Grete
allene, sovende paa en Stoel, vogner op, og siger:
»Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!«
O! alt for fæle Drøm! mig synes, at jeg seer
Endnu den sorte Geist, at jeg ham hører true
Med samme Torden-Røst, – Saa skal jeg aldrig skue
4
| Det Haab opfyldt, hvorpaa jeg byggede saa
tryg,
Da paa min Skredders Skiød, med Haanden om hans Ryg,
Jeg hørte ham saa tidt med kiælen Stemme sige,
Jeg var hans eeneste, hans allerbeste Pige,
At mine Øyekast sig trængte til hans Siæl,
Og at han uden mig ey kunde lide vel.
(Troeløse! jeg gad vidst, hvordan du nu maa lide)
En Diævel skulde dig ey kunde fra mig slide,
Min Smiil din Vellyst var, og mine Vink din
Lov:
Det svoer du paa, og løy, og denne Løgn var grov;
Thi over Tiden nu det er alt otte Dage,
Som du mig lovede at komme her tilbage –
Forbandet den Major! hvis Buxer gik i tu;
Dog ney – utroe Johan, forbandet være du!
Det Bud som foregav, at en Major ham sendte,
For at berette dig, de Buxer, som du vendte
I Fior, var nu i tu, og at et andet Par
Ham maatte giøres strax, thi han i Knibe var,
Han for at skuffe mig med dig var sammensvoren,
I kiørte Pokker I! og ikke til Majoren. –
Hvor kunde vel hos mig Mistanke finde Sted?
Jeg var godtroende og blind af Kierlighed;
5
| Stokblind jeg vist nok var, som
kunde ey begribe,
At aldrig saadan Mand, en reen Major, i Knibe
For Buxer være kand; jeg nu for silde seer –
(efter nogen Taushed.)
»Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!«
Viig fra mig sorte Aand! som tordner i mit Øre –
Dog ney – Jeg hører ey – Jeg synes kun at høre.
