af Johan Herman Wessel (1785)   Udgave: Henrik Andersson (2025)  
forrige næste

Anden Act.

Theatret forestiller en aaben Mark, inderst sees et Telt, Fruentimmerne ere klædte, saa meget mueligt, som Mandspersoner. - Mandspersonerne qvindagtigen pyntede.

Første Scene.

Leander. Professor Anne Cattrine.

Leander.

(seer sig rundt om, bliver Anne Cattrine vaer)

Med Tilladelse min smukke Dame! vil De have den Godhed at sige mig, hvor jeg er.

Anne Cattrine.

Deilige Cavailler! De spørger hvor De er? De veed nok selv, at De er i Koklikot.

(afsides)

Det er uden Tvivl et letfærdigt Mandfolk, som søger Eventyrer i Leiren.

(høit.)

De har maaskee nogen af Deres Paarørende i Leiren min Smukke! der staaer den.

(peger derhen hvor Teltet staaer.)

Leander.

(afsides.)

Deilige Cavailler, min Smukke! Hun er vist ikke Kydskheden selv. - Saa venlig ved første Øiekast.

(høit.)

Jeg kiender ingen i Leiren, jeg har ikke engang vidst, at her stod en Leir.

(afsides)

hvilken Dragt!

Professor Anne Cattrine.

Vi har her Krig med Nagerne.

(afsides)

Et Mandfolk med Kaarde, han er klædt som Cavaillererne der, hvor jeg kom fra. Maaskee - -

(høit)

Min Herre, det er ikke Brug her, at Mandspersonerne bære Kaarde.

Leander.

Bære Fruentimmerne den da?

Professor Anne Cattrine.

Ja hvad andet

(afsides)

enten er han forrykt, eller det er en fremmed, som er kommen hid paa samme Maade som jeg.

(høit)

Maae jeg spørge, hvem jeg har den Ære at tale med.

Leander.

Mit Navn er Leander, og jeg er Kaptein. Maae jeg nu tage mig den Frihed at spørge hvem den Dame er, som jeg har den Ære at tale med.

Professor Anne Cattrine.

Min navn er Anne Cattrine, jeg er Professor i den gamle Historie; jeg skulde været Soldat, men Kundskab i den nye Historie erhvervede mig Professoratet i den gamle.

Leander.

(afsides)

Hun har en Hoben Skruer løse.

(høit)

Det er selsomt nok, at Damer ere Professorer, men at de blive det i den gamle Historie for deres Kundskab i den nye - -

(afsides)

Hun er fra Forstanden.

(høit)

Jeg beder, forklar mig det.

Professor Anne Cattrine.

Min Herre! fortæl mig først een Ting! ved hvad Leilighed er De kommen hid?

Leander.

De spørger mere, end jeg kan svare Dem paa. For et Øieblik siden var jeg i Kiøbenhavn. Hvorledes min Reise herhid gik for sig, kan jeg ingen Rede giøre for.

Professor Anne Cattrine.

Beskyttes, eller hades De af nogen Fee?

Leander.

Jeg beskyttes af en Fee, som har lovet at vise mig Ting, som under visse Vilkaar skulle kunde skee.

Professor Anne Cattrine.

Og hun, som taler med Dem, er kommen herhid fra samme Sted og paa samme Maade, som De for otte Dage siden. Da De er fremmed, saa vil jeg underrette Dem om, at Mandfolk er Fruentimmer her til Lands i Henseende til Deres Sysler. Nu seer De hvorfor jeg som Fruentimmer kan være Professor. End videre, maae De vide at man er her nogle Tusinde Aar længere frem i Tiden end vi. - De skrive i Aar 7603, saa den nye Historie hos os, er den ældgamle hos dem.

Leander.

Men siig Frue Professor! hvad tager Mandfolkene sig for.

Professor Anne Cattrine.

