V.

I det samme kom »Vikingen« hen til ham og forestillede sig selv som Tømrer Nielsen. Med et selvfornøjet, men friskt og behageligt Smil, der blottede hans skinnende hvide Tandrækker, sagde han, efter at Emanuel med et Par Ord havde takket ham for hans Udtalelse:

»Kunde det Nkanske ikke more Hr. Pastoren at følge med Nvos ned til Stranden? Vi plejer Nvan at samles dernede efter Møderne og saadan synge lidt og passiare sammen i al Jævnhed, naar Vejret tillader det ... Og i Aften er det jo blevet et rigtigt Vorherres Sommervejr, som vi siger; saa vi vilde jo blive saa meget glade, om Hr. Pastoren vilde beære vos med Deres Nærværelse.«

Emanuel tog med Glæde mod Indbydelsen. Han havde ikke mindste Lyst til allerede nu at forlade sine nye Venner og vende hjem til Præstegaarden.

189| »Det kan jo blive rigtig prægtigt! Og saa mange Folk her dog er samlet i Dag!« sagde han og lod sit Blik glide ud over de tætte Menneskeklynger – mindre dog for at nyde Synet af deres Talrighed end for igen at se efter Hansine. Han kunde ikke faa sig selv til at tro, at hun ikke skulde være her.

Øjeblikkeligt hviskedes det fra Gruppe til Gruppe, at Kapellanen vilde følge med til Stranden. Budskabet vakte Travlhed hos dem, der havde noget at Nskøtte i Hjemmene, enten Børn at give Die eller Kvæg at fodre, inden de kunde tage afsted. Endog N»Gammel-Erik« saas med sin Søndags-Krykke at humpe Nilsomt hjem til sin Kat helt ovre paa den anden Side af det store Gadekær, hvorover en Ildhimmel flammede.

En Flok Ungdom, NPiger og Karle, havde allerede begivet sig paa Vej ud til Samlingspladsen paa den nordre Strand – Pigerne forrest, Arm i Arm og nynnende; Karlene klumpvis bagefter med tændte Piber og Cigarer. Snart fulgte nu ogsaa de ældre, – mest parvis, arbejdende sig tungt op ad den stejle Sti, der førte over de høje Strandbakker.

Til Emanuel havde et Par af Byens ældre Mænd sluttet sig, to smaa livlige Skikkelser af den 190| sædvanlige Skibberup-Type med lange, foroverhængende Arme og korte Ben, der løftedes højt under Gangen. De hørte bægge til Skibberups ledende Personer og søgte ad mange Omveje og under mange forsigtige NHostelyd og Rømninger at faa Emanuel til at udtale sig nærmere om, hvad han mente, at Provsten nu vilde sige til »denne hersens Historie«, og hvorledes han tænkte, at Fremtiden i det hele vilde stille sig.

Men Emanuel drejede bestandig bort fra Emnet. Han trængte til i Aften at lade Sind og Tanker hvile, for i disse korte Timer at nyde sin Lykke og Frihedsfølelse ubeskaaren. Desuden syntes Aftenen ham virkelig altfor smuk til Bekymringer og Fremtidsplaner. Det var, som om ogsaa Naturen vilde mane til en Stunds Fred og Forsoning. Ofte standsede han og tvang Mændene til Tavshed ved med et Udbrud af Henrykkelse at se sig omkring. Lutter Farveharmoni over Himlen, lutter drømmende Hengivelse i Jordens dybe Undfangelsesrødme! Og ikke en Luftning, ikke en Lyd! ... Jo! Højt, højt oppe under den flammende Himmel Nringede en usynlig Lærke Solen ned ... et Lydpunkt midt i den uendelige Stilhed, en eneste, sitrende Tone, paa én Gang fjern og besynderlig nær, mindende om en ensom Stjernes Blinken.

191| Da de naaede op til Bakketoppen, saa’ de her – kun et Par hundrede Skridt borte – Ungdommens Karavane, der havde slaaet Lejr paa et blomsterbroget Markstykke ved Vejkanten men nu igen brød op og drog videre – de forreste syngende.

