[72]|V

Halvonkelens Gaard, der fra den tidligere Ejer, en Finne, havde bevaret Navnet Belinda, laa i en af de frugtbareste og smukkeste Egne af Sydsælland, omgiven af Skov og ikke langt fra Vandet. Familien bestod af Proprietæren, en brav, praktisk og rig Mand, hans Hustru, der var udgaaet fra et velhavende Hjem i den høje Embedskreds i København, deres seks Børn, hvoraf den ældste var en fjortenaars Pige, en skiftende Bestand af i Reglen formuende unge Mænd, som lærte Landvæsenet paa Belinda, og om Sommeren tillige altid Gjæster. Imellem disse udmærkede sig i Aar Maleren Fabricius, en seksogtyveaarig, blond, fregnet, skægløs Person, der var mere munter end Folk paa hans Alder i Almindelighed ere. Han var Aarets forkælede Gæst, og hans glade Lune var kommet til et Hus, hvor saa at sige Væggene alt fra tidligere Øvelse vare belavede paa at give Latteren syngende tilbage. Der var næsten bestandig en underlig Støj i den temmelig kon73|centrerede Hovedbygning, det kom af, at der et eller andet Sted i Huset var stængt Latter inde, som trængte paa for at slippe ud. Ikke en Dør kunde gaa, uden at en Slump af den oplivende Lyd kom tumlende, og alle Mennesker gik omkring paa Korridorer og Trappegange med et Smil om Munden eller nynnende paa en Melodi, som, naar det skulde være, kunde slaa over i en trillende Latter. Hvad man lo ad, vilde være umuligt at sige; man lo ad Alting. Det laa i Jordbunden, i Solskinnet, den fortrinlige Kost, Egnens Skønhed, Tankernes frie Bevægelse. – »De Pokkers Unger le allermest«, skrev Fabricius til sin Moder, »helt ned i deres toppede smaa Maver, og det er en Fryd at se alle de skinnende smaa Tænder og klare Øjne, naar vi ere samlede ved Bordet, og Proprietarius selv fører an med en Latter, som kunde afblade et Rosenbed, om det skulde være«. – – »Jeg maler mest Køer i denne Tid«, skrev han i et andet Brev, »jeg har opdaget, at Bagpartiet af en Ko er lige saa morsomt som en Holbergs Komedie, men jeg véd ikke, hvordan det gaar, om Aftenen er altid mit Bord opfyldt af leende Barnehoveder«.

Lærerinden paa Gaarden, Frøken Thora Hallager, spillede en vigtig Rolle i Husets indre Liv. Udgaaet fra et dannet og lykkeligt Hjem havde hun ved Faderens pludselige Død været 74| tvungen til at søge sig en Plads som Gouvernante og havde nu i henved seks Aar i denne Egenskab opholdt sig hos Bechs paa Belinda og havde der i den talrig opvoksende Slægt en Opgave for sig, som syntes at kunne strække sig langt ind i Fremtiden. Hun havde ogsaa spøgende sluttet en Slags Kapitulation med Proprietæren om at holde ud hos dem, lige saa længe som Vorherre vedblev at være saa ødsel med sine Velgerninger mod Huset.

Som en smuk og noget formel ung Dame i en alvorlig, sort Dragt var hun kommen til Egnen, og det havde ikke varet længe, før saa et saa et andet Tilbud fra Egnens giftefærdige Mænd, snart paa lette Vinger og snart i adstadig Pasgang, havde nærmet sig hendes smalle Fod. Ingen Fremmed lod til at mene, at hun ret for Alvor kunde ønske at forblive i sin Stilling som GouvernanteA paa Belinda, men Alle toge de fejl, og om det saa var den stærkt erotisk bevægede Sognepræst, der nylig var bleven Enkemand, maatte de lægge andre Planer for deres Fremtid end saadanne, hvori Frøken Thora havde Del. De gjorde det ogsaa alle redelig, og Proprietær Bech havde en Historie om, at der fra Frøken Thoras Værelse lød en rolig Latter for hvert Bryllup, der fejredes i fire Miles Omkreds; alle Brudgommene havde jo med angstbespændt Sind været først ved 75| hendes Dør. Hun var meget afholdt paa Gaarden, og Fabricius, der opfattede temmelig hurtig og ofte korrekt, skrev kort efter sin Ankomst om hende til sin Moder, hans stadige Korrespondent, paa følgende Maade:

»Naar man lægger Øret omhyggelig til Murene her i Huset, vil man opdage, at det egentlig toneangivende Sted er Frøken Thoras Værelse i Gavlen mod S. Ø., hvor Stærkasserne ere anbragte, og hvor Slyngroser stræbe at nærme sig Tagskægget. Dér samles og derfra udgaar hver Dag et Knippe af Toner, som Ingen maaske tænker paa, men som ikke desto mindre klinger igen i hver Latter, som høres her paa Gaarden«.

Og til hende selv havde han sagt, da han var bleven hjemme i Familien: »Jeg kan ikke begribe, Frøken, at De hver Morgen vil gøre mig fortvivlet, naar De dog ved Solnedgang kan sænke en mild Fred i min Sjæl. Hver Dag begynder De med at sige: »Hr. Fabricius« til mig, og det bliver saa om Aftenen til »Fabricius«. Det røber en Svaghed, som jeg aldrig vilde have tiltroet Dem. De lader Dem erobre hver evige Dag«. Han havde smilet saa muntert og set saa ærbødig ud, medens han talte, at Frøken Thora havde let med de Andre og lovet her efter kun at sige Fabricius til ham.

I sine Breve til en Ven havde han ikke 76| iagttaget fuldt saa ærbødig en Tone: »Jeg er aldeles forelsket i Lærerinden her paa Gaarden«, skrev han, »hun er Idealet af, hvad der for mig er kvindelig Tiltrækkende. Hun lever i en anden Verden end den, Du og jeg kender, og er ikke saa ung, at hun Ingenting véd, og paa den anden Side heller ikke saa gammel, at hun jo endnu har bevaret en Smule Nyfigenhed – den er ganske blond! Hun er smuk paa en egen fin Maade, rank og bøjelig. Hendes Ansigtsfarve er sund, Arme, Hænder, Hals og Skuldre ere smægtende hvide og indenfra udarbejdede med en Fylde i hver smækker Enkelthed, som er rent ud bedaarende. Brystets Runding er let hævet, Du vilde blive bevæget ved at se Maaden, hvorpaa det glider op til Halsen og denne ned til det over det vanskelige Sted ved Nøglebenet – der er en Fred og Lykke paa dette glatte Sted, som jeg under nedringede Forhold stille tilbeder. Moder havde da jeg var Dreng, en hvid Silkepude paa sit Toiletbord, det var min Fryd at stikke Knappenaale i dens kølig-lune Skind, det gav hver Gang et svagt Smæk, en forfriskende lille Lyd; jeg tilstaar, at jeg har følt Lyst til at genoplive min Fornøjelse fra Drengeaarene ved sagte at stikke smaa Knappenaale i dette fine Uskyldshvalv (jeg beder Dig dvæle et Øjeblik beundrende ved dette Ord) hos Frøken Thora. Jeg tør naturligvis ikke 77| sige det til hende, og det er kedeligt, den halve Fornøjelse ved saadanne dumdristige Tanker er at aabenbare dem. Jeg har den største Respekt for hende. Hun er af de Damer, som man øjeblikkelig tillægger en Historie, gerne vil tale med, faar kønne Tanker af, tror paa, kort sagt, mener om, er et Digt og ikke kunde blive til en Vise. De fleste Damer er for Resten kun et Omkvæd. Der er ved hendes Fødders og Bens Former noget Aandigt og Elegant, som paa en Maade giver hele hendes Person: Il y a de la poésie dans ces jambes-là. Din Søsters lille Betty har maaske noget Lignende. – Hele min Lærerinde vil jeg male i Vandfarve, inden jeg vover mig til Olie, Du véd i den blege franske Manér, klare Farver, med stærkt Lys, i en ung Skov i et temmelig blottende Gevandt, Armen udstrakt, paa Haanden en Due – – Ak, væk mig, hun vil naturligvis aldrig staa for mig«.

