[215]|XIII

Klokken var ti, Fabricius var gaaet kort forinden. Afskeden havde været sønderrivende, pludselig og voldsom. Gertrude sad ene tilbage i Kabinettet. Hun kunde ikke græde mere, Fabricius havde sagt, at Adskillelsen ikke vilde vare saa længe, som Folk mente, der kom ingen Krig. Afskeden svandt bort af hendes Tanker, kun hans Nærværelse blev tilbage, hun kunde høre hans Stemme og føle hans Kys, aldrig havde hun anet, at Kærlighed var noget saa Stort og Helligt.

Der lød høje Piskesmæld paa Torvet, Portfløjene bleve smækkede op med et Par hule Drøn, en Vogn rullede ind i Porten. Gertrude huskede paa, at der var kommet et Telegram til hendes Fader fra London, som hun havde lagt paa Bordet; Lars skulde ikke tage det med, naar han fulgte med Vognen. Der plejede sjælden at komme noget Godt fra hendes Broder Emil, naar han telegraferede. Hun ledte efter Telegrammet og fandt det paa Gulvet og stod 216| med det i Haanden, da hendes Fader og Tante Rosalie traadte ind til hende.

»Naa, god Aften, min Pige – hvad Nyt?« spurgte Etatsraaden i samme Nu, som han kom ind i Kabinettet. Gertrude rakte ham Telegrammet, han læste det, drejede sig rundt paa Hælen og gik ind i sin Stue.

Tante Rosalie satte sig stilfærdig paa en Stol, tog Overtøjet af og lod det bringe ud og aflagde en Beretning om Festen. Hun sad bortvendt fra Lyset, og Gertrude stod bag ved hendes Stol.

»Jeg hører af Lars«, sagde Tante Rosalie i Fortsættelse af sin Beretning, »at Fabricius har været her igen i Aften – vilde han Noget?«

»Nej Tante –«, Gertrude var blussende rød, »– det vil sige, han vilde sige Farvel til mig«.

»Fik han ikke sagt det i Formiddag?«

»Nej – ikke nok«. O Gud, hvor var det svært at tale til Tanten om Fabricius' Kærlighed! Det var vist meget galt, og man maatte først ligesom stige fra Luften ned paa Jorden –

»Er det ikke en Smule paatrængende af Hr. Fabricius?« sagde Tanten og lagde Eftertryk paa »Hr«.

»Tante, han elsker mig!«

Der vendte sig et Ansigt om imod hende, belyst af Lampens Skær – Gertrude glemte det 217| aldrig – et Ansigt, der var blegt, og hvorpaa Skræk, Forundring og Indignation stod malet.

»Elsker Dig – Du siger dér noget Forunderligt –«

»Han elsker mig, og jeg elsker ham – jeg vil ikke giftes med Feddersen«.

Ansigtet, der saa paa hende, blev næsten som Sten, et fremmed, forfærdeligt Ansigt. Pludselig kom der en Skælven over det, Taarer traadte frem i Tante Rosalies Øjne.

»Barmhjertige Gud, mit Barn!« udbrød hun, »saa er da Synden kommen ind i dit Hjerte. Bøj Dig, Gertrude, bed Gud tilgive!«

Den gamle Dame havde rejst sig. Taarerne løb ned ad hendes Kinder, hun holdt Hænderne krampagtig foldede højt foran sit Ansigt; nu trykkede hun dem imod sit Bryst.

»At det skulde hænde Dig, mit Kærligheds Barn! – Men Gud vil være Dig en naadig Frelser, bed sammen med mig. Kom til mit Hjerte, Gertrude, i Gud er der altid Frelse at finde, hvor langt din Fod end har været forvildet«.

Tante Rosalie strakte Armene ud imod Gertrude.

Den unge Pige stod forfærdet og fulgte ikke Opfordringen til at hvile ved Tantens Bryst. Hvad havde hun gjort? Hun elskede Fabricius, var det da saa stor en Synd? Hun 218| havde aldrig elsket Feddersen, og hvad hun havde lovet, var lovet af Uvidenhed.

