© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Den danske Htteraturhistoriker Vilhelm Andersen videregiver i sin og Carl S. Petersens Illustreret dansk Litteraturhistorie, III (s. 319) en lidt uelskværdig bemærkning fra guldalderens København: »Naar man raaber i Skoven, saa svarer Professor Sibbern«.
Der er det rigtige i iagttagelsen, at Sibbern altid var parat til at give en replik - enten til en samtidig eller til sig selv. Han synes for en nutidig læser at have en svag situationsfornemmelse, at være lidt usikker og derfor at skulle ytre sig, fordi han måske følte sig iagttaget, vel især af sig selv. Derfor skp han ikke sin ungdorns kærlighedshistorie til Sophie Ørsted, før han havde formuleret sig om den - og faet hendes accept af sin fremstilling. Han indskrev sin historie, let genkendelig for de indforståede, i sine Efterladte Breve af Gabrielis, som han skrev på nogle år. Heri indgår dele af breve skrevet i udlandet til fru Ørsted og hendes kreds, og heltens kærlighedskrise spejler Sibberns egen.
Da Sophie Ørsted døde 1818, var manuskriptet til Efterladte Breve stort set færdigt. Ifølge Jens Himmelstrups store monografi om Sibbern kom de sidste dele på plads 1824. Men inden hun døde, havde Sibbern læst dele af manuskriptet højt for hende. Hun påhørte oplæsningen med interesse, som Sibbern senere - stadig ifølge Himmelstrup - skrev i nogle optegnelser om hende.
Sibbern kunne dog være resolut, når det gjaldt. Da Sophie Ørsted netop var død, fik han sendt den utrøstelige ægtemand, juristen og statsmanden Anders Sandøe Ørsted, hen til dennes broder, naturforskeren H. C. Ørsted, og Sibbern vågede sammen med en veninde over den døde den første nat, ligesom han næste dag som den jurist, han (også) var, tog sig af de første retslige forretninger i anledning af dødsfaldet.
Mens Sophie Ørsted endnu levede, havde Sibbern altså ønsket, at hun skulle have svar på de spørgsmål, sværmeriet havde rejst, og kvittere for skildringen af oplevelserne med hende, inden han gjorde sin bog helt færdig. Først 1826 udkom bogen, forsynet med et forsvarsværk i form af vennen J. P. Mynsters fingerede anmeldelse af værket, trykt som indledning til romanen.
Til opklaring af en række træk ved romanen kan nogle fa biografiske oplysninger være til nytte. Frederik Christian Sibbern blev født 1785 som søn af kirurg ved Børne- og Opfostringshuset i København Frederik Gabriel Gottlieb Sibbern og hans fromme kone Charlotte Amalia Friderica Lovisa f. Wilcken. Begge forældre var af holstensk slægt, og som det ikke var ualmindeligt i tidens dansk-norsk-ty ske fællesmonarki, var tysk deres hjemmesprog. Doktor Gabriels søn (på latin Gabrielis) gik i den tyske Skt. Petri skole. Efter faderens tidlige død blev den begavede dreng optaget som elev på Herlufsholm skole i Næstved. Hvor det før var den tyske kultur og det tyske sprog, der havde præget ham, bliver han nu dansk. Han var en mønsterelev: blev student 1802, juridisk kandidat 1810 og det følgende år dr. phil. på en afhandling om retsfilosofi. I studieårene studerede han desuden matematik og naturvidenskab, og han vandt tre gange universitetets guldmedalje i filosofiske spørgsmål. Efter disputatsen fulgte den for perioden almindelige udlandsrejse, hvorunder han blev kaldet til professor i jura ved det netop oprettede universitet i Christiania/Oslo, men han ønskede ikke at overtage stillingen. I 1813 blev han kaldet til professor i filosofi ved Københavns Universitet, og denne post tog han imod. Den berømte og aldrende digter Jens Baggesen, der følte sig hensat til provinsen i sit professorat i Kiel, ville også gerne have stillingen, men så sig med nogen fortrydelse slået af den kun 28årige doktor (og duksedreng, som han syntes), der i øvrigt havde efterfulgt ham selv som Sophie Ørsteds åndelige tilbeder.
Da Sibbern blev kaldet, var han i udlandet på dannelsesrejsen. Han var sparsommelig og landet fattigt, så han travede ad Tysklands landeveje fra filosof til filosof. Han opsøgte bl.a. Hegel, der dengang var gymnasierektor i Niirnberg, ja, han traf endog Goethe, selvom han måtte vandre fra det Weimar, hvor han havde ventet at finde ham, helt til Karlsbad. Sibbern følte sig ikke helt forberedt til at indlede de filosofiske forelæsninger, men korn godt i gang i årene 1813 og 1814 (hvori Efterladte Breve udspiller sig), og han holdt ud som filosofisk professor til 1870. 57 års akademiske borgere i København, deriblandt Poul Martin Møller og Søren Kierkegaard, er præget af hans forelæsninger og bøger til indføring i filosofien og studierne. En enestående indsats - man kan sige, at han på mange måder var et af forrige århundredes mest indflydelsesrige mennesker i Danmark.
