[193]|XII

»Hvad har de i Teatret i Aften?« spurgte Etatsraad Coldbjørnsen sin Søster en Formiddag en Maanedstid efter Besøget i Taarbæk. Han stod i Dagligstuen i København ved den store Søjlekakkelovn med de blanktpolerede Messingringe og saa paa Tante Rosalie, der sad i en højrygget Lænestol ved et Bord midt i Stuen fordybet i Morgenbladene, hvis lette Tone denne Morgen som sædvanlig baade morede og mishagede hende. Etatsraaden ventede paa sin Frokost uden dog at røbe nogen Utaalmodighed.

»'Min Lykkestjerne' og 'Farinelli'«, svarede den gamle Dame, idet hun lod Øjnene glide fra Feuilletonen op paa den tredie Sides Spalter. »Skal der tages Billetter?«

»Aa, jeg véd ikke – vi kan jo høre, hvad Gertrude siger«.

»Hun siger vist ikke nej«, sagde Tante Rosalie, og Tonen var lidt skarp. Læsningen blev derpaa fortsat. Der fulgte kort efter en pludselig Knasen i Papiret, da den gamle Dame 194| hurtig foldede Avisen sammen og lagde den fra sig med en Mine, som om hun var misfornøjet med Indholdet. »Det var for Resten ikke af Vejen, om der ingen Teatergang blev i Aften«, sagde hun i den lette Tone ovenfra nedad, der anvendtes, naar hun ventede en Modsigelse paa Noget, der ingen Modsigelser burde fremkalde. »Gertrude kan have godt af at tilbringe sin Aften hjemme og i Ro. Der er kommet en Uro over hende i den senere Tid – – hun har ingen Lejlighed til at samle sig. – Jeg er bange for, at hun rent springer den Tanke over, at hun snart skal gaa ind til nye Forhold, som ville kræve store Pligter af hende«.

»Du mener, at det gaar for muntert til her hjemme?«

»Ja«.

»Det finder jeg dog ikke«, sagde Etatsraaden og talte langsomt og venskabelig, Hænderne havde han anbragt under Frakkeskøderne, og de svære Øjenbryn vare højt løftede. »Gertrude morer sig i sit Hjem, det tager hun ingen Skade af. Ifjor var hun ude hveranden Aften. Jeg synes bedre om hende nu end nogensinde – hun er i Færd med at vokse«.

»Ja, hvis hun voksede i god Forstand –?«

»Hvad kalder Du i god Forstand?«

»Gudsfrygt og Hjertets Ydmyghed«.

»Øj!« sagde Etatsraaden, som om han brændte sig 195| og antog derpaa et mildt bebrejdende Udtryk. »Kære«, sagde han »har Du ikke selv en Fornemmelse af, at dine Ord ikke passe? Hvad skal en ung Pige med denne 'Frygt og Bæven'? Det er dog besynderligt altid at mindes Livet som en langsom Død, der foregaar virkelig Et og Andet i dette stakkels Liv førend Døden – dine Tanker om Livet efter Døden i al Ære –«

»Jeg har aldeles ikke tænkt paa Døden«.

»Naa, saa indrøm da Barnet Ret til at lære lidt af det Liv at kende, som hun nu en Gang ikke kan liste sig fra! Der er ikke saa Lidt at lære«. Etatsraadens Tankegang var ikke ny for Tante Rosalie, hun tog lidt overlegent paa den og sagde i nogenlunde godt Humør:

»Din fikse Idé i Ære, Georg – lærer Gertrude Noget i denne Tid?«

»Ja, hun gør virkelig! De to Malere har bragt over vor Tærskel en Skare af gode Forestillinger, som endelig have ramt Gertrudes Sind. De se med Sympati paa Tingene, og hun har i den senere Tid lukket sine smaa Øjne op og fundet Sammenhæng mellem en Mængde Forhold, som før gled saa noget nær meningsløst forbi hende?«

»Jeg kan kun sige, at der forekommer mig 196| at være kommet en beklagelig Mangel paa Alvor i Alt, hvad Gertrude foretager sig«.

