VII.

Det var første Gang, at Emanuel viste sig i Skibberup uden Præstekjole. Hans Tilsynekomst 112| vakte derfor overalt i Byen en usædvanlig Opmærksomhed. Alle Vegne havde Foraarsluften og Søndagsfriheden lokket Folk ud af Husene; selv de gamle Krøblinge var krøbne ud fra Kakkelovnskrogene og sad og solede sig paa Dørfliserne. I Husmændenes smaa Haver havde baade Mand og Kone travlt med at grave, Kattene sad og spandt paa Tagryggene og rundt om løb barhovedede Børn og legede.

Men det var ikke mange, hverken af Mændene eller Kvinderne, der havde en Hilsen tilovers for den unge Præst, skønt de alle saa’ op fra deres Arbejde og fulgte ham med Øjnene, saa langt de kunde. Enkelte af de unge Karle, der hang over Gærderne hos de unge Piger eller stod inde i Gaardportene og røg paa lange Piber, lod sig endog af det muntre Solskinsvejr forlede til temmelig uærbødige Smil og halvhøje Bemærkninger, idet han gik forbi.

I Døren til et lavt Hus stod en Mand i blaastribede Skjorteærmer og med et Barn paa Armen. Det var den store, svært beskæggede Snekaster, der hin Vinteraften havde holdt en lille hjærtelig Velkomsttale til Emanuel, da denne var paa Vejen ud til den syge unge Pige. Nu smilte Manden blot med sine hvide Tænder, mens Emanuel gik 113| forbi; og da Barnet i det samme gav sig til at græde, sagde han ganske højt, idet han med Fingren tørrede det under Næsen:

»Du skal saamænd ikke blive ræd, min Tøs! .... Det er jo bare vores unge Velærværdighed!«

Skønt Emanuel allerede var temmelig vant til Befolkningens Uhøflighed, og skønt han havde sat sig fast i den Overbevisning, at Grunden til det uheldige Forhold imellem ham og Menigheden hovedsagelig skyldtes en Mangel hos ham selv, maatte han ofte kæmpe med en dump Vrede, som især Ungdommens Opførsel vakte hos ham. Ogsaa ved denne Lejlighed havde han ondt ved at bevare sin Ligevægt, og han aandede ikke frit, før han naaede Anders Jørgens Halvgaard i den sydlige Ende af Byen. Ja heller ikke her var det uden Sindsbevægelse, at han gik ind gennem den lave Port og genkendte Lygten, der endnu hang og drejede sig langsomt rundt i en Snor under Loftsbjælken.

Inde i Gaardsrummet standsede han og saa’ sig omkring. Intet Menneske var at se eller høre. Han gik da op til det lave Vaaningshus, fandt ind i Forstuen og bankede her to Gange paa en Dør til venstre. Ingen svarede. Efter et Øjebliks Be114|tænkning aabnede han af sig selv og traadte ind i den dybe, lavloftede Dagligstue, hvis aarhundredgamle Udstyr allerede hin Aften havde vakt hans Opmærksomhed. Stuen var tom. Heller ikke fra Naborummene hørtes nogen Lyd uden tunge Perpendikelslag af et Ur inde i Sideværelset, hvor den unge Pige havde ligget syg. Han begyndte at blive raadvild. Han gav sig til at banke paa forskellige Døre, der førte ind til den øvrige Del af Lejligheden. Men intet Sted fik han Svar. Huset var som forladt.

Et Øjeblik blev han staaende i Tanker midt paa Gulvet og lod sit Blik glide rundt i Stuen. Han genkendte det svære Egebord og Bænken under de smaa, mangerudede Vinduer, Væggenes grønmalede Paneler, der foran den ene Bordende var udskaaret som til et Slags Højsæde, den firkantede Bilæggerovn med de tynde, snoede Ben, det mørke, sandbestrøede Lergulv, Spinderokken og det blaastribede Alkove-Forhæng i Stuens ene Hjørne. Paa en Hylde oppe under Loftet stod en Række solblanke Tintallerkener, og paa Væggen over en gammel Armstol ved Kakkelovnen hang som Prydelse et Halmkors, en »Majkost« og to indrammede Navneduge med Aarstallet 1798. Alt røbede en nøjeregnende Sans for Orden og Ren115|lighed. Der hvilede over hele den lille, solopfyldte Bondestue en troskyldig, søndagsfestlig Hygge, der gjorde Emanuel ganske indtaget i den. Uvilkaarligt sammenlignede han denne ædle Simpelhed med sit eget Hjems prangende Luksus, med disse moderne Købstadsboligers blødagtige Udstyr af tykke Tæpper, Fløjelsmøbler, tunge Portierer og eksotiske Bladplanter, hvori en overmoden Kulturs fordærvede Smag havde givet sig Udtryk.

