[20]|II

Middagen hos Konsul Grove var forbi, og Livet i Konsulens Have spredte atter sine Lyde langt ud over den lave Hæk, der omgav Haven. Kaffen blev serveret i det Fri, og flere af de ældre Herrer saa deres Snit til at nyde to Kopper af den mørke Ekstrakt – som en Forsigtighedsregel oven paa det kopiøse Maaltid. Mindre Dunke af forskellig Form med Likører bleve baarne omkring af en alvorlig Tjener, som gjorde det til en Samvittighedssag for Enhver, hvilken af Sorterne man valgte, og af de smaa Glas, man fra en Sølvbakke fik i Haanden og langsomt tømte, bleve adskillige anbragte i Træernes Rævner og Sprækker. Latteren skyllede hen over dem, de kom aldrig mere til Syne. Bag Bosketterne i de bugtede Gange steg nu og da Tenor- og Diskantkaskader til Vejrs og bleve borte mellem Dyrehavens Træer. De mægtige Kroner rystede kun paa et enkelt lille Blad, som for at gøre opmærksom paa, at de kunde gemme uendelig meget mere. 21| I den fjærneste Del af Haven vare de fleste af de Unge samlede, og mellem knitrende Kjoler af umaadeligt Omfang og straalende Blikke stode Herrer i interessante Stillinger og gestikulerede ivrig og talte meget. Det klare Lys fra den aabne Mose og Engen faldt her ind mellem de Forsamlede; det gav et Spil i de mange Farver og de tildels blottede Arme og Skuldre, som gjorde en pragtfuld Virkning. Damerne vare uden Hatte, med Blomster i Haaret, og Herrerne bare hist og her deres Hovedbedækning paa en noget letsindig Maade; Varmen og Vinen havde tændt Glød paa Alles Kinder, Latteren, Uroen i de forskellige Grupper, Alt talte til Hæder for det Maaltid, som nys var forladt.

Konsul Grove gik om Arm i Arm med Winge og fik sig en lun Passiar; de nærmede sig den Plads, hvorfra de Unges Stemmer lød, og standsede i nogen Afstand

»Hør, sig mig«, sagde Winge, »hvor har den gamle Etatsraad Coldbjørnsen faaet den straalende lille Fe fra, som staar der, og faar min gode Ven Iversen til at sige de gyseligste Taabeligheder?«

»De maa nok spørge«, svarede Konsulen og plirede fornøjet med sine smaa, skæve Øjne, idet han betragtede den unge Pige, »det er noget Andet end den Tværdriver af en Søn af første Ægteskab. Hun er Frugten af en underlig 22| Forbindelse for Resten. Coldbjørnsen giftede sig anden Gang, da han var over halvtreds, med en ung Pige, Datter af den Artilleriofficer, som fik en Ladestok i Maven paa Amager, kan De huske – hun gjorde det nok for Moderens Skyld. Man sagde, at der var Noget i Vejen. Den unge Kone døde desværre efter et Par Aars Ægteskab, hun var en sjælden elskværdig Dame. Den lille Gertrude dér er opdragen af sin Tante, den gamle Frøken Coldbjørnsen, som De har set her idag – Advokaten havde hende skam til Bords – snurrig Fyr, den Feddersen, han lader alle de unge Piger smutte fra sig«.

»Hun er dog yndig, den unge Pige. Min Kone er aldeles forelsket i hende –«

»Det er de sgu alle –«

»Det er en Nydelse at faa saa god Natur at se i vore Dage, og oven i Købet opdragen af en gammel Tante«.

»Og hun er striks. Dygtig Dame for Resten – men striks og from som bare Satan«.

Der kom Flere til, og mellem de nye Grupper, som dannede sig, var den gamle Frøken Coldbjørnsen, Tante Rosalie, som hun blev kaldet af Mange, og Advokat Feddersen. Advokatens onde Lune var forsvundet, han var fornøjet og sagde smaa Sarkasmer og bukkede sig og var sirlig overfor Damerne. Der blev gjort et Slags Kur til ham, selv gjorde han ikke Kur til Nogen. 23| Han forholdt sig en Smule ironisk over for hver Dame taget for sig. Hans kritiske Sans skar ubarmhjertig gennem Sløret, i hvilket de giftefærdige Damer interessant forstod at hylle deres Egenskaber; – stod saa en Dame udenfor Vrimlen, vidste han ikke Raad for at nærme sig hende.

Tante Rosalie havde fundet stort Behag i Advokatens Konversation ved Bordet. Den havde været munter og drejet sig om alvorlige Ting. Han havde interessant fortalt en Episode fra sit Retsliv om en Dame, som Tante Rosalie kendte noget til og dømte omtrent paa samme Maade som Advokaten. Hun havde selv været livlig og fortalt Træk fra denne Dames Ungdom, de vare komne videre, ind paa Principer og Anskuelser, og Advokaten havde udtalt sig saa maadeholdent, at Tante Rosalie, der levede i en liberal Kreds og var vant til at høre Andet, ikke længe havde ført en Samtale med en saadan Tilfredsstillelse. Nu her i Kredsen af de Unge søgte de uvilkaarlig hinanden og vekslede velvillige og spøgende Bemærkninger om deres Omgivelser. –

»Gertrude, Barn, bliv nu ikke for varm, husk, at Duggen falder snart«, sagde den gamle Dame og standsede sin Myndling, der uden at se hende leende var strøgen forbi med en ung Mediciner, der fortalte de morsomste Ting.

24|»Aa Tante, vi skal en Tur i Dyrehaven, og saa skal vi danse!«

Advokat Feddersen havde ikke før lagt synderlig Mærke til den unge Pige; nu saa han paa hende og blev forbavset over hendes unge Skønhed. Den dannede en Helhed af Smil og hurtig Ynde om et Par nøddebrune Øjne, der saa sig frem i Verden med den mest sikre Tillidsfuldhed. Hudfarven var mat brunlig med en varm Rødme i Kinderne, Haaret var brunt og glat strøget, en tyk Fletning laa i en Krans om Hovedet, Panden var lille, Kinderne og Hagen blødt rundede, Næsen var fin og lidt fremstaaende med skraat nedfaldende Næsebor, Munden lille og Læberne smalle og blege, men enhver nedsættende Bemærkning, man kunde have gjort om dem, tabte sig i deres Smil. Hun havde samlet sin Stemme saa forventningsfuldt sammen om Ordet »danse«, at det gav et Stød i Advokaten, og samtidig kneb hun Øjnene en Smule til. Feddersen blev uden at kunne finde Grunden forlegen og tænkte paa, om han skulde gaa. I det Samme sagde Winges Stemme lige ved hans Øre:

»Skal der danses, Frøken, saa maa De danse en Gang med mig«.

»Gerne«, svarede den unge Pige og løftede et Par straalende Øjne op mod Winge. De blev to varme Pletter i Feddersens Sind. Hvilken 25| Magt i et Blik, den unge Pige var virkelig i høj Grad indtagende! Han havde ikke tænkt paa at røre sig uden for Haven, nu gik han med paa Turen i Skoven. Han fulgtes med nogle Damer, han kendte nærmere, og var hele Tiden saa munter og behagelig, at Damerne gav ham det bedste Lov. De anede ikke, at hans gode Stemning væsentlig skrev sig fra, at han bestandig kunde høre Gertrudes Latter klinge foran sig, den virkede som Æter paa ham, gjorde ham oprømt og elskværdig.

Da Dansen senere begyndte i Salen, stod han i Verandaen og saa gennem det aabne Vindu ind paa de Dansende. Med en lidt svimmel Fornemmelse som af en mild Champagnerus fulgte hans Øjne den smukke Gertrude Coldbjørnsen. Der var noget Ensomt i hans Tilstand, han og Aftenluften og de mange skiftende Lyde, som fór ud og ind ad Døren til Balsalen dannede et Selskab for sig. – Hvor hun morede sig! Hvor hendes Billede traadte kraftig frem ved Siden af alle de blonde Damer, der ogsaa lo – men hvor mat!

