Tekstredegørelse 
Henrik Pontoppidan, Muld

1. Manuskripter

Der kendes intet manuskriptmateriale til værket hverken på Det Kgl. Bibliotek eller i privateje.

2. Værker forud for bogudgivelsen

Der findes følgende publicerede værker forud for bogudgivelsen, der i varierende grad er indarbejdet i Muld. Et Tidsbillede:

»En Kjærlighedshistorie«, udgivet i to dele i Ude og Hjemme. Nordisk illustreret Ugeblad, 1. juli 1883 (s. 485-487) og 8. juli 1883 (s. 490-492)

»Fra Landet« (sign. Rusticus), i Ude og Hjemme. Nordisk illustreret Ugeblad, 6. januar 1884, s. 181-182

»Fra Landet« (sign. Rusticus), i Ude og Hjemme. Nordisk illustreret Ugeblad, 6. april 1884

»Klørknægt. Et Fragment«, i Norden. Illustreret Skandinavisk Revue, 5. maj 1887, s. [49]-52

»Dagbog. d16de Avgust« (sign. Urbanus), i Kjøbenhavns Børs-Tidende, 17. august 1889, s. 1

»Dagbog. d. 5te November« (sign. Urbanus), i Kjøbenhavns Børs-Tidende, 6. november 1889, s. 2

»Dagbog. d. 8de November« (sign. Urbanus), i Kjøbenhavns Børs-Tidende, 9. november 1889, s. 1

»Ungdom. Fortælling«, publiceret som føljeton i 11. afsnit i Husvennen, 30. marts-8. juni 1890.

Om værkerne forud for bogudgivelsen, se nærmere i tekstredegørelserne til disse.

3. Bibliografiske data

Muld. Et Tidsbillede udkom i perioden 23.-29. oktober 1891 (dateret efter »Dansk Bogfortegnelse« for 23.-29. oktober 1891 i Nordisk Boghandlertidende). Bogen blev udgivet på P.G. Philipsens Forlag, trykt i Thieles Bogtrykkeri. Den kostede i boghandlen 5,25 kroner (indbundet 6,75 kroner). Oplag: 2.100 eksemplarer. Skillebladenes vignetter er udført af den danske tegner og illustrator Hans Tegner (1853-1932).

Formatet er oktav, og bogen har et samlet omfang på 196 blade (392 sider). Bogblokken måler i forlagsindbinding 115 × 170 mm (bredde × højde), klummen måler 75 × 117 mm (26 linjer). Det er ikke lykkedes at finde et ubeskåret eksemplar.

Bogen indledes med 3 præliminærblade uden paginering (friblad, smudstitelblad og titelblad), herefter følger 193 blade fordelt på 24 1/4¹ ark med pagineringen 4-61, 66-153, 158-272, 276-344, 348-380, idet s. 1-3, 62-65, 154-157, 273-275, 345-347 og 381-384 er uden paginering. Bagsiderne af de fem bøgers deltitelblade (s. [2], [64],[156], [274], [346]) er blanke. Afslutningsvis er indsat et upagineret blankt blad. Ark 1-24 har prima- og sekundasignatur. Primasignaturen er angivet med arabertal og sekundasignaturen med arabertal fulgt af asterisk. Primærsignaturen mangler dog på første ark, hvis rectoside udgør deltitelbladet til første bog.

Udgivelsesteknisk kan ovenstående samles i en kollationsformel[^2], hvor $\pi$^3^ angiver, at der er tale om 3 præliminærblade, 1-24 1/4^8^ at bogen består af 24 ark a 8 blade (16 sider) og $\chi$^1^* at der afsluttes med et (upagineret) blad. Alle læg (ark) bærer signatur på de to første blade på nær første læg, hvor signaturen er udeladt på første blad ($2 signeret (-11)).

Kollationsformel: $\pi$^3^ 1-24 1/4^8^ $\chi$^1^. $2 signeret (-11). 196 blade, pagineret [I]-[VI], [1]-[3], 4-61, [62]-[65], 66-153, [154]-[157], 158-272, [273]-[275], 276-344, [345]-[347], 348-380, [381]-[384].

Indholdsoversigt: [I] friblad. [II] blank. [III] smudstitel. [IV] blank. [V] titelblad. [VI] blank. [1] Første Bog med vignet forestillende sneryddere på vejen til Skibberup. [2] blank. [3]-61 kapitel I.-IX. [62] blank. [63] Anden Bog med vignet forestillende Skibberup kirke med kirkegængere og fjorden i baggrunden. [64] blank. [65]-153 kapitel I.-X. [154] blank. [155] Tredie Bog med vignet forestillende forsamlingshuset i Skibberup. [156] blank. [157]-272 kapitel I.-XIV. [273] Fierde Bog med vignet forestillende provst Tønnesen på prædikestolen. [274] blank. [275]-344 kapitel I.-VI. [345] Femte Bog med vignet forestillende provst Tønnesens afrejse. [346] blank. [347]-380 kapitel I.-IV. [381] Læsere af denne Bog vil kunne genfinde dens Personer i en anden, der udkommer i en nær Fremtid. | Forf. [382] blank. [383] Udkommen er af Henrik Pontoppidan: [6 titler] + Smaa Romaner [5 titler]. [384] blank.

