Indledning
Gertrude Colbjørnsen

Om mig selv tror jeg det værd at bemærke, at jeg var en stærk, ærekær Dreng, der tidlig blev skoledoven for at styrte mig over Romanlæsning (Dickens). I 1864 var jeg i Metropolitanskolens næstøverste Klasse, og da Skolelivet lå som en umådelig Plage over mig og jeg havde en fortrinlig Krop dertil, kom det overmåde naturligt for mig, at jeg en skønne Dag stak af fra Skolen for at melde mig som Officersaspirant. Jeg blev antaget for mit store Skægs Skyld, skønt jeg ikke havde Alderen -jeg var endnu ikke fyldt 17 År - man antog mig for toogtyve. I Krigen blev jeg ved Kampen på Als hårdt såret. Jeg fik i Løbet af 10 Minutter, et Kvarter tre Kugler gennem Lår, Hånd og Mave. Hjemkommen og helbredet tog jeg fat på Artiumslæsning og blev Student 1866. Rasmus Nielsen, Heiberg, Heine, Søren Kierkegaard, Poul Møller osv. Så kom Brandes' Teaterkritiker, hans Doktordisputats og Forelæsningerne i 1870. Angrebene på Brandes. Fra da af nogenlunde Begreb om noget. En Rejse til Wien i 1872 som Bladkorrespondent, et Sommerophold i Italien 1877. »Herregårdsbilleder« i Foråret 1877, »Gertrude Coldbjørnsen« i Foråret 1879. Derpå Læsning af Zola og Begreb om, at E Skram var en umulig Uvidenhedsklump. Fra 1880 Redaktionssekretær ved Mrgbl. [Morgenbladet] - Idiot. Rejse til Norge 1882, Forestillinger om mulig aftagende Idioti, Rejse til Norge 1883, Beslutning om at gøre et Forsøg endnu. Livsanskuelse grundet på Elskov.

Sådan skrev Erik Skram 26/11 1883 i et brev til Georg Brandes, der skulle bruge nogle oplysninger til sin bog om Det moderne Gjennembruds Mænd (bogen udkom mellem 7. og 10. dec. 1883!). Brevet viser, at Erik Skram var usikker på sig selv, men at to begivenheder satte skub i ham: Georg Brandes' forelæsninger og mødet med Amalie Skram (dengang Müller). Det var hende, han mødte i Norge i 1882.

Familie

Erik Skram blev født i København i 1847. Hans far, Gustav Skram, var jernbanedirektør, men døde allerede i 1865. Moderen, Ida Johanne Hoé, var af embedsmandsfamilie. Både hun og faderen var litterært interesserede. Hun levede til 1886.

Der var i alt 7 søskende, 4 døtre og 3 sønner. Erik Skram var den næstyngste. Den ene bror blev præst, den anden forretningsmand. To af søstrene blev lærerinder. I dag kendes endnu Henriette Skram, der blev Natalie Zahles »højre hånd« og skolebestyrer efter hende. Henriette Skram skrev en lang række skolebøger til fagene engelsk og historie; desuden udgav hun et par digtsamlinger og Natalie Zahles selvbiografi. Efter familiebrevene at dømme har Erik Skram haft god kontakt til sin familie, bortset fra et par år, hvor han og Amalie Skram afbrød forbindelsen med den.

Erik Skram flyttede først hjemmefra i 1881. I årene omkring Gertrude Coldbjørnsen boede han sammen med moderen og de to lærerindesøstre i Natalie Zahles skolebygning på Nørrevold 9. I samme opgang boede Natalie Zahle selv og en række lærerinder og lærere ved skolen.

Uddannelse og arbejde

Erik Skram var ikke meget for skole og studier. Som han selv skrev i brevet til Georg Brandes, stak han af fra Metropolitanskolen. Da han efter krigen blev student, begyndte han at studere medicin, men opgav det hurtigt. Han levede som timelærer og begyndte at skrive avisindlæg. »Brev fra Lejren ved Hald«, trykt i Fædrelandet 26/6 1869, var hans første dagbladsindlæg. I 1868 fik han ansættelse i rigsdagen, og fra 1872 til 1918 var han rigsdagsstenograf, efterhånden i den betroede stilling som protokolfører. Da han sluttede sig til Det moderne gennembrud, forlod han højrepressen. Han var 1881-1883 redaktionssekretær ved Morgenbladet og skribent ved Politiken fra bladets oprettelse! 1884.

Erik Skram var ikke særlig tilfreds med sin tilværelse, før Georg Brandes og Amalie Skram kom ind i den. Han kan heller ikke have været rigtig stolt af sit faste arbejde; i alt fald strøg han stillingsbetegnelsen »Stenograf« i Kracks vejviser - som det dengang stavedes - da han ved en flytning i 1883 kunne skrive »Redaktionssekretær«. »Stenografen« kom igen, da gennembrudsfolkenes samarbejde med Morgenbladet ophørte. Men »Forfatter« skrev han først fra 1893.

Erik Skram har formodentlig haft anlæg for tungsindighed I et brev til Georg Brandes fra 1878 beskriver han sin oplevelse af at stå uden for livet:

Jeg har for Resten det Uheld - og har i Grunden havt det hele mit Liv - at leve et Liv, der på den besynderligste Måde er blottet for positive Forhold. Jeg kender ikke Tilstandene her hjemme eller noget andet Sted uden som (temmelig slet udrustet) Tilskuer, jeg står ikke og har aldrig stået i direkte Rapport til nogetsomhelst praktisk Eksisterende, jeg har ikke Forretninger med Nogen, er ikke lejet af Nogen til at dreje på nogetsomhelst Liv, véd hverken hvad det er at have Kunder, Kolleger eller Konkurrenter, føler ikke Menneskene som Personer, har dem kun som Figurer for mine Øjne, køber og sælger ikke, er kort sagt ikke midt inde i Noget men bestandig udenfor Alt.

I Italien, blandt kunstmalere og forfattere, langt fra København og tidens krævende debatter, har Erik Skram derimod haft det godt:

Leve det skønne Italien! Her drikker jeg Vin og spiser Druer og fanger Lopper, lutter Realiteter, ikke en Grille har jeg klemt imellem nervøst sammenpressede Fingre.

Amalie Skram - »et Forsøg endnu«

Det fremgår af Erik Skrams selvbiografiske brev til Georg Brandes fra 1883, at han var blevet skuffet i kærlighed, men at mødet med Amalie Skram gav ham mod til »at gøre et Forsøg endnu« og dermed fastholde sin »Livsanskuelse grundet på Elskov« (det er titlen på en bog af den danske filosof Viggo Drewsen fra 1881). Da mødet og ægteskabet med Amalie Skram falder senere end Gertrude Coldbjømsen, skal blot de vigtigste data nævnes, og kun de perspektiver trækkes frem, som kaster lys over romanen.

Erik Skram mødte den smukke, fraskilte Amalie Muller ved Bj. Bjørnsons forfatterjubilæum i efteråret 1882. Hun var da litteraturanmelder ved forskellige norske blade, der var planer om at gøre hende til sekretær ved det oppositionelle Nyt tidsskrift, og hun debuterede samme år med novellen Madam Højers Lejefolk. Det blev kærlighed ved første blik fra begge sider. Telegrammerne falder tæt i august 1882. »Har feber af at vente. Længes, men er gruelig bange«, skriver hun. Men der kommer også hurtigt grus i maskineriet. Drachmann, der også er med ved Bjørnsonfesten, har fået fortalt hende om Erik Skrams mange kærlighedsforhold, og frieren må bekende, at han på tredie år har et seksuelt forhold til en butikssyerske, Camilla.

Amalie Muller vil under disse forhold trække sig: »Livet er så dog alligevel en ørk, og støder man på en oase, så gjør man klogest i at gå den forbi for at slippe for den jammer det volder at drives fra den igjen« (1/9 eller 2/9 1882). Erik Skram forklarer sig og fortæller om Camilla-historien i detaljer (2/9), men det gør ikke sagen bedre: Amalie Muller bryder, ikke af skinsyge, skriver hun, men af retsbevidsthed Hvorfor gifter han sig ikke med pigen? »Det er og bliver oprørende at mænd ikke opdrages til at føle den slags ansvar« (6/9). Erik Skram forsvarer sig og forsøger igen: »Jeg vandt dig for hurtig. Lad mig nu prøve, om jeg kan vinde dig anden Gang og bedre.« (10/9). Det lykkedes. Amalie og Erik Skram blev gift i april 1884 og bosatte sig i København. Hendes to sønner af første ægteskab boede i perioder hos dem. I 1889 fik de sammen datteren Johanne, kaldet »Småen«. De blev separeret i 1899, men ikke lovformeligt skilt før hendes død i 1905. Erik Skram giftede sig i 1907 med Caroline Aagaard.

Det var et flot forfatterpar, der i 1884 drog ind i København: høje, smukke og »lovende« begge to. Men de kom med utraditionelle kønsroller. Hun havde talentet og han troen på kærligheden. Set fra hans side - og det er her hovedsagen - kom da på én måde styrken fra hende:

Hvorfor er du ikke modig Amalie? Du har jo Grund dertil.

Bliver jeg til noget Amalie, bliver jeg det i Kraft af dig, jeg vil være modig som Du skulde være det. (14/1 1883).

Men set fra en anden synsvinkel kom styrken fra ham:

Ser Du, Amalie, når Du vil vide, hvori det for Dig aldrig helt forklarlige Behag ligger i idelig at få Opfordringer til at slå Følge, så beror det derpå, at Livets uendelige Glæde ligger stille inden i Dig, endnu urørt, den trykker sagte på Dit Sind, når Du hører smukke forelskede Ord, den vil ud, når Tiden kommer, den er så blid, så blød, så salig ventende, denne Glæde (...) Du véd det ikke tydelig, men Naturen lader sig ikke spotte, den volder Dig Uroen, Utilstrækkeligheden i Alt (...).

- Mit Møde med Dig var så menneskelig smukt, for da trængte, uden at jeg vidste det, mine Ord helt ind til Glæden i din Sjæl, og den rørte sig, og et af Båndene brast (1/10 1882).

Amalie Skram var digter: hun måtte og skulle skrive. Erik Skram derimod var et menneske, der måtte og skulle elske. Det kom der et kompliceret ægteskab ud af Men Erik Skram blev »drejet« på livet med den hustru.

Zola som undskyldning

Erik Skrams forfatterskab er ikke stort. I bogform har han udgivet: Herregaardsbilleder roman 1877, Gertrude Coldbjømsen roman 1879, Hinsides Grænsen rejsebog 1888, Fjældmennesker skuespil sammen med Amalie Skram 1889, Ungt Bal skuespil 1895, Agnes Vittrup roman 1897, Helen Vige roman 1899, Irene skuespil 1923. Som man ser, går der næsten 20 år fra Gertrude Coldbjømsen, til næste roman foreligger. Georg Brandes var tidligt på pletten med formaninger:

Er end Vinen lys og Kvinden nok saa smuk, luk din Dør og marche! til Skrivebordet.

Det er Parolen.

Gjør Dem dog gjældende Mand! Vis Menneskene hvad der boer i

Dem! (13/8 1886).

Mange har som Georg Brandes ment, at Erik Skram lagde sit forfatterskab på hylden til fordel for Amalie Skrams. Der er ingen tvivl om, at han har været hende en trofast kritiker og støtte (se Irene Engelstad: Amalie Skram om seg selv, 1981). Men Erik Skram havde selv en anden forklaring på sin lange tavshed efter Gertrude Coldbjømsen. Han gav Zola skylden. Det antydes i brevet til Georg Brandes fra nov. 1883, og Erik Skram fastholder synspunktet i en selvbiografisk artikel i Tilskueren fra 1924. Han erklærer her, at skønheden for ham har været livsvigtig, og at skrækken for det uskønne har præget ham stærkest af alt lige fra barndommen. Da Zolas værker - og med dem det hæslige - vandt frem i litteraturen - følte Erik Skram sig »Ydmyget på en Måde i selve min Livsopfattelse«, »det var mig klart, at på disse Vilkår kunde jeg ikke skrive.«

Ser man sagen fra den synsvinkel, fremstår Erik Skram anderledes rank og realistisk. Han har da følt, at de nye franske strømninger ikke var hans. Så forholdt han sig tavs, indtil han i 1890'erne fandt større mulighed for at fortælle, at livet var smukt.

