[107]|VII

»Hvad er der sket?« sagde Dagen efter Fabricius dæmpet til Gertrude, da Frokostscenen var forbi, og de begge stod i Solskinnet paa den brede Stentrappe, som fra Verandaen førte ned til Haven. Der havde under Maaltidet og forud for dette sneget sig et usynligt Faktum om i Stuerne; det havde lagt sig lige som en tynd Oliehinde over Samtalernes urolige Sø og dæmpet Munterheden.

»Véd De det ikke?« sagde Gertrude og saa med sine klare Øjne forskende paa Spørgeren.

Han rystede smilende paa Hovedet. Han smilede, fordi det forekom ham at ligge nærmest, naar han talte med Gertrude.

»Den rige Hr. Bruhn fra Volmersgave har været her imorges og har friet til Thora«.

»Naa – det maa jeg sige!« udbrød Fabricius overrasket.

»Hun sagde nej!« tilføjede Gertrude hurtig.

»– Men véd da Alle det?«

»Han besøgte Onkel, og inden han tog 108| bort, bad han om at maatte tale med Thora. Onkel hentede hende selv ned«.

»Det var altsaa ham, der kørte herfra i den rasende Fart – jeg tog ham for Dyrlægen«. Der fulgte et lille Ophold, og Gertrudes Hoved drejede sig langsomt om paa skraa.

»– Hvad synes De, Thora skulde have svaret?« spurgte hun.

»'Nej!' naturligvis, siden hun har svaret saaledes«.

»Det mener de Andre ikke«, sagde Gertrude, idet hun saa ned og spidsede Munden om et insinuant Smil.

»Men Herregud, det kan da ikke være tvivlsomt«.

Gertrude gav ham et hurtigt Blik.

»Ikke –?« sagde hun, og der flimrede Noget i de brune Øjne, som Fabricius misforstod.

»Hvad mener De selv«, sagde han, »i det Kapitel maa De jo være langt skarpsindigere end jeg – en Frier kan kun faa ét Svar«.

»Enten ja eller nej«.

»Ja – og Svaret er forud givet«.

»Det er da ikke sagt«.

Nu var det Fabricius, der sagde: »Ikke –?«

»Nej, for naar hun nu ikke véd, hvad hun skal svare«.

»Saa er det nej«.

109|»Er det saa nej –?«

»Frøken, har De en hemmelig Hensigt – forhører De mig i min Kærligheds Katekismus? Jeg er ikke bange. Vist er det nej! Kærlighed er jo et solklart, muntert, vidende og kækt Forhold. Man tøver ikke usikkert paa Trappen, naar Bølgen løfter sig for at bære En bort, man styrter sig ud. Det er en henrykkende Omfavnelse – saadan er Kærlighed, eller ogsaa er den slet ingen Ting. De ser, jeg er ingen Kætter«.

Gertrudes Øjne vare blevne store, spørgende, nysgerrige, og Solen gød af sin Kraft ind i dem. Der var en Blankhed i det blaalig Hvide, en mættet Varme i det Brune, Pupillen var en næsten forsvindende Prik. Det Hele laa lunt bag Laagenes Dække og Hudens tætte Farve under Brynene.

»Forstaar vi ikke hinanden – taler vi om noget Forskelligt?« spurgte Fabricius tøvende.

»Rimeligvis«, svarede Gertrude og blinkede langsomt.

»De mener som jeg, Frøken, ikke sandt, at i Kærlighed er der ingen Tvivl, og hvis den er der, saa er det ikke Kærlighed«.

»Hvorfor er det saa vist?«

»Det er vist – fordi – Kærlighed jo netop jager alle luskende Tvivl bort. Den er Livets 110| Pragt og har ikke Plads for lurvet klædte Personer. –Ja, er vi ikke enige?«

»Jo–o«, sagde Gertrude.

»De mener noget Andet – sig mig, hvorledes De tænker Dem Sagen?«

»Det kan jeg ikke«.

