af Johan Herman Wessel (1785)   Udgave: Henrik Andersson (2025)  
forrige næste

Siette Act.

Theatret forestiller en aaben Mark, som i anden Act.

Første Scene.

Feen. Julie leer.

Feen.

Hold dog engang op at lee! Fortæl mig hvordan de fine Mandfolk gefalder dig, som du nu har seet. Hvem vilde du Leander skulle blive liig? En af Raadsherrerne eller en af Poeterne.

Julie.

Himlen bevare mig fra at blive hans, naar han lignede en af disse Byttinger! Jeg er ellers bleven kronet til Poet, men har kastet min Krands og bleven Doctor Medicinæ. Ha, ha, ha, jeg kureerte et ført Mandfolk for Stik af en Syenaal. Ha, ha, ha, jeg har befundet at Mandfolkene her duer ikke uden til at lee af.

Feen.

Nu kan du see hvordan Mandfolkene blive, naar de blive, jo længere i Tiden, jo mere opdragne til kiælne og pene Junkere.

Julie.

Hvordan ville da Fruentimmernes Adfærd blive i det Tilfælde, at de bleve frie og martialske opdragne.

Feen.

Du saae nys Mandfolkene udartede fra at være peene til at være under det qvindagtige, saaledes ville Fruentimmerne udarte fra at være frie og mandige, til at være mandige og brutale, men du maae selv see dem. Gaae derhen, hvor Teltet er, der findes en stoer Hob af dem, og din Leander midt imellem dem.

Julie.

Skulde jeg troe Leander til sligt.

Feen.

Gaae saa faaer du see? Jeg maae bort et Øieblik.

(Feen gaaer, Julie vil gaae til Leiren, men møder paa Veien Sergeant Gunild.[)

]

Anden Scene.

Julie. Sergeant Gunild.

Gunild.

Jeg møder dig ret beleiligt min Moer.
Har du Lyst at tiene i Capitain Sophies Compagnie? Hun er den beste Capitain ved det hele Regiment, og hendes Soldatere har det prægtigste Leven i hele Armeen, der skal du faae en smuk Mundering Kamerat, i Steden for den hæslige Narredragt du bær, og Haandpenge til.

Julie.

(slaaer op en stor Latter.)

Jeg trænger ikke til Haandpenge, min Dragt er ingen Narredragt, og jeg er Gud skee Lov ikke jer Kammerat.

Gunild.

Spot ikke min Søster, du skal blive det med Magt, om du ikke vil med det gode.

Tredie Scene.

Capitain Sophie. De Forrige.

Capitain Sophie.

Er det den Pige, hun talte om, Corporal?

Sergeant Gunild.

Ja Frue Capitain, men hun vil ikke tage Tieneste med det gode.

Capitain Sophie.

Stoer Sag. Saa lad hende tage den med det Onde.

(til Julie)

Vil du behandles som Spion eller Løsgienger. Een af Deelene maa du være. Er du Spion, skal du henges; er du Løsgienger skal du tage Tieneste, at vælge det sidste indseer du selv er det raadeligste.

Julie.

Jeg vælger hverken det første eller sidste; thi jeg er hverken Spion eller Løsgienger.

Capitain Sophie.

Raisoner ikke Tøs. Corporal! bring hende i Mundering.

(Corporalen tager Julie ved Armen og leder hende ud.)

Fierde Scene.

Capitainen alene.

De fiendtlige Soldater ligge kun to Mile herfra, de vente maaskee paa, vi skal angribe dem, men siden vores Terrein er fordeelagtig, saa vil vi nok oppebie deres Besøgelse.

Femte Scene.

En Auditeur. Capitainen.

Auditeuren.

Frue Capitain! jeg troer Nagerne ere gaaet hiem igien; den udsendte saae dem ikke paa deres forrige Station.

Capitainen.

Jeg skulde aldrig troe, at de lure sig bag paa os igiennem Skoven. Omsaa er, skal de treffe os vaagne.

Auditeuren.

Synes Capitainen det er værdt at holde nogen ordentlig Krigsret over det forløbne Mandfolk, som er kommen ind i Leiren for at søge sin Kiereste, som han siger.

Capitain Sophie.

O! ikke, lad ham uden Omstændighed gaae i Fiddelen.

(Auditeuren gaaer.)

Siette Scene.

Capitainen. Sergeanten. Julie i Mundering.

Capitainen.

Nu Sergean [sic!] hvordan skikker sig vor nye Rekrut?

Sergeanten.

Det vil nok blive bedre, hun græder som et Mandfolk.

Capitainen.

Ei min Datter, det lader ilde at græde, som et stakkels Mandfolk, du giør dit Kiøn Vanære - men jeg haaber, at Exempler af saa mange kiekke Piger skal skabe Mod i dig.

Syvende Scene.

En Tambour. De Forrige.

Tambouren..

Capitainen har tidt taalt mine Indfald - nu har jeg et igien. - Den Omløber, som er dømt til at gaae i Fiddelen, syntes mig, behagede Capitainen - vil De ikke jeg maae føre ham hid, om Capitainen skulle have Lyst at kysse ham, førend han blev uærlig.

Capitain Sophie.

Du har nu altid nogle forrykte Indfald. enfin Det er ret en vakker ung Karl - Lad os bringe ham ind.