»Gertrude«, sagde Tanten med en Smærte i Stemme og Miner, som naaede Bunden af hendes Myndlings Hjerte, »saadan taler den, der vil forsvare sin Synd. Mellem Dig og Feddersen er sluttet en evig Pagt, som ikke kan brydes. Gud var tilstede i hint Øjeblik, da Du gav denne Mand dit Ja, og han har holdt sin Haand faderlig over Dig, for at Du for Alteret og for hans Aasyn kan bekende, at han var i dit Hjerte, da Du gav dit Ord. Gud lader sig ikke bedrage – svigter Du nu, da er Du i Syndens Sold«.

»Det er ikke Synd, Tante – – aldrig har jeg vidst, hvad godt var, før jeg lærte det af Fabricius«.

»Saadan taler Du til mig, Gertrude!«

»O Tante, Du kender ham ikke«.

»Jo, mit Barn jeg kender ham. Ogsaa jeg holder af den unge Mand, som nu skal vove sit Liv for Fædrelandet, men jeg holder af ham med Smærte, ti han er en Vantroende. Dog, saa sandt der er en Gud til ogsaa for ham, vil han omvende sig og paa sine Knæ bede Gud tilgive de Syndens Aar, han har tilbragt. Men det vil komme til at hvile tungt paa ham, at han har talt om Kærlighed til Dig – en Andens Brud«.

219|»Han elsker mig!«

»Det er ikke Kærlighed!« Der var en Ild i den gamle Dames Ord, som Gertrude aldrig havde kendt. »Gud er i Kærlighed, og hvor han ikke er, er Synd og Død. Du véd Gertrude, den Kærlighed, han har talt om, begynder med et sveget Ord – den er bygget paa Fornægtelse og vil ende i Elendighed. Kan han staa frem for Guds Ansigt og sige, at han elsker Dig – kan han føre Dig ind i din almægtige Faders Hus?? Som en Tyv er han kommen, da Alle var borte, og vilde stjæle et Lam ud af Folden. – – Barn, Barn, hvor har Du vandret i Vankundighed!«

Gertrude græd, som om Taarestrømmen skulde bryde hendes Legeme isønder. Nu blev alle de forfærdelige Ord, hun havde lært at gyse for som Barn, vendt mod hende. Hun var Synderinden – det var Synd, som for Minutter siden havde fyldt hendes Sjæl med skønne Billeder –

»Barn, Fristelsen har været stærkere end din Tro – men Du maa ikke fortvivle. Gud kender ethvert af dine Skridt, og han véd, at din Anger vil være større end din Brøde, vend dit Sind mod ham –«

»Jeg elsker Ingen uden Fabricius, jeg kan ingen Anden elske, det véd Gud godt!« fik Gertrude sagt under Hulken. Hun var sunken 220| om paa en Stol i et Hjørne, hvor der stod en lille Marmorstatue paa en Sokkel, en ung Faun, som holder en Kanin i Ørene, den saa helt bestyrtet ud til den Scene, som foregik i Stuen.

»Saa være Gud mit Vidne, at hvad jeg siger, det siger jeg for at redde dit Barn, Johanne!« udbrød Tante Rosalie med Ansigtet vendt mod Loftet og opløftede Hænder – dette Udbrud og denne Gestus greb Gertrude, saa at Taarerne næsten standsede. »Vid da, mit kære, ulykkelige Barn, at den Synd, der brænder i dit Indre, har din Moder kendt og bitterlig begrædt de sidste Aar af sit Liv. Ogsaa i hendes uskyldige Liv sneg en ung Hedning sig ind – elskværdig som denne Fabricius – han vendte hendes Sind fra Gud og fra din Fader, saa at hun ikke var, som en Hustru bør være. – Paa sine Knæ og fortvivlet, som kun Synden kan gøre fortvivlet, bad hun om Tilgivelse. – Din Fader tilgav hende, inden hun døde. Vid, at hun fra sin Himmel følger Dig i dette Øjeblik!«