Forlagsbindet er et komponeret shirtingsbind i forskellige farver (kendes i mørkeblå og rødbrun) med guldtryk på forside, ryg og bagside. Omslaget er illustreret af Hans Tegner. Forsidens motiv, omgivet af en kantramme, er kornneg og mælkebøtter under en skyet himmel.

Ved tekstetableringen er anvendt tre eksemplarer, og der er ikke konstateret nogen afvigelser. De tre eksemplarer er:

1. Det Kgl. Biblioteks eksemplar, katalogsignatur 57, -237, 8°
2. Eksemplar i privateje, tilhørende Johnny Kondrup
3. Eksemplar i privateje, tilhørende Jesper Gehlert Nielsen

Det Kgl. Biblioteks eksemplar er valgt som tekstgrundlag og danner tillige grundlag for faksimileringen.

4. Tilblivelse

Mulds tilblivelseshistorie strækker sig over små otte år, fra temaets koncipering i december 1883 til udgivelsen i oktober 1891. Først ganske sent i forløbet materialiserede ideerne sig: De første manuskriptdele indleveredes til forlaget i februar 1890, og sætningen af bogen påbegyndtes i slutningen af juli 1891.² Den lange modningstid dækker ikke udelukkende over høje kunstneriske ambitioner og møjsommelige bryderier med form og stof, men i lige så høj grad over et kompliceret og undertiden ganske beregnende økonomisk spil med skiftende forlæggere. Tilblivelseshistorien falder i to dele: Den første del strækker sig frem til oktober 1887, hvor Henrik Pontoppidan bryder sin aftale med Gyldendal for at indgå en ny og mere lukrativ med P.G. Philipsens Forlag. Først i tilblivelsens anden del indledes det egentlige arbejde med manuskriptet.

De første konkrete tegn på Mulds tilblivelse stammer fra julen 1883, men trækker tråde tilbage til romanen Sandinge Menighed, der udkom i april 1883. I et brev til sin ven og mentor, kritikeren Otto Borchsenius (1844-1925), skrev Henrik Pontoppidan den 15. juni 1883 mismodigt om modtagelsen af romanen:

Jeg håber, det er et Par venlige Linier, De på Søndag sender »Sandinge Menighed« med på Vejen til Forglemmelsens Grav. Thi det nytter ikke at nægte det: den synes at være faldet totalt til Jorden – begravet med det samme. Hr. Schou har venligst sendt mig nogle dumme Anmeldelser med et Par tomme Fraser – som Skovlkast på en tom Kiste. – Jeg synes egentlig, den har fortjent det lidt bedre, og det er ikke frit for, at jeg er bleven lidt mismodig derover. Jeg vil ikke, Folk skal sige, det er en god Bog, – sletikke; kun at det er en Bog med lidt Indhold, et Korn blot af Liv; at den dog bliver diskuteret. Selv Grundtvigianerne, for hvem Bogen er skrevet, klapper den roligt sammen, folder Hænderne og siger med et Skuldertræk: Skudt forbi! Dødfødt! Til Støv skal den blive! Amen! –³  

For Pontoppidan selv var temaet hverken dødt eller udtømt med Sandinge Menighed. Godt et halvt år senere, juleaftens morgen, dukkede temaet op igen i et brev til Borchsenius i forbindelsen med modtagelsen af den netop udkomne Landsbybilleder, men denne gang som et selvstændigt projekt, han ville kaste sig over, straks han havde afsluttet arbejdet med Mimoser. Et Familjeliv:

Men når denne [dvs. Mimoser] er fuldført har jeg Planen til et meget stort Værk, som jeg havde Lyst til at tale med dig om, et stort Landsbybillede, hvis Idé som en ufuldbåren Tanke ligger i »Sandinge Menighed«, men som her skal føres ud til et rigt, lyst og muntert Maleri, idet jeg maner de gamle Sandinge Bønder op af Graven. –⁴

Tanken om Sandinge Menighed som arnestedet for bl.a. fortællingen om Emanuel Hansted genfindes i Pontoppidans senere indledning til den tyske oversættelse af romanen (Die Sandinger Gemeinde, 1905), som han i udkast sendte til oversætteren Mathilde Mann (1859-1925) med et brev af 16. oktober 1904. Her hed det om Sandinge Menighed og romanens plads i det samlede forfatterskab:

I efterfølgende Fortælling, der skriver sig fra 1883, skildes en religiøs-folkelig Bevægelse, hvortil man i Tyskland næppe har noget Sidestykke. Den Bestræbelse, der går ud på at drage Himlen ned på Jorden, er almenmenneskelig; men den Form, denne Drøm om et evangelisk Folkedømme, har fået her, er typisk dansk. I en senere Bog »Det forjættede Land« har jeg udført Billedet i større Målestok og med andre og betydeligere Karakterer. I en endnu senere og endnu omfangsrigere Roman, »Lykke-Per«, har jeg forsøgt det med en Slags Modstykke dertil i Skildringen af Verdensborgeråndens Kamp med Hjemstavnsfølelsen i et moderne Menneske.⁵

Det var ikke kun Otto Borchsenius, som blev indviet i planerne om det store landsbybillede. Pontoppidans forlægger på Gyldendal, Frederik V. Hegel (1817-87), var dagen forud, den 23. december 1883, blevet forelagt ideerne og tilbudt at udgive bogen:

Men når dette er nået [dvs. færdiggørelsen af Mimoser], agter jeg at begynde Udarbejdelsen af et større Værk, som jeg alt i længere Tid har gået med Planen til, og som jeg også i Ny og Næ har gjort små Udkast til. Det skulde være et stort, bredt og lyst Billede fra Landet, i Smag med Fritz Reuters »Landmandsliv«, men taget herude fra denne Egn og fra Hornsherred, hvor jeg nu er så godt kjendt. Det skal som Hovedmotiv behandle Brydningen mellem Grundtvigianere og Indre-Missionære[r] – det lyse og det mørke – men navnlig give livlige, malende Billeder af det, vi endnu ikke på skikkelig Vis har fået frem i vor Literatur: de store Folkeforsamlinger, Vennemøder, Valgmøder, Julegilder og alt det andet, jeg nu har levet mig fortrolig med herude.⁶

Det skulle blive »en Bog på 20-30 Ark«, og den ventedes »fuldført i Sommerens Løb«. Pontoppidans ærinde var tilsyneladende ikke »en bindende Aftale« i første omgang, men en bøn til Hegel om, at han »med denne Bog for Øje« ville forstrække ham med et forskud på »en betænkelig stor Kapital« – »ikke [...] mindre end tusinde Kroner« – samt en forsikring om, at »med dette Forskud, og intet yderligere« ville arbejdet kunne føres til ende, »med et mindre ikke«! Og Hegel bed på krogen. »Efter at jeg nu har gjennemlæst Deres Landsbybilleder, som i høj Grad har interesseret mig, imødeser jeg med store Forventninger Deres næste Bog«⁷, hed det i svaret den 25. december 1883. Han kvitterede med »den forlangte Sum, som Forskud på Honorarer«.

Men det store landsbybillede lod vente på sig og blev gang på gang henlagt til bedre tider. Jagten på nye honorarer, der kunne sikre familiens underhold, tvang Pontoppidan til at kaste sig over nye, hurtigere realiserbare projekter. Først i sommeren 1887 dukkede ideen om det store, brede og lyse »Billede fra Landet« op igen i korrespondancen mellem forfatter og forlægger, og da fordi Pontoppidan nok en gang var kommet i pengeforlegenhed. Det var hans genkommende taktik at love nye manuskripter mod at få forskud på honorarer, men denne gang havde han tilsyneladende glemt, at han tre og et halvt år forinden havde trukket betydelige veksler på netop dette manuskript, som Hegel i mellemtiden hverken havde hørt om eller set skyggen af. Under påskud af at være sendt på rekreation af sin læge, men reelt for at finansiere en tur til Blokhus med lillebroderen Valdemar (1863-91),⁸ trak Pontoppidan projektet af stalden igen i et brev til Hegel den 13. juni 1887:

For at realisere denne Plan har jeg imidlertid måttet bestemme mig til at lade et større Arbejde løbe af Stablen, som jeg egentlig nødig skiller mig af med, idet jeg havde tænkt det at være klogere at lade det hvile, indtil jeg – hvad jeg stadig har håbet på – havde fået samlet mig et rigeligere Publikum. Men nu må det springe. Det er en større Roman på vel mellem fyrre og halvtredsindstyve Ark, som jeg i længere Tid nu og da har syslet med; – og det er nu mit Spørgsmål til Justitsråden, om De skulle have Lyst til dette Arbejde.

Jeg vilde i så Fald tilsende Dem det i Portioner på c 5 Ark; men måtte da bede om ved Modtagelsen af enhver sådan Sending at få det halve af det tilsvarende Honorar udbetalt, medens den anden Halvdel skulle fradrages det jo alt betydelige Forskud, hvormed Justitsråden til forskjellige Tider har været så venlig at forstrække mig.

På Renskrivningen er jeg alt begyndt, og den første Sending på 5-6 Ark vilde jeg i så Fald tilstille Dem om et Par Dage, den næste i Midten af Juli o.s.fr. omtrent hver Månedsdag.⁹

At dømme efter omfanget må »det større Arbejde« være Muld. Siden december 1883 var manuskriptet angiveligt nærmest fordoblet i omfang, renskrivningen var påbegyndt, og Pontoppidan betingede sig, at »Bogen blev trykt i ikke mindre end 1500 Expl (med et Honorar af 75 Kr. pr. Ark«, da den »er beregnet på at blive Folkelæsning« og derfor »burde trykkes uden Luxus i nogen Retning m.H.t. Udstyrelse, Tryk og Papir«. Desuden ønskede han at »lade Begyndelseskapitlet før Udgivelse trykke i et herværende Ugeblad«. Af konceptet til et svar fra forlaget af 15. juni 1887 fremgår, at Hegel – fortsat, og uden at have læst en linje – var positivt stemt. »Det vil være mig en Ære at overtage Forlaget af den større Roman, De i længere Tid har arbejdet paa, og som De nu er i Færd med at renskrive«¹⁰. Han accepterede uden videre forfatterens krav om oplagsstørrelse og honorering, men klog af skade betingede han sig leveringen af manuskriptet inden udgangen af september og pointerede, at trykningen først ville blive påbegyndt, når det fuldstændige manuskript forelå. En offentliggørelse af bogens begyndelseskapitel i et tidsskrift kunne han »ikke gaa med paa«. Manøvren løste ikke Pontoppidans umiddelbare økonomiske pine. Honoraret kunne ikke udbetales, før det færdige manuskript forelå, og den fastsatte tidsfrist ville han under ingen omstændigheder kunne overholde. Spørgsmålet er, hvor meget af manuskriptet der i det hele taget forelå på dette tidspunkt? I stedet indgik han en aftale om en bogudgivelse af føljetonen »Isbjørnen« fra 1884 – og henlagde nok en gang det store romanprojekt til bedre tider!

