VI.

Bispen og Emanuel gik gennem Haven og ud af den lille Laage i dennes yderste Ende, hvorfra man kom ud paa fri Mark. Bispen, der havde tændt sig en Cigar og knappet sin Vest op, stødte uafbrudt svære Røgskyer ud i Luften, saaledes som en Mand, der er stærkt optaget af sine Tanker; nu og da henkastede han en Bemærkning om en eller anden Genstand, som hans Blik tilfældigt faldt paa.

Emanuel gik tavs ved hans Side. Han havde øjeblikkeligt forstaaet, at Bispen havde en bestemt og alvorlig Hensigt med denne Spadseretur, og han var fast besluttet paa at benytte Lejligheden til at 334| give ham en fuld og klar Redegørelse for sin Stilling og for alle sine Forhold i Menigheden.

Da de naaede op paa Toppen af »Præstebakken«, standsede Bispen og gav sig til med fraværende Mine at betragte Udsigten, spurgte om Navnene paa enkelte af de mange Kirker, hvis hvide Taarne lyste som Fyr i den tætte Soldis, sagde et Par Ord om Naturskønhedens Magt over Menneskets Sind, om Bylivets Melankoli, og gav sig til sidst til at tale om Tørken og de slette Høstudsigter.

»Jeg hører fra forskellige Sider,« – sagde han tankespredt – »at man er begyndt at nære alvorlige Bekymringer. Det vilde i Sandhed være sørgeligt, om der virkelig skulde være Grund til Frygt.«

»Det er der vist egentlig heller ikke ... i det mindste ikke foreløbigt,« bemærkede Emanuel, hvem Emnet gjorde veltalende. »Ganske vist har Vaarsæden lidt en Del, navnlig den seksradede Byg, og Græsmarkerne paa de høje Jorder er jo ogsaa blevne en Del ødelagte; men endnu klarer Rugen sig de fleste Steder godt, hvor den da ikke er bleven for meget skadet af Foraarsfrosten.«

Ligesom vækket op af sine Tanker vendte Bispen Ansigtet op imod ham.

335| »Ej, ej!« sagde han derpaa og smilte. »De er jo allerede bleven en hel udlært Landmand, Hr. Kapellan!«

Emanuel blev atter rød, og hans Hjærte begyndte at banke. Nu kommer det, tænkte han.

Men Bispen fortsatte sin Vej ned over Bakken og gav sig igen til at tale om Bylivets Besværligheder og Naturskønhedernes Indflydelse paa det menneskelige Sind.

Med ét standsede han sig selv i Talen og sagde, som om det var noget, han tilfældigt kom til at tænke paa:

»Sig mig ... De er jo en Søn af Departementschef, Etatsraad Hansted, ikke sandt?«

»Jo.«

»Ja, jeg syntes det jo nok,« tilføjede han og holdt fra nu af helt op at tale.

I flere Minutter fulgtes de to Mænd i dyb Tavshed hen ad den lille Sti, der over de øde Udmarker førte ud imod Stranden. En Flok Krager, som deres Skridt havde jaget op fra en Brakmarks Agerfurer, kredsede skrigende over deres Hoveder; og foran paa Stien, ikke tre hundrede Alen fra dem, luntede en Ræv roligt afsted, idet den nu og da standsede og saa’ sig tilbage efter de to 336| alvorlige Mennesker, der slet ikke syntes at lægge Mærke til den.

»Har De, Hr. Hansted« – tog Bispen endelig igen til Orde uden at se op – »Har De i Deres Studentertid, eller muligt allerede før, følt Dem særligt tiltrukket af bestemte, aandelige Strømninger indenfor den akademiske Verden ... eller maaske udenfor denne?«

»Jeg? ... Nej,« sagde Emanuel langtrukkent og saa’ overrasket op. »Det kan jeg egentlig ikke sige. Jeg har under hele min Opvækst, og navnlig under min Studietid, levet meget ensomt og tilbagetrukkent. I det sædvanlige Studenterliv har jeg saa at sige aldrig deltaget.«

»Men De har dog blandt Deres Kammerater haft Venner, der har øvet Indflydelse paa Dem ... De har været Medlem af religiøse, literære eller maaske politiske Diskussionsklubber, ikke sandt?«

»Nej, det har jeg ikke ... nogen virkelig Ven har jeg overhovedet aldrig haft. Jeg har, siden jeg blev voksen, næsten udelukkende været henvist til mig selv og til Selskab med Bøger. For det politiske Liv har jeg altid været fuldkommen fremmed.«

»Ja saa,« sagde Bispen kort og rømmede sig; der kom noget skuffet i hans Tone.