»Som om Gertrude havde været alvorlig før! Nej, min Kære! Men hør paa hendes Latter – der er mere Værdi i den nu end for et halvt Aar siden. Hvad mener Du om ifjor Vinter, da Du bragte os Hr. Svigersønnen til Huse? Forstod han at give Gertrudes Latter Indhold? Han ler spidst, det kan en ung Pige ikke lære Noget af«.

»Skal da, maa jeg spørge, en ung Piges Udvikling gaa gennem Latter?«

»Skal og skal! Der er Ingenting, der skal. Man kan le sig voksen, og man kan græde sig sin Udvikling til. – Foreløbig har der om Gertrudes Liv flokket sig Latter; det maa vel være vor Opgave at hjælpe til, at den bliver af saa god en Art som mulig«.

»Og imedens lade alle alvorlige Tanker fare?«

»Hvem siger det?« sagde Etatsraaden hurtig og traadte tæt hen foran sin Søster. »Der er den Insinuation i dine Ord, Rosalie«, fortsatte han dæmpet og med en Hæftighed, som efterhaanden tabte sig, »at der er mere Alvor i at give Barnet en Hætte over Hovedet, fordi det saaledes er sket i henved et Par tusind Aar, end i at give det Øjne, som kunne taale Solens Skin. Du glemmer, at en Lynstraale blænder mest den, 197| som er vant til Mørke. – – Det berører mig lidt forunderlig, at Du taler om Alvor til mig, der har gennemgaaet det meste af et Aar mere bekymret for Gertrudes Skyld, end Du aner – nu forekommer det mig, at jeg skimter Lys forude, lad mig nyde mit Haab i Fred«.

Etatsraaden havde drejet sig rundt paa Hælen og var gaaet tilbage til Kakkelovnen.

»Alvor«, sagde han lidt efter fra sin Krog og stødte Ordet frem, »jeg kunde fristes til at sige, at det glider som en Taage forbi Dig og Feddersen – det er Noget, som I har læst om i en gammel Bog, men har I set det? Kender I det, naar det lyder som Spøg i en ung Piges Mund?« – Han afbrød sig selv. »Der er det, der kommer det ind ad Døren«, sagde han og slog ud med Haanden ad Gertrude, som i Kaabe og Hat kom ind fra den store Stue, der stødte op til Entréen. Hun var netop vendt tilbage fra en fransk Sprogtime, og hun kom lystig syngende en lille fransk Arie.

»Sagde Du Noget, Fader?« spurgte hun og stoppede i Sangen.

»Jeg sagde, at vi har ventet paa Dig med Frokosten«.

Skyerne veg under Maaltidet fra Etatsraadens Pande; det lykkedes derimod ikke Gertrude at tale Tante Rosalies Bekymringer bort, 198| de sugede Næring af samme Grund, som virkede oplivende paa den gamle Herre.

Der var med hendes lille Pige foregaaet en Forandring, og den havde ingen anden Aarsag end de to Maleres hyppige Besøg, deri havde hendes Broder Ret; men det var netop en af hans største Fejl, at han havde knyttet disse to unge Mennesker til Huset. De havde en Maade at tale om Alt paa, som i sin inderste Kærne var anstødelig, hvor tilsyneladende morsom og uskyldig den end kunde tage sig ud. Intet var dem jo i Virkeligheden helligt som noget Urokkeligt og Blivende. Tante Rosalie var først efterhaanden bleven opmærksom paa dette, og det var ikke sket, før det var gaaet op for hende, at Advokatens Autoritet var i Dalen. De behandlede ham som deres Ligemand og fik Gertrude til at interessere sig for alle de Ting, som de bragte paa Bane, og som Advokaten naturligvis ikke var saa hjemme i som de, fordi han havde langt alvorligere Ting at tænke paa. Og hvad var det Andet end lutter Verdsligheder, som de vare opfyldte af, og som glædede hendes Broder i saa høj Grad? Alt drejede sig jo om de Ting, som staa idag og imorgen kastes i Ovnen. Deres kunstneriske Begavelse viste, naar man ret betragtede, hvad den førte i sit Skjold, ikke én Tanke paa det Højere, paa Gud og Pligten – 199| nej, Nutidens unge Mennesker havde sørgelig forladt de gamle Spor.

