[160]|X

Sommeren var forbi. En barsk September havde gjort Ende paa de fleste Friluftsglæder, Fabricius havde siden sin Hjemkomst til Hovedstaden siddet inde og været flittig. Han var nu, en Dag sidst i September, i sit rummelige, smagfuldt indrettede Atelier paa Gamle Kongevej sysselsat med at lægge den sidste Haand paa et lille Billede. Det forestillede en Morgenstund i et langagtigt, grønmalet Værelse med gammeldags, pertentlig spinkle Møbler af Pæretræ. Til højre i Billedet langs den ene Væg stod en mægtig Seng med hvid Himmel over. Det røde Sengetæppe var kastet til Side og næsten dækket af Lagenet, paa Hovedpuden var endnu et let Mærke af den, som havde sovet i Sengen. I Billedets Baggrund faldt et klart Morgenlys ind gennem to Vinduer, der vare beduggede fra Natten, og i et af disse, det til højre, hvis ene Halvdel var smækket op, stod en ung Pige med Lyset styrtende fra den smalle Aabning ind over hendes lidt opløste, brune Haar og blottede 161| Skuldre. Hun aandede dybt i den balsamisk friske Luft fra den dugvaade Have udenfor, hvoraf nogle Trætoppe kom til Syne, og hun kigede nysgerrig og forsigtig ud. Hun var næsten i samme Tilstand som den, hvori hun var sprungen ud af Sengen, endnu paa bare Ben og kun med et halvt fastgjort Korset om den luftige Chemise. Med den ene Haand holdt hun Korsettet sammen, med den anden støttede hun sig til Karmen. Af Ansigtet kunde man kun se den ene Kinds bløde Runding og Tindingen og Begyndelsen af Brynet. Den unge Piges Skikkelse var yndefuld, Koloriten fin og varmblodig, hun lignede en nys udsprungen Rose med henaandet Rødt paa de hvide Blade; Solens Brand havde endnu ikke berørt hende. Maleriet var omhyggelig udført med en noget spids Pensel.

Fabricius sad fordybet i Arbejde, da der med Et blev trukket haardt i den lille Klokke, som var anbragt midt i den øverste Dørfylding; han rejste sig for at lukke op.

Med et Udraab tog han imod den Besøgende. Det var Maleren Vilhjelm, den Ven, til hvem Brevene fra Belinda havde været stilede, og som nu var hjemkommen fra en Rejse i Jylland. Den Ankomne var en høj, bredskuldret, smuk Skikkelse, mørk og med et Par venlige blaa Øjne under de smalle Bryn. Der blev talt hurtig og oprømt i adskillige Minutter; imidlertid van162|drede Gæstens Øjne flere Gange hen mod Staffeliet, som Fabricius tildels skjulte. Endelig tog Vilhjelm et Tag i Fabricius.

»Gaa til Side, min Dreng, jeg skal se, hvad Du maler paa«, sagde han, og Fabricius stillede sig lidt forlegen bag Vennen, der med Benene plantede ud fra hinanden saa Maleriet igennem.

»Det er jo godt«, sagde han.

Fabricius' Mine opklaredes.

»Jeg var bange for det«, sagde han, »det er malet ud af Hovedet, det holder jeg ikke meget af«.

»Hvad er det?«

»Mit Værelse paa Belinda«, sagde Fabricius og blev lidt rød.

»Naa, og hun dèr?« Vilhjelm pegede med sin muskuløse Haand paa den unge Pige i Billedet.

»Hun dér – det er den unge Kvinde overhoved«, svarede Fabricius henkastende og lidt mere forlegen.

»Saa –? Hun er vel god til det. Jeg malede en Gang, da jeg var yngre, en Gris overhoved – den blev ikke saa god. – – Skal vi sige, hun er No. 2? – Ikke hende med de fine Ben, som der kun kan tales om paa fransk, men den anden – hende, den lille. Ja undskyld, jeg har mit Indtryk fra dine Breve 163| – – Gertrude Coldbjørnsen er det nok hun hedder«. Alt blev sagt med saa lidt Ophævelse som mulig.

