© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Endeel Poeter, qvindagtigen og uselt klædte med Krandse paa Hovedet og Lapper paa Albuen, siddende om et Bord med Vifter liggende for dem.
Første Poet.
Hvor bliver det Fruentimmer af, som lod sig melde at bivaane vor Samling?
Anden Poet.
Vores Academie kommer i Anseelse, kan man mærke, siden det besøges endogsaa af Fruentimmer.
Tredie Poet.
Ja der maatte dog vel findes en og anden blant dem ogsaa, som viste at skiønne paa, hvad sublimt og fiint og smukt og herligt og stolt er.
Fierde Poet.
Der har vi Damen, hun er underlig klædt.
Julie. De Forrige
Julie.
(bukker dybt, leer af og til Acten igiennem)
Mine Herrer Cavaillerer! jeg bevidner dem min Stolthed over at have faaet deres gunstige Tilladelse til at beundre deres Talenter.Fierde Poet.
De behager at sidde Frøken.
(hun sætter sig)
Om de Herrer Colleger behager, saa vil vi oplæse vore Gaar-Dags Arbeider(til første Poet)
Behager Hr. Collega at begynde?Første Poet.
læser
Til
Poeterne
paa eengang.
O! guddommeligt!
Første Poet.
(til Julie)
Hvad synes den fremmede Frøken om mit Vers.Julie.
Anden Poet.
Ulyksalig plat, hvad synes de Herrer Colleger?
De øvrige.
Plat, plat.
Første Poet.
Jeg kan dog ikke nægte, at hun jo røber Genie, og det er meget af et Fruentimmer.
Anden Poet.
(til sin Sidemand, sagte)
Han tager hendes Partie, fordi hun har roest hans Vers.(høit)
Jeg veed snart ikke mine Herrer, om jeg tør forelæse dem en Gravskrift, som jeg har giort over salig Christian G[ulæseligt]rals [Generals?].Det er sublimt, hvad synes de andre Herrer.
Alle.
Sublimt.
Julie.
Mine deilige Herrer! hvor vilde jeg agte mig lyksalig, om jeg kunde haabe at blive antaget som Medlem af et saa ypperligt Selskab.
Tredie Poet.
Vores Titel er ellers De herlige Brødre.
Julie.
Herlige Herrer! tør jeg anmode dem om Salighed i Selskab med deres Herligheder.
Anden Poet.
Det er maaskee uhørt, at et Fruentimmer er kommet ind i vores Academie; de pleier ikke at have de behørige Egenskaber dertil. Men Herrer Colleger! mig synes dog, vi kunde forelægge hende de anordnede Prøver.
Første Poet.
Frøkenen behager da, at giøre sit første Prøvestykke, det bestaaer i et Vers efter givne Riim; det er vanskeligt, og bør saa være.
(han tager et Papiir op af en liden Kasse)
De behager at læse Rimene.Julie.
(læser.)
Anden Poet.
Disse Riim maae de fylde inden tre Minuter, hvorpaa Verset skal blive bedømt.
(Julie skriver.)
Første Poet.
(sagte)
Hun vil vist nok falde igiennem.Anden Poet.
Det skader os jo slet ikke og hende meget lidet; der kan ikke hendes hende værre, end at hun maae gaae tilbage igien til sine Søstre og dyrke, hvad de kalde sund Sands, som Himlen i Naade bevare det herlige Broderskab fra.
Tredie Poet.
Har vi kundet holde den ude saa længe, saa bliver hun vist ikke den, som skal fordærve os.
Fierde Poet.
Ret lige nu ere de tre Minutter forbie.
Julie.
(staaer op.)
Herlige Herrer! forundres ikke over, at jeg i saa oplyst et Selskab bævende oplæser et Prøvedigt, hvis gunstige eller ugunstige Bedømmelse vil afgiøre, om jeg bliver for Livstid lykkelig eller ulykkelig; jeg haaber, at de ædelmodigen vil bære over med et Fruentimmer og en Begynder i Videnskaberne.Første Poet.
Frøkenen behager da at oplæse sit Vers.
Julie.
Anden Poet.
Hun har megen Smag.
Tredie Poet.
Det er allerede meget af et Fruentimmer at paaskiønne den.
Fierde Poet.
