VII.

Faa Minutter efter stod Emanuel oppe paa en Bakkeryg, hvorover en Sti trak sig nordpaa ind til Vejlby. Han havde taget sin brede Plyshat af Hovedet og lagt Haanden op for Øjnene, mens han lyttede til den allerede fjerne Lyd af det lange Mennesketog, der syngende drog hjemad mod Skibberup.

De sidste Toner døde hen. Han var alene.

Rundt om ham strakte sig den ørkenstille Jord. Over hans Hoved løftede sig den mægtige Himmelkuppel med blege, fjerntlysende Stjerner. Ubønhørlig tavs hvilede hele Naturen som i en Forstening.

Han havde en Følelse, som om han med ét var bleven lukket ude af et lysende Paradis .... Han vendte frygtsomt Øjnene ind imod Vejlby og skimtede i det fjerne den højtragende Præstegaardspark, der tegnede sig som en mørk, 208| truende Skybanke mod Horisontens sidste svage Lysskær .... Dér ventede ham nu Opgørelsen, Kampen, Banlysningen!

Han gik et Par Skridt fremad men følte sig saa mat og tung, at han maatte sætte sig paa en stor Sten, der laa ved Siden af Stien. Den Beklemthed, han hele Aftenen med Vold havde kuet og holdt nede, fik nu her i Ensomheden Overmagten og kastede sig over ham som et løssluppet Rovdyr.

Det var ikke, fordi han nu fortrød, hvad han havde gjort. Han frygtede hverken Provstens Vrede eller hele sit eget Samfunds Haan og Foragt. Han følte sig blot saa bittert ene, saa hjemløs og forladt! Der var nu ikke længer ét Sted i hele Verden, han kunde kalde sit, ... ikke ét Menneske, hos hvem han kunde finde Støtte og Trøst. Havde han blot haft et Hjem, var det end nok saa fattigt og lille, hvor han kunde finde Fred og Hvile efter Kampen; og havde han haft en from og trofast Hustru, i hvis Arme han kunde juble og græde ud ... det vilde da have været selve Livets Lyst at kæmpe for Frihed og Lykke. Men dette var som at stride paa nøgen Hede og med tomme Hænder. Aldrig en Trøst, ikke en Tilflugt!

209| Han sad en Stund og stirrede ud i Luften, mens et Navn svævede paa hans Læber .... Hansines.

Hvorfor kom han altid til at tænke netop paa hende, naar han var mest bedrøvet eller mest glad? Var det, fordi han anede, at hos hende var Tryghed, hos hende var der Fred og livsalig Hvile for den, der kunde bryde Vejen til hendes Hjærte? ...

Han rev sig heftigt ud af sine Tanker. Hvortil disse Drømme? Han var og blev dog en fremmed her – en Flygtning, forstødt af sit eget Samfund, udelukket af den hele Menneskehed!

Han rejste sig op. Et Øjeblik stod han og saa’ med et fortvivlet Blik ned over Fjorden, der nu laa indhyllet i hvide, klare Taager. Saa fortsatte han langsomt sin Gang.

Men han kunde ikke slippe Tanken paa Hansine. Det var, som om al hans Uro, Nedtrykthed og Angst til sidst samlede sig i dette ene Spørgsmaal: Hvorfor flyr hun mig? Hvormed støder jeg hende bort? Det syntes ham mere og mere, at Svaret herpaa indeholdt et Varsel for hele hans Fremtid, at han med denne Uvished umuligt kunde begynde nogen Kamp. Hvorledes skulde han i Morgen kunne træde op for Provsten og 210| med Sandhed vidne, at hvad han i Dag havde begyndt, var hans Livs eneste Lykke og Redning, – saalænge han ikke vidste, om den, han af alle helst vilde have ved sin Side, var for ham eller imod ham?

Han standsede.

