[248]|XV

Man var midt i Vaabenhvilen. Vilhjelm havde benyttet en Del af sin Permission til et Besøg paa Als for at se til Fabricius, hvis Tilstand efter Amputationen var bleven slettere og slettere. Winge mente, at Hovedgrunden til Sagernes uheldige Vending laa i den Saaredes deprimerede Humør.

»Han sørger over det Ben, saa man skulde tro, at han var Dansemester«, sagde Lægen i den første Samtale, han havde med Vilhjelm, inden denne endnu havde besøgt Fabricius, »kan De bringe ham til at se lidt lysere paa Tingene, gjør De en god Gerning. Han er ellers i Stand til at bedrage os for den virkelig nydelige Amputation, vi har foretaget«.

Vilhjelm var samme Dag to Gange hos Fabricius, og om Aftenen havde han en lang Samtale med Fru Winge og Thora. Han vilde, at de paa en eller anden Maade skulde skaffe Gertrude til Augustenborg, for at hun kunde besøge Fabricius; han var vis paa, at det var Længsel 249| efter hende, som satte den Syge saa langt tilbage. Vilhjelm fortalte Damerne Fabricius' Kærlighedshistorie, som ingen af dem kendte i sine Enkeltheder.

»Jeg tror«, sagde han tilsidst, »at Fabricius ved at ligge syg og ved det store Blodtab, han har lidt, eller ved hvad der ellers kan have svækket ham – simpelthen maaske ved blot at faa Tid til at tænke paa sine egne Sager – har mistet Herredømmet over sit Følelsesliv. Han glemmer, hvad der ligger imellem, og kan nu ikke begribe, at Gertrude ikke sidder ved hans Seng. Endnu har han ikke med rene Ord sagt mig det, men jeg er sikker i min Opfattelse. Det er temmelig sørgeligt at se paa – han har dog før holdt godt Hus med sin Sorg«.

Thora gav tøvende Vilhjelm Ret i Alt, Fru Winge mente derimod, at netop Synet af Gertrude som en Andens Hustru vilde virke skadelig paa Fabricius.

Var hans Tilstand da ikke saaledes, at man maatte vove Noget – denne Længsel maatte brydes, den var rimeligvis farligere endnu end selve Sorgen over Tabet af Gertrude.

»Tror De ikke, Fru Winge, at Mødet med den unge Frue netop kan befri ham for hans syge Kærlighed?« spurgte Vilhjelm.

»Maaske –«, sagde Emma og rystede paa 250| Hovedet. Winge maatte være den, der afgjorde Sagen.

Gertrudes eget Forhold blev ikke med et Ord berørt imellem de tre, de havde alle Fornemmelsen af let at kunne blive uretfærdige imod hende. Thora og Vilhjelm rejste i deres Sind de stærkeste Anklager imod hende, Emma tænkte tilbage paa sin Samtale med Gertrude om Aftenen paa Landstedet og følte Noget, der meget lignede et Ansvar glide truende imod sig.

Da Winge senere kom fra Lasarettet, havde hans sidste Besøg netop galdt Fabricius, og han var misfornøjet med den Syges Tilstand.

»Kan en af Damerne tage en Del af Vagten i Nat?« spurgte han, »der er Feber, han er snavs«.

Thora var straks rede, og Vilhjelm fulgte hende til Lasarettet.

Næste Morgen modtog Vilhjelm Underretning om, at der var skrevet til Gertrude. Fru Winge havde inviteret hende til at bo hos dem, de havde Plads nok. Vilhjelm kunde for sin Permissions Skyld ikke blive mere end Dagen over paa Als, og Thora lovede ham da at give ham skriftlig Underretning.

Tre Dage efter kom Feddersen med sin unge Frue efter en besværlig Rejse om Aftenen til Augustenborg, Advokaten var hurtig gaaet ind paa Tanken om en Udflugt til Als, han havde 251| Forretninger der. Advokaten gav en humoristisk Skildring af Rejsens Fata, men Gertrude var syg og maatte straks gaa til Ro. Til Feddersen blev der skaffet et Logis i Byen.

Da Fru Winge næste Morgen vilde forberede Fabricius paa det Besøg, han kunde vente, lod han hende ikke tale ud.