Til Blokhus kom han ikke desto mindre i sommeren 1887, og rejsen vakte Pontoppidans udlængsel, måske også hans overmod med hensyn til Hegels imødekommenhed. Vel hjemkommet til familien på Havreholm ved Hornbæk kunne han i september lade Hegel vide, at han, straks han havde besørget manuskripterne til Isbjørnen og Spøgelser, »agter at forlade Landet for to Aar«:

Jeg er ved gode Venners Bistand sat i Stand dertil for mit eget, personlige Vedkommende. Det samme gjælder derimod desværre ikke min Familje, der forbliver her i Landet, og det var i denne Anledning, jeg vilde tillade mig at spørge Justitsråden, om De vilde være at formå til at sikre min Familje en månedlig Udbetaling af 125 Kr, regnet fra 1^st^ Jan. 1888, imod at jeg til Gjengæld forpligter mig til årlig at hjemsende 20 Ark Manuskript, der ikke forhen har været offentliggjort, uden Honorar-Godtgjørelse, samt mod at lade det Ancherske Rejsestipendium tilfalde Justitsråden (1800 Kr) ifald dette for det omtalte Tidsrum skulde blive mig tildelt.¹¹

Der var grænser for Hegels venlighed, og her fik han øjensynligt nok. I hvert fald smækkede han kassen i, hvad der fremgår af konceptet til svarbrevet af 17. september 1887 i forlagets kopibog:

Efter nøje Overvejelse er jeg kommen til det Resultat, at jeg ikke vil kunne opfylde den Anmodning De rett. til mig i ærede Brev af igaar; at det er mig i høj Grad pinligt at gjøre Dem denne Meddelelse behøver jeg neppe at tilføje. Mit Tilgodehavende i Øjeblikket er omtr. 5000 Kr., som De har modtaget i Forudbetaling for forskjellige Arbejder, og jeg kan ikke udbetale Dem mere paa den Konto – selv mod Sikkerhed – før Manuskriptet til de Arbejder, De har paataget Dem at aflevere, eller rettere før vort Mellemværende er likvideret. Jeg er vis paa, at De vil se Sagen ogsaa fra min Side, og ikke tage mig dette Afslag ilde op.¹²

Udlængslen måtte indtil videre tøjles. Det Ancherske Legat gik til en anden, Gyldendal kunne ikke udbetale flere forskud på honorarer, og det er sandsynligt, at forlaget også stoppede de allerede aftalte udbetalinger, indtil de pantsatte manuskripter var indleveret.¹³ Pontoppidan kunne ikke trække flere veksler på tomme løfter og måtte søge nye græsgange.

Frederik V. Hegel døde den 27. december 1887 efter kort tids sygdom, og hans søn Jacob Hegel (1851-1918) overtog straks ledelsen af forlaget. Øjensynligt midt i sygdomsforløbet, den 1. oktober 1887, havde Pontoppidan i al stilhed underskrevet en kontrakt med Gustav Philipsen (1853-1925) på P.G. Philipsens Forlag om udgivelsen af »en dansk Bonderoman« på mellem 35 og 45 ark. P.G. Philipsens Forlag, der oprindelig udgav faglitteratur, havde omkring 1880 udvidet porteføljen til også at omfatte moderne skønlitteratur og lå således i direkte konkurrence med Gyldendal om forfatterne. I aftalen med Philipsen havde Pontoppidan forhandlet sig frem til mere lukrative forhold. Romanen honoreredes med 100 kr. pr. ark og skulle udkomme i et oplag på 2.100 eksemplarer. Forfatteren kunne fra 1. januar 1888 og 15 måneder frem hæve op til 2.425 kr. »i saadanne Portioner, som han selv finder det passende«, dog højst 600 kr. over en periode på tre måneder. Manuskriptet skulle afleveres inden den 1. april 1889, og når den færdige roman var sat, ville forfatteren modtage den resterende del af honoraret. I tilfælde af misligholdelse af aftalens frister måtte Pontoppidan tilbagebetale de modtagne forskud.

Trods de gode vilkår var den akutte pengenød stadig ikke afhjulpet, og Pontoppidan gjorde i midten af november endnu et forsøg på at reparere forholdet til Gyldendal, inden aftalen med Philipsen trådte i kraft. I Frederik V. Hegels sygefravær havde han talt med Jacob Hegel, der ville drøfte sagen med faderen, men døren forblev lukket. I svaret af 15. november 1887 måtte Jacob Hegel meddele, at »min Fader anser det for nødvendigt at fastholde den Bestemmelse, som han engang har taget og allerede i Sommer meddelt Dem, ikke yderligere at give Dem noget Forskud«¹⁴. Dog åbnede han muligheden for, når Pontoppidans gæld til forlaget var halveret, »da at udbetale Dem Halvdelen af det Honorar, som maatte tilkomme Dem for nye Arbejder, dog først efter at Manuskripterne til dem er afleverede fuldt færdige, medens den anden Halvdel afskrives paa vort Mellemværende«.