»Jo De kan. De føler anderledes – det er ikke Pragt – det er det Rolige – Trygheden. Er det saaledes?« Fabricius talte lempende, ledende.

»Nej«.

»De burde sige mig, hvad De mener. Husk, at De har været heldig stillet. De har lært Kærlighed at kende tidlig i Deres Liv. De gik ud en dugvaad Morgen, og straks stødte De paa, hvad vi Andre stundom lede efter til den sene Eftermiddag, naar vi er utaalmodige og gnavne«.

Gertrude hørte tilsyneladende ikke paa, hvad han sagde. Hun stirrede ud i Solskinnet og krøllede mellem Fingrene et Blad, hun havde plukket af den vilde Vin, der snoede sig op ad Verandaens Stolper og dækkede dens Sider.

»Jeg har slet ikke tænkt paa det«, sagde hun endelig uden at forandre sin Stilling og føjede saa til, idet hun saa paa ham: »Skal vi gaa ned i Haven?«

»Kan jeg hente Deres Hat?«

111|»Ja. Gaa ud bag om Huset og sig det ikke til de Andre«.

Et formeligt Stævnemøde! Hvad mon det egentlig var, der gik gennem den unge Piges Hoved?

Fabricius passerede Værelserne, hentede Hatten i Forstuen, hvor den stejle Trappe førte til Etagen oven over, og sørgede for uset at slippe ud ad Døren i Gavlen af Huset. Gertrude havde alt gjort Turen rundt om Bygningen, og de mødtes under Kastanietræerne mellem Hovedbygningen og den store Lade. De slog ind paa den primitive Kørevej, der førte uden om Havens Gærde og laa i Skygge den første Del af Vejen. Gertrude beholdt den hentede Hat i Haanden og svingede den i Elastiken, medens hun talte. Naar Fabricius sagde Noget, saa hun paa ham og holdt Hatten stille, hængende i Baandet over den ene Finger.

»Kan De huske«, begyndte hun, »at det Første, De sagde til mig, da jeg kom herud, var, at jeg ikke var som andre unge Piger – det kan jeg ikke forstaa«.

»Det sagde jeg, fordi jeg syntes, at De var naturligere end Andre«, svarede Fabricius overlegen rolig.

»Er jeg det?«

»Det forekommer mig«.

»Men naar jeg nu har Lyst til det, Andre 112| ikke vil – til det Gale, saa er det da ikke rigtigt at være naturlig?«

Fabricius mente ikke, at det var naturligt at have Lyst til det Gale.

Det syntes Gertrude; hun havde altid Lyst til det, hun ikke maatte.

Det kom vist af, at det, hun troede, hun ikke maatte, var noget meget Uskyldigt.

Hvorfor skulde det saa være forbudt?

O, af hundrede Grunde! Den vigtigste var den, at Alt kunde misbruges og blev misbrugt, saa vidste forsigtige Fædre og Mødre ikke bedre end at forbyde Alt – det var saa nemt –.

For Eksempel: at gaa her med ham. Det var hun sikker paa, var forbudt. Hvis Tanten var her, turde hun ikke.

Der troede han dog, at hun havde Uret; det vilde Tanten ikke forbyde hende.

Jo, for han havde andre Meninger end Andre – han var ikke kristen.

Det var sandt, det havde han ikke tænkt paa. Men der kunde hun se, at det Forbudte var noget meget Uskyldigt.

»Det er jeg dog ikke vis paa«, sagde Gertrude og standsede og lagde den venstre Haand fladt op mod Kinden og smilede og løftede Øjenbrynene, saa at der kom fine Rynker i Panden.

113|Fabricius lo: »Jo det er jeg vis paa«, sagde han.

»Sæt nu, jeg fik de samme Meninger som De?«

»Ja deri kunde jeg ikke se nogen Ulykke –«.