Paa Pillen mellem Vinduerne fik han til sidst Øje paa en lille Samling Portrætter af bekendte Mænd i simple Træsnit. Der var Tscherning, Grundtvig, Monrad og endnu et Par Mænd, som han ikke kendte. Midtpunktet dannedes af et større Billede, der forestillede Frederik den syvende i Færd med at underskrive Grundloven. Emanuel erindrede at have set de samme Billeder i sin afdøde Moders Stue, – og det gjorde et underligt Indtryk paa ham efter saa mange Aars Forløb at møde dem igen i disse Omgivelser.

Han blev udreven af sine Betragtninger ved at høre Trin ude i Gaarden. Fra en lille Laage mellem Staldlængerne kom en ung Pige gaaende med et Mælkeaag over Skuldrene, fulgt af den hvidhaarede Knøs, der hin Vinteraften havde været 116| hans Kusk paa Slædeturen hertil. Den unge Pige var søndagsklædt og bar en kirsebærrød Kjole med sort, snørklet Snorebesætning paa Bryst og Arme. Kjoleskørtet havde hun foran hæftet op i Bæltet, og omkring Hovedet havde hun bundet et lyst Tørklæde, der gav hendes rundkindede Ansigt et dobbelt fyldigt og rødmosset Udseende. Rundt om den ene Malkespand krumbugtede sig en hvidsokket Kat, hvis urolige Agtpaagivenhed var ligelig delt mellem den unge Pige og to smaa Killinger, som Drengen bar paa sine Arme. Omtrent midt i Gaarden satte den pludseligt med et Spring hen til en udhulet Sten foran et tomt Hundehus, hvor den øjensynlig var vant til at faa sin Mælkeration tildelt. Men da den unge Pige fortsatte sin Vej, som om hun i Dag ikke huskede dette, sprang Dyret atter hen til hende og gav sig til med Poten at kradse hende paa Skørtekanten. Saa smilte hun lidt, halvt alvorligt, vendte sig om og hældte en rigelig Portion af den endnu svagt dampende Mælk ned i den udhulede Sten. Men nu begyndte Kattens Martyrium for Alvor. I Stedet for at udlevere Killingerne tog Drengen dem i sine Hænder og løftede dem under Latter højt op over sit Hoved, medens han med Foden søgte at værge sig mod den rasende Moder, der snart søgte at 117| entre op ad hans Ben, snart med ulykkelig Mine vendte sig mod den unge Pige, som om den var vant til dér at søge Beskyttelse. Den unge Pige bad for det stakkels Dyr, skønt heller ikke hun kunde lade være med at le. Men Drengen vilde ikke slippe sit Bytte og blev ved at danse rundt i Gaarden med den mjavende Kat i Hælene.

Inde bag Dagligstuevinduet stod Emanuel stille og iagttog denne Scene. Hans Blik hvilede især paa den unge Pige, i hvem han øjeblikkeligt havde genkendt Husets Datter. Han havde tænkt sig hende noget højere og anseligere; men hendes lille tætbyggede Skikkelse røbede til Gengæld en saa blomstrende Ungdom og Sundhed, at han blev helt oplivet af at betragte hende.

Da Drengen blev ved at fortsætte med sin Leg, fandt Emanuel det rigtigst ikke at tøve længere med at give sin Nærværelse til Kende. Han gik tilbage gennem den Dør, han var kommen ind af, og traadte ud paa Stenflisen foran Forstuen.

Idet de to Søskende fik Øje paa ham, udstødte de bægge et lille Skrig af Forfærdelse. Mørkerød i Kinderne løste den unge Pige hurtigt Kjolesnippen fra sit Bælte og rev Malketørklædet af Hovedet, mens Broderen skyndsomt slap Killingerne og tog Flugten ind gennem den nærmeste Lodør.

118| Emanuel steg ned ad de to Trappetrin og gik hen for at hilse Goddag.

»Lad Dem endelig ikke forstyrre!« sagde han, idet han løftede sin mørkebrune Plyshat et Par Tommer fra Hovedet. »Jeg kom tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se indenfor og høre, hvorledes De befandt Dem. Jeg ser da, at De er kommen Dem rigtig godt siden sidst.«

»Jo .... Tak,« mumlede hun og saa’ sig tilbage med et sky og uroligt Blik, som om hun søgte efter Undsætning.

I det samme aabnedes den ene Stalddør, og den gamle Anders Jørgen kom stampende ud i tunge, blikbeslaaede Træsko og med et Kotøjr i Haanden. Han var i hvid- og sortstribede Uldskjorteærmer og bar paa sin stride, graa Haarmanke en lodden Hue med en Kvast. Han gik og nynnede paa en munter Sang, .... men ikke saa saare opdagede hans halvblinde Øjne Kapellanen, før ogsaa han med ét blev ganske stiv af Forskrækkelse og kastede Kotøjret langt fra sig, som om han var bleven greben i en Forbrydelse.

Emanuel gik hen til ham og rakte ham venligt Haanden. Alligevel kunde den Gamle ikke komme sig af sin Befippelse men blev ved at fremhikke 119| forvirrede Undskyldninger for sit »hverdagsagtige Udseende«.

