[89]|VI

Kort efter Gertrudes Ankomst til Belinda blev der en Dag efter Middagsbordet bestemt en Tur til en Skov ved Stranden. Selskabet bestod foruden af Børnene og de alt nævnte Personer af en poetisk Dame fra Jylland, hvis korte Ben ifølge Fabricius' Mening paa en sørgelig Maade hindrede hende i at naa saa højt, som hun ønskede, og en køn Dame fra København, der tilligemed Gertrude gjorde to Studenter saa lyksalig stemte, som Selskabet med unge Damer overhoved kan gøre unge Mænd. Desuden var der et Par tilfældige Gæster fra Præstegaarden og to unge Landmænd, der tog paa Alt i Verden, som om de havde oplevet hundrede af den Slags Ting før. Selskabet var næsten for talrigt til at rummes i de to store Vogne, men jo tættere man sad, desto gladere var Turen. I Skoven tyede man hurtig ned til Stranden og valgte til Standkvarter en Høj i dens Udkant inderst ved en Bugt af Søen, hvor til den ene Side den skovbevokste Brink strakte 90| sig i en Bue ud i Vandet, og til den anden Side Kysten tabte sig i en blød Runding med græsklædte Marker helt ned til det i Nærheden af Skoven endnu en Snes Fod høje Affald mod Vandet. Luften var klar, kun et let Fugtighedsslør holdt sig højt svævende og gav Solens Lys, da den nærmede sig sin Nedgang et fint rødligt Skær. Sollyset faldt paa Trætoppene og Markerne inde fra Land, medens den smalle Strandbred laa i Skygge med sit hvide Sand og smaa og store Rullestene. Det var mildt, ikke en Vind rørte sig, og det hele Selskabs Munterhed havde havt en særegen idyllisk Karakter, paavirket af den dybe Fred i den store, smukke Natur. Fabricius havde været meget lystig og havde givet forskellige Strofer tilbedste af klassiske og mindre klassiske Forfattere, Altsammen spøgende henvendt til Frøkenen fra Jylland, som han paastod for hans gode Appetits Skyld mistænkte ham for at være prosaisk. Man havde slaaet Smut i en Uendelighed, ved hvilken Lejlighed de unge Landmænd uden at fortrække en Mine havde udmærket sig, en af Studenterne havde været saa venlig at falde i Vandet under Forsøgene paa fra Sten til Sten at naa ud til en isoleret Blok fem, seks Alen fra Land, Gertrude og alle Børnene havde skilt sig fra det øvrige Selskab og pludselig paa bare Ben pjasket omkring i Vandet under 91| Foregivende af at ville fange Rejer, Fruen havde let og skændt en Smule. Nu sad hele Selskabet paa Højen ved en Kollation med hvid Vin og Cakes, som en af Kuskene havde bragt derop fra Vognene. Samtalen og Smaaløjerne gik deres uforstyrrede Gang til Vandets strygende Plask mellem Stenene nær ved Land, da Fabricius, der i nogen Tid havde stirret mod Stranden i den fra Skoven bortvendte Retning, med Et sprang op og udbrød:

»Nej, se dog, se!« og pegede bort fra Skoven.

Alles Hoveder vendte sig som paa Kommando i den antydede Retning, men omtrent lige saa mange Hoveder gjorde atter hurtig omkring, og en forlegen Tavshed fulgte, afbrudt af Studenternes Fnisen og et vældigt Latterudbrud af Proprietæren.