»Men Tante?«

»Men De selv, Frøken. Det kommer jo dog an paa, hvad De selv mener. Det er jo Dem, der skal bruge Deres Meninger. Jeg har ikke den Ære at kende Deres Tante, men jeg er dog overbevist om, at De allerede har forkastet en Mængde af hendes Anskuelser. Hvad siger hun til Eksempel til Krinoliner og høje Hæle?«

»Hun kan ikke lide det«.

»Der kan De se. Men nu noget Vigtigt. I den Slags Spørgsmaal følger De jo Deres eget Hoved. Sæt, at hun havde villet forhindre Deres Forlovelse?«

»Ja, saa var jeg heller ikke bleven forlovet!« udbrød Gertrude ivrig og med en triumferende Lyd i Stemmen, der dog modsagdes af noget ængstelig Ventende i Blikket. Fabricius saa overrasket paa hende.

»Var De saa ikke bleven forlovet?« spurgte han.

»Nej!« svarede Gertrude, ladende haant om hans Forundring ved at svinge Hatten i Luften.

114|Fabricius var bleven i høj Grad ilde berørt af dette Svar. Hans første Tanke var, at hun drev Koketteri med ham, og at han skulde passe paa; dernæst kom han til det Resultat, at hun var ærlig, men han blev ikke blidere stemt derfor. Gertrude svingede Hatten hurtigere og hurtigere om sin Finger.

»Synes De, det er saa forskrækkeligt?« sagde hun endelig, da Fabricius vedblev at tie.

»Ja saa omtrent«, svarede han.

»De sagde før, at Kærlighed var en Bølge som tog En med – saadan blev man forlovet, frivillig, for man kunde jo have løbet bort fra den, op ad Trappen. – Saadan gik det ikke til med mig; der var Noget, der trak mig i Benene, og saa plumpede jeg i«. Gertrude lo lidt tvungent, da hun havde faaet givet denne billedlige Forklaring, og Fabricius følte sin stramme Opfattelse slappes lidt.

»Bliver andre unge Piger ikke forlovede paa den Maade?« spurgte hun.

»Nej, i Reglen ikke«. Fabricius saa lige ud med rynkede Bryn og havde en Fornemmelse af, at han kun forstod en Brøkdel af, hvad den unge Pige sagde, og at han ikke maatte dømme for hurtig. Der fulgte atter en længere Pavse.

»Fortæl mig lidt – jeg véd Ingenting«, sagde Gertrude derpaa. Hendes Tone havde 115| ikke længer noget lystigt Præg, Fabricius var snarere tilbøjelig til at høre et Klageraab i Ordene.

»Fortælle Dem Noget, Frøken?« sagde han halvt ærgerlig halvt imødekommende. »Se Dem om, tror De Folk gifter sig, faar Børn, opdrager dem, fordi de en Gang ere »plumpede i?« Man vælger, vrager, vil Noget Er der ikke Noget, De vil?«

»Jo. – Nej. Det vil sige, jeg vil jo gerne, men jeg gør det ikke«.

»Hvilket?«

»O, mange Ting«.

Fabricius mærkede, at uagtet han misbilgede det, begyndte hans Mishag at glide sagtelig afsted paa en nysgerrig Strøm.

»Var De endda ikke forlovet, Frøken«, sagde han, »kunde jeg til Nød forstaa Dem –«.

»Hvad gør det, at jeg er forlovet?« spurgte Gertrude.

»Det skulde efter min Opfattelse netop give Dem det, som De ikke synes at have – Tanker, der samle sig om en eneste Plet, en Slags Have, man dyrker, et Sted, hvor man er hjemme, et Maal, man vil naa – ja saadan Noget. Men det mangler De vel heller ikke, jeg har misforstaaet Dem?«

»Nej«.

116|»Men kære Frøken, hvad tænker De Dem da egentlig med Livet –med at blive gift?«

»Ingenting«.

»Nu siger De Andet, end De mener, svar ikke saa rask«.

Gertrude gik med Graaden i Halsen og vilde skjule det. Hun kunde et Øjeblik ikke tale.

»Jeg tænker virkelig Ingenting«, sagde hun endelig, »jeg véd ikke Noget«.