Jeg troer ikke at vi med Føie kommer til at nægte hende Krandsen; thi naar man veed at vælge sig gode Mestere til Mynster, og stræber efter Evne at komme dem nær, har man allerede giort et godt Skrit henad Fuldkommenheden.
Første Poet.
(til Julie)
Frøken! kan de skille dem saa godt fra den anden Prøve, saa tør vi give dem Haab [< Hvab] om at blive antaget. - Tiener! træk mine Støvler af! hvordan vilde de ophæve dette hverdags Udtryk til det høie.Julie.
(grunder lidt, og oplæser.)
Anden Poet.
Det var stolt, ingen Tvang af Tonefald, og lutter gyselige ædle Billeder.
Tredie Poet.
En bestialsk Himmelskhed hersker i det Hele.
Første Poet.
Mine herlige Herrer Colleger, jeg troer, at ingen af os har noget at indvende mod Frøkenens Antagelse.
Alle tre..
Nei.
Første Poet.
(ringer, en Pedel kommer ind.)
Bring en Krands og Protokollen.(Pedellen gaaer.)
Tredie Poet.
De er et sieldent Exempel af et Fruentimmer, og den første af deres Kiøn, som er optaget til Medlem af det herlige Broderskab.
Anden Poet.
(til de andre.)
Hun er ung, og vil maaskee med Tiden vise sig til sin Fordeel i det høie Drama.(Pedellen kommer ind med det forlangte, som han lægger paa Bordet, og sætter sig i Lave at skrive.)
Tredie Poet.
(til Julie)
De behager at dictere Pedellen deres Levnetshistorie.Julie.
Jeg er født 1767.
(Pedellen skriver)
Anden Poet.
(sagte til sin Sidemand)
Og nu skriver vi 7603, Hun seer dog ikke ud til at være en Pulverhex.Fierde Poet.
(til Julie.)
Hvor gammel er de da.Julie.
18 Aar.
Første Poet.
(sagte)
Hun er lidt forvildet i Hovedet, men det skader ikke, det er altid bedre, end om hun skulde have den grove Fornuft, som intet frembringer, uden hvad der kan forstaaes af hver Tosse.Anden Poet.
Hvor er de født?
Julie.
I Siælland, tre Mile fra Kiøbenhavn.
Tredie Poet.
Kiøbenhavn! hvor ligger det Land?
Julie.
Kiøbenhavn er en Bye, dens Polihøide er 55 Grader, 40 Minuter, 50 Secunder.
Første Poet.
Hun har, som jeg sagde før, noget overnaturligt i Hiernen.
De øvrige tre.
Desbedre, desbedre, desbedre.
Første Poet.
Jeg holder for, man skulde krone hende uden videre Omstændigheder.
De andre Poeter.
O ja.
Tredie Poet.
Saa kan vi jo strax skride til Acten.
(Pedellen staaer op, og leverer Krandsen til Poeterne, som holde den i Veiret over Julies Hoved, og høitidelig declamere følgende Vers:)
Poeterne.
(De lade Krandsen ned paa hendes Hoved og ønske hende til Lykke, hun kysse dem paa Haanden, som de uden Omstændighed tage imod, de sætter sig.)
Pedellen.
(til Julie.)
Det er brueligt, Deres Herlighed! at den antagne Candidat giør paa staaende Foed et Vers til Academiets Medlemmer.Julie.
(stiller sig frem for Bordet)
Mine herlige Herrer! som jeg er stolt af herefter at kunde kalde Brødre; tillader, at jeg bevidner dem, hvor stoer den Glæde er, som jeg føler ved denne Lykke.De fire Poeter.
efter hinanden. Herligt, herligt, herligt, delicux [sic]!
Første Poet.
Fire Billeder i fire Linier, Glædens Kramper, Hoveds lysende Lamper, Lampers Regn, Lampers underlagte Egn, det er kosteligt, det er stolt, det er uhørt.
Julie.
De giør mig paa eengang hovmodig og undseelig.
Anden Poet.
(til Julie.)
Hvordan mon vel et ubegeistret Fruentimmer vilde udtrykke Tanken i Frøkenens Vers.Julie.
Hun vilde i Korthed sige:
Tredie Poet.
Jeg vilde ikke tale saa plat for den halve Verden.
Fierde Poet.
