[270]|XVI

Et Par Aar var gaaet. Fabricius boede efter sin Moders Død alene, og han havde paa Farimagsvejen fundet et lille Hus med Have foran, hvis Stueetage var ham bekvem. Henimod Slutningen af Oktober 1866 sad Maleren en Søndagformiddag i sin Dagligstue med Døren aaben til Atelieret ved Siden af, for at den overflødige Varme fra en ophedet Kakkelovn i det mindre Rum kunde slippe ind iA Atelieret. Han var paa en Maade gemt af Døren, medens han sad tilbagelænet i Sofaen i Krogen op mod Ydermuren og læste. Det venstre Ben laa i Sofaen, det vil sige den Trediedel, der var tilbage af det; sit kunstige Ben havde han denne Formiddag endnu ikke anlagt, det pinte ham jevnlig, og han var helst fri for det, naar han paa nogen Maade kunde undvære det. Op til Sofaen stod og lænede sig, som om den ventede paa sin Herres Befaling, en Krykkestok med et smukt Elfenbenshaandtag, en Gave fra Proprietær Bech paa Belinda. Maleren saa noget skrøbelig ud. Det kom af en langvarig 271| Lungeaffektion, der ved dette Efteraars Indtrædelse havde forværret sig. Stuen havde to Vinduer, og i det længst fra Atelieret bortfjærnede Vindu sad en ung, kraftig bygget, blond Pige, der pyntede en opkrammet Filthat. Hun gjorde en Bevægelse med Hatten ned i Skødet.

»Er Hatten nu færdig, Dyveke?« spurgte Fabricius, idet han sænkede Bogen.

»Straks«, svarede den unge Pige med en veltonende Bryststemme, der plejede at faa den, som hørte den første Gang, til at studse for dernæst at gøre ham til hendes Tilhænger. »Haa«, sagde hun nogle Sekunder efter og rystede Hatten svagt paa sin udstrakte, veldannede Haand, medens hendes Øjne kærtegnende opfattede alle Hattens Enkeltheder, »Du vil naturligvis forbyde mig at gaa med den. Den er lapset«.

»Lad mig se«.

Hun rejste sig og satte Hatten paa Hovedet og antog en kæk Mine.

»'Af en Landsbypige at være ....'« sang hun med en god Alt og bøjede sig samtidig med lidt udbredte Arme hen imod Fabricius; i hendes Øjne tindrede der godmodig Spøg.

»Ja vist, Du bliver mere lapset for hver Dag der gaar«, sagde han med et noget træt Smil. »Hatten er god som den er«.

Hun tog hilsende Hatten af og satte sig paa ny hen for at sy nogle Sting.

272|»Naar Du er færdig, maa Du gaa, min Ven«, sagde Fabricius, idet han lagde Bogen fra sig paa et lille Bord ved Sofaen.

Den unge Pige rynkede Brynene, men sagde Intet. Da Hatten saa var færdig, lagde hun den fra sig i Vinduskarmen og gik hen til Fabricius. Hun knælede ned foran Sofaen og lagde en Haand paa hans Skulder.

»Arthur«, sagde hun, »Husk, at Du snart skal rejse, lad mig blive hos Dig hele Tiden saa længe. Det er det Mindste, Du kan gøre for mig«.

Fabricius rystede paa Hovedet.

»Jeg kan godt«, vedblev hun overtalende, »jeg siger hjemme, at Onkel har Brug for mig –

»Og til din Onkel?«

»Siger jeg, at han ikke maa sige Noget hjemme«.

Fabricius klappede hende paa Kinden og lod, som om han overvejede Sagen. »Jeg kan ikke begribe, Dyveke«, svarede han, »at Du vil blive hos mig, jeg er jo næsten altid gnaven«.

»Du er ikke gnaven«, udbrød Dyveke med løftet Hoved, »Du sørger, det gør en Forskel. Hvis Du ikke sørgede, var jeg ikke her, for saa var Du lykkelig, og saa var Du gift. Jeg kan faa Dig til at sørge mindre. Derfor skal Du lade mig blive«.