Det vidner om Pontopidans rådvildhed, at han allerede dagen efter indgik en aftale med en tredje aktør, nemlig Paul Langhoff (1826-94) fra I.H. Schubothes Boghandel. Kontrakten gjaldt en samling fortællinger på højst 20 ark, der skulle udkomme i 2.050 eksemplarer og indbringe forfatteren et honorar på 100 kr. arket, der »forfalder efter Haanden som Manuskriptet afleveres«. Op til en tredjedel af indholdet måtte bestå af tidligere trykte tekster. Endnu et fatamorgana var solgt. Langhoff fik aldrig sin bog,¹⁵ men Pontoppidan fik sit forskud – og bragte sig, da Langhoff måske af ubetænksomhed lod nyheden om den nye bog sive, i et ganske uheldigt forhold til Gyldendal.¹⁶

Aftalen med Gustav Philipsen om den danske bonderoman trådte i kraft den 1. januar 1888 med udløb den 1. april 1889. Hvor meget af manuskriptet, der på dette tidspunkt reelt eksisterede, kan ikke afgøres; ingen havde indtil nu set en linje. En række prosastykker med større eller mindre tematisk og sproglig affinitet til romanen havde Pontoppidan løbende publiceret i tidsskrifter,¹⁷ men de kan næppe danne grundlag for konklusioner om manuskriptets art og omfang, i bedste fald kun om hans interesse for og arbejde med tematikkerne. Tidsfristen fik tilsyneladende ikke forfatteren til at arbejde mere intenst med manuskriptet. Sideløbende med den til tider udmattende kamp for at skaffe sig et hæderligt udkomme begyndte hans første ægteskab med Marie (1855-1939) at smuldre, hvilket ikke levnede megen energi til arbejdet med romanen og efterhånden forsinkede projektet. Det blev hen over sommeren 1888 åbenlyst for både forfatter og forlægger, og forsinkelsen anes i et brev af 18. september, hvor Philipsen noterer sig forfatterens »af og til opdukkende Meddelelser om forskelligartet Forfattervirksomhed« og på baggrund deraf udtrykte sin ængstelse for, at »De ikke med fuldkommen Ro og Ubekymrethed kunde vie Dem til det betydelige Arbejde, saaledes som det var Tanken med vor Kontrakt«¹⁸. Philipsen havde jo nok vidst, at samarbejdet med Henrik Pontoppidan kunne være en vanskelig og langstrakt affære, og formentlig havde han også kalkuleret med, at fristen ville blive overskredet – hvad den også blev. Den 31. marts, dagen før manuskriptet skulle afleveres, måtte Pontoppidan bekende, at han af forskellige grunde ikke var bleven færdig, navnlig fordi han af Touristforeningen var blevet hvervet til en større opgave. Han foreslog derfor fristen forlænget til den 1. august 1889¹⁹. Pontoppidans skrøbelige økonomi tillod ham ikke at fokusere længe på manuskripterne, og rækkefølgen af færdiggjorte titler afspejler næppe nogen kunstnerisk vilje. Resultatet af aftalen med Dansk Touristforening, Reisebilder aus Dänemark, udkom således først i april 1890. Gustav Philipsen viste i sit svar den 1. april nok forståelse for Pontoppidans situation, men også en vis skuffelse over dels at være blevet tilsidesat, dels over ikke at være blevet indviet i planerne på forhånd. Situationen lod ham »i Stikken« og gav ham ingen garanti for, at forfatteren »i den ringere Arbejdstid, som Sommeren er, snarere vil kunne tilendebringe Bogen«²⁰. Han havde dog fortsat stor tillid til Pontoppidan, »det betydeligste Talent i den unge danske Literatur«: »Hvis De derimod selv stadig tro paa Foretagendet og har en ganske sikker og alvorlig Overbevisning om, at De vil kunne tilendebringe hele Manuskriptet til 1 August, saa vil jeg gerne vente«.

Skal man tro Pontoppidan selv, blev der arbejdet intenst på manuskriptet hen over sommeren 1889, hvor fortællingen begyndte at tage endelig form. Men heller ikke den nye frist blev overholdt, og den 1. august 1889 måtte Pontoppidan erkende, at han havde overvurderet sine evner, og bede om nok en gang at få fristen udskudt, denne gang til »Årets Slutning«²¹. Brevet indeholder den første egentlige statusopgørelse for arbejdet:

Jeg har min Roman udarbejdet såvidt, at det er Kapitlernes eller rettere de forskjellige Sceners Sammenknytning eller rettere – for de hænger meget godt sammen – Sammenskrivning, der mangler. Jeg har hele Sommeren siddet på en Kvist i Kjbhn og gjort mig min bedste Flid, men – og her kommer Ulykken – nu kan jeg ikke mere.

Jeg véd, at hvad jeg har gjort er godt; men jeg er for træt af at handle med den til nu at kunne fuldføre en Sammenskrivning; Bogens Personer og Begivenheder løber rundt i min Hjærne, såsnart jeg begynder at tænke på den; og jeg føler, at jeg, for ikke at ødelægge den, må lade den hvile en Stund. Jeg er så uvant med et så stort Arbejde, at dette ved denne første Udarbejdelse er faldet sammen i Stykker; men disse er, troer jeg, så gode, og hele Bogens Idé så meget værd, at det skulde gjøre mig meget ondt, om jeg ikke nu fik Lejlighed til at vise, at jeg virkelig formår at skrive en Roman.