Sibbern var som filosofisær optaget af disciplinen psykologi, der dengang ikke havde løsrevet sig som selvstændigt fag. Han skrev en lærebog i faget 1819 og samme år også Om Elskov eller Kjerlighed imellem Mand og Qvinde (det var i øvrigt det år, han - efter Sophies død 1818 - giftede sig med krigsråd Ibsens datter Christiana Margaretha Dorothea Clara Louise). 1826 udsendte han som sagt Efterladte Breve af Gabrielis. Med den position, han selv havde, og med den offentlige sladder om hans forhold til den ørstedske familie blev bogen straks et varmt samtaleemne. Det skønlitterære forfatterskab udbyggede han med en senere roman om Gabrielis fra 1850, Ud af Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet. Man har ofte opfattet de to Gabrielis-romaner som samhørende og udgivet dem sammen, således i Holbergselskabets udgave. Men her opfattes Efterladte Breve som en helt selvstændig fortælling, idet den dels er i sig selv afsluttet, dels næppe fra begyndelsen har været tænkt som første bind af flere, jf. titlen, der ikke synes at give helten noget efterliv. Endelig udsendte Sibbern 1858-62 i sin alderdom endnu et fiktivt værk, den politisk-utopiske roman Meddelelser af Indholdet af et Skrift fra Aaret 2135.
Den unge og usikre Frederik Christian Sibbern med den åndelige forelskelse å la mode i den fine og litterære Sophie Ørsted, digteren Adam Oehlenschlagers søster, blev med tiden en uhørt flittig og nyttig borger. Under ungdomskrisen var fristelsen for en anden udgang nær. 1774 havde Goethe udsendt sin roman om den unge Werthers lidelser. Den dannede skole - litterært og eksistentielt - for en række unge ulykkeligt elskende selvmordere. I Danmark dyrkede af samtidige Ingemann med sin Varners poetiske Vandringer (1813) wertheriaden, men Sibberns helt vælger anderledes end den ulykkelige Werther: gennem sin krise vælger han livet i en større sags tjeneste fremfor at brænde op i sin egen private ildebrand. Romanen er tidsligt henlagt til nationens skæbneår 181314, hvor den decimerede stat kaldte alle sine virksomme sønner i arbejde, så Gabrielis vælger samme vej som Goethe selv: at gå ind i livet i et embede - hvilket embede, han vælger, er ikke så vigtigt. Derved bliver Efterladte Breve en lille roman om, hvordan man danner sig som et samfundslem fra at have været en vingeskudt, ulykkelig yngling, og om, hvordan man bliver sig selv bevidst i en større sammenhæng end sin private historie. Og det er et dybt alment og personligt tema, en god, sluttet romanhandling.
I et brev til vennen J. P. Mynster 14/12 1825 skriver Sibbern følgende: »Jeg kunde fortælle en Deel om, hvorledes dette Product af mit Livs Poesie er opstaaet. Paa min Reise skrev jeg allerede en Deel af de Stykker, som her ere samlede. Jeg kan endnu sige, hvad jeg skrev i Breslau, hvad i Miinchen. Det meste har jeg dog skrevet her i Hjemmet. For ti Aar siden dannede sig den Idee hos mig at samle det til et Heelt, og da ordnede det sig næsten ganske i den Form, det nu har. Ifjor fik jeg fat paa det igjen, for at skrive det reent, og lagde adskilligt til, som jeg fik skudt ind, især mod Slutningen. Afskriften har jeg fuldendt i denne Vinter, og derved lagt sidste Haand paa det Hele.«
Dette fortæller dels om en lang tilblivelsesproces, dels om en stærkt strukturerende inspiration. Den lange tid kan skyldes hensynet til familien Ørsted, men også det rent praktiske, at Sibbern i årene efter sin hjemkomst til København havde meget travlt med at etablere sig som professor i filosofi med udarbejdelse af forelæsninger, lærebøger og grundlæggelse af den psykologiske videnskab. Der er bevaret noget manuskriptmateriale til Efterladte Breve, i alt III til dels løse blade, der beror på Det kongelige Bibliotek.
Den lange tilblivelsesproces bekræftes af materialet, der er skrevet på mange forskellige slags papir og med forskelligt blæk. Kun dele af manuskriptet synes at stamme fra en egentlig renskrift eller et trykmanuskript, det meste er noter og skitser på forskelligt trin af færdiggørelse. Ca. halvdelen er skrevet på dansk, resten på tysk, også partier, der er så ordret nær på det danske, at de må betegnes som ligeværdige versioner. Det kan ikke siges med sikkerhed, hvilket sprog der er det oprindelige, men meget tyder på, at Sibbern i sin arbejdsproces frit vekslede mellem dansk og tysk.