Gennem Emanuel gik der pludseligt et lille Ryk. Blandt de bageste havde han faaet Øje paa den, han hele Tiden havde spejdet efter – Hansine.

Hun gik Arm i Arm med en høj, kraftig, rødhaaret Pige, i hvem han genkendte N»Skovfogedens« Plejedatter Ane, Hansines bedste Veninde, som han en Aften havde truffet paa Landevejen i Hansines Selskab. Ved denne Piges anden Arm hang en lille, tynd og sjasket Skikkelse, hvis altfor lange, sorte Kjole og mandfolkeagtige Skridt ledte Tanken hen paa en Konfirmand. Ane bar paa sit teglstensrøde Haar en lille, lys Straahat med Nskotske Baand, der syntes at maatte være bestemt til et Barn; forøvrig havde hun en mørkegrøn NHvergarnskjole, der lignede Hansines, og et brandgult Halstørklæde, der hang med en trekantet Snip ned ad Ryggen. Hansine havde en lav, bredskygget Hat af brunt Straa og ingen Tørklædesnip ned ad Ryggen; derimod naaede hendes sorte Hattebaand næsten ned til Livet, som var om192|sluttet af det blanke Læderbælte, der var alle kvindelige Højskoleelevers Kendemærke. Konfirmanden havde sort Shavl med Frynser og Vinterhat med grønne Vindrueklaser.

Det saa’ ud, som om Skovfogeddatteren havde holdt de andre to tilbage for at betro dem en vigtig Nyhed. Konfirmanden bøjede Overkroppen frem, saa den dannede næsten en ret Vinkel med Benene, og kiggede Veninden op i Ansigtet, som om hun med Blikket sugede hende Ordene ud af Øjnene. Hansine derimod syntes kun at høre efter med det ene Øre og næppe nok med det. Hun gik og saa’ ned for sig, lidt ud til Siden, som om hun vilde skjule for de andre, at hun ikke var opmærksom. Naar hun kom forbi en Blomst ved Vejkanten, som hun kunde naa uden at slippe Venindens Arm, bøjede hun sig ned og plukkede den.

Emanuel gik og iagttog disse Enkeltheder, mens han temmelig fraværende svarede paa de to Bønders fornyede Spørgsmaal om Provst Tønnesen og Fremtiden.

Især slap hans Øjne sjælden Hansine. Han kunde ikke selv nærmere forklare, hvad det var, der saa stærkt interesserede ham hos denne unge Pige, som han paa en Maade slet ikke kendte. 193| Der kom altid en uigennemtrængelig Faamælthed over hende i hans Nærhed, og i det hele havde han kun talt med hende et Par Gange og altid om temmelig ligegyldige Ting. Men der var noget i hendes besynderligt alvorlige Væsen, i hendes tankefulde Blik, ja selv i denne Utilgængelighed, hvormed hun bevæbnede sig overfor ham, der indgød ham en Følelse næsten af Ærefrygt. Under sine Besøg i hendes Hjem, hvor hun bestandig havde siddet lige tavs og halvt bortvendt henne paa Bænkeenden under Vinduet, uden nogensinde blot at se op fra sit Haandarbejde, havde han kunnet blive helt urolig af Ængstelse for, at han ved Ord eller Adfærd skulde komme til at støde noget hos hende ... saare Tanker eller Følelser, der var ham selv som Bymenneske fremmede, men for hvis Renhed og Dybde hele hendes Væsens Oprindelighed var ham et helligt NPant.

Straks, da han nu fik Øje paa hende, havde han søgt at paaskynde sine Ledsageres Gang. Han længtes efter at komme til at hilse paa hende for muligt i hendes Ansigt at kunne læse, hvilket Indtryk hans Tale og hele Optræden havde gjort paa hende. Men de to Bønder var vanskelige at faa ud over en endog meget sindig NPasgang, og inden de naaede de tre unge Piger, satte disse i 194| Løb ned ad den sidste, bratte Bakkeskraaning ud mod Stranden.

Faa Øjeblikke efter befandt ogsaa Emanuel og hans Ledsagere sig paa Samlingspladsen.