Gertrude dansede i Salen og fløj fra Arm til Arm. Pludselig friede en Herre til hende i en Krog ved Vindusrækken, Feddersen havde foreløbig tabt hende af Syne.

»Skam Dem dog, at tale saadan til en 26| ung Pige«, svarede hun og saa for et Øjeblik alvorlig ud.

»Vil De da ikke bønhøre mig?« hviskede Frieren forknyt.

»Jeg vil slet ikke høre paa Dem«, svarede Gertrude og saa sig om efter Hjælp. Winge stod i Nærheden, hun inklinerede for ham, og fortalte ham, hvad der var i Vejen. Han førte hende til sin Hustru, og Gertrude var et Øjeblik borte fra Salen. Lidt efter dansede hun der straalende igen.

Da Dansen omtrent var forbi, nærmede Advokaten sig Gertrude og bad hende om at danse en Gang rundt med ham. Han dansede slet og holdt op efter at være kommen Salen en Gang rundt. Han blev derefter staaende hos hende og til den unge Herres Ærgrelse, som mente at være hendes Kavaler, indledte han en Samtale om almindelige Ting. Han var kedelig og følte det selv; han vilde nu imidlertid tale med hende, det fik saa passere, hvorledes Samtalen var. Lidt efter bukkede han og trak sig tilbage. Kort derpaa var det ham, som fulgte Tante Rosalie til Vognen, medens Gertrude kom, omringet af en Sværm af Herrer, og i det sidste Øjeblik opdagede, at hun havde glemt sin Vifte og alle de Blomster, man i Aftenens Løb havde røvet fra Blomsterbedene for at overrække hende. Hendes lille Udraab i den Anledning 27| voldte et Kapløb mellem Herrerne, og at en ung Søofficer forstuvede en Fod. Saa kørte Vognen bort, og Advokaten satte sig en Stund derefter tankefuldt paa Bukken af den store Charabanc, der befordrede de Herrer, som skulde til København, hjem over Charlottenlund og Strandvejen.

I den Periode af omtrent et halvt Aar, der fulgte efter Festen hos Konsul Grove og indbefattede den første Del af Vinteren, traf Advokaten hyppig sammen med Gertrude og den gamle Frøken Coldbjørnsen. Den gamle Dame, som ikke tidligere havde taget synderlig Del i Selskabslivet, fulgte nu med som en Slags sauvegarde for sin Myndling. Hun turde ikke ret godt lade være; der var Noget ved alle disse Frierier, som Gertrude bestandig var udsat for, der dog tilsidst kunde blive farligt for hendes friske lille Pige. Det var altid den gamle Frøken behageligt at møde Advokaten, og der opstod et hjerteligt Forhold mellem de to.

Gertrude kunde ikke undgaa at lægge Mærke til, at denne af Alle og ikke mindst af Tanten højt stillede Mand var under samme Indflydelse, som greb alle Mænd, der kom i hendes Nærhed – denne uforklarlige Tilstand af Iver for at sige hende smukke Ting, som Gertrude kun i ringe Grad tilskrev Virkningen af hende selv. Hun 28| havde en vis, ikke meget tydelig Forestilling om, at alle Herrer gik omkring med en Forelskelse fiks og færdig, som de saa præsenterede for den tilfældige Dame, de stødte paa, Nogle muntert og morsomt, Andre højtidelig og generende, og at det forholdt sig med alle unge Piger som med hende, at Frierne dumpede over dem som Oldenborrer i en Skov. Gertrudes Opdragelse i Hjemmet under Tantens umiddelbare Opsigt havde gjort hende fattig paa den Viden, unge Piger indsuge i Omgang med Veninder. Hun havde ingen af disse, næsten alle Bekendtskaber med Jevnaldrende skrev sig fra Perioden efter hendes tidlige Konfirmation.

