af Johan Herman Wessel (1772)   Udgave: Henrik Blicher (2024)  
forrige næste

3 | Første Optog

Første Optrin

Grete

allene, sovende paa en Stoel, vogner op, og siger:

»Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!«
O! alt for fæle Drøm! mig synes, at jeg seer
Endnu den sorte Geist, at jeg ham hører true
Med samme Torden-Røst, – Saa skal jeg aldrig skue
4 | Det Haab opfyldt, hvorpaa jeg byggede saa tryg,
Da paa min Skredders Skiød, med Haanden om hans Ryg,
Jeg hørte ham saa tidt med kiælen Stemme sige,
Jeg var hans eeneste, hans allerbeste Pige,
At mine Øyekast sig trængte til hans Siæl,
Og at han uden mig ey kunde lide vel.
(Troeløse! jeg gad vidst, hvordan du nu maa lide)
En Diævel skulde dig ey kunde fra mig slide,
Min Smiil din Vellyst var, og mine Vink din Lov:
Det svoer du paa, og løy, og denne Løgn var grov;
Thi over Tiden nu det er alt otte Dage,
Som du mig lovede at komme her tilbage –
Forbandet den Major! hvis Buxer gik i tu;
Dog ney – utroe Johan, forbandet være du!
Det Bud som foregav, at en Major ham sendte,
For at berette dig, de Buxer, som du vendte
I Fior, var nu i tu, og at et andet Par
Ham maatte giøres strax, thi han i Knibe var,
Han for at skuffe mig med dig var sammensvoren,
I kiørte Pokker I! og ikke til Majoren. –
Hvor kunde vel hos mig Mistanke finde Sted?
Jeg var godtroende og blind af Kierlighed;
5 | Stokblind jeg vist nok var, som kunde ey begribe,
At aldrig saadan Mand, en reen Major, i Knibe
For Buxer være kand; jeg nu for silde seer –

(efter nogen Taushed.)

»Du aldrig bliver gift, hvis det i Dag ey skeer!«
Viig fra mig sorte Aand! som tordner i mit Øre –
Dog ney – Jeg hører ey – Jeg synes kun at høre.

Andet Optrin

Mette, Grete.

Mette.

Hvad nye Fortræd Masør! forvolder disse Skriig?
Hvor ængste de min Siæl!

Grete.

                              Jeg er ulykkelig!
Veninde hør og skielv! et fælt sortagtigt Væsen,
En Diævel uden Tvivl med sorte Haar paa Næsen,
6 |Mig nu, jeg sad og sov, i Drømme forekom,
Og grumt og brølende afsagde denne Dom:
»Du bliver gift i Dag, skal du det eengang blive!«

Mette.

Man bør ey altid troe, hvad Drømme os indgive,

Grete.

Du veed, en Heltes Drøm har aldrig feilet før.

Mette.

Lad det end være saa, du dog betænke bør,
At til en rigtig Drøm der Seng og Nat udkræves;
Om Dagen i en Stoel – –

Grete.

                              Du trøster mig forgieves.
Det Indtryk, som min Drøm har giort udi mit Brøst,
Desværre trodser din og heele Verdens Trøst.
Jeg seer min visse Død – –

Mette.

                              Men den seer ikke Mette.
Din Drøm var den end sand, den siger kun dette:
Du aldrig giftes skal.

7 |Grete.

                              Og den, som siger det
Han siger, jeg skal døe. Thi jeg har nogen Ret,
Hvis tusind Vidnesbyrd mig nogen Ret kand give
At troe jeg ikke bør blant Grimme regnet blive,
Og naar man ey er grim og er ey heller død,
Man for at blive gift ey pleyer lide Nød.

Mette.

Forlad mig, jeg tilstaaer, at jeg mig har forløbet.

Grete.

Du ved din Tale kun Eenfoldighed har røbet,
Og den er alt forladt.

Mette.

                              Forlad da ligesaa,
At jeg dig endnu tør et Middel foreslaae,
Hvorved du lykkelig, og Drømmen sand kand blive:
Gift dig i Dag med Mads – –

Grete.

                              Min Haand jeg skulde give
Til den jeg før forskiød. Den Kaal jeg spøtted' i
Jeg skulde spise selv. Gid før – –

8 |Mette.

                              For alting tie!
En ubetænksom Eed man ofte maa fortryde,
Og mine Grunde dig maaskee kand overtyde,
Du ey forsværge bør at blive Madses Brud.
Sandt nok ved saadan Eed en Siæl sig mærker ud,
Som ikke tænker lavt, men jeg tør endnu sige:
Den Siæl hveranden maa i Høyde overstige,
Som kun af Lydighed imod sit Kald og Pligt
Nedlader sig til det, som den er væmmeligt.
Men vores Kald og Pligt, saa mange, som vi ere,
Er at udvælge os en Mand i Tugt og Ære.

Grete.

Hvo kand vel staae imod den rene Sandheds Sprog,
Det har udi min Siæl oplyst den mørke Krog.
Fornuften i dit Raad er villig at samtykke,
Kun maatte Hiertet ey Fornuften undertrykke!
Der dog endnu en Ting for Hovedet mig staaer;
Om jeg dig lyde vil, hvem staaer mig inde for,
At Mads foragter ey, den ham har før foragtet?

Mette.