273|»Det gaar ikke an, hverken for din eller min Skyld –«

Dyveke havde alt Luften inde, der skulde bære hendes Svar imod ham, da Klokken i den lille Entré gav Lyd.

»Kan jeg lukke op?« spurgte hun.

»Jeg antager det. Det er vist Vilhjelm. Skulde det være Andre, maa Du være Madamen, som er i Kirke. – Tag dog den Hat bort først«, sagde Fabricius og pegede paa Hatten i Vinduskarmen.

Dyveke fjernede den brødefulde Genstand, lukkede op og nejede, idet hun førte en Snip af Kjolen op mod Øjet, og med en gammel Kones grædefærdige Stemme sagde hun:

»Gud, Deres Velbaarenhed, er det Dem«.

»Goddag, Madam Sigbrit«, svarede Vilhjelms kraftige Stemme, og han drog i et langt Haandtag Dyveke med sig ind i Dagligstuen. »Jeg kunde jo nok begribe, at Du var her. Jeg skal hilse Dig fra dine Forældre, de har været hos din Onkel for at spørge efter Dig. Hele Ordrup er brændt og jeres Hus med«.

»Pyt«, svarede Dyveke, »det var ikke saa vel. Det beder Fader og Moder om hver Aften i deres Aftenbøn, for de er fromme Folk. – Men hvordan gaar det Dig? Du bliver med hver Dag, der gaar, tykkere, synes jeg«.

»Det er ikke sandt!« svarede Vilhjelm hurtig 274| og saa sig forskrækket i Spejlet, »jeg bliver tværtimod mager, jeg har været tyk«.

Der blev talt om forskellige Ting. Vilhjelm kom for at melde et Besøg af Damer og Herrer hos Fabricius, Dyveke maatte gaa. Men forinden skulde Vilhjelm beundre hendes nye Hat.

»Du ender med at blive alt for smuk, Dyveke«, sagde han.

»Finder Du«, sagde hun vel tilfreds, medens hun trak sine Handsker paa. »– Du kunde for Resten«, føjede hun til, idet hun strakte den endnu blottede højre Haand hen imod Vilhjelm, »en Gang kysse den Haand, Højstærede«.

Vilhjelm gjorde det.

»Betyder den Højtidelighed Noget?« spurgte Fabricius.

»En gammel Gæld, som nu er afbetalt«, sagde Dyveke. Hun nikkede til Vilhjelm og kyssede Fabricius, inden hun gik.

I Døren vendte hun sig og sagde alvorlig til Fabricius: »Du skal være tidlig hjemme i Aften, hører Du, ellers kommer Hosten igen. Jeg skal nok være her og passe paa, at dine Stuer er ordentlig varme«.

»Du skal tage hjem til dine Forældre!« sagde Fabricius.

»Det gør jeg ikke«, svarede den unge Pige og lukkede Døren og gik.

Hun lod en noget alvorlig Stemning blive 275| bag sig. Fabricius spurgte, hvad Haandkysset havde betydet.

»At den Haand har givet mig en Ørefigen, en ærlig ment. Det var den Gang, kan Du huske, i Charlottenlund, da vi kom fra Coldbjørnsens fra vort første Besøg, og jeg skulde trøste hende over din Udeblivelse, men blev i overordentligA ringe Grad paaskønnet. Har hun aldrig slaaet paa den Historie for Dig?«

»Aldrig«.

Det var Bechs fra Belinda, hvis Ankomst Vilhjelm havde bebudet. Han kom fra et af sine Besøg der paa Gaarden. Herren og Fruen og den ældste Datter tilligemed Thora, der efter Krigen var tagen tilbage til Belinda, havde fulgt med ham til København.

»Er der ellers noget Nyt der ude fra?« spurgte Fabricius paa Tilbagevejen fra Sovekammeret, hvorhen han efter Dyvekes Bortgang ved Vilhjelms Hjælp havde begivet sig for at anlægge sit kunstige Ben.

