IV.

Da Emanuel lidt efter traadte ud i Gaarden for at vadske sine Hænder ved Vandposten, fik han her Øje paa en svær Mand af et præsteligt 307| Udseende, der var i Færd med ved Hjælp af en Stok at stige op ad Flisetrappen foran Forstuen.

Da Manden hørte hans Træskotrin paa Stenbroen, vendte han sig omkring og strakte bægge sine Arme ud imod ham med et fornøjet Udraab.

Han var klædt i en langskødet, sort, ikke ganske pletfri Frakke og sorte Benklæder, der hang i Poser ud over de brede Støvler. Under en gul, smudsig Straahats brede Skygge faldt et mørkt og glinsende Nakkehaar i lange Krøller ud over Frakkekraven, og fra det fedladne, gullige Ansigt hang en Guds Velsignelse af rødbrunt Skæg ned over en mørk Vest, der med to Rækker Hornknapper var lukket helt op til Halsen, saa intet Spor af Linned var synligt.

Mens Emanuel, som slet ikke kendte denne Mand, i Forbavselse blev staaende ved Stalddøren, steg den fremmede med Besvær ned ad Trappetrinene; og skønt det saa’ ud, som om hvert Trin voldte ham Smerte, hastede han med smaa Skridt og glædestraalende Ansigt hen over Gaardens spidse Brolægning, indtil han naaede Emanuel. Her udstrakte han atter bægge sine korte, tykke Arme, og mens han henrykt betragtede ham med et Par ungdommeligt spillende, lysebrune Øjne, der halvt begravedes af Ansigtets Fedtmasser, 308| udbrød han med en mærkelig spæd, men gennemtrængende Stemme:

»Naar Muhamed ikke vil komme til Bjærget, kommer Bjærget til Muhamed, staar der skrevet! For at du er Emanuel, kære – det behøver jeg ikke at spørge dig om. Du vil sandelig ikke have let ved at lyve dig en Moder til, kære Ven. Til Lykke! Til Lykke!«

Med disse Ord flyttede han sin brune Stok fra den højre Haand over i den venstre og hilste paa Emanuel med en Hjærtelighed, som var de gamle og nære bekendte.

Emanuel stod ganske raadvild. Hvad i Alverden var dette for et Menneske?

»Sandt at sige, kære!« blev den anden ved at skrige op. »Vi har længe og med Længsel ventet dig ovre hos os. Næsten hver eneste Morgen i den sidste Tid har Jette sagt til mig: Gud véd, om ikke Emanuel skulde komme i Dag. Aa, hun er nu allerede helt forliebt i dig, er Jette! Da vi hørte om jeres dejlige Møde herovre i Søndags og om din Tale, kære – jeg kan ikke beskrive dig, hvor vi allesammen blev glade! Og at du nu helt har frigjort dig og fæstet dig en Brud af Folkets Midte! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være! Men du kan tro, vi blev 309| overraskede. Jette vilde i Begyndelsen slet ikke tro det, men bagefter blev hun saa rørt, at hun virkelig gav sig til at græde. Selv maatte jeg øjeblikkelig over i Skolen og fortælle Pigerne Nyheden. Aa, du kan tro, de blev henrykte! De blev ligefrem ellevilde, de Skælmer! De tænkte vel, at nu stod der en Præstemand parat til hver især. Ha, ha! ... Saa sang vi »Kærlighed fra Gud« og bagefter en Mængde andre af vore Sange; for da de først var begyndt, vilde de slet ikke høre op igen. Vi kom saamænd den Aften ikke i Seng, før Klokken var over elleve. Men Maanen tittede ogsaa lige ind til os i Skolestuen. De Skælmer!«

I dette Øjeblik gik der et Lys op for Emanuel. Skønt han havde vanskeligt ved at forstaa det, kunde han ikke længer tvivle om, at det var Højskoleforstanderen fra Sandinge, han her havde for sig. Han genkendte nu ogsaa Ansigtet efter et Fotografi, som var meget udbredt blandt Befolkningen, og som ogsaa Hansine havde hængende over sin Kommode.