En snegl i Sahara

Da Erik Skram i 1877 vendte hjem fra Italien, befandt han sig ikke godt. Danmark og danskerne var grimme, han selv var syg og følte sig uden for alting. Men i foråret 1878 er han alligevel kommet i gang med en roman, Gertrude Coldbjømsen. Arbejdet med den kan man følge i hans brevveksling med Georg Brandes, der i disse år opholdt sig i Berlin. Disse breve har ikke tidligere været trykt; som bilag til nærværende udgave bringes alt, hvad brevene 1878-1883 indeholder om Gertrude Coldbjømsen; desuden gengives nogle uddrag fra en taktik-diskussion mellem mester og elev. Problemet mellem dem er, at Erik Skram sympatiserer med Holger Drachmanns kærlighedsaffærer og godt kan lide Vilh. Topsøes forfatterskab, selv om han er en modstander. Erik Skram kommer også for skade at kritisere Georg Brandes' bog om Benjamin Disraeli fra 1878.

Diskussionen mellem Erik Skram og Georg Brandes giver nogle væsentlige oplysninger, ikke bare om arbejdet med Gertrude Coldbjømsen, men også om Det moderne gennembrud i det hele taget. Tre hovedpunkter springer i øjnene:

For det første viser det sig, at Georg Brandes i sin landflygtighed er blevet helt igennem taktiker. Det er længe siden, han selv har troet på den frie tankes og den frie kærligheds sejr, længe siden, han selv har skrevet om sol og Italien, Mme de Staél og ung elskov under sydens himmel, som han gjorde i Emigrantlitteraturen (forelæsninger 1871, bogform 1872). Nu tænker han ikke længere på sagen eller de mennesker, han vil gavne med den. Han tænker på litteraturkritikerne.

Erik Skram er tydeligt eleven, men efterhånden arbejder han sig frem til selvstændighed i forhold til mesteren. Han bliver klar over, at taktiske råd er risikable for hans forfatterskab, og i Topsøe-diskussionen lægger han endnu et smukt karaktertræk for dagen: retsindighed.

Umiddelbart vil man vel sige, at romanen handler om en ung pige, der p.gr.a. sin autoritære og religiøse opdragelse tvinges ind i et kærlighedsløst ægteskab med en meget ældre mand. Erik Skrams brev fra 12/5 1878 viser, at han da ser et helt andet hovedmotiv for sig: en ung kvinde, der svigter sin elskede. Det er det andet hovedpunkt i brevvekslingen.

Det tredie er det bemærkelsesværdige, at ingen af de to mænd på noget tidspunkt berører et af gennembruddets hovedpunkter: kvindespørgsmålet. De diskuterer ikke, hvad gavn og glæde unge kvinder kan have af bogen, og det falder ikke Erik Skram ind at henvise til det kvindekollektiv, han bor i hos Natalie Zahle.

Samtidig med at Erik Skram skrev som elev til Georg Brandes, var han selv rådgiver for en kvindelig ven og kollega, Olivia Levison. Den ellers så ridderlige Skram viser sig her meget lidt lydhør og meget lidt anerkendende. »Strikkede Huer« kalder han i et brev til Georg Brandes hendes noveller. Jeg har i udvalget her udeladt Olivia Levison-passagerne fra Erik Skrams breve; men jeg henviser til Pil Dahlerup: Det moderne gennembruds kvinder 1983 s. 163ff og s. 209ff.

Hvad kom så denne »risikable« brevveksling med Georg Brandes midt i arbejdsprocessen til at betyde for Gertrude Coldbjørnsen? Erik Skrams forskellige udkast til romanen åbner for nogle svar - og en hel række spørgsmål.

»Skriv kun om, og tre Gange om«

l Erik Skrams arkiv på Det kgl. Bibliotek i København er bevaret forskellige udkast og brudstykker af udkast til Gertrude Coldbjørnsen. De er alle skrevet bag på brugt stenografpapir.

»Gertrude blev født underen lykkelig Stjerne«

Sådan begynder det længste og vigtigste af de bevarede udkast. Det er nummereret s. 2 til s. 25; den manglende s. l må Erik Skram have reserveret til titelbladet.

Dette udkast er et fuldt færdigt kap. l, som imidlertid er udgået helt i den endelige renskrift. Kapitlet giver hele forhistorien: den lille Gertrudes liv og opdragelse, til hun bliver 16 år. Når man læser denne indledning, får man svar på mange af de spørgsmål, som den trykte bog rejser: Hvordan kan et menneske, der er så autoritært og religiøst opdraget, være så naturlig og glad? Hvorfor præges Gertrude kun af tanten og ikke af f eks. skole og veninder?

Men »Gertrude blev født under en lykkelig Stjerne« har også selvstændig værdi, dvs. at kapitlet er mere end blot forhistorie. Det er et af de smukkeste og klogeste skildringer af pigesind i dansk litteratur. Det viser, hvordan man kan forme et menneske, så det på én gang bliver identitetsløst og selvsikkert, i pagt med naturen og uvidende om sin egen natur. Kapitlet er en vigtig nøgle til forståelse af 1800-tallets borgerlige pigetype, men det har samtidig generelle kvaliteter til forståelse af en menneskepsyke, der både er åben og isoleret.

Jeg gætter på, at det kasserede 1. kapitel er det oprindelige kapitel l og med blandt de første 6 kapitler, Erik Skram omtaler i sit brev til Georg Brandes 6/5 1878. Det er så velgennemtænkt, at det ikke bare kan være en flyvegrille hos ham, og det mangler i selve romanens komposition; den »stritter« uden det. Hvornår og hvorfor det er blevet kasseret er svært at afgøre. Det kan være Georg Brandes' råd om ikke at provokere læseren fra starten, der har gjort udslaget. Der er ganske skrappe angreb på religiøs opdragelse i det - og hentydninger til Natalie Zahles skole, som samtiden umuligt ville kunne overse.

Det har været et udmærket taktisk greb at udelade dette kapitel; men for romanens psykologi er det fatalt.

Det udeladte kap. l er anbragt som bilag til nærværende udgave af Gertrude Coldbjømsen.

Gertrude som skurken

Brevene til Georg Brandes viser, at Erik Skram har haft problemer med slutningen på sin roman. Resultatet er ikke blevet særlig overbevisende: som læser tror man ikke på den antydede happy ending, og der er forskellige løse ender. Men mest problematisk er det, at fortælleren skifter holdning. Offeret Gertrude viser sig at være skurken. Man-gjorde-et-barn-fortræd-motivet er blevet til det modsatte: barnet, som gjorde fortræd.

To løsrevne sider af en kladde, de er nummereret s. 199 og s. 200, understreger tydeligt Gertrude-som-skurken-motivet. Fabricius er her i sin samtale med Vilhelm betydeligt skarpere i sine udtalelser mod hende. Om det alligevel er endt med forsoning kan ikke afgøres ud fra de bevarede to sider. Men de understreger, hvad der opleves som brud i den færdige roman: at to Gertrude-billeder løber ind over hinanden.

Kvinden, der svigtede sin elskede, er et genkommende motiv hos Erik Skram. Det dominerer således hans debutroman Herregaardsbilleder. Der er grund til at tro, at Erik Skram her trækker på sin egen historie. I sine frierbreve til Amalie Skram vender han gang på gang tilbage til, hvad han udtrykkeligt kalder sin private »Gertrude«, og i et af bekendelsesbrevene (14/1 1883) fortæller han udførligt om sin første store og ulykkelige kærlighed: en yngre gift kvinde, som han tildeler dæknavnet friherreinde Soffi, har taget ham til elsker, da han endnu var ung og uskyldig. Forholdet har varet 2-3 år, og Erik Skram var ganske nedbrudt, da hun til sidst valgte at følge sin mand Det var for at komme sig over dette, Erik Skram i 1877 tog til Italien.

Erik Skrams første »Forsøg« i kærligheden skal sandsynligvis søges i familien Tutein. I Herregaardsbilleder er historien meget tæt på oplysningerne i Erik Skrams privatbreve til Amalie Skram, og en del læsere af romanen følte sig frastødte af de for det samtidige danske borgerskab genkendelige modeller.

Man kan forestille sig, at Erik Skram med Gertrude Coldbjømsen har sat sig for at skrive historien om, hvordan det - for ham uforklarlige - kan gå til, at et menneske svigter sin elskede. Han har da solidarisk villet skildre opbygningen af en sådan karakter, men undertiden bryder den afviste elskers vrede den solidariske fortællerholdning. I det kasserede kap. l ser man tydeligt et sådant brud: kapitlet er udelt solidarisk med Gertrude, indtil fortælleren pludselig henimod slutningen indtager en ironisk distancerende holdning til hende og til sit eget naturprogram (»naturbeundrende og -besnakkende Tid«, s. 212).

Udkastet, hvor Gertrude er skurken, rummer imidlertid endnu et element af Erik Skrams kærlighedsopfattelse: Fabricius udtaler her, at han er blevet så forjasket gennem uegentlige kærlighedsaffærer, bl.a. den med Dyveke, at han ikke mere duer til ordentlig kærlighed, sådan som den er, når man første gang bruger kærlighedens ord og kærtegn. Det er et for datiden usædvanligt synspunkt at anlægge - på en mand. Derimod var det den traditionelle mening, at en kvinde skulle gå »ubrugt« i brudeseng. Det er interessant, at Erik Skram, der personligt ikke afstod fra dobbeltmoralens glæder (for mænd), har haft denne utraditionelle kønsrollebetragtning.

Dyveke

Dyveke, Fabricius' elskerinde, spiller ingen rolle i den trykte roman, og hun behandles der med samme ligegyldighed af Fabricius og af fortælleren.

Et kladdefragment, der består af siderne 6 til 9, giver Dyveke-historien en større dimension. Hun er her en smuk og uskyldig model, som en kunstmaler hugger fra jeg-fortælleren ved at spille forelsket i hende. Imidlertid undlader han at forføre hende, da hun bliver forelsket i ham. Jeg-fortælleren er uenig med vennen, han hævder, at han skulle have givet Dyveke den erotiske oplevelse, som hun var parat til. Når han så blev træt af hende, skulle han forsørge hende ordentligt. Nu vil Dyveke, mener jeg-fortælleren, kaste sig i armene på den første, den værste forfører. Hun bliver da alligevel en falden kvinde, men uden den oplevelse af kærlighed, som forholdet til kunstneren ville have givet.

Erik Skram har sandsynligvis følt, at Dyveke-historien ville føre for vidt i forhold til hovedhistorien. Men det ville have tilført Fabricius lidt større sympati, at han i det mindste tænkte over hendes skæbne.

Dyveke-figuren er en tydelig omskrivning af Erik Skrams egen Camilla-historie. Til Amalie Skram skriver han:

Husker Du min Ven, Dyveke i »Gertrude Coldbjørnsen«? Den unge Pige, som trøster Fabricius. Hun optræder først i sidste Kapitel. Forargede hint Forhold dig, da du læste det, eller forstod Du nogenlunde Arten af den Godhed, Fabricius nærede for hende, og kunde Du tænke Dig, at denne unge Pige elskede ham af hele sin Sjæl og vidste af, at hun kun var ham en Trøst, aldrig kunde fylde Tilværelsen for ham? Dette er Grundtonen i det Forhold jeg omtalte for Dig som en Trøst i mit Liv. (10/9 1882).

Det er i øvrigt mit gæt, at Camilla ikke blot er model for Erik Skrams Dyveke, men at hun - og Erik Skrams detaljerede beskrivelse også af seksuelle detaljer - spiller en væsentlig rolle i Amalie Skrams forfatterskab (Constance Ring, Lucie, Forrådt).