Fabricius hørte paa Stemmens Staccato Gæringen i den unge Piges Sind, og hele hans tidligere Interesse for hende for med Et paa ny varm ud i alle Pulse.

»De véd ikke saa lidt, Frøken«, sagde han venlig, »naar De havde Mod til at tro paa det, De véd«.

Hvad hun da vidste? Det var et helt forknyt Spørgsmaal.

Hun vidste til Eksempel, at der var hundrede Ting, som hun havde Lyst til at tale med sin Forlovede om.

Han sagde hende aldrig Noget.

Men spurgte hun.

Nej – det forstod hun sig ikke paa. Det var først faldet hende ind nu – igaar.

Fabricius blev meget opmærksom.

Om hun vilde sige ham Noget, af hvad hun vilde spørge sin Forlovede om?

Feddersen vilde hun ikke spørge.

117|»Vil De spørge mig?« spurgte Fabricius.

»Ja«.

Der lukkede sig en Ring omkring Fabricius' Tanker. Han følte en Kreds, udenfor hvilken han ikke kom.

»Spørg mig da«, sagde han lidt beklemt om Hjertet men med saa aabent et Smil, som han under disse Forhold kunde raade over.

Hvorfor var hun ikke som Andre, hvorfor skulde hun altid gøre, hvad Andre vilde, og hvorfor vidste hun Ingenting?

Fabricius gjorde en munter, afvisende Bevægelse: »Det er altfor Meget paa én Gang, Frøken. Lad os tage én af Tingene. Har De læst mange Bøger?«

»Nej«.

»Men holder De af at læse?«

»Ja, naar jeg kan faa en Bog, sidder jeg oppe hele Natten«.

Det var nu ikke det Sundeste – men tænkte hun paa, hvad hun læste?

Der var saa Meget, hun ikke forstod.

»For Eksempel?« »Alt det om Kærlighed«.

»Kan De ikke forstaa, at Folk elsker hinanden?«

»Nej – jo; det vil sige, naar de elsker hinanden saadan som alle Mennesker gør – – 118| men ikke paa den Maade, som De talte om igaar med Thora, det forstod jeg heller ikke«.

»De elsker jo Deres Forlovede«.

»Ja, men det er ikke saaledes – det er ganske naturligt – ikke som de i Bøgerne«. – – Tante Rosalie havde en Gang sagt, at Kærlighed var en Gave, vi havde fra Gud – var det forkert? Det var jo lige som om man kom ind i en Kirke.

Fabricius syntes om denne Kritik, der begyndte at lette paa Vingerne.

Forkert vilde han ikke sige, det var, naar man forstod det rigtig. Der var ikke noget Fromt ved Kærlighed, den var ikke Lydighed, og hvis man nævnede Gud for at give den dette Udseende, traf man ikke det Rette. Men for Resten kunde hun godt bruge Forklaringen. Gud var jo for hende det Gode – der var ikke noget saa Godt og Skønt som Kærlighed. Han mente ikke det at holde af alle Mennesker – det var smukt nok, men det gik ikke rigtig ind i Hjertet og skabte ingen Lykke hverken for den Ene eller den Anden. – Det var nu en Gang saaledes, at den store Kærlighed, den mellem Mand og Kvinde var ene om at føre virkelig Lykke med sig, for den gjorde først Menneskene til, hvad de skulde være.

»Hvorfor?«

»Fordi –«, Fabricius søgte efter Ord 119| »– – det er ikke saa let at svare paa, naar De ikke selv véd det – en Dame kunde bedre sige Dem det«.

»Damer véd Ingenting«, sagde Gertrude haanlig, og hun satte hurtig Hatten fast paa Hovedet.