Han fik dog ikke Lejlighed til at forvisse sig om sin Formodnings Rigtighed. Den fremmede vedblev ustandseligt at tale – alt mens han med sin store, bløde Haand klappede ham paa Skuldren 310| og ned over Armen eller i et Udbrud af Henrykkelse fattede bægge hans Hænder og rystede dem.

»Bravo! Bravo, kære Ven!« vedblev han. »Ja, vi kan sandelig nok trænge til unge og friske Kræfter i vor Lejr. Vi gamle Fyre trænger snart til Afløsning. Se blot paa mig ... jeg er dog nu kun et sølle Vrag! Tiden har hærget mig, min Ven! Naa, vi gamle maa trøste os med, at vi ikke har sparet os, mens vi endnu havde de unges Kræfter. Og – Gud være højlovet! – vi har den Tilfredsstillelse at se, at vor Gærning ikke har været forgæves. Aa, du kan tro, det er velsignet for os gamle at være Vidne til, hvor Folkesagen efterhaanden vinder Fremgang i alle Egne og i alle Samfundslag over det hele Land. Og nu ogsaa her! Ja, saadan skal det være! Saadan skal det være!« blev han ved at gentage, og hans Stemme lød som en Sejrsfanfare. »Jeg kunde da heller ikke længere holde mig i Ro hjemme men sagde i Morges til Jette: Hør, nu vil jeg sandelig over til Skibberup og se, hvordan det staar til derovre, sagde jeg. Saa kan jeg med det samme paa Tilbagevejen se indenfor i Kyndby ... dér har vi nemlig ogsaa et lille Vennesamfund, som længe har haft Bud efter mig. Aa, det er en Forsamling af prægtige Hjærtemennesker, kan du tro ... Jeg 311| var der sidste Høst og havde et dejligt stort Møde dér i Skoven sammen med Povl og Ernst fra Vallekilde. Povl og Ernst talte historisk, og jeg fortalte et Par Æventyr. Det var virkelig saa fornøjeligt!«

»Men – skal vi ikke gaa ind i Stuen,« fik Emanuel endelig Lejlighed til at indskyde. Han var halvt forlegen over den andens overstrømmende Fortrolighed, følte sig desuden lidt trykket af at være i sine Arbejdsklæder, som ingen fremmed endnu havde set ham i.

»Nej, kære ... ikke nu! Ikke nu! Men jeg kommer om lidt. Jeg vilde blot kigge her ind for at melde jer min Ankomst. Jeg traf nemlig hernede ved Stranden Jens Iver, som I kalder ham. Han kom sejlende ovre fra den kloge Grethe paa Strynø. Hans gamle Moder ligger saa syg, den Stakkel, ... jeg lovede at komme ind og snakke lidt med hende; vi er jo Venner fra gammel Tid. Naa ... sig nu kun til Else, at hun kan vente mig til Middag; saa tager jeg maaske et Par af Vennerne med mig, og saa sidder vi og har det saa hyggeligt. Farvel saalænge, kære! Hvor jeg er glad ved at have set dig! Nu skal jeg rigtig hilse Jette fra dig, kan du tro. Aa, hun vil blive henrykt. Jeg havde haft Lyst til at tage hende 312| med herover i Dag; men hun maatte jo blive hjemme paa Skolen og tage sig lidt af Smaapigerne! For Resten var vi forleden inde i Kongens By ... du véd til »Nyt dansk Samfunds« Foraarsmøde. Vi boede hos Adolf Evaldsen og havde det hele Tiden prægtigt. Den ene Aften var vi oppe hos Lene Gylling, hvor der, som du kan begribe, var fuldt af Mennesker, næsten alle Mødets Deltagere. Der var virkelig saa rart. Tyge Jakobsen var der ogsaa og holdt et herligt beaandet Foredrag om Baldersmyten. Det var i det hele dejlige Dage, kan du tro!«

»Men lad os dog gaa ind i Stuen,« gentog Emanuel, denne Gang med mere Eftertryk.