»Aa, bryd Dem dog ikke om det! Ordsproget siger jo, at en Mand skal ligne sit Arbejde,« sagde Emanuel – bestandig mere frimodig ved Synet af de andres Raadvildhed. »Jeg haaber, De befinder Dem vel, Anders Jørgen? Det er snart længe siden, jeg saa’ Dem.«

»Tak ... mange Tak ... men det er jo saadan, at Kvæget maa jo passes, enten det er Søgn eller Hellig,« vedblev den Gamle at undskylde sig. »Og vi har justement et Par Nybær-Kvier ... og den ene har det saadan med et isnet Yver ... og saa er det jo ikke saa godt at forsømme hende.«

»Naturligvis! Gør Dem ingen Bebrejdelser!« afbrød Emanuel smilende. »Jeg kom blot tilfældigt her forbi og fik da Lyst til at se, hvorledes det stod til hos Dem. Jeg ser da, at Deres Datter ... er det ikke Hansine, hun hedder?«

»Jo, Deres Velærværdighed.«

»Jeg ser da, at hun er kommen sig rigtig godt ... Hun har da altsaa nu forhaabentlig helt overstaaet sin Sygdom.«

»Jeg siger saa mange Tak ... Jeg tror da nok, at hun nu, Gud ske Lov, er rigtig frisk igen 120| ... Men værsgo’ – vil Kap’lanen ikke se indenfor i Stuen. Vor Mo’er kommer straks ... hun gik bare et bitte Jav op til en Kone ude i Egedet.«

De fulgtes over Gaardspladsen og gik ind i Stuen, hvor Solen endnu brændte varmt paa Vinduerne og kastede mangerudede Firkanter af gyldent Lys hen over Bord og Gulv. Anders Jørgen bød Emanuel Sæde paa Stuens Hædersplads, den gamle Armstol ved Kakkelovnen, medens han selv – i hvide Hosesokker – anbragte sig paa Kanten af en Træstol ved Fodenden af Alkoven. Han foldede straks andægtigt sine Hænder i Skødet, med Haandfladerne opadvendte, saaledes som han plejede at gøre det under Prækenen om Søndagen; og i denne Stilling blev han siddende, mens han med urolig og anspændt Mine lyttede til hver Lyd ude fra Gaarden – i det tydeligt udtrykte Haab, at det var hans Kone, der vendte tilbage for at udfri ham af denne Elendighed.

Emanuel følte sig bestandig mere vel til Mode i den lille hyggelige Bondestue. Han havde hurtigt fundet et Samtaleemne i det smukke Foraarsvejr. Med en Lethed, der overraskede ham selv, talte han om den Glæde og Taknemmelighed, som særlig Landmanden maatte føle ved saaledes at se Vorherre lægge sin Velsignelse i hans Arbejde. 121| Han mærkede slet ikke Anders Jørgens urolige Adspredthed. Derimod saa’ han i Talens Løb ofte opmærksomt hen paa Husets Datter, der imidlertid var kommen ind i Stuen og havde sat sig hen med et Haandarbejde paa Bænken under det ene Vindu, hvor Solen faldt ind over hendes lille, støtte Skikkelse og lagde en varm Glans over hendes mørkebrune Haarfletninger. Hun havde fuldstændiggjort sin Paaklædning med en bred, hæklet Halskrave, der faldt i Tunger ud imod Skuldrene; Haaret havde hun glatkæmmet med Vand og bundet op over Nakken som en Kringle.

Hun havde gjort sin Indtrædelse med en noget tvungen strunk Holdning og en halvmut Mine, med hvilken hun syntes at ville tage Oprejsning for den Forvirring, hvori Kapellanen før havde truffet hende. Men fra det Øjeblik, hun havde faaet sig anbragt paa Bænken i den Ende af Stuen, der var Emanuel fjernest, blev hun siddende dér, ubevægeligt bøjet over sit Haandarbejde og halvt bortvendt, som om hun bestræbte sig for saa meget som muligt at bringe sin Nærværelse i Forglemmelse, medens dog hele hendes Stilling og Kindernes Farve tydeligt røbede, at hun i sin fjerne Krog var lutter Øren og begærligt opfangede ethvert af Kapellanens Ord.

122| Emanuel tænkte ikke paa, at hans Blik maaske undertiden hvilede temmelig ugenert paa den unge Pige. Han var saa opfyldt af Glæde over endelig at have fundet en lille Tilhørerkreds, at han ganske glemte al Forlegenhed.

Paa én Gang hørtes Trin over Stenbroen ude i Gaarden. Anders Jørgen lettede sig i Sædet med et Udtryk af Befrielse, og henne ved Vinduet kastede den unge Pige hurtigt Blikket ud gennem Ruden – ligesom for at forberede den kommende. Men pludseligt skiftede hendes Ansigt Farve, og med forvirret, næsten skrækslagen Mine søgte hendes Øjne Faderen.

Et Øjeblik efter lød tre sindige Slag paa Døren.