[178]|XI

Dagen var forbi. Den havde været behagelig og munter; Fabricius og Vilhjelm kørte i Etatsraadens magelige Kaleschevogn tilbage til Hovedstaden langs ad Strandvejen. Maanen lyste paa Sundet og paa de mange Villaer, der for en stor Del alt havde faaet Vinterdragten paa og stod med Skodder for Vinduer og Døre. Man lugtede de fugtige, nedfaldne Blade, som laa paa Vejen og blinkede svagt i det hvide Lys, og fra Søen strøg en frisk, lidt ram Tanglugt de Kørende i Møde.

»Sover Du?« sagde med Et Vilhjelm til Fabricius, da de passerede Skyggen af en Række klaprende Espetræer.

»Nej jeg gør ikke«, svarede den Adspurgte og rettede sig halvvejs op og saa sig om, som om han pludselig var bleven vækket, »jeg ser paa Maaneskinnet – her er kønt«.

Hans Tanker havde ikke været, hvor han selv befandt sig. De vare blevne i Taarbæk, og af den Lystighed, hvormed han der havde holdt 179| ud til det Sidste, var der ikke Spor tilbage. Paa Johannehøj, Etatsraadens Landsted, havde Advokaten været.

Gertrude havde kort efter Bordet trukket Fabricius ind i en Vindusfordybning og hurtig meddelt ham, at hun den foregaaende Dag havde faaet mange Skænd for Besøget i hans Atelier først af Tanten og siden af Feddersen, da denne var kommen derud til Middag. Hun havde gjort Nar ad sin Forlovede paa en fortrolig, hemmelighedsfuld Maade som en Skolepige, der fortæller om sin Lærer. Det havde klædt hende, hvor forkert det Hele end var –; det var et Træk, som blandt mange andre blottede Tilstandens Uholdbarhed. Fabricius havde særlig efter denne lille Scene følt Alvoren lige som rejse sig inde i ham og række ud efter Lystigheden for at kvæle den, men Situationen havde lige til nu forhindret denne Gerning.

Hvad var det for Resten – dette Nye, der idag var i Gertrudes Væsen? Det Milde – Jomfruelige vilde han kalde det. Begyndte hun at ane, at der i de Tanker, han nærede for hende, var et Tilflugtssted langt omhyggeligere indrettet end den aabne Fælled, hvor hun og Advokaten gik paa Maa og Faa og dukkede i Blæsten bag vantrevne Buske, og følte hun sig dragen henimod dette Ly? Havde hun forstaaet, hvad han havde ment med den unge Pige i Billedet? 180| Hende selv, yndig, som hun var, forsigtig og lokket af Livets skønne Friskhed bort fra den pertentlig beklumrede Stue. Vidste hun, at han stod neden under i Haven og ventede og vilde vise hende Vej? Havde hun Lyst til at sætte sin Fod ved Siden af hans og gaa med ham altid fremad, til Aftensolen mindede dem om Nattens Komme, og de maatte søge Hvile? – Der var Noget i Gertrudes Øjne, som gav ham Anledning til at tro det, hun spandt jo en silkefin Forbindelse imellem dem. Men hvor fast var denne Forbindelse? Var den skikket til at bære Bud om Mere end om fnuglette Ønsker og andre luftige Sager? Gik hun ikke der bag Advokatens tilfredse Latter from som en Hind bag et Tremmeværk, der klaprer i Vinden? Denne Mands Nærværelse var hende jo ikke imod og ubegribelig. – – Da Vognen holdt for Døren, og de skulde bort, var det kun ham og Vilhjelm, der tog derfra, Advokaten blev, et Værelse stod rede til ham. En Vandring altsaa formodentlig i Maaneskin med dette Menneske efter det Afskedsblik, hun havde givet ham! – – Hvor var den sande Grund i denne unge Pige?

»Hvis Du altsaa ikke sover, og Maanen ikke er en altfor behagelig Kammerat, kunde Du maaske høre paa, hvad jeg vil sige? – Jeg finder, at Frøken Hallager er en interessant Person – – – jeg gør«.

181|»Ja vel, det kan jeg godt begribe«.

»Du kunde vise det med noget mere Livlighed. – Jeg tror, at jeg dog vil overlade Dig paa ny til Maanen –«.