Højen og haven

Som indledning til romanen er bevaret 3 udkast udover det fuldt færdige kapitel »Gertrude blev født under en lykkelig Stjerne«. Det ene af disse udkast (på 3 sider) giver også forhistorien, men med en ganske anden vægtning: Gertrude selv omtales kun ganske kort, mens tantens religiøse opdragelse er hovedsagen. De to andre udkast er kladder til det trykte kapitel 1. De er bygget over samme model: et selskab af herrer ligger på en høj i Dyrehaven og diskuterer damer, mens de kigger ned mod et kvinde- og børneselskab i konsulens have. I det ene udkast siger en herre, at kvinder er »huldsalige« at se på, i det andet, at de er »huldsalige« på afstand. I begge udkast giver Feddersen sit samtykke. Den længste af kladderne bringer desuden historien om en mand, der bliver narret til at fri til en gift kvinde.

Disse oplæg er klart erotisk provokerende, men de giver et konkret og anskueligt billede af den seksuelle dobbeltmoral: de erfarne herrer på højen og de uskyldige kvinder og børn i haven nedenfor. Det må være klar taktik, der har fået Erik Skram til at gå bort fra disse udkast og i stedet sætte den ganske harmløse indledning om Feddersens fortid.

Højrepressen

Gertrude Coldbjørnsen blev en offentlig skandale. Den fik mange og lange anmeldelser. Højrepressen var klart negativ. Hovedsynspunktet var, at forfatteren havde talent, men lod tendensen ødelægge det hele. Generelt fik Erik Skram ros for sin replik og sin fortælleevne, men de fleste fandt hans stil krukket. Alle var desuden enige om, at romanen havde mange fejl: hovedpersonen hang ikke sammen, og der var for mange tilfældigheder, usandsynligheder eller direkte smagløsheder.

Blandt de skrappeste på negativsiden var højrebladet Fædrelandet (oprindeligt nationalliberalt), hvis redaktør var forfatteren Carl Ploug. Han skrev selv forsideanmeldelsen 19/4 1879 på 2½ spalte. Han starter med at fremhæve den nye litteraturs bedste forfattere, Ibsen og Bjørnson, som forener talent og tendens, hvad efterlignere som Erik Skram ikke gør. Ifølge Carl Ploug er hverken hovedperson eller hovedhistorie troværdig: »Gertrude er simpelthen en tankeløs og villieløs Gaas«. Et af Plougs argumenter er, at det er usandsynligt, at en så strengt opdraget pige ikke bliver genert over de nøgne soldater. Når hun ikke gør det, må det simpelthen være, fordi hun intet begriber og altså er dum. I øvrigt mener Ploug, at det er umuligt at forestille sig, at man midt i Kongens København - i et selskabeligt grossererhjem - kan opdrage en ung pige i total isolation og uvidenhed Havde det været i en fjern provins, ville det have været en anden sag. Carl Ploug mener også, at tendensen har hævnet sig: advokaten, som skal være skurken, vinder læserens sympati. Konklusionen bliver, »at Forfatteren vistnok kunne leveret et bedre Arbejde, dersom Tendensen ikke havde taget Magten fra ham og Forskrueisen sat sit afskrækkende Stempel paa Indhold som Form«. Ploug slutter med at forudsige, at Erik Skram nok skal blive højt vurderet blandt venner: han kan få sig en doktorhat i Gausdalen (hvor Bjørnson bor).

Højreavisen Dagbladet (oprindeligt nationalliberalt) havde som redaktør forfatteren Vilh. Topsøe, som Erik Skram havde forsvaret i sin brevveksling med Georg Brandes. Dagbladets anmeldelse 9/4 1879 bringes på forsiden over l½ spalte; den er anonym og negativ. Hovedsynspunktet er, at bogen er smagløs og ikke formår at sætte sin nye realisme igennem p.gr.a. talrige logiske fejl. Stilen finder anmelderen affekteret og manieret. Et karakteristisk uddrag:

Vil man i en realistisk Digtning »sætte Problemer under Debat«, maa Argumenterne selvfølgelig have almengyldigt Værd, Figurerne kjendes igjen som grebne ud af Livet, Forholdene være saaledes, som man træffer dem der; jo mere slaaende sande de ere, des klarere vil det være bevist, som man ønsker at bevise. Men man beviser Ingenting ved at stille Figurer frem, der kun have tilsyneladende Sandhed, eller konstruere Forhold, hvor man paa den vilkaarligste Maade omgaas med Aarsag og Virkning, Skyld og Ansvar, gaar let hen over, hvad der netop for Forbindelsens Skyld trænger til at klares, trækker somme Momenter frem paa andres Bekostning, kort sagt ofrer Sandheden og tjener Tendensen. Thi der er Tendens, men der er ikke Sandhed i denne Novelle.

Anmeldelsen slutter med at citere et af de »affekterede« billeder: »som naar man rækker efter en leende Baby for at tage ham paa Skødet og i Mag kæle for ham« (s. 76). Anmelderen overfører billedet på forfatteren og hans partifæller: »Lad dem faa bemeldte leende »Baby«, men beholde ham for dem selv.«

Anmeldelserne i Nationaltidende 20/4 1879 og i Dags-Telegrafen 28/4 1879 er identiske; begge blade ejedes af datidens store »bladkonge«, den højrevenlige J.C. Ferslew. Den anonyme anmelder bemærker, at det er første gang, man ser forfatterens navn på et titelblad (der hentydes til, at Erik Skram udgav Herregaardsbilleder under pseudonymet Henrik Herholdt). Anmelderen fastslår, at forfatteren til Gertrude Coldbjørnsen viser »et ikke ringe Talent til at fortælle«, og at hans stil er »ret intelligent«, selv om den ofte bliver forceret og skruet. »Disse Egenskaber«, skriver anmelderen, »havde været tilstrækkelige for ham til at skrive en Hverdagshistorie i den Stil, som stod i god Kurs for ti og tyve Aar siden«, men forfatteren har meldt sig ind i den moderne realistiske romanbevægelse, og det går ikke: han har villet være blandt dem, der lægger Mærker og Bøjer ud for andres Seilads, og han har lidt Skibbrud Hans Fortælling er grundstødt paa Smagløshedens Skær og har ved umoden Navigeren faaet en uoprettelig Læk i Bunden, saa at den trods sin stolte og pyntelige Reisning ufeilbarlig maa synke ned i det Mislykkedes store Vand

Forfatteren magter ikke, mener anmelderen, at følge de moderne franske forfatteres videnskabelige eksperimenter: Dét kræver, at man kommer med konklusioner, der er naturnødvendige resultater af de fremlagte præmisser, men der er for mange fejl i skildringen af Gertrude, bl.a. i badescenen, til at eksperimentet er lykkedes: Vil man sætte »Problemer fra det ægteskabelige Sovekammer under Debat«, må man have kunstnerisk format til at gennemføre det »delikate Emne«. Det har Skram ikke.

Anmelderen kan være Herman Bang, selv om han først i november 1879 blev knyttet til Nationaltidende. I alt fald ligger synspunkterne tæt op ad den artikel om Erik Skram, som Herman Bang optog i Realisme og Realister 1879 (Uglebog 1966). Herman Bang skriver her, at emnet for Gertrude Coldbjørnsen er voldtægten i ægteskabet, men at Erik Skram ikke har talent og mod til at behandle dette emne digterisk.

Jyllandsposten forsvarede Højres interesser, samtidig repræsenterede bladet provinsen over for hovedstaden. Gertrude Coldbjørnsen anmeldes 17/4 1879 som led i en kronikoversigt over den nyeste litteratur. Kronikken er signeret z, forfatteren Sophus Bauditz.

Anmelderen starter med at sige, at han ikke kan tage Erik Skrams realisme alvorligt; derpå kritiserer han badescenen og fortsætter:

Hvor smagløst og modbydeligt end meget er heri, anse vi dog ikke dette for Bogens værste Anstødssten. Det Uhyggeligste er den Idealisering af det rent Sensuelle eller næsten Sexuelle, der paa saa mange Punkter slaar En i Møde, og som ikke lidet minder om den ældre tyske Romantiks Udskejelser i lignende Retning.

En »eminent Begavelse«, skriver Bauditz, kunne få læseren til at se bort fra de nævnte fejl, men en sådan har Erik Skram ikke. Men han skriver med »Dygtighed og med stilistisk Sans«.

I ugeskriftet Nær og Fjern blev Gertrude Coldbjørnsen anmeldt af redaktøren, litteraturhistorikeren P. Hansen. Det er en lang anmeldelse på godt 3 spalter. Den starter gennemført ironisk:

I denne Bog sættes der Problemer under Debat.

Et af dem drejer sig om Hensigtsmæssigheden af, at unge Pigers

Skjønhedsopfattelse styrkes og udvikles ved Synet af nøgne

Mandfolk.

P. Hansens kritikpunkter ligner de øvrige i højrepressen, men han er særlig skarp i sin kritik af Erik Skrams naturalismebegreb. P. Hansen er villig til at acceptere »Skolens Dogme om Naturen som øverste Lov«, men han finder ikke, at Erik Skram virkelig har levet op til det. Det er kun blevet til en gammeldags »æsthetisk Moral«, der koncentrerer sig om ydre takt og tone, men helt overser menneskets indre natur. Derfor er det kun blevet en meget overfladisk naturalisme. I fordelingen af lys og skygge har Erik Skram desuden gjort sig det nemt, mener P. Hansen:

Paa den ene Side staaer Hedenskabet og det Kjødfulde, repræsenteret af de friskeste, yngste og med øjensynlig Forkjærlighed tegnede Figurer, paa den anden Side Kristendommen og det Blodløse i en devot gammel Tante og en ikke synderlig tiltalende Præsts Person.

Berlingske Tidende har højrepressens første (29/3 1879) og mest positive anmeldelse. Den unavngivne anmelder finder simpelthen bogen god til og med sommeren på herregården: »Indtil dette Punkt er der Intet at indvende mod Novellen, som indeholder adskillige Partier, der fængsle ved rask Skildring og livlig Charakteertegning«. Et par betænkelige steder (badescenen, forfatterens »Hedenskab«) findes dog, og »Betænkelighederne stige, jo længere man læser frem«. De kulminerer i samtalerne mellem ægteparret Winge om Gertrudes ægteskab: »Man skal ikke skrive Bøger om Ting, der ikke kunne siges for høviske Øren, eller som høre hjemme i en Samtale mellem Læger.« Anmelderens konklusion bliver derfor: »Vi kunne ikke troe, at slige Blomster af Emile Zolas Urtegaard ville bidrage til at skaffe den realistiske Retning i Literaturen Indpas hos os.«

Venstrepressen

De nærmest allierede for Det moderne gennembrud var i 1870'erne partiet Venstre, der imidlertid i 1878 var blevet splittet i en moderat og en radikal fraktion. Den sidste fik først med Politiken 1884 sit eget blad

De moderat venstrevenlige anmeldere har tydeligvis forsøgt at se positivt på Gertrude Coldbjømsen, men de har for mange indvendinger til, at de kan gå ind for bogen.

Morgenbladet løste problemet ved hurtigt, 28/3 1879, at komme med et venligt referat af bogen på godt og vel l spalte og så henvise til en senere egentlig kritik. Den kom 13/4 1879 som kronik (begyndende på forsiden), signeret S.f, dvs. forfatteren og historikeren H.H.L. Schwanenflügel. Anmelderen beklager den ilde medfart, Gertrude Coldbjørnsen har fået, og håner de moralprædikanter, der råber op om uanstændighed og læser de pikante steder i smug. Schwanenfliigel citerer derefter dristige steder i den anerkendte litteratur, bl.a. af Oehlenschläger og Chr. Winther, som ingen protesterer imod. Også mht. Gertrude Coldbjørnsen bør man beskæftige sig med bogens mening og ikke dens diskutable scener. Schwanenflugel går derpå selv ærligt og oprigtigt til værks:

Hr. E. Skram vil øjensynlig ikke andet med sin Bog, end (...) hævde, at den kunstneriske Betragtning af Livet, Livet set under det Skjønnes Synsvinkel, er det eneste rigtige Standpunkt: Glæden ved det Skjønne er Moder til det Gode og Sande; fra den udgaaer baade Viden og Moral. Vi ere ikke enige med de Mænd - langtfra! de praktiske Æsthetikere have aldrig hørt til de Folk, i hvis Kreds vi have befundet os bedst; men de have en Berettigelse til at existere og ytre sig, som ikke tør fratages dem. Al Terroriseren og Tvang er afskyelig i ethvert Forhold, men allermest i Aandens Verden. Lad Aanderne brydes, men lad dem ikke tvinges (...). Efter at have aflagt denne Bekjendelse, ville vi sige, at Hr. Skrams Bog vidner om et ikke ringe Talent for Novellistik, men er ikke desto mindre fuld af Feil.

