© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Sangen lød smukt i den stille, lyse Foraarsaften. Stemmerne havde her i det fri ikke den skurrende Klang som inde under Forsamlingssalens lave Loft. Det var, som om det vide Rum gav dem Fylde; som om Himmel og Jord laante dem Farve.
Bag efter sang de et Par Fædrelandssange, som den øvrige Forsamling efterhaanden istemte. Derpaa raabte en kraftig Karlestemme: »Hr. Bures Død«.
»Hr. Bures Død! ... Hr. Bures Død!« gentoges der straks ivrigt rundt om, mens alle Karlene rejste sig over Ende fra deres halvt liggende Stillinger.
Ane – Hansines rødhaarede Veninde – blev af Pigerne valgt til Forsangerske. Hun sad helt ude paa den yderste Ende af Baaden ligesom en Gallionsfigur og begyndte øjeblikkeligt med en høj, kraftig Røst, hvis lyse Klang mindede om hendes Haars Farve. Hele den øvrige Forsamling sang Omkvædet, i hvilket Pigerne faldt ind med 2den Stemme. Midt paa den sandede Plads stod Tømrer Nielsen 199| med skrævende Ben og slog Takt med Armen, mens han selv i smilende Begejstring istemte Korsangen, saa Tænderne lyste bag det mørke Vikingeskæg.
Der var ialt nogle og tyve Vers. Da det sidste var sunget, sprang Pigerne af Baaden, mens alle Mandfolkene klappede i Hænderne.
»Ja den Sang kender Hr. Pastoren maaske ikke,« sagde i det samme en ung, smilende Mand med blond Fuldskæg, der tilligemed et Par andre yngre Bønder slog sig ned i Emanuels Nærhed for at indlede en Snak med ham. »Det er saadan en 200| Yndlingssang for Ungdommen her, fordi den er digtet sammen af vores egen Højskoleforstander derovre i Sandinge, som Hr. Pastoren vel nok har hørt tales om. Han er jo da vist kendt i det hele Land.«
Emanuel huskede godt at have hørt »Sandinge Højskole« nævne som det Sted, hvor Egnens Ungdom – blandt andre ogsaa Hansine – efter Væver Hansens Anvisning havde søgt hen for at opnaa en højere aandelig Udvikling end den, Almueskolen kunde give; og han rykkede nu tættere hen til de tre Bønder for at erfare lidt nærmere om disse ejendommelige Undervisningsanstalter, der i de senere Aar havde vundet en saa vid Udbredelse paa Landet, og som han ofte havde haft stor Lyst til at lære nøjere at kende.
Han hørte da allerførst til sin Forundring, at Sandinge kun laa knapt halvanden Mil borte, et Stykke bag den modsatte Fjordbred. Fra det Sted, hvor de sad, kunde man endog tydeligt se de mørke Lyngbakker ovre paa Genbolandet, bag hvilke Byen skjulte sig. Manden med det blonde Fuldskæg, der selv var en gammel Sandinge-Elev, gav tillige en saa begejstret Beskrivelse af Livet og Undervisningen paa Skolen, men især af dens Forstander, at Emanuel blev ganske længsels201|fuld efter at stifte Bekendtskab med denne Mand og lovede sig selv ikke at tøve længe med at gøre ham et Besøg.
Imidlertid var der kommen Madkurve frem henne fra Konerne. Nogle af Pigerne bød Smørrebrød rundt paa Kurvelaag og store Skræppeblade, mens andre gik omkring med Mælk paa Flasker. Tømrer Nielsen forestod Udskænkningen af en Dunk saakaldet »langt« Øl og optraadte i det hele som en Slags Ceremonimester, hvorimod Væver Hansen sad i ophøjet Tilbagetrukkenhed oppe paa en Tue og snakkede med et Par gamle Koner.
Efterhaanden samledes Opmærksomheden paa nogle unge Karle, der stod ude ved Havkanten og under stor Munterhed stirrede op paa en stor Sky, som de paastod lignede en tyk, fordrukken Kone. »Konens« Hoved var farvet rødt af det sidste, svage Solskær og havde et himmelblaat Øje midt i Panden; Overkroppen var uldgraa og svulmende, mens Nederdelen havde en blaaviolet Farve og hang som en Sæk helt ned over den østlige Horisont, hvor den bar Virslev, Gimminge, Brunkeby og endnu et Par af Genbolandets Kirkebyer paa sit Slæb.
Med ét brast hele Forsamlingen ud i Skoggerlatter. Sky-Konens Hoved havde skilt sig fra 202| Kroppen og styrede gladelig sin egen Kaas ud over Himlen. Samtidig skød det noget som en lang Næse ud til den ene Side og spærrede sit blaa Øje højere og højere op, mens den øvrige Krop langsomt sank sammen ligesom i haabløs Fortvivlelse.
Dette morede de unge, saa de straks begyndte at søge Billeder ogsaa i de øvrige Solnedgangs-Skyer i Horisonten. I smaa Klynger stillede de sig op langs med Stranden, og hurtigt udviklede der sig nu en livlig Kappestrid om, hvem der kunde se mest. Nogle paastod i Skyernes Omrids at se baade Slotte og Kirker med rubinrøde Kupler og gyldne Spir. Andre øjnede »ganske tydeligt« Dyreskikkelser, Ryttere og kendte Menneskeansigter ... en enkelt endog en Kalesche med fire Heste for, to Lakajer bag paa og en Brud inde i Vognen. Hermed var dog ogsaa Skummet paa Kruset tappet, og man spredtes igen under Latter.