»Hvad er det for Noget? Tal Du kun, jeg hører nøjagtig, hvad Du siger«.

»Det faldt mig ind, at jeg vilde fortælle Dig, hvad hun har sagt om Dig; hun kan godt lide Dig«.

»Jeg er lutter Øre«, sagde Fabricius og rejste sig smilende helt op fra sin sammensunkne Stilling.

»Kun finder hun, at Du er blødagtig«.

»Hvadfornoget?«

»»Blødagtig«, sagde jeg – –. Hun har ikke Ret i Præmisserne – det har Damer aldrig – Konklusionen kan derimod være god nok«.

»Maa jeg spørge, om det er af denne Udtalelse, Du udleder, at hun holder af mig?«

»Nej, men fordi hun siger det. Jeg gjorde hende i Forvejen opmærksom paa, at Alt, hvad hun sagde, fortalte jeg Dig igen. – Det maatte jeg ikke, sagde hun, og saa talte vi netop meget indgaaende om Dig«.

»Naar skete det?«

»Medens I andre snakkede sort i Havestuen om Ting, som I ikke forstod jer paa – navnlig da ikke han, Idioten, Hr. Emil fra London, der saa ud, som om han havde stjaalet Pengene 182| til den Vest, han gik med. Den eneste Fornuftige imellem jer var Fru Winge. Det er et dygtigt Fruentimmer – blød Mosbund –. Naa, medens det foregik, trak Frøken Thora og jeg os tilbage til Kabinettet og dannede den finere Del af Kompagniet. Det burde have sunget for dine Øren, Du var Genstand for vore Undersøgelser«.

»Maa jeg faa at vide, hvorpaa hun begrunder sin Opfattelse af min Blødagtighed?«

»Ja det har jeg allerede sagt, det duer ikke. Det er, fordi Du har malet en ung Pige og ikke en Kæmpe, som hvæsser sit Sværd«.

»Naa saaledes. Det Maleri synes hun altsaa virkelig ikke om?«

»Ikke synderlig, tror jeg. For Resten gik hun dybere, hun søgte alle dine Sujetter igennem og fandt, at det var en Skam, at en begavet Kunstner som Du ikke havde valgt større Opgaver. – Jeg spurgte hende, om hun havde set dit berømte Konkursbillede med de ni Ben til de fem Mennesker«.

»Ø – Mefistofeles!«

»Ingenlunde. – Hun var ganske betuttet over, at et saa beklageligt Misforhold kunde opstaa, og jeg maatte trøste hende med, at af de ni Ben, som fandtes, var i det Mindste de syv virkelig fortræffelige Ben. Da jeg fortalte hende, at jeg ejede Skitsen, vilde hun se den. Hun 183| besøger mig imorgen paa mit Atelier. Det er Skade, at Du har brændt Billedet, ellers var hun i Stand til at ville købe det«.

»Besøger hun Dig?«

»Ja; men Du maa ikke vide Noget om det«.

»Alene?«

»Formodentlig – – eller maaske Frøken Gertrude ogsaa gør mig den Ære«.

»Det gør hun ikke«, sagde Fabricius.

»Aa hvad, det er jo blevet udtrykkelig forbudt, efter hvad jeg kunde forstaa; det plejer at være en god Spore«.

Det pinte Fabricius, at han indsaa, at vel havde Bebrejdelserne fra Tantens og Advokatens Side harmet Gertrude som ugrundede, men at de to Menneskers Vilje ikke desto mindre var en Lov for hende. I hendes Ord havde der ikke været den mindste Antydning af, at hun vilde gøre, hvad hun selv syntes.

»Hun gør det ikke«, sagde han til sig selv, »eller hvis hun gør det, sker det med en daarlig Samvittighed«.

»Som sagt, jeg venter Frøkenen imorgen. Det skal more mig saa ogsaa at vise hende en Hingst med maurisk Blod, som hun skal ride paa. – Det kunde aldrig falde mig ind at stille hende op til Stads i en ung Skov med kælne Duer paa Fingrene! Til Hest i en brun 184| Dragt mellem Soldater, som ere paa Skansegravning –«.

Fabricius saa opmærksomt paa Vennen. »Tror Du?« sagde han.

