© 2024 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Der var Dans om Aftenen paa Belinda. Fabricius havde valgt det Parti at være munter og at tale lystig med Alle undtagen med Gertrude; hun skulde vide, at hun havde skuffet ham. Han havde havt en kort Samtale med Feddersen; den havde været behagelig, Advokaten havde været i et glimrende Humør, og Maleren fandt ham elskværdig.
Selskabet var ikke stort, og Fabricius kom jevnlig til at danse med Gertrude, naar Tilfældet førte dem sammen, men af sig selv bød han hende ikke op til Dans. Hun prøvede paa at anslaa samme Tone, som ellers herskede imellem dem, men han svarede stivt, og hun tav da med en noget surmulende Mine. Overfor Thora var Fabricius Hjerteligheden selv som for at gøre Afbigt for sin Heftighed fra før. Hun var venlig som altid, men en Smule tilbageholdende.
»Er De ikke vred mere?« spurgte hun, da Fabricius en Gang efter en hastig Gallopade førte hende til Sæde.
147|»Jeg var det før«, svarede han og mødte hendes opmærksomme Blik med en smilende Mine, »men det er forlængst forbi«.
»Det er ikke ganske sandt«, sagde hun og stod stille et Sekund og fortsatte derpaa den korte Vandring.
»Jeg er maaske vred paa mig selv«, sagde han og slap hendes Arm og bøjede sig svagt, idet hun satte sig, »jeg sagde vistnok urimelige Ting før efter Bordet«.
»De er vred – De maa ikke være det paa Advokaten«.
»Ham kan jeg rigtig godt lide«, udbrød Fabricius og bevarede fremdeles sit fornøjede Udtryk.
»Gaa hen og dans med Gertrude. Lad mig se, om De mener ærlig, hvad De siger«.
Fabricius vendte sig om som for at se efter Gertrude og gik ogsaa hen i den Retning, hvor hun sad med Advokaten ved sin Side; men han standsede paa Vejen og satte sig imellem to af Husets unge Døtre og gjorde Løjer med dem og dansede siden næsten udelukkende med de to store og de to smaa Piger i Huset.
For Thora trak Dansen efter dette altfor længe ud, skønt Klokken kun var elleve, da man hørte op. Hun skyndte paa Børnene for at faa dem i Seng. De omringede Fabricius, og han sammensvor sig med dem for i Spøg at drille 148| Thora. Da Gertrude under denne Tumult rakte ham Haanden til Godnat, traadte hun tæt op til ham og sagde hurtig:
»De har været afskylig idag!«
Han bukkede lidt betuttet og fulgtes saa med Advokaten op paa dennes Værelse.
Hvorfra havde hun denne Selvtillid? Fabricius harmedes over den, og da han var bleven ene den Aften, kæmpede han tappert, for at han næste Dag kunde staa rustet mod Gertrude. Hun fortjente ikke de Hundreder af ømme Tanker, han gav hende, og var ikke værdig den Pine, han for hendes Skyld nu udstod. Da saa Solen skinnede næste Dag, og de mødtes, og Gertrude var misfornøjet med de Miner, han satte op, smeltede hans Stivhed, og de faste Beslutninger bleve paa uforklarlig Maade borte mellem Hænderne paa ham. Han blev da i sit Hjertes Inderste sort melankolsk, men fik fat i et vist overmodig lystigt Væsen, som ikke misklædte ham. Han sluttede et Forbund med Advokaten, som begærlig gik ind derpaa, fordi han med Skræk havde opdaget, at Lediggangen kigede ham i Møde bag hver Busk i Haven, og de To indviede et Regimente paa Gaarden, som strakte sig over adskillige Dage. Advokaten svang sig hurtig op til at blive den egentlige Anfører. Han bragte en noget støjende og urolig Slags Forpagtermorskab i Stand, Noget, der ikke faldt 149| Nogen i Selskabet naturlig, heller ikke ham selv, men som Advokaten holdt for den eneste sande Gemytlighed paa Landet – et rent literært Produkt fra hans tidlige Læsning. Han var uskikket til at føle og anslaa den langt mindre omstændelige Lystighed, som Fabricius havde opfattet som organisk forbunden med Thoras lille Værelse i Gavlen, og hans Personlighed havde Drøn nok til at føre sin Sag igennem. Proprietær Bech gned sig i Hænderne af Fornøjelse, og ogsaa Tante Rosalie billigede Løjerne. Fruen i Huset var Herrernes Fortrolige og gav Anvisning paa og udleverede Alt, hvad der var fornødent, Børnene vare henrykte, og Thora passede lidt forbeholdent paa, at de Allermindste ikke bleve for overstadig lyksalige. Gertrude gled med Lethed over i denne Tingenes nye Tilstand.
