VIII.

Den indtrædende var den høje, magre, noget foroverludende Mand med det mærkelige Katteansigt, der om Formiddagen efter Gudstjenesten havde været Genstand for saa megen Opmærksomhed blandt Emanuels Tilhørere. Han blev et Øjeblik staaende ved Døren og saa’ sig omkring, idet han 123| smilte med sin skævt optrukne Mund. Derpaa sagde han med slæbende Stemme »God Dag« og gik rundt og gav Haanden.

Den gamle Anders Jørgen, der øjeblikkeligt havde rejst sig fra Stolen, var bleven ganske bleg af Skræk og saa’ paa den fremmede med et forfjamsket, bønfaldende Blik, som denne imidlertid tydeligt søgte at undgaa.

Paa Emanuel gjorde den fremmedes Person og hele Væsen et usædvanligt frastødende Indtryk. Han mindedes at have sét det samme Ansigt et Par Gange i Kirken, hvor det ligeledes havde indgydt ham en Følelse af ualmindeligt Ubehag. Og denne Følelse blev nu ikke mindre levende, da den fremmede atter vendte sig imod ham og smilende, med Blikket halvt skjult af de røde, svulne Øjenlaag, forestillede sig selv med de Ord:

»Mit Navn er Væver Hansen.«

Emanuel havde al sin Selvbeherskelse behov for ikke at tabe Fatningen. Han følte selv, at han blev brændende rød.

Alligevel bevarede han Aandsnærværelse nok til med passende kold Tilbageholdenhed at gengælde Mandens Hilsen og – tilsyneladende uforstyrret – at fortsætte Samtalen med Anders Jørgen. Ja uvilkaarligt lagde den berygtede Vævers Nærværelse 124| efterhaanden lidt af en fornem Præsteværdighed ind i hans Holdning og Tone, som flygtigt mindede om Provst Tønnesens.

Imidlertid syntes det i Begyndelsen, som om Væveren slet ikke havde noget ondt i Sinde. Han havde anbragt sig henne paa Bænken for Enden af Bordet og sad dér foroverbøjet, med Albuerne paa Knæene og med bægge sine store røde Hænder for Munden, som om han alene var kommen herind for at være Tilhører sammen med de andre.

Det varede dog ikke længe, før hans Ansigt begyndte at fortrække sig i Grimacer, mens han snart rømmede sig, snart anstrengte sig for at hoste, snart saa’ sig smilende omkring fra Alkoven og hen til Vinduet, hvor Hansine – blodrød i Kinderne og med bølgende Barm – dukkede sig ned i sit Sytøj, som om hun ikke vovede at løfte Øjnene.

Emanuels Ansigt skiftede lidt efter lidt Farve. Han blev mere og mere bleg. Den dumpe Harme, som nys havde rørt sig hos ham over for de unge Karle inde i Byen, begyndte atter at kæmpe sig frem i hans Bryst og gjorde hans Tale stammende. Endnu en Stund betvang han dog sin Vrede. Men da Væveren til sidst begyndte at mumle bag 125| sine Hænder og gøre halvhøje, spydige Bemærkninger til hans Tale, brast omsider hans Taalmodighed. Med en Blanding af ungdommelig Hidsighed og præstelig Fortørnelse vendte han sig om imod ham og udbrød:

»Jeg véd ikke, om det er Væver Hansens Hensigt at fortrænge mig her fra Stuen. Jeg vil i saa Fald sige Dem, at det ikke skal lykkes Dem, og at jeg ikke vil finde mig i Deres Forstyrrelser.«

Henne ved Alkoven rejste Anders Jørgen sig bestyrtet og vilde mægle Fred. Men Emanuels Blod var kommet i Kog, og da var han ikke let at standse.