Vilhjelm nikkede. »Jeg har talt ikke saa lidt med hende i Aften. Der er Vilje i den Pige. Vi kom til at tale om, at det var farligt at fortælle en ung Dame, at Livet var skønt. Hun troede selv paa det nu, sagde hun, og der kom Fanden til eget Udtryk i hendes Øjne, men hvad hjalp det hende? Hun var lænket til samme Plet og kunde ikke som en Mand føle, at hun levede. Hun kunde ikke med sine Hænder danne Noget – os Kunstnere misundte hun. – Jeg spurgte hende, om det at opdrage de mange Børn paa Belinda ikke var en nok saa god Opgave. Hun tog forsigtig paa det og sagde senere en smuk Yttring af en ung Pige: 'Var det mine Børn, vilde mit Liv vel ikke staa fattig for mig'. – Det var en god Kone for Dig«.

»Jeg tænker ikke paa at gifte mig«.

Vennerne fortsatte i nogen Tid i Tavshed den Tankerække, hvori de vare komne ind, Fabricius under et Tryk, som meget lignede de sidste Dages Stemninger paa Belinda, Vilhjelm udførende med roligt Behag videre det Billede af den unge Pige, som Aftenens Samtale i Kabinettet havde givet ham.

185|»Mærkelig Hukommelse saadanne Damer har«, begyndte han igen, »de véd, hvad En og Hver har sagt ved alle mulige Lejligheder. – Jeg tør sværge paa, at Du véd ikke Tiendelen af, hvad de kan huske fra i Sommer. Du har et eneste forlibt Indtryk –«.

»Hør, lad mig sige Dig én Gang for alle«, sagde Fabricius utaalmodig, »at Du skal brænde mine Breve fra i Sommer. Du holder paa alt det Vaas, der staar i dem. Jeg har malet den unge Pige, der kiger ud ad Vinduet – det er min Blødagtighed, anderledes er jeg ikke«.

»Naa, naa, godt Ord igen, jeg forsvarede Dig ogsaa overfor Frøken Hallager. – – Hun havde for Resten en stor Sorg paa dine Vegne. – Det var din Mangel paa Religion – Hvis Du blev skuffet i Livet og blev ulykkelig, hvad skulde Du saa gøre? Du havde kun indrettet Dig paa, at Alt skulde gaa godt«.

»Naa, I er skam kommen dybt!«

»Ja unægtelig, og for dybt; saadan en Samtale gik kun daarlig til Akkompagnement af jer i Dagligstuen«.

»Hvad sagde Du til denne Mangel ved mig?«

»Jeg tror, at jeg tog det ganske fornuftig, jeg citerede Dig selv. Jeg gentog, hvad Du for et Aars Tid siden sagde til ham, Schmidt, kan Du huske?«

186|»Undskyld, det, jeg husker mindst af Alt, er, hvad jeg selv har sagt. Har jeg talt med Schmidt om den Slags Ting?«

»Kan Du ikke huske, at han en Aften i Knejpen forsvarede Kristendommen imod Dig, som angreb den, fordi den ikke var skikket til at hjælpe Folk i Nød. – Det var den Aften, da han købte Kagekonens Løgte, og Du holdt Foredrag for Droschekuskene paa Gammeltorv om deres heldige Stilling i Samfundet –«

»Ja vel, det staar dunkelt for mig, men det var jo ikke Andet end Vrøvl jeg sagde«.

»Men inden det; i Vinstuen, da Alt endnu gik rolig til, sagde Du med den sødlige Mine, som det en Gang er lykkedes mig at gribe hos en Hest, som lagde Ørerne tilbage, at der jo ikke var Nogen, som vilde falde paa at nægte, at Kristendommen var bleven til paa en Tid, da det saa sørgelig ud i Verdens store Dollhus. Men senere var der bygget et nyt Dollhus, og deri skønnedes Lægerne at kurere efter en Metode, som holdt sig Naturens Forskrifter mere efterrettelig – derfor vare vi Patienter af det nye Hus. For vore Sorger fik vi Styrtebade og Lektier at lære og, vare vi velhavende, Rejser til Italien osv. – i det gamle Hus ringede man endnu med Klokker, naar En gik rabundus«.