De fejl, Schwanenflugel finder, er stort set de samme som højrepressen, men han er ene om sin stærke sociale indignation. Han kritiserer skarpt Dyveke-afsnittet og anbefaler Erik Skram næste gang at skildre proletariatet i stedet for grossererkredse. »Hvad mener Forf f Ex. om at tage Emnet Dyveke op igjen.« Schwanenflügel peger på alle de muligheder, dette emne rummer. Hans anmeldelse blev fulgt op 15/4, 10/7 og 11/7, idet en anden anmelder modsagde et af Schwanenfliigels synspunkter: at en hustru skal være en ven og ikke en elskerinde.

I venstrebladet Dags-Avisen (der senere gik op i Morgenbladet) anmeldes Gertrude Coldbjørnsen af redaktøren selv, V. Secher, 23/4 1879 over 2¼ spalte på s. 2 og 3. Anmelderen indleder med at ønske sig, at litteraturkritikere vurderer reelt. Selv fremhæver han som bogens gode sider, at den er godt fortalt, at handlingen skrider rask fremad, at forfatteren har set meget, som andre ikke har set, og at han ser det gammelkendte med nye øjne. Men anmelderen finder også mange fejl: forlovelseshistorien er ikke overbevisende, der er tilløb til originale figurer, men ikke tilstrækkeligt: »Jeg vil nu slet ikke tale om en saa mystisk Figur som Gertrude«, men selv de bedst beskrevne personer som Fabricius og advokaten mangler meget. I stilen finder anmelderen et »gyseligt Miskmask af forpinte Aandrigheder, forvredne Ord og ligefremt Vrøvl (...) Passer det sig for en realistisk Forfatter saaledes at hoppe omkring paa Stylter.« V. Sechers konklusion lyder: »ikke blot en Bog med mange Fejl, men en forfejlet Bog«.

For Erik Skram stod sagerne i foråret 1879 altså sådan: højrepressen var grov, venstrepressen var moderat begejstret, den socialdemokratiske presse var tavs; Det moderne gennembruds egen presse eksisterede ikke (brødrene Brandes' tidsskrift Det nittende Aarhundrede var lukket af udgiveren Fr. Hegel i 1877). Kvindepressen var ikke opstået endnu.

I den situation sad Erik Skram og ventede på en anmeldelse af Georg Brandes.

Tovtrækkeriet om Georg Brandes-anmeldeben

Georg Brandes fulgte og kommenterede fra Berlin arbejdsprocessen med Gertrude Coldbjørnsen. Da han har læst den færdige bog, kommer hurtigt en privat kommentar (27/3 1879). Brevet viser anerkendelse, men også tydelige forbehold: »fintfølende, fint iagttagende, nobelt«. Altså på det jævne. Så følger den periode, hvor de negative anmeldelser strømmer ind, og hvor Georg Brandes efterhånden bliver klar over det. Dét udløser, kombineret med hans egen oplevelse af at være forfulgt, hans brev om pligten til at hævne, et synspunkt, der ikke ligger for Erik Skrams temperament, og som Georg Brandes ikke selv i dette tilfælde lever op til. Han indrømmer i øvrigt åbent problemet og kalder sig selv »uendelig pligtforsømmende« (med to streger under), ikke specielt mht. Erik Skram, men i almindelighed.

Erik Skram venter og venter. Til sidst rykker han ud med et veritabelt pressionsbrev, der ikke giver Georg Brandes mange chancer for at undslippe: send mig besked, når De har besluttet dem for »Ikke-Anmeldelsen« - også for Hegels skyld!

Samtidig går så jungletrommen mellem gennembrudsmændene, af og til også til nogle kvinder. Edv. Brandes presser på allerede 30/3 1879. Georg Brandes svarer: »Hvad Skram angaaer veed jeg ei ret hvad jeg skal sige. Det er et noget kildent Thema at skrive om, men jeg vil forsøge.« 1/5 kommer Edv. Brandes igen: »Skrams Uartigheder ere anderledes læste og omtalte end D[rachmann]'s Pænheder. Anmelder Du den saa (Gertrude) i Norge?«

Til Bjørnson skriver Georg Brandes 2/6 1879:

Læste De nogensinde en lille dansk Fortælling Gertrude Colbjørnsen [uden »d«] af en af mine yngre Venner. Den er hist og her lidt ubehændig, men Kjærnen er god Det pøbelagtige Skraal, der efter hvad jeg erfarer, er hævet mod den i danske Blade, beviser bedst, hvor uendelig dybt Smag og Dannelse er sunket i Danmark. Rent ubegribeligt er det mig, hvorledes en Journalist *dolgoeO*: en Fyr, som i Almindelighed Intet kan og fører et svinsk Liv, faaer den Frækhed at udskjælde en ærlig Skribent for Immoralitet, hvis blot Forholdet mellem de to Kjøn berøres, ligegyldigt i hvad Aand det skeer. Men jeg fører blandt andre smukke Insignier en Bøddeløxe i mit Skjold og ve de Herrer naar jeg engang skulde komme tilbage og vinde nogen Magt Man vil da see Løier i dansk Literatur og dansk Aandsliv. Thi af G. Brandes gives ingen Pardon, hverken gives eller tages.

Gennembrudsmændene kan indbyrdes være ret grove på Erik Skrams vegne. »Skram, den gamle Nar« skriver stadig om erotik, udtaler Georg Brandes i et brev til vennen Ferdinand Levison (aug.

1879), og J.P. Jacobsen skriver til Georg Brandes, at Gertrude Coldbjørnsen er »en af de Bøger, der gaaer paa Fire« (3/6 1879). Til Marie Pingel - en kvindelig forfatter - skriver Georg Brandes derimod: »Har De læst Skrams nye Bog. Han sendte mig den. Den er et stort Fremskridt« (2/4 1879).

Omsider kom så Georg Brandes' anmeldelse, den 9. august 1879 i det norske Dagbladet. Bogen var allerede én gang anmeldt der (14/6 1879), men Georg Brandes argumenterer for, at denne anmeldelse mere gik på generelle danske forhold end på bogen.

Selv lægger Georg Brandes ud med en længere redegørelse for en ny litteraturs vilkår i et lille land med en ensidig presse. Så følger oplysningen om den danske presses overfald på Erik Skram, især fremhæver Georg Brandes »Passiar«-en om realisme og idealisme, og håner de danske »Petersen'er, som svinge de kritiske Ferier« og råber op om Zola uden at have forstået et muk af det hele. Brandes fortsætter:

At nævne Zola's Navn sammen med Skram's Bog er nu imidlertid saa stupidt et Misgreb, at man maa leve af sin Uvidenhed for at kunne gjøre det. Skram's »Gertrude Coldbjørnsen« vilde, hvis den tænktes oversat paa Fransk, af Kritiken betegnes som et Værk af den strengeste idealistiske Retning. Man vilde henføre Forfatteren til George Sand, det vil sige til den Skribent, der er den litterære Idealismes Ophavsmand i den moderne Roman, og Ingen vilde endog blot et Øjeblik falde paa at nævne Balzac, Chefen for den modsatte Skole. Hvad Zola endelig angaar, saa vilde selvfølgelig langt mindre Nogen, han selv allermindst, falde paa at nævne hans Navn; han vilde selv ganske sikkert aldeles vrage »Gertrude Coldbjørnsen«, som en idealistisk Prædiken.

Brandes fortsætter derpå sin argumentation: Skrams lære er en idealistisk, dvs. »aandig og kydsk« advarsel til kvinder om ikke at kaste sig hen til en tilfældig mand Også karaktertegningen er idealisme: dvs. nænsom, optimistisk, ridderlig:

Men realistisk er sandelig den Art Fremstilling ikke. Man føler, at Digteren er forelsket i sine unge Kvinder, at han i sit Hjerte beundrer dem, i sine Drømme forskjønner dem, med Pennen i Haanden omdigter dem og besynger dem. Men saa dybt stikker nordisk Literatur i vag Sentimentalitet og tommetykke Taager, at denne Forfatter forekommer Kritiken en »Realist« blot for et Par energiske Steders Skyld i hans Bog.

Der følger nu fra Brandes' side et længere udfald mod de kritikere, der »saasnart der er et nøgent Sted i en Bog, gaa lige løs derpaa som Soen gaar direkte til Pølen«. Skrams badende soldater er mere uskyldige end statuerne i Thorvaldsens Museum. Derpå fremhæves som det positive i bogen, at den er »original, individuel, en levende Bog«. Så nævner Brandes, at bogen har »en Del letiøjnefaldende Begynderfejl« og giver som eksempel samtalen mellem ægteparret Winge, som er overflødig, da Gertrudes flugt hjem morgenen efter brylluppet udtrykker, hvad der skal siges om voldtægten. Brandes fortsætter:

Til Gjengæld er et andet Punkt, som Kritiken har fundet hæsligt, ubetinget det bedste, ja det eneste i stræng Forstand geniale Træk i Bogen: det Foster, som Gertrude har undfanget i Smerte og Skjændsel, gaar tilgrunde ved en utidig Fødsel. Dette Træk er modigt; det er hensat med Mesterskab og staar i sit halvt græsselige, halvt burleske Skjær, som belyst af et Lyn fra den straffende Retfærdighed selv. Det er et skjærende Træk, men det giver hele Bogen en Karakter af Alvor og Energi, som vil gjøre, at den mindes, naar andre tammere Bøger, som nu roses paa dens Bekostning, længst ere glemte. I Bogens Begyndelse spores nu og da en vis æsthetiserende Leflen eller leflende Æsthetiseren, som er meget dansk, og som Forfatteren maa brænde helt ud af sit Sind, hvis han ret vil blive til Noget. Men enkelte Træk, som det sidst anførte, vise, at han kan komme længere bort fra det Æsthetiserende end de fleste samtidige Skribenter i hans Fædreland

Brandes bruger endnu ¼ spalte på kritik af bogens »noget vel æsthetisk(e) (...) Aandsretning og Tone.«

Erik Skram skrev ikke til Georg Brandes i 1½ år efter denne anmeldelse.

En lærerig receptionshistorie

Inden jeg læste anmeldelserne af Gertrude Coldbjømsen, havde jeg den opfattelse, som vist er en almindelig litteraturhistorisk antagelse, at bogen blev rakket ned af højrepressen p.gr.a. dens usædelighed, specielt i badescenen, og at Georg Brandes forsvarede den med samme styrke, som han gjorde fire år senere i Det moderne Gjennembruds Mænd. Det forholder sig ikke helt så enkelt i denne lærerige modtagelseshistorie.

Det er tydeligt, at nogle anmeldere oprigtigt har følt sig frastødt af romanens »sensualisme« (Jyllandsposten), og det er rigtigt, at ord som »usædelig« og »usmagelig« hyppigt forekommer. Men det er gennemgående, at det ikke er usædeligheden, men usandsynligheden, der generelt og i den berygtede badescene angribes. Heri giver jeg i øvrigt angriberne ret. En pige med Gertrudes opdragelse og sind ville ikke kunne reagere rent æstetisk på de nøgne mænd. Og »usmagelig« ? Det er bogen også efter min mening nogle steder, f eks. hvor Fabricius i andres nærvær viser Gertrude et maleri af hende selv, iført korset og i hans soveværelse. Jeg kan ikke antage denne scene som en indirekte kærlighedserklæring; det er rester fra Erik Skrams og hans malerkollegers kærlighedsløse omgang med modeller og sypiger, der her stikker hovedet frem.

Det er påfaldende, at Brandes og den øvrige presse stort set faktisk er enige på væsentlige punkter: romanen er idealistisk og æstetiserende, forfatteren har afgjort talent, men har lavet nogle begynderfejl.