For Feddersen blev den Virkning, Gertrude gjorde paa ham, efterhaanden en meget alvorlig Begivenhed. Fra at være en kantet, uelskværdig Student, der uafladelig stødte an i Livets smaa, sædvansmæssige Forhold, var han bleven den endog til Tider slebne Mand, hvis store Dygtighed var almindelig anerkendt. Hans kritiske Sans, som var en af de faa heldige Evner, han havde faaet udviklet i sin Barndom, havde dog standset ham paa ét Punkt af hans besværlige Vandring op efter. Han havde som yngre aldrig havt Mod til at betræde de Blomsterstier, der føre ind til Damernes Kreds. Han troede, at han var for kejtet og for styg til at kunne hævde en antagelig Plads der, og hvad skulde han der saa? 29| Han fordrede en stor Erstatning i alle Retninger for de Sorger, han havde lidt i sin Ungdom; en ringe Glæde, en beskeden Stilling kunde han ikke tage imod som Betaling for de uhyre Summer, Livet skyldte ham. Han ventede altsaa og arbejdede udenfor i den store Verden. Hans Blik fór vel ofte ind over Havemuren, hvor Damerne gik med deres Kavalerer og spøgte, men han blev sit Forsæt tro. Først naar det store Maal var naaet, naar han var bleven Advokat, vilde han træde frem. Men da skulde ogsaa den Kvinde rødmende bøje sit Hoved, paa hvem han fæstede sit Blik, den ypperste af dem alle skulde blive hans. Romanerne fra Børneaarene vare ikke glemte. Han led sin bitreste Skuffelse. Vel et Par Maaneder efter at han var bleven Advokat friede han til sin rigeste Klients smukke, unge Datter og mødte et saa forundret og eftertrykkeligt Nej, at han forfærdet trak sig tilbage til alle de gamle, melankolske Betragtninger over sin forspildte Ungdom. Hans andet Nederlag, efter at han kritisk havde lagt Alt bedre tilrette, var haardt paa en anden Maade. Men nu? Skulde han kunne vinde denne unge Pige, som dansede alle Snarer tiltrods og brød sig om Ingen? Advokat Feddersen anstillede dybtgaaende Overvejelser og lod ingen Lejlighed gaa forbi til at gøre et godt Indtryk paa – Tante Rosalie.

30|Paa denne Tid overgik en vigtig politisk Proces til hans Hænder. En ældre Kollega havde henvist Sagen til ham. Der var Ære og Fordel at vinde. Han kastede sig med Iver over sin Opgave, og da han hurtig fik Tillid til Sejer foran Skranken løftede der sig ud af Aktstykkernes tunge Prosa et Haab med brede Vinger, som bar ham modig frem mod Afgørelsen af det store Hjerteanliggende. Da Julen var nær, og Dommen var falden efter en fortrinlig Procedure, og den var til hans Parts Fordel, og Bladene strømmede over af Ros, og Middagsselskabernes tunge Hæder lagde sin Haand paa ham, gik alt dette næsten som en Drøm forbi ham. Han brændte af Utaalmodighed efter at faa sin Skæbne afgjort; men her maatte han vente, Gertrude var ikke i Byen, og han var bange for at føre sin Sag skriftlig.

Gertrude var i Jylland hos Winges. Lægen havde faaet Ansættelse paa et Hospital der, og Fruen havde skrevet til Gertrude, at hun straks burde indfri sit Løfte om et Besøg, medens de endnu kun vare raske Mennesker i Huset, senere, frygtede hun, vilde en eller flere syge Pensionærer tage Pladsen op. Det var kun en ubetydelig Rejse, men den havde voldet Gertrude Sorg, inden den kom i Stand. Tante Rosalie havde sat sig imod den. Hun havde ganske vist ikke Noget at udsætte paa den unge Frues Væsen, tvært31|imod; men det kunde dog ikke gaa an at glemme, at hun for at gifte sig havde sveget sine Fædres Tro, og det var ikke noget godt Forbillede at give den unge Pige. Dr. Winge var dernæst vistnok en Mand af meget fri Anskuelser. Etatsraaden havde sagt: Vaas! til denne Opfattelse, men det var dog først en Udtalelse af Etatsraaden om, at han stod i Taknemmelighedsgæld til Fru Winges afdøde Fader, som ombestemte Tante Rosalie.