»Hvorfor tror Du det?«

»Det skal jeg sige Dig. Fordi Du har faaet noget Usædvanligt ud af hende. Det er et godt Billede, det har Du ikke malet med Fingrene. – For hendes Skyld«, han pegede paa Maleriets Figur, »vil jeg tilgive Dig – –« han stoppede.

»Hvilket?«

»Din Søben Blomsterduft og Laben Honning i Sommer. Det tog en Overhaand som var beængstende«. Den høje Maler vendte sig mod Vennen med begge Hænder borede ned i den korte Frakkes Sidelommer. »Slem har Du altid været, men denne Gang blev Du en fuldstændig Humlebi, drukken og fortumlet, og saa summede Du i Zigzag omkring disse to – Blomsterbægere«. Han slog ud med den ene Haand. »Og endda vilde Du bilde mig ind, at Du kunde flyve derfra, naar Du vilde!«

»Det har jeg jo gjort«.

»Ja, for at male den ene af dem – Du er helt fuld af Blomsterstøv endnu«. Vilhjelm vendte sig paany mod Staffeliet. – »Er hun virkelig saa –«, han ledte efter et Ord, medens den højre Haand greb forsigtig om en indbildt 164| Genstand i Luften, »saa – for Fanden, uskyldig – hvad? Det er et dumt Ord«.

Fabricius løftede næsten umærkelig paa Skuldrene.

»Det er underligt med Dig, Du kan ikke blive fra disse Kvinder, og saa faar Du altid noget Smukt ud af dem. – For mig er der noget Ukunstnerisk ved Fruentimmer. De er sjusket gjort – kan ikke tænke lige – – eller ogsaa tager Fanden ved dem, og saa bære de sig ad som de ægyptiske Figurer, der staa i stram Profil. – Saadan et lille levende Kid findes egentlig slet ikke – – hun er i alt Fald ikke saa uskyldig«. Atter pegede han paa Billedet.

»Nænner Du at mistænke hende?«

»Hende? nej – men Originalen! Kom med hende, saa skal vi se«. – – »Hør«, sagde han og afbrød sig selv, og der kom et lystigt Smil frem i hans Øjne, »det er sandt, hvordan gik det med Kvindekønnets Forædling – hvad blev det til med den Forlovelse? Du har efter den første Bebudelse iagttaget en uhyggelig Tavshed«.

Fabricius betænkte sig lidt, saa sagde han med en forlegen, ligegyldig Vending hen over Gulvet:

»Hun vedblev at være forlovet«.

Vilhjelm lo og rystede paa Hovedet og sagde blidt: »Kære Arthur, Du er i Grunden 165| for god til denne Verden. Havde Du endda kastet Dig paa Knæ for hende og revet Dig i Haaret og svoret paa, at Du ikke kunde leve, hvis hun ikke tog Dig – – men forlange, at hun af højere moralske Hensyn skulde kaste et Æble bort, inden Pæren laa fuldt moden i hendes Skød – Pære, Du er en Sværmer!«

»Ja ja, det kan Du nu ikke dømme om. Det var Altsammen fornuftig set. Kun er saadan en ung Pige vanskelig at begribe«.

»Det tror jeg nok«, udbrød den høje Maler med en Prusten, »hun er jo Ingenting. Slaa op Pagina det og det i Balles Lærebog – – eller hvis hun er Noget, duer hun ikke, saa er hun forborgent udviklet – har snakket med Mandfolk. – – Uf, der er lige saa beklumret i disse Kvindestier som mellem Studenter ved det teologiske Fakultet. Er der en af dem, man kan tale med, saa kan man sværge paa, kribler Synden hende gennem Kroppen –«. Hans Øjne søgte atter Maleriet. – »Den lille Letpaataa gad jeg for Resten nok have kendt«, sagde han.