Fabricius ventede lidt. »De tager fejl«, sagde han derpaa, »men der er det i Vejen, at de gode Damer leve i Forestillingen om, at en ung Pige ikke bør vide for meget; de er bange for, at det kan skade hende«. – »Det kan det ogsaa«, fortsatte han som Svar paa det spørgende Blik, Gertrude sendte ham imellem begge de bøjede Arme, der endnu vare løftede for at fæste Elastiken under den tykke Fletning i Nakken, »men det kan skade mere, at de Intet véd. Nysgerrige er Alle, og denne uvidende Nysgerrighed er farligere end det meste Andet«.

»Sig mig, hvad Kærlighed er«, sagde Gertrude afbrydende, og hun lagde, medens hun sagde de sidste Ord, den venstre Haand blødt ind under hans Arm. Den højre Haand fulgte den venstre, og paa denne Maade omfattende hans Arm med begge sine smaa, ubehandskede Hænder fulgte hun ham med lidt vippende Skridt og saa ham forventningsfuldt op i Ansigtet. Det var et betænkeligt Øjeblik for Fabricius. Hændernes lette Berøring, hendes tillidsfulde Øjne, det rolige Følgeskab var noget Kært, som 120| smuttede forbi alt Andet ind i hans Tanker. Det var ikke let for ham at bevare sin Uafhængighed og koldblodig lede den unge Pige videre mellem de Hemmeligheder, hvor han var kommen ind uden at høre hjemme. Han kunde ikke skjule for sig selv, at saa Tanten dem nu, vilde hun finde, at Situationen var forkert.

Hun vidste jo selv Besked Kærlighed var saa noget nær den stærkeste Følelse, hun nogensinde vilde lære at kende. Den tog Magten fra de andre Følelser. Paa en Dag, paa en Nat havde den udbredt sit Herrevælde over Alt, hvad hun ejede af Smukt. Ét Navn forekom i hver Tanke, ét Indtryk gled gennem hver Fornemmelse – det var ham, hun holdt a£ Og det tyngede hende ikke; tværtimod hun var let tilmode under dette mandlige Aag, og hun havde aldrig havt Følelsen af at eje sig selv saa fuldstændig som i samme Øjeblik, hun var beredt til at give ham Alt. –

»Det forstaar jeg ikke«, sagde Gertrude.

Ja forstaa det vilde hun aldrig tilfulde, førend hun en Dag følte det Altsammen selv. Kærlighed var Noget, der var nedlagt i hendes Natur – paa en egen skjult Maade – det kunde kun vækkes under visse bestemte Forhold –

»Man kan altsaa ikke altid føle Kærlighed? – Naar man skal?«

»Nej Frøken, det er umuligt«.

121|Gertrude gik længe tavs, Fabricius turde ikke afbryde hendes Tanker.

»Men det véd De jo godt selv«, sagde han endelig. »De kunde ikke leve sammen med og vise den et Kærtegn, som De ikke selv havde valgt«.

»Det er i det Mindste ikke rart –«.

Fabricius standsede saa pludselig, at Gertrude maatte slippe hans Arm; der var nu kommet Glød i ham.

»Nej hør!« udbrød han, »det er for galt, saa letsindig maa De ikke tale!« Han bevægede Armene hæftig i Luften. »Det er ikke rart – – det er skændigt!« – »Har da ikke Deres Tante, har intet Menneske sagt Dem, at De gaar om i Verden med en Helligdom, som De skal passe paa – Dem selv –, at der er Mænd til, som ville nærme sig Dem for at kysse Dem, ligesom Katoliker kysse Madonna, men at hvis De drager Sløret fra Deres Ansigt for at modtage Kysset, et eneste Sekund før De selv elskende giver det tilbage, saa begaar De en Helligbrøde! – –Har Ingen sagt det til Dem?«

»Nej«, sagde Gertrude rolig og lagde Hovedet paa Siden og saa ham ind i Ansigtet. Det Meste af, hvad der var tilbage af rolig Overvejelse hos Fabricius, ilede ved denne Lejlighed skyndsomt bort. Han greb efter hendes Haand og lagde 122| den tilrette i sin Arm, Gertrude føjede af sig selv den anden Haand til, og de fortsatte saaledes deres Vandring rundt om Haven paa Markvejen, hvor Græsset groede mellem Hjulsporene. Fabricius gik med Gertrude som med En, han skulde vogte for meget Ondt.