Interessant er i denne forbindelse en lille billet i manuskriptpakken. Det er en indkaldelse til møde i Det Skandinaviske Litteraturselskab 5. juni 1816. På forsiden og bagsiden er hastigt nedkradset en tysk tekst, meget svært læselig. Med hjælp fra forskere fra Diplomatarium Danicum er teksten tydet som en helt parallel version af brevet dateret 28/11 1813 (nærværende udgave s. 64), der således synes født i hast i ét stykke på det sprog, der på den tid var Sibberns arbejdssprog, tysk.
Et morsomt vidnesbyrd om tidens knaphed på alt og om Sibberns økonomiske sans udgør dele af et kollegiehefte med Sibberns navn skrevet mange gange kalligrafisk med tilføjelse af alumne på Valkendorf. Her står græske gloser og talrækker - det er altså et hefte fra studietiden, der her, mange år senere, er blevet brugt op. Men her er også i sammenhæng store tysksprogede partier helt parallelt til den endelige danske version af bogen - dog uden datoerne.
Dateringerne er måske sene i skriveprocessen. I de tyske dele af kladderne er der ingen datoer, og i de danske er der rykket og rettet en del frem og tilbage, men dateringen til vinteren 1813-14 ligger hele tiden fast. Fra kladde til tryk er en enkelt datering faldet ud, idet sidste del af brevet af 13. oktober, fra »Ja, jeg takker ...« (s. 27 midt) har været skilt ud som et brev dateret 14/10.
Af andre ændringer kan nævnes, at arntmandindens beretning er blevet bearbejdet gennem, flere trin. Oprindelig var den lagt i pennen på Gabrielis som referater efter hans besøg hos den gamle dame - hvis datter på et vist tidspunkt hed Wilhelmine og ikke Annette. Sikkert efter mønster fra Goethes Wilhelm Meisters Læreaar, bog seks (En skøn Sjæls Bekendelser), er fortællingen endelig lagt i damens egen hånd, idet følelsesudtrykkene er væsentligt dæmpet.
Som værket forelå 1826, var det færdigt i den forstand, at de mange ændringer, der har fundet sted i de tre øvrige udgaver af værket, som Sibbern selv har foranstaltet, har været af sproglig art; her kan jeg henvise til afsnittet Tekstkritik.
Efterladte Breve er en brevroman, bestående af 91 daterede afsnit, der skal være skrevet i perioden 4. oktober 1813 til 30. januar 1814. Dertil kommer som et forord en gennemgang af værket, signeret af J. P. Mynster, formet som en fiktiv anmeldelse i tidsskriftet Dansk Litteratur-Tidende (jf. note til s. 9). Forrest står Sibberns egen Fortale, dateret 1825.
De to sidstnævnte tekster forbinder den egentlige tekst med Sibberns samtid og offentligheden. Med sit eget forords lidt dunkle ord om, at han med sin bog vil »fremme den Aandsopretning og Aandsopklarelse, hvortil vi Alle trænge«, kan han have ment i al almindelighed, at gode bøger virker afklarende på læserens sind. Men ifølge Jens Himmelstrup tænkes der mere konkret på den voldsomme åndelige batalje, der fulgte udgivelsen af professor H.N. Clausens store bog Catholicismens og Protestantismens Kirkeforfatning, Lære og Ritus fra 1825 og N.F.S. Grundtvigs svar med næb og klør året efter, Kirkens Genmæle, med dom om livsvarig censur (dog senere ophævet) til følge. Diskussionen hvirvlede hele grundlaget for at være kristen i tidens Danmark op. Skal kirkens lære, tekst og sakramenter tros bogstaveligt eller som udtryk for en poetisk livsstemning, sådan som mange i tiden, ikke mindst digterne, lagde op til. Og måske også Sibbern?
Teologen J. R Mynsters »anmeldelse« har kort sagt den funktion at understrege, at bogen handler om Gabrielis, en ung mand i krise. Og det en krise af samme art som Werthers, men her med en ganske anden udgang. Anderledes sagt: i situationen skal han vise væk fra forståelsen af Efterladte Breve som nøgleroman, en udlevering af konkrete og for læseverdenen kendte personer, og hen på det almene, på det, det hele betyder, ikke hvad det måske genetisk er. Således er dette afsnit et skjold holdt op mod den nyfigenhed, der anede den skandale og indiskretion, som har båret væsendige dele af interessen for værket lige siden.
Hvis man ser alene på de breve, der tillægges Gabrielis, skildrer de hans ophold i vinteren på hans gamle skole, oprettet på klostret i skoven, nær en købstad. Det er ikke svært at genkende Herlufsholm ved Næstved, Sibberns egen gamle skole, som model, men det er for en moderne læser uden særlig betydning. Forfatterens mulige private bindinger til sted og personer behøver man ikke at kende for at læse brevene, som kan forstås og tolkes i deres egen autonome ret.