»Aa nej – det skulde da være, at den gamle Etatsraad Coldbjørnsen begynder at blive lidt aflægs. Jeg skal hilse Dig fra ham«.

»Tak«, svarede Fabricius og satte sig i Sofaen.

»Han er ellers i godt Humør. Han og Gertrude lever stille og fornøjelig paa den lille 276| Gaard. Han planter i sin Have, og hun læser højt for ham. – – Nu skulde Du se hende!«

Fabricius svarede ikke, men tændte en Cigar. »Fortæl mig«, sagde han med en noget kunstlet Ro, »om dine egne Anliggender. Har Du heller ikke denne Gang talt til Thora?«

»Nej«, sagde Vilhjelm alvorlig.

»Bliver det overhoved til Noget?«

»Jeg tror det ikke«.

»Du rejser med mig?«

»Rimeligvis«.

Fabricius stod op fra Sofaen og gik hen til Vilhjelm, der sad tilbagelænet i en Gyngestol og pustede Røgen af en Cigar langt ud i Rummet.

» Hvorfor vil Du ikke være vis i din Sag? Eller vil Du først sidde i Ægypten for saa at skrive?« spurgte han.

»Nej. – Jeg er sikker i min Sag. Sagde jeg et Ord til Thora om mine Følelser, kunde hun og jeg ikke være Venner. Hun sætter Pris paa mig, ene og alene fordi jeg holder min Mund. – Det er mine Vilkaar. – Ba! tror Du ikke, hun véd, at jeg er forelsket i hende?«

»Men er hun da kold?«

»Hun! Hun kunde elske?« sagde Vilhjelm med overordentlig Energi og strakte den højre Haand knyttet op i Luften, idet han rejste sig fra den hvilende Stilling. »– – Jeg er for fed, 277| dér har Du Forklaringen. – Har jeg ikke været i et Humør, som vilde have gjort enhver Anden mager! Paa mig batter det ikke – – det vil sige, i den sidste Tid synes jeg dog, at jeg er svunden lidt – hvad?«

»Aa ja, lidt«, svarede Fabricius med noget af et Smil om sine Ord.

Vilhjelm vilde ikke bemærke Smilet og vedblev i sin alvorlige Tone: »Kan Du huske, at da Du skrev mig til fra din Sotteseng paa Als, spurgte Du mig, om jeg vilde give mit ene Ben hen for Thora? – Det Brev er jeg vis paa, at hun har læst. Hun har brugt Ytringer om Dig, som hun har derfra«.

Vilhjelm tav en kort Stund, Fabricius gav ikke sin Overraskelse Ord, men saa forskende paa Vennen.

»Det var ikke Dig, der havde skrevet uden paa Brevet, og det var lagt anderledes sammen, end Du plejer. Du har vist givet hende det aabent i Haanden? Saa har hun set sit Navn og saa – læst det?«

Fabricius nikkede.

»Det har da gjort et underligt Indtryk paa hende at se mig paa Als saa sund og frisk, medens Du var ved at dø, og møde mig efter Krigen fed som en Okse. – – Fanden! hvad kunde jeg for det! Jeg havde jo givet begge mine 278| Ben, om det skulde have været, for at vinde hende«.

»Du har ikke sagt det til hende?«

»Som om jeg turde«.

Vilhjelm havde lagt sig tilbage i Stolen med bøjet Hoved og nedhængende Arme. Cigaren sad klemt imellem et Par Fingre.

»Kammerat«, sagde Fabricius efter et lille Ophold, og berørte hans Skulder, »Du maa ikke gaa hen og blive melankolsk, det gaar min Salighed ikke an. Thora er en prægtig Pige, men ....«

»Der gives ikke hendes Lige!« udbrød Vilhjelm med en vis Indignation. »Jammerskade, at hun skal sygne hen der ude paa Landet i en lille Virksomhed! Havde hun blot havt en Smule tilbage af de faa Midler, som hun satte til i Krigen, var hun nu hos Winges eller et andet Sted og fulgte sit Kald som Sygeplejerske. – Hun skulde naturligvis have været Læge. Det Diakonissevæsen, de nu har begyndt paa, kan hun ikke have med at gøre, hun holder af Menneskene for deres egen Skyld ....«

De bleve afbrudte af Gæsterne, der kom, Bech og Frue, en voksen Datter og Thora. Vilhjelm fik netop Tid til at sige til Fabricius, at han ikke maatte berøre, at de begge vilde rejse, han kunde ikke fordrage Scener, da Modtagelsen gik for sig.