Tante Rosalie vilde have troet, at hun svigtede sin Pligt, hvis hun ikke havde talt til Feddersen om sine Bekymringer. At hun advarede Gertrude, fulgte af sig selv; men det var ikke længer nok. Der var dog Noget ved Feddersen, som heller ikke var som det skulde være. Han forstod ikke ret, hvori det Farlige laa for Gertrude i at omgaas de to Malere; han tog lidt vrippent paa det. Hvad var der Andet at gøre end ømt at vise Gertrude Fristelsen, som laa for hendes Fod, og saa sætte sin Lid til, at Gud nok vilde holde sin Haand over hende? At prøve ved Sarkasmer at fjerne Faren, gjorde kun Ondt værre. Her var jo ikke Tale om, hvem der havde Ret i de enkelte Tilfælde – det kunde ikke nægtes, at det ofte saa ud, som om Retten var paa de unge Menneskers Side – men Sagen drejede sig om den hele Opfattelse af Tilværelsen, som de lod komme til Orde. – Skulde Advokaten da ikke være en saa alvorlig troende Mand, som hun havde formodet, eller skulde det skorte ham paa virkelig Finhed?

For Advokaten stod det ikke klart, hvad der foregik. Tante Rosalies Ord havde intet Indryk gjort paa ham, det var ikke den Side af Sagen, hun fremdrog, som han havde 200| Sans for. Men Malerne kedede ham og irriterede ham; de havde en Maade at fremføre deres Barnagtigheder paa, som tog sig ud, og de byggede Resultater op paa deres tynde Erfaringer, som han til sin Ærgrelse maatte indrømme ikke altid faldt sammen, fordi man blæste paa dem. De tog Ordet fra ham ved hans Svigerfaders Bord og vandt Bifald baade hos Etatsraaden og Gertrude, og de indgav Gertrude den komiske Forestilling, at hun virkelig selv formaaede at tænke en Sag igennem. Hun havde to Gange i den senere Tid forlangt Grunde for simple Forholdsregler, som det ikke kunde falde dannede Mennesker ind at spørge om Grundene til. Det var en kedelig Overgang inden Brylluppet, men naturligvis skulde de Godtfolk blive holdt paa bedre Afstand, naar Forlovelsestiden var overstaaet, og Hr. Svigerfaderens Indflydelse vist indenfor de rette Grænser. – Fabricius var for Resten en ret elskværdig Fyr, men denne vigtige Maler Vilhjelm kunde han nok have Lyst til at stoppe Munden paa. – Hvad det Spørgsmaal angik at holde en alvorlig Præken for Gertrude, som Tante Rosalie ønskede, at han skulde gøre, maatte man virkelig have ham undskyldt, han havde ikke forlovet sig for at blive Skolemester. Petitesserne maatte Damerne afgøre mellem sig selv, og det havde netop Tante Rosalie et udmærket Greb 201| paa, han stolede fuldstændig paa hende. Det var Meningen om ikke Ordene af hans Ytringer til den gamle Dame. Feddersen tilstod ikke for hende og ikke for sig selv, at selv om han havde ønsket det, havde han ikke havt Mod til at tale indtrængende med Gertrude. Der havde i hendes Væsen allerede paa Landet og senere vist sig et ejendommeligt Forbehold, som han ikke forstod, men som han foreløbig gik af Vejen for. Naar Tiden kom, vilde han som Ægtemand og Herre kunne give de alvorlige Tilrettevisninger, som maaske vilde blive nødvendige – nu manglede der Noget i Situationen, der kunde blive svaret. – Feddersen havde alle sine Dage indrettet sig paa at have en god Position som Baggrund for sin Optræden og fik først ved den noget overdrevne Tillid til, hvad en Sejer i den ydre Verden betød, den fornødne Sikkerhed til at optræde bestemt. Der var i hans Forhold til de to Malere kommen den Skævhed ind, at de ikke havde nogen egentlig Viden om, i alt Fald ikke nogen synderlig Respekt for, hvad en Advokat betød, og det havde kastet det blege Skær over hans Skikkelse, som der unægtelig var.