Den offentlige diskussion af Gertrude Coldbjømsen handler mere om Georg Brandes og den danske kritik end om Erik Skram og hans bog. Det er iøjnefaldende, at ingen anmeldere nævner Georg Brandes' navn, men at de næsten alle sørger for, at læseren kommer til at tænke på ham alligevel, idet de indlægger kodeordet »Problemer under Debat« (fra Emigrantlitteraturen). Når de sårer, er det for at såre Georg Brandes og hans digterskole, og når han svarer igen, er det disse kritikere, han taler til.

Georg Brandes' egen anmeldelse fra august 1879 er i grunden ikke særligt venlig over for Erik Skram. Måske er der sket det, at Brandes for at tage hævn (jvf. hans brev om »Hævnens Logik«) over de uvidende og provinsielle danske kritikere påviser, at hvad de i deres dumhed tager for realisme, ude i den store verden ville betragtes som idealisme. Men med denne »hævn« har Georg Brandes faktisk ikke fået forsvaret Erik Skram. Man kan forestille sig, at Georg Brandes har fået lidt dårlig samvittighed, da det er gået op for ham, at Erik Skram har afbrudt den brevveksling, der ellers støt har fundet sted fra 1876, hvor Brandes bosatte sig i Berlin. Det kan være en af forklaringerne på det smukke portræt, han giver af Erik Skram i Det moderne Gjennembruds Mænd. Nogle indvendinger er de samme, men tonen og helhedsindtrykket er langt mere positiv. F.eks. hedder det nu, at »det er umuligt at forbigaa ham blandt den moderne Retnings bedste Mænd«, og Erik Skram sammenlignes ikke med George Sand, men med Henrik Ibsen, Et Dukkehjem (Det moderne Gjennembruds Mænd, 1883, s. 371 og 382).

Paradoksalt nok kan netop denne omtale have medvirket til at bremse Erik Skram på forfatterbanen. Man mærker i hans takkebrev (8/12 1883), at han nu ånder lettet op: han er med, drejet på litteraturhistorien. Hvorfor så egentlig anstrenge sig så meget mere?

Af anmeldelserne ser man også, hvor stærkt det kasserede første kapitel savnes. Anmelderne kritiserer alle som én den manglende sammenhæng i hovedpersonen. Den kunne de have fundet i »Gertrude blev født under en lykkelig Stjerne«.

Når man læser anmeldelserne, får man i øvrigt et indtryk af, hvor stærkt litteraturen stod i den offentlige mening dengang. Vi har også i dag litterære debatter, men anmeldelser på forsiden i de store københavneraviser er utænkeligt. Det kan bemærkes, at flabetheden florerer lige stærkt i alle lejre. Georg Brandes, der håner den danske kritikerpøbel, er selv en flab (soen og pølen f.eks.).

Gertrude Coldbjømsens historie fra skriveproces over medierne til Det moderne Gjennembruds Mænd bekræfter også, hvad jeg i Det moderne gennembruds kvinder 1983 har skrevet om de kvindelige forfatteres stilling. De blev ikke regnet med som kammerater i kampen, og de fik ikke Georg Brandes' bevågenhed Det er uretfærdigt, for Olivia Levison og Erna Juel-Hansen var mere moderne i deres synspunkter end Erik Skram, og med hensyn til kunstnerisk kvalitet var de i niveau med ham. Man har en meget tydelig parallelhistorie med Olivia Levison: hun arbejder i 1878-1879 på sin novellesamling Gjæringstid, hun skriver til både Georg Brandes og Erik Skram, og de skriver indbyrdes om hende i denne periode, men hun bliver ikke »drejet på« Georg Brandes' litterære bevidsthed og når ikke med ham til medierne og til litteraturhistorien (se Det moderne gennembruds kvinder mht. detaljer). Oplysninger om anmeldelser af Gertrude Coldbjømsen er fra S. Birket-Smiths seddelkatalog på Det kgl. Bibliotek.

En veninde fra Italien

Jeg længes efter at tale med Dem om Bogen. Jeg længes efter at sige Dem, med hvilken Glæde jeg har læst den, og hvorledes den, paa meget lidt nær, helt igjennem har haft min fulde Sympati. Det er herligt, at det virkelig er Dem, der har skrevet alt dette. Kjære Skram jeg har en Fornemmelse af at staa Dem saa nær, at jeg en lille Smule har Lov til at være stolt af Dem, at en saadan Fornemmelse er til, vil jo ikke kjede Dem, vil det vel? Gertrude er en, efter min ringe Mening, overordentlig dygtig gjennemført Figur. Fabricius kommer hende ganske nær. Den lange Definition af Kjærlighed, han ude paa Belinda giver hende, finder jeg udmærket, men - Glandspunktet bliver dog Emmas Samtale med hendes Mand efter Katastrofen paa Lazarettet. Jeg har læst de Sider den indeholder atter og atter igjennem, og jeg har følt, at det Alt var sandt. Den eneste Figur, der for mig har et Skjær af Uforstaaelighed over sig, er - Tante Rosalie. Jeg fatter hende fuldt ud efter Brylluppet, men før dette forekommer det mig, at hendes Kjærlighed til Gertrude ikke ret kommer frem. Det er dog Meningen, at man skal tænke sig denne Kjærlighed som meget dyb og meget sand, og jeg forstaaer da ikke helt Scenen mellem hende og Gertrude, da denne betroer hende, at Fabricius og hun elske hinanden. Men det er sandsynligvis kun mig, der er dum der. (...)

At »Gertrude Coldbjørnsen«, (hvis de da ikke Alle derhjemme ere blevne Idioter) vil gjøre Lykke, er der vel neppe Tvivl om. (...).

Endnu engang tillykke med Gertrude, og hjertelig Tak fordi De sendte hende ned til mig.

Hilsener fra Alle, Manden, Børnene og
Deres altid hengivne
Cecilie Abrahams

Erik Skram havde en meget stor venne- og bekendtskabskreds. Det tager godt en time blot at læse listen over de mennesker, hvis breve fra eller til ham er bevaret på Det kgl. Bibliotek i København. Dertil kan man så lægge de mennesker, som han ikke skrev så meget til, bl.a. fordi han ofte så dem, og de breve, som kan være tabt. Blandt brevskriverne har jeg forsøgt at finde repræsentative læsere, men jeg understreger, at der er tale om stikprøver.

Cecilie Abrahams er en af Erik Skrams venner fra hans lykkelige Italiensophold i 1877. Hun er en yngre gift kvinde med børn. I 1879 bor hun og ægtemanden, Frits Abrahams, stadig i den danske »koloni« i Rom. Det fremgår af hendes mange og lange breve til Erik Skram, at han er stærkt savnet blandt vennerne i Italien: ved udflugterne, middagene, diskussionerne, oplæsningerne. Cecilie Abrahams' ca. 30 breve er næsten alle skrevet med blyant. Et par gange undskylder hun dette brud på takt og tone med, at hun har feber og ligger i sengen. De få blækskrevne breve fra hende er korte, sirlige, formelle. I blyantsbrevene skriver hun med stor skrift og stor følelse. Som læser repræsenterer hun ikke blot Italiensgruppen, men også gruppen af yngre, gifte kvinder. Man kan bemærke, at hun fremhæver Emma Winge, der formodentlig ligner hende selv. Man må også formode, at Cecilie Abrahams er religiøs, siden hun kritiserer Erik Skrams beskrivelse af tanten. Hvis det er rigtigt, repræsenterer Cecilie Abrahams en religiøs og positiv læsergruppe.

Cecilie Abrahams' breve viser, at hun ikke blot glæder sig på en god vens vegne over hans arbejde, men at bogen har ramt hende som et uventet vidnesbyrd om menneskekundskab; det vækker hendes ubetingede tillid til forfatteren:

Spørg mig ikke, hvad det er i »Gertrude«, der hos mig har fremkaldt en slig Virkning, - det hverken kan eller vil jeg gjøre Rede for. - Kjære Skram, Deres Bog slog - med sin Sandhed i hver Linie - ned i mig, den lærte mig saa uendelig Meget, og den gav mig den Følelse, jeg nu trækker Vexler paa, Følelsen af, at De er enhver - om end nok saa stor - Tillid voxen.

Cecilie Abrahams håber på, at Erik Skram vil komme til Italien og skrive »Gertrude 2«, og hun tilføjer: »Kjendte jeg blot »Camilla« - ikke »Kaaben« og »Kjolen« men »Camilla« selv - jeg troer hun vilde unde mig Dem en stakket Tid« Disse linier viser, at fortroligheden også er gået den anden vej: at vennerne i Italien kender Erik Skrams kærlighedsforhold hjemme i København. Anførelsestegnene tyder på, at »Camilla« er et dæknavn, Erik Skram har valgt at bruge. En oplysning fra et andet brev understreger den indbyrdes fortrolighed i »kolonien«: Cecilie Abrahams fortæller, at Zahrtmanns model har fået tvillinger, der begge er døde. Hun fortryder, at hun ikke har sørget for at bistå ved fødslen. Pigen har nu taget et plejebarn til sig. Hvem faderen er, oplyses ikke, men han er sikkert kendt af »koloniens« medlemmer. Erik Skram havde her endnu en menneskeskæbne til den roman om proletarmodellernes historie, som Schwanenflügel i sin anmeldelse opfordrede ham til at skrive.

Da det går op for Cecilie Abrahams, at Gertrude Coldbjørnsen er blevet en presseskandale og Erik Skram mismodig, er hun utrættelig i at opmuntre ham til at fortsætte forfatterskabet. Et brev slutter f.eks. således:

Skriv, skriv, skriv, - »Gertrudere« - kjære kjære Skram, gjør mig ikke den Sorg, at lade det være. Send de Tanker De kan undvære til Deres hengivne CA. [17/4 1879].

To kvindelige kolleger

22-7-79
Kære Hr. Skram!

Nu har jeg læst Bogen, og jeg maa tale til Dem om den, synes jeg, inden jeg igen bliver knuget for meget af det Andet. Jeg er saa glad over den og saa har jeg ogsaa grædt; hvor De dog er lykkelig, som har saa lyse Syner, saa smukke Tanker! Det Hele er saa fint, saa elskværdigt - og saa igen saa sandt, at det maa kunne forstaas af Alle! Der kan maaske blive Sjæle reddede ved den Bog. Er De ikke lykkelig ved Tanken?

Jeg er saa glad paa Deres Vegne. Hjertelig Tak for de gode Timer, De har skaffet mig i denne tunge Tid. Maatte kun Mange blive bedrøvede over Bogen paa samme Maade som jeg!

Deres
Olivia Levison.

Olivia Levison, en af Det moderne gennembruds skarptseende og dystre forfattere, griber et centralt niveau i Gertrude Coldbjørnsen: den lyse stemning. Hun var selv depressivt anlagt og havde i 1879, hvor hendes mor blev blind, en svær periode. Hun kendte Erik Skram godt og har måske vidst, at han også kæmpede mod mismod. Des bedre har hun kunnet følge den forvandlingsproces fra personlig depression til kunstnerisk lethed, som bogen er udtryk for. Hendes eget brev er i øvrigt også eksempel på en sådan forvandlingsproces. Hendes forhold til Erik Skram var kompliceret (jvf. Det moderne gennembruds kvinder, 1983). Han var ikke nogen opmuntrende vejleder for hendes forfatterskab; det var i denne periode, han mundtligt tog modet fra hende og skriftligt omtalte hendes noveller som »strikkede Huer« i et brev til Georg Brandes. Olivia Levisons brev har også været længe undervejs. Det er fra juli 1879; det udtrykker ikke hendes spontane reaktion, men en gennemarbejdet.

Et brev fra Olivia Levison til Erik Skram 12/3 1879 viser, at han må have læst op af manuskriptet for sine jødisk liberale venner i København:

Frederik S. [Salomon, Erik Skrams læge] og hans Hustru var enige om at rose hvad de havde hørt af »Gertrude«; jeg glæder mig meget til Fortsættelsen.

