VIII.

Den næste Morgen hvilede der som en lummer Tordenluft over Vejlby Præstegaard. Da Emanuel – noget senere end sædvanligt – kom ned til Tebordet, fandt han hverken Provsten eller Frøken Ragnhild. Den gamle, halte Tjenestepige, der kom ind fra Køkkenet, skænkede tavs hans Te og skød den forsigtig hen til ham fra den anden Side af Bordet med en Mine, i hvilken Emanuel allerede læste sin Dødsdom.

Ude i Havens lange Hasselallé vandrede Provst Tønnesen rastløs frem og tilbage. Svære Tobaksskyer, der med ligesom ængstelig Hast fór fra 220| hans Pibespids og forputtede sig i Hasselhækkene, røbede tydeligere end Ord hans Sindsstemning, – saaledes dampede Provst Tønnesen kun, naar hans Sind var i det højeste Oprør. Først ved Morgenteen havde Frøken Ragnhild fortalt ham om Kapellanens Optræden i Forsamlingshuset; men forinden havde han faaet Nys om Sagen gennem en Kludekræmmerske, der tidligt paa Morgenstunden havde været inde i Køkkenet hos Lone og dér genfortalt, hvad hun om Aftenen havde hørt berettet i Skibberup om Hr. Hansteds Foredrag. Provsten, der den Gang endnu befandt sig i sit Sovekammer, havde herfra opsnappet enkelte af Konens Ord, saa Datterens Meddelelse blev kun en Bekræftelse af, hvad han forud havde anet.

Fra Enden af Alléen nærmede sig en Person i lys Sommerfrakke og stiv Straahat med violet Baand.

Det var Hjælpelærer Johansen.

Da Provsten fik Øje paa ham, standsede han og raabte ham utaalmodigt i Møde:

»Naa! Hvad er der nu paa Færde?«

Hr. Johansen blottede sit krøllede Hoved, standsede i fire Skridts Afstand, bukkede og sagde:

»Undskyld, Deres Højærværdighed – jeg har en Barnefødsel at anmelde til Kirkebogen.«

221| »Naa, ikke andet! Hvorfor kommer De i den Anledning listende, som om der var sket en Ulykke? ... Hvis Barn er det?«

»Pigen Mette Andersens.«

»Ja saa. Igen en Pige! ... Ja naturligvis! Letfærdighed og Udsvævelser paa alle Kanter! Frigørelse for alle Baand – det er jo Tidens Løsen!«

Hjælpelærer Johansen saa’ nedad og ud til Siden med et uroligt Blik. Han var ikke ganske sikker paa, til hvem disse Ord sigtede; og han havde for Tiden selv en noget belastet Samvittighed med Hensyn til det berørte Punkt.

»Jeg haaber« – vedblev Provsten strengt – »at De, Hr. Johansen, alvorligt optugter Skolebørnene i Pligtens Bud. Det er i vore Dage, da Tøjlesløsheden prækes som Lære paa alle Torve, mere nødvendigt end nogen Sinde. Se ikke gennem Fingre! Troldene skal tæmmes!«

»Jeg troer at turde sige Deres Højærværdighed, at jeg i den Henseende har bestræbt mig efter yderste Evne. Jeg har netop bestandig omhyggeligt søgt at skærpe Børnenes Pligtfølelse. Men-n ... hm! ... det er jo det gode Eksempel, det fornemmelig her kommer an paa. 222| Det slette Eksempels Magt er destoværre netop paa dette Punkt saa overordentlig stor.«

»Ja vist – naturligvis!« svarede Provsten med let Overraskelse og betragtede Hr. Johansen nøjere. »Men hvad tænker De nærmest paa her? Sigter De nogen bestemt for at være det slette Eksempel i Menigheden?«

»Gud bevares, Deres Højærværdighed ... det var ikke min Mening at anklage nogen enkelt. Jeg mente blot saadan ganske i Almindelighed –«

»Snak! Behold Omsvøbene for Dem selv – og forklar Dem ordentligt! Hvem er det, De tænker paa? Hvem er det, De anser for at være de særlig skadelige Elementer i Menigheden? ... Naa, tal ud!«

»Hm! Deres Højærværdighed har virkelig misforstaaet mig. Jeg mente blot – saadan ganske løseligt –.«