Der var altsaa Skygger nok i det Coldbjørnsenske Hjem i dette Efteraar 1863; men Solskinnet, som voldte Skyggerne, gled dog ogsaa ind i disse. Der var morsomt i de store 202| Stuer, naar Malerne vare til Stede, ogsaa for Tante Rosalie, og hun kunde tidt nok minde sig selv om, at hun skulde staa paa Vagt ved Gertrudes Side, Faren var ikke saaledes let at gribe. Den stak først sit Hoved frem, naar Samtalerne vare forbi, og man i Enrum skulde drage Resultaterne ud af, hvad der var blevet sagt. Hun stolede paa, at Gertrude ikke kunde gøre det i nogen høj Grad og under alle Omstændigheder ikke havde Sind til at ville gøre det. Børnelærdommen skulde og maatte blive det Stærkeste hos den unge Pige. Tante Rosalie havde i denne Tid hyppigere end før Anfægtelser af, hvor sjældent det lykkedes at blande Gud og Kristus og den Helligaand ind i det daglige Livs Syssel. Vigtige Begivenheder i den store Verden skulde dog snart tage Pladsen op saavel for Tante Rosalies Bekymringer som, tilsyneladende i det Mindste, for de øvrige private Interesser, der plejedes i det Coldbjørnsenske Hus.

Tiden var stærkt mættet med Politik, og den gamle Etatsraad, der var en ivrig National og Liberal, førte Politiken med ind i sine Stuer. De to Malere havde set sig nødsagede til at lægge sig efter Avislæsning, og drev de end hemmelig indbyrdes en Del Løjer med den megen politiske Viden, de pludselig kom i Besiddelse af, dristede de sig ikke til at føre Spøgen med sig, naar de gæstede Etatsraadens Hus. 203| Der kom dér en Kreds af ældre Herrer, Børsmænd og politiske Personligheder, og Tonen fik jevnligt et behageligt Sving af livlig Interesse for alle Tidens Fremskridtsbestræbelser i offentlige Anliggender. Det store Forfatningsspørgsmaal var Dagens ivrigst debatterede Emne; Frederik den Syvendes uventet indtrufne Død, just som Forfatningssagen var bragt til en, som man troede, lykkelig Afslutning, samt det deraf følgende forandrede Forhold til det tyske Rige, bragte nyt Tønder til Diskussionen. Der kom Liv og Lidenskab til Stede, navnlig fordi Feddersen, der hidtil havde været tilbageholdende under den politiske Debat og kun nu og da havde virket oplivende paa Samtalerne ved en moderat Spøg med de nationalliberale Doktriner, med Et tonede Flag som Helstatsmand og Reaktionær. Der forefaldt hæftige Scener mellem ham og Svigerfaderen, og Advokaten maatte atter gøre en tilbagegaaende Bevægelse, bydende Fred. Den gamle Etatsraad beholdt imidlertid en tydelig Bitterhed mod Svigersønnen.

Saaledes stod Sagerne, da Indkaldelserne i Anledning af den truende Krig begyndte. I de første Dage af December fik baade Fabricius og Vilhjelm, der begge var Løjtnanter i Reserven, Ordre til at møde ved deres Regimenter henholdsvis i Aarhus og Aalborg.