Omtrent et Par hundrede Alen fra Højen, hvor en lille Markvej strøg ned mod Kysten og naaede Strandkanten gennem en Kløft i Brinken, var en Bondevogn, trukken af et Par dygtige Travere, lydløst kommen kørende til Stranden; Støvskyen, den havde rejst, laa endnu, gennemskinnet af Solen, over Græsmarken, hvor lyse Blomster i Pletter dukkede op imellem det Grønne. Fra Vognen, som var skjult ved en lille Bøjning af Kysten, vare fem Bønderkarle, nylig hjempermitterede Artillerister, sprungne 92| og stode kort efter nøgne i Vandet med Ryggen vendt mod Højen. En af dem var krøben op paa en stor Sten. De dannede en Gruppe netop paa det Sted, hvor Skyggen fra Brinken trak sin skarpe Linje i Vandet, de Fires Hoveder og Skuldre og Karlen paa Stenen vare solbelyste, medens Resten af de smukke, nøgne Kroppe befandt sig i Skygge. Den kraftige, høje Skikkelse paa Stenen fik et stærkt rødligt Skær af den nedgaaende Sols sidste Straaler, Ryggens Muskelbelægning saas i tydelige Schatteringer, Vandets matskinnende Sølvglans omgav dem alle – nu traadte en til og endnu en helt ud i Sollyset, den varme Farve paa de brunrøde Rygge, de Andres solbelyste Hoveder i Modsætning til Hudens blegbrune Farve i Skyggen, Vandets skiftende Blankhed i og udenfor Sollyset, den tætte Gruppes Sammensætning, alle Linjers Skarphed i den klare Luft, det hele omgivende Sceneri dannede et Billede, som vel kunde henrykke en Maler.

Fabricius stod fortabt i Beskuelsen, det øvrige Selskab listede sig i Tavshed ned fra Højen med Undtagelse af Drengene og – Gertrude.

»Hvor det er smukt!« sagde hun.

»Ja – vidunderligt!« sagde Fabricius.

»Gertrude!« lød Frøken Hallagers kaldende Stemme nedenfor Højen.

93|»Gud, de er alle gaaede!« udbrød Gertrude og skyndte sig efter Selskabet. Fabricius fulgte kort Tid efter.

Man gik til Vognene, som holdt ved et Skovløberhus inde i Skoven. Selskabet var underlig splittet, Damerne gik for sig, Herrerne for sig, og Børnene løb lidt planløst omkring. Fabricius vedblev at holde sig i Afstand. I Nærheden af Huset gjorde Proprietæren holdt og oppebiede Fabricius.

»Denne Gang var De for slem«, sagde han med en lille Latter og slog Fabricius opmuntrende paa Skuldren, »den var sgu Damerne for stiv«.

»Skade for dem«, svarede Fabricius koldt og gik videre og sagde mellem Tænderne, medens han med sin Stok slog til en Sten paa Vejen, saa at den fløj langt ind imellem Træerne: »Plebejere!!«

Proprietæren hørte det ikke, men mærkede, at Fabricius var vred, og havde ondt ved at forstaa det. Fabricius vedblev at være i slet Humør Resten af Aftenen; der blev mellem Damerne snakket frem og tilbage om Begivenheden; Studenterne lo endnu af den, da de gik til Sengs, og næste Dag var den glemt.

Nogle Dage efter denne Udflugt sad Fabricius som sædvanlig om Morgenen ved sit Arbejde i det Fri, denne Gang i selve Haven ved en 94| Bænk, som han delvis beslaglagde med sine Sager. Han tog Studier efter et gammelt Egetræ, som fredet og omgivet af Smaaplanter, der trivedes i Skygge, havde sine gode Dage indenfor Havens Gærde. Frøken Thora og Gertrude gjorde ham Visit paa deres Morgenvandring Arm i Arm, saa lidt paa hans Skitse og satte sig for at passiare paa Bænken, hvor denne var fri.

»Noget Nyt fra Huset?« spurgte Fabricius malende.

»To Knapper sprang af min Støvle imorges, da jeg tog den paa«, svarede Gertrude, som sjælden manglede Svar.

»Jeg vilde ønske, jeg var Skomager«, sagde Fabricius, idet han lænede sig tilbage og tog sit Arbejde prøvende i Øjesyn. Gertrude troede, at der laa et Galanteri i Ordene, og var straks villig til at fortsætte i den anslaaede Tone.

»Saa skulde De faa min Støvle at reparere«, sagde hun.

»Hvilket allenfals var bedre end det, jeg her foretager mig«, var Fabricius' Svar, der var noget for tørt i Tonen, til at han vedblivende kunde mistænkes for Galanteri.

»Er De ikke fornøjet med Deres Arbejde?« spurgte Thora.

»Alle Malere skulde hænges«, svarede Fabricius.

I det lille Ophold, der fulgte efter disse Ord, 95| blev det Faktum stiltiende anerkendt, at Fabricius til en Forandring var gnaven.

»Et saadant Tab kunde Verden jo ikke bære«, indvendte Gouvernanten med et Smil.

»Aa jo, fortræffelig, Verden vilde netop have godt deraf. Især naar Digterne og Billedhuggerne bleve hængte med, eller paa anden Maade kom af Dage«.

»Men hvad skulde der opnaas derved?« spurgte Thora, noget nysgerrig efter at faa hans Tankegang at vide.

»Det skal jeg sige Dem«, sagde Maleren og saa hen paa den Spørgende, der sad længst fra ham, »man vilde derved blive fri for en umaadelig Misforstaaelse«.

»Hvilken?«

»Den, at Malere, Billedhuggere, Digtere have skabt Kunsten i Verden«.

»Men hvem har da gjort det?« spurgte Frøkenen overrasket.

»De – og jeg, Frøken«, sagde Fabricius og lagde Armen over Stokken hen imod sit Maleri. Han gjorde dog ikke noget Strøg, tog Haanden tilbage igen, saa ned og førte Penselen mod Paletten, som om han havde glemt, at den alt var vædet med Farve. »Men De mere end jeg«, fortsatte han, »De og Frøken Gertrude og lille Poul – og den Bondedreng der ude, som staar og skraaler af fuld Hals«. Han gjorde 96| en Bevægelse med Hovedet og Albuen i Retning af en Mark uden for Haven bag Træerne, hvorfra man hørte en Bondedreng synge.

»Det forstaar jeg ikke«, sagde Frøken Hallager, og Gertrude saa forundret paa ham.

»Nej, De tror naturligvis som alle Andre, at Poesi findes i Bøger og Kunst i et Galleri eller paa nogle pæne Mænds Vægge«, sagde Fabricius med en saa bister Betoning, at den fik Gertrude til at le.

»Ja, maa jeg ikke det?« spurgte Thora.

»Nej – ikke naar De vil vide, hvorledes Sagen forholder sig«, svarede Fabricius. – »Kunde jeg brænde alle Romaner«, udbrød han derpaa, idet han rejste sig med Palet, et Bundt Pensler og Stok i den ene Haand og en enkelt Pensel i den anden og demonstrerede navnlig med Penselen, »og flænge et Hul i alle Verdens Malerier og slaa Næsen af enhver Figur i Marmor, saa havde jeg dog gjort noget Godt – – nu sidder jeg selv og maler!«

»Ja Herregud, det er vi Andre Dem jo taknemlig for«, sagde Frøken Hallager venlig.

»Men det skulde De ikke være«, sagde Fabricius ivrig og saa hende ind i de blonde Øjne og holdt dem fast, »naar De rigtig vidste, hvad Kunst er. Det er os saakaldte Kunstnere, der har ødelagt Kunsten i Livet. Folk komme til os og spørge og véd ikke Besked om det 97| Mindste paa egen Haand. De tro, at det er os, der laver Kunsten ligesom en anden Artikel, der for Penge kan gaa mellem Mand og Mand. Og det er vor Vigtighed, der har fremkaldt dette. Vi har virkelig paataget os Leverancen, og det gaar, som det var smurt. Folk tage mod vort elendige Makværk og tro, at de har faaet de ægte Varer til Huset, medens Sandheden er, at vi kun er daarlige Kopister, og at Kunsten selv spottende bliver udenfor hver Mands Dør og kommer aldrig derind«. Fabricius var ophidset og talte højt og flydende, hans Stemme plejede ellers at have en dæmpet Klang, der paa en egen Maade svarede til hans Blondhed. »Prøv selv ad«, sagde han videre med en lille Overgang i Stemmen, »hvad er det, De holder for Kunst, mit Maleri her, eller det gamle Egetræ?«

»Maleriet –«

»Maleriet! ja naturligvis, det er ligesom vor jyske Frøken, der forleden var aldeles betagen af Poesien i den Bog hun læste højt af, men da hun kom til Frokostbordet, sad hun som sædvanlig ligesom et tomt Urfoderal og havde ikke Begreb om, at hun selv var midt i Poesi«.