»Naturligvis har man sagt noget Lignende til Dem, eller De føler det selv«, sagde han sagtmodig, »– kun er det Forlovelsen, som danner Skillelinjen –«

Gertrude nikkede, medens hun saa paa ham; han vendte Hovedet mod hende, deres Øjne mødtes paany.

De vare komne til den Aabning i Havegærdet med Leddet, hvor de første Gang havde set hinanden. Han lukkede Leddet op og lod hende gaa ind og fulgte efter. De drejede til venstre ind i en Del af Haven, hvor Træerne stode tæt som i en Skov, og hvor inderst inde fandtes en cirkelrund Plads med en Gynge i en høj Galge. Rundingen dannedes for største Delen af gamle Lindetræer, som just nu blomstrede og fyldte det skyggefulde, kølige Sted med en fin Duft. Under Lindetræerne stod paa flere Steder korte, svagt rundede Bænke, der i Aarenes Løb vare blevne mørke af den fra Bladene dryppede fine Olie.

Da de kom ind paa Pladsen, satte Gertrude sig i Gyngen.

123|»Gyng mig, men sagte«, sagde hun.

Fabricius stod bag ved Gyngen og bragte den i langsom Svingning, Gertrude sad tilbagelænet med Fødderne korsvis paa Fodbrædtet. Hver Gang Gyngen i sin tilbagegaaende Bevægelse naaede Fabricius, og han tog imod den og bøjede Armene for dens Tryk og skød den frem paa ny, var Gertrudes Hoved saa nær hans Ansigt, at han kunde spore, at Lindetræernes Duft krydsedes af en svag Aroma fra hendes Haar blandet med noget Tørt fra Straahatten. Han havde et eget stillestaaende Smil paa Ansigtet, og om Gertrudes Læber spillede et blidt Udtryk.

»Hvor her er hyggeligt«, sagde hun.

»Duften af Lindetræerne er saa mild«, svarede han. »Jeg kommer altid til at tænke paa mig selv som Dreng, naar jeg lugter Lindeblomster. Min Bedstefader ejede et Hus og Have paa Østerbro, hvor der var Lindetræer, som blomstrede i Ferien. Under dem ere mine modigste Drømme blevne til«.

»Jeg tænker paa mine Børneaar, naar jeg lugter noget helt Andet«, sagde Gertrude,»– naar jeg kommer forbi en Svinesti«, og hun vendte sig smilende om til Fabricius. Gyngens Bevægelser sagtnedes og hørte efterhaanden op, medens hans Hænder vedblev at hvile paa dens Rygstød. Hun gav sig til at fortælle om de første Aar, hun som lille havde opholdt sig paa Belinda. 124| Om Svinestien, paa hvis Gærde hun havde siddet i Timer og kastet de sprøde Kviste af en Busk, som voksede der, ned til Svinene, som graadig fortærede dem, og om hvorledes hun havde inddelt Svinene i nogle, som hun holdt af, og andre, som vare hendes Fjender. Der havde været en lang, mager Orne med Børster paa Ryggen og med Huggetænder, som endnu stod for hende som det Afskyligste, hun nogensinde havde set. Svinerøgteren havde kaldt den Mads, men hun kaldte den Judas, fordi den var saa lumsk og altid spiste det, som hun havde kastet ned til sine Venner mellem Svinene. Særlig var der mellem dem et fromt, renligt Svin, som hun havde givet Navnet Johannes, indtil Røgteren en Dag fortalte hende, at det var en So, som hed Ane – det havde rent forstyrret hende.

De lo begge, og Samtalen gled ud og ind og naaede over Havens sorte Snegle, som Gertrude paastod saa saa ulykkelige og skikkelige ud, tilbage til Fabricius' private Forhold Han kom ved denne Lejlighed til at udtale en Beklagelse over, at han ikke var kristen, men da Gertrude ivrig greb om denne Beklagelse, drog han den med et Smil tilbage.

