af Henrik Pontoppidan (1891)   Redaktion: Jesper Gehlert Nielsen  
forrige næste

II.

Endelig saas en ensom Skikkelse oppe paa Strandbakkerne. Det var Emanuel. Han bar en 165| lys Sommerfrakke over den ene Arm og gik med hastige Skridt ned imod Byen. Da han fik Øje paa den ventende Skare udenfor Forsamlingshuset, fremskyndede han yderligere sin Gang, og et Par Minutter efter stod han ved Indgangsdøren.

Hans Ansigt var – trods Varmen og den hurtige Marsch – ualmindelig blegt og røbede en nervøs Ophidselse, der gav det et ganske fremmed Udseende. Med tavse Haandtryk hilste han aandsfraværende paa Væver Hansen og et Par andre af de omkringstaaende Mænd, hvorpaa han straks traadte ind i Salen.

Her forstummede øjeblikkelig al Samtale, og rundt om langs Væggene strakte man Hals for at komme til at se. Med sine lange, abeagtige Arme banede Væver Hansen ham Vej gennem Mængden og førte ham op til den øverste Ende af Salen, hvor han bød ham Sæde paa Hæderspladsen, en Kurvestol med hullet Sæde.

Efter at der her var vekslet et Par Ord imellem dem, besteg Væveren Talerstolen og trak en Sangbog frem af sin Baglomme. Med Bogen mellem Hænderne blev han derpaa et Øjeblik staaende ganske tavs, kneb det ene Øje til og lod det andet glide rundt over Forsamlingen, mens der i hans Ansigt langsomt bredte sig et lunt triumferende, 166| Provst Tønnesen helliget Smil, der blev besvaret med en forstaaende Munterhed af Mandfolkene henne ved Vinduerne og i den nederste Ende af Salen.

Endelig sagde han med sin uskyldigt lydende Stemme:

»Ja, saa skulde vi vel ha’e en Sang at begynde med, go’e Venner! Hr. Pastor Hansted har ikke noget særligt Ønske i den Henseende, saa vi kan vælge, hvad vi selv synes. Hvad skal vi saa syng’?«

Der blev fra Forsamlingen raabt paa forskellige Sange. Til sidst blev man enig om »Frem, Bondemand, frem!«

»Ja, la’ vos syng’ den,« sagde Væveren med et betydningsfuldt Smil. »Det er en Sang, der passer vos!«

Han gav selv med skingrende Fistel Tonen an, og straks brød Stemmerne øredøvende frem fra alle Sider.

Det var ikke Sang. Det var en vild, begejstret Skrigen uden Maade, en Beruselse i egen Lungekraft, der truede med at sprænge Væggene.

Emanuel havde anbragt sig i Kurvestolen, hvor han sad foroverbøjet, med korslagte Ben, og ofte strøg sig uroligt med Haanden gennem Haaret. Han deltog ikke i Sangen og følte sig i det hele ikke rigtig vel til Mode. Den skumle, mørke Sal, 167| de mange frittende Blikke, Væver Hansens prosaiske Indledningsord og denne larmende, uharmoniske Sang havde i Øjeblikket bragt ham ud af Stemning.

Desuden pintes han af Samvittighedsskrupler, fordi han – paa Grund af et uberegneligt Uheld – ikke havde faaet Lejlighed til at meddele Provst Tønnesen, at han agtede at tale her i Dag. Med Vilje havde han opsat indtil det sidste Øjeblik at give Provsten nogen Meddelelse herom, ligesom han havde bedet Væver Hansen ikke offentlig at bekendtgøre Mødets Afholdelse, for at ikke Tønnesen skulde faa Tid til at udvirke et lovformeligt Forbud mod hans Deltagelse. Men da han, kort før han forlod Præstegaarden, i den nævnte Hensigt havde opsøgt Provsten, var denne tilfældigvis en halv Time i Forvejen taget bort for at besøge en af Nabopræsterne.