Denne var en sandet Plet umiddelbart ved Vandet, en halvrund Udvidelse af den ellers smalle Strandbred, der her skød sig ind mellem et Par høje, stejle Bakkeskrænter. »Kirken« kaldtes Pladsen af Egnens Folk, fordi de paastod, at den mindede dem om en Korrunding. En gammel sorttjæret Baad stod opskudt paa StrandenA, og i denne havde allerede alle Pigerne anbragt sig i tætte Rækker paa Tofter og langs Ræling, mens Karlene havde lejret sig rundt om i Sandet. Hansine og hendes Veninder havde faaet Plads yderst ude i Baadens Forstavn, der vendte ud imod Vandet, hvor der endnu gik lidt Sø efter forudgaaende Dages Uvejr, – og denne Samling af forskelligt farvede Kjoler og lyse Sommerhatte med brogede Baand tog sig helt malerisk ud mod Strandens hvide Sand og Fjordens dybtblaa, ligesom blodblandede Bølger.

Efterhaanden ankom nu ogsaa hele det øvrige Følge og tog Plads rundt om paa Skraaningerne. Til allersidst – og modtaget med Jubel – viste »Gammel-Erik« sig paa sin Krykke, humpende 195| lyksaligt smilende ned ad Stien med sit krumme Ben og sin syge Fod, der med de mange omviklede Klude var saa stor som et Svøbelsebarn.

Denne gamle Mand, der var Byens Stolthed og Kæledægge, havde en Historie, som i korte Træk var hele Sognets. Indtil sit fem og tredsindstyvende Aar havde Gammel-Erik været Egnens mest berygtede Slags- og Svirebroder, der oftest laa døddrukken omkring i Landevejsgrøfterne og levede af, hvad han om Natten stjal eller røvede rundt om i Gaardene. Men siden et nyt aandeligt Liv ved Væver Hansen var bleven vakt her – og maaske tillige paa Grund af den Lemlæstelse, der samtidig ved et Svirelag havde gjort ham til Krøbling – var han paa én Gang bleven til et helt nyt Menneske, der nu levede fredeligt og lykkeligt i Samliv med en rød Kat, – overalt modtaget og hyldet som det levende Vidnesbyrd om det nye Ords undergørende Magt.

Emanuel havde skilt sig fra sine to Ledsagere og sat sig op paa en Afsats højere oppe paa Skrænten. Han trængte til et Øjeblik at være ene med sine Tanker. Og som han nu sad dér og saa’ paa, hvorledes Par efter Par langsomt steg ned imod Stranden – altid Kvinde med Kvinde og Mand med Mand; saa’, hvorledes de alle 196| standsede et Øjeblik ved Foden af Stien, ligesom overvældede af Skæret fra Himmel og Hav, for derpaa med Omhu at søge sig Siddepladser paa Skrænterne, ... kom han til at smile ved at mindes det Navn »Kirken«, hvormed Befolkningen havde døbt denne Plads. Han fik paa sit høje Stade virkelig selv en Fornemmelse af at være Vidne til en Slags Kirkegang. I lange, højtidelige Rækker sad til sidst en hel Menighed omkring ham paa de terrasseformede Skraaninger – Kvinderne nederst, med Kjoleskørtet samlet i Skødet og Lommetørklædet mellem Hænderne, nogle i store, sorte NKirkehætter, andre i deres pragtfulde NGyldenstykkes Huer, der i det svindende Dagskær straalede om deres Hoveder ligesom Helgenglorier. I Rækkerne ovenover sad Mændene – fremoverbøjede, med Armene tungt støttede paa de optrukne Knæ. Allerøverst saas en Gruppe Børn, der laa med Haanden under Kinden og kiggede ned ligesom de hvilende Engle mellem Skyerne paa gamle Alterbilleder.

Dette Indtryk af Kirke forstærkedes yderligere, da der til sidst blev ganske tyst rundt om paa Skrænterne. De unge Piger henne i Baaden var begyndt at synge.

197| Med Armene om hinandens Liv og Ansigterne vendte imod Søen sang de en gammel, from Aftensang: