X.

Da Provst Tønnesen et Øjeblik efter med Allarm slog Døren op til Dagligstuen, kom Frøken Ragnhild i det samme ind fra Spisestuen med en 235| stor Porcellænsskaal fuld af gule Blomster mellem Hænderne.

Hun var klædt i en bekvem Morgenslobrok af bredstribet Stof, der omkring Livet var sammenholdt af en tyk Snor med lange Ender og Kvaster. Paa Hovedet sad en flad, lysegraa Filthat uden anden Pynt end et hvidt Slør, der hang hende ned ad Ryggen. Hun var som sædvanlig bleg, men op under hendes Hage kastede Blomsterne et rødgult Skær, som var det en Skaal fuld af flammende Sollys, hun bar.

»Hvad er der sket?« spurgte hun straks, forfærdet ved Synet af Faderens ophidsede Udseende, og standsede foran det svære Mahognibord i Midten af Stuen.

»Ja, det maa du nok spørge om! Jeg tror saa sandelig, at Verden er gaaet helt af Lave i denne Tid! Folk er som forheksede – komplet gale!«

»Men hvad er der da sket?«

»Aa – det er saamænd hverken mere eller mindre, end at vor Ven Hr. Hansted har gaaet hen og forlovet sig!«

Frøken Ragnhild satte hurtigt Skaalen fra sig paa Bordet, saa noget af Vandet spildtes over de fremlagte Pragtværker.

»Hvad siger du? ... Hr. Hansted!«

236| »Ja, saa minsandten! Men du vil næppe kunne gætte, hvem der er den udkaarne, Ragnhild!«

»Er det ... er det en Dame her fra Egnen?«

»Ja, her fra Egnen er hun ganske vist; men Dame kan man just ikke kalde hende. Det er nemlig Anders Jørgens Datter i Skibberup. Hvad mener Du om det?«

»Du gode Gud! Det er da ikke muligt!«

»Ja, det maa du sandelig nok sige!« raabte Provsten – han gik som sædvanligt frem og tilbage over Gulvet med larmende Skridt – »Man véd virkelig til sidst ikke, hvad man skal tænke om denne Galskabernes Tid, vi lever i. Det er næsten, som om al sund Fornuft er ved at gaa ganske ud af Verden! Overalt dette Skrabud for Almuen ... denne vanvittige Bondeforgudelse, der synes ligesom anden Pest at ligge i Luften i vor Tid. Hvordan i Alverden skal man ellers forklare sig, at hidtil ret fornuftige Mennesker paa én Gang og tilsyneladende uden al Foranledning bliver som besatte, ... at endog Folk blandt mine egne Studenterkammerater paa deres gamle Dage pludseligt begynder at skabe sig til Nar ved at klæde sig i Vadmel, tale bondsk og lade deres Døtre malke Køer? ... Og nu dette! Det er jo komplet Galmandsværk! Og du skal se, Ragnhild – det 237| bliver endda ikke herved! Dette er blot det første Udslag af Galskaben. Der vil følge andre efter. Hr. Hansted har allerede i den Grad mistet al sund Sans og Samling, at han som alle indskrænkede Personer, der bliver grebne af noget nyt, har faaet den Idé om sig selv, at han har en Mission at udføre her. Han vil være den ny Tids Profet hos os, stifte Parti, gøre Optøjer kort og godt, ... saadan som det er Mode i vore Dage!«

Frøken Ragnhild havde med en Søvngængers mekaniske Bevægelser løst Hatten af sit Hoved og var gaaet hen til Vinduet. Her satte hun sig ligesom overvældet af Træthed ned paa en Stol og gav sig til – med Albuen støttet til Vinduskarmen og Hagen hvilende i sin Haand – at stirre ud i Gaarden. Saa snart hun imidlertid mærkede, at Faderen var standset henne i en Krog af Stuen og derfra iagttog hende, lænede hun sig tilbage mod Stoleryggen og sagde, uden egentlig at mene det:

»Ja, paa en Maade er dette vel kun, hvad man maatte vente efter den Retning, Hr. Hansteds hele Udvikling i den senere Tid har taget. Det har jo længe været at mærke paa ham, at det vilde bære hen imod noget saadant.«

»Ja, det er netop det, jeg ikke helt kan lade 238| være med at bebrejde mig, Ragnhild! Jeg burde straks fra Begyndelsen have taget om ham med fastere Haand. Hvem véd – maaske havde han da staaet til at redde. Jeg fik jo hurtigt en Mistanke ... men han var jo dog et voksent Menneske, og det er sandelig vanskeligt at behandle en Mand som syg, før man har ganske sikre Beviser paa Sygdommen i Hænde. Men nu er der for mig ikke længer nogen Tvivl ... han er gal, komplet forskruet. Naar jeg tænker tilbage, kan jeg jo følge Sygdommens Udvikling Skridt for Skridt lige fra det Øjeblik, han betraadte vort Hus. Det er Moderens Vanvid, der slaar ud igen i Sønnen. Hun havde nok, efter hvad jeg har hørt, i sin Ungdom en ganske lignende Snært af Ligheds-Raptussen fra otteogfyrre og gjorde en Gang ligefrem Skandale paa et offentligt Møde ved en fuldkommen revolutionær Tale. Og – ja, er det nu ikke mærkeligt? – ovre hos Pastor Petersens, hvor man i det hele har meddelt mig de forskellige Ting om hende, fortalte de, at det skal være netop her – i vor umiddelbare Nærhed – at hun i sin Tid søgte at praktisere sine vilde Idéer. Hun skal nemlig have været det egentlige Ophav til den Højskole derovre i Sandinge, som jo ogsaa vi hovedsagelig skylder al vor Uro i Sognet. I saa 239| Fald kan man med Sandhed sige, at Hr. Hansted nu er bleven et Offer for sin Moders Ungdoms-Daarskaber. Men saadan gaar det!«

Frøken Ragnhild hørte ikke længer Faderens Ord, og hun mærkede det næppe, da han endelig forlod Stuen og slog Døren til Studereværelset i efter sig.

Hun forstod egentlig ikke, at denne Forlovelse kunde gøre et saa stærkt Indtryk paa hende, al den Stund hun var sig bevidst ikke selv at lide nogen Skuffelse i den Anledning. Tværtimod havde hendes Interesse for Hr. Hansted i den senere Tid snarest været i Aftagende; og det hævede ham just ikke i hendes Øjne, at han nu var gaaet hen og havde forelsket sig i en Bondepige. Hun syntes, der var noget saa ynkværdigt ved denne alt beherskende Tilbøjelighed for det smaa, det uudviklede, det barnlige og enfoldige.

Alligevel var det, som om der ved denne Begivenhed var slukket endnu et Lys i hendes Tilværelse; som om der var bleven endnu et nyt tomt Rum inden i hende. Hun følte, at hun havde mistet en Omgangsven, der paa en Maade var hendes eneste. Men – hvad værre var – hun havde mistet en forstaaende Lidelsesfælle i denne Ørken af Ensomhed og Melankoli ... Var det mere?

240| Hun saa’ hen til sin gamle Ven »Methusalem« – Papegøjen – der sad i en Ring uden for sit Bur og pudsede sine grønne Brystfjer. Herregud, saa var de altsaa igen ene to! Naa, hun kunde for den Sags Skyld tænke sig et langt tristere Selskab og skulde ikke misunde Kapellanen hans nye Venner. Hun havde nu aldrig kunnet indse, at et saadant lille Dyrs menneskelige Plapren ikke var nok saa underholdende som den dyriske Grynten, Brummen og Gøen, hvoraf en Bondes Tale hovedsagelig bestod. Og saa var der dog lidt af et Temperament i saadan en lille Krabat. Den kunde finde paa de tusinde Pudsigheder, kunde være kælen, skælmsk, nedtrykt, overgiven, koket, indsmigrende, opfarende – alt i en og samme Time ligesom med Intelligensens Nervøsitet. Desuden var det dog en Vederkvægelse en Gang imellem at se paa andet end de evige Spurve og Krager med deres grimme graa Vadmelsdragt. Naar Solen skinnede paa »Methusalems« Silkefjer, kunde den pynte i en Stue eller paa en Græsplæne næsten som en fint paaklædt Dame.