Frøken Thora var meget langt fra at ane Tilstedeværelsen af slige Følelser hos Fabricius – eller hos noget Menneske overhoved – og endnu længere fra at ville gengælde dem med Noget, som kunde ligne dem. Hun holdt af Fabricius, fordi han var elskværdig og morsom; hun ansaa ham for at være ridderlig, og hun var vel den af Huset, som bedst forstod at vurdere hans kunstneriske Opfattelse af alle Forhold. 78| Hun var jevnlig uenig med ham og sagde uden egentlig at mene det, at han havde en daarlig Moral. At han saa uanselig ud, havde hun som alle Andre paa Belinda glemt et Par Dage efter hans Ankomst.

Samme Fabricius sad en Morgen temmelig tidlig uden for Havens Stengærde ved et Led og malede – ikke paa sine holbergske Studier, men Røgterdrengen, der med dinglende Ben red tæt ved paa en Tromle og holdt Øje med en Drift Kvier, som græssede paa Vænget ved Haven. Aftenen forud efter Sengetid var Gertrude Coldbjørnsen kommen til Gaarden, ledsaget af Advokaten, som maatte tilbage til Hovedstaden alt Dagen efter. Fabricius havde Intet set til de nye Gæster. Han fløjtede saa smaat ved sit Arbejde og vilde netop tage sin lille Pibe, som laa i Græsset ved Siden af ham for at stoppe og tænde den, da han opdagede, at der stod en ung Dame inde i Haven bag Leddet og saa paa ham.

»Godmorgen«, sagde han og hilste, idet han rejste sig.

»Godmorgen«, svarede den unge Dame og traadte op paa Leddets underste Lægte for at komme til at hvile Albuerne paa Leddets Overkant. Hendes smidige Krinoline bredte sig ved denne Lejlighed over hele Gabet i Gærdet, som det ikke store Led dækkede, og hendes smækre 79| Overkrop tog sig ud til denne Ballon for neden, som om den dukkede op af en Bylt af lette Stoffer. Maleren iagttog dette Forhold, medens han mekanisk bankede den lille Pibes Munding mod sin flade Haand –: »Hun er jo køn – det var en flink Ansigtsfarve – og Fødderne er al Ære værd –«.

»Er det Frøken Coldbjørnsen?« fortsatte han sine Tanker højtA og bukkede.

»Ja«, svarede Gertrude og samlede sine Hænder og Fødder tæt sammen, som om hun lavede sig til at flyve bort fra Leddet, der bar hende.

»Og De er kommen igaar Aftes sent?«

»Ja«.

»Undskyld, at jeg ikke har nævnet mit Navn straks, jeg hedder Fabricius«.

»Det véd jeg«, sagde Gertrude, »det vidste jeg allerede i København«.

»Naa«, sagde Maleren med et Smil, »saa er vi jo allerede gode Bekendte«.

»Jamen De kender mig ikke før nu«, sagde Gertrude.

»Nej, det er sandt«.

»– – Jeg er da ikke saa mager?«

»Aa nej«.

»Og jeg er ikke lang«.

»Nej!«

»Og jeg er heller ikke kedeligere end 80| Andre«. Der blev et Øjebliks Tavshed. Deres Øjne mødtes og Fabricius sagde forlegen:

»Har Frøken Hallager røbet mine aldeles utilladelige Formodninger fra igaar Aftes?«

»Ja det har hun rigtignok«, svarede Gertrude og lo højt med en klar, noget barnagtig Latter.