279|Fabricius var oprømt og glad over den Lykke, hans nys tilendebragte, store Maleri gjorde. Vilhjelm var Vicevært og gjorde Løjer med den unge Frøken Bech, der lo som en Lærke og rystede sit lyse Haar, som overalt brød frem under Hatten. Begge Kunstnerne bleve saa indbudte til Middag paa Hotellet, og Visiten var forbi.

Ved Afskeden gik Thora med Fabricius ind i Atelieret. Han var overrasket over, at hun havde Noget at sige ham, han havde under hele Besøget ventet paa en Lejlighed til at tale til hende.

»De tænker slet ikke paa«, spurgte hun med nogen Anstrængelse, »at gøre et Besøg ude i Nærheden af os, inden De rejser fra Danmark?«

»Nej«, svarede han forbavset; det var første Gang hun direkte havde berørt hans Forhold til Gertrude.

»Jeg véd En, som venter Dem«, sagde hun og blev rød.

Fabricius gjorde et langt Skridt fra hende hen imod Vinduet og vendte Ryggen til hende. –

»Har De da et haardt Sind?« spurgte Thora langsomt.

Fabricius drejede hurtig Hovedet om imod hende. »Det var en besynderlig Misforstaaelse«, sagde han. »Deres Spørgsmaal kommer saa meget underligere, Thora«, fortsatte han og 280| tog hendes Haand, »som jeg næsten havde tænkt paa at spørge Dem om noget Lignende. – Har De virkelig stænget Kærligheden ude af Deres Hjerte?«

Thora blev mere rød og saa saa forlegen ud, at Fabricius besluttede at gøre Pinen kort.

»Har De i sin Tid læst det Brev, kan De huske, jeg skrev til Vilhjelm, inden jeg blev amputeret –?« spurgte han.

Thora havde læst Brevet og havde ikke i Sinde at nægte dette; – men hvor kunde han saa let spørge om denne Tilsnigelse fra hendes Side, der havde kostet hende mange alvorlige Timer?

»Jeg har læst det«, sagde hun sagte.

»De maatte gerne, kære Thora«, ytrede Fabricius venlig, »jeg har kun spurgt, fordi der i Brevet stod Noget om Vilhjelm – –«

Det forskrækkede Blik, hvormed Thora saa paa ham, fik ham til at standse midt i den Sætning han vilde sige.

»Hvorfor vil De tale til mig om det?« spurgte hun bebrejdende.

»Fordi jeg haabede, at det Ord, der manglede, kunde jeg sige –«

»Der mangler ikke noget Ord«, svarede Thora.

»De kunde ikke tænke Dem at overlade 281| Vilhjelm denne Haand, jeg holder paa – naar De nu fik at vide, hvor Meget han vil give for at vinde den?«

»Nej«, sagde hun bestemt, og den omspurgte Haand klemte om Fabricius'A. Hun vidste selv ikke af den uvilkaarlige Muskelbevægelse, men Trykket naaede til hans Opfattelse. Paa haandgribelig Maade malede det Kostbare sig for hans Fantasi, som hans Ven her gik tabt af.

»Betænk Dem!« sagde han, som om han bad for sig selv.

Hun rystede paa Hovedet.

»Jeg har jo havt Tid dertil«, sagde hun sagte og føjede til, som om hun frygtede en Misforstaaelse: »Jeg holder meget af Vilhjelm«.