»Jeg kender Dem meget godt af Omtale, Væver Hansen,« vedblev han med sitrende Læber. »Provst Tønnesen har fortalt mig adskilligt om Dem, og jeg vil sige Dem, at De skal tage Dem i Agt. Hverken Provst Tønnesen eller jeg agter længer at taale Deres Forsøg paa at bringe Splid og Ufred i Menigheden. Hvad særlig mig selv angaar, vil jeg her lade Dem vide, at ogsaa min Taalmodighed har en Grænse, og at jeg ikke vil finde mig i, at De vedvarende forulemper mig i min Virksomhed. Jeg véd, at jeg efter Evne har bestræbt mig for at skabe et Tillidsforhold mellem mig og Menigheden, og at jeg har ønsket i Mindelighed at udjævne enhver Tvist .... Men er det 126| Meningen, at her skal være Krig – nu vel! Saa tager jeg den op! Vi faar da se, hvem der er stærkest her!«

Der var bleven dødsstille i Stuen efter hans Ord. Selv Væveren sad et Øjeblik og dukkede med Hovedet som efter et uventet Nakkedrag. Men snart spillede igen det skæve, tirrende Smil i hans sammentrykkede Ansigt. Det saa’ ud, som om den unge Præsts Vrede ligefrem fornøjede ham.

Efter en Stunds Tavshed sagde han saa paa sin langsomme, uforstyrrelige Maade:

»Hr. Pastoren gør mig saamænd ganske Uret. De siger, at De kender mig og véd, hvad jeg er for et slemme og ryggesløst Menneske .... og det har De jo hørt fra Provsten selv, saa det maa vel ha’e sin Rigtighed. For Hr. Provsten har nu saa mange Gange ladet mig baade stege og røge i Helvede, saa jeg tænker, han mener mig det af et ærligt Hjærte. Men se, det véd De jo nok, Hr. Pastor, at det alligevel ikke altid gaar præcis, som Provsterne præker .... og kanske er jeg ikke lige netop saa sort, som Provsten gærne vil gøre mig til. Men det skal jeg for Resten ikke lægge Dølgsmaal paa, at jeg virkelig kom her ind for at træffe Dem og snakke lidt med Dem saadan mellem Væg og Dør, som man siger ... For det har jeg saa127|mænd længe haft i Tankerne, at jeg skulde hen og gøre Dem en Besøgelse en Dag. Jeg syntes jo da, at vi kanske nok kunde have et og andet at snakke med hinanden om. Og da jeg saa hørte, at De var gaaet her ind til Anders Jørgen, saa mente jeg jo, at det var ikke værd at spilde Lejligheden.«

»Vi har saavist intet at tale med hinanden om,« afbrød Emanuel kort og med en Stemme, der endnu dirrede af Sindsoprør.

»Ja ja – det kan jo være,« fortsatte Væveren lige sindigt men i forandret Tone, mens Smilet et Øjeblik forlod hans Ansigt og hans halvt tillukkede Øjne skarpt iagttog Kapellanen med et ligesom prøvende Blik. »Jeg tror nu lige godt, at Hr. Pastoren tager forkert af os Skibberuppere! For det er nu en Gang saadan med os, at vi har immerda vor egen Maade at ta’e Sagerne paa. Vi snakker saadan lige jævnt ud om alle Dele .... og se derfor er Hr. Pastoren nu bleven vred paa mig i Dag. Og dog siger jeg Dem, at jeg mindst af alt tænkte paa at fornærme Dem.«

»Ja, saa forstaar jeg ikke Deres Opførsel,« svarede Emanuel bestandig lige afvisende, skønt han allerede var begyndt at blive roligere og at føle sig lidt skamfuld over sin Opfarenhed.

