V.

Frøken Ragnhild blev endnu siddende lidt paa Bænken, med Hænderne løst foldede i sit Skød, og saa’ tankefuldt ud til Siden. Saa rejste hun sig og gik langsomt op imod Præstegaarden. Her blev hun modtaget af den i Dagens Anledning ganske fortumlede gamle Tjenestepige, der havde været helt ulykkelig over hendes lange Fraværelse og havde hundrede Spørgsmaal at gøre angaaende Madens Tillavning og Festbordets Dækning. Frøken 99| Ragnhild gav sine Anvisninger i en kort, bestemt Tone og gik derpaa ind i Dagligstuen, hvor hun satte sig hen til Vinduet med en Bog, en engelsk Roman, som hun paa maa og faa tog ud af Bogskabet.

Da hun havde læst et Kvarters Tid, saa’ hun hen paa Uret over Hjørnepiedestalen. Klokken var tre. Saa lagde hun Bogen og rejste sig, puslede lidt omkring i Stuen, stod et Øjeblik og saa’ paa Papegøjen, der var falden i Søvn i sit Bur, og satte sig til sidst hen ved Flyglet, hvor hun gav sig til at gennemspille et af NChopins Præludier.

Saa saa’ hun atter hen paa Uret.

Ti Minutter over tre.

Hun anslog igen et Par Akkorder for at fortsætte sit Spil. Men pludseligt brød hun af, rejste sig, tog en Avis fra det svære, runde Mahognibord i Midten af Stuen og satte sig atter hen paa Stolen ved Vinduet. Med Avisen udfoldet i Skødet og med Hagen støttet i sin smalle, hvide Haand blev hun siddende her uden at læse, mens hun lod Blikket glide langsomt frem og tilbage over den store, tomme Gaardsplads og Staldlængernes øde Straatage .... indtil Klokken endelig slog halv fire. Saa rejste hun sig og gik ind i sit Værelse for at klæde sig om.

100| De fremmede Gæster ventedes Klokken seks; og da NMiddagsmaaltidet i Dag paa Grund af Festen skulde overspringes, var der rigelig Tid til et omhyggeligt Toilette. Men selv under sædvanlige Forhold var den daglige Omklædning en af Døgnets Hovedbegivenheder for Frøken Ragnhild. I sit næsten overdaadigt udstyrede Sovekammer, i hvis Luft der altid sporedes Duften af syrlige Essenser, tilbragte hun regelmæssigt de to Timer før Middag. Det var hende en Underholdning at staa foran sit legemsstore Spejl og betragte sin Person under Af- og Paaklædningen, nyde Synet af sin Nakke, sin blottede Skulder, sit udslaaede Haar, prøve en ny Frisure eller forsøge en ny Farvesammenstilling paa sin Dragt ... ikke paa Grund af tom Forfængelighed eller Glimrelyst – hvem skulde hun desuden bryde sig om at glimre for her? – men fordi det tilfredsstillede hendes Trang til Skønhed, Finhed og Harmoni.

Hvad skulde hun desuden tage sig for? Hver Morgen dyrkede hun sin Musik – og dette var hendes lykkeligste Øjeblikke. Men mere end tre Timer havde Lægen paa det strengeste forbudt hende at tilbringe ved Klaveret, efter at hun for et Par Aar siden havde haft et heftigt Nervetilfælde. To Timer tilbragte hun daglig med 101| at læse – helst fremmede Sprog – og to Timer kunde hun til Nød slaa ihjel ved at deltage i Husholdningen, skønt hendes personlige Hjælp dér var ganske overflødig. Men endnu havde Dagen otte lange, tomme Timer, – hvad skulde hun gøre med dem? Spadsere? Men i Vinterens otte Maaneder laa Marker og Veje rundt om som et ufremkommeligt Morads, eller Sneen rejste sig omkring Præstegaarden som en uoverstigelig Mur. Selv om Sommeren satte Synet af de store, stumme Agre, de nøgne, ensformige Stendiger, den altid enten blaanende eller graanende Fjord hende i en nedtrykt Sindsstemning. Hele denne Ørken af Livløshed, der overalt omgav hende, kunde formelig indgyde hende Skræk. Og endda var det levende endnu værre end det døde! Allerværst var det at spadsere ind igennem Byen, hvor hun paa Forhaand vidste, hvilke Mennesker hun vilde træffe, paa hvilke Steder og ved hvilken Beskæftigelse; hvor hun var nødt til at gengælde Bønderkarlenes kejtede Hilsner og besvare de halvt paaklædte Husmandskoners enfoldige Talemaader om Vejr og Høstudsigter og Nattefrost. I Almindelighed indskrænkede hun derfor sine Vandringer til en ensom Sti, der fra Præstegaardshaven førte ud imod Strandbakkerne. Her tog 102| hun sig gærne henimod Solnedgang en lille rask Motion – indtil Lyden af en Flok hjemdragende Markarbejdere eller en lummer Luftning fra en gødet Ager jog hende hjem.