»En ung Dame fra København«, sagde han, »det er Gertrude Coldbjørnsen! – Lad mig nu ikke vente længer end højst nødvendig – der er gaaet saa mange Dage hen, det er ikke nær saa godt med mig nu, som det har været«.

Han saa saa oplivet ud og talte saa bedende, at Fru Winge ikke kunde bære det over sit Hjerte at omtale, at ogsaa Feddersen agtede at aflægge ham et Besøg – det maatte Gertrude selv forberede ham paa; det var en Streg i alle Beregninger, at ogsaa Advokaten havde indfundet sig. Da Emma traadte ud til den ventende Gertrude, var hun endnu ikke Herre over sin Bevægelse.

»Gaa ind og bliv en lille halv Time – ikke længer«, sagde hun sagte til Gertrude og gik hurtig bort til sine andre Saarede.

Gertrude havde ondt ved at holde sig oprejst. Hun var omhyggelig klædt i en mørk Dragt og traadte forsigtig ind. Fabricius laa med lukkede Øjne, og hun var tæt ved hans 252| Seng, inden han bemærkede hende. Hans Udseende forskrækkede hende mere, end hun havde tænkt sig muligt. Hovedet var endnu stærkt forbundet, han var hulkindet og næsten helt hvid i Huden; et rødligt Skæg groede misklædende rundt om hele Ansigtet.

Han slog Øjnene op og saa Gertrude. Et lyksaligt Smil bredte sig over Ansigtet, og han strakte højre Arm ud, men rørte sig for Øvrigt næsten ikke – han kunde ikke. Denne Urørlighed tog den sidste Rest af Mod fra den unge Kone.

»Gertrude!« sagde Fabricius med svag Stemme, »er Du endelig kommen. – Min Ven, det kunde nær være blevet for sent«.

Gertrude satte sig paa en Stol ved Siden af Sengen og bøjede sig ned mod Sengekanten over hans Haand og græd.

»Nej, sæt Dig tættere ved mig og lad mig se paa Dig – og Du maa nødig græde –«

Gertrude satte sig paa Sengekanten med hans Haand imellem sine og smilede svagt.

»Hvor Du er bleg, og Du er bleven mager – stakkels Lille, Du skulde være kommen før«. Han forsøgte at klappe hendes Kind, og hun bøjede sig ned imod Haanden.

»Kys mig, Gertrude, og fortæl mig saa alt Muligt – – hvad Du har lidt«.

253|Hun kyssede ham og blev siddende med Øjnene fulde af Taarer uden at kunne tale.

»Skal jeg fortælle Dig, hvad der har gjort mig mest ondt – ak, Du kan tro, det gør godt at faa Luft! Din Nærværelse er noget saa Velsignet – Du skal se, at jeg nu hurtig vil faa Kræfter. – Min elskede Ven, véd Du, hvad der smærtede mig allermest? Det var dit korte Brev. At Du ikke tænkte paa, hvad Ondt Du gjorde mig derved? – At de Andre kunde besnakke Dig, Kære, – ja – men vor Kærlighed maatte jo dog have været Dig for stor, til at Du kunde tro, at den kunde knuges ned af et enkelt, usselt Ord –. Véd Du, at jeg nær var deserteret for at komme til Dig? Jeg fortryder næsten, at jeg ikke gjorde det – Du har jo været gift – min – yndige – – men det var jo ikke fra mig, det skulde komme«. Han kunde ikke tale mere, hans Hoved sank bagover, men han beholdt sit lykkelige Smil.

Gertrude bøjede sig ned og græd paa hans Hovedpude.

»Du skal ikke græde, Gertrude, nu er jo Alt godt. Eller er Du bedrøvet, fordi jeg har mistet mit Ben, og vi ikke kan danse sammen ved vort Bryllup?«

Gertrude løftede forskrækket Hovedet, hun troede, at han talte i Vildelse.

»Det stakkels Ben! – – Du maa ikke 254| gøre mig bekymret, sig, at Du holder lige saa meget af mig med ét som med to Ben«.

Gertrude nikkede.

»Er det virkelig gaaet Dig saa nær? Du skal se, at det ikke er saa galt, som Du tror. Jeg havde Besøg forleden af en Kammerat, som ogsaa har mistet sit venstre Ben, han gik allerede ganske flinkt, det saa slet ikke saa tosset ud. – – Men hvad er der, Gertrude? Du ser mere og mere bedrøvet ud«.

