa det ivrigste Emanuels Anskuelser. Hun havde lænet sig tilbage mod Bænkens Rygstød og saa’ nu utvungent smilende op paa ham. Naar mange af disse Bønder – sagde hun – befandt sig saa vel i deres Smuds og mugne Halm og næppe nok attraaede nogen højere Lykke, saa beviste dette 95| blot, hvor lidt de i Virkeligheden endnu adskilte sig fra de umælende, f. Eks. fra Grisene, hos hvem sikkert ogsaa alle Hjærtets Følelser var bevarede i uforfalsket Grisethed.

»Men det nytter sikkert ikke, at vi snakker derom,« endte hun livligt. »De er nu en Gang bleven uforbederlig bidt af en gal Grøftegraver – og det er ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at overbevise Dem. Det Arbejde gør saamænd ogsaa nok en Gang den kære Virkelighed. Vent blot!«

Hun lo; – og som hun sad dér i sin lyse, smagfuldt farvestemte Dragt, saa fornemt behersket i hver af det slanke Legemes Linjer lige fra Spidsen af den lille fremstrakte Laksko og op til den kæmpemæssige Florentiner-Hat, der kastede en Skygge som et Kniplingsslør ned over den halve Del af hendes blege Ansigt med de leverbrune Læber, der saa’ ud, som om de var malede, – kunde man virkelig et Øjeblik komme til at tvivle paa, at hun tilhørte den samme Menneskerace som det tunge, graa, i Jorden puslende Vadmelsfolk, i hvis Midte hun var fordømt til at leve.

Emanuel, som havde følt sig stødt af hendes Ord, gjorde Mine til at gaa. Forinden vendte han sig dog endnu en Gang om imod hende og sagde:

»Jeg skulde dog vide, hvad det var, De vilde 96| meddele mig .... De glemmer vist, at De endnu ikke har sagt mig det.«

Frøken Ragnhild blev lidt rød. Hun havde nemlig ikke haft anden Grund til at kalde ham tilbage end Trangen til at faa ham i Tale for muligt at opmuntre ham lidt.

Saa fandt hun paa at sige:

»Jo, ser De, Hr. Hansted .... Som De maaske véd, skal vi i Dag have en lille Festlighed her i Præstegaarden.«

»Ja, det forekommer mig virkelig, at jeg har hørt en lille Fugl synge derom.«

»Naa, ja – gør De kun Nar! Den Slags Ting bliver nu altid til en Begivenhed herude paa Landet, hvor der Aaret rundt ikke sker noget interessantere – hvilket for øvrigt netop beviser, hvad jeg før har sagt om den Sag. Men nok om det! .... Som De sikkert allerede har forestillet Dem, vil jeg blive den elskværdigste Værtinde for mine Gæster. Disse er – saa vidt jeg véd – de Herrer Peter Nielsen og Niels Petersen og Peter Nielsen Petersen og Niels Petersen Nielsen .... Ja, nu skal De slet ikke saa forarget rynke Deres Bryn. Jeg har saamænd ikke det ringeste imod de kære Mennesker. Kun kan jeg ikke forlige mig med, at de spytter paa mine fine Gulv97|tæpper – ja, for det var der sidste Gang én, der gjorde. Muligt er sligt en Ytring af den Følelsernes Umiddelbarhed, hvorom De før talte saa smukt; men ikke des mindre er jeg den helst foruden .... Og nu var det altsaa, jeg vilde bede Dem om, Hr. Hansted, at ogsaa De vilde vise Dem rigtig elskværdig mod vore Gæster i Aften. Og skulde det paa en eller anden Maade hænde, at jeg i Aftenens Løb fik Forfald – f. Eks. ved, at jeg blev overfalden af min store Hovedpine eller sligt – saa er De nok saa god at være min galante Stedfortræder hos Damerne.«

»Frøkenen kan – som De véd – ganske befale over mig,« svarede Emanuel, idet han med ironisk Høflighed blottede sit Hoved og bukkede. »Er der ellers noget, hvormed jeg kan være Frøkenen til Tjeneste?«

»Ja – De vil nok vise Dem saa forekommende for en Gangs Skyld ikke at være altfor upræcis i Dag. Jeg tror, at Fader ved denne Lejlighed vilde blive særlig utaalmodig, dersom vi skulde blive nødt til at vente efter Dem. Kom derfor heller en halv Time før Tiden – saa kan De oven i Købet hjælpe mig lidt med Arrangementet.«

»Jeg skal gøre mit bedste! .... Men saa maa De virkelig ogsaa tillade, at jeg forlader Dem nu. 98| Dér ser jeg desuden Deres Hr. Fader komme med ilsomme Skridt. De kan tro, der er noget alvorligt i Vejen med Salaterne! .... Jeg har den Ære at anbefale mig!« –

Nede for Enden af Alléen var Provst Tønnesen virkelig kommen spadserende med Hænderne paa Ryggen – øjensynlig i Færd med at memorere en Festtale. Ikke saa saare fik han imidlertid Øje paa det unge Par ved Bænken, før han skyndsomst vendte omkring og vandrede videre den anden Vej ind igennem Haven.