»Hvor tror De, jeg kunde være kristen«, sagde han venlig, »med al den Synd, Kristendommen har i sit Følge ? Selv om jeg kunde tvinge dens besynderlige Lære ind i mit Hoved, 125| hvad skulde jeg saa med den? Jeg kan ikke le, naar jeg tror, at der er et Lig i Huset, og jeg kan ikke male, naar det er Synd, som kommer paa Lærredet«.

»Det er jo ikke det Onde, De skal male«, sagde Gertrude.

»Men jeg kan ikke undgaa det, det Onde er allevegne. Naar jeg ser mig henrykt i et Menneskebarns Smil, viser der sig for en Kristen en Maddik i Mundkrogen. Alle bære Syndens Mærke – det Mærke vil jeg ikke forherlige. Man maa være Hedning for at male«.

»Det er ikke nødvendigt!«

»Jo det er, – men jeg tør ikke disputere med Dem, De bliver vred paa mig. Et vil jeg kun sige for min egen Skyld; jeg holder ikke af forbuden Frugt jeg vil ikke ligge paa Knæ idag og bede om Forladelse for, hvad jeg gjorde igaar«.

»Det behøver De jo heller ikke«.

»Jo, naar jeg elsker min Kunst. Det maa jeg ikke, jeg skal elske Gud«.

»Kan De da ikke elske Gud igennem Deres Kunst?« spurgte Gertrude med en Vending, hun mindedes fra Konfirmationsundervisningen.

»Paa én Betingelse«, svarede han, »naar De vil gøre Gud til Verden, men det vil De ikke – og to Kærligheder kan jeg ikke rumme i mit Hjerte«.

126|»Naar De blev gift, fik De saa ikke to Kærligheder?«

»Det haaber jeg ikke«, svarede Fabricius. »Hun vil jo ikke tage Livet fra mig, hun er jo selv Livet, saaledes som jeg i det Mindste lærer det at kende. At elske Livet og elske Kunsten bliver det Samme, det er kun to Navne – – ja døde hun – – saa blev vistnok min Kunst noget alvorligt Noget –«.

Gertrude saa stivt paa ham.

»De taler bestandig, som om De holdt af En«, sagde hun.

»Men det gør jeg ikke –«.

»– – Jeg tror dog, at De kunde blive kristen«, sagde Gertrude efter nogen Betænkning, »naar De rigtig kom til at holde af En«.

»Der tager De fejl!« udbrød Fabricius. »Kom jeg til at elske, skulde De se min Hedenskab løfte Panden. Jeg vilde blive et lyksaligt Menneske! – Tror De, jeg kunde blive kristen – drage til Golgatha med min Brud? Nej, Frøkenjeg vilde holde for meget af hende til det?«

»Drage til Golgatha –?«

»Ja! Det skal De gøre – der er ingen Udvej. De gaar og synder hver evige Dag, om De elsker eller ikke elsker – snarest maaske endog, naar De elsker. – Ja det siger Præsten –«.

»Det tror jeg ikke –«.

127|»Jeg heller ikke –«.

De saa paa hinanden og lo paa ny. »Nu er jeg dog bleven enig med Dem«, sagde Gertrude, »det skulde blot Tante vide! Nu gaar vi op. Bliver dette længe ved, kommer jeg aldrig i Himlen mere«. Hun sprang ud af Gyngen og tog hans Arm for at gaa. Ved Udgangen fra Gyngepladsen mødte de Thora.

»Du skal tage Dig af dette Menneske her«, sagde Gertrude og slap Fabricius, idet hun skød ham hen imod Thora, »og præke lidt Kristendom for ham, ellers faar vi aldrig den Fornøjelse at se ham i den anden Verden«. Hun hilste muntert og skyndte sig bort. Fabricius blev staaende en Smule forlegen overfor Thora, der paa sin Side ogsaa forlegen tog Plads paa en af Bænkene i Rundingen.