XII.

Da Emanuel traadte ind, udtrykte hans Ansigt straks en alvorlig Skuffelse over i dette Øjeblik at finde den rødhaarede Veninde ved Hansines Side. Men han beherskede sig hurtigt, og da Ane traadte frem imod ham og ønskede ham til Lykke – 255| saa kogende rød i Hovedet, at Ansigtets Fregner skinnede ganske hvide – takkede han med et hjærteligt Smil.

Derpaa gik han hen til Hansine, der stod halvt sanseløs og saa’ mod Gulvet, og rakte hende bægge sine Hænder. Hun gav ham – skønt nølende – ogsaa bægge sine, som han trykkede varmt og længe, mens han tavst betragtede hende.

Hun forstod godt, at han vilde have hende til at se op; men hun kunde ikke faa sig selv dertil. Da han endelig gav hendes Hænder fri, skottede hun hen til Veninden, mens der gik et Lettelsens Suk igennem hende, – hun havde været angst for, at han skulde kysse hende.

I det samme aabnedes sagte Døren til Køkkenet, og Moderen kom ind i nystrøget Bomuldsforklæde og med en lille sort Hue paa Hovedet. Hun var i første Øjeblik stærkt benauet, og da hun søgte at skjule dette, fik hendes Maade at hilse paa og hele Væsen overfor Emanuel et Skær af halvt mistænksom Tilbageholdenhed.

Emanuel tog hendes Haand og sagde nogle Ord om, at han haabede, Anledningen til hans Komme var hende bekendt, og at hverken hun eller hendes Mand nærede Frygt for at betro ham Hansines Fremtid. Han vilde da – tilføjede 256| han – for første Gang i sit Liv føle sig fuldt ud lykkelig.

Else svarede ved at lade sin Haand stryge ligesom medlidende over Hansines Haar og Kind; og da hun overhovedet ikke var god til at tie med, hvad Hjærtet var fuldt af, sagde hun:

»Det havde vi jo rigtignok aldrig kunnet tænke os, at det skulde kunne gaa saadan til, ... og jeg kan jo ikke sige andet, end at det jo er meget underligt for os. Det er jo ogsaa i alle Maader kommet os rigtig, hvad man kan kalde overraskende. Lige Børn leger bedst, siger man jo ellers, og Hansine er jo kun oplært som simpel Bondepige. Det havde Kap’lanens Familie vel heller ikke tænkt sig, at den skulde faa en saadan Svigerdatter. Og man vilde jo dog ikke gerne, at ens Børn blev skamsete, hvor de kom hen. Men naar det nu en Gang er bleven saadan, saa er der jo ikke noget at sige dertil, og saa kan man jo kun bede Vorherre om at lægge sin Velsignelse til.«

Der opstod et Øjebliks Tavshed.

Den blev afbrudt ved, at Anders Jørgen kom ind – i mørke Helligdagsklæder og rene, hvide Hosesokker. Han blev staaende tvivlraadig ved Døren og saa’ hen paa Else, som om han afventede 257| et Tegn fra hende. Omsider skraaede han kejtet over Gulvet og hilste »Til Lykke og Velsignelse«.

Emanuel trykkede tavs hans Haand.

»Værsgo’, vil Kap’lanen ikke sætte sig,« sagde Else.

Mens de andre tog Plads rundt om i Stuen – Hansine og hendes Veninde henne paa Bænkeenden under det ene Vindu – satte Emanuel sig i Armstolen ved Kakkelovnen. Han var forstemt, næsten vred. Det forekom ham, at han havde haft Ret til at vente en mere hjærtelig Modtagelse.

Else gav sig til at tale om Vejret, om det begyndende Savn af Regn for Græssets og Vaarsædens Skyld, om den megen Sygdom, der var mellem Folk, og om den nye Distriktslæge inde i Kyndløse. Emanuel svarede kun med enkelte Enstavelsesord. Til sidst forstummede Samtalen helt, og der indtraadte en lang og pinlig Stilhed.

»Hør, Anders,« sagde endelig Else, henvendt til sin Mand, »Kap’lanen kunde kanske have Lyst til at se Kvæget.«

Anders Jørgen lettede sig halvt af Stolen, og der kom Liv i hans døde Øjeæbler.

»Ja – kanske Kap’lanen har Lyst til at se Kre’turet?«

258| Emanuel sagde Ja og rejste sig temmelig brat, idet han knappede sin Frakke. Det saa’ næsten ud, som om han tænkte paa med det samme at forlade dem.

Men da begyndte Else at blive ængstelig. Hun gik hen til ham og sagde, mens hun forsøgte at smile med sit gamle, hjærtevindende Smil:

»Ja nu slaar De Dem vel til Ro hos os i Dag, ikke sandt? De vil jo nok tage til Takke med, hvad vi kan byde til Middag i al Tarvelighed. Havde vi vidst dette her noget før, skulde vi nok have haft det lidt mere festligt. Og nu maa De da ikke være vred, fordi vi kanske straks var lidt underlige til Mode ved at høre om det. Vi havde jo aldrig kunnet tænkt os, at vor Hansine skulde komme saa højt paa Straa og faa en saadan Mand som Dem. Men vi er jo da i Grunden allesammen kun inderlig glade og taknemmelige for, hvad der er sket; De maa nu da ikke tro andet. Og nu bliver De nok her hos os i Dag, ikke sandt?«

»Kære Else,« svarede Emanuel, øjeblikkeligt formildet, og tog hendes Haand. »Jeg vilde unægtelig gærne have Lov til fra nu af at betragte dette Sted som mit Hjem. Jeg har længtes saa meget 259| efter at kunne gøre det, ... og jeg har da paa en Maade heller ikke længer noget andet.«

»Ja, saa skal De ogsaa være ret af Hjærtet velkommen,« sagde Else, idet hun med ét helt genvandt sin gamle Fortrolighed, og klappede ham paa Armen. »Vi har jo holdt saa meget af Dem lige fra den allerførste Gang, vi saa’ Dem ... det er da vist og sandt, at vi har. Men gaa De nu ud med Anders og se Dem lidt om. Det er jo ikke store Sager, vi har at vise frem; for det er jo endda en fattig Bondegaard, De er kommen til. Men det vidste De vel nok i Forvejen, tænker jeg.«

»Jeg vidste i hvert Fald, at jeg ikke søgte den Slags Rigdom, om hvilken I herude paa Landet siger, at Ilden æder den paa en eneste Nat,« svarede Emanuel smilende. Derpaa vendte han sig mod Hansine og tilføjede: »Skal ikke ogsaa du ud og se dig lidt om i Stalden?«

Hun forstod ikke Vinket, blev rød og sagde – med et Blik paa Moderen – at hun vistnok skulde hjælpe til i Køkkenet.

»Ja, ja! Paa Gensyn da!« sagde han og sendte hende et Nik.