Fabricius blev staaende med hendes Haand i sin og saa paa hendes bevægede Ansigt. Der drog ufærdige, lige som forlængst glemte og nu opdukkende Forestillinger gennem hans Sjæl. Han syntes, at han kunde huske, at En en Gang havde sagt om Thora, at hun var en ung Kvinde, som man fik smukke Tanker af – mon det var Vilhjelm, der havde sagt det? Stakkels Vilhjelm!

»Jeg havde Noget at tale til Dem om«, begyndte Thora paa ny, forlegen under hans dvælende Blik. »– Maa jeg faa min Haand?« føjede hun blidt til, da han vedblev at holde den fast. Fabricius slap den fine Haand med en Mine, 282| som om han vaagnede. Hun førte den hurtig ind under Kaaben og drog et Brev frem, som hun gav ham.

»Det skulde jeg levere i Deres egne Hænder«, sagde hun, »det er fra Gertrude«.

Fabricius havde ikke behøvet denne sidste Oplysning, han havde paa Udskriften øjeblikkelig kendt Gertrudes diminutive Bogstaver og modtaget ligesom et elektrisk Stød af Brevet.

Der blev kaldet paa Thora inde fra den anden Stue, og den almindelige Afskedstagen gik for sig. Vilhjelm fulgte Gæsterne ud paa Vejen.

Da Vilhjelm kom tilbage, sad Fabricius i Sofaen med Haanden under Kinden fordybet i Betragtninger, som ikke lod til at være af nogen glædelig Art. Vilhjelm gik nogle Gange op og ned i Stuen uvis, om han skulde tale til Vennen. Endelig blev han staaende overfor Fabricius og sagde:

»Du har nok faaet Brev fra Gertrude. – Jeg gaar om et Øjeblik for at lade Dig i Ro«. Fabricius nikkede uden at svare. Vilhjelm kunde ikke dy sig længere. »For Pokker«, udbrød han, »hvad har Du at sørge over? Man beder om din Kærlighed«.

Fabricius saa op med et ubestemmeligt Smil og strøg sig med Haanden over Ansigtet.

»Det tror jeg ikke«, sagde han.

283|»Ikke? Hvad Fanden tror Du da?«

»Det skal jeg sige Dig. Jeg tror, at der er Noget, der hedder bløde Stemninger, Fortrydelse og saadan Noget, og at det jevnlig indtræder hos Kvinder, naar en eller anden uventet Konsekvens af deres egne Handlinger viser sig for dem. Jeg er ikke meget for, hvad der siges og gøres i et Afskedsøjeblik«.

»Har Du læst Gertrudes Brev?« spurgte Vilhjelm mere overrasket over Bemærkningen, end han holdt af at vise.

»Nej«.

»Saa synes jeg, at Du skulde opsætte din Visdom til efter Læsningen«.

Fabricius gjorde en utaalmodig Bevægelse. »Som om man vilde blive klogere eller dummere af det Brev – jeg har før været i det Tilfælde at skulle rejse«, sagde han i en ærgerlig eller forpint Tone og lagde Brevet med et foragtende Kast fra sig paa Bordet ved Sofaen.

»Ja, Du begriber vel, at jeg lige saa lidt nu forstaar Dig, som jeg forstod Dig, da jeg efter din Hjemkomst for et Par Aar siden fik paa Hovedet, fordi jeg i al Uskyldighed talte til Dig om Gertrude«.

Fabricius svarede ikke. Vilhjelm tog i en noget ophidset Stemning sit Tøj paa. »Ja ja, min Ven«, sagde han og rakte Fabricius Haan284|den, »Du faar nu i din Ensomhed klare dine egne Affærer. – En Ting vil jeg kun sige Dig: pas paa, at din Sygelighed ikke fører Dig i en Fælde«.