»Ingen Omsvøb, siger jeg Dem nok en Gang! Svar mig paa, hvad jeg spørger om!«

»Jeg forsikrer Deres Højærværdighed, det var bare min Mening, at ... at f. Eks. en Mand som Hr. Kapellanen maaske for Menighedens Skyld burde være lidt forsigtigere i sin Adfærd ... Folk paa Landet misforstaar saa let.«

»Kapellanen!« udbrød Provsten med rynkede Bryn og maalte Hjælpelæreren tre Gange fra Hoved 223| til Fod. »Hvor falder det Dem ind at nævne Hr. Hansted i denne Sammenhæng? De vil dog vel ikke beskylde Hr. Pastor Hansted for at begaa Skamløsheder? ... Naa, tal ud og forklar Dem, Menneske!« brølede han med ét og stampede med Foden.

Hr. Johansen vred sig som en Orm i Klemme. Det havde ganske vist været hans Plan at bortlede mulig Opmærksomhed fra den Uregelmæssighed, hvori han selv var bleven indviklet, ved at benytte sig af det lille Indblik i Kapellanens Privatliv, som Tilfældet den foregaaende Aften havde skænket ham. Men han havde blot haft til Hensigt foreløbigt at bibringe Provsten en lille Mistanke til Kapellanen, ikke at optræde som egentlig Angiver.

Nu sad han imidlertid fast i Saksen og forstod, at han gjorde vel i at overgive Hr. Hansted paa Naade og Unaade. Han rettede sig i Vejret, skruede Halsen frem med en Bevægelse, som om han sank sin sidste Betænkelighed, og sagde:

»Ja, jeg tilstaar ... jeg mener virkelig, at det ikke er noget godt Eksempel at give Menigheden, naar Hr. Kapellan Hansted kan træffes sent om Aftenen paa et ensomt Sted i særdeles øm Berøring med en af Egnens unge Piger.«

Provst Tønnesens Ansigt blev askegraat. Han 224| maalte atter langsomt Hjælpelæreren tre Gange og sagde endelig:

»Hvem har set det? .... Svar!«

»Det har jeg selv, Deres Højærværdighed!«

»De! ... Og sent paa Aftenen, siger De?«

»Mellem ti og elleve.«

»Og paa et afsidesliggende Sted?«

»Ude ved Hammervigen ... »Kirken«, som Befolkningen kalder Stedet.«

»Og De er ganske sikker paa, at De ikke tager fejl ... i nogen Henseende?«

Hr. Johansen bøjede Hovedet og saa’ undseligt ud til Siden.

»Det var virkelig ikke muligt at tage fejl, Deres Højærværdighed.«

Der blev et Øjebliks Stilhed. Derpaa sagde Provsten:

»Kan De omtrentlig angive, paa hvilken Tid ... jeg mener, hvilken Aften det var, De saa’ Hr. Hansted i den omtalte Situation?«

»Det kan jeg let, for det var netop i Gaar Aftes.«

»I Gaar! Efter Mødet! Saa, dér har vi altsaa Forklaringen!« udbrød han, uden selv at vide, at han tænkte højt.

Derefter saa’ han atter strengt paa Hjælpelæreren og sagde:

225| »Hvad De her har fortalt mig, bliver foreløbigt mellem os. Forstaar De?«

Hr. Johansen bukkede.

»Jeg skal nu lade Sagen undersøge, og jeg vil sige Dem, det vil komme Dem dyrt til at staa, hvis De blot paa et eneste Punkt har vist Dem uefterrettelig! ... Den Barnefødsel, De talte om, skal jeg huske at indføre. Har De Papirerne med? Godt! Ja, saa er der ikke mere for i Dag.« –

Da Provst Tønnesen kort efter fra Verandaen kom ind gennem den tomme Spisestue, slog han Døren op ud til Køkkenet og raabte, saa det genlød i hele Huset:

»Er Lone dér?«

»Ja vel,« lød det halvkvalt et Sted nede fra Kælderen.

»Gaa op til Kapellanen og sig ham, at jeg ønsker at tale med ham. Jeg er paa mit Værelse. Men sig, at han skal komme straks. Jeg venter!«