Saa var Feddersen en Dag udmattet og klagede sin Nød til Fabricius. De sad paa dennes Værelse og røg Cigar. Advokaten længtes efter paa ny at faa Noget at bestille; denne landlige Tummel kunde han ikke holde ud.
»Aa hvad!« sagde Fabricius henkastende og nød sin egen Bitterhed, »De har det bedre end vi Andre: Kærlighed er de Lediges Arbejde«.
»Ja, Tak for det«, svarede Advokaten og lo og viste sine hvide Tænder, »det Arbejde kan man overkomme. – Nej, nu tager jeg en Dag 150| til Byen igen og begraver mig i mine Akter, jeg har jo ikke havt to fornuftige Ting i mit Hoved i al den Tid, jeg har været her ude«.
Der svævede en ironisk Bemærkning paa Fabricius' Læber, hvori Gertrudes Navn forekom, men han holdt den tilbage. Han spurgte Advokaten, om han havde offentlige Hverv.
»Endnu ikke«, svarede denne, »jeg hører ikke til de politisk Rettroende – men jeg faar vel en Dag omvende mig. Jeg har dog vundet en Proces for de Herrer Liberale, reddet en Million Penge fra Holstenerne; de skylder mig Noget. – Det er sandt, hvilken Farve fører vor Vært?«
Fabricius antog, at han var ejderdansk og liberal, men vidste det for Resten ikke nøje. Herrerne talte en Tid lang om Politik, saa vendte Samtalen sig til Forholdene paa Belinda, og Feddersen røbede en Lyst til at spørge, som flere Gange generede Fabricius. Der var enten noget goldt Videbegærligt i Spørgsmaalene eller noget Nærgaaende, som om Interessen, der laa bagved, var rent praktisk.
»Sig mig, hvad er Frøken Hallager egentlig for en Dame?« begyndte Advokaten paany, efterat Fabricius for anden eller tredie Gang havde ladet Samtalen dø hen.
»Hem, ja, hvad mener De med det Spørgsmaal?«
151|»Aa, jeg mener i Grunden: er hun from?«
»Hun er fint udviklet – – enfin, hun er Dame«.
»Ja jeg spørger, fordi Gertrude saa godt kan lide hende, og jeg i Almindelighed er noget bange for denne Fromhed. Gertrudes gode, rare Plejemoder har givet hende Alt, hvad man kan forlange i den Retning – mere skulde jeg ikke ønske«.
»Naa, jeg tænker ikke, Frøken Hallager giver mere«.
Advokaten rakte ud efter Askebægeret. »Det er nemlig en Fandens Historie«, sagde han fortrolig, »med denne Gudsfrygtighed i et Ægteskab. Jeg har faaet en lille Forsmag, og den var ikke rar. Jeg kan nu en Gang kun daarlig bekvemme mig til at gaa i Kirke. Disse mærkelige Præster har en Gave til at gøre mig nervøs som ingen Andre – de taler saa daarlig. Jeg maa sige, at det hører med til mit Fag af og til at skulle tale om underlige Ting, men jeg tror, at jeg gør det bedre«. Advokaten lo og kastede sig tilbage i Lænestolen og anbragte Hænderne oppe over sit Hoved med Cigaren mellem Fingrene som en øverste rygende lille Top. De lange Ben strakte han fra sig.
»Jeg har en Gang talt med en Præst«, fortsatte han og saa smilende op i Loftet, »en af 152| disse saakaldte begavede Prædikanter. Jeg havde hørt ham bruge den skrækkelige Metafor: at gøde Troens Pløjemark med Kristi Blod og Angerens Sved – Gud, hvor jeg pinte det Menneske! Jeg gav ham ikke Lov til at blive højtidelig et eneste Øjeblik. – – Saadan noget Nonsens, kan de Mennesker ikke tale et fornuftigt Sprog?!«
Fabricius mente, at de vare lovlig undskyldte.
»Det vil jeg dog ikke sige«, svarede Advokaten og flyttede med en vis Omstændelighed Hænderne fra Issen ned over det ene Ben, som han havde lagt højt over det andet, og han lod Hænderne glide ned langs Skinnebenet; de omfattede saa Vristen, og han trak stærkt i det krummede Ben, medens han atter lænede sig tilbage. »De har levet sig ind i disse Forestillinger og Udtryk, for dem betyde de Noget, Tilhørerne forstaa dem – de kan godt bruges, men der skulde rigtignok en hel anden Metode ind i det«.
Fabricius havde ikke været i Kirke siden han var Dreng og havde omtrent glemt, hvordan en Præst talte.