I otte Aar havde Frøken Ragnhild levet her i samme Ensomhed. Hun var født i den jyske Provinsby, hvor hendes Fader i sin Tid havde været Adjunkt, og fra sit trettende Aar, da hun mistede sin Moder, og indtil sin Konfirmation havde hun opholdt sig hos et Par Tanter inde i København for at fuldende sin Uddannelse i et Nhøjere Pigeinstitut. Først med sit fyldte sekstende Aar havde hun taget fast Ophold i Præstegaarden.

Hun var den Gang kommen her ud med sit unge Hjærte svulmende af lykkelige Forhaabninger. Hun vidste fra sin NRoman-Læsning og fra Teatret, at i Landsbypræstegaardenes unge Døtre havde den danske Kvinde sat sine Nhuldeste Blomster, hvis friske Ynde alle Digtere havde besunget, og paa hvis Besiddelse alle ædle unge Mænds ømme Længsler gik ud. Ikke heller var hun helt uvidende om sine egne personlige Fortrin; – hendes hvide Hudfarve og egernrøde Uldhaar havde allerede, mens hun var Skolepige, vakt Opmærksomhed i hendes jyske Fødeby, og nu gik hun derfor hver Dag omkring i stille, sød 103| Forventning, – beredt paa at modtage den Hyldest, der tilkom hende.

Endnu huskede hun tydeligt, hvorledes hun den Gang i Sommertiden kunde gaa halve Dage ude i Haven, med en tyk Fletning ned ad Ryggen, lyse Halvhandsker og en frisk Mosrose i Brystet. Snart satte hun sig hen for at drømme i Skyggen under et sagte susende Træ, snart steg hun op paa Diget ud mod Markerne, lagde Armen skyggende over Øjnene og stirrede ud over det solflimrende Landskab – som om hun hver Dag for Alvor kunde vente, at Nto fodrejsende Studenter skulde dukke op i Horisonten. Hun forestillede sig levende, hvorledes de bægge saa’ ud, hvorledes de – støvede og solbrændte – vilde kigge nysgærrigt ind ad Havelaagen, og hvorledes Faderen i det samme vilde træde ud paa Verandaen og byde dem ind; hvorledes de da i første Øjeblik vilde være røde og forlegne men senere blive muntre og ligefremme og til sidst synge Nbellmanske Sange ude i Maaneskinnet i Haven; hvorledes endelig den ene – ikke den morsomme og lystige, men han med det dybe, alvorlige Blik – ved Afskeden vilde trykke hendes Haand og stamme nogle forvirrede Ord om ikke 104| at glemme ham, og hvorledes han saa Aaret efter vilde vende tilbage som Kandidat med bedste Karakter og i bevægede Ord anholde Faderen om hendes Haand.

Men der kom aldrig Turister til denne triste Afkrog af Landet, og Sommer efter Sommer gik, uden at noget Æventyr viste sig.