De to Malere talte nu en Del om Billedets øvrige Enkeltheder. Nogle af Lysvirkningerne vakte Vilhjelms Tvivl, men Fabricius mente at være sikker i sin Sag. Alt, sagde han, stod som fotograferet i hans Hoved. Han havde ikke tænkt paa at tage nogen Skitse af Værelset, 166| medens han var paa Belinda, Billedet havde dannet sig i hans Hoved, efterat han var kommen hjem; men saa havde ogsaa Alt staaet for ham med en Klarhed som intet andet Billede før. Kun til Korsettet og Haaret og Haanden i Karmen havde han brugt Model. – Samtalen gik dernæst til Vilhjelms Rejse, og han fortalte muntert om Begivenhederne paa den. Prægtig jysk Kvæg havde han bragt hjem med i sin Mappe, sagde han, og det Bedste af det Hele, han havde faaet en stor Bestilling foruden de mindre, han havde rejst for. Saa vendte han tilbage til Fabricius' Billede.

»Du er vel forberedt paa, at Du faar Trompeterne imod Dig?« ytrede han, og da Fabricius saa spørgende paa ham, føjede han til: »Hun er jo næsten afklædt – der staar en Seng, det er højst uanstændigt«.

Fabricius lo og bukkede for ham: »Du har nok været i godt Selskab i Sommer«, sagde han.

»Nej, alvorlig talt«, svarede Vennen, »det er en Overvejelse værd, om hun ikke kan taale at faa nogle Klæder paa. Folk holder ikke af det Intime, naar det ikke ligefrem hører til Kostumet. En Bondepige fra Abruzzerne – en Nymfe – det kan gaa, men en moderne ung Dame afklædt! Hvor vil Du hen? – – det minder En og Anden om die sussen Stunden 167| des grossen Sündenthums – Folk hidses – og saa skælder de Dig ud«.

»Ja, kan Du faa mig til at tro det –«

»Jeg skal skrive Dig en Anmeldelse: Hr. Fabricius har med et vist koldt Raffinement, hvori vi gerne skulle anerkende Dygtigheden, anbragt en ung, afklædt Dame i en forførerisk Belysning. De blottede Former ere skildrede med faa men saftige Træk – det er nu Vrøvl, men den Slags Fejl indløbe altid i Anmeldelser –, som røbe et indgaaende Detailstudium. Vi skulde have foretrukket, at den unge Kunstner havde opsat sit Besøg hos den paagældende Dame til et noget belejligere – hvad sige vi, noget senere Klokkeslet –«

»Hvor gider Du tage det Svineri i din Mund?« sagde Fabricius ærgerlig, medens han sorterede en Bunke Pensler paa et Bord ved Vinduet.

»Tænk over det«, sagde Vilhjelm, »kan Du give hende Noget paa?«

»Ikke en Trevl! – – saa er hun hverken smuk eller uskyldig mere«.

Der blev ikke talt mere om den Sag.

Fabricius satte sig til at male, Vennen gik smaasnakkende og spørgende op og ned i Atelieret. Hvad der var nyt af Studier paa VæggeneA blev flygtig mønstret. Noget af det var omhyggelig gjort og interesserede Beskueren, der168|iblandt Røgterdrengen Christian, som red paa en Tromle; men nogle skitserede Kvier, som hang ved det store blenderede Vindu, vakte Dyremalerens Mishag.

»Naar Du indlader Dig paa den ophøjede Del af Kunsten og fremstiller Naturens Hemmeligheder i Dyrs Skikkelse, maa Du være saa god at gøre det bedre«, sagde han, – og inden Fabricius kunde svare, vedblev han, som om det var den samme Ting, han talte om:

»Sig mig, venter Du Damebesøg idag?«

Fabricius blev en Smule konfunderet og saa hen paa den Talende, der saa ud ad Vinduet.

»Ikke det jeg véd«, sagde han.

»Ja for der holder en aaben Landauer ude paa Vejen med to pyntelige Damer i, som aabenbart interessere sig for dette Vindu. Det gør mig ondt at maatte bemærke, at det dog næppe er for min Skyld – – de er kønne«.

»Lad mig se«, sagde Fabricius hurtig og gik til Vinduet.

I det Samme rejste den ene af Damerne sig halvt op i Kaleschen og vinkede smilende op til ham. Blodet skød rask op i Fabricius' Kinder, idet han hilste igen.