»Jeg er meget skamfuld«, sagde Fabricius og saa nøje paa den unge Pige, idet han missede med de lidt rødkantede, solhedede Øjne.

»Men hvorfor troede De det om mig?« spurgte Gertrude fortrolig.

»Jeg skal ikke kunne sige det, det Hele var noget Snak –«.

»Det var nu alligevel, fordi De ikke vilde have flere Fremmede herud, og fordi De vidste, at jeg var forlovet«, sagde Gertrude med en fortrædelig Lyd i Stemmen og en Mine, som skulde være dybsindig. Hun skilte og lagde Hænderne sammen med et vist Eftertryk og bøjede og løftede Hovedet med svagt fremskudte Læber. Maleren fulgte den samlede Bevægelse og syntes godt om den.

»Det kan maaske være, at De har Ret, Frøken«, sagde han, »naar jeg tænker nøje efter«.

»Men det er jo en Skam«, udbrød Gertrude, og hun vedblev, som om hun pludselig fik en 81| glimrende Idé: »De skal bede mig om Forladelse!«

»Jeg gør det, Frøken, straks, jeg beder Dem om ikke at være vred«. Fabricius stod endnu ved sin Malerkasse fem, seks Skridt fra Leddet, han gjorde en lille, høflig Bøjning uden at vende Øjnene fra hende, Røgterdrengen gloede forbavset paa dem begge. –

»Jeg har nu i Grunden slet ikke været vred«, sagde Gertrude efter et Ophold, venlig, som et Barn, der røber et Gækkeri.

»Det er smukt af Dem«, svarede Fabricius og traadte med en uvilkaarlig Behagsfornemmelse et Par Skridt nærmere, »mangen ung Dame vilde være bleven det; men De er nu vist heller ikke som Andre, De danner vist en Undtagelse fra Reglen«.

»Men det vil jeg ikke, det er forkert at danne en Undtagelse«.

»Saa – aa? Naar man nu er en Undtagelse?«

»Saa maa man gøre sig Umage for at forandre det og lære, hvad det er, man mangler«. Ordene bleve sagte saa troskyldig, at Fabricius vanskelig kunde tro, at den unge Pige gjorde Løjer; paa den anden Side var dette dog vel naivt. Han stod nu tæt ved hende og lagde Haanden paa Stengærdet.

»Sig mig, Frøken, – taler De alvorlig?«

82|»Ja naturligvis«.

»De vil virkelig gerne være som alle Andre?« Han saa hende prøvende ind i Øjnene for at opdage det skjulte Smil.

»Ja«, sagde hun og mødte hans Blik med en rolig, aaben, lidt forundret Mine. Hendes brune Øjne holdt ham fast en Stund, inden han kunde optage Traaden i, hvad han vilde sige.

»Ja, vil De saa være saa god«, sagde han endelig, »at gaa ned fra Leddet her, give mig en Hilsen, maaske sige: Godmorgen, Hr. Fabricius, og saa fjerne Dem med megen Anstand«.

»Hvorfor det?« sagde Gertrude rask med en Mine, som om hun havde i Sinde at byde ham en lille Krig.

»Fordi – – tror De, andre unge Damer giver sig saa elskværdig til at tale med en Fremmed?«

»Jeg véd jo godt, hvem De er. De har været næsten en hel Maaned Gæst hos min Onkel. Jeg er af Familien. Der er ikke det mindste Upassende i det«, sagde Gertrude.

Fabricius lo og fandt hende meget original.