Jeg har sagt Dem, de ere de samme i Staten, som Fruentimmer hos os, men langt mere forkiælede. De har dog en svag Skygge tilbage af deres forrige Værdighed. De har for Exempel et Raad, hvori de leege Raadsherrer, og dømme med den pudseerligste Alvorlighed i Sager af det jammerligste og latterligste Slags. I dette Raad indtræde de fleste smukke Folkes Børn. Fruentimmerne har og forundt dem et Academie, hvoraf Medlemmerne alle ere Poeter, og kaldes den herlige Poesies Academie. Dets Poeter ere ligesaa, om ikke mere forrykte end

(hun hvisker)

hos os.

Leander.

(efter at have seet sig om.)

Hvorfor hvisker De. Der hører jo ingen os.

Professor Anne Cattrine.

Det er en Vane. Jeg har altid hvisket Sandhed om ham. Thi at sige den høit var crimen læsi &c. Nu har jeg givet Dem den Underviisning jeg har faaet. Tag Dem vare for, at De ikke bliver forført, ja vel voldtaget af Fruentimmerne her.

Leander.

Ha, ha, ha, det skal jeg dog vel være sikker for ikke at blive.

(Man hører en vild Sang bag Teltet, som vedvarer, til tre Soldater lader sig see syngende.)

Professor Anne Cattrine.

Ja see Dem for! der kommer nogle vilde Soldater - Lad os gaae.

Leander.

Lad os bie - jeg er just kommen for at lære at kiende Landets Sæder.

Professor Anne Cattrine.

Som De behager - jeg gaaer - Farvel.

Leander.

Farvel smukke Professor.

Professor Anne Cattrine.

Tag Dem vare for at tiltale saaledes de indfødte Fruentimmer, De vilde da vist blive anseet for et Skiørlevnets Mandfolk, og be- handlet paa den uanstændigste Maade, omtrent som liderlige Fruentimmer hos os. Der kommer de, Adjeu Cavailler.

Anden Scene.

Leander. Tre Soldater (noget beskiænkede, og blive efterhaanden mere.)

Leander.

Ha! ha! de have min Troe Kaarde paa!

Første Soldat.

Lad os sætte os her at drikke vort Brændeviin. Her kan Capitain Sophie ikke see os, hun er en rar Kone; men hun drikker ikke selv, den Nar, hun er.

(De sætte sig, tager hver sin Pegleflaske af Lommen, hvormed de klinke, og synge)

Første Soldat.

Elske Mandfolk, Tungen væde,
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.

Anden Soldat.

Elske varmt, men ikke længe,
Pene, nydelige Drenge,
Det er Krigerens Maneer.
Glade vi i Krigen drage,
Kommer seirende tilbage,
Glad hver Dreng i Landet seer.

Tredie Soldat.

Kiække Piger, vi vil drikke,
Naar vi mere det giør ikke
Er vi heller meer ei til;
Elske vil vi smukke Drenge,
Som: I streede alt for længe,
Ved vor Hiemkomst sige vil.

Alle.

Elske Mandfolk, Tungen væde
Det er vores Liv og Glæde,
Brendeviin os giver Mod.
Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmodig Nager
Millioner Draaber Blod.

Leander.

Det er en anstændig Sang for Fruentimmer!

Anden Soldat.

Nei see der Søster; vi har, paa min Siæl, faaet en Rekrut til Leiren. Men hvad for Pokker er det? han har Kaarde paa.

(De see alle paa Leander, og slaae op en stor Latter.)

Tredie Soldat.

(til Leander)

Kys mig mit velsignede, deilige Drengebarn!

(Hun kysser ham, de andre følge hendes Exempel, og derpaa sætte sig igien)

Første Soldat.

(til Anden Soldat)

Søster Grete! har du dine sædvanlige Tærninger hos dig?

Anden Soldat.

Ja naar gik jeg uden dem? De er mit halve Liv i Fredstider, de har skaffet mig Levebrød, siden jeg blev Soldat. - Lønningen skulde jeg ikke komme langt med, og sauge Brænde gider jeg ikke.

Tredie Soldat.

Nei, lad os heller spille Femkort, det er et ærligt reent Spil. - Jeg har Kort. -

(Hun tager Kortet af Patrontasken.)

De Tre Andre.

Ja fem Kort, fem Kort.

Første Soldat.