»Jeg har det ikke rigtig godt«, stammede Gertrude.

»Det er denne Lasaretluft – Du skal snart gaa. Senere vil Du ogsaa blive vant til den. Du bor naturligvis hos Winges?«

»Ja«.

»Hvem er med Dig?«

»Min – – Feddersen –«

Fabricius laa i nogen Tid stille og saa forundret paa Gertrude. En dyb Rødme skød sig op i hendes Kinder, og hendes Blik gled forskrækket bort fra hans. Hun havde set Forundringen lige som løfte sig fra hans Ansigt og blive til en forfærdet Anklage.

»Er Feddersen da endnu din Mand?« spurgte han med en Stemme, som ikke havde naaet at gøre den bratte Overgang i Tanken med.

»Ja«.

»Saa gaa!« sagde Fabricius med al den Kraft, 255| han ejede og strakte højre Haand ud og pegede mod Døren. Hans Stemme lød haard, og han havde trods Forbindingerne og de voldsomme Smærter løftet sig op fra Puderne, hans blonde Øjne vare rødlig farvede af Sindsbevægelsen. For Udtrykket i dem mere end for den udtalte Befaling veg Gertrude forfærdet nogle Skridt tilbage. Der fulgte en Stønnen, hun saa Fabricius hurtig segne om, og Blod glide over Læberne, som om Munden var fuld deraf. Der kom en kort Hoste, og Fabricius laa med lukkede Øjne, medens der paa Lagenet og hans Skjorte tegnede sig brede, blodrøde Pletter.

»Hjælp, han dør!« raabte Gertrude og styrtede mod Døren.

Uden for stod kun en Sygepasser, som, da der blev kaldet paa ham, i en Fart stak en lille Pibe til sig, hvoraf han havde røgt sødlig stinkende Tobak.

»Hjælp ham!« raabte Gertrude.

»De' ka a itt'«, svarede Sygepasseren, »me' a ska' kald' paa æ Dovter«, og Sygepasseren løb.

Gertrude faldt ned paa den rygløse Stol, som stod umiddelbart inden for Døren i Vindusfordybningen, hun hørte hurtige Trin i den lange Korridor, og med en forskrækket Fornemmelse af, at han skulde dø, tabte ogsaa hun Bevidstheden.

En Time efter var der ikke et Menneske paa 256| Lasarettet, som ikke havde modtaget Underretning om, at en Dame fra København, som skulde besøge Løjtnant Fabricius, var bleven i den Grad greben ved Synet af den Saarede, at hun paa Stedet var nedkommen med et Par-Maaneders Foster og nær havde skræmt Livet af Løjtnanten, der havde villet springe ud af Sengen paa sit ene Ben for at understøtte hende. Han var derved kommen til at trykke et brudt Ribben, som Lægerne ikke tidligere havde iagttaget, mod venstre Lunge og havde saaret den alvorlig. Der blev sagt mange Vittigheder om Begivenheden fra Seng til Seng og ude paa Gangene. –

Gertrude var bragt til Ro hos Winges. Feddersen, som fra Visiter hos forskellige højere Officerer senere kom til Lasarettet, modtog der Underretning om det Skete. Hvad der navnlig gjorde Indtryk paa ham derved – han troede ikke, at Sagen var farlig for Gertrude – var den fuldstændige Uvidenhed, han havde været i med Hensyn til Gertrudes Tilstand, og det Skær af Latterlighed, der klæbede ved Begivenheden. I meget slet Humør vendte han tilbage til Winges. Der forbød imidlertid Fruen ham Adgang til Gertrude, og det Samme skete, da han to Timer senere indfandt sig. Det var, som om man ønskede at faa hans onde Lune udladet i ørkesløse Privatstemninger, og han vilde netop tale til sin 257| Hustru i sin officielle Egenskab af Ægtemand. Han blev forbitret. Han havde Ret til at komme ind. Nej, Gertrudes Tilstand var foruroligende, hun trængte mest af Alt til uforstyrret Stilhed og havde selv udtrykkelig forlangt, at Ingen maatte komme ind til hende.

Det galdt ikke ham.

Det galdt ogsaa ham.

Feddersen maalte den unge, rolige Fru Winge, som han aldrig havde kunnet lide, med et vredt Øjekast.