»Holdt Du den Tale til Frøken Hallager?«

187|»Ikke ganske, men jeg fortalte hende, at saadan Noget havde Du sagt. Det Morsomste derved var, at hun glemte sine Betænkeligheder over din Livsanskuelse og sagde: »Taler de om den Slags Ting, naar de drikke Vin?« Jeg sagde, at Du kunde være slem dertil, men at vi andre gjorde, hvad vi kunde, for at holde Samtalen nærmere ved Bægerets Rand. Det var en Bestræbelse, vi hellere burde undlade, mente hun. – – A propos, vi staa vel af ved Charlottenlund?«

»Hvorfor det?«

»Har Hammer ikke været hos Dig for at faa Dig med? Hele Flokken fra Nyboder har været i Dyrehaven idag for at se Krondyrene slaas, og hvis de da ikke ere stangede ihjel, sidder de nu i et af Kabinetterne over Stalden og drikker den grønne Skovs Farvel«.

»Nej, jeg gaar ikke med«

»Og Søstrene fra Ordrup havde lovet at lade sig bortføre i Eftermiddag. Fætteren med de skæve Ben har faaet Ordre til at sende en Indbydelse til Teatret, det giver Frihed efter en stor Maalestok. Dyveke spurgte udtrykkelig, om Du kom med«.

»Ja jeg véd det – – jeg kommer ikke«.

»– – Vahlbom?«

»Tag det, som Du vil«.

»Stakkels Dyveke! Din Kærlighed og dine 188| runde Skuldre maa nu sige Farvel til mere end den grønne Skov!«

»Jeg har ikke set hende, siden jeg rejste i Forsommeren«, sagde Fabricius gnavent.

Vennerne naaede kort efter Charlottenlund, hvor Vilhjelm stod af. Fabricius ønskede ham lidt ironisk en god Fornøjelse, bad ham om at tage sig af Dyveke, og kørte saa til sit Hjem, vejende alle mulige andre Ting i Hovedet end Gildet over Stalden, hvor der blev sagt Skoven et varmt Farvel.

Paa Johannehøj var man tidlig gaaet til Ro. Der var ingen Spaseretur foregaaet i Maaneskin. Gertrude var smuttet ind til Fru Winge, der beboede et af Gæsteværelserne, medens Thora delte Værelse med Husets Datter, og hun havde indrettet sig hyggelig der ved at sætte sig paa en Skammel foran Fru Winges Fødder. Hovedet havde hun lagt bagover i Venindens Skød. En Lampe stod paa et Bord tæt ved og kastede et rødlig gult Skær over den unge Piges Hoved og opad vendte Ansigt. Fru Winge holdt sine Hænder foldede under Gertrudes Hage, og hun bøjede sig hyppig gyngende frem over for at se ind i de brune Øjne, som stræbte at naa hendes Blik over de fine Bryn. Naar Gertrude sagde Noget med mere Eftertryk end sædvanlig, løftede hun sig en Smule op, lagde Armen over Fru Winges Knæ og saa hende ind i Ansigtet, 189| drejede sig derpaa langsomt om igen og faldt paany tilbage i sin hvilende Stilling. Den unge Frues Hænder gled da, naar Gertrude atter var kommen til Ro, ned langs de bløde Kinder og mødtes som før under Hagen, som havde en blank Lysplet paa Midten. Meget blev der talt om.

»Paa den Maade, Barn«, sagde Fru Winge, »synes jeg, at Du er forelsket i Fabricius og slet ikke i din Forlovede«.

»Det kan gerne være, Emma, men det kan jeg ikke gøre for – hvorfor er Feddersen saa kedelig? – – Og saa skulde Du se ham, naar han er vred paa mig. Det er lige som om han var en Kvinde, det gør ham saa ondt! Jeg kan hurtig faa ham god igen; men jeg tror slet ikke, at han har lagt Mærke til, at jeg retter mig efter ham, eller at jeg er bleven klogere, siden jeg har lært ham at kende. Og det er jeg dog«.

»Hvem taler du om?«

»Om Fabricius – – aa troede Du, at jeg mente Feddersen?« Hun lo. »Nej af ham er jeg saamæn ikke bleven klogere«.

»Han hedder Arthur«, begyndte hun igen, »det er et kedeligt Navn, Gud véd, hvorledes Nogen har kunnet falde paa at kalde ham det? – – I Grunden er der ikke andet Kønt ved ham end hans Mund – ja Hænderne! Man kan se det, naar han maler; det gaar saa 190| nydelig. – Han tegnede en Dag en Karrikatur af os allesammen, da vi vare med til at køre Hø ind i en urimelig Blæst; men den har Thora. Jeg ligner en Høne, som Vinden tager fat i«.