»Men hvorledes er det da egentlig gaaet til,« til337|føjede han lidt efter, idet han standsede og saa’ op paa Emanuel med et kunstlet fornøjet Smil. »Hvorledes har De da egentlig faaet Deres, om jeg saa maa sige, i forskellige Retninger temmelig yderliggaaende Anskuelser? En Livsanskuelse erhverver man sig dog ikke alene gennem Læsning af Bøger, selv om disse – hvad jeg indrømmer – kan bidrage til at gøre Sindet modtageligt for den personlige Paavirkning eller hjælpe til at stadfæste dennes Resultater .... Naturligvis,« afbrød han pludselig sig selv og fortsatte sin Gang. »Jeg forstaar ... Deres Hjem, Deres afdøde Moder har selvfølgelig ikke været uden Indflydelse paa Deres Udvikling. Jeg erindrer nu ogsaa, at De nævnede noget saadant, da vi i sin Tid talte sammen i Anledning af Deres Ordination. Ja, Deres Moder var en mærkelig Kvinde, saa fuld af Begejstring og opofrende Iver. Jeg kendte hende jo – hvad jeg den Gang vistnok ogsaa sagde Dem – meget godt i min Ungdom; vi tilhørte jo, om jeg saa maa sige, samme Kreds. Hendes Død gik mig derfor ogsaa i sin Tid meget nær til Hjærtet. Hun var et Menneske, der ligesom var for god til denne Verden; og hvad der knækkede hende, var vel ogsaa det, at hun paa et afgørende Punkt af sit Liv manglede den Modstandskraft, den aandelige 338| Haardhændethed, som netop alle ædle og opofrende Naturer saa ofte maa begræde Savnet af. Jeg taler saa frit herom, fordi jeg jo véd, at alt dette ikke er Dem ubekendt; jeg erindrer, hvorledes De selv angav Misforhold i Deres Hjem som en af Aarsagerne til, at De bestemte Dem for en præstelig Virksomhed paa Landet. Jeg røber vel heller ikke nogen Hemmelighed for Dem, naar jeg siger, at Deres Moder kun paa Grund af sin Families aarelange Overtalelser og Forestillinger, ja maaske Trusler – og vel ogsaa under Indflydelse af et Øjebliks kvindelig Modfaldenhed – gav efter i Spørgsmaalet om et Ægteskab, som maatte være hele hendes Natur imod; og det var sikkert navnlig Følelsen af at have ladet sig forlede til Troløshed mod sine Idealer, der kastede de bestandig mørkere Skygger over hendes senere Liv og til sidst helt slukkede hendes Aands Lys. De kan derfor forstaa, kære Ven, hvilket forunderligt Indtryk det gjorde paa mig, da jeg hørte, at De, hendes Søn, nu havde knyttet den Traad, som hun havde maattet slippe, og var begyndt at føre de Tanker ud i Livet, der for hende stod som Tidens største.«

Emanuel gik tavs og saa’ ufravendt mod Jorden. Bestandig, naar man i den senere Tid talte til ham om hans Moder, ja blot han selv kom 339| til at tænke paa hende, blev han grebet af en saa heftig Bevægelse, at han næsten maatte anvende Vold paa sig selv for ikke at briste i Graad.

Bispen vedblev:

»Men lad nu mig, som Deres Moders gamle Ven – for det tør jeg nok kalde mig – lad nu mig give Dem et godt Raad, Hr. Hansted. Eller ... fortæl De mig hellere først, hvad De tænker paa, og hvorledes De i det hele stiller Dem til Spørgsmaalet om Deres fremtidige Stilling paa dette Sted. At De har fæstet Dem en Brud her ude, det har jeg allerede erfaret gennem en privat Meddelelse, ligesom det er mig bekendt, at Deres Anskuelser og hele Deres Forhold til en vis begrænset Del af Menigheden i høj Grad har vakt Provst Tønnesens Misbilligelse. Vi staar altsaa her overfor en Konflikt af meget alvorlig Natur. Hvorledes har De egentlig tænkt Dem denne løst?«

Emanuel betroede aabent Bispen sine Hensigter; han fortalte om det lille Sted ude ved Stranden, som han tænkte paa at købe, og hvor han vilde leve som fri og uafhængig Agerbruger, idet han forøvrigt vilde virke som Præst og Lærer mellem sine Venner.

Bispen hørte opmærksomt til og saa’ et Par Gange hurtigt og overrasket op paa ham, mens 340| han talte. Efter at Emanuel havde sluttet, gik han endnu en Tid tavs og syntes grundigt at overveje.

Derpaa løftede han Hovedet og sagde:

»Hvad De dér har fortalt mig, kan jo være meget smukt tænkt og i visse Maader ogsaa rigtigt set ... men jeg vil ikke des mindre paa det bestemteste fraraade Dem at foretage et saadant Skridt. Jeg vil ærligt tilstaa for Dem, at jeg anser det for en Ubesindighed, som De før eller senere vil komme til at fortryde. Vil De lyde mit Raad, saa forlad ikke den gejstlige Vej. Kirken har i vore Dage Brug for alle unge og friske Kræfter som Deres; og det gælder ogsaa i dette Forhold om – til Værn mod fælles Fjender – at samle og ikke at adsprede. Lov mig derfor, at De vil slaa de Tanker ud af Hovedet.«

»Deres Højærværdighed, ... det kan jeg ikke. Jeg føler, at det er her paa dette Sted, jeg har min Gærning, og jeg er allerede knyttet til Egnen og til Befolkningen med saa stærke Baand, at jeg ikke længer kan løsrive mig.«

»Nu ja – hvem siger ogsaa, at De skal løsrive Dem?«

Emanuel saa’ forbavset op.