»De lader til, Frue, at behage Dem selv meget i denne Lasaretmyndighed, som De har tilegnet Dem«.

»Aa nej – men De fordrer saa stærkt, at jeg er nødt til at sætte Noget derimod«.

»Imidlertid tillader De maaske, at jeg beholder en Tvivl om, at Deres Mand vil sanktionere dette besynderlige Forbud«.

»Det er hans Ordre ikke mindre end Gertrudes Ønske«.

Feddersen havde ondt ved at holde den gode Tone vedlige; det kogte i ham af Vrede, han vendte sig mod Vinduet og trommede paa Ruden.

»– Hr. Advokat – Alt maa jo dog dreje sig om Gertrudes Vel –«.

»Det er en Opfattelse, som jeg har lidt 258| ondt ved at tilegne mig, at jeg skulde modarbejde det ved at se til hende«.

»Men naar jeg siger Dem, at hun ikke kan taale Synet af Dem«.

Det var en uheldig Ytring, for saa vidt den var beregnet paa at berolige den vrede Advokat.

»De benytter et temmelig mærkeligt Udtryk, Fru Winge«.

»Det gør mig ondt, at De bliver vred«, sagde Fruen og tog med en vis Forlegenhed Plads. »Vil De tale et Øjeblik rolig med mig?« Feddersen bukkede flygtig og satte sig med en Mine, som om han forud var beredt paa at protestere mod Alt, hvad den unge Frue kunde falde paa at sige. »De véd«, begyndte Emma, »at jeg har havt Gertrudes Fortrolighed, naar vi en sjælden Gang mødtes. – Kan De huske, at det var ved samme Lejlighed, at vi lærte Gertrude at kende?« Feddersen bøjede Hovedet. »Maa jeg uden at krænke Dem sige, at Efterretningen om Deres Forlovelse med Gertrude i sin Tid forundrede mig«. Der tegnede sig et spodsk Smil omkring Advokatens Læber. »Efter Alt, hvad jeg kendte til Gertrude, havde jeg nærmest ment, at hendes Hjerte i lang Tid vilde forblive frit. – – Er De vis paa, at Gertrude nogensinde har elsket Dem?«

259|Feddersen fór op ved dette pludselige Spørgsmaal.

»Hvad i Verden berettiger Dem til et saa nærgaaende Spørgsmaal, der er i højeste Grad fornærmeligt mod Gertrude ?«

»Hendes Fortrolighed«, svarede Fruen.

Feddersen knugede Armene sammen og saa skarpt paa Fru Winge.

»Har jeg i Dem en Veninde til min Kone, som vil gaa mellem hende og mig?«

»Det er et urimeligt Spørgsmaal. Hr. Advokat, De og jeg holde af Gertrude, men hun har havt mere Fortrolighed til mig end til Dem«.

Der foregik noget Pinligt i Advokatens Sind, som malede sig paa hans Ansigt.

»Jeg har under alle Omstændigheder holdt saa meget af Gertrude, at det aldrig er faldet mig ind at mistænke hende for den Mangel paa Kærlighed, som De insinuerer«.

»Her er ikke Tale om en Mistanke eller en Insinuation«, svarede Fru Winge med slet dulgt Hæftighed og med Blodet i Kinderne, »her er Tale om, at De har ægtet et Barn, som De ikke har havt Forstand og Hjerte til at skaane«.

Feddersen løste de krydsede Arme og lagde den ene Haand knyttet paa det lille Bord, ved hvilket han stod.

»Hvad mener De?« sagde han.

260|»Jeg mener, at De har bragt Gertrude i den Tilstand, hvorunder hun idag har lidt, imod hendes Vilje«.

»Fru Winge!« udbrød Advokaten med et hæftigt Slag i Bordet, saa at det rystede, »De gaar for vidt!« Han var bleg af Vrede. Emma rejste sig hurtig fra sin Stol.

»Jeg er ikke gaaet for vidt! Jeg taler paa Gertrudes Vegne, hun ønsker, at jeg skal sige hvad jeg har sagt«.

»Ønsker ...! Hvad har De snakket hende for?!«

Der klang en Tone i Advokatens Udbrud, som noget mildnede Fru Winges Stemning.