Gustav Philipsen måtte nok en gang tøjle sin skuffelse og væbne sig med stor tålmodighed. »Imidlertid, naar De har gjort saa meget Arbejde som De skriver, kan jeg vel forstaa, at De trænger til et Pusterum, før De tager fat paa Samarbejdningen«, hed det i svarbrevet af 5. august 1889, og Philipsen fortsatte: »jeg skal derfor gaa ind paa Deres Forslag, saaledes at De – men saa uden yderligere Udsættelse – leverer mig hele Manuskriptet som Nytaarsgave den 31 December d. A.«²². Philipsen udviste stor forståelse for Pontoppidans arbejdsmetode og -forhold og vidste udmærket, hvad der kunne forsinke arbejdet yderligere. Derfor sluttede han brevet med en høflig henstilling om at undgå for mange svinkeærinder: »Lev nu vel til Nytaar og – skriv ikke for mange Avisartikler, det er der mer en nok til at besørge; ‘Bønder’ er der ikke andre der kan skrive end De!«.

Henrik Pontoppidan havde omkring august 1889 udtømt sine kilder og trukket alle mulige honorarforskud ud af de tre forlagsaftaler, han jonglerede med, og der var ikke udsigt til at kunne hæve yderligere. Derfor havde han pr. 1. august ladet sig ansætte ved Kjøbenhavns Børs-Tidende. De første tre artikler var allerede bragt, da Gustav Philipsen foreslog en fokusering af arbejdsindsatsen, så han har nok anet, hvad der var på færde. Engagementet ved Kjøbenhavns Børs-Tidende varede til december 1890, og selv om det tilsyneladende fjernede fokus fra arbejdet med de lovede manuskripter, kom det alligevel det skønlitterære forfatterskab til gode. Under ansættelsen skrev Pontoppidan 91 artikler til avisen, hvoraf de 29 var autofiktion eller ren fiktion,²³ størstedelen blev siden indarbejdet i det senere forfatterskab. I Mulds tilfælde var materialet (»Dagbog. d 5te November«) måske omvendt skrevet ud af det eksisterende romanmanuskript?

Det er Thorkild Skjerbæks formodning, at Pontoppidans egentlige problem med at få manuskriptet afsluttet var hans »egne kvaler med at få et for ham selv tilfredsstillende manuskript færdigt«.²⁴ Det er sandsynligt, at forfatterens kunstneriske samvittighed ikke har gjort færdiggørelsen nemmere, men de evige pekuniære problemer har på den anden side tvunget ham til bestandig at søge nye, honorerede engagementer og derfor bragt ham på afstand af arbejdet. Den 4. januar 1890 måtte Gustav Philipsen på ny rykke sin forfatter for manuskriptet: »Hvor bliver ‘Ormen hin lange’ hvor bliver ‘Bønder’ af?«²⁵. Pontoppidan må være hastet hen på Philipsens kontor, for dagen efter, den 5. januar, kunne han i et brev opsummere den nye aftale: »Overensstemmende med den Aftale, vi i Går traf, forpligter jeg mig altså til at levere Renskriften af min Roman (der ikke – som De synes at mene – hedder ‘Bønder’ men derimod ‘Muld’.) i Afsnit på c 5 Ark således, at De bekommer et Afsnit hver Måned, og at den førstkommende Levering finder Sted i førstkommende Februar Måned«²⁶.

Denne gang holdt han ord. Omsider, den 28. februar 1890 – efter godt syv års arbejde, begyndte leveringen af manuskriptet:

Hermed efter Løfte 1^st^ Del.

Jeg indser – eller frygter – at De vil blive skuffet ved denne Begyndelse; men jeg beder Dem dog om, derfor ikke at tabe Troen på et endeligt heldigt Resultat. Sagen er den, at efter min første Plan skulde Fortællingen begynde først ved den nuværende 3^die^ Del, hvor også selve Handlingen tager fat; men senere har jeg ment at burde have en smule Forhistorie – og denne har ikke fået den Friskhed, jeg kunde ønske. Imidlertid er det jo muligt, at både De og jeg ved Værkets Slutning – (og kommer vi først over Marts, skal 3^de^, 4^de^ o.s.v. indtil 10^d^ Del komme Slag i Slag) – vil finde, at Forhistorien alligevel kan undværes eller i hvert Fald forkortes; og jeg troer da at kunne sige, at Værket ikke vil få mange Pletter eller tomme Ark.²⁷

Leveringen kom dog ikke til at foregå helt så planmæssigt som lovet. I februar 1890 modtog Henrik Pontoppidan Det Ancherske Legat, der med sine 1.400 kr. satte ham i stand til endelig at rejse udenlands. Det var oprindelig hans plan at påbegynde Europarejsen i juni, men først i oktober var det økonomiske fundament endelig på plads.²⁸ Hertil kom en sygdomsperiode, der satte ind under et ophold i Strøby på Stevns, hvor han i sommermånederne opholdt sig med sine børn. En »Karbristning i Maven (?)«²⁹ fratog ham i en periode evnen og energien til at arbejde på de lovede leverancer. Den 31. august kunne han fra Strøby meddele Gustav Philipsen forsinkelsen og bede ham »vente med Fortsættelsen af Manuskriptet indtil Slutningen af Ugen, til hvilken Tid der vil ankomme nogle Ark«³⁰. Den lange tilblivelsestid viste sig imidlertid ikke blot at være et onde, tilføjede Pontoppidan. Sammenskrivningen af romanens dele havde i den grad båret frugt:

Jeg håber, at De alene af de få omarbejdede Kapitler, jeg har sendt, har fået det Indtryk, at Fortællingen nu har fået en ganske anderledes Bund; den har fået, hvad den før manglede, et Par Ben at gå på fra det ene Kapitel til det andet, en rød Tråd, der knytter sig – eller hvorledes det nu er, det tekniske Udtryk lyder.