»Men jeg troede ... jeg troede, Bispen vidste, 341| at Provst Tønnesen ønsker min Forflyttelse. Der staar altsaa ingen anden Udvej aaben for mig.«

»Ja, dette er netop, hvad jeg gærne vilde tale et Ord med Dem om .... Men lad os vende om. Solen brænder alligevel for varmt nu i Middagsstunden .... Hvad var det nu, vi talte om? Naa jo, det var altsaa det, jeg vilde sige Dem, eller rettere betro Dem ... for hvad jeg her meddeler Dem, er i Grunden en Embedshemmelighed, som De ikke paa nogen Maade maa bringe videre. Kort og godt: Provst Tønnesen vil efter al Sandsynlighed i den nærmeste Fremtid søge sin Afsked fra dette Embede.«

»Provst Tønnesen!« udbrød Emanuel og standsede af Forbavselse midt paa Stien med opspærret Mund.

»Ja, som sagt ... efter al Sandsynlighed,« vedblev Bispen, idet han lod, som om han ikke mærkede den andens Overraskelse. »Der er tilbudt ham ... der vil rimeligvis blive tilbudt Provst Tønnesen en betroet Post udenfor den egentlige Præstegærning, en Post, der just passer for hans særegne Evner; jeg tvivler ikke om, at han vil modtage den, især da hans Stilling her i Sognet aabenbart ikke tilfredsstiller ham, ja maaske endog rent ud er bleven uholdbar. Jeg 342| ønsker derfor alene af den Grund meget, at De foreløbig forbliver her i Embedet. Der vil jo nemlig nu opstaa en Vakance, under hvilken De altsaa vil blive konstitueret; og sandsynligvis vil denne komme til at udstrække sig over et længere Tidsrum, idet det er Hensigten at benytte Lejligheden til at foretage en længe paatænkt Omregulering af Embedet. Som De maaske véd, har Beboerne i Sognets nordlige Spids i mange Herrens Aar klaget over den lange Vej, de har til deres Kirke og Skole; der er nu al Grund til at imødekomme deres Ønsker om at blive overflyttede til Nabosognet, især da dette – efter hvad de altid selv har paastaaet, og hvad der mærkeligt nok netop nu er bleven godtgjort – virkelig er deres gamle Modersogn. Fuldbyrdelsen af en saadan Omregulering kræver nu altid adskillige Forberedelser; der vil maaske hengaa flere Aar, og hvilke Udsigter der til den Tid og under de forandrede Omstændigheder – der jo nemlig ogsaa vil faa Indflydelse paa Embedsindtægterne – kan blive for Dem her, det skal jeg ikke udtale mig om, men ganske overlade til Dem selv at tænke paa. Jeg skal i det hele ikke fordybe mig mere i Emnet; det finder jeg ingen Anledning til, ja jeg har maaske næppe en Gang Ret til det; jeg har kun betroet Dem saa meget, 343| som jeg allerede har, fordi jeg har villet forhindre, at De gjorde noget overilet Skridt. Jeg skal blot tilføje, at ogsaa efter min Mening er det netop her, De i det mindste foreløbigt bør og skal have Deres Gærning; men De vil forhaabentlig nu have indsét, at der netop i Deres nuværende Stilling aabner sig en stor og betydningsfuld Virksomhed for Dem her ... i hvert Fald for en Aarrække. Som jeg sagde Dem før, vi har i vore Dage Brug for alle Kirkens unge og friske Kræfter ... og dette gælder maaske ikke mindst for denne Egn, der længe har haft Ord for at være meget langt tilbage i aandelig Henseende ... ja, endogsaa Politikerne kalder nok dette for et af deres »døde« Punkter,« tilføjede han smilende, som om det var noget, der i Øjeblikket faldt ham ind.

De var imidlertid naaet tilbage til den lille Laage i den yderste Ende af Præstegaardsparken. Bispen standsede og rakte Emanuel Haanden.

»Ja, her vil vi skilles. Tænk nu over, hvad jeg har sagt, og opsæt i hvert Tilfælde at træffe nogen Afgørelse før om en Uges Tid eller saa. Skulde De til den Tid ønske en Samtale med mig, véd De jo, hvor De altid kan træffe mig.«

Han trykkede flygtigt Emanuels Haand og bortfjernede sig gennem Haven.

344| Overvældet af Bispens Ord blev Emanuel staaende og stirrede efter ham med det fortumlede Udtryk, som Mennesker faar, naar de med ét ser alle deres tidligere Fremtidsplaner kuldkastede af en uventet Lykke og derfor i første Øjeblik ikke ret véd, om de skal le eller græde.