© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
i Skoeflikkerens Huus.
To fremmede, Julie, de fire Poeter sidde om et Bord, hvorpaa staaer en Ølkandde, en Flaske og et Glas. De spise i Taushed, Poeterne graadigen, og naar de kommer til at tale, tale de med Maden i Munden, Grete Skoeflikker kiger frem af en Culis, hvorfra hun ei sees eller høres af de andre.
Grete.
(sagte pegende paa sin Mand.)
Det vidste jeg nok min Mand, at du vilde holde Giestebud, da jeg bildte dig ind, at jeg skulde spise paa Landet.Jens.
I maae ikke tage ilde op I gode Venner, at jeg kun giver Erter og Flesk og røget Kiød.
Første Poet.
Det bedste er godt nok Hr. Patron, det er og en solid og sund Føde, den har man længst godt af. Jeg kan desuden nok begribe, at Hr. Patronens Kone ikke under dem mange Penge at raade over i hendes Fraværelse at kiøbe ferskt for.
Jens.
Nei, det veed Himlen; og saae hun mig beværte mine gode Venner, saa var hun i Stand til at blive uartig, hvor tarveligt her end gaaer til.
Grete.
(sagte.)
Jeg bliver snart uartig, skal du see.(hun viser Spandremmen.)
Anden Poet.
De Fruentimmer love meget, naar de frier til os, men naar de først har os i deres Kløer saa -
Tredie Poet.
Pyt!
Julie.
(til Tredie Poet.)
Hvor de er lykkelig i at anvende Pyt.Tredie Poet.
Ja jeg er saa kiæk, at jeg tør sige, jeg har nogenledes bragt dette Ord i Lyster.
Jens.
Jeg har ogsaa giort mit dertil.
Fierde Poet.
De har giort det meste dertil. De ere vores og Vittighedens Patron.
Julie.
(til Jens.)
Nu kan Hr. Patron sige pyt til hele Verden.Første Poet.
Ja pyt til alle Verdener, om der ere flere til.
Grete.
(sagte.)
Jeg har dog nogle Løier af at høre paa det Pølsesnak.Julie.
(til Jens.)
Under deres Beskyttelse er Pyt bleven stoer og de udødelig ved Pytten.(sagte)
Man skal hykle for sin Mæcenas, især naar han er dum.Jens.
Aberbos, vi talte nyelig om min Kone. Troer de, hun skiønner paa mine Fortienester i de artige Videnskaber?
Tredie Poet.
Nei, ellers kunde hun aldrig være uartig mod dem.
Grete.
(sagte.)
Jeg skal strax være uartig mod jer allesammen.Første Poet.
Man roser hende just ikke paa de Steder i Byen, hvor jeg kommer.
Grete.
(sagte.)
Maaskee de ikke vide der, at jeg er til engang.Julie.
Man skal ikke troe, hvad Folk snakker. For Exempel den Historie om den Sølvskee, som blev savnet i Kiøkkenet hos en fattig Kokkedreng strax efter at han havde betalt Grete Skoeflikker for et Par nye Hælflekker.
Jens.
Det var godt sagt, ha, ha, ha.
(hans Mave disser af Latter.)
Grete.
(sagte)
Jeg rammer jer siden got Folk. Den leer best, min lærde Mand, som leer sidst.Jens.
(til Julie.)
Frøkenen spiser jo intet? Smager det hende ikke?Julie.
Jeg har intet smagt; thi sandt at sige, saa har jeg slet ingen Apetit. Jeg takker Hr. Patron lige saa hiertelig, som om jeg havde spiist.
Grete.
(sagte.)
Det Fruentimmer er ingen ret Poet, og beskiemmer sin Krands. Jeg kan godt lide hende paa Sølvskeen nær.Jens.
(Tager Ølkanden)
Singot.(han drikker og byder Julie den, som rekker den til sin Naboe, Tredie Poet)
Hvad nu, de hverken spiser eller drikker?Julie.
Den Glæde at nyde deres Sælskab har ganske betaget mig Lyst dertil, og skulde jeg nyde det daglig, troer jeg sikkert, at jeg kom til at døe af Hunger og Tørst.
Jens.
Jeg siger tusend Tak. Hvad det dog er en Glæde at høre fornuftige Folk tale.
Grete.
(sagte.)
Som giør Nar af dig i dine aabne Øine.Tredie Poet.
(Med Kanden i Haanden bukker for Jens.)
Længe leve Mæcenas!(han drikker.)