Men drikke først det vakre Drengebarns Skaal.

Anden Soldat.

Det var Ret.

(De drikke.)

Alle.

Skaal for dig du vakre Drengebarn!

Leander.

Jeg takker.

(sagte)

Jeg er i godt Sælskab.

Tredie Soldat.

Men hvad skal vi spille om?

Første Soldat.

Hvor kan du spørge saa taabeligt? Om hvem der først skal føre ham i Teltet.

Leander.

(sagte)

Om han ellers vil lade sig føre. De godt Folk giøre Regning uden Verten.

Tredie Soldat.

Første Es har Forhaand.

(han lægger Kort om)

Forhaanden fik jeg.

Leander.

(medens Kortene blandes)

See, hvor alting gaaer ordentlig til.

Anden Soldat.

Ja min Siæl vandt Fridrike.

Tredie Soldat.

Det priser jeg min Kunst for.

Første Soldat.

(til Anden)

Siden vi ikke vandt, saa lad os drikke paa den Skræk.

Tredie Soldat.

(staaer op, til Leander)

Kom med mig min søde Dreng, der skal ingen være i Teltet uden vi to.

Leander.

(sagte)

Hvilken Uforskammenhed og Frækhed!

(høit)

Jeg følges aldrig med drukne Folk.

Første Soldat.

Hille Knø! der kommer Capitain Sophie.

Tredie Scene.

Capitain Sophie. De Forrige.

Capitain Sophie.

(til Soldaterne)

Børn! I ere jo ganske drukne. Det er en vakker Ære for Piger at drikke sig ud af stand til at fægte paa en Tid, da man kan vente Fienden hvert Øieblik.

Første Soldat.

Frue Capitain! Vi drikke paa Nagernes Ruin.

De tre Soldater

synge:

Hver en Draabe, som vi smager,
Koster overmoodig Nager,
Millioner Draaber Blod.

Capitain Sophie.

Jeg er bange for, I drikker saa vel meent paa Nagernes Ruin, at det bliver jeres egen. Jeg har desuden den Troe til mine brave Piger, at de har Mod nok uden at hente det af Brændeviinsflasken.

Anden Soldat.

Capitain hun giør os skamfulde; gid vi aldrig havde smagt en Draabe, saa skulde de faae see, at de troer sandt om os.

Tredie Soldat.

(tager sin Flaske, og seer paa den.)

Min Flaske er ikke halv uddrukken, der ligger den.

(han kaster den, de andre ligesaa, og raaber i det de kaster den)

Hurra! leve Sophie.

Capitain Sophie.

Tak mine Børn; det er mig kiert, at I holder af mig.

Første Soldat.

Var der en ved hendes Compagnie Capi- tain, som ikke holdte af hende, skulle jeg see den Carnailes Hierteblod.

Anden Soldat.

Du faaer vist ingens Hierteblod at see.

Tredie Soldat.

Nei vist nok ikke. Det maatte være en Vanskabning af et Menneske, som ikke vilde hende vel.

Capitain Sophie.

Mine Børn! gaaer hen i Leiren.

Første Soldat.

Frue Capitain! det er dristigt, men torde vi bede om en Ting til Beviis paa, at Capitainen holder af os.

Capitain Sophie.

Siig kun, hvad er det?

Første Soldat.

Om det maatte være os tilladt - - det er, som sagt, noget dristigt, om vi maatte kysse Capitainen.

Capitain Sophie.

Vi kan jo være gode Venner uden at kysses.

(De staae alle tre med nedslagne Øine)

Jeg gider ikke see misfornøiede Ansigter; kysser mig da.

(De kysse hende og derpaa gaae, raabende:)

Hurra, længe leve Sophie.

Fierde Scene.

Capitain Sophie. Leander. En Tambour.

Tambour.

Frue Capitain! Musketeer Marie har giort Barsel.

Capitain Sophie.

Schwere Noth! det er nu den fierde af mit Compagnie, som ligger i Barselseng, og ingen Rekruter er her at faae. Veed du nogen?

Tambour.