I et brev dateret 31/3 1879 - da er bogen udkommet - refererer Olivia Levison til en mislykket samtale om »Gertrude Coldbjørnsen«. Hun føler, at Erik Skram har opfattet hende som taktløs, fordi hun har spurgt til modellen bag Gertrude:

Husker De hvorledes De en Aften netop sad og docerede, hvorledes der ikke kunde komme Noget af Intet, hvorledes De havde hørt en Mand fortælle Advokatens Frierscene, Festen havde De oplevet, og om jeg ikke tager fejl, De havde paa anden Haand hørt om Feddersens Barndom? Derfor var det. Og saa troede De vel, jeg vilde have spurgt, om hun »virkelig« hed Gertrude, boede paa anden Sal og havde brunt Haar. Det var dog ikke Meningen.

Olivia Levison kommenterer derefter Thora-skikkelsen: Gertrude er ukompliceret, hun skal nok blive lykkelig. Erik Skram har derimod tegnet Thoras skæbne korrekt. Som jeg har nævnt i Det moderne gennembruds kvinder, ligner Olivia Levison på mange måder Thora, ikke mindst p.gr.a. den kvindesynsvinkel, Thora indlægger i kunstdiskussionerne.

Olivia Levisons novellesamling Gjæringstid udkom januar 1881. Den 13. december 1880 sender hun Erik Skram et eksemplar:

Kære Hr. Skram!

Jeg sender Dem mit Arbejde, det kan rigtignok ikke være Tak for Gertrude, men jeg har det jo ikke bedre. Jeg vilde blot ønske at De snart vilde forøge min Gæld

Med venlig hilsen
Olivia Levison

Erik Skram beundrede og forsvarede i mange år Holger Drachmann. Han tog hans mellemnavn, Herholdt, som pseudonym til sin debutroman Herregaardsbilleder, og i et utrykt manuskript har den mandlige hovedperson oprindelig heddet Holger; det er siden rettet til Vilhelm. Erik Skram må også have kendt Drachmanns søster, forfatteren Erna Juel-Hansen godt, i alt fald underskriver hun sig som gammel legekammerat i det brev, hun sender i anledning af Gertrude Coldbjørnsen:
Tirsdag 25nde Marts 1879
49 Bredgade

Kjære Hr. Skram!

Rimeligvis har De for længe siden glemt mig, ligesom jeg ærlig tilstaar, at jeg i mange Aar ikke har tænkt paa Dem, førend jeg igaar fik Deres Bog »Gertrude Colbjørnsen« [uden »d«] i Haanden. Jeg vil benytte mig af vores »ungdommelige« Bekjendtskab for simpelt og ligefremt at sige Dem Tak for Deres smukke Arbejde og dertil knytte Ønsket om, at Deres fremtidige Digtninger maa bevare og udvikle den mandige Redelighed og uskrømtede Varme, som saa velgjørende karakteriserer denne første.

Deres gamle Legekammerat
Erna Juel-Hansen
f. Drachmann.

Erna Juel-Hansen behøvede ikke at kommentere Gertrude Coldbjørnsen, når hun gjorde det, må det tages som udtryk for, at hun virkelig blev grebet af bogen. Hvad hun forstår ved »mandlig Redelighed« er ikke helt klart, men det er karakteristisk, at hun - en kvinde - bemærker »Varmen« i bogen.

Erik Skrams mor

Erik Skram boede som nævnt i lejlighed med sin mor og to søstre, mens han skrev Gertrude Coldbjørnsen. Han blev der også et par år efter udgivelsen. Når moderens mening foreligger pr. brev, skyldes det, at hun omkring udgivelsen opholdt sig i Sverige. Brevet er dateret 25/3 1879 og er foranlediget af en notits i »Dagbladet« om den kommende bog.

Malmø, 25 Marts 79 Kjære Erik!

Jeg kan ikke undlade at sige Dig selv, hvilken eiendommelig Bevægelse det fremkaldte hos mig, da jeg i Søndags i Dagbladet læste Dit Navn som Forfatter til en ny Novelle. Vel kunde jeg, uden at Du selv omtalte det, vide at Du arbeidede paa noget Nyt; men at Du opgav Anonymiteten var mig en Overraskelse som ikke kunde andet end foraarsage hin Virkning. Dog var Overraskelsen mig en Glæde, af en alvorlig Caracter, men dog altid en Glæde, thi som Forholdene ere, er det sikkert fuldstændig rigtigt, at Du selvstændig optager Kampen og med aabent Vizir forfægter og forsvarer det Du vil bringe frem og det jeg er overbevist om er Dit indre Livs dybe og alvorlige Rørelser, er jeg end ikke ifølge min hele Udvikling hverken istand til at dele Dine Anskuelser og Din Opfattelse, ei heller forstaa at Dine Tendentser og den Retning Du gaar i virkelig kan bringe Velsignelse og sand Forædling hverken for Dig selv personlig eller for den Tid og det Samfund Du lever i og arbeider for. - Men heri ligger jo ogsaa Forskjellen mellem os To, der vel paa en Maade skiller ad; men som dog ikke behøver at gjøre mig blind eller forhindre mig i at følge og anerkjende det Smukke og Betydningsfulde der kan udtales i en anden Leir under hvis Fane jeg vel ikke gaar; men hvis Berettigelse i mange Henseender jeg ikke vil negte og derfor heller ikke bekjæmpe, om jeg end ikke sympathetisk følger med, da deslige Beskuelser og Udviklinger muligvis bringer en Gavn jeg ikke forstaar og derfor ikke indser Nytten af - Du veed sikkert, uden mit eget Udsagn, hvorledes jeg af min Sjæls Inderste ønsker Held og Lykke over Dit ny Arbeide og, hvorledes jeg haaber at det Alvor, Du vistnok har ledsaget Din Udarbeidelse med, maa forstaas af Dine Læsere og gjøre Bedømmelsen lige saa alvorlig som Frembringelsen har været det. - Disse Linier skrives uden ydre Ro og i stort Hastværk. De sige umulig egentlig det jeg gjerne vilde udtale; men jeg stoler paa Du læser mellem Linierne og opfatter min Mening klarere end jeg er i Stand til at udtrykke den. - Tidt forarges Du nok saa smaat ved det urolige Følelsesliv der som oftest bringer mig ud af den rette Ligevægt, men dog, tiltrods for Din Misbilligelse, vil jeg tilstaa Dig at, siden jeg læste Dit Navn i Dagbladet, er min rolige, svenske Nattesøvn forbi, og Gertrude Coldbjørnsen det ukjendte Emne, hvorom alle mine Tanker og Forestillinger kredse sig og sætte Phantasie, Hjerte og Sind i en stadig og forunderlig eiendommelig Bevægelse! -(...)

Og hermed Farvel kjære Erik jeg maatte skrive til Dig og pu maa tage til Takke med mine ufuldstendige Ord og tolke dern paa en god og sønlig Maade.

Din Moder Ida

Ida Skrams nattesøvn må nødvendigvis være blevet ødelagt, da hun har læst Gertrude Coldbjørnsen og set anmeldelserne af den. Som læser repræsenterer hun både familien og den ældre (konservative og religiøse) generation. I den første egenskab er hun kærlig og respektfuld, i den anden tager hun afstand. Hendes brev viser desuden en personlig retskaffenhed af samme art som Erik Skrams i hans Topsøe-diskussion med Georg Brandes. Hun siger klart til og klart fra.

I et brev til Amalie Skram (Müller) 2/10 1882 fortæller Erik Skram, at hans fortrolighed til moderen blev ødelagt p.gr.a. hendes reaktion på Gertrude Coldbjørnsen.

Man må formode, at de fleste kvinder af den ældre generation har reageret som Ida Skram, men jeg husker, at jeg for nogle år siden stødte på et brev fra perioden, hvori en gammel kvinde udtalte, at hendes skæbne var som Gertrudes: også hun var kommet til at sige »ja« til en ældre mand, som hun slet ikke havde lyst til at gifte sig med.

Søsteren Henriette Skram, der jo boede sammen med Erik Skram, har naturligvis ikke skrevet til ham om »Gertrude«. Men i et brev ca. 10 år senere (9/3 u.å.) takker hun for en tilsendt bog. Hun er positiv, men ønsker sig nogle ord uskrevne. Formodentlig taler hun om rejse- og erindringsbogen Hinsides Grænsen. Om Amalie Skrams Constance Ring skriver Henriette Skram i sin utrykte selvbiografi:

Hun havde just i Foraaret 1886 [1885] udgivet en Bog, Constance Ring, som jeg havde læst med Afsky og Forargelse, Mor med sit blide Sind med Bedrøvelse og Undren. Ak, hvor jeg bebrejder mig, at jeg var saa haard og fordømmende i min Kritik af Bogen og dermed øgede hendes Sorg; for sent, for sent kom Angeren herover. Men under Mors Sygeleie var al Omtale af Bogen bandlyst, og hun mødte kun Ømhed fra Amalies Side.

(Henriette Skrams utrykte erindringer, s. 128. Oplysningen har cand.mag. Birgitte Possing venligst stillet til min rådighed)

Natalie Zahle

Skærtorsdag 1865 Kjære Hr. Skrarn!

Mon Henriette har faaet Dem sagt, at hvis det ikke var Dem imod, vilde det være mig en Glæde at see Dem i min »øvrige Familiekreds« imorgen Middag 4½ i Anledning af min Broders Fødselsdag. Jeg synes, De som Medbo hører med til Familien, og det vilde gøre mig ondt at savne Dem.

14 år før Gertrude Coldbjørnsen udkom, har Natalie Zahle betragtet Erik Skram som medlem af sin store skolefamilie. Han må også i 1879 have hørt til den. Der er - ifølge Natalie Zahle-kenderen Birgitte Possing - ikke umiddelbare vidnesbyrd om hendes reaktion på Gertrude Coldbjørnsen. Men man kan tage for givet, at selv om Natalie Zahle kæmpede for selvstændiggørelse af unge piger og kvinder, så har hun ikke accepteret det angreb på religionen og det forsvar for skilsmisse, som romanen indebærer. I sine erindringer skriver hun særdeles negativt om hele den moderne litteratur. (Natalie Zahle: Mit Liv, udg. ved Th. Moltke 1914, s. 45).

Natalie Zahle var nær ven af Carl Ploug, der skrev den hårde anmeldelse af Gertrude Coldbjørnsen i Fædrelandet 19/4 1879. Da hun kendte Ploug-familien privat, har hun kun i undtagelsestilfælde skrevet til den. Hendes breve til Carl Ploug og hans hustru viser ingen hentydninger til »Gertrude«-sagen. Den omtales heller ikke til de fjerntboende venner i Askov Ludvig og Charlotte Schrøder. Men i et brev 4/12 1880 glæder hun sig over, at de ikke har slået hånden helt af Carl Ploug. Hans pen og hans dom er hård, skriver Natalie Zahle; han har også undertiden angrebet hende selv. Men hans digte til kvinden er de smukkeste i dansk litteratur, og hans private forhold til hustru og døtre er forbilledligt.

Natalie Zahle har sandsynligvis aldrig læst det kassserede første kapitel af Gertrude Coldbjørnsen. Det ville uden for al tvivl have såret hende - og hendes skolesamfund - ulægeligt.

Natalie Zahle kan stå som repræsentant for den borgerlige kvindebevægelse i Danmark. Den stiftedes 1871, men fik først sit eget blad med Kvinden og Samfundet i 1885. Den socialdemokratiske kvindepresse kom først til i 1888 med Hvad vi vil

Hvad tænkte egentlig Gertrude?

Hvad har unge københavnske piger i 16-årsalderen tænkt om Gertrude Coldbjømsen? Det ved vi foreløbig ikke. Man har sikkert gjort alt for at fjerne aviser og selve bogen fra deres nærhed Men det er umuligt, at de større piger på Natalie Zahles institut har været uvidende om, at broderen til en elsket og respekteret lærerinde, Henriette Skram, og »medbo« til Natalie Zahle selv, har skrevet en skandaleroman om en ung pige på deres egen alder. En eller anden gang må der dukke et brev mellem disse store skolepiger op, eller en dagbog. For hvisket og tisket må de have gjort.