Den historie, der fortælles i disse breve, handler om, hvordan en ung student, dog gammel i studiet, gennemlever en eksistentiel krise. Den er forårsaget af, at den unge kvinde, som han har været forelsket i og bygget alle sine livsforhåbninger på, ikke har været i stand til at give ham noget håb. Dette slag driver ham ud af byen til ensomhed og nyvurdering af hele sin situation. Ad flere veje nærmer han sig en overvindelse af krisen, dog sært uoverbevisende: skal han tage en pædagogisk gerning op og undervise på skolen et par timer om ugen, de små i latin, de store i hebraisk? Skal han blive religiøs og sætte sin lid til kristendommens trøst - og måske blive præst, som hans navne i den senere Gabrielis-roman?
Det bliver en udefra kommende begivenhed, der afslutter hans tøven. Fortællingen er tidsmæssigt henlagt til perioden oktober 1813 til januar 1814. Det er nationens dybeste krise, årene, hvor Danmark tabte pengene, krigen og Norge, og hvor man kaldte på alle gode, opbyggende kræfter. Litteraturhistorikeren, professor Hans Brix har redegjort for en række tiltag til en mobilisering af studenterne, jf. note til s. 113. Den centrale dato i verden uden for bogen bliver således 14. januar 1814, hvor freden i Kiel blev sluttet. Det er begivenheden, der i bogens sammenhæng betyder, at Gabrielis bryder op, træder i karakter. Men inden dette bliver nærmere behandlet, endnu et par ord om genre og opbygning.
Brevformen er rent litterær. Der kommer ingen breve retur (i hvert fald kun som stumme svar på praktiske henvendelser om bøger og penge), så fra én kant betragtet kunne dagbogen lige så godt være valgt som ramme. Men brevformens grundsituation: at gøre sig sine overvejelser helt klar for en anden, udtale det måske ellers uudtalte, fa mellemregningerne med, så andre kan forstå og følge én, det er fordelen ved brevformen, som jo samtidig fastholder den principielle subjektivitet: det er brevskriverens historie, der fortælles, alene hans vinkel, der fastholdes. Derved ligner hans situation over for adressaten den bodssøgendes i det katolske skriftemål, som Gabrielis flere steder i romanen er optaget af. Hvor dette bliver for problematisk, indfører Sibbern parallelle historier som afskrifter af andres breve eller redegørelser; i et enkelt tilfælde som korte beretninger om en sygdomshistorie.
For at tage det sidste først: der fortælles flere steder om en ung pige, der er blevet vanvittig af ulykkelig kærlighed. Hun er bogstavelig talt gået op i sin mentale limning, idet hendes associationer, sindets grundelementer efter tidens psykologi, har mistet deres sammenbindende moralske forankring. Så galt kan det gå i elskovssager.
Knap så galt går det med den gamle amtmandinde, i hvis historie der berettes om, hvordan man kan leve sit liv i ægteskab med en anden end den elskede. Denne gamle dame, der meget pudsigt egentlig elsker fortællerens farbror, som han ligner på en prik, har udviklet en nok følsom, men også entreprenant livsduelighed, så selvom. Gabrielis ikke antager hendes kærlighedsmåde, for han giver sig ikke i bogen til at leve med nogen anden (men det gjorde jo Sibbern), så nyder han godt af hendes praktiske forbindelser på sin vej videre.
Landsbydegnens historie handler om, hvordan en velsitueret og velforlovet ung jurist pludselig falder over en pædagogisk roman, der var meget læst i tiden, Pestalozzis Lienhard und Gertrud (1781ff.). Ved læsningnen føler han sig kaldet til at blive en nyttig landsbylærer og folkeopdrager, en slags præst i den nye rationalistiske og nationale vækkelse, der var sat ind i landet kort før århundredskiftet, bl.a. med de kendte landboreformer.
Gabrielis falder heller ikke for hans løsning, men disse mere objektive beretninger er indsat for at spejle fortællerens problem: at være såret til vanvid af kærlighedssorg og derved berøvet den livsmening, som han nu søger i pædagogik og religion.
Denne kombination af den intime brevfiktion og inddragelsen af andre beretninger er måske ikke lykkedes æstetisk elegant, men tjener dog effektivt til at synliggøre bogens tema: hvilke sjælelige og eksistentielle spørgsmål rejser sig i den totale nulpunkts- og vintersituation, som helten gennemlever?