Jens.
Nu har jeg glemt hvad det Ord Micinas vil sige.
(Fierde Poet betænker sig paa Svar forgieves.)
Julie.
Det er en stor Mand, som beskytter Videnskaberne og deres Dyrkere.
Grete.
(sagte.)
Nei, det er en Nar, som giver Kieltringer Erter og Flæsk.Jens.
Jeg beskytter dem efter min Evne, og mere vilde jeg giøre, naar ikke min fordømte dumme Kierling var mig i Veien. Forlade den Soe!
Grete.
(sagte.)
Jeg skal erindre det.Første, Anden, Fierde Poet..
(efter hinanden drikker og raaber.)
Længe leve Mæcenas.Jens.
Men vil de gode Venner ikke spise mere?
Alle Poeter..
Nei, vi takke Hr. Patron!
Jens.
Saa en Sopken oven paa den fede Mad
(han tager Glasset og drikker)
Singot.(Han rækker Glasset fra sig, de fire Poeter drikker, og raabe efter hinanden:)
Længe leve Mæcenas.(Poeterne drikke fulde Glas.)
Jens.
Jeg har ingen Lekkerbisken at byde dem oven paa Maden, men de har desmere at byde mig naar jeg faae høre nogle af deres kiønne Vers.
Første Poet.
(langsomt.)
Grete.
Det er det første Tegn paa Fornuft, jeg har seet hos ham. Jeg kunde selv sove ind over det Væv, naar jeg ikke var vred.
Første Poet.
Nu maae vi see at forsyne os med noget til Aftensmad.
(De tage hver, Julie undtagen, et stort Stykke Brød i Lommen.)
Grete.
(sagte.)
Nei nu gaaer det for vidt.(hun springer frem)
I udhungrede Kieltringer, I Dagdrivere.(De reise sig alle forbausede op)
Tør I udhungrede Bester bilde jer ind, at I skal leve af en ærlig arbeidsom Kones Sveed. Spinder I sultne Slyngler, fortiener I kun lidt, fortiener I det dog ærligt.(til Første Poet)
Her- frem, du Skurk! med det Stykke Brød du stial.(Første Poet forbluffet, trekker Papiret med Brødet op af sin Lomme, og lægger det paa Bordet, Grete jager ham under Slag af Spandremmen ud. Det gaaer de tre øvrige ligedan.)
Julie.
Jeg har saamen intet Brød i Lommen Madam.
Grete.
Nei det veed jeg; men giør mig Regnskab for den Snak om Sølvskeen.
Julie.
(afsides.)
Himlen bevare mig fra Spandremmen.(høit)
Disse Poeter fortalte mig, og bandte derpaa, at de havde hørt for en Vished, at de havde stiaalet en Sølvskee af et Kiøkken. Jeg haver, om jeg selv skal sige det, intet ont Gemyt, og det smerter mig overmaade at høre min Næste fordømmes efter blotte Byerygter, og jeg var bange for at Poeterne skulle besværge deres Bagvaskelse ved Bordet i Nærværelse af de Fremmede. Der har de den hele Sammenheng.Grete.
Nu forstaaer jeg dem. Deres hele Adfærd ved Bordet har jeg seet, den gav tilkiende at de var et skikkeligt Menneske og ingen Snyltegiest. Jeg troer dem paa deres Ord, men sig mig, hvor er de kommen i Lav med de Kieltringer, og hvor er de kommen til den Krands.
Julie.
Poeterne har sat mig den paa.
Grete.
For Himmelens Skyld kast den pokker i Vold, den er som et lidet Brændemerke paa Panden af dem, som bære den.
Julie.
Jeg er lystig af min Natur, jeg hørte tale om disse Poeters Naragtigheder, og lod mig krone for at faae des større Anledning til Latter, der ligger Krandsen.
(hun kaster den)
Farvel Madam.Grete.
Farvel Jomfrue, eller hvem hun er, og skye slet Selskab.
(Julie gaaer.)
Grete. Jens.
Grete.
Nu maae jeg vække Mæcenas.
(hun giver hannem jammerlig Prygl med Spandremmen.)
Vogn op Patron.Jens.
(skrigende.)
Hvad pokker er paa færde?Grete.
Det er den fordømte dumme Kone, den Soe, som viser sig lidt stødt over, at hun ikke blev buden med til Giestebudet.
Jens.
Au, au, au.
(han løber ud, Konen forfølger ham med Spandremmen paa hans Ryg, Dækket falder.)