Han maatte have Klarhed endnu i Aften. Han huskede at have set Hansine forlade Samlingspladsen sammen med sin Veninde og gøre denne Følgeskab langs med Stranden. Hun vilde altsaa komme tilbage. Den lige Vej hjem til Byen gik hun næppe, da hun i saa Fald skulde over Mosen og Bækkeløbet. Hun vilde følgelig komme tilbage til Samlingspladsen. Dér maatte han endnu kunne møde hende og tale uforstyrret med hende, tvinge hende til at sige, hvad hun havde imod ham, hvorfor hun skyede ham, hvad han havde gjort hende ...

Han vendte om og gik tilbage. Af Frygt for at komme for sent skyndte han sig, saa han i Halvmørket snublede over hver Sten, og efter faa Minutters Forløb befandt han sig atter i »Kirken«.

I det samme standsede han brat, og hans Hjærte holdt op at slaa ... dér kom hun netop imod ham, ikke hundrede Skridt borte, underlig stor at se til i Tusmørket, udflydende som en Skygge mod den taageslørede Fjord.

211| Hun gik lige ude i Strandkanten, ganske langsomt – som den, der har længtes efter Ensomhed – og sang med halvhøj Stemme, mens hun stirrede ud over Fjorden.

Pludseligt standsede hun, og bægge hendes Hænder fór op under Hjærtet – hun havde set ham.

For at give hende Tid til at genkende ham nærmede han sig ganske langsomt; og da han naaede hende, lettede han høfligt paa Hatten.

»Bliv ikke bange, Hansine ... Som De ser, er det blot mig. Jeg haaber, jeg ikke forstyrrer Dem. Jeg skal ikke gøre Dem noget ondt, som De vel kan vide.«

De sidste Ord ligesom faldt ham ud af Munden ved Synet af hendes Forfærdelse. Hun stod som ramt af et Slag. Ansigtet var kalkhvidt, Øjnene stirrede paa ham under de mørke Bryn med et sært forvildet Blik.

I sin Ubehjælpsomhed gav han sig til at give en omstændelig Forklaring af sit Komme. Han sagde, at han havde set hende følge sin Veninde paa Vej; og da han hele Dagen slet ikke havde faaet hilst paa hende, bestemte han sig til at gaa hende i Møde for at snakke lidt med hende.

Men hun blev staaende lige stum og rørte sig ikke af Pletten. Hendes Ansigt var ubevægeligt 212| som en Maske, og hun blev ved at stirre paa ham med dette mørke, halvt sky, halvt truende Blik, der mindede om et saaret og overrasket Dyrs.

»Men bedste Hansine!« udbrød han. »De kan da umuligt være bleven vred paa mig, fordi jeg har standset Dem. Jeg forsikrer Dem, De behøver ikke at have nogen som helst Slags Ængstelse for mig. Jeg vilde, som sagt, kun hilse paa Dem og snakke med Dem om Ting, som for den Sags Skyld enhver kunde høre paa. Det tvivler De dog vel heller ikke om?«

Hun forblev lige tavs.

Blodet fór Emanuel til Kinderne. Skulde hun virkelig for Alvor mistænke ham? Tanken forekom ham alt for urimelig, og dog indsaa’ han nu, at han virkelig havde baaret sig lidt ubetænksomt ad ved at opsøge hende paa denne Tid og i denne Ensomhed. Han søgte derfor at slaa det hele hen i Spøg.

Alligevel var der nogen Bitterhed i hans Tone, da han sagde:

»Naa, jeg synes virkelig at være kommen Dem til Ulejlighed. De maa undskylde mig ... det var sandelig ikke min Hensigt. Ærlig talt tænkte jeg ikke paa, at Tid og Sted maaske var lidt upassende valgt. Herre Gud, jeg er jo dog Deres Præst ... og jeg havde haabet, vi var for 213| gode bekendte til at misforstaa hinanden! Naa – God Nat da! Ja, for Deres Haand tør De dog vel nok give mig til Afsked?«

Hun gav ham tøvende Haanden men trak den hurtigt til sig igen med et hæst »Godnat«; vendte sig derpaa og gik tilbage samme Vej, hun var kommen.