Løsningen på krisens problem bliver tydelig i bogens titel, der fuldender kompositionens bevægelse. Efterladte antyder død, og det sidste brev lover et næste om, hvor han er taget hen, men det kommer altså ikke. Denne slutning har været et kors for flere tolkere, ikke mindst for professor Hans Brix, der slet ikke har gehør for vor unge helt. Løsningen er, som Jens Anker Jørgensen er inde på i sin fyldestgørende fortolkning af romanen, at den brevskrivende Gabrielis ikke er mere efter sidste brev. Han dør ganske rigtigt på sin post - det være sig hurtigt i krigen, eller måske sent i en præstegård eller rektorbolig. Det er bare ikke interessant i denne forbindelse, for han dør som sædekornet, han transcenderer sin krise og sin uvirkeligheds vinterlige verden i den akt, Goethe kalder »sich zu entselbstigen«: at opgive sig selv og give sig ind under en større vilje. Sådan som Kristus - og han er ikke langt væk hos Sibbern - beder i Getsemane have i Markusevangeliet 14,36: »Abba, fader, alt er muligt for dig. Tag dette bæger fra mig. Dog, ikke hvad jeg vil, men hvad du vil.«
Komposition og titel i romanen tjener altså til at synliggøre bogens tema og tydeliggør løsningen på dens eksistentielle problem. Nok lyder den på mange måder kristelig med Jesus-allusionerne, men Sibberns svar på Werthers problem er egentlig goethesk (og det samme i romanen som i sit eget liv). Som den voksne Wilhelm Meister mod slutningen af dannelsesromanen over alle dannelsesromaner, Wilhelm Meisters Læreaar, underkaster sig et vist tårnselskabs vilje, hvad angår hans videre liv, altså opgiver sin egenvilje i dette spørgsmål, således kan Gabrielis' beslutning og afrejse fra bogens univers ses som en symbolsk død med forventet genopstandelse.
Om den opstandne så er den magelige teolog, der en menneskealder senere spadserer rundt i det fynske og sender Breve til og fra Hjemmet, det er mindre interessant. Som helten i eventyrene efter sine udståede prøvelser og forvandlingen fra yngling til mand med sin prinsesse og halve kongerige kan få lov til på egen hånd at leve lykkeligt til sine dages ende, sådan ender det også med vores Gabrielis: han bliver sig selv og kan handle som mand, fremadrettet.
Den sårede elsker, der trækker sig tilbage til ensomheden for at vinde nyt livsmod og indlede en ny bane i livet - det smager for en moderne læser af et terapeutisk projekt. Sandt er det da også, at overvejelserne og deres formulering i brevene hidbringer en afklaring - kuren virker, som tidligere omtalt. Den, brevene er adresseret til, tjener i sin stumhed ikke som terapeut, for han er stum i den forstand, at der intetsteds i korrespondancen udvikler sig en dialog. Gabrielis er overladt til selv at finde vej, og herunder bruger han som vist andre menneskers historier som pejlemærker, men han bruger også - og især - litteraturen. Han er en bogens og sprogets mand frem for noget, og til dette hører bevidstgørelse og formulering af problem og løsning.
Undervejs længes Gabrielis efter det katolske skriftemål. I denne institution kan man lette sit betrængte hjerte, formulere sine urolige forestillinger til en anden, som er mere og andet end en privatperson, fordi han som præst garanterer en fortolkende verdensorden, hvor man kan finde sin plads, selvom man netop nu er lidt forvirret. Hjertets ængstelse forsvinder, når den er bekendt - og, må man tilføje: når autoritativ tilgivelse følger bekendelsen. Men lutherdommen har ikke skriftestole.
Men vi har digtningen og dens sækulariserede psykologi. Eller rettere: det havde man på Sibberns tid, det var før de praktiserende sjæleanalytikere. Den gode digtning skildrer de almene psykiske sammenhænge, der hører personligheden til. Problemet for den søgende er at identificere de private og konkrete krisetegn med digtningens skildringer. Der er her tale om en dobbelt fortolkning: dels af digterværket i retning af en inderliggørelse, dels af ens egen situation i retning af en objektivering. Dette skildrer Gabrielis meget klart i et af de første breve, nemlig 11. oktober. Han skriver: »Ved Schillers Digte, især hans Yngling ved Bækken, vakte, nærede og opløste jeg min indre Fortvivlelse til en stille Veemod«. Her er processen tydeliggjort og leddelt: at forestille sig sin smertes genstand, at udvikle og tage fortvivlelsen i analytisk øjesyn, dvs. at reflektere over sig selv, og endelig at komme over den aktuelle smerte og lade den opsluges af den almindelige livsstemning, fortolket
og for så vidt forsonet, som man kan træde ud af krisen og handle i verden. Dette er humanistisk terapi, hvor man selv er både analysand og analytiker, skriftebarn og nådemeddeler.
Her i citatet er nævnt Schillers digte, men mange andre digterværker fra den tyske klassik og romantik nævnes rundt omkring, ligesom der som sagt er de indlagte historier. Der ligger et tegntyderi i denne bestræbelse på at se sig selv i andre og deres vidnesbyrd, og det almene i sin egen situation. Faren ved at opleve, at tingene ikke helt er, hvad de giver sig ud for, men først skal fortolkes for at give mening, er fantasteriet. Her erstattes den umiddelbare erfaring og handling med middelbarhed og refleksion, en anden verden skyder sig ind under den tilsyneladende, der fordobles i ydre og indre; hvad tingene ser ud til, er ikke længere, hvad de betyder.