Også en lærerig receptionshistorie

Disse stikprøver i læserreaktioner giver et andet billede end den trykte presse. De viser, at bogen har virket på kvindelige læsere ved sin varme og sin lyse stemning. Læserne trækker den side af bogen frem, som også efter min vurdering er dens smukkeste. Blandt læsere med denne holdning er både en religiøs kvinde, Cecilie Abrahams, og moderne kvindelige forfattere som Olivia Levison og Erna JuelHansen. Det viser, at selv om Erik Skrams kvindesyn ikke er moderne - han bevæger sig ikke uden for kærlighedens rammer i sine frigørelseskrav - så er hans (gennemgående) tone befriende i sin varme. Hans mors reaktion viser, at modstanden mod bogen ikke blot var kritikertaktik, men hos religiøse mennesker af den ældre generation en alvorligt ment uenighed.

Hvad mig selv angår, vil jeg i Fortrolighed meddele Dem, at jeg skriver på en Roman, der hvad de første 6 Kapitler angå ikke synes mig dårlig, hvorledes Resten vil blive, er meget tvivlsomt - den går naturligvis ud på noget højst Revolutionært hvad Religion og Ægteskab betræffer og siger Tingen rent ud af Posen, bestræber sig for at iagttage en elskværdig Tone og give nogle ordentlige Billeder af virkelige Mennesker. -

Jeg ønsker til Lykke med den paabegyndte Bog. Personligt vilde jeg helst have at De concentrerede Slaglyset paa det religiøse Omraade og kun kastede Streiflys paa det Erotiske og Sociale, fordi dette sikkert er den rigtige Taktik -vore Modstandere have forstaaet at drage Nytte af den modsatte - men De maa naturligvis gjøre som De maa.

Forholdene have ikke forandret sig, men Mistvivl til mig selv har derimod begyndt at lette på sig, og det Forknytte er gået af mig. Jeg arbejder meget langsomt, skriver hvert Kapitel tre i fire Gange om, og inden jeg opdagede, at jeg ved blot at blive ved at tumle og vende og dreje Tanker og Udtryk kunde få noget Anstændigt frem, måtte der gå en Periode af inderlig Lede ved mig selv og - da Sygdom slog til og Forholdene ere som de ere - ved hele Tilværelsen (...) jeg havde i Rom ikke synderlig Grund til at være glad over mig selv, jeg vrøvlede umanerlig der nede, men dér var der smukt og Menneskene ikke alt for små, og dér var jeg min Tro lykkelig. I Kbhvn gik Benene først fra mig ved Efterårets usigelige Grimhed, så pustedes »vor« Stillings Ynkelighed som en ondartet Luft ind i mine Næsebor, jeg blev så mat som en fugtig Snegl ventelig vil blive i Sahara, og da jeg så ikke kunde finde en eneste Krog inde i mig selv, ved Hjælp af hvilken mit Mod kunde hive mig op, blev jeg liggende, og Modet gik - Fanden i Vold, det forekommer mig ikke, at Andre i Mellemtiden har gjort Brug af det (...)

Jeg stikker til Ørene i min Bog og er foreløbig fortabt i hver Enkelthed for sig. Jeg har overvejet det Spørgsmaal, om jeg af Hensigtsmæssighedshensyn skulde lade den stakkels Kvinde, som jeg har dømt til at begå den svære Synd at lade en af hende stærkt opildnet Person af Mandskønnet blive siddende, begå sin Brøde inden sit Ægteskab fremfor efter - det kunde ske endnu for Udarbejdelsens Skyld - men al den Sorg og Elende, der skal times hende, hendes Udartelse mener jeg, kommer da til at hvile på for spædt et Grundlag. Hvad véd en ung Pige - en sådan i Katekismus indbalsameret ung Pige som jeg har skildret - af, hvad hun begår inden Brylluppet? Stødet bliver rettet på denne Måde for meget mod hendes Opdragelse til at Romanen for Interessens Skyld ret vel kan tåle det. Man må jo dog sørge for så nogenlunde at have Personer til at bære Systemerne. - Tro nu efter det her antydede ikke, at det er »Herregårdsbilleder« No 2 som jeg vil levere - det var mine Mælketænder, her skulde helst en Stump af Visdomstænderne spores.

Det gjør mig alvorligt ondt, at De har haft og endnu har Sygdom at trækkes med. Hvad »Forfatterskabets Kvaler« (...) angaaer, da ere de mindre slemme og navnlig sunde. Skriv kun om, og tre Gange om, anderledes blev aldrig noget skrevet Jeg saa nylig paa Bibi. M.S. til Heines Atta Troll. Der var ei een Linie som ei var udslettet to tre Gange. Kun ved Øvelse - og De har endnu liden - kan Lethed naaes og Lethed er ligegyldig for Læseren. Hvad Indholdet angaaer, dette. Mærk Dem, De maa have nogle fælles Udgangspunkter med Læseren. Har De ei det, er Alt forud tabt; gaaer De ud fra en Moral, han ei hylder, saa skriver De i Luften; det er alt slemt nok, at naae til en, han ei har. Det kan ei nytte at man forestiller sig, man skrev for et Publikum (fransk -engelsk - tysk -) hvis Elite er tænkende. De skriver for et Publikum af Præstesønner fra Landet og Grosserersønner fra Kjøbenhavn, i hvilket ingen Elite findes, intet »godt Selskab«, intet aandeligt Aristokrati, og der som andet Fæ ledes af Poesiens Fæhunde. Det er Conditionerne.

De kan forstaa, at hvad De (fuldstændig sandt) skriver om Forfatterskabet, om det fælles Udgangspunkt med Læseren, var en Påmindelse, som ikke var fortrinlig skikket til at gøre mig tryg; jeg har havt Overvejelser af lignende Art, om i Tonen, hvori jeg skriver, i Scenerne, som jeg maler, at lokke Læsernes Opmærksomhed med mig; men Prøven om nu ogsaa den valgte Metode er god, forekommer mig til Tider umulig at anstille, og der er noget meget Risikabelt i at lade sig belære på dette Punkt (ved f E. at gå til Deres Broder) -man kunne tabe den Smule Frejdighed, man overhovedet har tilbage. - Må jeg gøre én Bekendelse - den nemlig, at levede jeg på den Måde som jeg ønsker (hvortil bl.A. hørte en ikke ubetydelig Virksomhed) forsøgte jeg mig ikke som Romanskriver, jeg er meget lidt Digter, derimod tror jeg nok, at jeg er Poet - De forstår?

-Jeg sender Dem samtidig med dette Brev en Artikel jeg for nylig har skrevet i Snällposten (nogenlunde oversat) for at spørge Dem, om den Tone, jeg der har anslået, forekommer Dem heldig. Jeg mener navnlig hvad der angaaer Topsøe.

Jeg kan ei sige at Deres svenske Artikel var ganske efter mit Sind; De var mig for blid og hensyntagende. For mig er T. Repræsentanten for alt det, jeg afskyer mest i Danmark, det man burde knuse Knoglerne paa, hvis man kunde. Da jeg ei kan det og ikke vil tjatte, holder jeg min Mund og har søgt mig et andet Land; men med dette Kuld, som T. repræsenterer, synes mig alt Compromis umuligt.

Formoder jeg rigtig, når jeg antager, at min Artikel om Topsøe har berørt Dem ilde? De siger det ikke ligefrem, men det ligger så småt i Ordene og måske i Tavsheden der gik forud. De synes at finde en Slags Villighed fra min Side til at slutte Kompromis med T. eller Dgbl. [Dagbladet] og hvorfor? Fordi jeg har givet Manden den Ros, som efter min bedste Overbevisning tilkommer ham og givet den helt ud, uden Sludder og Sladder. Der er her Noget jeg ønsker at klare. Jeg finder det i moralsk og taktisk Henseende vigtig at kunne rose rigtig. En ilde anbragt Ros over sine Venner, en forsætlig Fortielse af sine Fjenders Fortrin eller vel endog et Forsøg på at vælte dem en to tre Grader ned er i mine Øjne urigtig og tåbelig. At rose, hvad ikke duer, er at rulle en Sten op, som skal falde, at fortic eller nedsætte, hvad der er godt, er at bryde i en Mur, som ikke kan styrte.

Jeg vilde, hvis jeg kunde, knuse Knoklerne paa denne Hund, NB ei paa T., som De med en Forvanskning af mit forrige Brev citerer, men »paa det, han repræsenterer«. Det var mine Ord. See efter, hvis De endnu har Brevet. Jeg husker godt.

[E.S. ville noget før have lykønsket med G.B.'s nyfødte datter] - hvis jeg ikke så at sige havde gået i en magnetisk Søvn, der gjorde mig uduelig til al Slags Gerning, som faldt udenfor en bestemt Virksomhed: den at forfatte ubrugelige Slutningskapitler til min Novelle betitlet »Gertrude Coldbjørnsen«. Jeg har nu tilendebragt denne Virksomhed, Bogen har flet sin Slutning, Hegel fik den igår - sit Tilbud om Honorar har han endnu ikke meddelt mig - og jeg føler, at Søvnen er løftet fra min Ånd.

[E.S. kommenterer G.B.'s »Benjamin Disraeli«, 1878, som han giver både ros og ris, bl.a. spørger han]:

- og hvad Fanden har De ment med »den sidste Jøde?«

Altsaa dertil har man Venner, at naar der i en Bog, man skriver, findes et enkelt Ord med dobbelt Bund, et Ord med Perspektiv i, et Ord, som ikke ligefrem er for Avislæsere, et Ord, som man maa tænke fem Minutter over, saa skrive De til En »Hvad Fanden har De ment med 'Den sidste Jøde', Ingen af os har kunnet forstaae det.« Skam Dem Skram. Skram skam Dem.

Jeg sender Dem herved min lige udkomne Novelle. Jeg føler en stærk Trang til at sige Dem, at er der Noget i den, som duer - og det tror jeg der er -skylder jeg en væsentlig (den væsentligste?) Del Dem det. Jeg vil ikke sige, at jeg gik om med den grå Stær, og at De i sin Tid helbredede mig - mit første Bekendtskab med Deres literære Virksomhed skriver sig fra Deres Doktordisputats - men jeg er mig tydelig bevidst, at det er Dem, der har givet mig de udenvælts Hvilepunkter, hvorfra det har været mig muligt at observere i Ro det Virvar, som dannede min Bevidsthed Når jeg som Tankeeksperiment vilde tænke mig Deres Påvirkning subtraheret fra mit Liv, vilde der stå en Benrad tilbage. De har i en Grad, som De i sine Enkeltheder ikke kan forestille Dem, svøbt Kødet om mine Knogler.

En »Dom« faaer De ei idag, en saadan fælder jeg sent og den er altid sammensat; men dette skal De have strax, som er Hovedsagen: Bogen er god, Arbeidet er lykkedes, De er litterært i Havn. Jeg mener dermed: Det er lykkedes Dem at være helt Dem selv, fuldt Dem selv og det viser sig at dette Selv er værd at lære at kjende, fintfølende, fint iagttagende og nobelt. Hvad er der videre at ønske!

Deres Bogs Styrke er den: man føler bag den et freidigt Sind, en god Samvittighed. De troer paa Noget og Deres Bog er foruden en Skildring en Lære, en Prædiken og det lider jeg, som vel sværmer for Shakespeare og Goethe, men er Shelley'sk og Schillersk anlagt og som selv er Prædikant. Nu har De Deres egen Bane, De er om Hjørnet, De behøver nu kun Flid, Villie, Udholdenhed, Egenskaber, De vil kunne vinde, for at virke stærkt og varigt. Deres Bog bliver staaende i Litteraturen bag Dem og vil give Dem Rygstød. Udvid nu blot Deres Horizont som Skribent en lille Smule, saa De undgaaer enhver Bebreidelse for at spille paa én Streng.

Jeg anbefaler Dem til Morskab og Belæring og Sammenligning at læse *dolgoeO* studere Brødrene Goncourts Romaner, ogsaa de vælge helst en enkelt Karakter og ere Psykologer i Romanen. De vil kunne lære af dem. Begynd med »René Mauperin« og læs dem alle, der er kun 5 eller 6.

