XI.

Heller ikke Hansine havde lukket et Øje den hele Nat. I halvt forvildet Tilstand var hun om Aftenen naaet til sit Hjem, hvor hendes Forældre lykkeligvis allerede var gaaet til Ro, saa hun kunde snige sig ind i sit Kammer og klæde sig af, uden at nogen saa’ hende. Her havde hun derpaa ligget Time efter Time sammenkrøben i sin Seng, med en Flig af Lagnet presset for Munden, for at ingen skulde høre hendes fortvivlede Graad.

244| Skønt den Tanke, at en ung Præst eller Folketaler en Gang – ligesom Prinsen i Æventyrene – vilde krydse hendes Vej, fatte Kærlighed til hende og løfte hende som sin Hustru op over Bondens jordbundne Liv til en Flugt mod Aandens lyse Højder, egentlig ikke var hende fremmed, idet den havde tilhørt hendes Drømme fra den allerførste Gang, hun som halvvoksen var til Stede ved et af de store Vennemøder ovre i Sandinge; og skønt det virkelig var sandt, hvad hendes Veninder paastod, at denne hendes Drømmes Helt i Vinterens Løb mere og mere havde antaget Kapellanens hele Væsen og Skikkelse, – havde hun under Mødet med Emanuel ikke et Øjeblik troet, at hans Ord havde været andet end et Udtryk for Medlidenhed, et Forsøg paa i hans Egenskab af Præst at trøste hende og tale hende til rette. Derfor ønskede hun nu, at hun maatte dø. Hele Natten laa hun og rystede af Angst for Dagens Komme, fordi hun ikke forstod, hvorledes hun skulde faa Mod til igen at se Mennesker, efter at hun saa forsmædeligt havde røbet sin Hemmelighed.

Alligevel, da det lysnede mod Dag og Fuglenes søvndrukne Pippen begyndte at høres i Haven udenfor hendes Vindu, blev hun roligere. Hun gav sig til med mere Samling at gennemtænke, 245| hvad Kapellanen havde sagt, og hvorledes i det hele alt var gaaet for sig.

Og jo mere levende hun i Erindringen genkaldte sig Aftenens Begivenhed, des mere Vold maatte hun anvende mod sig selv for at skyde den Tanke fra sig, at Kapellanen havde bedet hende om at blive hans Hustru. Hun huskede det kærlige Tonefald, hvormed han havde sagt, at han holdt af hende; hun huskede, hvorledes han med sit Lommetørklæde havde tørret hendes vaade Kinder og Øjne og bedet hende ikke at græde. Han havde jo ogsaa sagt, at han vilde komme her i Dag, at han vilde tale med hendes Forældre og bede om deres Samtykke.

Hun begyndte igen at hulke. Det blev hende mere og mere umuligt at bortforklare hans Frieri. Hvad skulde hun dog gøre? ... Havde hun blot aldrig fulgt med Ane langs Stranden, saa var denne Ulykke maaske ikke sket!

Hun besluttede til sidst at betro sig til sin Moder. Saa snart hun hørte Stemmer inde fra den anden Side af Væggen, hvor Forældrene havde deres Sovekammer, stod hun op og klædte sig paa, idet hun med Svampen omhyggeligt søgte at udviske Sporene af Nattens Kampe.

Dette maatte imidlertid ikke være lykkedes 246| hende; thi da hun kom ud i Køkkenet, hvor Moderen allerede var i Færd med at tænde op i Komfuret, udbrød denne straks:

»Herre Gud, mit Barn! Hvad er der paa Færde?«

Hansine vilde i Begyndelsen ingen Ting sige og gav sig til at tage Mælkefade ned fra »Rækken«. Men da Moderen mærkede, at Datterens Tavshed i Dag ikke skyldtes hendes sædvanlige Uomgængelighed, og derfor blev ved at trænge ind paa hende, ja til sidst gjorde sig næsten vred og tog hende i Armen for at faa hende til at tale, begyndte Hansine med sin mutte Mine at fortælle, at hun om Aftenen havde truffet Kapellanen nede ved Stranden, og at han – at han – –

Længere kunde hun ikke komme.

»Naa, hvad han? Saa fortæl dog, bedste Barn!« sagde Moderen.

»Han har .... har friet til mig!« brød hun endelig ud og kastede sig i det samme over Ryggen af Køkkenstolen med en stum Hulken.

Moderen foldede Hænderne i Forfærdelse og kunde længe ikke tale.

»Det er da ikke sandt, Hansine?« sagde hun endelig, næsten hviskende – som havde Talen været om en tilstaaet Forbrydelse.

247| Da Datteren ikke svarede men blot blev ved at hulke stumt, tilføjede hun – selv ganske bleg og halvt grædefærdig:

»Det er jo dog noget saa rent ubegribeligt, Hansine! ... Om jeg da kan forstaa, hvordan det kan være gaaet til! Hvem skulde dog kunne tænke, at der kunde ske noget saa galt! ... Og hvad skal Folk vel mene om det? Det er jo rent forskrækkeligt, Hansine!«

I det samme kom Anders Jørgen stampende ind ude fra Gaarden med to Blikspande for at hente Mælk til Kalvene.