Gabrielis har anlæg for dette fantasteri. Den 6/10 fortæller han om en tur i omegnen af skolen. Han vandrer ned til åen, hvor der i krattet har stået en stor, knudret eg, hvorunder han i sin skoletid ofte lå uden for verden og fantaserede, så alting blev skummelt og ængstende omkring ham. Træet går igen i den danske fantastroman over alle, Egede Schacks Phantasterne (1857). Som også dér er træet her fældet, siden han var her sidst. Det er jo et tydeligt tegn på, at han må videre fra de gamle sjælelige uvaner. I skildringen af fortidens fantasteri, men med gyldighed også senere, er det, at Sibbern bruger sit hjemmelavede ord »Indeglæde« om den fattige og uvirkelige glæde, fantasien tilbyder. Ordet betyder altså ikke »en indre glæde« i positiv forstand, men en dæmonisk, tærende sjælelig lyst. I første omgang forsoner Gabrielis sig med, at træet er fældet, sørgmodig tager han afsked med det, egeløvet også betyder: ydre, borgerlig ære.
Fantasttemaet er gennemgående i Gabrielis' liv. Da han tilbeder sin elskede og færdes med hende i sommerligt dagslys, er hans sind bagved det høflige og åndfulde ydre optændt af gruelige natsorte forestillinger og lidenskaber, det, Sibbern med et andet af sine hjemmelavede ord kalder »Indeharme« (5/12). I brev af 8/12 fortælles om denne dobbelthed. Når pigen strålede og så allermest attråværdig ud og var allermest åndfuld, da fyldtes hans indre af tilskyndelser, hvis helvede han gyser for at bringe i ord - og det la der han så være med. Men ikke i kladden, hvor han fortsætter tekstens »kunde ...« med »støde hende en Dolk i Barmen og dreje den om i hendes Hjerte« (manusblad pagineret med 134). Han er altså nået ned gennem de seksuelle tilskyndelser til den nøgne aggression og død. Nogen opløsning af hans indeharme ved bekendelse og tårer blev det naturligvis ikke til den gang, men nok nu i brevskrivningens ensomme meddelelsessituation.
Jeg skal ikke fremdrage alle de fortolkningspunkter, som den litteratur, der inddrages undervejs, frembyder. Blot pege på slutpunktet, dér hvor selve bogens pointe fremstilles for første gang i litterær form, 15/1. Han har nogen tid læst Ny Testamente og far nu en græsk udgave, hvor der på titelbladet er et billede af Fugl Fønix og et latinsk citat, der peger på fuglens symbolske betydning: død og opstandelse. Jeg'et er ganske rørt og siger ting, der bliver væsentligere, end han er klar over i sammenhængen. Med en latinsk vending tager han tegnet til sig.
Som nævnt i denne efterskrifts afsnit om komposition og genre udfoldes temaet død-opstandelse i slutningen af bogen. Man kan endda sige: på helt luthersk måde. Gabrielis kan forstå og fortolke sig selv og sin eksistentielle situation. Han kan gøre sig rede til springet i tilværelsen, men ligesom nåden kommer udefra, og uden at man har gjort sig fortjent til den, kommer hans udfrielse fra krisens sted det her. Der kaldes på Gabrielis fra verden, og han lyder og bryder op. I én forstand er det død, men det er også nyt liv og nåde. Længst nede, helt på nulpunktet, griber den virkelighed, han har bedt om, ham og fører ham videre. Gud har grebet ind, eller terapien er lykkedes. Psykologisk forståeligt som en skildring af en udviklingsvej, man kan følge trin for trin, er det jo ikke. Når han er gået så langt, han kan, må han springe, og det er luthersk-teologisk korrekt. Det er Gud, der alene har initiativet i tilværelsen, nåden og frelsen kan vi ikke gøre os fortjent til, men de skænkes os udefra ved Guds suveræne handling. Dette kan være et kors for den psykologiske tanke, men er helt i tråd med tankerne i det teologisk prægede miljø, Sibbern levede i.
Litteraturlæseren og tegntyderen Gabrielis er her til slut kaldt ud af sin selvkredsens rum, han er trådt i karakter og er kommet hjem til sin bestemmelse, så han kan gå ud i verden og handle.
Fra samtiden er der registreret to anmeldelser af Efterladte Breve, Chr. Molbechs (usignerede) i Dansk Litteratur-Tidende (nr. 23 og 24 for 1826) og en ligeledes usigneret omtale (efter Sibberns egen opfattelse skrevet af Thorkil Båden (1765-1849)) i Conversationsblad for 18. april 1826. Desuden foreligger en del reaktioner i breve til Sibbern og andetsteds.