Emanuel blev staaende som lammet af Forbavselse. Han havde mærket, hvor hendes Haand var kold, og hvor den rystede. Hvad i Alverden var der dog i Vejen med hende?

»Hansine!« kaldte han.

Hun lod, som om hun ikke hørte ham, og paaskyndede sin Gang.

»Hansine!« kaldte han igen, denne Gang med hele sin Stemmes Kraft, – og da standsede hun, ligesom magtstjaalen.

Han gik hen til hende; og skønt hun vendte Ryggen til ham, saa’ han straks, at hun kæmpede med en voldsom Graad.

»Men hvad er der dog sket?« udbrød han forfærdet.

Lyden af hans Stemme ligesom vakte hende, og hun vilde fly. Men han holdt hende tilbage ved et Greb i hendes Arm.

»Nej, nej – saaledes maa De ikke gaa her214|fra. Hvad er der dog i Vejen, Hansine? Har nogen gjort Dem ondt? ... Vil De ikke betro Dem til mig? Jeg forsikrer Dem, jeg er Deres Ven.«

Hun søgte at vride sig fra ham; men han lagde Armen om hendes Skulder og holdt hende fast.

»Jeg slipper Dem ikke i denne Tilstand. De er jo ikke Dem selv mægtig. For Himlens Skyld, Hansine – hvad er der dog sket? Hvad har man gjort Dem?«

Han stod ganske raadvild. Var hun syg? ... Nogen Lyd af Graad hørtes ikke; men han havde en Fornemmelse, som om det var et Legeme i Krampe, han holdt i sine Arme. Hvad skulde han dog gribe til?

Han havde Taarer i Øjnene af Medlidenhed. Han kunde ikke udholde at se hende lide saaledes. Hans eget Sind var i et saadant Oprør, at han næppe kunde beherske sig. Thi just i dette Øjeblik kom han til fuld Klarhed over sine Følelser for denne unge Pige. Han vidste det nu – han elskede hende! Der var ikke længer nogen Tvivl! For første Gang i sit Liv følte han Kærligheden flamme op i Hjærtet og betage Sind og Sanser. Han elskede hende! Ja, endnu mer – han havde 215| altid elsket hende! Han følte det med hele sin Sjæl – hende var det, han fra sin Ungdom havde drømt om, hende, han hele sit Liv havde længtes efter!

»Slip mig! ... Lad mig gaa!« stødte hun hæst frem mellem de sammenbidte Tænder.

Men han holdt fast. Om det havde kostet hans Liv, kunde han ikke have sluppet hende.

»Hansine!« sagde han med en Stemme, der forgæves søgte at skjule hans egen lidenskabelige Sindsbevægelse. »Kan jeg slet ikke være Dem til nogen Trøst? Har De slet ingen Tillid til mig? Er De vred paa mig? .... De maa sige mig det, for jeg har den hele Dag tænkt saa meget derpaa, fordi De slet ikke har villet hilse paa mig, ... og jeg har netop længtes saa meget efter at se Dem. Er De vred paa mig? Naar De blot vil svare mig paa dette ene Spørgsmaal, skal jeg slippe Dem. Hører De, Hansine? De maa ikke gaa, før De har sagt mig det. Er De vred paa mig?«

»Nej! ... Slip mig!«

Men han slap ikke.

Noget i hendes Stemme og i den Hjærtets vilde Banken, som han kunde fornemme helt op i sin Arm, tændte med ét et Lys i Mørket inden 216| i ham. Havde han været blind? Kunde det være muligt, at ogsaa hun .... Tankerne suste som en Stormvind gennem hans Hoved, en Svimmelhed betog ham. Aa Gud, kunde det være sandt!

