Første Optrin
Mads, Jesper.
Mads.
Hvor hopper ey min Siæl! Hvor skynder sig mit Blod,
At raabe: Fryder jer til hvert et Ledemod.
Jesper.
Du taler som du var, min Ven! lidt Hoved-Svimmel.
Mads.
Faêr fra et Helvede med et op i en Himmel,
Og vi vil faae at see, om du det bedre giør.
Saa lykkelig en Hest, som jeg var aldrig før.
Kom kys mig søde Broer! Lad os en Sang istemme,
Hvoraf den hele Jord min Glæde kand fornemme.
16
|For evig evig Tiid er Mads nu lykkelig!
Min Jesper! hielp mig at udstøde Fryde-Skrig,
Hør! af min Fryds-Basun faer ud en Glædes Torden
Langt ned til dem som boe, – – der boer jo under Jorden
En Hoben smukke Folk. Den hele Jordens
Kreds
Skal vide jeg er glad, før er jeg ey tilfreds.
Aria.
Underjordiske som sover,
Du maae ikke undres over,
At min Sang dig vækker op
Til at giøre Glædes Hop.
Du det ikke skal fortryde;
Thi min Sang kun Fryd skal byde:
Under Jorden giør et Hop!
Naar min Sang dig vækker op.
Mads i Dag har vundet Seyer;
Mads i Dag sin Grete eyer,
Ja med Hud og Haar og Krop.
Under Jorden giør et Hop!
17
|Jesper.
Har du nu skreget ud din Glædes Raserie.
Mads.
En Zephyr blæser nu, og Stormen er forbie,
Det var en Fryds Orkan, som foer udaf sit Fængsel,
Og havde Fængslets Dør nær løftet af dens Hængsel,
Saa voldsom var dens Fart. En Siæl er dobbelt glad,
Jo længere den før i Sorgens Fængsel sad.
Aria.
Min Glæde er som Bekken;
Den Bek, som sagte flød,
Før den en Demning bød,
Ey røre sig af Flekken;
Da Demningen kom bort,
Flød Bekken dobbelt fort.
Min Glæde er som Bekken.
18
|Jesper.
Jeg Grete komme seer, hun vist den Slutning drager:
At du af Lunkenhed dig gode Stunder tager
Ifald hun faaer at see dit end ukiemte Haar;
Det bliver derfor best, at du afsides gaaer.
Andet Optrin
Grete, Mette.
Mette.
Saa var mit Haab omsunst, du syntes at samtykke
I dette Ægteskab, jeg holdt det for min Lykke,
At ved mit ringe Raad jeg kunde fremme din,
Og skrekkes nu du slaaer det hen i Veyr og Vind.
Grete.
Jeg dig forbunden er, som vil min Smerte lindre,
Og ærer dine Raad, men ikke destomindre
Mit Hierte siger mig, at tusind Plagers Hær
Med Længsel venter paa, at see min Brudefær.
19
|Før var jeg angestfuld, men tusind gange meere,
Saasnart jeg tænker paa, at Mads min Mand skal være,
Jeg veed ey selv, hvorfor. – –
Mette.
Man vel hos visse Folk
Paa visse Tider bør ansee, som Sandheds Tolk
En riktig Ahnelse, men du dig kand bedrage
Og for en Ahnelse maaskee den Afskye tage,
Som føles af enhver ved slige Bryllupper,
Hvor man skal ægte een og har en anden kiær.
Din Ahnelse maaskee af sidste Slags kan være,
Hvem veed – – –
Grete.
Du er for kort til mig at kunde lære
At kiende Ahnelser; hvis min ey ægte er,
Saa maa du frit. – – –
Mette.
Men hør! hvem mon der banker der?
Jeg gaaer at lukke op.
Fierde Optrin
Johan, Grete.
Johan.
Hvor seer jeg glad igien de mange Yndigheder
Som den maa være blind, der kan ey see hos eder.
Grete.
Jeg dig fornærmet har min allerbeste Ven!
Jeg tænkte du var Skielm. – –
21
|Johan.
Saa tænk nu om igien.