Du hans Høyagtelse for evig har forpagtet,
Det staaer jeg inde for og til Beviis herpaa
9 |For Solens Opgang han for mine Fødder laae
I Morges Taarefuld, og med en ydmyg Mine
Bad om Tilladelse at kaste sig for dine.
Han har en vigtig Sag at foredrage dig
Som han fandt raadeligt at holde skiult for mig.
Hvis du tilsteder det, og du det bør tilstede,
Jeg strax vil hente ham – –

Grete.

                              Lad din Forstand mig lede,
Giør hvad dig synes best, min Siæl indviklet er
I Sorgers mørke Skye, du dens Veyleder vær.

(Mette gaaer.)

Tredie Optrin

Grete

allene.

Saa er jeg da fordømt til Madses Brud at blive,
Jeg give skal min Haand, og kand ey Hjertet give;
De skulde begge to saa deylig fulgtes ad,
Hvis den utroe Johan ey værdig var mit Had.

10 |Fierde Optrin

Grete, Mads.

Grete.

Seigneur! Indgangen hid jeg vilde dig ey hindre;
Thi af en Mand, som du, jeg venter intet mindre,
End smaa Bebreydelser, som giør os begge Skam.

Mads.

Enhver, som kiender Mads, bør tænke saa om ham.
Vel sandt du mig forskiød, men det er kun en Skiæbne,
Mod hvilken du omsonst, og jeg, mig vilde væbne:
Det ingens Brøde er og altsaa ikke din.
En Brøde veed jeg af, og denne bliver min:
Jeg en Misdæders Navn med Rette burde bære,
Jeg har fordristet mig din Skiønhed at vanære;
Du tog din Haand igien og jeg har endnu Liv
Jeg ey mit Hierte strax hiemsøgte med en Kniv;
Din Skiønhed jeg til Trods endnu tør drage Aande;
Du Aarsag har om mig at tænke allehaande,
11 |Men tager jeg ey feyl, en Skiæbne eller Aand,
Jeg veed ey hvem af to, tilbageholdt min Haand,
Da jeg Madam forladt og straffet med din Vrede
Besluttede at døe, min Kniv var af sin Skede,
Min Arm alt udstrakt var, jeg manglede ey Mod,
Døe var min fulde Agt, flyd! raabte jeg, mit Blod!
Men ingen Draabe flød, man er som uden Sandser,
Naar man sig dræbe vil, – Om derfor med et Pandser
Mod dette grumme Stød een dækkede min Barm,
Hvad heller nogen Geist tilbageholdt min Arm,
I den Forvirrelse jeg kunde ey erfare.

Grete.

Nu min Beskedenhed befaler mig at svare:
Jeg kiender mig for vel til mig at bilde ind,
At hele Verden var udi et Kalve-Skind,
Fordi jeg byttet bort en Elsker for en anden;
Vel har jeg ofte hørt, naar jeg skal sige sanden,
At nogle Skiønheds Træk mig gunstig Skiæbne gav,
Men saa hovmodig jeg dog aldrig blev deraf,
At mig i Sinde kom at holde for en Brøde,
Om ved mit Hiertes Tab min Elsker strax ey døde.

12 |Mads.

Ved din Beskedenhed, min Brøde voxer meer,
Jo meere jeg dit Værd ved den forøget seer.

Grete.

Nu nok om dette talt, vend dig igien til Sagen.

Mads.

Jeg har da tydelig, mig synes, lagt for Dagen,
Hvorlunde at en Aand, en Skiæbne eller sligt,
Var Aarsag at jeg før ey efterkom min Pligt.
Men Skiæbne Aand og sligt giør intet hen i Taaget,
Og med at frelse mig de vist nok meente noget;
Det noget gietter jeg, men om jeg gietter ret,
Et Ja, et Ney af dig skal snart afgiøre det.
Jeg troer, min gode Aand mit Liv har vildet spare,
Fordi den saae min Nød ey skulde evig vare,
Fordi den saae, Johan tilsidst ved nedrig Sviig
Dig skulde lære ret at sette Priis paa mig.
Herom at sige meer var kun at spilde Tiden,
Og at fornærme dig, som alt for længe siden
Min Meening fattet har; beær mig med et Svar,
Hvoraf jeg fatter din.

13 |Grete.

                              Hvad Skiæbnen bydet har,
Var en Forvovenhed al mig at vilde hindre;
Jeg har i denne Sag kun dette at erindre,
I Fald jeg giftes skal, da maa det skee i Dag,
Det ellers aldrig skeer – – –

Mads.

                              Min Tunge er for svag
Til min Erkiendtlighed og Glæde at udtrykke;
Læs af mit Øye-Syn min Elskov og min Lykke
Jeg galopperer hen, at tage Klæder paa
Hvormed jeg værdigen kand som din Brudgom staae.

(Han gaaer.)

Femte Optrin

Grete

allene.

Aria
Skiæbnen bød mig først Johan,
Nu mig giver Mads til Mand.
14 | Naar dig nogen Karper byder,
Og du faaer kun tørre Jyder,
Bliver du lidt flau derved;
Men har du en sulten Mave,
Og ey anden Mad kand have,
Gaaer den tørre Jyde ned.
Skiæbnen bød mig først Johan,
Nu mig giver Mads til Mand.
Hvor nødig Hiertet vil dog for Fornuften vige!
Jeg hører dennes Røst alvorligen at sige:
Mads blive skal din Mand, men Hiertet siger: Ney –
Dog, hvorom alting er, saa gaaer jeg nu min Vey.

Ende paa første Optog.