»Det er Gertrude Coldbjørnsen og Frøken Thora!« sagde han, »jeg maa ned til dem«.

»Har de været her før?«

169|»Nej, jeg har ikke set dem, siden jeg tog fra Belinda – de er formodentlig nylig kommen fra Landet. – – Hvor Fanden er min Frakke?« Han havde kastet sin Bluse og løb i Skjorteærmer søgende om i Atelieret.

»Her er den«, sagde Vilhjelm og rakte ham Frakken fra en Messingknap ved Vinduet. »Hu – Giv Dig Tid – de kører sgu ikke fra Dig. – – Bliv lidt, Du maa børstes. Monstro de kommer herop?«

»De vil naturligvis kun tale et Par Ord med mig. Bliv, til jeg kommer igen«, sagde Fabricius og fór ud ad Døren og kom et Sekund efter tilbage for at hente sin Hat.

»Hvad vil Du med Hatten, naar Du har har tabt Hovedet«, raabte Vilhjelm efter ham, og han lo, da han hørte Fabricius tumle rutschende ned ad Trappen.

Fra Vinduet iagttog saa den Tilbageblevne Scenen ved Vognen ude paa Vejen – hvorledes Hænder bleve trykkede, Smil og Ord udvekslede, korte Forklaringer afgivne. Den ranke Kusk paa Bukken og de smukke Køreheste tildrog sig Malerens Opmærksomhed. Med Et stod den yngste af Damerne paa Vogntrinet og hoppede ned paa Vejen, medens Fabricius kom for sent med den Haand, han strakte hjælpende ud, den anden Dame fulgte langsommere efter, og alle tre begav sig gennem Laagen til den 170| lille Forhave foran Huset henimod dette, Kusken lod Vognen køre et Stykke frem for at vende den. Vilhjelm hørte Stemmer paa Trappen, og han fik netop Tid til at gemme Fabricius' Bluse bag et Skærmbrædt ved Døren, da en klar Damestemme udenfor læste højt paa Dørpladen:

»Arthur Fabricius«.

Døren sprang op, og Gertrude traadte smilende ind, hilste flygtig paa Vilhjelm og vendte sig for at tage imod Thora og Fabricius, som havde været nogle Skridt bag ved hende. En Præsentation blev foretagen, og Damerne bragte til Sæde i en lille Sofa i Hjørnet ved Vinduet, hvor høje Potteplanter stod bagved og paa Siderne paa Gulvet og paa Opstandere og dannede i Forbindelse med forskellige ophængte, tildels gamle og falmede Stoffer et ret malerisk og hyggeligt Tilflugtssted. Fabricius rullede Staffeliet et Stykke bort fra Lyset midt i Stuen for at skaffe Plads.

»Hvor De har det nydelig her«, sagde Gertrude og saa sig om, »og gamle Møbler, og saa Meget paa VæggeneA! Saadan ser altsaa et Atelier ud. – Har De det lige saa smukt hos Dem?« spurgte hun Vilhjelm.

Denne maatte med Beklagelse indrømme, at hans Atelier langt fra kunde maale sig med Fabricius'.

Gertrude og Vilhjelm fortsatte Konversa171|tionen, medens den noget nervøse Fabricius lige ved Siden af talte med Thora. Man talte temmelig højt og i Munden paa hinanden, havde lidt ondt for at høre og vare meget muntre.

»Nej, og Klokken hænger midt paa Døren«, udbrød med Et Gertrude, »det er mageløst! – Aa, Fabricius, maa jeg se, hvordan det tager sig ud, naar den ringer?«

Fabricius maatte udenfor Døren for at ringe. Gertrude lo og klappede i Hænderne ad Klokken, der hoppede og kvækkede som en lille forkølet, fjollet En, sagde hun og raabte »Værsgod!«, og Fabricius kom ind og bukkede og spurgte, om Hr. Fabricius var hjemme.

»Nej han er ude – – af sig selv«, sagde Gertrude, »fordi et Par Damer fra Landet ere komne i Besøg til ham«.