Gertrude lo højt. Frøken Hallager smilede.

»Midt i Poesi –?« sagde hun.

»Ja, regner De ikke Frøken Gertrudes brune Øjne for Noget, og hvad mener De om Poul, 98| der krøb under Bordet, da han fik Skænd, og sagde med sin mest uglspilsagtige Mine: Bu, Du gjorde mig ganske angst, Mo'r – og Lyset i Stuen, Deres egen Værdighed, Fru Bechs Smil til os alle, Latteren og den gode Mad?«

»Er det Poesi?«

»Ja det er, det er Poesi, og ikke den arrangerede Oversættelse deraf, som De kan læse i en Bog. Det er dog for galt at lade sig opvarme og begejstre af Referatet og give det et hædrende Navn, medens Begivenheden selv er som en slukket Lampe. Husk dog paa, at Digteren, Kunstneren overalt kun giver den døde Masse, og at det er i selve Livet, at den Virkelighed findes, som menes, eller skulde menes, naar man taler om Kunst. Der er noget fortvivlet Bagvendt i, at man pryder de forskellige Forsøg paa Gengivelser med stolte Titler og lader selve Tingen, det kommer an paa, i Stikken. – Men det straffer sig! Nu kender ikke et Menneske længer det Skønne – Kunsten, Gudbevares, den er vi alle inde i. – Naar Menneskene vidste, hvilket uendeligt Tab, de have lidt ved deres taabelige Dyrken Kunstnere og Digtere, saa hængte de disse Folk!« – Fabricius kastede Paletten, Stokken og Penslerne fra sig paa Bænken, en af Penslerne ramte Gertrudes Kjole, hun lagde Haan99|den over Stedet, for at Fabricius ikke skulde se Pletten, han havde voldet, Thora sagde paa en lidt nervøs Maade:

»Det er forunderligt, hvor man kan se forskellig paa Tingene – jeg mener nu, som de fleste Andre vel, at vi aldrig havde lært, hvad der var skønt, uden ved Digternes og Kunstnernes Hjælp«.

»Det kan være muligt«, sagde Fabricius nogenlunde rolig efter det foregaaende Udbrud, »men Hjælpen er dreven til en urimelig Højde. Det er virkelig kommet dertil, at Folk staa som hjælpeløse Børn over for selve Livet. Giv ethvert normalt konstrueret Menneske et af Christian Winthers Digte, og han vilde nyde det; sæt ham ud paa Sælland, og han keder sig ihjel. Stil ham lige over for en Kærlighedshistorie, der baner sig sine egne Veje, og han har kun Bebrejdelser tilovers for den; fortæl den i en Bog, og han vil svømme hen i Rørelse. – De læste i Sakuntala, da jeg kom herud, Frøken, og var opfyldt af Digtets Skønhed – lad dette Blomsterægteskab foregaa en af Dagene her paa Egnen mellem to sværmeriske og hedenske unge Mennesker, og hvem vil korse sig? – De! – Hvor tror De, den indiske Digter har hentet sit Stof fra? Fra sin Fantasi? Herregud, han har jo kun fortalt Poesien i sit Liv. Ægteskabet med den virkelig Sakuntala var uendelig 100| mange Gange skønnere end Digtet derom. Men det véd De ikke, og møder De Sakuntala, saa vil De ligesom Kongen ikke kende hende, eller De sender hende i Skole for at blive bedre opdragen. – Det har Digterne forbrudt, Folk tro, at Poesi er noget Trykt!«

»Men det er jo dog ogsaa først Behandlingen, som gør en Ting til Poesi!« sagde Thora, en Smule angreben af Eksemplerne, Fabricius havde valgt.

»Nej, og tusinde Gange nej«, sagde han ivrig og slog Hænderne sammen, »Behandlingen er ikke Andet end Opramsningen af alle de Biomstændigheder ved Livet, som Folk gaa og klatte bort i deres Hukommelse. Det er jo dog virkelig komisk at gøre Poesien i Livet afhængig af, om der tilfældig er En tilstede, som kan skrive«.