Hun vilde just strække Haanden ud for at kærtegne den, da hun hørte noget knirke udenfor paa Gangen. Der var ingen Tvivl ... det var Kapellanen, der gik ned ad Trappen fra sit Værelse.

241| Hun sad et Øjeblik og saa’ ned i sit Skød, i heftig Strid med sig selv. Saa rejste hun sig, gik rask over Gulvet hen til Forstuedøren og aabnede den.

Her stod Emanuel, med Hat paa Hovedet og Paraply i Haanden, i Færd med at gaa ud.

Idet han saa’ hende, blev han stærkt rød. Men samtidigt kom der noget stikkende i hans Blik, der tydede paa, at han søgte at væbne sig med Trods.

Hun rakte venligt Haanden frem imod ham.

»Fader har fortalt mig, hvad der er hændet Dem, Hr. Hansted! ... Jeg ønsker Dem af Hjærtet til Lykke!«

Han saa’ mistroisk paa hende og tog ikke hendes Haand.

»Jeg kender jo ikke personligt den unge Pige,« vedblev hun roligt. »Men jeg erindrer, at jeg flere Gange har hørt hende paa det fordelagtigste omtalt, saa jeg tvivler ikke paa, at det vil blive til Lykke for Dem.«

Efter disse Ord greb Emanuel hendes hvide, bløde Haand og trykkede den varmt. Han kunde have kysset den af Glæde og Overraskelse!

»Tak – tusind Tak, Frøken!« blev han ved at gentage. »De véd ikke, hvor jeg er glad ved, at netop De forstaar mig!«

242| »Naa, jeg har maaske ogsaa flere Forudsætninger dertil end de fleste.«

»Det har De – det har De, Frøken!«

»Jeg mener ... vi har jo talt sammen om mange Ting. Derfor véd De ogsaa, at vi har forskellige Meninger om adskilligt mellem Himmel og Jord. Men De har forhaabentlig ogsaa faaet det Indtryk, at jeg altid agter dem, der har Mod til at leve efter deres egen Lære.«

»Ja, som Deres Elev gør jeg Dem ikke Ære, Frøken Ragnhild!«

»Dermed kan jeg ikke smigre mig, nej! – De gaar vel nu hen til Deres Forlovede?« spurgte hun hurtigt.

»Ja.«

»Saa hils hende fra mig og bring hende min oprigtigste Lykønskning.«

Da Emanuel et Øjeblik efter gik hen over de solbestraalede Marker, følte han sig som et Menneske, der var vaagnet op af en ond Drøm. Han havde trængt til denne Bekræftelse paa sin Lykke – og just fra denne Kant – for at faa bortjaget de Tvivlens klamme Taager, der i den lange, søvnløse Nat havde lejret sig om hans Sind. Egentlig havde han tilbragt forfærdelige Timer siden den foregaaende Aften. Han havde den hele Nat kastet 243| sig uroligt i sin Seng, pint af Selvanklager, fordi han i et af Livets aller vigtigste Anliggender havde handlet i Overilelse, efter Øjeblikkets Indskydelse, uden først at raadføre sig med Gud og sin Samvittighed og nøje at veje sine Følelsers Styrke.

Nu forstod han slet ikke længer Nattens mørke Skræmmebilleder. Han følte sig saa overbevist om sin Kærlighed og om dennes lykkelige Sejr over Frygt og gammel Fordom, at han syntes, baade Solen og alle Markens vilde Blomster tilsmilede ham et: »Til Lykke!«