»Det har været mig kært at se den unge Fru Winge og hendes Mand her i Huset«, havde Etatsraaden sagt, »– meget mulig havde jeg ikke en Gang ejet Huset, havde gamle Meier ikke været, og Gertrude havde været en fattig Pige. Lad hende tage til de unge Folk, siger jeg!«

Og Tante Rosalie havde givet sin Indvilgelse. –

– En Dag i Jylland faldt Gertrude paa at sige til Fru Winge: »Er det sandt, Emma, at Du har havt Meget at kæmpe med for at faa din Mand?«

»Ja min Ven. Hvorledes falder dine Tanker paa det?«

»Tante Rosalie angriber Dig, fordi Du har skiftet Religion«.

Det varede lidt, saa sagde Fru Winge sagtmodig: »Det kan være rigtigt fra din Tantes 32| Standpunkt, men hun kender ikke Forholdene. Jeg har ikke skiftet Religion, min Mand og jeg have altid været enige paa det Punkt«.

»Har Du da altid været kristen?«

»Jeg er ikke kristen«.

»Men hvad er Du da?« Gertrude saa med den højeste Forbavselse paa sin Veninde.

Den unge Frue havde staaet ved Vinduet, og medens det skumrede set ud paa Vinterlandskabet. Nu vendte hun sig om og lagde Haanden paa Gertrudes Skulder. »Du er for ung, Gertrude, til at vide Besked om den Slags Ting, men det vil vel ikke vare længe, saa vil Du lægge Mærke til, at Du er omgiven af flere Hedninge end af mig og min Mand«.

»Hedninge!« udbrød Gertrude, »det er jo umuligt – dem er der ingen flere af – – i Europa«.

Fru Winge lo paa sin rolige Maade: »Du finder nok nogle«, sagde hun.

»Det kan jeg ikke forstaa«, sagde Gertrude og rystede tankefuldt paa Hovedet – »Tror Du da ikke paa Gud?«

»Nej, ikke paa det, Du kalder Gud«.

»Jammen Emma, det er jo aldeles umuligt, Afguder kan Du da ikke have?«

»Nej, jeg har kun mine Tanker – og min Mands Tanker og hele Verdens Tanker. Men 33| det skal Du nu slet ikke spekulere over, Du forstaar det dog alligevel ikke«.

»Jo det med Tankerne – men Hedning? Emma, det er jo Synd!«

»Ja efter Manges Mening, men Du vil nok lære, at Manges Mening ikke altid er det Rigtige. Men lad os tale derom en anden Gang, naar Du bliver ældre. – Synes Du, jeg synder?«

»Du gaar blot ikke i Kirke – – ellers –«

»Men kæreste Barn, hvad skulde jeg der?« udbrød Fru Winge muntert og kyssede Gertrude paa Panden. »Glem Du disse Ting, og gaa Du selv smukt i Kirke – saa længe det varer«. Det Sidste sagde hun halvt imod sin Vilje og dæmpet; Ordene gjorde heller ingen Virkning paa den unge Pige.

Gertrude beholdt fra denne Samtale et utydeligt Indtryk af, at Noget havde sneget sig forbi Bibelhistorien fra de gamle Tider helt op i vore Dage. Hun var instinktmæssig bange derfor, der var ganske bestemt Synd derved; men det kunde dog ogsaa vise sig i en god Skikkelse, siden Emma var med deri. Om dette maatte Tante Rosalie Intet vide.

Da Julen stod umiddelbart for Døren, var Gertrude atter i København.