Slaget ramte haardt. Gertrude gled fra Stolen ned paa Gulvet og lagde Hovedet paa Stolen og græd. Fabricius' Billede skulde slettes ud af hendes Sjæl. Der maatte mange Taarer til, det tog lang Tid, og Tante Rosalie stod rystet foran dette Billede paa Jammer. Hun 221| talte, som hun troede, trøstende Ord om, at Guds milde Faderøje fulgte dem, som vandrede i hans Spor – ved Feddersens Side og med sin Haand i hans opfyldte hun, hvad Gud havde bestemt for hende, dér var Naaden og Frelsen at finde. Jorderig var fuld af Sorg og Ve, men i Troen paa Kristus og ved den Helligaands Hjælp vilde hun faa Kraft til at tage sit Kors med ydmygt Sind, og hun vilde lære at lovsynge Herren, saa sandt Gud altid hjalp dem, der ærlig længtes efter ham, og andet Mere – Tante Rosalie kunde i sin dybe Sorg dog ikke undlade at finde en Trøst i, at baade Gud og Kristus og den Helligaand indfandt sig i hendes Tanker, uden at hun behøvede at lede efter dem.

Gertrude rejste sig tilsidst og kom til at ligge ved Tantens Bryst. Ved at føle dette forpinte Væsen i sine Arme kunde den gamle Dame ikke længer føre sin Bevægelses stride Strømme i de forud afstukne Baner, der brød menneskelige og varme Ord over hendes Læber. Hun talte om sin egen Kærlighed til Gertrude, om sine Sorger og Bekymringer for hende. Der var Plads i hendes Hjerte til ogsaa at rumme Gertrudes Nød, hun havde jo i sit Liv ingen anden Opgave end den at elske sit Barn og understøtte det, naar dets Fod glippede.

Noget, der lignede en bleg Skygge af Trøst 222| sneg sig ind i Gertrudes Sind, hun kyssede sin Tante og sagde, at hun vilde gaa til Ro.

Klokken var over ét. I den store Spisestue, som Gertrude skulde igennem, brændte et enkelt nedskruet Blus i Gaskronen, og paa en Stol ved Bufetten sad Lars og sov.

Gertrude blev forskrækket ved paa sin Vej at støde paa den sovende Tjener. »Men Lars, er Du ikke gaaet i Seng endnu?« sagde hun, da han rejste sig, og det faldt hende ind, hvad Fabricius havde sagt, at Lars var den første, som havde erfaret deres Kærlighed – han skulde saa omtrent ogsaa blive den sidste.

»Herren er oppe endnu«, svarede Lars, »han sagde, at jeg ikke maatte gaa til Ro, der kunde maaske blive Brug for mig«.

»Gaa Du kun i din Seng, mit Barn – nu skal jeg gaa ind til din Fader«, sagde Tanten, der var kommen til og mærkede, at Gertrude tøvede.

»Det er naturligvis Telegrammet fra Emil«, sagde Gertrude til Tanten, idet hun gik videre til sit Værelse. Over hendes Øjne laa der som en Byrde af Bly, og i hendes Bryst havde Musklerne arbejdet sig dødstrætte.

Tante Rosalie gik til sin Broders Værelse, men først Maaneder efter erfarede Gertrude den fulde Sandhed af, hvad der var blevet forhandlet der den Nat.

223|Da Gertrude næste Morgen vaagnede i Vinterdagens Skumring, faldt et Brev paa Bordet ved hendes Seng hende i Øjnene. Hun greb det, det var fra hendes Fader; der stod:

»Jeg har været ved din Seng, mit Barn, Du sov saa sødt, jeg nænnede ikke at vække Dig. Jeg er nødt til at rejse til London, Emil har gjort nogle Dumheder, som der maa hjælpes paa. Jeg er forhaabentlig snart tilbage – gør Du mig ingen Sorger i Mellemtiden. – Din Fader G. C.«.