Under disse Forhold havde han fundet det rigtigst i det mindste at bringe sin Meddelelse til Frøken Ragnhild, med hvem han efter Sammenstødet ved Præstegaardens Aftenselskab atter havde forliget sig, skønt den gamle Fortrolighed ikke havde ladet sig genoprette. Frøken Ragnhild havde vist langt mindre Forundring, end Emanuel havde tænkt sig. Hun havde gennem Præstegaardens gamle Pige hørt et og andet om, hvad man rundt i 168| Sognet fortalte om Kapellanen; og desuden havde forskellige af hans egne Udtalelser i den sidste Tid ladet hende ane, hvad der forestod.

Men blev ikke Frøken Ragnhild forbavset, blev til Gengæld Emanuel selv det des mere – paa Grund af den ualmindelig bestemte Maade, hvorpaa Frøkenen i Dag tog Bladet fra Munden overfor ham og paa det alvorligste fraraadede ham det paatænkte Skridt.

»De er dog med al Deres Forsagthed et underlig letsindigt Menneske,« havde hun sagt. »Dér styrter De Dem blindthen ud i noget, som De slet ikke véd, hvad er – blot fordi De ikke føler Dem tilfreds i de Forhold, hvori De for Øjeblikket befinder Dem. Det er vistnok ganske taabeligt af mig at ville forsøge paa at bringe Dem til Fornuft. Jeg véd jo, hvordan De er, naar De en Gang har sat Dem noget i Hovedet. Men jeg vil alligevel ikke lade være med at bede Dem alvorligt betænke, Hr. Hansted, hvilke Følger et saadant Skridt kan faa for Dem ... og for os. Naar De véd – og det véd De – paa hvilken Maade denne Væver Hansen og hans Eftersnakkere har optraadt overfor Fader, skulde man for Resten synes, at det maatte være overflødigt at gøre opmærksom paa, hvor mildest talt mærkelig ... ja rent ud upassende 169| enhver Tilnærmelse til disse Folk maa forekomme ... og i Virkeligheden ogsaa er.«

Uden at give ham Tid til at svare havde hun dermed vendt sig fra ham og forladt Stuen.

Disse Ord og navnlig Tonen, hvori de udtaltes, havde bortblæst de sidste Skæl fra Emanuels Øjne. Han havde vel ingenlunde været blind for, hvad hans Optræden i Forsamlingshuset vilde kunne drage efter sig i Præstegaarden, og navnlig var han fuldt forberedt paa, at hans Dage som Provst Tønnesens Kapellan herefter var talte. Men han havde dog troet, at man i hvert Fald vilde respektere hans alvorlige Overbevisning – ja han havde end ikke helt kunnet slippe et lille Haab om, at Stormen kunde ende med et mindeligt Forlig. Nu forstod han, at ethvert Forsøg paa at komme til Forstaaelse med hinanden vilde være frugtesløst; at han herefter saavel i Præstegaarden som af alle andre »rettroende« baade her og andet Steds vilde blive betragtet som en Forræder, for hvem der ikke skulde være Naade.

Derfor var det ham nu dobbelt pinligt, at han overfor Provsten var kommen til at fortie sin Beslutning paa en Maade, der kunde tage sig ud som Fejghed. Thi foruden at gøre ham mere klartseende, havde dette fornyede Sammenstød med Frøken Ragnhild vakt hos ham den Selvfølelse og Kampiver, 170| som han – trods alt – indtil det sidste havde manglet. Nu følte han kun Længsel efter for Alvor at bryde med sin Fortid og gøre sig fri. Selv i dette Øjeblik, da den mørke Sals Uhygge og Forsamlingens ringe Højtidelighed havde bragt ham ud af Stemning, brændte han af Utaalmodighed efter at komme til en Afgørelse, efter at kaste Broen af bag sig og foretage det Skridt, der vilde bringe hans Forhold ud over enhver Tvetydighed.

Saa snart Sangen var til Ende, rejste han sig derfor og besteg Talerstolen.