XIV.

Imidlertid havde Rygtet om Forlovelsen bredt sig fra Præstegaarden ud i Egnen og ved Middagstid ogsaa naaet Skibberup. I Begyndelsen havde man her ikke villet fæste Lid til det; men da det oplystes, at Kapellanen om Formiddagen var set at gaa ind til Anders Jørgens og ikke siden var vendt tilbage, blev man tvivlraadig. I Løbet af den sidste Timestid havde de forskelligste Ansigter – baade voksnes og Børns – tittet over Havegærdet eller ind gennem Porten for at faa Kig paa et eller andet, der kunde bringe lidt Klarhed 269| i Sagen, og mens nu Else og Emanuel befandt sig inde i »Salen«, vovede et Par af Byens Kvinder sig helt ind i Bryggerset, hvor de gav sig til at hviske med Husmandskonen.

Da det herved blev slaaet fast, at Rygtet virkelig talte sandt, blev der en Henrykkelse i hele Byen. Ingen kunde nu længer holde sig tilbage men maatte hen til Gærdet for mulig at faa et Glimt af de nyforlovede at se; og da Else og Emanuel vendte tilbage til Stuen, sad her allerede et Par af Husets nærmere Venner, der var kommen for at ønske til Lykke.

De efterfulgtes snart af flere, og i det hele viste det sig, at Elses Frygt for Sladder og Misundelse havde været ganske ugrundet. Alle opfattede, hvad der var sket, som en Slags Æresoprejsning, der var givet den hele Menighed, ja den hele Bondestand ... en levende Besegling af det Forbund, der Dagen forud var sluttet i Forsamlingshuset.

Hansine, der var kommen ind fra sit Kammer straks efter, at de første Gæster havde vist sig, gav da heller ikke i sin Maade at være paa nogen Anledning til Skumlerier. Mens Veninden, der stadig tog Plads ved hendes Side, med sejrsstolt Mine holdt Armen ligesom beskyttende om hendes 270| Liv, sad hun selv forlegen og halvt fraværende og modtog tavs Vennernes Lykønskninger.

Hele Eftermiddagen stod Stuen fuld af glade og stolte Skibberuppere. Man maatte efterhaanden lukke alle Vinduer og Døre op for at faa Luft i den kvælende Hede, og ikke et Øjeblik var Kaffekedlen ude af Kog. Selv Væver Hansen indfandt sig til sidst og hilste paa det unge Par med sit skæve, tvetydige Smil.

Emanuel følte sig lidt underlig til Mode ved at modtage alle disse Menneskers Lykønskninger, endnu inden han havde faaet talt alvorligt med Hansine selv, ja uden at han egentlig endnu havde hørt Ja-Ordet af hendes egne Læber. Han begyndte næsten at blive skinsyg paa denne store, røde Ane, der havde plantet sig dér ved hendes Side som en Vogter og uafladelig kærtegnede hendes Haand nede i sit Skød – akkurat som om det var de to, der var de forlovede. Hele Tiden sad han og spekulerede paa, hvorledes han skulde bære sig ad for at faa Hansine ud af dette Menneskes Vold og komme til at tale med hende under fire Øjne.

Omsider fik han Lejlighed til at komme hende saa nær, at han – uden at andre hørte det – 271| kunde spørge hende, om de ikke skulde spasere lidt sammen ude i Haven.

Hun rejste sig straks. Men Ane fulgte. Det var, som om hun følte sig berettiget til som Hansines bedste Veninde at være meddelagtig i de to’s Fortrolighed.

Emanuel havde denne Gang ondt ved at styre sin Utaalmodighed, og efter at de i et Par Minutter havde spaseret omkring i Haven, foreslog han at vende tilbage til Stuen.

Men idet de skulde til at gaa ind, lagde han Haanden paa Hansines Arm og sagde:

»Der er for Resten noget, jeg gærne vilde tale med dig om, Hansine.«

Han saa’, at hun kom til at skælve. Hun havde denne Gang forstaaet Vinket. Efter et Øjebliks Betænkning drog hun sin Haand bort fra Venindens Arm og sagde til hende:

»Vil du ikke gaa ind og hjælpe Mo’er med Kaffen. Jeg kommer straks.«

Ane saa’ først forbavset paa dem bægge, hvorpaa hendes Ansigt fik et Udtryk, der skulde vise, at hun følte sig højlig forurettet. Uden et Ord vendte hun sig om og forlod dem.

Hansine og Emanuel gik langsomt tilbage ad den samme Vej, de var komne. Ingen af dem 272| talte. Men da de naaede et Lysthus i den yderste Ende af Haven, hvor ingen kunde se dem uden en lille Stillids, der sad og pippede oppe i Løvet, tog han bægge hendes Hænder og stod længe tavs og betragtede hende. Hun var bleg og saa’ et Par Gange hurtigt og sky op paa ham. Hun ventede, han skulde tale. Men da han blot blev ved at stirre paa hende med sit ømme, spørgende Blik, lagde hun sig til sidst frivilligt ind til ham og lukkede Øjnene, idet han trykkede det første Kys paa hendes Pande.