Og jeg, saa sandt som jeg lever, ikke for den hele; det banker.
(Pedellen gaaer ud og kommer strax igien.)
Pedellen.
Her er en ude, som vil kiøbe et Skandskrift til fem Skilling.
Tredie Poet.
Til fem Skilling! hvem kan det være?
Pedellen.
Det er Grete Spekhøkers Mand.
Fierde Poet.
See, see, har han nu faaet Prygl igien?
Anden Poet.
Han maae have faaet noget tilstrækkeligt, siden han vil have et Skandskrift til saa høi Priis. Han pleier ellers tage dem til to Skilling.
Pedellen.
Han er lidt guulgrøn under det venstre Øie, derfor vilde han ikke gaae herind.
Første Poet.
Det er en af vore beste Kunder, han kiøber Skandskrift hver fiortendes Dag i det mindste.
Fierde Poet.
Vi kan ikke fuldtakke hans Kone som skaffer os saa gode Indkomster.
(til Pedellen)
Giv ham et Exemplar af Skuffen No. 8.(Pedellen gaaer ind i en Kulisse, gaaer siden ind i den, hvor Kiøberen er.)
Første Poet.
Vi faaer nu altsaa en Skilling til Mands. Der er ikke nyelig hændt os.
Julie.
Min Skilling behager mine herlige Brødre at dele imellem sig. Jeg er for det første ikke Mand, for det andet er det ubilligt, at jeg skulde høste Frugten af deres Arbeide. Det vil være mig Ære nok, om jeg for det første maae tiene som Voluntør.
Fierde Poet.
En Skilling lader sig ikke dele i fire.
Tredie Poet.
Lad os da trække længst Straae, om hvem den skal tilhøre.
Anden Poet.
(seer sig om.)
Her er ingen Straae.Første Poet.
Saa lad os heste om den.
(De føle i deres Lommer, men har ingen Penge.[)
]Julie.
Jeg skal tage op; den vinder, som gietter, hvor mange jeg har i Haanden fra een til fire.
(De giette, fierde Poet vinder, og viser en ubeskrivelig Glæde. Pedellen kommer igien med fem Kobberskillinger, som han tæller fra sig paa Bordet. Hver tager en Skilling, fierde Poet to.)
Første Poet.
Gid der maatte opvækkes mange saa noble Gemytter blandt Konerne, saa skulde vi ikke saa ofte spise koldt Kiøkken.
Julie.
Tør jeg tage mig den Frihed at spørge, hvorledes de kan levere Skandskrifter uden at vide over hvad Æmne?
Første Poet.
Æmnet er stedse eens, nemlig over Koner som slaae deres Mænd.
Julie.
Men hvad siger Konerne dertil?
Anden Poet.
Hvad en honet Kone er, hun prygler sin Mand, og faaer af ham en frisk Pasqvil.
Tredie Poet.
Men der findes desværre de blant dem, som ere ugudelige nok til at lee deraf, saa Mændene blive kiede af at slaae Vand paa Gaasen, og Brødet tages os derved af Munden.
Fierde Poet.
Herre Gud! Frøken Søster! man maae jo dog leve!
Julie.
Jeg indseer just ikke Nødvendigheden.
(Alle ser bister til hende, hun grunder forlegen paa Svar)
Det kommer ellers an paa, hvem de forstaaer ved Man.Fierde Poet.
(ivrig)
Jeg frabeder mig Spidser.Tredie Poet.
(ivrig)
De er jo kuns en Kik in der Welt.Anden Poet.
(ivrig)
Hun er kommen netop ind i Herligheden, og tør bespotte den.Første Poet.
(ivrig)
Hun kan komme ud derfra, som hun kom ind; jeg mærker Naturen hos det grove Kiøn lader sig ikke tvinge.Julie.
Ah! mine herlige Brødre, jeg troede at der ved man maaskee skulde forstaaes alle Mennesker, altsaa ogsaa de ugudelige Tasker, som ikke prygle deres Mænd, naar de lade udgaae Skandskrifter om dem. Hvad Nytte giøre saadanne vel i Staten; og er det nødvendigt, at de skulle leve?
Fierde Poet.
I den Mening taget, har de fuldkommen Ret. Fortryd ikke paa, at jeg misforstod dem!
Første Poet.