De havde i Uniform gjort deres Afskeds204|visit hos Coldbjørnsens først paa Kontoret hos Etatsraaden og derpaa paa første Sal hos Damerne. Vilhjelm havde under dette været mere jovial og munter end nogensinde, Fabricius derimod saa alvorlig, at han frygtede for at vise sin Stemning. Da den gamle Herre havde givet ham det sidste Haandtryk og set op paa ham gennem de buskede Bryn og sagt: »Jeg venter, at De skriver meget ofte – kommer De i Bekneb, straks«, havde han ikke kunnet svare, kun kunnet bukke; men for Resten forekom det ham, at ogsaa Etatsraaden havde havt ondt ved at holde sin Stemme fra at dirre. Paa første Sal havde Visiten ikke varet længe; man havde spøgt, og Tante Rosalie havde havt Taarer i Øjnene, Gertrude havde næsten Intet sagt. – Da Herrerne saa vare ved at gaa, fulgte Gertrude dem ud i Entréen.

Vilhjelm, som mente til det Sidste at burde hjælpe paa Afskedens Besværligheder, vendte sig i den aabnede Dør ud til Trappegangen med en Spøg paa Læberne, men mødte i sin umiddelbare Nærhed Fabricius' noget fortrukne Ansigt og fik et saa hæftigt: Gaa! hvisket i Øret, at han uden videre Ceremonier skyndte sig bort og senere overfor Fabricius altid paastod, at han var bleven kastet ned ad Trapperne.

Fabricius vendte sig mod Gertrude, og det 205| Fortrukne var borte fra hans Ansigt, han saa kun noget bevæget og blød ud.

»Jeg kommer igen i Aften for at sige Dem Farvel«, sagde han og rakte hende Haanden, »Klokken seks eller halv syv – De maa ikke tage med til Sølvbrylluppet – vil De love mig det?«

»Ja«, sagde Gertrude med sin Haand i hans. Hun vilde have sagt ja til, hvad han havde bedet om.

»Farvel da saa længe, Gertrude«. Han løftede hendes Haand op mod sit Bryst. »– For jeg har jo ikke set galt?«

»Nej«, sagde Gertrude og saa ham ind i Øjnene med to Taarer perlende i sine.

»Tak«, sagde han og kyssede hendes Haand, slap den og gik. Paa den første Trappeafsats vendte han sig og vinkede op til hende.

»Farvel, saa længe, min Elskede!« lød hans tydelige Hvisken.

Gertrude blev staaende, lænet til Dørstolpen, indtil hun havde hørt Døren ved Foden af Trappegangen falde klaprende i efter ham, saa gik hun langsomt og usikkert, som om hun var svimmel, gennem den store Spisestue, et mellemliggende Værelse og Tante Rosalies Stue ind i sin egen, satte sig paa en lille Stol, som havde tilhørt hende fra Børneaarene, støttede Hovedet fra Siden imod Væggen og blev siddende der 206| med Hænderne haardt sammenfoldede i Skødet, indtil hun en Timestid efter blev forstyrret af Tante Rosalie, der kom for at minde hende om Pynten, hun skulde have paa til Onkel Niels' og Tante Marianes Sølvbryllup.

Først Etatsraadens Mellemkomst frigjorde Gertrude fra den Pligt at tage med til Sølvbrylluppet, uagtet hun ikke var syg. Klokken fem kørte saa Etatsraaden og Tante Rosalie til Familiefesten, og et Visitkort fulgte med i den gamle Herres Vestelomme, hvorpaa var skrevet med Blyant: jeg ønsker, at Ingen ser til mig i Aften. Jeg er ikke syg«. Dette Visitkort, som bar Gertrudes Navn, overleverede saa Etatsraaden til sin Svigersøn, inden man gik til Bords, og han var ved denne Lejlighed mere hjertelig mod Feddersen, end han længe havde været.