Da Vilhjelm senere indfandt sig paa Hotellet, kort før Middagen skulde begynde, talte han med Thora, og deres Samtale drejede sig udelukkende om Fabricius. Ingen af dem kunde finde en fyldestgørende Forklaring af Fabricius' Opførsel siden hint Møde med Gertrude paa Als. Trods Gertrudes Skilsmisse fra Feddersen havde han siden da ikke gjort den mindste Tilnærmelse til hende, ja han havde omhyggelig undgaaet at benytte de Lejligheder, de Andre havde skabt for ham. Og han var dog tydelig nok endnu behersket af sin Kærlighed – det var jo den, som gjorde ham melankolsk, ikke hans Sygelighed. Hævngerrig var Manden ikke, han havde aldrig før havt vanskelig ved at foretage det første Skridt til Forsoning. – Man ventede ud over den fastsatte Tid paa Fabricius, saa bragte et Bud en lille Billet fra ham, som meldte, at han var bleven upasselig og ikke kunde komme.

Hjemme hos Fabricius laa Gertrudes Brev aabnet paa det lille Bord ved Sofaen. Fabricius havde læst det umiddelbart efter Vilhjelms Bortgang, og selv sad han nu paa fjerde Time ved 285| sit Skrivebord sysselsat med at besvare det. Gertrudes Brev lød saaledesA:

»Arthur, i to lange Aar har jeg hver Dag ventet paa, at dit Sind skulde mildnes imod mig. Nu vil Du rejse, og endnu har Du ikke havt en Tanke tilovers for den, som Du en Gang har elsket. Du maa ikke rejse uden at have talt med mig. Det er Synd Du begaar. Hvorfor vil Du tro, at det er rigtigt at straffe saa haardt? Min Brøde mod Dig og mod mig selv kom jo ikke af daarlige Tanker, den kom af, at jeg var saa ung og af min hjælpeløse Stilling. Lad mig i det Mindste faa Lov til én Gang at forklare Dig, hvad der er sket. Jeg har lært Meget i de sidste Aar; min elskede Fader og Emma ere gode Venner at have. Du skal høre paa mig, min store Synd giver mig en Ret, som Du maa bøje Dig for, selv om min Kærlighed Intet betyder for Dig. Jeg véd, at Du har et blødt Hjerte – nu kommer Du.

Din Gertrude«.

Det Svar Fabricius endelig afsendte efter først at have fyldt adskillige Ark, som ikke kom længere end til Skrivemappen, hvori de laa, fik følgende lakoniske Form:

»Jeg kommer ikke. Din Kærlighed var for lille – nu er min det«.

286|Ingen Forfatter kunde være stoltere over at have besejret de tekniske Vanskeligheder, der længe havde hindret ham i at iklæde sin Tanke det rette Udtryk, end Fabricius var det, da han havde faaet sin Sjæls bevægede og vidtløftigeA Indhold sammentrængt i disse faa Ord. De gav dog kun et daarligt Billede af den bløde, næsten sønderbrudte Mand, som skrev dem.

To Dage efter Afsendelsen af dette Svar ringede det om Eftermiddagen paa Fabricius' Entrédør. Denne Gang var han alene i sit Atelier, og hans Værtinde lukkede op. Han hørte Værtinden vise den Besøgende ind i Dagligstuen, og kort efter fulgte en forsigtig Banken paa Atelierdøren som af en Barnehaand. Han raabte kom ind! og maatte gentage det højere, inden Døren gik op. Det var Gertrude, som traadte ind til ham.

Han blev saa greben af Synet af hende, at han tabte, hvad han havde i Haanden, og maatte støtte sig ved sit store Staffeli.

Gertrude var ængstelig og smukkere, end han nogensinde havde set hende. Hun gik langsomt frem i Stuen og standsede lidt fra ham, idet hun bedende strakte en Haand imod ham.

»Arthur«, sagde hun med blød Stemme, »sig, at de Ord vare usande, som Du har skrevet«.

287|Fabricius gjorde et Skridt frem og greb hendes Haand. Han holdt den i den stærkeste Sindsbevægelse klemt mellem begge sine tæt op mod sit Bryst.

»Gertrude«, sagde han, »hvorfor er Du kommen?«

»For paa mine Knæ at bede om din Tilgivelse«, svarede hun.