»Jeg er ikke uvidende om«, sagde hun, »hvad disse Ord indeholde af Smærteligt – –. Hr. Advokat, her er begaaet store Fejl, ikke mindst af Gertrude og de Andre. Hun burde aldrig være bleven Deres Hustru«.

»Hvad skal alt dette sige? – Hvem er det, som rejser disse latterlige Kimærer midt i Forhold, som Intet har med dem at gøre? Forsvar Dem, Fru Winge, jeg anklager Dem for at stifte et skændigt Komplot –! For Fanden, lad mig komme ind til Gertrude, hvad staar jeg her og taler med Dem for?«

Fru Winge blev forskrækket for den voldsomme Mand, og traadte uvilkaarlig et Skridt tilbage, da Feddersen hurtig gik hende forbi og 261| aabnede Døren til det Værelse, bag hvilket Gertrudes Stue laa. Døren faldt smældende i. Men i samme Øjeblik var Fru Winge i Køkkenet og sendte den tilstedeværende Oppasser i Gallop til Lasaretet efter Winge. I Sovekamret hørtes Feddersens opbragte Stemme.

Da Winge kom, var hans Nærværelse i høj Grad nødvendig. Gertrude laa i Krampegraad, og Feddersen forsøgte trods hendes Modstand at understøtte hende og kaldte hende ved kærlige Navne og skændte hæftig midt imellem.

Det Første Winge foretog sig, da han kom, var at fjerne Feddersen fra Gertrudes Stue. »De forstaar Dem ikke paa Fruentimmer«, sagde han og skød godmodig Advokaten ud ad Døren og drejede Laasen om. Saa satte han sig ved Gertrudes Seng og klappede hende stilfærdig paa Hovedet og talte til hende som til et Barn, og da Gertrude var bleven lidt roligere, kaldte han sin Hustru ind. Der blev anvendt beroligende Midler og Gertrude fik et stærkt Sovemiddel.

Feddersen gik imidlertid som en tirret Løve i den yderste Stue, og først da han af Winge fik at vide, at han havde sat Gertrudes Liv i Fare, faldt han til Ro. Han talte derefter ret aabent til Lægen, og denne, som kun nu og da afbrød ham med et Spørgsmaal, fik et fyldigere 262| Indtryk af den Smærte, der gærede i Mandens Indre, end Emma havde kunnet modtage.

»Lad mig sige Dem en Ting, Advokat«, sagde Winge hen imod Slutningen af deres Samtale, »min Hustru har ganske vist været noget hastig til at tage sit Parti, men hun har efter Alt, hvad jeg kan se, i Hovedsagen havt Ret. Deres unge Frue er bleven gift uden paa nogen Maade at være moden til denne Affære, og De har ikke forstaaet Situationen. Der er her en Videnskab, som De ikke har dyrket, men som man i Ægteskabet nødig maa springe over, naar man ikke vil gøre Uret. Unge Kvinder kan være temmelig skrøbelige, det kan hænde, at vi krænke deres Væsen saa grundig, at der vanskelig senere kommer et sundt Menneske ud af dem. De har været for rask til at bryde en Modstand, som De i Lovens Navn har kaldet illegitim; det straffer sig, Naturen har sin Legitimitet for sig – i daglig Tale gaar den under Navn af Forelskelse og saadan Noget«.

Feddersen røbede ingen Lyst til at forstaa, hvad Lægen mente og slog hæftig paa, at det netop var ham, som i Ægteskabet havde lidt en Skuffelse.

»Naturligvis«, svarede Winge. »Den hele Historie undrer mig ogsaa for Deres Vedkommende, De har været mindre stolt, end det vel ellers laa for Dem at være«.

263|»Mener De maaske, at jeg skulde have forskudt min Kone Dagen efter Brylluppet?«

Lægen rystede paa Hovedet. »Jeg mener, at De har havt gyldig Grund til at betragte Deres Ægteskab som faktisk hævet. De kunde jo saa bejle paany, om De vilde. Jeg begriber ikke, hvorledes man i det Forhold, hvori De er kommen til Deres Hustru, ellers undgaar betydelige Ydmygelser – det er dog ikke behageligt daglig at agere Profos –« Winge tav. Den Dosis, han havde indgivet, syntes ham at være tilstrækkelig stor; han var en Læge, som undgik at pine sine Patienter ud over det Nødvendige.