»Ja vent, til De bliver forlovet og faar en religiøs Svigermoder«, sagde Advokaten og lo, »saa skal De se, hvor De bliver fortrolig med de Folk«.
153|Det mente Fabricius dog ikke; han antog, at hans Forlovede og Svigermoder maatte tage ham, som han var.
»Tror De?« sagde Feddersen og gav Slip paa Benet, som med et Sæt rettede sig ned efter, »bliv først forlovet, saa skal De se, hvor hurtig De lærer at rette Dem efter Andre«.
Det havde Fabricius ikke Noget imod, men derfra og til lige frem at lyve var dog et stort Spring.
Dette Svar syntes Advokaten aldeles ikke om. Han drejede Samtalen hen paa andre Ting og talte i længere Tid om sig selv.
»Er jeg ikke en lykkelig Mand?« sagde han tilsidst og saa trohjertig paa Fabricius. »Hvad jeg har stridt for i mine unge Dage, har jeg naaet: Mit gode Udkomme og en elskværdig Kone – – ja snart. Lad mig først blive gift, saa god Nat, Længsler og Bekymringer!«
Fabricius var ikke udeltagende for den Andens Følelse af Lykke, kun laa det ubehagelig tydelig i hans Sind, at Advokaten havde en Evne til at gøre Alt fladt, som han ikke misundte ham. Atter steg den sentimentale Bølge højt i Fabricius. Han sad med Haanden under Kinden og saa Gertrude staa med korslagte Arme og nedslagne Blikke og høre paa det Samme, som nu summede i hans Øren, og han saa 154| hende længes, som om hendes Hjerte skulde briste, efter en af de Samtaler, som hun og han havde ført der, hvor Lindetræerne duftede, eller ude i Marken.
En Sten fløj ind ad det aabne Vindu. Det var Gertrude, som gav sin Utaalmodighed til Kende over, at Herrerne endnu ikke havde ladet høre fra sig, og ingen Plan havde bekendtgjort for Dagens Morskab. Advokaten rejste sig og parlamenterede ud ad Vinduet.
»Min søde Pige«, hørte Fabricius ham sige, »Du maa virkelig en anden Gang være forsigtigere, Stenen kunde have ramt en af os«.
Da Feddersen atter traadte tilbage i Værelset, var Fabricius borte, og han var ikke mere til at finde den Formiddag. Der kom intet større Foretagende i Gang den Dag. Advokaten foreslog under en erotisk Indskydelse Gertrude en Spaseretur, men den blev lidt mislykket. De havde ikke Noget at tale om, Stoffet var udtømt paa Morgenturen, de denne Dag som de andre havde foretaget, og der kom oven i Købet et lille Skænderi i Gang, fordi Feddersen i al Kærlighed havde villet bevidne sine Følelser med et Kys. Gertrude hørte med en vis Forbavselse sin Forlovede udtale sig om Kyssets Teori i Ord, der ikke ligefrem stred imod Fabricius' Lære i saa Henseende, men som havde den besynderlige Virkning at gøre hende bange 155| og ilde tilmode, medens hun under den Sidstes Doceren kun havde følt Glæde. Det endte saa med, ligeledes til Forskel fra Scenen med Fabricius, at hun stod stille midt i noget Støv paa en Landevej under en overtrukken Himmel og fik et Kys af Advokaten, som hun ikke syntes, der var nogen Fornøjelse ved. Da hun senere klædte sig om til Bordet, maatte hun flere Gange over Korridoren ind i Thoras Værelse for at meddele hende, at de vist snart fik Torden, Luften var saa trykkende.
Proprietær Bech viste sig den Dag ved Bordet med en fortrædelig Mine, og den bredte sig med forskellige Afskygninger til Alle, da han meddelte, at Fabricius var en Forræder, der tænkte paa at rejse til Hovedstaden den næste Morgen.
Der blev talt vidt og bredt om denne Rejse, men Fabricius indsugede ingen Glæde af den smigrende Uvilje mod hans Plan, som kom til Orde; for ham galdt det kun om at holde fast ved sin Beslutning, som alt var ham tung nok, inden Modstanden kom. Og da Gertrude, vred, ligefrem forbød ham at tage Hensyn til de Ønsker hjemmefra, som han havde skudt ind imellem sig og sin Hensigt, var hans Standhaftighed saa ringe, at var det blevet opdaget, vilde hans Nederlag have været uundgaaeligt. Det gik imidlertid her som saa ofte, Modstanderens 156| Styrke blev overvurderet, og uden at Fabricius ret forstod, hvorledes det gik til, var det med Et blevet en Kendsgerning, som ikke mere kunde ændres, at han skulde rejse næste Morgen Kl. 5 for at naa Diligencen i den nærliggende Købstad.