Der blev lét ad dette og ad meget Andet. Gertrude forestillede sig Tante Rosalies Forfærdelse, naar hun fik at vide, hvad hendes Pigebørn havde foretaget paa egen Haand.

»Fader vil bare brumme«, sagde hun, »og sige, at det gør ikke Noget, og at vi en Gang snart skal invitere denne Hr. Fabricius«, hendes Blik blev staaende stille ligesom hængende i Luften et Sekund, Fabricius greb det, saa vendte hun sig. »– Saa maa De komme med, Hr. Vilhjelm – vil De!« spurgte hun og lagde sig paa Albuen bøjet hen mod Vilhjelm, der blev 172| aldeles imponeret af Blikkets varme Kraft og bukkede, »– Imorgen til Middag i Taarbæk? – – det er en Aftale«.

Desværre kunde Vognen ikke sendes efter Herrerne, de maatte benytte Dampskib eller Jernbane; hjem skulde de nok blive besørgede.

Thora havde imidlertid rejst sig og stod foran Staffeliet, som Fabricius skød tilbage i den heldigste Belysning for Billedet, Gertrude fulgte hende og havde ikke set et Øjeblik paa Maleriet, før hun greb sin Veninde i Armen og udbrød:

»Thora, det er jo det grønne Værelse paa Belinda!«

Veninden skød som tilfældig Haanden af sig, idet hun flyttede sig lidt.

»Det kan man vanskelig tage Fejl af«, sagde hun, og Ordene havde ikke nogen fuldstændig venlig Klang.

»Men den unge Pige –? «sagde Gertrude og vendte sig mod Fabricius. »Hvorfor har De gemt en ung Pige i Deres Værelse?«

»Hvad skulde jeg gøre? Jeg kunde dog ikke male mig selv derinde«, sagde han og bukkede fornøjet som den, der mærker, at hans Værk gør Lykke.

Gertrude havde hurtig vendt sig til Billedet igen. »Saadan en yndig ung Pige –« sagde hun og tav pludselig. Hun faldt i Tanker, og 173| Blodet steg langsomt op i hendes Kinder. Hun forblev tavs, medens de Andre talte om Maleriet.

Thora vilde vide, hvad den unge Pige ved Vinduet tænkte paa.

»Ikke paa Andet, tror jeg«, sagde Fabricius, »end at Luften er saa frisk, og at der er smuktA uden for«.

»Men er det nok?«

»Ja er det ikke?«

»Det forekommer mig, at der burde være mere Indhold i et Maleri. – En almindelig ung Pige, som lukker et Vindu op om Morgenen, inden hun har klædt sig paa – er det virkelig Umagen værd at male? Skal hun ikke være ulykkelig eller vente paa Nogen?«

»Frøken, De véd ikke, hvor De sønderriver en Malers bedste Følelser«, sagde Vilhjelm og traadte frem foran Fabricius, som havde villet svare, »hvad skal et stakkels Menneske som jeg gøre med alle mine Køer og Faar, naar denne unge Pige ikke er et Maleri. Tanker har mine Drøvtyggere ikke mange af, og kønne kan de dog være. – Den unge Pige er heller ikke saa almindelig, som De tror – se paa hende, hun er smuk –«

»Hun vender jo Ryggen til«.

»Ja, men hendes Ryg er smuk, og Stillingen –«

174|»Jeg vil have, at hun skal være ulykkelig«.

»Giv Tid, Frøken – med Aarene kan hun jo blive det«.

Thora saa lidt overrasket paa Vilhjelm, og der kom en svag opadtrukken Rynke hen over det venstre Bryn.

»Hele Indholdet i Stykket bestaar jo deri«, fortsatte Vilhjelm uden at gøre noget Forsøg paa at møde Thoras Blik, »at hun interesserer, som hun er, og fængsler Opmærksomheden«.

»Naar De havde sat en Mand ind i Stykket«, sagde Thora og saa paa Fabricius, »saa havde De ladet ham foretage sig Et eller Andet«.