Ragnhild Tønnesen maatte smile, naar hun nu tænkte tilbage paa disse sine Sekstenaars-Sværmerier. Hun var siden ofte bleven ulejliget af Friere blandt Egnens øltykke Proprietærsønner, der øjensynligt slet ikke kunde forstaa, at hun – især i sin nuværende fremrykkede Alder – ikke med Taknemlighed modtog deres Tilbud. Men for øvrigt var Aarene hengledne stille og ensformige ved Faderens Side uden ydre Oplevelser af nogen Betydning. Naar hun nu og da saa’ tilbage paa sit Liv, forstod hun næsten ikke, at hun virkelig ikke var mere end fire og tyve Aar, at hun altsaa netop befandt sig midt i sin »Blomstring«. Hun syntes absolut, hun maatte være begyndt at blive gammel. Der fandtes snart sagt intet mere i Verden, der kunde opfylde hende – uden netop hendes Musik. Selv det aarlige Foraars-Besøg i København, der i de første Aar af hendes Landliv havde været som en tre Uger lang Fest for hende, 105| og hvortil hun Maaneder i Forvejen havde beredt sig i hoppende Glæde, var hende ikke længer til virkelig Oplivelse. Hun var efterhaanden bleven fremmed for Forholdene inde i Hovedstaden, de gamle Venner og Bekendte var blevne spredte, hendes Tanter var døde, .... og saa var det ogsaa bagefter, som om Livet her hjemme blot blev dobbelt tomt og Naturen omkring hende dobbelt uhyggelig i sin stumme, forstenede Livløshed.

Derfor var det hende heller slet ikke behageligt, at Faderen i sin Tid bestemte sig til at tage en Kapellan. Hun ønskede ikke at forstyrres i den Søvngængertilværelse, hvortil hun lidt efter lidt havde vænnet sig. Da hun tillige mærkede, at Folk, endnu inden Kapellanens Ankomst, uden videre Nklappede hende sammen med ham, blev hendes Sindelag imod ham paa Forhaand ikke blidere. I Begyndelsen var da ogsaa Forholdet mellem hende og Hr. Hansted temmelig køligt, for ikke at sige spændt. Men efterhaanden som hun mærkede, at den nye Husfælle kun ønskede at leve i den samme uforstyrrede Tilbagetrukkenhed som hun selv, forligede hun sig bedre med hans daglige Nærværelse. Da hun tillige opdagede hans Sans for Musik, og at han fra sin Faders Hus kendte flere af de mest ansete Komponister, som det 106| morede hende at høre om, begyndte han saa smaat at vække hendes Interesse. Da samtidig ogsaa Emanuel følte en stedse større Trang til at have én at tale med og betro sig til, udviklede der sig lidt efter lidt, og næsten uden at de selv mærkede det, det utvungne, halvt fortrolige Forhold, som havde vakt Provst Tønnesens Opmærksomhed og Eftertanke.

Naar imidlertid Provsten – og adskillige med ham – af dette Forhold byggede Fremtidsplaner for det unge Par, beroede dette paa en fuldstændig Misforstaaelse. Skønt Frøken Ragnhild i Virkeligheden var den yngste af de to, betragtede hun sig bestandig som Kapellanen adskilligt overlegen baade med Hensyn til Alder og Erfaring. Hun ansaa’ ham for et retskaffent, varmt følende, men en lille Smule enfoldigt Menneske, hvem Misforhold i Hjemmet havde drevet ud at søge nye Verdner blandt fremmede. Blot Nhans Navn Emanuel havde fra første Færd kastet et Gran af Komik over hans Person. Hans Ungdom og Ubehjælpsomhed havde siden vakt hendes moderlige Instinkt, og jo mere indesluttet og nedtrykt han i Vinterens Løb var bleven, jo mere hun havde set ham lide under de Skuffelser, hun selv kendte saa godt, des mere følte hun Trang til at vinde hans For107|trolighed for mulig at adsprede og opmuntre ham lidt.

Selv den flygtigste Erotik var der fra ingen af Siderne Tale om – og i denne Henseende herskede der heller ingen Misforstaaelse imellem dem.