Grete.
Mit eget Hierte sig nu færdig er at hade
Som dig mistænkte saa.
Johan.
Jeg kan dig let forlade;
En Tvivl saa rimelig for dig at falde paa,
Du er undskyldelig og jeg er ligesaa.
Du de Forhindringer behager at anhøre
Som vare Aarsag i – – –
Grete.
Dig at retfærdiggiøre
Er kun til Overflod, dit Forsvar ligger her.
(peger paa Hiertet.)
Med Ild-Bogstaver trykt. Det kort forfattet er:
Johan, som elsker mig, kan ey strafværdig være.
Johan.
Hvor taler du ey smukt, jeg vilde paa min Ære,
Nu Turen er til mig, og sige smukke Ting;
Men Kierligheden har med tætte Atter-Sting
22
|Saa syêd mit Hierte ind, at om jeg skulde
henge,
Dets ømme Følelser sig dog ey kunde trænge
Op til min Mund, Madam! – – –
Grete.
Jeg tvivler ikke paa,
Du mig jo elsker høyt, naar du mig elsker saa.
Johan.
Mig Timer synes Aar, og Øyeblik som Dage,
Indtil jeg bliver din og du min Ægte-Mage.
Grete.
Ney see den lille Skalk, hvor han giør høye Sving,
Og det er dig, som ey kan sige smukke Ting.
Johan.
Nærværelsen af den, hvis Øyne vi tilbede,
Det ømme Hierte tidt kan komme til at svede;
Og denne Sveed Madam! Som er snart ingen Ting,
Din Godhed falder paa at kalde høye Sving.
Du alt for gunstig er. – – –
Grete.
Med Ret maaskee du venter
Den Roes du nægter dig, at faae igien med Renter,
23
|Fortryd dog ikke paa, der bliver
intet af
For den gang, men du er endnu ey i din Grav;
Ney bie kun til vi først er bleven Mand og Kone,
Saa kan du lide paa, jeg skal tilgavns forsone
Den Forurettelse, jeg nu bliêr skyldig i.
Johan.
Jeg var tilfreds, Madam! vort Bryllup var forbi.
Grete.
I Dag, i denne Dag, jeg dig min Haand vil give.
Johan.
Er det alvorlig talt?
Grete.
Din Længsel vist skal blive
Opfyldt før Aftenen. I Dag er Grete din,
Og din for evig Tiid. Jeg strax vil løbe ind
At klæde mig, gaae hen, og giør nu du det samme:
Du studser – bliver bleeg. – –
Johan.
Gid mig alt Ont maae ramme!
Hvis der er nogen Ting mit Hierte ønsker meer
End det, at blive din, men jeg mig tvungen seer
24
|En Dags Opsettelse mig ikkun at
udbede;
En umild Skiebnes Dom. – – –
Grete.
Med et din Elskovs Hede
Nu kiølnet har? Utroe! saa tænkte jeg dog ret.
Johan.
Mit Hierte sidder der, du maa udrive det,
Hvis det ey brænder heelt. – –
Grete.
Troeløse! jo det brænder
Af een uteerlig Ild, som Ærens Love skiænder,
Som al sin Næring har fra Dyds og Ærens Tab;
Og slukkes ud saasnart man nævner Ægteskab.
Og saadan Kierlighed du tør din Grete byde?
Forræder! jeg forstaaer, hvad det har at betyde,
Naar først Opsettelser en Elsker foreslaaer.
Johan.
Jeg staaer det ikke ud, det over Skrævet gaaer!
Jeg aabenbare maa, hvorfore jeg mig krymper,
Du nøder mig, viid da – – –
25
|Johan.
At mine Strømper –
Grete.
Nu fik jeg Hierte-Stød:
Det alt for gruesomt er, det bliver vist min Død.
(efter en kort Besvimelse.)
Forvovne! som saa frek tør uden Strømper tale
Om Bryllup, veed du vel, jeg det ey vil forhale;
Men skal du blive min, jeg sværger at du maae
Som Brudgom da i Dag, om uden Strømper staae.
