[155]| TREDIE BOG

[157]| I.

En Søndag Eftermiddag i Maj var Forsamlingshuset i Skibberup fuldt af en stor Skare Mennesker, paa hvis spændt forventningsfulde Ansigter man kunde læse, at der forestod noget usædvanligt. Det var i Virkeligheden ogsaa en Mærkedag i Skibberup Bys Historie. Den Taler, der i Dag ventedes, var ingen ringere end Provst Tønnesens Kapellan, Hr. Pastor Hansted.

Hver Plads i den langstrakte, halvmørke Sal – en forhenværende Lade – var optaget, og endog i de aabent staaende Vinduer hang Klynger af Karle og Knøse, der med deres Kroppe spærrede det halve Dagslys ude. Overalt lød en livlig Summen af glade og højrøstede Stemmer. Man mærkede i det hele straks, at det ikke var en Forsamling af Vejlby-Bønder, man havde for sig; thi skønt Afstanden mellem Vejlby og Skibberup ikke var større end en god halv Mil, var de to Tvilling158|byers Beboere saa forskellige, som om de ikke tilhørte samme Landsdel.

Dette Forhold beroede ikke paa nogen Tilfældighed, men skyldtes Byernes uensartede Beliggenhed og de forskellige Livsvilkaar, Beboerne i Tidens Løb havde været underkastede. Mens de sagtmodige Vejlby-Bønder fra Arilds Tid udelukkende havde beskæftiget sig med at pløje og høste deres store Agre, var Skibberup oprindelig – og til Dels endnu – en Fiskerby, hvis Beboere delvis ernærede sig af Havet. Endnu for et Par Menneskealdere siden betragtede Skibberupperne Dyrkningen af deres Jord som en Biting, der helst overlodes Kvinderne, medens Mændene plaskede omkring i nære og fjerne Fjorde og gjorde Landgang rundt om paa Kysterne for at afhænde deres Fangst.

Mange Fortællinger var endnu bevarede om disse gamle Skibberupperes stundom temmelig lystige Æventyr til Lands og til Vands. Et enkelt havde Historien endog optegnet blandt Landets Krigsbedrifter:

En Nat i Aarhundredets Begyndelse, under den engelske Krig, roede fire Brødre hjem fra et muntert Svirelag hos nogle Venner inde i en af Nabofjordene. Udenfor Fjordmundingen fik de – trods en tæt Taage – Øje paa en engelsk Kaper, 159| der drev for smaa Sejl et Stykke fra Kysten, med en Prise paa Slæb. I deres overgivne Stemning blev de straks enig om at styre op imod den fremmede Røver og spille den et Puds. Mens to af Brødrene ladede hver en gammel Flintebøsse, roede de andre lydløst lige ind paa Livet af Engelskmanden, hvorefter de pludseligt alle gav sig til at udstøde høje Kampskrig, idet de to bevæbnede affyrede en Salve af løst Krudt op i Luften. Ombord paa Kaperen, hvor alle – undtagen en Rorgænger – laa i tryg (og næppe ganske ædru) Søvn, fremkaldte Knaldet af Skuddene den største Forvirring. Alle Mand kom i Hast paa Dækket; og da de i første Øjeblik paa Grund af Mørket og Taagen intet kunde se, og da Brødrene blev ved at skyde og skrige, troede de sig i Forskrækkelsen overrumplede af en dansk Krydser, hejste ilsomt alle Sejl, kappede Slæbetovet til Prisen og stod til Havs. De forbavsede Spasmagere bordede straks det efterladte Bytte og førte det den næste Dag triumferende til nærmeste Havn.

Denne raske Bedrift gjorde i hine Dage Skibberups Navn kendt over hele Landet. De fire Brødre modtog som Belønning hver fem og tyve Daler af Kronens Kasse, mens en Officer, der nogle Dage efter Begivenheden ankom til Stedet for at 160| optage Rapport over det skete, blev benaadet med en personlig Tak af Majestæten og udnævnt til Kommandør.

... I den ene Ende af Salen stod en simpel Talerstol, bag hvilken den gamle Ladelænges raa Lervæg var dækket af et Dannebrogsflag, der var ophængt saaledes, at det hvide Kors tegnede sig oprejst i den røde Dug. Bænkerækkerne foran Talerstolen var saa godt som udelukkende optaget af Kvinder, mens Mændene havde Plads i den nederste Ende af Salen og langs med Væggene til bægge Sider.

En særlig Opmærksomhed i Forsamlingen vakte Else Anders Jørgen og hendes Datter Hansine, der havde taget Sæde paa en af de midterste Bænkerækker. Else Anders Jørgens fyldige Skikkelse med de lyse, udhvælvede Øjne, det staalgraa Haar og den store Gyldenstykkes-Hue, hvorfra to brede, røde Silkebaand hang ned til den ene Side, vilde have tiltrukket sig Opmærksomhed i enhver Forsamling; men en særlig Grund til den Opsigt, hun i Dag vakte, var den almindelig kendte Omstændighed, at det var i hendes Hjem, Kapellanen og Væver Hansen havde haft de Sammenkomster, der dannede Indledningen til denne Dags store Begivenhed.