Hjemme gik Gertrude urolig frem og tilbage i de halvmørke Stuer. Der brændte kun en Lampe i det inderste Kabinet, men gennem Portiererne kastedes en svag Lysning ind i Dagligstuen, og i den store Sal faldt gennem de utilhyllede Gardiner skraa Lysflader hen over Loftet fra Gaslygterne paa Torvet nedenunder. Klokken nærmede sig stærkt til seks, Fabricius maatte snart være der. Tiden stod næsten stille, det var skrækkeligt at vente. Gertrude opdagede, at hun aldrig i sit Liv havde ventet før, og 207| forskellige Skildringer i Romaner og Komedier af Personer, der ængstelig iagttog Visernes Gang paa Urskiven, randt hende i Hu. Men de Mennesker havde ikke havt denne forpinte Uro og forunderlige Fornemmelse af, at en hemmelig Kraft, der ellers holdt En oppe, Draabe for Draabe veg bort fra En. Nu først følte man, hvad man var, nu da man var saa urolig og længselsfuld. – Kunde dog Klokken aldrig blive seks. Pludselig slog Urene i Kabinettet og i Spisestuen kort efter hinanden seks Slag, Gertrude saa taknemmelig hen paa det lille Ur i Kabinettet, som var kommet først med sine Slag, og hun tvang sig til at sætte sig rolig hen med noget Sytøj ved Lampen – i fem Minutter, saa fór hun op og begyndte sin tidligere flakkende Vandring gennem de halvmørke Værelser og tilbage til Lampeskæret. – Han kom ikke. Om han nu pludselig havde faaet Ordre til at rejse? Krigen kunde være udbrudt, før Nogen anede det! Gertrude skyndte sig til et Vindu for at opdage, om der var nogen usædvanlig Bevægelse at spore mellem Folk paa Gaden. De gik akkurat som altid. To Herrer standsede udenfor Huset og talte sammen, saa skiltes de. Vognene kørte paa deres sædvanlige ubekymrede Maade, Ingen lod til at have Hastværk. – Men om der nu slet ingen Krig blev? Det var jo ingenlunde vist med den Krig – Feddersen troede 208| ikke paa den, naar vi blot gav efter. Hvorfor kunde vi ikke ogsaa give efter? – – Fabricius kom ikke. Han var naturligvis bleven hentet af en forpustet Soldat, der havde en Taske over Skulderen og blaa Vanter paa og var rød i Ansigtet, og han havde maattet rejse sig fra Bordet og skynde sig afsted – og kunde ikke først have været hos hende. – – Saa fik hun Brev imorgen.

Gertrude satte sig hen for at fortvivle. Saa ringede det. Inden den dirrende Klokke i Korridoren ved Køkkenet var falden til Ro, stod Gertrude i Entréen, og med Hænder, som hun ikke havde det fulde Herredømme over, skød hun Slaaen fra. Det var Fabricius, som stod i Døren. Med et Udraab greb hun efter hans Haand, fik fat i Opslaget paa hans Kappeærme og trak ham ved dette hurtig gennem Entréen ind i den halvmørke Sal og skød Døren til efter dem. Døren fra Entréen ud til Trappegangen blev staaende aaben. Da de vare i den store Stue, løftede Gertrude Armene, lagde dem om Fabricius' Hals og havde kysset ham, inden han endnu ret var kommen til Besindelse om, hvad det var, som foregik.

»Jeg troede ikke, at Du var kommen«, sagde hun og holdt sig med begge Hænder fast i hans brede Kappekrave.

209|»Hvor kunde jeg være rejst uden det, Gertrude?«

»Ak, Du kunde have skullet«.

»Nej, heldigvis, de har dog givet mig Frist til imorgen«.