Med de forskellige sceners sammenknytning på plads syntes den endelige sammenskrivning en formssag. Hvis helbredet holder, kunne »Sætningen gærne begynde en Gang i Oktober; jeg skal da nok holde en Sætter i Ånde til Bogens Slutning«. I sit svar af 4. september 1890 lod Philipsen forstå, at han »er godt fornøjet med Kvaliteten« af det fremsendte, »mindre derimod med Kvantiteten«, i hvert fald turde han ikke sætte trykkeriet i gang, før »et langt større Kvantum Manuskript foreligger«³¹.

I oktober brød Pontoppidan op og begav sig ud på den længe ventede rejse. Fra den 5. oktober til den 1. marts 1891 opholdt han sig i Berlin. Herfra kunne han den 18. november lade Philipsen vide, at der nu er »kommet god Grøde i min ‘Muld’«, men at arbejdet krævede adgang til de allerede afleverede dele af manuskriptet. »Vilde det være meget ublufærdigt af mig at bede Dem på min Regning at foranstalte en Afskrift af denne Del og så at sende mig denne Afskrift?«³². Hensynet til helheden var i første omgang Pontoppidans argument for igen at skaffe sig adgang til det allerede indleverede materiale, men nye indtryk og ideer havde også fået ham til at se kritisk på det allerede skrevne. I hvert fald gennemgik han den tilsendte afskrift på ny og begrundede det i et brev dateret den 24. januar 1891:

Til Gengæld gentager jeg mit Løfte til Dem om at skulle hjembringe en Roman, mod hvilken alt, hvad jeg hidtil har skreven, er jammerligt Nürnbergerarbejde. De vil nemlig – til Deres Forundring måske – opdage, at jeg igen har gennemgået den Del, som De har hos Dem, og først nu har jeg fået Tonen i Bogen og Farven i Portræterne således, som jeg ønskede – ja egentlig bedre. Thi jeg har hernede i Tyskland gjort en stor Opdagelse, hvad Skrivemåde angår – gammel måske for andre, splinterny for mig. Og jeg syntes, at denne Opdagelse skulde komme hele Bogen til gode.³³

Hvori denne store opdagelse bestod, ved vi ikke, og da manuskripterne ikke længere eksisterer, er vi afskåret fra direkte at kunne følge ændringernes art og omfang.³⁴ Tilsyneladende bragte opdagelsen dog arbejdet med romanen på rette spor og satte fart i skriveriet. Fra Motala i Sverige, hvor Pontoppidan i det tidlige forår besøgte vennen Axel Lundegård (1861-1930), gav han omkring den 20. marts følgende status på arbejdet:

– Sagen står nu således, at jeg har den store »Tredie Bog«, Værkets Hovedhjørnesten (8 Ark) færdig, og har for så vidt haft det lige siden Februar undtagen Slutningen, som jeg har skrevet her. »Fjerde Bog« skulde jeg have færdig her også, men måske lykkes det mig ikke, da jeg vistnok rejser snart. Men til 1ste Juni er den i hvert Fald færdig og midt i samme Måned kommer jeg hjem, dels for at skrive »Femte Bog«, Bogens Slutning, hvoraf en Del dog er skreven, dels for at læse Korrektur. I Avgust skal Bogen senest være færdig fra min Hånd, i Fald jeg holder mig rask.³⁵

I starten af juni fulgte »Tredie Bog« fra Stillingsön i Sverige sammen med et løfte om, at »4de Bog (næstsidste) bliver færdig til 1st Juli«³⁶. Helt tilfreds var Pontoppidan ikke. »Da jeg nemlig begyndte at gennemse Afskriften, fandt jeg så meget at rette, og det hele så tomt og farveløst, at jeg blev ikke lidt fortvivlet og i min Fortvivlelse holdt helt op at rette«. Han måtte derfor udbede sig lov til, når han ankom til København, »at se Hefterne igennem igen«: »Måske finder jeg det da nødvendigt at foretage en hel Gennemarbejdelse af denne 3^de^ Bog, der har kostet mig mere Bryderi, end De aner. Men foreløbig finder jeg det rigtig at fuldføre de tilbageværende Bøger – så får vi se, hvad Tid der er tilovers. Jeg må have hele Bogen god. Den skal jo være mit Svendestykke!«.