Interessantest er Molbechs store anmeldelse over 27 sider. Han tager udgangspunkt i J. P. Mynsters fingerede anmeldelse, bragt i bogen. Især hefter han sig ved sammenligningen med Goethes Werther, som han tager op og gennemfører over lange stræk - ikke til Sibberns fordel. Efterladte Breve er ifølge Molbech ingen god dansk wertheriade, fordi den for det første ikke er dansk, men præget af tysk sprog og litteratur, og for det andet ikke er en poetisk gennemarbejdet fortælling, men altfor meget et historisk uddrag af en tilfældig, slap elskers biografi. Digtning, der bygger på personlige oplevelser og kriser - han nævner ud over Goethe Rousseau - skal sammenbindes af en objektiveret »Kamp mellem Livets Idee og den mangelfulde Virkelighed«. Hos Sibbern finder han blot jammer og klage fra en umandig yngling med lidt pigekvaler. Det er klart, at Molbech går som katten om den varme grød: han siger næsten, at det er en nøgleroman, med sin tale om det altfor biografiske, men han vogter alligevel sin mund for ordet.
Molbech finder også fremstillingen i det hele for subjektiv man far ikke nogen klar skildring af den elskede genstand og af hele kærlighedshistorien. Det eneste parti, der har nogen kunstnerisk værdi, er den gamle amtmandindes historie - men der ligger jo nok en virkelig historie bag! Ellers er Efterladte Breve i det højeste interessant som en psykologisk studie i en slap karakter, og som litteratur er den en svag Werther-efterklang, hvor Bibel og Pestalozzi har erstattet Homer og Ossian hos Goethe.
Sibberns reaktion på første del af anmeldelsen findes i et brev til R. Fogtmann, hvor han skriver, at han finder den latterlig i kraft af kontrasten mellem hans egen intention og Molbechs udbytte af læsningen. I øvrigt, forsikrer Sibbern, vil han hellere have en anmeldelse, der siger noget, fremfor intetsigende ros. I Conversationsblad far man at vide, at bogen er for indforståede, »Adepter«. Som udenforstående - skriver Thorkil Båden - kan man blot undres over en række steder, der har stødt »Anmelderens Fornuft« - og så remses over fem sider en række citater op, der skal vise bogens skruethed og mishandling af det danske sprog. Men lærde folk, der kan betragte sagen fra et højere standpunkt, kan nok finde bogen fortræffelig, som han ironisk slutter sin gennemgang. Sibbern skriver i sit nævnte brev til Fogtmann, at forsøget på skandalisering ikke har plaget ham så meget som visse private reaktioner, han har modtaget.
Her kan han bl.a. have tænkt på Fogtmanns egen reaktion i brev af 13/4 1826, hvor han efter al reverens finder, at »enkelte Udtryk og Udsagn burde have været udeladte eller forandrede, fordi de kunne mistydes«. Igen: alle ved, eller tror at vide, hvad der egendig er på færde i romanen.
J. Paludan-Miiller (sandsynligvis teologen Jens P.-M., 17711845) skriver 15/6 1826, at Gabrielis har gjort lykke hos mange, men ikke alle - ved »at vække Enthusiasrne eller slet ikke at røre«. Men brevskriveren finder, det ikke kan være anderledes, når Gabrielis' gemyt er, som det er. Igen ligger tanken på nøgleroman tæt på.
Ifølge et muntert brev til Sibbern, der i Breve til og fra EC. Sibbern (se litteraturlisten) angives at være »Fra en Dame af hans Familie« i Bergen, dateret 10/7 1826, har familiens unge diskuteret Werther (som faderen havde låst inde i sit chatol, men ungdommen vidst at få fat i alligevel) over for Gabrielis - de har endog skriftligt disputeret om selvmord! Den unge Lydia »forfegtede Gabrielis's ædle Sjælekamp mod Werthers egoistiske Kjerlighed«.
St. St. Blicher skiver 6/2 1827 til B. S. Ingemann: »Og hvad siger Du om Sibberns Gabrieli, om Du ellers har læst den - en nux vomitiva (et brækmiddel, H.S.). Og hvad siger Du om - dog holdt! send mig heller din Valdemar Sejer til at fordrive Kvalmen.«
Professor Julius Paludan skildrer i et stort essay fra 1921, »Fra Goethes Werther til Sibberns Gabrielis's Breve«, de danske wertheriader fra Charlotta Dorothea Biehls (1731-88) Brevvexling imellem f ortroelige Venner (1783) over B. S. Ingemanns (1789-1862) Varners poetiske Vandringer (1813) til Sibbern. Herunder skriver han den følsomme, litterære forelskelses og brevvekslings historie. Essayet er et grundlæggende genrestudie, og dets tematik er taget op i fyldigere orkestrering af Knud Bjarne Gjesing i hans utrykte afhandling Træk af Eros-erfaringen i nyere tid, speciale fra Odense Universitet 1977.
Jens Himmelstrup giver i sin store Sibbern-monografi fra 1934 et fyldigt udblik over Sibberns liv og værk. Han er ikke særlig imponeret af Efterladte Breve, og han erklærer, at hans vurdering af værket ligger mellem J. P. Mynsters og Molbechs. Han finder bogens episke islæt glimrende, men ellers opfatter han hovedfiguren som en reflekterende fantast, en usammenhængende og uselvstændig karakter hengiven til sentimental kærligheds] ammer. Slutningen er direkte ulogisk.