»Ja, men det er ogsaa noget ganske Andet«, svarede Fabricius hurtig, »en Mand bliver først interessant, naar han har gjort Noget – han skulde have været en Fange, der kigede ud af sit Bur –«

»Der kan De se, det er det, De har ment. Saa tænker dog den unge Pige paa Noget«.

»Jeg kan nu netop godt lide, at hun Ingenting tænker paa«, sagde Gertrude og blev lidt forundret og krænket over, at de Andre gav sig til at le – rigtignok med stor Forskel i Tonefaldet.

Der blev nu atter talt om en Mængde forskellige Ting, og lidt efter tog Damerne bort. Afskeden var lige saa hjertelig som de første Hilsener, men Tonen var umærkelig bleven al175|vorligere. Fabricius havde kun Øje og Øre for Gertrude, og da hun i Atelierets Dør og paany ved Vognen havde sænket sine Øjne helt dybt i hans og givet ham Haanden og ikke gjort Mine til altfor hurtig at ville redde sig tilbage fra denne tillidsfulde Indvandring paa hans Enemærker, var der en stille Feber i hans Indre, en ligesom, rolig kogende Sø, hvor store, runde Bobler i bestandigt Kredsløb steg fra Bunden op mod Dagens Lys, gled ud og atter gjorde Turen rundt. For hver bristende Boble skabtes en lykkelig Fornemmelse.

Vilhjelm gav, da de var ene, sin Dom over Damerne til Bedste. Han mente, at de virkelig lod til at være bedre, end Damer plejede at være.

»Den liden Frøken Gertrude saa godt, at det var hende, Du har malet«, sagde han.

»Tror Du!«

»Der kan ingen Tvivl være«. Vilhjelm tav en Stund, heller ikke Fabricius talte. »Lagde Du Mærke til«, sagde Vilhjelm derpaa, »at jeg fik Ret! Damers Logik er som Harer, der springer i en Mark. Det var sgu en nem Maade at faa bevist paa, at den unge Pige i Billedet tænker paa Noget«.

Vennerne spiste den Dag sammen paa en Restauration, og Vilhjelm fik mange livlige Skildringer fra Belinda, i hvilke dog ikke ind176|løb de samme intime Beretninger som i Brevene. Fabricius gjorde sig Umage for at lade den Interesse, han nærede for de Forhold, han omtalte, fremtræde i en noget afdæmpet Form. Aftenen sluttede saa i Teatret.

Dagen efter fik Fabricius Visit i sit Atelier af Grosserer og Etatsraad ColdbjørnsenA, og umiddelbart derefter opnaaede Vilhjelm samme Ære.

»Den Mand har Levemaade«, sagde Vilhjelm til Fabricius, da de senere mødtes for at tage til Taarbæk sammen, »han har naturligvis fundet, at hans unge Datter har været vel dristig igaar. – Jeg maa nu ellers sige, at jeg rent glemte at lægge Mærke til, at Begivenheden faldt udenfor Reglerne. – – Aa, ba! det var Vognen, som reddede Situationen – der skulde man have set dem komme gaaende!«

Fabricius interesserede sig kun lidt for denne Undersøgelse. Besøget var faldet naturlig, hvad vilde man mere?

Han var i fortrinligt Humør, han havde faaet sit Billede solgt til Etatsraaden oven i Købet over Prisen, og den gamle Herre havde paa sin noget korte Maade vist ham en tydelig Velvilje.

»Jeg har nogle Billeder hængende her i København – dem skal De se – der er gode imellem. Min Datter skal have dette, naar vi 177| flytte ind fra Landet – det passer til en ung Piges Værelse«.

Fabricius' Hjerteslag var nær stoppet ved disse Ord.

Nu paa Dampskibet var han saa lystig, at han endog forbavsede sin Ven, der dog havde kendt ham i hans mest overgivne Periode.

»De firehundrede Daler er sgu faldet i god Jord«, brummede Vilhjelm. »Se mig til den sære Patron med de lange Øjenbryn, om han lod sig lokke af mine pænt friserede Ræve. Men det forstaar sig, de var jo heller ikke af Familien –«

»Lad mig være i Fred!« sagde Fabricius og blev rød op i begge Tindinger.