Da Pontoppidan i begyndelsen af juli 1891 vendte tilbage til København, var et af hans første ærinder at »få snakket et lille Alvorsord med Philipsen«, som det hed i et brev til Axel Lundegård den 11. juni 1891³⁷. Flemming Behrendt bemærker, at denne samtale må være endt med en plan for trykningen af bogen. I hvert fald indledtes sætningen af bogen i slutningen af juli.³⁸

Pontoppidans ønske om at ændre i det allerede skrevne skulle blive et varsel om det plagsomme korrekturarbejde, der forestod. Allerede tidligt i korrekturen af de ombrudte partier havde trykkeriet bemærket de omfattende ændringer, og i et brev til forfatteren den 1. august 1891 kunne forlæggeren lade beskeden gå videre:

Thiele beklager sig ogsaa lidt over de mange Korrekturrettelser; jeg troede ogsaa at de kunde undgaas efter de mange Bearbejdelser og efter den pæne Stand hvori De faar Korrekturerne. Men lad saa være, naar vi nu blot ser en Ende paa det vidunderlige Barn, der nu snart har ligget tre Aar i Moders Liv.³⁹

Situationen blev ikke mindre kompliceret – og omstændelig – af, at Pontoppidans nære ven, cand.polyt. Peter Nicolai Holst (1854-1926) skulle gennemse førstekorrekturen. Holst nød Pontoppidans særlige fortrolighed i produktionsprocessen og fungerede både som korrekturlæser og redaktør, idet han foruden grammatiske og ortografiske rettelser foretog mindre stilistiske forbedringer, som forfatteren efterfølgende kunne tage stilling til, inden korrekturen returneredes til trykkeriet. Til klagerne over langvarige og besværlige korrekturer kunne Pontoppidan derfor den 5. august 1891 lade Philipsen vide:

Måske kan Trykkeriet med Berettigelse føle sig lidt gnaven over, at første Korr. ikke bliver besørget hurtigere fra min Hånd; men derved er intet at gøre, da den fra mig skal sendes til Holst og fra ham tilbage til mig og først da kan afgå til Trykkeriet. 2d Korr. derimod besørges omgående.

De »mange« Rettelser i Korrekturen er der heller ikke noget at gøre ved. Jeg havde ganske vist troet at kunne undgå dem men finder det urimeligt at lade være med at rette, når jeg under Læsningen finder et mere rammende Udtryk – og når man ser sit Manuskript på Tryk, får man først den rette Fornemmelse af, hvorledes det enkelte Ord virker.⁴⁰

Under disse besværlige vilkår fortsatte korrekturarbejdet med mindre forsinkelser til følge. Den 8. september lod Pontoppidan den tålmodige forlægger vide, at han havde håbet »at kunne sende [...] Manuskriptet til 4^de^ Bog; men jeg må vente dermed et Par Dage endnu«⁴¹. Det var ét skridt frem – og to tilbage:

Jeg har fået nogle Bekymringer for, at Læseren skal være noget i Uvidenhed om den Tid, Talen i Bogen er om, eller i hvert Fald for sent at komme til Klarhed derover. Var det mon ikke rigtigst at give dem Sandheden i Ansigtet lige strax? Det kan endnu lade sig gøre, i Fald første Ark ikke er trykt. Dersom De synes det, og Forandring overhovedet er mulig, vilde jeg gærne, at 1^st^ Kap. begyndte som på medfølgende Blad angivet.

Jeg har i 1^st^ Ark og 4^d^ Ark (som heller ikke er trykt) fundet et Par Tryk- eller Skrivefejl, som måske samtidigt kunde blive rettede. Jeg sætter også disse to Rettelser på medfølgende Blad.⁴²

Den 24. september sendtes endelig »de Par Blade, der slutter fjerde Bog« sammen med en udtrykt forhåbning om en snarlig afslutning af arbejdet: »Jeg har forøvrigt været noget snavs i den sidste Tid og går endnu og hiver; til den 1^st^ kommer jeg ind til Dem med Slutningen af Manuskriptet, dersom jeg da ikke bliver elendigere«⁴³. Optimismen var velbegrundet, men – som oftest – en smule overilet. Den 30. september måtte Pontoppidan erkende, at helbredet trods alt ikke havde arbejdet for ham: »Atter i Går lå jeg på Sofa og spiste Havresuppe; derfor kan jeg ikke komme ind med Manuskriptet før på Lørdag«⁴⁴. Han manglede da de afsluttende fire ark.

Her ophører foreløbig korrespondancen mellem Henrik Pontoppidan og Gustav Philipsen, men store kontroverser dækker lakunen næppe over. De sidste fire ark må være blevet afleveret og behandlet ganske hurtigt og uden problemer. Muld. Et Tidsbillede udkom i slutningen af oktober 1891 efter at have været undervejs i næsten otte år. Ganske længe skulle Pontoppidan dog ikke få lov til at nyde sejrens sødme. Umiddelbart efter udgivelsen, angiveligt den 30. oktober 1891, modtog han en skrivelse fra Jacob Hegel, der i stedet for en lykønskning indeholdt en ubehagelig påmindelse om det mellemværende med Gyldendal, som han i oktober 1887 var løbet fra:

Herr Henrik Pontoppidan

Da det jo nu maa betragtes som fastslaaet, at De helt er overgaaet til et andet Forlag, vil De ikke tage mig det ilde op, at jeg anmoder Dem om at betale den Gjæld, som De staaer i her i Bogladen. Hvis det er Dem ubelejligt at betale hele Beløbet paa en Gang, beder jeg Dem gjøre et Forslag om Tilbagebetaling i Rater dog saaledes at hele Gjælden bliver betalt i Løbet af indeværende Aar.⁴⁵

[^2] Jf. Johnny Kondrup: Editionsfilologi, 2011, s. 312: »Kollationsformlen er et middel til i kort form at beskrive bogens kodikologiske opbygning, dvs. dens fordeling på ark (eller læg) og blade«.