Denne kritik tages op af professor Hans Brix i 1935 i Analyser og Problemer, II. Brix opfatter Gabrielis som en livsuduelig fantast, der kun kan drømme om at komme ud af sin slendrian - ved at kaste lidt sne eller undervise et par timer om ugen. Især er Brix optaget af, hvor Gabrielis tager hen efter sidste brev, og han udfolder en detektivs anstrengelser for at finde spor. Svaret er, at han nok er taget til Norge for at melde sig til krigstjeneste under prins Christian Frederik, idet man ventede krig mellem Norge og Sverige. Krigen blev ikke til noget, men efter Brix' opfattelse er det Sibberns beske ironi at lade den blodløse fantast være krigens eneste offer. Men i øvrigt er Sibbern en uanskuelig digter, som det er svært at blive klog på.
Samme år, 1935, gentager professor Hakon Stangerup i essayet »Livspoesiens Roman« (i Litteraturen rundt) dels Brix' formodning om, at Gabrielis falder i krigen, dels Molbechs gamle indvending mod skildringens subjektivitet. Han savner objektive skildringer af de øvrige personer, ikke mindst den elskede. Stangerup tager ikke stilling til de indlagte fortællinger, som jo til en vis grad er objektive.
Det synes, som om Sibbern først med Jens Anker Jørgensen (i essayet »Mennesket og verden hos Sibbern« i Den erindrende faun, 1968) har fundet en forstående kritiker. Den tolkning, der er givet tidligere i denne efterskrift, bygger i alt væsentligt på dette essay, der synes at løse en række af de problemer, der har optaget den tidligere kritik, bl.a. spørgsmålet om heltens død og om forholdet mellem de to Gabrielis-romaner. Desuden inddrages synspunkter fra Sibberns filosofiske forfatterskab i den store og grundige gennemgang.
En letlæst biografisk fremstilling af Sibberns forhold til Sophie Ørsted (og til bl.a. Grundtvig) finder man i Børge Ørsteds bog fra 1983 Erindrer De, det var i Kongens Have, som synes at afslutte den ikke særlig omfattende Gabrielis-litteratur i bogform.
Teksten i denne udgave følger bogens 1. udgave fra 1826. Det gør den ganske bogstaveligt - med meget få undtagelser, for hvilke der er gjort rede nedenfor. Da bogen udkom i 2. udgave 1851 - stort set samtidig med den anden Gabrielis-roman (Udaf Gabrielis's Breve til og fra Hjemmet) - var der gennemført en række rettelser i teksten. Disse rettelser falder i et par hovedgrupper: konsekvens er tilstræbt i brugen af begyndelsesbogstav i substantiverede former af pronominer og adjektiver. Her hersker inkonsekvens i l. udgaven, og den er respekteret i nærværende udgave, bortset fra at tiltaleformen »De«, »Dem.« og »Deres«, som gennemføres af læsemæssige grunde. Desuden indfører senere udgaver konsekvens i stavningen af en række verbalformer, især i datidsformer af stærke verber, der i l. udgaven ofte bogstaveres med et indskudt -e-. Her følges l. udgaven. I svage verber er endelsen snart bogstaveret med d, hvor man nu bruger t, snart med dt, hvor man nu bruger t; desuden er der blandformer - her rettes ikke. Endelig er der ingen konsekvens i brugen af -c- og -k-; på samme linie kan stå Punct og Punkt. Sibbern staver Reflection som andre på hans tid. Dette består også her, da det ikke ændrer ved betydningen eller sinker læsningen, men formidler indtrykket af den frihed, der herskede i stavningen til hen mod slutningen af forrige århundrede. Sibbern satte ikke komma efter de regler, der gælder i dag. Han har i forhold til de moderne regler rigeligt mange tegn; de er her respekteret.
Ønsker man en mere normaliseret tekst, foreligger den i Poul Tuxens udgave af romanerne for Holbergselskabet 1927, der som princip følger 2. udgaverne af begge tekster med deres mere konsekvente ortografi.
Der er i den foreliggende tekst foretaget nedenstående rettelser i forhold til 1. udgaven. Alle rettelserne finder støtte i 2. og senere udgaver, som teksten er sammenholdt med. Det skal bemærkes, at navnet Goethe efter kollation med manuskriptet skrives med 6 og ikke o e. Tekstens type er så slidt, at en præcis tydning kan være svær - er det - eller et overskrevet e, der står? Trykkets forkortelse ec er af læselighedsgrunde ændret til etc.
Behandlinger i tidsskrifter og aviser er ikke medtaget.
Endvidere henvises til forskellige udgaver af Dansk Biografisk Leksikon og litteraturhistoriske opslagsværker.