Han tvang sig med al sin Kraft til at være rolig for ikke at skræmme hende. Skælvende af Betagethed bøjede han sig ned over hende og stammede – sagte og bedende:

»Hansine, De maa svare mig blot paa én Ting endnu. De maa ikke blive vred ... men er det rigtigt, naar jeg føler, at det er Gud selv, der har ført os sammen her i Aften? De maa ikke skjule noget for mig. Holder De lidt af mig? Sig mig det ... holder De blot en lille Smule af mig?«

Hun rykkede til med fortvivlet Kraft for at komme løs og udstødte et halvt Skrig. Men nu laa bægge hans Arme omkring hende, og han drog hende til sig med ubehersket Lidenskab.

»Er det sandt? Hansine ... kære, kære Hansine, holder De virkelig lidt af mig?«

Hun hørte intet længer. Hun var sunket magtesløs sammen i hans Arme, mens Graaden endelig vældede frem – med en Bitterhed og Kraft, som om den skulde sønderrive hende. Hun syntes lammet af Skam og Fortvivlelse. Det 217| saa’ ud, som om hun bestræbte sig for at synke mod Jorden og anraabte den om at aabne sig og skjule hende.

Selv ganske fortumlet talte han til hende som til et Barn, man har gjort Fortræd – søgte at berolige hende, tale hende til Fornuft.

»Saa, saa ... græd dog ikke mere, bedste Ven! Nu er jo alting godt, ikke sandt? Er det ikke? Kom, saa vil vi følges hjem til dig for at tale med dine Forældre ... Kom!«

Disse Ord vakte hende.

»De maa ikke gaa med mig,« sagde hun hurtigt, idet hun rettede sig og med Bagen af Haanden strøg sig over de forgrædte Øjne.

»Men hvorfor? ... Vil du ikke, at nogen skal se os, før vi har talt med dine Forældre? Naa, maaske har du Ret. Saa skilles vi her ... det er jo blevet silde. God Nat da, Hansine! Men i Morgen kommer jeg til dig; saa skal vi tale rigtig meget med hinanden.«

Hun var allerede paa Vejen bort fra ham, da han med bedende Stemme kaldte hende tilbage.

»Du vil da ikke gaa fra mig uden at sige mig Farvel?«

Hun vendte sig om og rakte ham mekanisk 218| sin Haand. Han tog den mellem bægge sine og trykkede den med ærbødig Ømhed til sine Læber.

Da brød al hendes Graad og Fortvivlelse op paa ny; hun vendte sig hastigt og skyndte sig bort.

Han stod et Øjeblik raadvild; – han kunde ikke udholde, at hun forlod ham saaledes.

Han fulgte efter hende.

»Hansine, ... skal jeg alligevel ikke hellere følge dig?«

»Nej, nej,« sagde hun heftigt og stampede med Foden.

Han forstod hende ikke ... men fulgte dog ikke længer.

»Ja, saa kommer jeg altsaa i Morgen,« raabte han efter hende. »Og saa ser jeg nok igen et Smil i dit Ansigt, ikke sandt?«

Hun svarede ikke. Han hørte kun hendes trøstesløse Hulken, mens hun næsten i Løb forsvandt op over Bakkerne. –

Da Emanuel et Øjeblik efter vendte sig om mod Stranden, blev han ubehageligt overrasket ved at se en Mandsperson i lys Overfrakke, der stod et Stykke borte, støttet til en Stok. Han genkendte øjeblikkeligt Hjælpelærer Johansen og forstod, 219| at denne efter sin Sædvane havde snuset omkring mellem Bakkerne efter Pigebørn.

Han bestemte sig til at lade, som om han ikke havde set ham. Men Hjælpelæreren lettede med udsøgt Ærbødighed paa sin stivpuldede Straahat med det violette Baand og raabte:

»En herlig Aften i Aften, Hr. Pastor! Ret et gudsvelsignet Sommervejr!«