Herlige Søster! De har herved viist, hvorvel de indseer Broderskabets Vigtighed i Henseende til det hele, og at de har l'esprit du corps.
Anden Poet.
Verden bliver alt værre og værre, og vil den saa vedblive, hvad skal der saa blive af os tilsidst?
Tredie Poet.
Saa maae den herligste, ædelste og stolteste Indretning, det herlige Broderskab gaae under, og Verden falde ned til sit forrige Chaos.
Julie.
Men har vores herlige Broderskab ingen Understøttelse uden af Pasqviller?
Fierde Poet.
Jo, af sublime Bagtalelser, som vi dog ikke paatage os uden mod meget svage eller ligegyldige Fruentimmer, af Frygt for mislige Følger. Vores sædvanlige Indkomster er Skandskrifter; thi saa har man ingen vis at pege ud blant os. Har Frøkenen nogen Øvelse i at bagvaske?
Julie.
Ja jeg bagvasker saa til Huusbehov; man bliver opdragen dertil blant os. Men underholder deres Herligheders Koner dem ikke? det er jo deres Pligt efter dette Lands Skik?
Tredie Poet.
Vi haver ingen velhavende Koner. Den høie Smags Poeter ere formuende Fruentimmers Pest. Saa vidt er Smagen fordærvet her.
Anden Poet.
Der friede dog een til mig i Fior.
Første Poet.
Men det var jo ogsaa en Tigger.
Fierde Poet.
Hun havde ikke det, hun kunde skiule sig med, og desuden - -
(det banker, Pedellen lukker op.)
En Pige med Skiødskind. De Forrige.
Pigen.
Jeg skulde bede Deres Herligheder fra Grete Skoeflikkers Mand, at De vilde spise hos ham til Middag; hans Kone er ikke hiemme.
De fire Poeter.
Vi skal have den Ære.
Julie.
Maae jeg ogsaa have den Ære?
Første Poet.
Spørsmaal! alt hvad heder Genie, er velkommen hos den Mand. Deres Krands giver dem frie Adgang.
Tredie Poet.
Det er den uegennyttigste Mæcenas af Verden. Han indbyder os, for han veed, vi ere Genier, og naar vi har forelæst ham et Par Linier af vores Arbeider, falder han i en dyb Søvn, og naar vi ere mætte, gaae vi igien, uden at han veed noget deraf.
Pigen.
Han bad dem ogsaa at de vilde bagvaske hans Kone for et Par fremmede som spiser med.
Julie.
Det skal skee.
Pigen.
Adjeus.
(hun gaaer.)
De Forrige.
Anden Poet.
(til Julie)
Det var et voveligt Løfte de giorde. Bagvaske et fornemt Fruentimmer er ikke saa farligt, men denne er en gemeen Lømmel, og før og stærk. Hun giør, hvad de fornemme ville skamme sig ved at giøre, hun slaaer Mandfolk.Julie.
Lad mig om det, jeg tænker snart at reise.
Fierde Poet.
Men lad os komme igien til vore Forretninger. - Maae jeg forelæse Herlighederne et Vers jeg giorde til min Kone paa hendes Fødselsdag.
Første Poet.
(falder ham ind.)
Mit Vers er noget plat, men jeg haaber de Herrer undskylder det i en impromptu for Sandhedens Skyld.
Fierde Poet.
(til Første.)
Hvorfor falder de mig ind i Talen, og hvem mener de med deres Væv?Første Poet.
Ingen, det var et Indfald.
Fierde Poet.
(knepper paa hans Bukkel.)
Første Poet.
(hevner sig paa samme Maade.)
Fierde Poet.
(til Første.)
De har yppet Klammeriet. De behager at møde mig for Raadet.Første Poet.
Hiertelig gierne; Deres Herligheder behager at være Vidner.
Fierde Poet.
(til de tvende andre)
Det er sielden, at denne gode Collega, jo finder at udsætte paa alles Vers, undtagen hans egne, og naar han intet finder at udsætte paa dem, saa driver han Spot. Den eneste Maade til at undgaae hans Spottegloser paa, er at smigre for ham, det giorde Frøkenen i sit Vers, og derfor røbede hun Genie; jeg nægter ikke for, at hun jo har det, men hendes Lovtale over Filee-Riimet røber en slet Smag, ifald hun meente, hvad hun da sagde, men det er umueligt, det har hun siden beviist?Første Poet.
