[V]| Dansk
Litteratur-Tidende
for 1826
No. X

Efterladte Breve af Gabrielis. Samlede og udgivne af Frederik Christian Sibbern. Kjøbenhavn 1826. Trykt hos E. Græbe. 170 S.

Dersom en Literatur-Tidende havde Læserinder, saa vilde jeg sige: »kiere Læserinde! denne lille Bog er ikke for dig. Forfatteren har paa en underlig Maade just ladet Det trykke, som du pleier at springe over i de Bøger, du læser, og derimod beholdt Det for sig selv, hvorefter du bladdrer. Naar du vil anvende nogen Flid, kan du maaskee faae Kundskab om Begyndelsen af et Par Historier, derimod erfarer du slet ikke, hvad der videre bliver af, ja naar du endog har begyndt at fatte nogen Interesse for Helten, saa løber han bort, skal først med næste Post berette, hvor han er løben hen, og denne Post er udebleven. Skulde du endog høre til dem, der ikke blot ville læse Begivenheder, men ogsaa Skildring af Følelser, der gjerne lytte til Beskrivelsen af de Smerter, som kunne sønderrive et menneskeligt Bryst, da er det vel vist, at Forfatteren just giver dette, men den Følelse, den Smerte, han skilVI|drer, er en saadan, som du aldrig har fornummet, og med hvilken du derfor ikke kan sympathisere. Hans egendige Therna er den Forladthed, som den unge Mand føler, naar han er kommen ud i den vrimlende, rige Verden, efter hvis Herlighed han saa længe forlængtes, og see! Palladsets Sale ere inden i ganske anderledes, end de vare i Barnets Phantasie, da det stod paa Gaden, og saae op til Lysene, der straalede ud giennem Vinduerne. Alt, hvad Verden tilbyder ham, i det han fornemnier Tomheden af dens Lyst, er Arbeide, som han ikke kan komme ind i, fordi det fattes ham paa klar Indsigt, modnet Kraft, fast Villie. Det Eneste, hvorfor, som han synes, hans Sands var fuldeligen opgaaet: Kierlighed, Deeltagelse, Opmærksomhed - deraf finder han næsten Intet. Du derimod, kiere Læserinde! du blev i din Families Skiød, og hvilke Bekymringer du endog der kunde have, hvad du end meente at kunne klage over Kulde eller Tilsidesættelse i dit Hjem, du veed kun Lidet om, hvorledes en Student har det paa sit Værelse under Taget eller sit Kammer paa Regentsen. Og da du kom ud i Verden - der er intet saa glimrende, som en ung Piges Fremtræden, hvorledes Alle flokke sig om hende, Alle synes kun at have Opmærksomhed for hende, Alle kappes om den mindste Gunstbeviisning, og selv de Gamle lønligen misunde Ungdommen dens Ret at kunne beile til hendes Bifald. Det Eneste, hvorved du kunde giøVII|re dig Det, som her forekommer, forstaaeligt, var maaskee den bedre, men krænkende Følelse, du fornam, naar du stundom i en glimrende Forsamling saae dig tilsidesat, for dem, om hvilke du med klar Bevidsthed sagde dig selv, at de vare slettere end du, naar du saae dem tiltrækkende selv for saadanne unge Mænd, hvilke du agtede, og om hvilke du vidste, at de foragtede dem i deres Hjerte. Dog var der i denne Følelse en Fortørnelse, som du ikke finder hos Gabrielis; han er ikke fortørnet, enten paa Himmelen eller paa Menneskene, men hans Bebreidelser vende sig kun mod ham selv; og saaledes var der i dit Liv næsten intet Analogt, hvilket Læsningen af disse Breve paa ny kunde vække.«

Altsaa, til Læseren var det, Recensenten her skulde vende sig; men han tilstaaer, at en Literatur-Tidendes Læsere - skiøndt han selv hører deriblandt - forekomme ham at udgiøre en ganske anden Classe af Læsere, end de, hvilke Udgiveren har villet meddele disse efterladte Breve. Rec. bærer altfor megen Ærbødighed for dem, til at han skulde forestille sig dem anderledes, end som lærde, dygtige, forstandige Mænd - som altsaa vel forlængesiden have glemt, hvad der bevægede og forvirrede deres Ungdom, hvad der ofte afbrød deres Flid, som, hvis de erindre det, nu smile derover, som over gamle Daarligheder, eller klage derover, som over spildte Aar.