»Nej, Frøken, Upassende, det har De Ret i – men hvor mange unge Damer vilde gøre det, tror De?«

»Alle, tænker jeg – – ja maaske ikke saadan En, som De troede jeg var«. Hun 83| havde svøbt et saa muntert Smil om sine Ord, da hun ved at byde Hovedet en Smule frem ligesom rakte ham dem ned fra Leddet, at Fabricius med stor Fornøjelse svor indvendig paa, at hun var en friskere Kokette, end han nogensinde før var stødt paa. – »Tag Dem i Vare«, afbrød hun pludselig Samtalen, idet hun slog ud med den ene Haand og løftede sig rank i Vejret og saa om bag ved ham, »der er en Ko, som vil spise Deres Maleri!«

Fabricius gjorde kort omkring.

En af Kvierne havde ganske rigtig nærmet sig den højt stillede Malerkasse og snusede nu til den og Maleriet. »Ej, vil Du væk!« raabte Fabricius og sprang hen mod den nysgerrige Kvie. Røgterdrengen kom med Et paa Benene for at varetage sit Hverv, Kvien galloperede bort, »Du sover nok, Christian!« raabte Fabricius efter Drengen, og nogen videre Ulykke skete ikke.

»Maa jeg se, hvad De maler«, sagde Gertrude fra sit Led.

»Ja meget gerne«, svarede Maleren, »men der er Ingenting færdig«.

Gertrude mærkede, at Meningen var, at hun skulde komme til Maleriet, det lod ikke til at ville komme til hende. Hun steg ned fra Leddet, stødte dette op og traadte et Par 84| Skridt ud i Græsset, der groede frodig paa Markvejen udenfor.

»Her er da ikke vaadt?« sagde hun og standsede forsigtig med løftet Kjole.

»Ikke det mindste«, svarede Fabricius, bøjet over Maleriet, som han fastgjorde bedre i Kassens Laag.

Gertrude lagde med en vis Forundring Mærke til hans flygtige Tone fra det Øjeblik Maleriet sysselsatte ham, og glemte ligesaa hurtig sin Iagttagelse. De stod endnu og talte om den haabefulde Christian paa Skitsen – Gertrude kunde ikke begribe, at den lyse Klat nogensinde kunde blive til et Ansigt, og sagde, at det var løjerligt at begynde med Benene, naar man skulde male et Menneske – da Feddersen og Frøken Hallager kom til Syne i Gangen indenfor Leddet.

»Ih, se Godmorgen!« sagde Gertrude og gik sin Forlovede i Møde, idet hun rakte ham Haanden og bød Kinden til Kys. »Du har nok sovet længe«.

»Godmorgen«, sagde Feddersen med rusten Stemme – han havde kørt i Wienervogn hele Natten i Sengen – »vi havde nær ikke kunnet finde Dig«.

»Ikke?« sagde Gertrude uden at synes at lægge videre Vægt paa denne Omstændighed og fortsatte præsenterende: »Det er Hr. Fabricius«.

85|»Du kommer vist ogsaa til at sige, hvem jeg er«, sagde Advokaten høflig, idet han nærmede sig Fabricius, »Hr. Fabricius kender mig ikke«. Hans Høflighed var ikke fri for at være protegerende, hvad Fabricius dog ikke lagde Mærke til.

»Min Forlovede, Advokat Feddersen«, sagde Gertrude og blev rød i Hovedet.

De to Herrer vekslede Haandtryk og kom hurtig i Samtale. Advokaten forstod sig ikke meget paa Kunst, men havde for længe siden udviklet Evnen til at tale fornuftig om enhver Ting, han blot nogenlunde havde dannet sig et Begreb om. Man maatte være mistænksom for hurtig at mærke Hullerne i hans Viden. De Fire fulgtes ad paa Vejen op mod Huset. Feddersen troede, at Fabricius var Landskabsmaler og talte derfor om Landskabsmaleriet, roste det høje Standpunkt, det indtog hos os, og kom en Smule i Forlegenhed ved, at Fabricius tog nogle Forbehold i saa Henseende. – »En ung Ærgerrighed!« tænkte Advokaten og forfulgte ikke Sagen videre og anstillede den samme Betragtning, som Mangfoldige før ham havde anstillet, fordi Fabricius saa uanselig ud og talte rolig: »Formodentlig en dygtig ung Mand«.