Ved Ordet »Sorger« stod Gaarsdagens Begivenheder med Et skærende tydelig for Gertrude, hun bøjede sig frem, støttede Armen og Hovedet paa Bordets Kant og overvejede. Hun blev liggende saaledes, til hun var stiv af Kulde i den lette Natdragt, hun kom til at gyse, stod saa op og gik langsomt ind i det opvarmede Værelse ved Siden af for at klæde sig paa. – Sorger! Ja, det var det, der var sket; man havde trykket et glødende Stempel hvislende paa hendes hvide Bryst, paa Stemplet stod »Synd« – – hendes Moder havde baaret samme Mærke. Nu altsaa vidste hun, hvad Synd var. – Men det kunde ikke have været undgaaet.

Havde Etatsraaden anet, hvorledes hans Ord bleve udtydede, vilde han hellere have ladet Haanden svide af sig end have skrevet sin vemodig spøgefulde Bemærkning. Han havde 224| ganske rigtig tænkt paa Fabricius' Besøg, men havde af Tante Rosalies undvigende Forklaring af Grunden til hendes og Gertrudes sene Færden i Stuerne uddraget den Slutning, at Alt endnu ikke var bragt paa det Rene, at hans Datter endnu tøvede. Det var dette Faktum, som han tilskyndende vilde berøre, og han tænkte mindst af Alt paa, at Gertrude kunde misforstaa ham. Tale tydeligere turde han for selve Sagens Skyld ikke, og tilmed var det jo en gammel og rigtig Aftale mellem ham og Søsteren, at Gertrude i denne Sag skulde staa fuldstændig frit, kun lyttende til sit eget Hjertes Røst. Allerede paa Vejen til Korsør kom imidlertid den Tanke klart frem for Etatsraaden – den havde Aftenen iforvejen kun været tilstede i usikre Omrids – at han kunde blive forarmet ved Sønnen, hans Datter vilde altsaa ikke længer være rig. Det løb isnende gennem den gamle Mands Blod: Ikke længer rig. – Og Fabricius? Den lille Herre, der i sin Pels sad sammenkrøben i Kupéens Hjørne, tænkte paa Krigen, som skulde komme, paa, at den vilde sætte den unge Kunstner tilbage, paa sin egen Stilling, som da vilde være betydelig forværret, paa, hvor dybt Sønnen kunde være indviklet i sine ulykkelige Spekulationer, paa, at han nu selv ikke længer var nogen kraftig Mand, der kunde oparbejde, hvad der gik tabt. – Tankerne bleve tungere og 225| tungere, og da Etatsraaden gik ombord i Kielerdamperen ved Bolværket i Korsør, var han paa sin Vis ligesaa sørgmodig som Datteren samtidig i Hjemmet.

Feddersen havde indfundet sig hos Damerne. Han var endnu i Morgenens Mørke bleven ringet op af Lars, der bragte ham Bud fra Etatsraaden. Denne havde længe overvejet Sagen, inden han sendte Lars afsted med Buddet; men Feddersen var jo dog, naar Alt kom til Alt, endnu hans Svigersøn og dertil inde i Forholdene, han trængte til at høre hans Mening. Feddersen havde altsaa været paa Banegaarden, havde talt med Svigerfaderen og udtalt sin Opfattelse, som lød paa det Værste, han havde faaet at vide, at Gertrude Intet vidste, og kunde nu ikke forstaa hendes dybe Nedslagenhed. Tante Rosalie angav et let Ildebefindende og en lille Uenighed fra den foregaaende Aften, og Feddersen tog sig vel i Agt for at spørge om Mere. Det var den bedste Forklaring paa Kortet, han havde modtaget Aftenen forud, og at blive indviet i, hvad der kunde være Damerne imellem, vilde være ufornødent, under alle Omstændigheder lidet morsomt. Han var meget hjertelig mod Gertrude, men hun lod sig ikke bringe i bedre Humør, og Feddersen forlod hende endelig med nogle opmuntrende Ord. Der var i det Hele noget Hyggeligt over ham den Dag. Situationen 226| tiltalte ham, fordi hans Betydning ved den voksede, og hans Venlighed lykkedes for ham. Men netop dette bragte, da han var gaaet, Taarer frem i Gertrudes Øjne.