Sergeant Gunild talte om, at hun havde Øie paa en Løsgienger som kalder sig Julie, en ung vakker Pige?

Capitain Sophie.

Lad Sergeanten komme ind til mig.

Tambour.

Har Capitainen seet hvad der staaer?

(peger paa Leander)

Capitain Sophie.

Det er en fortryllende Karl.

(til Tambouren)

Gaae efter Sergeanten.

(til Leander)

mit velsignede Barn, lad mig omfavne dig!

(hun omfavner ham. Tambouren gaaer smilende bort.)

(afsides)

Han tager meget rolig mod Karesser; det er vist ikke de første han har faaet.

(høit)

Men hør min Dreng! jeg seer du har Kaarde paa; det ser pudseerlig nok ud; men her til Lands bruges ikke Vaaben til Pudserier. Du er en deilig Karl, men klæd dig ikke som en Nar, at bære Vaaben er dit Kiøn uanstændigt; leveer mig din Kaarde, min Søn, og følg mig i mit Telt.

Leander.

Jeg er ikke klædt som en Nar, at bære Vaaben er ikke uanstændigt for mit Kiøn der, hvor jeg er kommen fra. Fanden selv skal ikke tage min Kaarde, jeg er ikke deres Søn, og følger dem ikke i deres Telt.

Capitain Sophie.

Jeg troer du ordentlig vil giøre Nar af mig, strax hid med din Kaarde.

(hun vil tage den med Magt, men Leander er hende for sterk)

Du skal snart see dem, som kan tage den.

Leander.

Det vil koste -

Femte Scene.

Sergeant Gunild. De Forrige.

Sergeant Gunild.

Hvad befaler Frue Capitainen.

Capitain Sophie.

Min kiære Gunild! har hun faaet fat paa den Omløberske. Grete Tambour har sagt mig, at hun havde Øie paa hende.

Sergeant Gunild.

Endnu ikke; men hun skal være mig vis nok.

Capitain Sophie.

Ja det er godt nok, men lad Doctoren sige os, om hun laver til Barsel; hvis saa er, vil jeg ikke eie hende, jeg er saa kied af disse evige Barselsenge. A propos, hvad har Musketeer Marie faaet, Pige eller Dreng.

Sergeant Gunild.

Dreng.

Capitain Sophie.

Fy! - hør et Ord Sergeant.

(hun hvisker til Sergeanten og viser paa Leander.)

Sergeant Gunild.

Strax Frue Capitain.

(hun gaaer.)

Siette Scene.

Capitain Sophie. Leander.

Capitain Sophie.

(til Leander.)

Nu min Søn! vil du følge mig i Teltet; du kan derved undgaae endeel Uleiligheder.

Leander.

Fy!

Syvende Scene.

Sergeant Gunild. Tre Soldater. De Forrige.

Capitain Sophie.

Fører ham i Arrest, den Omløber.

(Sergeanten og Soldaterne føre ham med megen Besværlighed bort.)

Ottende Scene.

Capitain Sophie allene.

Capitain Sophie.

Mage til den Knøses Mod og Kræfter, har jeg endnu aldrig seet hos nogen af hans Kiøn; jeg gad have ham ved mit Compagnie; men mine Folk ere alt for ærekiære til at giøre Tieneste med en Mandsperson. Dersom alle Mandfolk vare af den Kaliber, vilde vi Fruentimmer blive nødt til at overlade dem Sværdet.

Niende Scene.

Sergeant Gunild. Capitain Sophie.

Sergeant Gunild.

Frue Capitain! da vi vilde tage Kaarden fra Omløberen, blev han rasende, rev sig løs, trak ud, saarede ti Musketerer, og gav Lieutenant Berthe et farligt Stik i Armen.

Capitain Sophie.

Enten er han gal, eller det er et forklædt Fruentimmer; maaskee begge Dele. Er han lagt i Lænker?

Sergeant Gunild.

Ja Frue Capitain! vi havde Møie nok med at faae dem paa ham.

Capitain Sophie.

Jeg vil gaae ind i Vagttæltet at see, hvordan han nu skikker sig.

(De gaae.)