Det som er os imellem kan vi afgiøre for Raadet.
Fierde Poet.
Jeg ønsker intet heller.
(De vil gaae.)
Tredie Poet.
Vi maae jo dog bie til vores Session har Ende. Behager deres Herligheder at høre en Pasqvil over min salig Kone, som Fanden tog forleden, hun begegnede mig tyranisk, ingen Assembleer, ingen Baller, ingen Maskerade maatte jeg komme paa, hun brummede bestandig, fordi jeg ikke tog mig noget af Huusholdningen; naar jeg uskyldigviis een Nat var ude af Huset uden hendes Vidende, saa forgreb hun sig paa min Person. Jeg arme Diævel maatte lide og tie. Men jeg fik retskaffen Hevn over hende, da hun var død. Jeg skrev en Pasqvil over den salig Kone i den almindelige Stiil, paa det at den kunde forstaas af enhver, jeg troer dog ikke at den er ganske plat; den lyder saa:
Julie.
Det er det nydeligste Vers jeg min Livstid har hørt i det Fag; den Pyt især er himmelsk.
Tredie Poet.
Hvad siger de da om det Noget: her hviler noget. Jeg gider ikke engang giøre hende den Ære at sige, hvad det er for noget, der hviler. Er det ikke bidende?
Julie.
Det er bidende, det er sandt. Men hvem skal det bide? Hun er jo død?
Tredie Poet.
Ja Himlen skee Tak, men hvem veed, om det ikke kan trænge ned i Graven til hende.
Anden Poet.
Men hvem veed, at deres salig Kone er meent ved det Noget.
Første Poet.
Alting er jo noget.
Julie.
Ja, jeg maae tilstaae, jeg havde ikke begrebet, at de derved meente deres salig Kone, naar de ikke selv havde sagt det.
Fierde Poet.
(til Julie.)
Men han siger det til alle.Tredie Poet.
Til hele Verden.
Julie.
Men faaer de da ikke Ord for at være ondskabsfuld?
Tredie Poet.
Jo, Himlen skee Tak! det er just Ondskab, som kildrer Publicum.
Anden Poet.
En eneste undtagen.
Første Poet.
At sige, den som den rammer.
Julie.
Hevner den sig da ikke.
Fierde Poet.
Til visse, men - -
Tredie Poet.
Men en død Kierling - Pyt.
Julie.
Ha, ha, ha, Skielmsmester! jeg leer mig ihiel af Deres Pyt.
Tredie Poet.
(leer hiertelig med Julie.)
Vil Deres Herligheder ikke høre et alvorligt Gravskrift, som jeg har giort over Harpenisten Johanne:Julie.
Med Tilladelse, mig synes, at den sts i Enden af Angests falder lidt haard i Udtalen.
Tredie Poet.
De er lidt for ung her, min søde Moer! til at kritisere Mænd, hvis Pander Krandsen længe haver beskygget. Ordet er haardt, men er det ikke ogsaa haardt at miste en elsket Ven? Bør ikke Ordet udtrykke Tanken?
Julie.
(sagte)
Jeg vil ikke stevnes for Raadet.(høit)
Min Herre, jeg indseer nu fuldkommen, at de har Ret, det var, sandt at sige, kun for at undervises, at jeg yttrede nogen Tvivl. Nu har jeg opnaaet mit Ønske; jeg er dem forbunden.Tredie Poet.
Jeg har det beste Haab om dem, de er lærvillig. Hør den Linie endnu engang:
Hvordan synes dem nu, det klinger.
Julie.
Det er stolt.
Tredie Poet.
Hvordan ville Pøbelen udtrykke denne Tanke?
Julie.
Jeg zittrede.
Tredie Poet.
Vel taelt, det har sin store Nytte at kiende det platte for at undgaae det.
(Klokken slaaer.)
Første Poet.
Mine Herrer, Sessionen er forbie. For Raadet!
Fierde Poet.
For Raadet!
Anden Poet.
Ja lad os gaae! vi komme tidsnok til Skoeflikkerens Jens endda.
(De gaae.)
Julie.
(i det hun gaaer.)
Nu faaer jeg see om Feens Beskrivelse over det høivise Raad er ligesaa rigtig som den over det herlige Broderskab.