»Hvad er her til Torvs, Godtfolk?« udbrød han morgenlystig og holdt Spandene ud fra sig i stive Arme.

Da han langt om længe af Elses stammende Beretning havde forstaaet, hvad der var paa Færde, satte ogsaa han et højst betænkeligt Ansigt op. Han havde nemlig en Gang for alle gjort sig det til Vane at antage sin Kones Miner, – men i Grunden stod det ham ikke ganske klart, hvad her var at græde for. Han skulde snarere have været tilbøjelig til at betragte, hvad der var sket, som en lykkelig Himlens Tilskikkelse; men han vogtede sig altid vel for at røbe Meninger, som Else ikke først havde godkendt, fordi han over248|hovedet ikke havde synderlig Tillid til sin egen Dømmekraft.

Nu stod han dér med sine underlig døde, blaahvide Øjeæbler og stirrede raadvildt frem og tilbage fra Moder til Datter. Og da ingen af dem sagde noget, faldt det ham til sidst ud af Munden:

»Jamen ... jamen, Hansine! Hvordan i Alverden er dette hersens dog kommet?«

»Det véd jeg ikke,« sagde endelig Hansine, halvt vredt. Hun hvilede endnu Hovedet paa sin Arm men havde holdt op at græde. Forældrenes samstemmende Beklagelser begyndte at krænke hende.

Men nu nærmede Moderen sig og lagde varsomt sin Haand paa hendes Skulder.

»Jamen, sig mig dog, Hansine ... holder du da ogsaa af ham?«

Først svarede hun ikke; men da Moderen gentog sit Spørgsmaal og samtidigt lod sin Haand stryge med et ligesom tilgivende Kærtegn over hendes Haar, mumlede hun:

»Det gør jeg vel nok.«

»Ja for det er da endelig det, det kommer an paa, mit Barn, at I bægge tror, det kan blive til Lykke for jer. For skønt det jo rigtignok er helt underligt for en anden at tænke paa, saa – naar det nu en Gang er blevet saadan – saa 249| kan man jo kun bede Vorherre at lægge sin Velsignelse til.«

»– sin Velsignelse til,« gentog Faderen ivrig. Det begyndte at lysne til Smil i hans Ansigt.

»Naar nu bare Folk ikke vil se for ilde til det, ... det er det, jeg frygter mest,« vedblev Else og tørrede med Forklædet en Taare af sit Øje. »Det fejler vel ikke, at der vil komme til at gaa megen ond Snak om det, og kanske er der dem, der lige ud vil sige, at vi har været med til at lave alt dette herre med Kap’lanen, bare for at lokke ham til os. Men det faar man jo se at komme over.«

»Aa, man kan vel ikke ha’e saa meget at snakke om,« prøvede Anders Jørgen forsigtigt. »Folk kender jo da nok Kap’lanen nu.«

Else plejede ikke at høre efter, hvad han sagde; og heller ikke nu lagde hun Mærke til hans Tale men blev staaende tavs og saa’ med bekymret Tankefuldhed paa Datteren.

Efter en Stunds Forløb sagde hun, halvt undseligt:

»Ja saa kommer maaske han ... din ... jeg mener Kap’lanen, her i Dag?«

»Han sagde, han vilde komme i Formiddag,« mumlede Hansine, stadig uden at løfte Hovedet.

250| »Ja, saa maa vi se at komme til Arbejdet. Her skulde dog se lidt ordentligt ud, til han kommer. Han skulde dog ikke gærne se andet, end at han var velkommen .... Du, Anders, maa ogsaa hæge dig lidt, naar du har givet Kvæget.«

»Jeg?« sagde han forbavset og saa’ ned ad sin graa, lappede Vadmelsdragt, hvor Avner og Hakkelsestraa hang og dinglede i den lodne Lu. –

Det blev en travl Morgen. Da det var Mandag, laa der meget ubesørget Arbejde fra den foregaaende Hviledag. Der var stillet Fløde til Syrning for at kærnes, et Kar Valle skulde ostes og en halv Gris nedsaltes. Endda havde de Vadsketøj paa Bleg, og i Stalden stod en syg Ko, der skulde malkes hveranden Time.

Else, der forstod, at hun i Dag ikke kunde gøre stor Regning paa Hansines Hjælp, og som da heller ikke nænnede at lægge Beslag paa hendes Tanker, sendte Bud efter en Husmandskone, som ogsaa straks indfandt sig. Men til denne vovede hun alligevel ikke, da det kom til Stykket, at fortælle Nyheden, skønt Konen flere Gange nysgærrigt frittede og til sidst rent ud spurgte, om der ventedes fremmede til Huset.