Og dog, min Læser! om du end er utilfreds VIII| med Bogen, og med Recensionen, der anbefaler dig den, dog veed jeg, at den vil øve en tiltrækkende Magt over dig, at der er en Tone i den, som du forgieves vilde tvinge dig til ikke at lytte efter, som anrører Strænge i dit Indre, der maaskee længe ikke klang, men som, hvor H det den end stemmer med Livets stærke Musik omkring dig, dog hører til en gammel, vel tungsindig, men kjer Melodie, som du aldrig ganske har kunnet glemme. Disse Breves egentlige Thema er den Gysen, hvormed den Unge, i hvem mange Tanker og mange Følelser gæres, uden at kunne komme til Klarhed, betragter sig selv som »et forvildet, veiløst Menneske, der fattes den Livets Kiærne, om hvilken Alt, hvad vi modtage, skal samle sig, for at fremme vort indre Liv,« er »den frygtelige indre Sønderrevenhed i en Sjæl, der søger Fred og en Begyndelse til et Liv, og ikke finder den, der søger sig selv og sin Gud, og søger begge forgiæves« (S. 92.93). Vi smile mangen Gang over os selv, naar vi siden tænke tilbage paa denne Tid i vor Ungdorn, og erindre, hvorledes det dengang forekom os, som vare vi allerede udlevede, som om der laae »et heelt fortabt Liv« bag ved os (S. 160); og dog var Livet neppe begyndt. Det er i Sandhed ofte en frygtelig Tilstand, og der ere saare Mange, for hvilke Ungdommen, den stormfulde, udannede Ungdorn, sønderreven af saa mange Lidenskaber, som vil saa Meget, og formaaer saa Lidet, langtfra IX| ikke er den lyksalige Tid i Livet, hvorfor den saa ofte udgives. Men Gæringen er aldeles fornøden, for at Vinen kan fremkomme - kun at Gæringen lykkes vel! Thi, som Gabrielis træffende bemerker, »det Værste er, at da letteligen, i vort Inderste selv, en lokkende Fristelse træder os imøde, hvori, i Skikkelse af en Alting jevnende Ven, en arrig Fiende taler til os« (S. 93). Dersom denne Fiende seirer, da modnes - hvis man vil kalde dette en Modnen - Væsenet i Kulde og Hovmod og Had; Stammen bliver maaskee ret fast, men uden Blomster og uden vederqvægende Frugter.

Hiint Thema gaaer nu i mange Variationer giennem alle disse Blade, og forsaavidt er det en Mangel af Fred, der udtaler sig i Suk og Klage. Allerede dette kan være velgiørende. Det er den Ældre gavnligt, stundom ret levende at sættes tilbage i den forrige Strids-Tilstand, og desto mere, dersom Striden altformeget er endt - thi ganske skal den ikke endes - dersom de Følelser, hvoraf den fremgik, ere i Begreb med, ikke at ordnes og forklares, men at uddø e. Og for den Unge er det ofte Undrende og lægende, at han veed, at andre Mennesker have været stædte i den samme Trængsel; han mener ofte, i en Blanding af Hovmod og Mismod, at han ene i Verden er given til Priis for denne Jammer. Det er stedse interessant, at enhver Livets Tilstand træder frem i en tro og levende X| Skildring; men vistnok bliver Skildringen piinlig, dersom det kun er en forstyrret Tilværelse, som. stunder til Undergang, der skildres. Men Udgiveren mener med Rette (see Fortalen), at det, der gaaer igjennem disse Breve, vil kunne tiene til at fremme den Aandsopreisning og Aandsopklarelse, hvortil vi alle trænge. Og dette er det Mærkværdige, det Sieldnere ved disse Breve: uagtet al Jammer, uagtet den idelig tilbagevendende Klage, stunder den Sjæl, som her udtaler sig - forskiellig fra Werther, om hvis Lidelser Enhver her vil erindres - ikke til Døden, men til Livet; den er knuget, fængslet, piint, men dens indre Kraft er ikke overvunden; vi forvisses ideligen om, at det dog er en dygtig Tilværelse, der vil udvikle sig af denne Forvirring. Hvor meget endog Livet selv her er den Klagende en Byrde, dog er det hans første og sidste Bøn: »lad mig ikke dø e midt i denne Elendighed. Hellere vil jeg, som den evige Vandrer fra Jerusalem, slæbe denne Byrde giennem alle Aarhundreder indtil Herrens Gjenkomst. Først naar det engang kommer til Gjennembrud i mig etc.« (S. 101). Med hvormegen Klarhed siger han ikke sig selv, hvad der mangler ham: »den første af alle Betingelser. Hvor kan et lidenskabeligt, egoistiskt Hjerte være skabende? etc.« (S. 81). Hvor klart erkjender han ikke, at hvad der i det Udvortes fornemmelig fattes ham, er bestemte Pligter som skulle udføres, og med BesværligXI|hed; at dette vilde sysselsætte den ørkesløse Siæl, og tvinge det kielne Hjerte til at dvæle ved andre Gienstande, end sig selv. Snart higer han ud i Krigens Tummel og Farer, snart vil han begrave sig i tørre videnskabelige Arbeider, »læse Hebraisk efter Danzii Grammatik«, snart ønsker han sig i en trællende Arbeidskarls Stilling. »Af Livets Glæder, siger han, begiærer jeg ikke min Andeel, men af Livets Møie og Besværlighed kræver min Siæl den etc.« (S. 157). Denne Higen erkjender den dybere indtrængende Læser snart at være noget Andet, end en Feberdrøm; det er den endnu uforstyrrede Naturs Stræben til Helbredelse, til Livet. Derfor, naar Gabrielis tilsidst iler ud i Verden, til et Øiemeed, da troer man det vel om ham skiøndt man ikke erfarer, hvad han vil - at det ikke er Undergangen, han, som en Daare, iler imøde, men at det er en bestemt Virksomhed, der er opgaaet for ham, og at den Instinct, hvormed han griber den, ikke leder ham. vild.