»Og De tror ikke, at Digterne omdanne og forskønne den Virkelighed, hvis Enkeltheder de ramse op?« sagde Frøken Hallager, temmelig sikker paa at faa Ret og stolt af at kunne bruge hans egen Terminologi.

»Omdanne – lad gaa, men forskønne? De kunde lige saa gerne spørge mig, om jeg formaar at gøre Solskinnet skønnere, end det virkelig er!« Fabricius pegede med Haanden rundt paa Solskinnet, der omgav dem. »Se Dem dog om, Frøken, tror De virkelig, at en 101| malet Verden nogensinde kan maale sig med den virkelige? Og husk, hvad De har oplevet. Har De nogensinde havt saa mægtige Indtryk ved at læse en Bog? Hvad tror De har virket mest paa dem, som deltog i Slaget ved Fredericia: Slaget selv eller Plougs Digt derom? – Nej De kan tro, Livet er lidt mere værd end alle Skønbibliotheker tilsammen. – – Læg Mærke til én Ting, Frøken: Af hundrede Bøger handle de nioghalvfems om Kærlighed – hvad ikke er saa forunderligt, da den betinger vor hele Eksistens paa Jorden – det har naturligvis gjort Indtryk paa Dem, nu vel, hvor blege, hvor fattige tror De ikke disse nioghalvfemsinstyvetusind Bøger om Kærlighed ere imod den Ting virkelig at elske, om det saa kun var en eneste Dag, en Time –«

Der malede sig ved disse Ord en egen Forlegenhed paa Frøken Thoras Ansigt, hun blev efterhaanden rød. Det var første Gang Maleren saa denne Virkning af Sindsbevægelse hos hende, den ærgrede ham, forekom ham uskøn; han var varm af sit Emne og mødte saa i disse forlegne Miner lige som en Bebrejdelse for at have indladt sig paa Noget, der var stødende. Scenen fra Stranden forleden Aften, der havde ligget som den hemmelige Aarsag til hele Stemningen, hvori han talte, skød sig 102| med Et tydelig op for hans Tanker – han var vred, da han sagde:

»Og tror De saa ikke et Ord af, hvad jeg siger, saa ligger det i, at Deres Opdragelse forhindrer Dem i at bruge Deres egne Erfaringer«.

»Ja, det kan man da ikke gøre for«, faldt Gertrude pludselig ind med dyb Stemme.

»De har Ret, Frøken«, sagde Fabricius hurtig og vendte sig mod hende, »jeg bebrejder Dem jo heller ikke Noget – Dem nu slet ikke – det er kun en Opfattelse, jeg udtaler«. Det Stød, han rettede mod Thora, blev ikke uden Virkning. Hun opfattede det som en Uret. Hun trode jo netop paa, hvad han nu sagde; men det var nyt for hende, derfor var Blodet gaaet op i hendes Kinder.

»Min Opdragelse«, sagde hun, »kender De ikke –« Hun var usikker, Ordene klang haardt og bragte ikke Fabricius bort fra Krigshumøret.

»Aa jo dog noget«, sagde han, »jeg har i alt Fald et temmelig frisk Indtryk af, hvortil den kan føre. De holder meget af Kunst, er endog Kunstnerne taknemlig for, hvad de har gjort; men Naturen selv er Dem en Vederstyggelighed. Hvis jeg ikke husker fejl, har vi gennemgaaet nogle Albums sammen og set paa de smukke Kobberstik, de har her paa Gaarden, fra gamle Dage formodentlig – 103| alle disse Billeder, alle, Frøken, handle om mer eller mindre nøgne Mennesker. – Forfærdelsen forleden Aften ved Stranden, maa jeg tilstaa, kom mig lidt overraskende. – Skulde den maaske ikke kunne skrives paa Opdragelsens Regning?« Der var en tilsigtet Haan i Ordene, og der kom en anden Rødme i Frøken Hallagers Ansigt nu end før; hun var ængstet og vred over at skulle tale om dette Emne.

»De maa ikke udlede en Sammenhæng imellem disse Ting, som der ikke er«, sagde hun.