(Tambouren gaaer.)

Ottende Scene.

Capitainen.

(til Julie.)

Du græder endnu, mit Barn!

Gunild.

Den Flæben forgaaer hende nok, Frue Capitain! men det værste er, at hun er, eller forstiller sig at være meget svag. Jeg gav hende et Gevær i Haanden, som hun lod falde.

Capitainen.

Lad hende flittig excercere, saa faaer hun nok Kræfter.

Niende Scene.

En Soldat med Leander i Lænker.

De Forrige.

Julie.

Min Leander! hvad er dette?

Leander.

Min Julie! hvordan seer de ud?

Capitain Sophie.

(til Leander.)

Jeg maae dog kysse dig, min Dreng! førend du bliver uærlig.

Julie.

(i det hun giver Capitainen et Ørefigen.)

Leander kan ikke blive uærlig, du Laptaske.

Capitainen.

(til Gunild.)

Bring hende i Vagten, og lad holdes Stand Ret over hende.

(til Soldaten)

Bring du Omløberen ind, for du maae være Vidne.

(de gaae.)

Tiende Scene.

Capitainen

alene.

Det giør mig ondt, at Pigen skal skydes, men det er alt for farligt ikke at straffe saa grov en Forbrydelse mod Subordinationen.

Ellevte Scene.

Gunild. Capitainen. Gunild bær sig rasende ad.

Capitainen.

Hvad skader hende, min kiære Gunild! hun seer jo ganske fortvivlet ud.

Gunild.

Det har jeg desværre alt for stor Aarsag til. Den Stafette, Generalen sendte hen at udspionere Fiendens Tilstand, er kommen tilbage - jeg græder af Arrighed -

Capitainen.

Var det ikke got, at han kom tilbage?

Gunild.

Havde Officererne ikke været, havde Soldaterne længe siden hugget hende ihiel. Saa rasende ere de, og saa er jeg.

Capitainen.

Har hun maaskee bragt den Efterretning, at Nagerne kommer anmarscherende med dobbelt Magt imod os.

Gunild.

Nei, det er noget langt værre end det. Jeg er færdig at blive gal!

Capitainen.

Det lader halveis saa. Men siig mig, hvor ere Nagerne?

Gunild.

Frue Capitain! de er

(hun tramper med Fødderne)

de er - o! lad en anden sige dem det.

Capitainen.

Nu er hun her, nu kan hun jo sige mig det. Hvor ere de?

Gunild.

Det fordømte Pak er - -

Capitainen.

Hvor?

Gunild.

(med fortvivlet Brøl)

Væk.

Capitainen.

Bliv ikke rasende! en brav Pige bør være kiæk men ikke afsindig. Den Trøst er dog tilbage, at mange tapre Piger ved denne Leilighed spare deres Blod.

Gunild.

(tramper bister mod Capitainen.)

De vil ikke spare det.

Capitainen.

Hun glemmer sig Gunild; men jeg vil sætte hendes Forvovenhed paa hendes Ivrigheds Regning.

Gunild.

(forbaust gaaer nogle Skridt tilbage.)

Den Skam har aldrig hendt mig min Livstid, at vise mig formastelig mod min Capitain, den skal heller aldrig hende mig tiere.

(hun vil trække Kaarden, Capitainen hindrer hende.)

Capitainen.

Hvor vil hun hen Pige? Det er jo tilgivet? Jeg har en Trøst at give hende, om hun er i den Forfatning, at hun kan tage mod den. Op med Hovedet, jeg vil see om der endnu boer Raserie i hendes Øine.

Gunild.

(med nedslagne Øine løfter Hovedet op)

Maae jeg see paa Capitainen, saa skal det snart forsvinde.

Capitainen.

Du kan frit see paa mig, min Pige! jeg er ikke Solen.

(hun seer paa Capitainen)

Jeg synes min Pige, at hun nu er i Stand til at høre paa mig. Siig mig, troer hun, at Nagerne ere feige Folk.

Gunild.

Ja vist nok, feige som Mandfolk.

Capitainen.

Saa maae hun ogsaa troe, at de havde flygtet, saa snart de havde seet, at vi nærmede os dem, og vi til ingen Nytte udholdet en besværlig Marchs.

Gunild.

Men vi kunde hentet dem ind.

Capitainen.

Vilde hun vel gaae i Krig mod Mandfolk.

Gunild.

Nei, det var skiændigt.

Capitainen.

Men synes hun ikke, det maatte være lige ærefuldt at vinde Seier over feige Fruentimmer, eller over det svage Kiøn. Nu tænker jeg, hun forstaaer mig.

Gunild.

Ja, og jeg skammer mig over, at hverken jeg eller de andre har indseet dette før. Jeg vil betyde dem, hvordan Capitainen omvendte mig, og de skal alle blive omvendte.

Capitainen.

Giør saa mit Barn.

Gunild.

Men Frue Capitain! naar de vare saadanne Kujoner, hvorfor kom de os da saa nær?

Capitainen.

Maaskee for at kyse os. Maaskee -

(sagte)

Men Generalen har vist sat Forposter.

(høit)

Jeg gaaer hen i Retten. Gaae hun hen at omvende.

(De gaae.)