»Ja, der kommer kanske nok et Menneske,« svarede Else undvigende og gik ned i Saltekælderen.

251| Imidlertid havde Hansine opsøgt sin Broder Ole ude i Stalden og bedet ham om, saa snart han kunde se sit Snit at løbe ud i Skoven til Ane og sige hende, at hun endelig maatte komme hen til hende straks; Hansine skulde absolut tale med hende endnu i Formiddag. Ole, som ikke forstod et Muk af hele denne Morgens Hurlumhej, lovede ikke des mindre straks at bringe Søsterens Besked i rette Hænder; og et Øjeblik efter saa’ hun ham i fuldt Firspring op over Bakkerne.

Mens hun i Uro ventede paa sin Veninde, satte hun sig ind ved Vinduet i sit Kammer for at være uforstyrret. Med sine forgrædte Øjne stirrede hun ud i den lille skyggefulde Have, hvor de ægformede Solpletter sagte gled hen over Græs og Gange i deres Sneglevandring fra Vest til Øst, – og hun forstod ikke, at Verden saaledes kunde gaa sin daglige Gang, som om intet var sket. Dér gik Hønsene roligt og skrabede i Jorden under Stikkelsbærbuskene, og Skaderne fløj sladderagtige fra Trætop til Trætop, ganske som i Gaar. Henne bag Diget saa’ hun den solbeskinnede Ryg af det gamle, brune Øg, der stod ubevægelig med sænket Hoved og lod sig gennembage; og hun tænkte paa, hvor saadan et Dyr i Grunden havde det godt. Det havde ingen Sorger, ingen Ængstelser, 252| det kendte ikke denne forfærdelige Beklemthed, der fik Hjærtet til at banke, saa hele Legemet smertede.

Endelig kom Veninden. Under mange forlegne Omsvøb og megen Kamp med Taarerne betroede Hansine hende henne paa Sengekanten alt, hvad der om Aftenen var sket, idet hun tog det højtidelige Løfte af hende, at hun aldrig vilde fortælle til nogen af Veninderne, hvorledes det var gaaet for sig.

Ane blev ikke nær saa forbavset, som Hansine havde troet. Hun omfavnede hende straks under et stormende Udbrud af Henrykkelse og Stolthed og paastod frejdigt, at det altsammen var noget, hun havde tænkt sig for længe siden. Hun havde nemlig en Nat haft en Drøm, hvori hun havde set Hansine i Brudedragt danse med en Mand, der ganske lignede Kapellanen. For Resten – tilføjede hun – var den Slags Ting saamænd noget, der ikke vilde blive saa ualmindeligt herefterdags, da Lighed og Folkelighed nu blev præket allevegne, saa for den Sags Skyld skulde Hansine ikke gøre sig Bekymringer.

Men Hansine var ikke saa let at berolige. Selv da Veninden, for at opmuntre hende, slyngede Armene om hendes Liv og gav sig til at oprulle 253| Billeder af den straalende Fremtid, der nu ventede hende, vedblev hun at være adspredt og urolig; Tiden nærmede sig nemlig, da Kapellanen kunde ventes.

»Jeg maa vist gaa ind i Stuen nu,« sagde hun til sidst og rejste sig. – »Men du skal følge med,« føjede hun til og strakte Haanden ud med en saa modfalden Mine, at Ane gav sig til at le ganske højt.

»Jeg tror, for Dyden, at den Kap’lan halvt har skræmmet Livet af dig, min Putte! Jeg kan jo slet ikke kende dig igen. Er det virkelig dig, der aldrig før skulde løfte en Øjenvippe, om man saa stak dig med Stoppenaale!«

»Ja, du har let nok ved at snakke, du!« sagde Hansine, og et ufrivilligt Suk steg op fra hendes Bryst.

I henved en Time sad de to Veninder derefter ene inde i Dagligstuen, bægge paa samme Stol, og med hinanden om Livet. Ane vedblev ufortrøden at udmale sine glimrende Fremtidsbilleder. Hansine prøvede nu og da at smile, naar Venindens Fantasi tog stærkest Fart; men oftest sad hun fraværende og fór ængstelig sammen ved hver Lyd ude fra Gaarden.

»Man skal vel egentlig til at kalde dig for 254| Frøken nu,« skæmtede Ane. »Frøken Hansine Andersen, – det lyder jo nok saa gævt.«

»Aa, ti dog stille, du!«

»Ja, saadan har du nu Raad til at snakke, fordi du skal blive Præstekone. Men hvad skal der blive af et andet stakkels Menneske? Der kommer nok ingen Kap’lan og vil være god Ven med mig. Jeg maa nok være kisteglad, om jeg kan slippe til at faa en gammel Degn eller en Skomager eller – –«

Det rykkede paa én Gang i dem bægge. Der hørtes Støvletrin udenfor paa Stentrappen og lidt efter ude i Forstuen. I samme Nu var de bægge oppe fra Stolen.