Aftenen hengik kun daarlig for Fabricius. Han rejste, fordi Gertrude slet ikke var den, han havde formodet, men fandt sig uden Indsigelse i et Forhold, der var i den Grad blottet for, hvad et Kærlighedsforhold burde indeholde af Ædelt og Fremadstræbende, at man maatte lede efter noget Lignende; og dog var hans eneste Ønske nu at opnaa en Samtale med Gertrude, hvor de i Timer kunde udtale sig for hinanden. Han opnaaede ikke denne Samtale. Han fik kun Lejlighed til med noget nervøs, stakaandet Stemme at sige til hende:
»Det forekommer mig, Frøken Gertrude, at naar jeg nu rejser, saa bliver De og Feddersen og Thora Mennesker, som jeg slet ikke kender«. Han havde ikke havt til Hensigt at tage de Andre med i sin Omtale, men han havde ikke Mod til at lægge sine Tanker helt blot.
Gertrude saa alvorlig paa ham med den modige Mine, som han ikke havde set paa hendes Ansigt siden Advokatens Ankomst, men som han mente oprindelig havde været den, der 157| havde bundet hans Tanker til hende – saa gled der et Smil ind i Minen.
»Hvor kan De sige saadan Noget. Vi ere jo fra nu af altid Venner«.
Mere blev der ikke sagt, men Fabricius rugede senere over denne lille Ordveksel som over noget meget Vigtigt. Den havde rigtignok en betænkelig Evne til at gøre ham bitter; Venskab havde for hans Øren nu egentlig kun en ironisk Klang.
Med Thora talte han et Par Ord hen imod Aftenens Slutning; han var gaaet ind til hende i Spisestuen, hvor hun stod alene, sysselsat med efter endt Bordscene at fordele dybtfarvet Rødgrød paa guldkantede Tallerkener, der skulde bringes til Forvalterboligen, hvor Landvæsenseleverne og Forvalteren ventede paa dem og hver Aften lod Tjeneren bringe deres særlige Tak tilbage. En ung Baron mellem dem havde endog ladet sit Kort følge med, men havde fornylig indstillet denne Artighed, da Gertrude, som havde opdaget den stadige Sending, gjorde Løjer med Visitkortene. – Fabricius fulgte den store Skes Vandringer fra Fadet til Tallerkenerne og fandt, at der var noget uforklarlig Rørende ved den hele Proces. Også i Thoras Bevægelser syntes en vis Følsomhed at kige stille frem.
»Morer De Dem ikke mere herude?« spurgte hun venlig.
158|»Morer mig?« sagde Fabricius og afviste denne ringe Betegnelse med en Haandbevægelse, »– sig mig, har jeg Ret, Frøken, naar jeg synes, at der er slaaet Prosa ned her i Huset?«
»De er stræng«, sagde Thora og saa overrasket op paa ham fra Skeen, som blev liggende midt i Fadets røde Favn. Hans Ord havde med Et givet en Række usikre Indtryk fast Skikkelse for hende.
»Jeg spørger jo kun«, sagde han og drejede sig paa Hælen for atter at søge ind i Havestuens Lampeskær, hvor Gertrudes Latter kom strygende som Ildblink under en sydlig Himmel. Fabricius havde ikke været i Italien, men han tænkte paa disse køliglysende Gnister, som dér ude fra kunne fare mod Olielampens varme Flamme. Han traadte ud i Verandaen, men der var ogsaa Advokaten og flere Andre, og Lystigheden skurrede i Malerens Øren.
Næste Morgen var alle Husets Beboere med Undtagelse af Advokaten paa Benene for at sige Fabricius Farvel. Feddersen havde om Aftenen, da de skiltes, halvt i Alvor og halvt i Spøg bebrejdet ham, at han havde taget Chancen fra ham til nu at slippe fra Belinda, og foreslaaet, at de skulde bytte. – Fabricius fandt for tyvende Gang maaske i den Tid, de havde været sammen, at Advokaten tog bagvendt paa Tingene.
159|Tante Rosalie var i sin pyntelige Morgendragt til Stede ved den tidlige Tescene og fortalte leende, at det var Gertrude, som havde tvunget hende til at staa op. Fabricius havde meget gerne kysset den unge Pige paa Haanden. Denne Morgentravlhed og Sporene af kort Søvn, som stod at læse paa hendes Ansigt, var saa smukt – det Hele var jo sket for hans Skyld! Rigtignok var det netop hende, som jog ham bort fra Belinda – – men hvor var hun indtagende! At ogsaa en saadan Forlovelse kunde komme mellem ham og hende!