Tante Rosalie ansaa dette for et godt Tegn og talte til Gertrude, som om Intet var forefaldet. Hun bragte Spørgsmaalet om noget Dækketøj til hendes Udstyr paa Bane, og Gertrude kom til at tænke paa, at der alt i en Maanedstid havde siddet en svagelig Syjomfru i den store Strygestue bag Køkkenet og syt slyngede GF'er i en Uendelighed paa Lagen og Pudevaar og andet Linned – paa, at Feddersen hed Gotfred, hun Gertrude, hvor bekvemt hun selv havde fundet dette. – – Hvorfor havde hun dog ikke igaar tænkt paa alle de Baand, der knyttede hende til det, som nu en Gang var uforanderligt!

Der var noget Sløvt og legemligt Mat over Gertrude i de følgende Dage, medens hendes Væsen vedblev at være mildt. Feddersen, der var tilbøjelig til at finde Symptomer paa Blegsot i det Meste af, hvad han ikke syntes om hos Gertrude, udtalte Ønsket om, at hun skulde tale med Husets mangeaarige Læge, den gamle Professor Levin; men inden denne Konsultation kunde foregaa, kom der – tredie Dagen efter hans Afrejse – et Brev til Gertrude fra Fabricius.

227|Tante Rosalie overleverede hende det selv. – »Du forstaar, min kære Pige, at dette maa blive det eneste« – Mere blev der ikke sagt.

Gertrude nikkede, tog Brevet og gik med det ind i sin Stue.

Det var et lyksaligt Brev skrevet for det Meste undervejs med Blyant paa løse Lapper udrevne af en Lommebog, Slutningen var et med Blæk beskrevet Ark afsendt fra Aarhus. Gertrude sad i Timer fængslet af Brevet. Hun havde i Begyndelsen ondt ved at læse hans Skrift, som særlig paa de løsrevne Stykker var utydelig. Det hændte undertiden, at en Taare faldt med et lille Smæk paa Papiret, Blyantskriften traadte da skarpere frem, og Taaren hjalp hende til at tyde, hvad hun ikke straks havde kunnet læse. Naar der stod: »Gertrude, det forekommer mig, at jeg før har gaaet som en lystig Fiskermand langs Livets Flod og nyfigent spejdet efter alle blinkende Skønhedsstraalers Ophav, men at det nu er rent forbi. Nu knæler jeg mellem de frodige Planter ved Bredden og stirrer mig fortabt i hver enkelts Skønhed, Oprindelsen kender jeg, der er ikke et GræsstraaA, som ikke har Del i vor Kærlighed osv.«, saa læste Gertrude længe i Stedet for »Skønhedsstraalers Ophav« »Skønhedsdraabers Ophør« og syntes jo nok, at det var smukt men ikke rigtig tydeligt. En Sætning havde 228| hun straks kunnet læse; der stod: »Var mine Tanker ikke saa klare, min Vilje ikke saa sikker, vilde jeg kalde mig beruset af Dig, Gertrude, Du banker i mit Blod og følger mig næsten lige saa tydelig, som var Du virkelig ved min Side«. Et andet Sted hed det: »Det er det, som er det Smukke ved Kærlighed, at den er saa kongelig en Følelse, alt Andet synes spidsborgerligt ved Siden af den. – Den løfter sig ene og ubekymret fra Naturens Grund og retter rolig Blikket paa Vejen, som strækker sig frem efter, og aner næppe, at i dens Følge presser hele det øvrige lille Menneske sig sammen for at vinde med hen ad Vejen«, men Gertrude havde længe ikke kunnet læse dette Sted i Sammenhæng, først et Par vaade Pletter forenede Ordene til en Mening. Senere bredte sig dog Taarer til liden Baade for Læsningen ogsaa over, hvad der var skrevet med Blæk. Fabricius klagede over, at Gertrude ikke, som Aftalen havde lydt, havde været i Vinduet den Morgen han rejste. Han syntes, at hans Tog ud i Verden derved havde mistet en sidste Indvielse, og at han var gaaet tabt af et dyrebart lille Minde, hvortil han som en anden Edderkop havde kunnet knytte en Traad af sin Elskovs stærke Spind, der fulgte ham overalt, saa at han paa ethvert Punkt kunde entre den hele lange Vej tilbage. Men han bad hende dog om ikke at tage sig 229| hans Klage for nær, han kunde jo tænke sig, hvorledes det var gaaet til; hun havde ikke kunnet sove for at tænke paa ham, og endelig havde Trætheden hen ad Morgenstunden overvældet hende – saaledes var det jo nær gaaet ham selv. De sidste Ord af Brevet indeholdt en Anmodning om at faa den nøjagtigste Underretning om Alt, hvad der var hændet i Anledning af hendes hævede Forlovelse; der stod: »Tro mig, jeg har tænkt paa, at Sagen ikke har været Dig let«.