Feddersen var urolig og vred og satte Samtalens Tone en Oktav højere.

»De er mere Fantast, Doktor«, sagde han, »end jeg havde troet om Dem«.

Winge løftede paa Skuldrene, og de skiltes i Uenighed. Feddersen begav sig til sit Logis for at skrive et dybt krænket Brev til sin Svigerfader.

Brevet kom dog ikke Etatsraaden i Hænde ved denne Lejlighed. Et Telegram fra Fru Winge havde alt kaldet ham fra København.

Winge var langt fra fornøjet med den Rolle, hans Hustru havde spillet ved denne Lejlighed; han mente, at hun havde overskredet sin Kompetence. – Om Aftenen talte Ægtefolkene sammen, 264| og Lægen ytrede blandt Andet, at hvad Gertrude, paavirket af sin Skræk og sygelige Tilstand, havde sagt, burde ikke af Trediemand være forebragt Feddersen; der var derved tilføjet Manden en unødig Krænkelse. Og var Emma vis paa, at Gertrude vilde staa ved sine Ord, naar den ophidsede Stemning atter var forsvunden? Emma var vis paa dette. En anden Ting var, at fandt Gertrude ingen Bistand, vilde hun rimeligvis ikke have Kraft til at gennemføre, hvad hun nu ansaa for den eneste Udvej til Frelse: at fly sit Ægteskab.

»Jeg har modtaget hele hendes Fortrolighed«, sagde Emma. »Hun siger selv, at hun hver Dag har følt sig knækket og brudt Led for Led. – Der er en ung Slesviger, en Fætter til Advokaten, som har været hendes Trøst –. Ser Du, hvad dette er Begyndelsen til? – Hun skammer sig nu derover – 'men jeg kunde jo ingen rigtig Følelse have af, hvor forkert det var –'. Tænk Dig disse Ord i et Barns Mund – ikke tyve Aar, ren i Sind og Tanke! Du kan tro, at det her er vor Pligt at hjælpe«.

»Men hvad Rolle spiller da Kærlighedshistorien med Fabricius i alt dette?«

»Jeg forstaar det ikke ganske. Hun synes ved Synet af ham pludselig at have følt hele sin Tilstands Skam, men nogen egentlig Tanke paa 265| at blive forenet med ham, tror jeg ikke, at hun har«.

»Men ligger da den Opgave ikke lige for at søge at skabe et smukkere Forhold mellem hende og Feddersen?«

»Det er umuligt!« svarede Emma hurtig, og hun rejste sig og bevægede sig urolig i smaa Skridt frem og tilbage, medens hun talte. »– Hør, Du har før forsvaret denne Mand og har ogsaa Lyst til det nu – –. Jeg véd ikke, hvorledes han er mellem Mænd; i sit Forhold til Kvinder er han afskylig. Han er raa. En bundløs Egoist – han mangler netop det, som skulde gøre en Mand skøn«. Hun slog afværgende ud med Haanden: »Forsvar ham ikke! Hvad Ulykke en saadan Mand kan begaa – i sin Uvidenhed – naar Skæbnen har stillet ham med borgerlig Ret over et Væsen som Gertrude – ja, det fatter egentlig kun en Kvinde. Hans Kærtegn er stygge. Paa det farligste, det fineste Punkt i en Kvindes Liv – hendes Blufærdighed og hendes Lyst – ak, hold den Tanke klar – har han traadt med Vaner fra det Liv, I alle har ført –! Frederik, da Du blev min Mand, gjorde Du noget Smukt ud af mit Liv – Gertrude er syg, for hun er bleven tagen med Vold«! Emma græd nervøst, og hendes Mand lagde rolig en Arm om hende.

266|»Husk dog paa én Ting, min Ven«, sagde han, »inden Du fordømmer Feddersen. Han har i sit Liv ingen Adgang havt til at lære, hvad Kærlighed er – han er kommen til Gertrude med en Bøn i sit Hjerte –«

»Nej, han er ikke«, svarede Emma og drejede sig ud af Mandens Arm for frit at kunne gestikulere, »han er kommen med en anmassende Fordring. Han har ikke turdet byde en udviklet Kvinde saa usle Vilkaar som dem, det uvidende Barn kunde lokkes til at gaa ind paa –«.