»Nej, nej ... jag mig nu paa Porten, kære Ven, for ellers bliver jeg staaende her og snakke, til jeg har mistet Vejret,« udbrød han og lo; – han havde allerede talt sig saa varm, at Sveden trillede som klare Glasperler ned over Kindernes Fedtpuder. – »Altsaa, paa Gensyn, kære! Farvel! Farvel! ... Og hils fra mig derinde hos Familien!«

Han var næppe kommen ud af Gaarden, før Hansine viste sig i Bryggersdøren med opsmøgede Ærmer og en Skaal fuld af Køkkenaffald mellem Hænderne. Hun kom netop tidsnok til at se den 313| fremmedes brede Ryg, idet den forsvandt ud gennem Porten.

»Men!« udbrød hun, satte Skaalen fra sig paa Stenflisen og løb ned imod Emanuel. »Jeg synes ... det var jo vores Højskoleforstander. Hvordan er det gaaet til? Har I to staaet her længe? Moder og jeg var nede i Kælderen, vi har ikke hørt jer ... For det var jo ham, ikke?«

»Jo, det var det vist.«

Ved Tonen i hans Svar opdagede hun det skuffede Udtryk i hans Ansigt og blev ganske forskrækket.

»Du er da ikke vred, fordi han sagde »du« til dig? Det siger han til alle, selv om han aldrig har set dem før. Og det er jo da i Grunden ogsaa rigtigt; det har du jo ogsaa selv sagt .... Han er virkelig saa rar. Du maa ikke tro andet ... hører du?« endte hun helt indtrængende.

Hun saa’ i dette Øjeblik saa kær ud med sin ængstelige Mine og sine opsmøgede Ærmer, at Emanuel, der desuden kendte hendes Hengivenhed for hendes gamle Lærer, ikke nænnede at modsige hende og derfor blot svarede ved med et lille Smil at lade sin Haand stryge hen over hendes Kind. Han var i Virkeligheden ogsaa mindre skuffet end forbavset, fortumlet, bedøvet af denne 314| ustandselige Talestrøm, som han ikke havde forstaaet Halvparten af.

Der blev imidlertid ikke Lejlighed til lang Forklaring. Gennem den lille Laage mellem Længerne kom Ole styrtende ind – ildrød i Ansigtet og badet i Sved. Han havde, trods Moderens Forbud, ikke kunnet holde sig borte fra Gudstjenesten, og var nu løbet lige fra Kirken hertil uden at standse.

»Bispen er kommen!« raabte han, saasnart han havde sat den første Fod i Gaarden.

»Hvad siger du? ... Bispen!« udbrød Emanuel og Hansine paa én Gang.

»Ja, det er ganske vist ... jeg har selv set ham. Han kom ind i Kirken, ligesom Provsten gik paa Prækestolen ... og nu kørte han med Provsten hjem til Præstegaarden.«

Emanuels Ansigt havde skiftet Farve.

»Saa maa jeg gaa,« sagde han efter et Øjebliks Betænkning og gik straks ind i Oles Kammer for at klæde sig om.

Da han vendte tilbage, var ogsaa Else kommen ud i Gaarden, hvor hun sammen med Hansine stod og hørte paa Oles Beretninger.

»Hvad kan Bispen dog ville?« spurgte hun, idet hun med bekymret Mine vendte sig mod Emanuel.

315| »Jeg véd ikke ... Vi faar se,« svarede han kort, tog hurtigt Afsked og forlod dem.

Hansine fulgte ham, men ingen af dem talte. Hun var bleg om Munden og meget bevæget. Der var i det hele taget kommet noget fremmedartet-forskræmt over hende siden hendes Forlovelse. Det var, som om denne Begivenhed havde forrykket noget i hendes Væsens Grundvold; som om hun bestandig følte Jorden usikker under sig. Da de naaede op paa Bakkerne, tog hun Afsked, idet hun sagde:

»Ja, saa kommer du jo nok i Aften og fortæller os, hvordan det er gaaet.«

Han smilte rørt, da han saa’, hvor hun bestræbte sig for at skjule sin Ængstelse, kyssede hende paa Panden og sagde for at berolige hende:

»Vær ikke bange, min Ven! Hvorfor skulde man gøre os to noget ondt?«