Indtrykket af Brevet var overvældende, men det var ikke kvalfuldt i den Forstand, som Gertrude hidtil havde kendt Sorgen. Der fulgte saa at sige Trøst med hvert Ord, de vare som smaa, bærende Stykker, der bragte hendes Sorg flot. Brevet talte til hende om alt forbigangne Tilstande og malede for hende den Fred og Lykke, som hun havde følt og aldrig skulde føle mere, fordi det var umuligt. Fabricius' Kærlighed løftedes ud af Virkeligheden. Mulig var der endnu Mennesker til, som forstod hinanden og talte sammen, som han og hun havde gjort, men mellem dem hørte hun ikke hjemme. Hun skulde leve paa et Sted, hvor der ingen Spørgsmaal forekom, og hvor Svar var som tamme Svømmefugle, der en Gang imellem plumpede ud i noget stillestaaende Vand. I Brevet, det elskede Brev, var hele Himlens Hær230|skare af bevingede Skabninger, som ogsaa hun fra sit Indelukke kunde iagttage, kun maatte hun ikke lytte for længe ad Gangen til deres Sang, saa blev hun bedaaret og vandrede bort og kom ind i Synden. Synden var det fremmede Land, hvor Fabricius levede og stræbte mod et Maal, som hun ikke ret kendte – det maatte hun sky.

Hver Gang Gertrude kom dertil, brød en Taarestrøm frem lige saa hæftig, som da hun første Gang sank sammen, kun var den mere kortvarig. Hun rejste sig da, gik nogle Gange frem og tilbage med Haanden trykket mod Panden og satte sig saa hen for at gruble som før. Men Alt i Alt var hendes Tilstand mindre lig en tærende Sot nu. Hun havde Billeder af sin Sorg, hvori hun fandt Hvilepunkter for de vingelamme Tanker.

Svaret til Fabricius skrev hun, kort inden hun kunde vente Feddersens Besøg. Det lød saaledes: »Skriv aldrig mere til mig, jeg skal giftes til Januar med Feddersen«. Hun indesluttede sit Fotografi i Konvoluten, fordi Fabricius havde bedet derom i sit Brev. Hun havde havt den Tanke at skrive et langt Brev til ham, saa opgav hun det – hvad skulde hun skrive?

Tante Rosalie saa ikke, hvad Gertrude svarede, men hun fik at vide, at Svaret kun indeholdt en eller to Linjer. Saa blev den gamle 231| Dame siddende oppe den største Del af Natten og skrev til Fabricius. Det var et kærligt Brev og efter Brevskriverindens Mening skikket til at faa den unge Mand til at indse sine Fejl og omvende sig.

De to Breve naaede efter lang Tids Forsinkelse Fabricius, som da var paa Marchen syd paa. Han havde under hele Marchen paa hvert Hvilested skrevet til Gertrude. Brevene vare komne til deres Bestemmelsessted, men Tante Rosalie havde uden at sige Noget derom lagt dem i en Pakke for at oppebi Øjeblikket, da hun kunde sende dem uaabnede tilbage til deres Afsender, hvis Adresse hun ikke kendte.