Det er især det Typiske i Deres Bog som vil sikre dens Virkning. Min Hustru skal ogsaa læse den og jeg skal meddele Dem hendes Indtryk.

Jeg havde tænkt mig, at min Bog skulde åbne en Del Kredse for mig, at jeg ved Hjælp af den kunde lære lidt mere af dette samme Liv at kende, som det er min hæderlige Lyst at skildre og karakterisere, at jeg, som De siger, kunde få flere Strænge på mit Instrument, - men ach Du lieber! Man har kørt og er i Færd med at køre al mulig skiddenfærdig Renovation hen foran min Dør; Kbhvn betakker sig for mig, min Bog behandles fra Skandalens Synspunkt. Jeg vidste virkelig ikke af, at Plebejismen stak så Pokkers dybt i Bladmenneskene herhjemme - Publikum lader ikke til at være så hildet eller skiddenttænkende som Bladene - og det er mig en Beroligelse i min Naivitet, at ingen af mine og Deres Venner have formodet endog blot Tyvendedelen af det dumme Skrål, som nu er rejst. »Gertrude Coldbjørnsen« er kort og godt ikke for »høviske« Læsere, endsige Læserinder. (...) Deres Broder (...) har meddelt mig, at De vil anmelde min Bog i Christiania. Det bliver formodentlig den eneste gunstige Kritik, jeg får at læse - De véd vel, kjære Dr. Brandes - at en opmærksommere Læser end mig vil De ved denne Lejlighed ikke kunne få. Hvad De siger, vil blive lagt på så fin en Guldvægt, som jeg har i Eje, men finder jeg Noget, jeg tror er galt, strider jeg imod med Hænder og Fødder. (...)

Jeg forstår foreløbig kun Vrede som Opbrusning, som en mere eller mindre kortvarig Reaktion mod Krænkelse af Ens Selv, af hvad Art det nu er. Men udover dette kan jeg ikke bygge noget logisk Sammenhæng mellem Fornærmeren og Vrede på ham. (...) Hævn er noget Sludder, når jeg ikke er i den specifikke Stemning, som hedder at være gal i Hovedet.

De kjender Christi skjønne Ord: Naar En giver Dig en paa dit venstre Øre, saa giv ham to paa hans høire - et af de Skriftsteder, jeg altid har fundet mest slaaende rigtigt - og nu mener De, Skram, at denne saa ægte christelige Sætning ei holder Stik; De finder den ulogisk og vil vide hvad Logik der er i Hævnen, naar Forbitrelsen har kogt af Der er den Logik, at man formelig sætter en Præmie paa det at gjøre Uret, hvis man ingen Art Gjengjæld øver, den, at man opmuntrer, direkte opmuntrer de Egennyttige, Brutale, Gemene til at kaste sig over de Uskyldige, Naive, Ærlige og Ædle, hvis man *dolgoeO* de 20 Retfærdige i hvert Samfund ikke efter Evne holde Justits paa deres egne Vegne og hinandens. Hvo der ei indseer det, synes mig fiskeblodig, sit venia verbo, [med forlov at sige] roesaftholdig, og skabt til sin Skjæbne at være en rolig Ambolt for sin Fjende og en unyttig Forbundsfælle for sin Ven. (...)

Hvorfor breder Pøbelagtigheden sig i vor Presse? Hvorfor faaer De selv den nu saa grundigt at føle? Fordi Ingen nogensinde har krævet Pressebanditterne til Regnskab, fordi de vide sig straffri og saaledes er blevne Situationens, Literaturens og Landets Herrer. Og i denne skidne Sirup - danske Presseforhold - i denne Øglerede - dansk Literatur - sidder A.O.E. Skram og præker Godmodighed og spørger: Hvorfor er De ikke godmodig?

Det vil nu vel neppe være til nogen Skade for Dem at Deres Bog bliver saa meget omtalt med indignerede Miner. Blot omtalt, det er Hovedsagen. Hvis jeg kan finde paa noget at sige om den, skal jeg holde mit Ord og anmelde den i det norske Dagblad, med hvilket min Forbindelse forøvrigt i den sidste Tid har været afbrudt. [Georg Brandes fraråder en oversættelse af »Gertrude Coldbjørnsen« til tysk].

Man er vant til anderledes pebret Føde. Og den tyske Kvindetype, jeg mener den udprægede er saa forskjellig fra Deres danske, at hun vilde forekomme rent provinsiel, hele Bogen provinsiel, som hele den danske Litt. overhovedet er provinsiel set med et fremmed Øie. Jeg siger hermed ei noget Nedsættende om vor Veninde Gertrude, men saadan er det nu engang.

Til min Forskrækkelse opdagede jeg forleden, at Deres endnu ubesvarede Brev er over en Måned gammelt - det Brev, hvori De behandler Hævnens Logik. Jeg har nu unægtelig ventet at svare, fordi jeg lå på Udkig efter Deres Anmeldelse af min Bog, jeg antog den nær forestående. (...) De har således formodentlig ikke sendt »Dgbl« nogen Anmeldelse. At dette er mig en betydelig Skuffelse kan ikke forundre Dem: Når Dig Nogen Karper byder, og Du får kun tørre Jyder osv. Det er lidt flovt i Sandhed ikke at have læst et eneste Ord på Tryk, der er Svar på mit ærlige Arbejde. Hvad der har stået i danske Aviser falder absolut udenfor ethvert Sammenhæng med det Kunstneriske eller Mislykkede i min Bog; jeg husker ikke en Døjt af alt det Vrøvl -nej, det er dog ikke sandt, der har stået noget om affekterte Udtryk å la Bjørnson, som jeg har kunnet benytte; for Resten går jeg lige så klog eller dum til min følgende Fortælling. Rent praktisk vilde en anerkendende Behandling fra Deres Side have været mig til ikke ringe Nytte. Med den bag mig var jeg endnu god nok hos Hegel, uden den turde det være tvivlsomt. (...) Hvis De navnlig for Hegels Skyld - han har med en vis økonomisk Spænding afventet Dgbl.'s Anmeldelse - vilde give mig et Par Ord angående Ikke-Anmeldelsen, skulde jeg vide Dem Tak derfor.

Blot disse to Ord Jeg havde ei opgivet at skrive om Deres Bog, men har i 3 Maaneder ei skrevet til Norge. Efter nye Forhandlinger er jeg nu paa ny traadt i Forbindelse med Bladet og skjønt Vullum jo alt har skrevet lidt, vil jeg, da jeg veed De lægger Vægt derpaa, gjerne paany skrive om Deres Bog, idet jeg taler om den samtidigt med at jeg skriver om nogle andre nye dansknorske Bøger.

Og nu til Slutning noget rent Personligt. Det gjorde mig i sin Tid meget ondt, Skram, mere ondt end De kan troe, at De syntes saa lidt om den Anmeldelsejeg skrev af Gertrude C, at De aldrig sagde mig et Ord for den eller om den. Jeg husker naturligvis ikke nu dens Ordlyd, men jeg ved at den blev skrevet i bedste Mening og Hensigt - efter Deres eget Ønske - at den blev skrevet høiest uegennyttigt, thi »Dagbladet« betalte allerede da ingen Øre, at jeg modtog flere Breve, deriblandt et fra det Sverdrupske Hus til Tak for at jeg havde skrevet den og gjorde Mit til at afvaske den Plet, man havde sat paa Dem, og jeg veed endelig at endnu ifjor Sommer, da jeg var i Norge, talte Folk baade i Christiania og i Bergen til mig om Deres Bog - og det med stor Varme - og om min Anmeldelse som Vidnesbyrd om at jeg nærede varme Følelser for Dem og den. Naar De nu veed og det veed De naturligvis, at det er en Kritikers daglige Brød at faae veltalende eller stum Utak, naar han anmelder sine bedste Venner og ei skriver netop hvad de ønske at høre, saa vil de indrømme at det maatte være mig en smertelig Overraskelse at see den gamle Erfaring stadfæste sig for mig overfor Dem.

Nu kære Brandes om min Optræden lige overfor Deres Anmeldelse af min Bog. Tro mig, at min Tavshed nu gør mig overordentlig ondt. Den var i sin Tid ikke foranlediget af nogen egentlig Misfornøjelse med den Behandling jeg havde fået, det havde jeg sandelig ingen Grund til! - havde jeg stødt på Dem personlig den Gang, havde jeg havt let ved at tale med Dem om den. Det faldt mig blot ikke den Gang ind at skrive, og det må formodentlig dog have hængt sammen med, at Anmeldelsen på en vis Måde skuffede mig. De tog så meget Hensyn til det Sludder, der var blevet skrevet om den Bog. De kunde citere en Dumhed fra Berlingske. Jeg, som enten ikke læste disse Anmeldelser, eller når jeg havde læst dem kun havde dem som en Forundring over noget Uforståeligt tilbage i Hukommelsen, syntes, at det var besynderligt, at De gad røre ved dette. Det spillede absolut ingen Rolle i mine egne hyggelig tilfredse Fornemmelser overfor mit Arbejde, og at De så lige som først måtte arbejde Dem gennem Snavset for at komme ind til G.C. foruroligede mig for Deres Værdigheds Skyld og for min egen.

[Her følger så GB's ønske [u.d] om oplysninger til Det moderne Gjennembruds Mænd og ES's svar 26/11 1883, citeret s. 165.]

Jeg var for træt igår Aftes til at sende Dem min Tak for »Erik Skram« i »Det moderne Gjennembruds Mænd«, den kommer lige varm og god idag. Skulde jeg ikke få bygget min store Moské - det kunde jo hænde - så har De reddet mit Navn fra at synke altfor hurtig ned mellem de andre Skaller, der danner Laget, hvorpå det tyvende Århundrede skal bygge. Jeg er glad for Deres Karakteristik af mig, jeg holder af at være »en Fysiolog, i hvem der stikker en Troubadour«, og jeg er stolt af, at mit tredje Kapitel i »Gertrude Coldbjørnsen« er blevet fremhævet som sket er. Det var ubetinget det sværeste at skrive. Det var også det første jeg skrev; da det var overstået, fik jeg Mod til at lave min Bog. Et Ord i Deres Omtale af mit Forfatterskab - det kommer to Gange for - kunde jeg ønske at protestere en Smule imod: det er, at jeg er »forelsket« i mine Kvindeskikkelser. Det forekommer mig at indeholde en Misvisning. Kan De huske Frk Wegmanns Billede på den nordiske Maleriudstilling i Sommer, den unge Moder med sit Barn, det var malet lyst i lyst med tætte intensive Farver, Beskedenheden iagttaget, således forekommer det mig, at jeg har båret mig ad. Der er en Smule Festlighed over Foredraget i Bogen, ikke nogen egenlig »forelsket« Blindhed. Til Begrundelse må jeg have Lov til at anføre Bemærkningen på tredje sidste Side: »Fabricius følte, at det glippede i den allersidste og fineste Forståelse imellem Dem«. Jeg husker, at jeg i denne Bemærkning følte det, som i en anden Toneart, vilde kunne være udtrykt ved det ene Ord: Gås! Og af samme Art Bemærkninger, findes der ikke få i Bogen. Men De véd, Foredraget behersker Udtrykket. Det har interesseret mig, at jeg for nogen Tid siden fandt den allerførste Begyndelse til min Novelle. Det var en Art Fortale, hvori en Mand ligervis som Lægen i »Moderne Damer« rakker den Dame til, som skal omtales, og det var gjort med en del mere Fynd end Mosjø Poulsen råder over. Men for Resten er der jo ikke megen Grund til ikke også at være tilfreds med Betegnelsen »forelsket«, det er jo en pæn Fornemmelse og akcepteret i det allerbedste Selskab. Deres Kritik af »Herregårdsbilleder« har moret mig meget; jeg måtte le ad de mange Kys og andre Dumheder og den ene Side, De hæver ud af Forglemmelsen, gjorde mit Hjærte godt.

De har gjort mig en stor Gavn og en stor personlig Glæde ved Deres Artikel, og jeg er Dem af Hjærte taknemmelig derfor. Måtte nu blot Deres venskabelige Råd til mig om at gøre som hin mauriske Konge gjorde, bære Frugt.