Han tog hende saa voldsomt i sin Favn og brød umiddelbart efter sammen i en saa konvulsivisk Graad, at hans Kræfter langt fra slog til. Han gik halvvejs i Knæ og maatte tilbringe flere Timer tilbagelænet i Sofaen med Gertrudes Haand i sin for atter at komme sig.

»Kan Du se, hvor haardt jeg har trængt til Dig?« sagde han flere Gange med et Smil.

I de mange bevægede Ord, som bleve vekslede imellem dem, kom Forklaringen frem af deres gensidige Holdning i Tiden efter Scenen paa Augustenborg Lasaret. Det vil sige, Fabricius skammede sig over nogle af sine sygelige Fantasier og anførte ikke dem. Men han sagde hende, hvor fast han havde klamret sig om den Tanke, at hun skulde komme til ham. Det var deres Livs Lykke, der beroede derpaa. Havde han nemlig givet efter for den Længsel efter hende, som han aldrig havde været uden, og paany nærmet sig hende, vilde han have købt deres Forening for 288| dyrt. Han havde jo da sat den Fordring til, at hun skulde, om det end kun var i et Øjeblik, vise, at hun fattede hele Størrelsen af den Uret, hun havde begaaet. Uden det vilde hendes Kærlighed i hans Øjne være mindre end hans, og deres Forbindelse vilde da være som mellem en Giver og en Modtager. Det maatte ikke være saa. Havde han ikke Visheden om deres Følelsers Jevnbyrdighed, var deres Lykke bygget paa Sand. Gertrude sagde ham, at det var Forestillingen om, at hun skulde straffes, som baade havde holdt hende borte og hendes Mod oppe i disse Aar, men at hun syntes, at han nu havde været for grusom. At han havde elsket hende saa højt, vidste hun først nu.

Fabricius følte, at det glippede i den allersidste og fineste Forstaaelse imellem dem, men det brød han sig ikke om nu. Han spurgte hende, om hun vidste, at han havde levet med en ung Pige, som holdt af ham.

Gertrude svarede, at hun havde faaet et anonymt Brev derom for en tre, fire Maaneder siden, og at hun havde grædt meget derover. Hun havde aldrig villet spørge Vilhjelm om Sagen, skønt det altid havde brændt hende paa Tungen, naar hun saa ham.

Fabricius forklarede lidt skamfuld sit Forhold til Dyveke. Det var blevet knyttet, da 289| han var bleven træt af at sørge, og da han ved sin Moders Død havde følt sig mere ene end nogensinde. Dyveke havde fra den samme Dag, han var kommen hjem fra Krigen, bedet ham om at maatte være hans Plejerske, hun var kommen igen og igen, og endelig for lidt over et halvt Aar siden havde han givet efter.

»Hun kunde sagtens«, sagde Gertrude, »hun havde ingen Synd paa sin Samvittighed«.

»Ak, hun har lært mig, om jeg ikke havde vidst det før, hvor lidet det nytter, at det kun er den Ene, som elsker i et Kærlighedsforhold«.

Ikke fuldt en Uge efter denne Dag bredte en Skandalhistorie sig over København. Ved Aftentogets Afgang til Korsør havde den fraskilte Fru Feddersen, Datter af den Etatsraad Coldbjørnsen, for hvem det var gaaet saa stærkt tilbage, paa Banegaardens Perron omfavnet og kysset den bekendte Maler Fabricius, der i Krigen havde mistet sit ene Ben. Og umiddelbart ved Siden af Parret havde den gamle Frøken Coldbjørnsen staaet, og der havde været en saadan Fælden Taarer og Viften med Lommetørklæder, da Toget gik, at man ikke en Gang havde mærket den Opsigt, man vakte. Den store Maler Vilhjelm havde ogsaa været til 290| Stede, han skulde nok rejse med sin Ven Fabricius til Ægypten for at male Krokodiller.

Til Etatsraaden havde man Intet set; han kunde ogsaa umulig have billiget en saadan Overspringen af alle Hensyn.