»Holder Fabricius ikke meget af Thora?«

»Jo – mere end af mig – – det vil sige, det véd jeg for Resten ikke. – Han kunde nu godt holde mest af mig, for jeg holder meget mere af ham, end Thora gør«. Gertrude var ikke ganske ærlig i dette Øjeblik. Hun var vis paa, at Fabricius holdt mest af hende, og denne Vished havde hun faaet i samme Sekund, som hun havde genkendt sig selv i Maleriet; den udgjorde netop hendes Glæde og det Bløde i hendes Stemning for Øjeblikket.

Hun vidste, at Alt kunde hun fortælle Emma – kun Et maatte blive tilbage som en interessant Lyksalighed, Ingen nogensinde skulde faa mindste Nys om, nemlig at hun var den unge Pige i Fabricius' Billede. Midt i al sin naturlige Barnlighed havde Gertrude en klog, lille Viden om, at hun var et Barn, og at hun med et Ord kunde forspilde denne gode Tilstand. Sagde hun, at Fabricius havde malet hende efter Hukommelsen, vilde Alle sætte det kedelige Ansigt op, som hun godt kendte, og hun selv vilde blive rød i Hovedet – – han kunde jo ogsaa have ladet være at lade hende staa der paa bare Ben! Hun kneb altsaa 191| Øjnene til og løb videre ad en smal Sti – det var det Billede af hende selv, som foresvævede hende – og hun syntes, at hun aldrig havde været saa glad som under dette Løb. Hun kunde samtidig fortælle Emma Løst og Fast; men hvad der blev fortalt, var Indtrykkene fra Belinda, det Gamle, det var ogsaa godt – hvad der var af helt Nyt, det Allerbedste, Forestillingerne fra igaar og idag, fik ingen Ord.

Emma hørte paa Gertrude som paa en Fugl, der kvidrer. Meget af hvad hun sagde, vilde i enhver anden ung Piges Mund have forekommet hende betænkeligt, men da det var Gertrude, som talte, maatte man vogte sig for at give Ordene en større Rækkevidde, end de taalte. Den Forundring, hun i sin Tid havde følt, da hun i Jylland erfarede Gertrudes Forlovelse, var ganske vist ikke bleven mindre, da hun saa de Forlovede sammen og nu hørte Gertrudes Meddelelser – imidlertid en Forlovelse uden gensidig alvorlig Tilbøjelighed var noget saa Urimeligt i dette Tilfælde, at hendes Forundring maatte være en Mangel ved hendes egen Opfattelse, og hvad hun sagde til Gertrude, faldt ikke udenfor den venlig spøgefulde Tone, der en Gang for alle laa hende naturlig paa Tungen, naar hun havde Gertrudes brune Øjne foran sig.

»Sig mig dog Et, Gertrude«, sagde hun, 192| da Samtalen var ved at slutte, »har Du til Andre talt om dit Forhold til Fabricius, saaledes som Du taler til mig?«

»Nej –«, sagde Gertrude og trak Benægtelsen helt ud i en Ø-Lyd.

»Og Du tror ikke, at Du tager Noget fra din Forlovede ved at holde saa meget af denne – elskværdige Maler?«

»Nej«, svarede Gertrude hurtig og med Stemmen gjort betydelig smallere, »med Feddersen er det jo en hel anden Sag – –«

Ja, godt lød det ikke, tænkte Emma, men var her noget Galt, var her da kloge Folk nok, som kunde tage sig deraf. Fremfor Alle Advokaten. En Forklaring, som han tvang frem, maatte jo betyde meget Mere end hendes Ord. At se Farer, hvor de mest Interesserede vare rolige, var formodentlig ufornuftigt og Synd mod den unge Pige – og hun bøjede sig ned og kyssede Gertrude paa Panden.

Fru Winge fik under sit korte Besøg paa Johannehøj ikke oftere Lejlighed til at se de unge Mennesker sammen, og hun rejste med sit gamle Indtryk af, at Gertrude var og blev et indtagende Barn, som vilde flagre Livet igennem paa sin egen lille selvstændige Maade. Det faldt hende ikke ind, at Gertrude manglede Mod.