Fabricius stod paa samme Plet og stirrede i den svage Belysning henrykt paa Gertrude. Han lagde langsomt begge Hænder op over Gertrudes Haandlede, der hvilede som to hvide Pletter paa hans Skuldre, og han sagde med lidt svag Røst:

»Jeg tror, jeg dør af Glæde«. Han havde en Fornemmelse af, at hans Legeme pludselig blev borte for ham.

»Jeg er lidt træt, Gertrude, lad mig tage min Kappe af og sætte mig hos Dig. – Du har jo Lys i Kabinettet«.

Han var traadt noget usikkert et Skridt tilbage og frigjorde sig nu for Kappen, som han vilde hænge ud i Entréen. Der mødte han Lars Tjener, som forundret og mistroisk var i Færd med at tage den aabne Dør ud til Trappen i omhyggeligt Øjesyn.

»Er det Dem, Hr. Fabricius, der er kommen?« udbrød den gamle Tjener og skyndte sig at tage imod Kappen, »Frøkenen har lukket Dem op?«

»Ja –«.

»Siger Du ikke 'Hr. Løjtnant' til Hr. Fa210|bricius, Lars?« sagde Gertrudes Stemme fra Døren til Salen, »ser Du ikke, at han er i Uniform?«

»Jo, om Forladelse – Hr. Løjtnant«, svarede Lars og bukkede, »men det er saa nyt, og jeg kunde ikke begribe, hvorledes De var kommen ind, Frøkenen havde forbudt mig –«

»Jeg er heller ikke hjemme for Nogen, Lars – det galdt kun ikke Hr. Fabricius, han skal i Krig imorgen«.

»I Gud bevares! er Krigen allerede udbrudt?« spurgte Lars forskrækket.

»Nej den er ikke, men vi kan godt være gode mod ham alligevel«, sagde Gertrude og saa kærlig paa Fabricius og tog ham ved Armen for at lede ham gennem de mørke Stuer. »Pas nu paa Døren, Lars, hører Du. Jeg vil Ingen have ind«. Døren lukkedes mellem Salen og Entréen.

»Saa blev Lars den første, Du har fortalt, at Du elsker mig, Gertrude«, sagde Fabricius, medens de tæt klyngede og med Ansigterne vendt mod hinanden gik igennem de halvmørke Værelser.

»Han giver mig gerne til Dig«.

»Og Du selv – er Du ikke bange for, hvad Du har gjort?«

»Nej – jeg er saa ubegribelig lyksalig«.

– Der var gaaet det Meste af to Timer, 211| Gertrude og Fabricius sad endnu i Kabinettet og talte sammen. Det var Historien om deres Kærligheds Vækst og Øjeblikkets Lykke, der først og fremmest sysselsatte dem. At de meget snart skulde skilles, og at en Krig mulig kunde ramme deres unge Lykke paa den føleligste Maade, havde de ikke Tid til at tænke paa. Fabricius var vel den, som talte mest. For ham var, hvad der nu var sket, længe forudset, hans Tanker fløj som lyksalige Amoriner ud af det Bur, hvori de i Maaneder havde siddet sammenkrøbne. For Gertrude var Begivenheden ny; hendes Kærlighed var kommen uden Refleksion. Alle de Følelser, Tilstande og Stemninger, som vare gaaede forud, laa næsten glemte i den store, fredelige Taage, der havde sænket sig over hendes Fortid i samme Øjeblik, Fabricius havde forladt hende om Formiddagen. Hun havde fra da kun havt det som et stort, udeleligt Faktum, at hun elskede ham. Nu foretog hun, tilskyndet af Fabricius, overraskende Opdagelser i sit Indre. Det blev belagt med en Mængde Grunde, at hendes Kærlighed var et kraftigt, længe næret Skud fra hendes Naturs allerdybeste Bund.