128| »Nej, det er netop Sagen, Hr. Pastor! .... Det er justement det, at De forstaar os ikke her. Det er jo netop, hvad vi hele Tiden har kunnet mærke og allesammen været saadan rigtig inderlig bedrøvede over, kan jeg sige. Og derfor er det ogsaa, vi saa længe har tænkt paa, at det kanske kunde være rigtigt, om vi fik en Samtale med Dem derom.«

Den pludselige Alvor, hvormed han sagde disse Ord, og den rolige Selvtillidsfuldhed, hvormed han talte i hele Menighedens Navn, gjorde Emanuel tvivlraadig. Han skottede hen til ham med et sky Blik og sagde:

»Dersom De virkelig har noget at tale med mig om, skal jeg naturligvis beredvillig staa til Deres Tjeneste .... Kun forekommer det mig, at Lejligheden kunde have været mere passende valgt.«

»Ja, se – er det ikke netop det, jeg siger? Vi Skibberuppere kommer altid saa akavet som en Kat gennem en Skorsten .... Men nu maa jeg alligevel nok faa Lov til at udtale for Dem, Hr. Pastor, at det jo dog ikke kan undre Dem, at vi har været saa meget mærkelig til Mode ved at have Dem her iblandt os. Vi har jo da umuligt kunnet lade være med bestandig at tænke paa den Kvinde, der en Gang var ligesom en hellig Jomfru for 129| alle os Venner af Folkesagen her i denne Egn, og hvis Minde endnu lever iblandt os som et af vore skønneste og helligste.«

»Jeg forstaar ikke ... hvem De mener,« sagde Emanuel langsomt og saa’ studsende paa ham.

»Hvem jeg mener?« gentog Væveren og blev ved at stirre paa Kapellanen, som om han med sit Blik vilde trylle ham fast til Stolen. »Ja, hvem kan jeg vel mene andre end hende, der af alle Mennesker ogsaa stod Dem nærmest, Hr. Pastor Hansted, og som nu længst er forløst fra alle Sorger og Smerter .... Deres Fru Moder.«

Det gav et Sæt i Emanuel. Havde han hørt rigtigt?

»Min Moder?« udbrød han, halv højt, – og uvilkaarligt søgte hans Øjne den lille Samling Portræter paa Væggen mellem Vinduerne.

»Ja, det var jo rigtignok, forinden hun blev Kapellanens Moder, at hun var det for os Folkevenner, som vi aldrig skal glemme hende .... skønt vi da ogsaa fik Beviser paa, at hun ikke helt slog Haanden af os, fordi hun blev Deres Hr. Faders Kone. Men nu kan De da nok forstaa, Hr. Pastor, hvad for en Stolthed og Glæde der blev hos os, da vi fik at vide, at det var Fru Hansteds Søn, vi skulde have til vor Kap’lan. 130| Vi tænkte jo, at det maatte da rigtig blive en Præst efter vort Hjærte. Og vi trængte netop saa meget til en saadan Mand her i Sognet .... ja, vi trænger rigtig saa inderlig til ham, Hr. Pastor Hansted!«

Emanuel kunde ikke komme sig af sin Forbavselse over for anden Gang i Løbet af denne Dag at høre Moderen nævnet, denne Gang endog som en uforglemmelig Beskytter, – Moderen, hvis Minde allerede var som udslettet i hans eget Hjem, hvis Navn dér blev hvisket ængsteligt i Krogene for ikke at genopvække Erindringen om den Skam, som hendes ulykkelige Endeligt havde kastet ind over den ansete Hanstedske Familie.

»Men se, nu maa jeg jo nok faa Lov til at sige Dem,« vedblev Væveren, mens hans Øjne stadig aarvaagent vogtede paa den unge Præst. »Nu maa jeg vel nok faa Lov til ganske ærligt at sige Dem, Hr. Pastor, at vi ikke saadan rigtig har fundet hos Dem, hvad vi saa meget haabede paa ... og det har De kanske ogsaa nok selv kunnet mærke, tænker jeg. Se, der er nu f. Eks. Deres Prækener .... Ja, nu maa Pastoren ikke blive vred,« afbrød han sig selv med forstilt Ængstelse, da han efter sit sidste Ord pludseligt saa’ en Trækning fare over Kapellanens Ansigt. »Men jeg 131| maa jo nok have Lov til at sige, at skønt vi jo da er glade ved, at De ikke – saadan som visse andre – taler til os ligesom til en Flok umælende Kvæg, og skønt vi jo ogsaa godt kan fornemme, at Deres Prækener er meget vel betænkte og smukke og poetiske og rigtig, hvad man saadan kalder vel holdte – saa er det jo dog alligevel kun det samme, som vi har hørt saa mange, mange Gange før. Og hvad er det saa, vore go’e Præster altid fortæller os Bønder? Det er, at vi skal være lydige og dydige og ikke stjæle og ikke bande men vende os til Gud i vor Sorg og stole paa Herrens Naade – og saadan videre. Men det kender vi jo dog altsammen i Forvejen paa vores elleve Fingre, og vi bliver saamænd ikke bedre Mennesker, om vi saa hver eneste Søndag faar den hele Katekismus paa de skønneste Vers! .... Nej, dersom en Mand som Dem, Hr. Pastor Hansted, vilde fortælle os noget om Dem selv og ikke om os – for derom kan De dog aldrig fortælle os andet, end hvad vi véd meget bedre i Forvejen – nej, men saadan rigtig om Dem selv, og om, hvordan nu De med Deres Læsning og Opdragelse er kommen til Deres Syn paa Kristendommen og Folkelivet ... se, det var noget, vi Bønder kunde lære noget af ... det er det, vi trænger til, for at vi kan se, hvordan nu 132| andre Mennesker lever og tænker i deres Forhold. Og se, det var jo det, vi saa meget ønskede, at vor Præst skulde hjælpe os til. – Ja, jeg véd nu ikke, om Hr. Pastoren forstaar mig. Jeg er jo kuns en menig Mand og har hverken lært til Præst eller Degn, saa jeg er kanske lidt maadelig til at belægge mine Ord.«

Emanuel havde ladet ham tale ud. Han følte godt, hvor ydmygende det var for ham at maatte høre paa denne Tale – oven i Købet i andres Nærværelse. Men han havde ikke kunnet tvinge et Ord over sine Læber; thi inderst i sit Hjærte maatte han erkende, at Væveren havde Ret, ja at denne Mand havde fundet Udtryk netop for de samme Tanker, som i den sidste Tid dunkelt havde foresvævet ham selv.

Først da Væveren standsede, og da han mærkede, hvorledes alle Blikke rettedes forventningsfuldt imod ham, tog han sig sammen og svarede – uden dog rigtig selv at vide, hvad han sagde:

»Jeg har maaske – som De ogsaa formoder – næppe tilfulde forstaaet Deres Mening .... og muligt kan jeg ikke helt være enig med Dem i alle Deres Anskuelser. Men jeg paaskønner den Aabenhjærtighed, hvormed De har udtalt Dem for mig. En saadan gensidig Aabenhjærtighed er ganske 133| sikkert den første Betingelse for, at en nøjere Forstaaelse overhovedet kan blive mulig.«

»Ja, det er netop præcis ogsaa vor Mening,« sagde Væveren med pludselig Ivrighed. »Og det var just derfor, vi mente, at det kanske vilde være godt, om vi en Gang fik snakket lidt med Dem – saadan lige jævnt ud. Vi kender Dem jo endnu kun ude fra vor Kirke – og nu vil jeg da ikke sige andet, end at vi ogsaa flere Gange har været rigtig glade for, hvad vi dér har hørt af Dem – men vi synes jo immer, vi kunde have Lyst til at komme lidt mere i Lag med Dem end som saa. Vi Folk fra Landet har nu altid saadan en egen Nysgærrighed efter at lære vor Præst rigtig at kende, saa vi kan gaa frit til ham med vore Spørgsmaal om alle Dele – og hvad vi nu saadan ellers kan have paa Hjærtet. Vi Bønder, der gaar her Dagen op og Dagen ned i samme Slæb, vi faar nu saadan en grumme stor Trang til at have et Menneske imellem os, som kan gi’e os Oplysning og Belæring – ogsaa om saadanne Sager, som der ikke lige netop kan snakkes om fra en Prækestol. Men se, det vil nu vore go’e Præster aldrig rigtig forstaa, og derfor er det ogsaa mangen Gang saa slemme fat imellem os. Se, vi har nu f. Eks. her i Skibberup saadan et Forsamlingshus, som vi 134| kalder det .... Ja-ja, jeg tænker, at Kapellanen nok har hørt om det ogsaa og véd, hvad det er for en Røverrede, vi holder der, – for saadan har da Provsten mere end én Gang kaldt det. Men for Resten gør vi da ikke andet, end at vi samles saadan i god Forstaaelse og snakker om, hvad vi nu kan ha’e Lyst til, eller vi læser lidt højt af vores Bøger, enten det nu er et gudeligt Skrift eller disse Folkelæsninger, som vi kalder dem, – for vi mener jo, at det da maa være en lige saa god Tidsfordriv at høre et godt Ord som at ligge og snue de lange Vinteraftner hen ad Bænkene eller bruge dem til Kortenspil og anden Svir, saadan som det var brugeligt i de gode gamle Dage, som Provsten snakker saa meget om. Men det forstaar sig jo af sig selv, at det, som vi Bøndermennesker kan have at fortælle hinanden, ikke kan være saadan synderlig bevendt; – nej, men kunde vi faa saadan en Mand som Dem, Hr. Pastor, til at besøge os og saadan ganske jævnt snakke med os og fortælle os om, hvad De nu kunde have Lyst til – se, det var noget andet; det var noget, vi kunde blive glade ved og skulde være rigtig saa meget taknemlige for. For vi synes jo da, at De alligevel er saadan et jævnt og folkeligt Menneske, som vi nok kunde komme til at slutte os saadan 135| rigtig inderlig til. Og saa ligner De da ogsaa Deres Moder saa grangivelig i hele Udtrykket, efter hvad jeg saadan kan skønne, ihvorvel jeg kun har set hende én Gang for mange Herrens Aar siden ved et af vore Vennemøder ovre i Sandinge. Derfor skal jeg love for, at der vilde blive Glæde den Dag, da det spurgtes, at Kapellanen vilde besøge os i Forsamlingshuset – for saa vidste vi da, at vi endelig havde fundet, hvad vi saa længe og inderligt har ønsket os. Ja se, det var bare saadan disse Par Ord, jeg gærne vilde tillade mig at sige Dem; og nu maa Hr. Pastoren da ikke være vred, fordi jeg har snakket saa frit til Dem. Jeg kan forsikre Dem til, at jeg kun har gjort det i den allerbedste Mening.«

Emanuel forholdt sig bestandig tavs. Han var saa underlig bedøvet af Væverens Ord. Han vidste ikke længer, hvad han skulde tro. Var det virkelig en Ven, dette Menneske, der med sit halvskjulte Blik syntes at kunne læse ham alle hans hemmelige Tanker og Længsler ud af Sjælen? Eller var det hele et lumsk Forsøg paa at lokke ham i en Fælde? ... Og Anders Jørgen og hans Datter? Var de i hemmeligt Ledtog med denne Mand? Tilfældigt havde han opfanget det spændt forventningsfulde Udtryk, hvormed den unge Pige henne over 136| sit Sytøj i Smug bevogtede ham, som om hun med sit Blik vilde stjæle ham Svaret bort fra Læben.

Han blev til sidst saa forvirret, at han, i Stedet for at svare, rejste sig for at gaa. Han følte, at han ikke længer havde Magten over sine Tanker, og frygtede for helt at tabe Fatningen overfor disse fremmede Mennesker. Med en ubehjælpsom Undskyldning, fordi hans Tid ikke tillod ham i Dag at blive længere, greb han efter sin Hat og begyndte at tage Afsked.

Under de andres dybe Tavshed gik han rundt og gav Haanden. Og da han kort efter forlod Stuen, var der ingen, der fulgte ham.