Dersom en Læser ikke vil opfatte denne Traad, da vil maaskee Læsningen blive ham trættende; men for saadanne Læsere ere disse Breve hellere ikke udgivne. Andre Læsere ville med Deeltagelse følge de eensformige, men dog paa mange forskiellige Maader nuancerede Udbrud af den samme Følelse; og dersom det bliver dem for Meget paa eengang, ville de dog snart vende tilbage dertil igien, og snart beklage, at disse BreXII|ve ikke ere flere. Ogsaa tilbyde nogle Episoder en Afvexling, som dog nøie griber ind i det Hele. Saaledes den Vens Historie, som fra en anden Bestemmelse pludseligen udkaarer Skolelivet. Det Pludselige i denne Forvandling retfærdiggiøres ved Udfaldet; det var virkelig til det Inderste, at Lienhard og Gertrud havde talet; og Kampen mellem hans Pligt og hans Kierlighed er i høi Grad interessant. Saaledes er ogsaa Fortællingen om den gamle Amtmandinde riig paa fine, velbenyttede Træk. Man røres over de Forvildelser og Smerter, der kunne finde Sted i et Liv, der hverken syntes forvildet eller sørgeligt, og over det Resultat, hvortil hun omsider er kommen, »at der ikke ligger Magt paa, hvad enten vort Liv bringer os Fryd eller Smerte, naar vi kun tilbringe det saaledes, at vi kunne døe i Fred« (S. 143); og man frapperes over den Ironie, hvormed Skiebnen lader den unge Mand see sine hede Drømme om, ret at udgræde al sin Jammer ved et elsket Væsens Bryst, opfyldte - i Armene paa en gammel rynket Kone.

Hvad Gabrielis ved forskjellige Anledninger yttrer, maa naturligviis opfattes som hans Yttringer, og ikke som den rolige Iagttagers Dom. Saaledes maa det katholske Skriftemaal vel synes ham en Trøst og Lise for et besværet Hierte, og det maa forekomme ham, som om dets Afskaffelse var et sandt Tab for Livet (S. 53). XIII| Den rolige Betragter erkiender ikke blot de uundgaaelige Misbrug, (og at det just var, for at disse Misbrug kunde finde Sted, at Skriftemaalet erholdt den tvungne Udvidelse i den katholske Kirke;) men ogsaa, at det aldeles overstiger menneskelige Kræfter, paa denne Maade at høre Skrifte af en Mængde, da Skriftestolens lod communes kun lidet kunne trøste og gavne, hvor der just, hvis nogensinde, udfordres den dybeste og skarpeste Indtrængen i Individualiteten; at et virkeligt Skriftemaal er ogsaa i den protestantiske Kirke enhver Præst forpligtet til at høre af dem, der ville vende sig til ham, om end ikke i Kirken; og at det Vigtigste og Trøsteligste er, at udgyde sit Hierte for Gud, som aldrig misforstaaer os, og saaledes at giøre Bønnen til sit Skriftemaal.

Derfor beholder hiin Yttring ligefuldt sin subjective Rigtighed i Gabrielis Mund, som overalt intet Ord, ham selv angaaende, mangler denne subjective Sandhed. Ogsaa de faa øvrige fremtrædende Personer ere bestemt og treffende tegnede; saaledes Gabrielis Elskede, som »ved al sin tryllende Hengivelse endnu er saa selvegen, saa characteerstreng, ja næsten steil og utilgjængelig« (S. 99). Desuagtet kunde det omtvivles, om det forholder sig saa, at hun har fundet sig saa rørt ved Socrates's - efter Rec. Følelse - kolde Død, eller om der gives noget virkeligen qvindeligt Væsen, for hvilket Platos Dialoger i det XIV| Hele (ikke enkelte Steder) kunne være tiltrækkende.

Denne Recension, hvormed jeg, halv i Spøg, takkede Udgiveren for Meddelelsen af disse Breve, har han for Alvor villet at skulle ledsage Brevene ved deres offentlige Fremtrædelse. Jeg har ikke kunnet nægte min Ven mit Samtykke dertil, skiøndt jeg her kun svagt har kunnet antyde den Rigdom af Iagttagelse og Følelse, som disse Breve indeholde. Der vil saaledes blive nok tilbage for den virkelige Recensent i den virkelige Literatur-Tidende, som tillige vil befinde sig i det sieldne Tilfælde, ikke blot at have en Bog, men ogsaa en Recension at recensere.