»Det vil jeg heller ikke«, svarede han, »men jeg giver Dem min Kunstnerære i Pant paa, at den, som ikke kan vurdere Skønheden, før den er hugget i Marmor eller gjort uskadelig indenfor en forgyldt Ramme, véd ikke, hvad Kunst er«.

Fabricius satte sig paa sin lave Malerstol med en Mine som den, der har afgivet en sidste, uigenkaldelig Erklæring i en vigtig Sag, og han bøjede sig henimod Bænken for at tage sine Sager. Hans Blik faldt paa de to Damer, og han studsede ved den Forskel, der var mellem deres Miner. I Gertrudes Øjne var der et spillende Liv, og Farven paa hendes Kinder var stærkere end sædvanlig, hos Frøken Hallager kæmpede øjensynlig Lysten til at sige Noget med Vanskeligheden ved den Ting, der skulde tales om. Gertrude saa paa ham, Thoras Øjne 104| vare rettede ubestemt imod det Fjerne. Fabricius beholdt et betydelig friskere Indtryk af den unge Pige end af Gouvernantens fine Ydre. Han gav sig til at male i Tavshed.

»De maa ikke glemme«, sagde endelig Thora, »at De er Mand og Kunstner; vi Damer kan ikke saaledes sætte Kunsten over Alt«.

»Jeg tror ikke, at det, De mener, er rigtigt«, sagde Fabricius, »men jeg tør ikke svare Dem, De er ikke glad ved at tale om disse Ting«.

»Jeg er ikke blind for, hvad Kunst er«, sagde Thora og gav et Smæk med Foden, der forplantede sig som et Tryk paa Ordene, og der var en Spøg i den demonstrerende lille Halvfortrædelighed, der laa i Stemmen.

Fabricius blev siddende ligesom lyttende, bøjet hen imod sit Maleri. Han løftede saa Hovedet en Smule og sagde med den blideste Betoning og lidt beregnet Lapseri: »Og det kalder De ikke Poesi, den Tone, De nu havde i Stemmen? – – jeg giver en Dukat til den, som kan gøre det efter«.

Freden blev sluttet kort efter paa de lempeligste Vilkaar. Fabricius indrømmede, at Guldet i Bjergene var noget Andet end Smykket paa Skønjomfruens Arm, Damerne fik saa indrømme, hvad de vilde. De forlod ham kort derpaa, Gertrude med sin Plet paa Kjolen og 105| meget fornøjet med den. Hun havde jo nu faaet Medhold til Erstatning for de Skænd, hun forleden maatte døje.

»Du skal dog se, hvad Fabricius gav mig«, sagde hun til Thora, inden de havde naaet Huset, og hun viste hende Pletten.

»Véd Du forresten, hvad jeg tror?« sagde hun lidt efter.

»Nej?«

»At Fabricius er forelsket i Dig«.

»Du snakker som den lille Gaas Du er«, sagde Gouvernanten noget hastig. »Lad os her paa Landet være fri for jeres Forelskelser fra København«.

»Aa, véd Du hvad«, svarede Gertrude og lo, »I her ude véd saamæn god Besked!« Hun tænkte paa, hvad hun havde oplevet der paa Egnen, hvad i Art ikke var forskelligt fra hendes Erfaringer fra Hovedstaden. Gouvernanten havde ikke Lyst til at indlade sig videre paa dette Emne, og de naaede Huset i Tavshed.

Om Aftenen efter en munter Dag med Besøg fra en af Nabogaardene sagde Gertrude til Frøken Hallager, inden hun skiltes fra hende i Gouvernantens Stue:

»Sig mig, tror Du, at Fabricius er Hedning?«

De havde ikke talt om Fabricius, men at 106| Spørgsmaalet just galdt ham, var ikke Thora paafaldende.

»Det er vist ikke umuligt«, svarede hun langsomt.

»Det er underligt, Alle dem, jeg synes bedst om, er Hedninger«, sagde Gertrude.

»Er Feddersen ikke kristen?« spurgte Thora adspredt.

»Jo–o, det er han vist!« Det gav et Stød i Gertrude, hun havde aldeles ikke tænkt paa Advokaten.