»Men Emma, hvad i Verden skulde det være for Lokkemidler, han har besiddet? Manden har i ærlig Længsel søgt en Hustru, og kan det med Rette bebrejdes ham, at han er stødt paa et over al Maade uudviklet Barn, der bedragende sig selv og ham har samtykket i et Ægteskab, som har gjort hans Handling mulig?«

»Kan man da ikke stille den Fordring til en Mand, at han ikke uvidende indlader sig i et Forhold, hvor han blot ved sin brutale Vilje begaar en Brøde af skændig Art? Hvorfor vidste han Intet inden Bryllupet? – Og kan det undskylde hans Overfald, at Gertrude oprindelig gav sig i hans Vold uden at ane, hvad Følgen deraf skulde være?«

»Ja det undskylder ham virkelig. Kæreste Ven, Du maa ikke fordre det Samme af denne 267| Mand som af Andre, hvis Liv er foregaaet i Forhold, hvor Sympati og Kærlighed hører hjemme. Han forstaar i dette Minut ikke, hvad han har forbrudt. Han er brutal, ja vel, men det var den Kvindes Opgave, som vilde gifte sig med ham, at drage de ædlere Egenskaber frem i ham paa Dyrets Bekostning. Kan hun ikke det, maa hun tage Skade for Hjemgæld. Og tror Du ikke, at der har været Øjeblikke, hvor han har følt, at han manglede Noget? – Vær vis derpaa. Haabløs er saadan en Mand ikke, trods det, at hans Følelser ere skaarne i Træ«.

Emma gik i Tavshed med sammenknugede Arme nogle Gange frem og tilbage i Stuen og sagde derpaa rolig:

»Det er muligt, at Du har Ret i dette Sidste – jeg haaber det for Feddersens Skyld; men stil ikke den Fordring til Gertrude, at hun skal være den, der hjælper ham. Hun har jo netop mistet Alt, hvad der giver en Kvinde sin Værdighed, inden Følelsen af den endnu var ret vaagnet i hende – og det er hans Forbrydelse. – Han har i sine egne Hænder sønderbrudt enhver Mulighed for Hjælp fra hendes Side. Vi har kun at bringe hende ud af det Nedværdigende i hendes Ægteskab«.

Emma fortalte sin Mand, hvad hun vidste fra Gertrude om Ægteskabets Indgaaelse, om Tantens Tro paa, at det var Guds Vilje, der 268| skete, og om Præstens Optræden Dagen efter Bryllupet. Hvad der særlig forargede hende derved var, at Præsten ikke med et Ord havde henvendt sig til Feddersen.

»Og imod disse Forestillinger, som ogsaa har været Gertrudes, tror Du at kunne virke?«

»Ja!«

Lægen smilede og rakte sin Hustru Haanden. »Emma, Du har den samme smukke Tro som fra vor Kærligheds første Dage. – Kan Du her bringe Noget til Veje, som blot ligner, hvad Du da udførte, saa skal jeg forsøge, om jeg kan føje Noget til den Respekt, jeg altid har næret for Dig«.

Emma trykkede hans Haand og fortalte med et Anstrøg af Munterhed, hvad hun alt havde udrettet. »– Jeg spurgte hende, om hun da troede, at det var nok, at man blot nævnede Gud for at have Ret – om det aldrig var faldet hende ind, at Tanten og Præsten kunde have taget fejl. Jeg skændte paa hende og sagde, at Troen paa en Gud fritog hende ikke for det Ansvar selv at tænke. – Naar Enhver vilde kalde sin Uvidenhed for Guds Vilje, vilde det jo komme til at se forunderlig ud i Verden. – – Hun kyssede mig, græd, lukkede Øjnene og sagde, at hun altid havde troet, at jeg kunde hjælpe hende«.

Efter denne Samtale lovede Winge at 269| arbejde i sin Hustrus Tjeneste til Fordel for Gertrude. –

Da Etatsraaden næste Dags Aften naaede Augustenborg, havde han straks en Samtale med Lægen og hans Hustru, der varede til Midnat forbi, og der kom ikke Søvn i den gamle Herres Øjne, fordi han derefter gik til Ro.

»At jeg saaledes har været slaaet med Blindhed! – Mit stakkels Barn!« var Ytringer, der jevnlig kom igen i Etatsraadens Tanker og som en Kimen forhindrede Søvnen fra at indfinde sig.