Men Lystigheden var vakt nu. Fire Piger tog hinanden i Hænderne og snurrede rundt, saa Skørterne susede. Andre Piger kom til ... en stor Kreds dannedes under Sang. Da nærmede ogsaa Karlene sig og vilde være med. Men dette satte Pigerne sig alle som én imod; tappert værgede de sig mod enhver Karl, der søgte at bryde deres 203| Kæde eller smutte ind under den ... indtil en lille grævlingeagtig Tyksak listede sig til at tage Tilløb helt ude fra Havkanten og – før nogen anede det – sprang over to Pigers Hænder ind i Kredsen. Saa blev Freden sluttet og Fæstningen aabnet.
Det blev mere Leg end Dans. Man stillede sig op i to store Rundkredse, Karlene inderst, Pigerne yderst, med Ansigterne vendte mod hinanden. Under stadig Sang bevægede Parrene sig hele Tiden paa samme Plet, mens de snart klappede i Hænderne, snart stampede med Foden, snart gjorde andre Fagter, afpassede efter Sangens Ord.
Ved de sidste Ord tog Karl og Pige fat i hinanden og snurrede rundt. Derpaa blev det samme Vers gentaget blot med den Forandring, at det denne Gang blev til »Dronningernes Vise«, ligesom det var en Dronnings Væsen, der søgtes efterlignet under Dansen; hvorefter Turen paa 204| samme Maade kom til Herremanden, Præsten, Prokuratoren, Bonden, Smeden, Snedkeren og andre Haandværkere.
Der var især blandt Karlene ikke faa med Evne til ganske vittigt at efterabe de forskellige Bestillingers særegne Lader. Navnlig vakte det stormende Munterhed blandt Tilskuerne oppe paa Skrænterne, da man til sidst naaede »Skrædderens Vise«, og alle Karlene satte sig ned i Sandet med korslagte Ben og gav sig til at sy med lange Sting i Luften.
Emanuel, der atter var bleven ene, sad med Haanden under Kinden og saa’ ned over denne Scene med et bevæget, halvt fraværende Smil. Ungdommens glade Toner førte hans Tanker med sig ud over Vandet ... og længere bort.
Han kom til at tænke paa sit Barndomshjem, paa sin egen glædeløse Ungdom, paa alt, hvad han i sin Ensomhed havde digtet og drømt. Nu følte han det – her sad han midt i sin virkeliggjorte Drøm! Dette var den barneglade Livsensfest, han dunkelt havde anet. Her var det forjættede Land, hvis
Hans Øjne søgte Hansine. Først efter lang Leden fandt han hende mellem en lille Klynge ældre 205| Piger, der ikke deltog i Dansen men stod og saa’ til henne ved Siden af Baaden. Hun havde taget Plads bag de andre, paa Baadens Ræling, hvor hun sad med Hovedet halvt bortvendt, og med Blikket ubevægelig rettet mod et fjernt Punkt ude over Vandet, som om Sangens Toner ogsaa havde ført hendes Tanker ud paa vide Rejser. Skumringen var allerede saa fremskreden, at Ansigtets Træk ikke kunde skælnes i den Afstand, hvori Emanuel befandt sig. Men des tydeligere tegnede sig Legemets Omrids mod den nu næsten ensfarvede, blommerøde Havflade. Han fulgte med Blikket Ansigtets buttede Profil, Overkroppens kraftigt rundede Linier ... og alt imens voksede der paa ny en Ængstelse frem hos ham, Ængstelsen for, at hun af en eller anden Grund skulde have faaet noget imod ham. Han forstod ellers ikke, at hun den hele Dag saa omhyggeligt havde undgaaet at hilse paa ham, ja blot at komme i hans Nærhed. Havde hun maaske følt sig skuffet af hans Tale? Han havde dog flere Gange talt netop med Tanken paa hende ... havde hele Tiden ønsket, at først og fremmest hun skulde kunne forstaa ham. Hvorfor var da netop hun den eneste, hans Ord ikke havde naaet?
Hans pludseligt urolige Mine blev bemærket af nogle ældre Folk, der straks lod deres Iagttagelse 206| gaa videre til andre. Da man derved kom til at tænke paa, at Kapellanen muligt misbilligede Ungdommens Dans, gav man Tegn til, at den maatte høre op. Forøvrigt var Aftenen ogsaa nu saa fremrykket, at det var Tid at tænke paa Opbrud. En kold Em begyndte at stige op af Jorden, og Stjernerne var fuldtændte.
Et Par gamle Folk rejste sig og begyndte at tage Afsked. Straks efter fulgte de andre Eksemplet.
For Resten var man en lille Smule skuffet, fordi man havde ventet, at Emanuel vilde have talt, fortalt et Æventyr eller lignende. Gammel-Erik, der havde taget Plads lige under ham – som en Discipel ved sin Mesters Fødder – havde hvert Øjeblik, naar der blev lidt Tavshed i Forsamlingen, løftet sig paa Armen og stirret op paa ham med en livsalig forventningsfuld Mine som et Barn, der venter at faa hele Alfe- og Troldeverdenen oprullet for sine Øjne.
Alligevel gik de alle endnu en Gang hen til ham og gav ham Haanden med et hjærteligt »Tak for i Dag«.
Kun Hansine tog straks, da Opbrudet begyndte, sin rødhaarede Veninde under Armen og bortfjernede sig med hende langs Stranden for at følge hende paa Vej hjem til »Skovfogedboligen« 207| – som Egnens Folk velvilligt benævnede en tarvelig Hytte for Opsynsfolkene ved en lille Lund i det sydostlige Hjørne af Sognet.