Paa en Maade mente man endog at skylde 161| Else Sagens lykkelige Tilendebringelse. Da hun nemlig ikke havde været til Stede ved Kapellanens og Væver Hansens første Sammentræf i hendes Hus, og da hun ved Hjemkomsten hørte om dets uheldige Udfald, havde hun taget den Beslutning paa egen Haand at opsøge Hr. Hansted, for hvem hun – trods alt – havde bevaret en usvækket Hengivenhed, siden de første Gang mødtes ved Datterens Sygeseng. Straks den paafølgende Søndag gik hun efter Gudstjenesten hen til ham udenfor Kirken og bad ham om endnu samme Aften at forny sit Besøg hos hende »for at træffe gode Venner, der meget ønskede at tale med ham«. Hr. Hansted havde straks og med øjensynlig Glæde modtaget hendes Indbydelse; og da hun i Forvejen havde sikret sig Væver Hansens og et Par andre af Byens ledende Mænds Nærværelse, kom det saaledes endelig til en alvorlig Udveksling af Tanker og Meninger mellem Kapellanen og Menigheden.

I Anledning af disse Hr. Hansteds gentagne Besøg i Anders Jørgens Hus var Hansine af sine Veninder ofte bleven drillet med Kapellanen, til hvem hun efter deres Paastand længe skulde have baaret en hemmelig Kærlighed. Rigtignok protesterede hun selv ivrigt mod Beskyldningen, undertiden endog med stor Heftighed; og det saa’ ud, 162| som om det var for yderligere at bevise sin Uskyld, at hun netop i Dag – i Modsætning til de fleste andre af Forsamlingens unge Piger – havde iført sig en ganske tarvelig, mørkegrøn Hvergarnskjole uden mindste Pynt eller Besætning.

Alligevel saa’ hun godt ud; – det var ikke for ingenting, at man regnede hende blandt Byens smukke Piger, skønt der herskede et lille Misforhold mellem den øverste Del af Ansigtet med de mørke, sammengroede Bryn over de dybtliggende, alvorlige Øjne og Underansigtets barnligt uudviklede Form. Hun sad med sin sædvanlige, næsten unaturligt strunke Holdning, der gav hendes lille sluttede Skikkelse et Præg af Selvsikkerhed og Kraft, og hun hverken deltog i eller paahørte den livlige Snak, der førtes mellem Kvinderne rundt omkring hende.

Denne Mangel paa Deltagelse for, hvad der foregik omkring hende, var imidlertid saa gammel hos Hansine, at den ikke længer vakte nogens Forundring. Allerede mens hun var Barn, havde man moret sig over den pudsig mutte Mine, hvormed hun besvarede enhver – venlig eller uvenlig – Tilnærmelse af fremmede. Men især var hendes Indesluttethed bleven paafaldende, efter at hun for et Par Aar siden havde været Elev paa en Højskole 163| og som saadan deltaget i et »Vennemøde« inde i København, hvor blandt andre selve den gamle Grundtvig havde talt – for sidste Gang. Siden den Tid saas hun ikke ofte udenfor sin Faders Hus og Mark; og navnlig holdt hun sig ganske borte fra de undertiden temmelig frie Forlystelser, hvormed Byens Ungdom fordrev Fritimerne om Søndagen og i de lyse Sommeraftener. Derimod hørte man hende bestandig gaa og synge – undertiden himmelhøjt – ved sit Arbejde i Stald og Køkken, eller især naar hun gik med Malkeaaget den lange Vej op over Markerne.

Blandt Byens Folk morede man sig undertiden lidt over hende, men fæstede sig iøvrigt ikke synderligt ved disse Egenheder. Hun var jo endnu halvt et Barn, kun nitten Aar, og desuden kendte man godt dette aparte Væsen fra andre af Egnens unge Piger, der havde været paa Højskole. Man vidste, at der altid skulde hengaa nogen Tid, inden de unge Tanker igen fandt sig tilrette i de jævne, dagligdags Bondevaner.

... Imidlertid var Klokken bleven fem, og Kapellanen havde endnu ikke indfundet sig. Blandt den Flok Mænd, der med Væver Hansen i Spidsen havde samlet sig henne ved Indgangsdøren for at modtage ham, begyndte der at spores nogen Æng164|stelse. Man vidste, at der i den sidste Tid havde hersket et meget spændt Forhold mellem Provst Tønnesen og Kapellanen, efter at dennes Omgang med Væver Hansen og andre bekendte Skibberuppere var bleven Provsten bekendt. Og nu ængstedes man for, at Tønnesen – trods alle Forsigtighedsforanstaltninger – ogsaa skulde have faaet Nys om denne Sammenkomst og i sidste Øjeblik ligefrem have forbudt Hr. Hansted at give Møde.

Navnlig røbede Væverens blege Ansigt med de rødrandede Øjne en heftig Beklemmelse. Han vidste, hvad der stod paa Spil for ham, om Kapellanen i Dag svigtede ham. Men han vidste ogsaa, og havde levet i salig Fryd ved at tænke paa, hvilken krigerisk Allarm det vilde vække, naar det Dagen efter blev bekendt i hele Egnen, at Provstens egen Medhjælper havde været Foredragsholder i hans Forsamlingshus.