Frøken Hallager og Gertrude gik foran Herrerne. »Hvordan har Du og Fabricius fundet hinanden?« spurgte Gouvernanten.

86|»Jeg gik lige ned, hvor Du sagde, at han malede«, svarede Gertrude og saa med et fornøjet Smil paa sin Veninde.

»Og fortalte ham maaske, hvad vi lige havde talt om?« Gouvernanten kopierede Gertrudes Stemme og Tonefald.

»Nej, slet ikke – jeg drillede ham kun med, hvad han havde sagt om mig«.

Frøken Thora lo, medens hun bøjede sig frem for at skjule Latteren for dem, der gik bag ved: »Gertrude, naar skal Du dog blive et fornuftigt Menneske! – Hvad siger Feddersen til saadanne Ting?«

»Aa, det véd han ikke noget om. Men denne Gang var der da ikke noget Galt?«

»Aa nej, overfor Fabricius vel ikke, men Du skulde dog tænke paa at blive forsigtigere«.

Gertrude gik virkelig et Par Minutter og tænkte paa at være forsigtigere, da Gaardens Kobbel af lystklædte, solbrændte, klarøjede Børn kom farende og omringede Gertrude og lidt efter trak hende med i et stormende Løb op gennem den brede Allé mod Huset.

Fabricius fulgte dem med Øjnene. Der faldt et skarpt Sidelys fra en solbeskinnet Plæne ind i den fra oven og fra den anden Side fuldstændig dækkede Allé; under klingrende Latter fra diskante Barnestruber blev der af og til standset, man omringede hinanden, de Smaa 87| bleve borte i Gertrudes Krinoline og dukkede frem paany, Gruppen forlængede sig i et Kapløb frem efter, bunkede sig pludselig atter sammen, man tog hinanden i Hænderne, de største Børn yderst, dannede Kæde, skiftede Plads, Alt med stærk Glans paa de lyse Dragter i den kolde Skygge –

»Det ser godt ud«, sagde Fabricius med et alvorligt Ansigt og nikkede hen imod dem, som løb.

»Ja i Sandhed«, svarede Advokaten og fik sin Guldlorgnet anbragt paa Næsen. –

Om Eftermiddagen rejste saa Advokaten tilbage til København, fulgt til Vogns af sin Forlovede, Vært og Værtinde og Gæster. Der var et Udsigtspunkt i den øverste Del af Haven, hvorfra man kunde se den bortkørende Vogn sidste Gang, inden den forsvandt bag Kirkebakken; der stod Gertrude i god Tid, og da Vognen kom til Syne, svingede hun muntert et Lommetørklæde i Luften. Fra den aabne Kalesche svarede Advokaten med at løfte Hatten højt i Vejret og i allersidste Øjeblik brede et Lommetørklæde for Vinden.

»Hvad synes De saa om vor forlovede unge Gæst?« spurgte Thora Fabricius, da de med andre af Husets Folk nærmede sig Højen, hvor Gertrude endnu dvælede, omgiven af Roser.

»Et nydeligt Barn«, svarede Fabricius.

»Hun er smuk?«

88|»Hun har saa mange kønne Ting, at jeg endnu ikke har faaet set rigtig paa hende«, svarede Maleren forsigtig, men føjede til, da Gertrude kom løbende imod dem fra Højen med en mægtig, højrød Rose trykket op imod Ansigtet, saa at man kun saa hendes Øjne og et Stykke af Næsen: »Jo hun er smuk, ualmindelig smuk. – Skulde hun ikke være betydelig koket?«

»Nej, ikke det Mindste«, svarede Thora en Smule spidst, og Fabricius skyndte sig at sige:

»Pardon!« hvilket forekom ham passede bedre til Lejligheden end: Om Forladelse!