»Troede jeg ikke dette, Gertrude, saa sad jeg ikke her«, sagde Fabricius, »det har været min eneste Videnskab nu i flere Maaneder at lægge hvert lille Ord eller Mine, jeg har hørt eller set hos Dig, paa en Guldvægt – jeg har 212| været ved at forgaa af Sorg, naar Mønten ikke syntes mig at være ægte«.

Gertrude lagde Hovedet mod hans Skulder. »Der maa have været mange Øjeblikke, hvor Du ikke har syntes om mig –?«

»Hvor Du gjorde mig ulykkelig – ja«.

»Du maa huske paa, at jeg først véd Noget nu. – Det er underligt, men naar Nogen havde spurgt mig derom, vilde jeg godt kunne have sagt, at Du var forelsket i mig – men jeg vilde ikke have forstaaet Noget derved. Jeg vidste, at Du var det Menneske, som jeg syntes, at jeg kendte bedst i hele Verden – men at jeg elskede Dig? Hvorfor er man saa blind, Arthur?«

Det blev der talt en hel Del om, og der højnede sig bestandig kærere for Gertrude Perspektiver ind i Forestillinger om en Verden af Harmoni og Skønhed, som vel nu ikke mere vare absolut fremmed for hende, men hvor hun dog aldrig paa samme Maade havde følt sig saa vel til Mode og hjemme som nu.

De kom naturlig til at tale længe om Feddersen.

De vare begge ilde tilmode over at skulle tilføje ham Sorg, Gertrude dog mindst. »Han elsker mig ikke som Du, Arthur –«, sagde hun og rødmede let, »Du gaar først lige ind i mit Hjerte – det er ligesom Du ét for ét 213| bøjede alle Blade til Side – – det har han aldrig prøvet paa. – Han er mere som alle Andre, der har talt forelsket til mig. – – Du er en Mand, for Du bærer mig med«.

Fabricius kyssede taknemmelig hendes Haand for denne Definition. »Jeg vil sige Dig én Ting, Gertrude«, sagde han dæmpet – de hørte Lars klirre med noget Sølvtøj i Spisestuen – »jeg véd, at min Kærlighed er bedre end hans – vidste jeg ikke det, var jeg ikke saa rolig, som jeg nu er. Jeg tror gerne, at man maa kalde Feddersens Følelser for Dig »Kærlighed«, men jeg har ingen Respekt for, hvad han føler. Han gaar paa en Maade løs paa sin Forelskede, som man springer paa sit Bytte. – – Kæreste Ven, jeg har tøvet og holdt de utallige Enetaler med mig selv, inden jeg fik Mod til at fordre Dig udleveret. Jeg har sammenbragt en hel ny Religion med Offertjeneste, inden jeg ansaa mig for god nok«. Og senere sagde han i samme Tankerække: »Jeg tror ikke, at Feddersen bryder sig synderlig om at lære Noget af Dig – Du har en mere taknemlig Elev i mig –«.

Under dette dannedes der saa et helt Fletværk af Ord. Gertrude følte sig løftet og baaret som en Dronning derpaa ind i et lykkeligt Land, hvor et Blomsterflor vinkede hende velkommen; men det var kun Arthurs Kærlighed, som gav hende denne Værdighed.

214|»Jeg har ikke saa smukke og gode Tanker, som Du tror«.

»Aa jo, Du har dem smukkere endnu –«.

»Jeg véd Ingenting, uden naar jeg taler med Dig –«

»Derfor skal Du ogsaa blive hos mig – saa glemmer Du dem ikke. Kønne Tanker kan vi jo til Nød alle have, det gælder kun om, hvor længe de bliver hos os. Der er Intet, der dræber smukke Tanker hurtigere end ulykkelige Forhold, og et Ægteskab med Feddersen vilde være en Ulykke for Dig. I forstaa ikke hinanden, der er en Ørken imellem jer, hvorover Intet kan naa – ikke en ussel lille Spurv! Fra mig til Dig strækker der sig lutter smilende Enge, hvor et ret antageligt Antal Fugle finde Næring –«.