© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Erast og Philip.
ERAST
Jeg forfølges af Creditorer! Jeg trues med at skilles fra den, hvis Tab vil blive mig smerteligere end Døden! hvilken fortvivlet! hvilken gruelig Forfatning! Men jeg har selv villet min Fordærvelse. Der er da slet ingen Redning, Philip? Ingen Udveie til at faae laant disse tusinde Rigsdaler?
PHILIP.
Nei, som jeg siger Herre, alle de, som jeg anmodede derom, spurgte strax, om der var Pant? og naar jeg svarede, at der var en Vexelobligation lige saa god som Pant, sagde de: jeg havde Ret, Herrens Vexelobligation var saa god som det beste 4| Pant; men de erindrede just i det samme, at de ingen Penge havde i Cassen.
ERAST
Og min Creditor? intet Middel til at faae ham til at bie?
PHILIP
Jo men, den grove Karl, da jeg var hos ham i Formiddag, havde jeg belavet mig paa en Tale, som, at jeg selv skal sige det, var baade fyndig og bevægelig; men før havde jeg ikke udtalt den første Periode, førend han faldt mig ind med disse trøstelige Ord: Hør, søde Faer, spar sin Veltalenhed til bedre Leilighed, og hils Erast, at enten betaler han mig mine Penge i Aften, eller ogsaa sidder han i Morgen ved sit Vingebeen.
ERAST
Jeg Ulyksalige! Julies gierrige Stiffader vil bruge min ulykkelige Forfatning til at retfærdiggiøre sin Troeløshed, i at bryde det Løfte, han gav hendes Moder paa hendes Dødsseng, om at ikke tvinge sin Stifdatters Tilbøielighed. Jeg mister Julie. Jeg er det elendigste Menneske paa Jorden; dog – var jeg mindre ulykkelig, saa var Himlen ikke retfærdig.
PHILIP
Hvad er det dog for Bebreidelser, De giør Dem selv, Herre? længe har jeg været nysgierrig for at vide det; men jeg har forgieves ventet paa at De 5| skulde udlade sig derom med mig; dersom De havde mere Fortroelighed til mig, kunde det hændes, at jeg forsøgte noget for at redde Dem. Fortæl mig Deres Historie.
ERAST
Til hvad Nytte? Det vilde forøge min Græmmelse, uden at gavne mig.
PHILIP
Det vilde altid gavne Dem saa meget, at De vandt derved mit Venskab, ja, smiil kun ikke, ret mit Venskab. Kiendte De mig ret, saa kunde det ikke være Dem ligegyldigt. Lad os høre, hvad det er for Forbrydelser.
ERAST
Til hvad Ende? Nu da: Jeg har en Fader –
PHILIP
I den Forbrydelse er jeg tredobbelt skyldig; thi mine Byes Folk giette paa tre; men Feilen bestaaer ellers ikke deri, at De har en Fader, men at De har dulgt det for mig.
ERAST
Jeg taler ikke mere til Dig; det naragtige Sladder, hvormed Du afbryder mig, falder mig alt for kiedsommeligt i den Forfatning, jeg er i.
Da faaer De dog see at finde Dem deri; thi skal jeg bruge mine Talenter til Deres Beste, saa maae jeg være i godt Lune, og det bliver jeg ikke, om jeg ganske stiltiende skal anhøre Deres Fortælling, som efter al Anseelse bliver tør og alvorlig. Begynd igien: Jeg har en Fader –
ERAST
Lad saa være da. Min Fader er en riig og anseet Stands-Person i Provintzerne; han holdte mig ved Universitetet i Gøttingen.
PHILIP
Jeg kom ikke længer end i femte Lectie i Skoelen.
ERAST
Efter to Aars Forløb befalede han mig at reise hiem.
PHILIP
Og jeg reiste fra den Bye, hvor jeg gik i Skoelen, fordi Byefogden vilde befale mig at bie.
ERAST
Eftersom jeg endnu ikke havde fuldendt mine foresatte Studeringer, bad jeg om Tilladelse at blive der endnu et Aar; min Fader afslog mig det, jeg fornyede min Begiering men forgieves.
PHILIP
See hvor næsviis en Fader kan blive! De lod ham vel ikke faae sin Villie?
Efter mange igientagne Forestillinger, som intet udrettede, skrev jeg ham tilsidst et Brev til, hvori min fortrædelige Sinds Forfatning kom mig til at overskride den Ærbødighed, en Søn skylder sin Fader.
PHILIP
Det kunde hændet den beste, og vi ere alle Mennesker. Hvad svarede han derpaa?
ERAST
Det første jeg derefter saae fra hans Haand, var en Bekiendtgiørelse i de Gøttingske offentlige Blade, hvori alle og enhver advaredes intet at betroe mig; da han herefter intet betalte af hvad Gield hans Søn giorde.
PHILIP
Jeg har ofte læst det, som var værre, om mig i Aviserne.
ERAST
Jeg havde arvet for meget af min Faders Hidsighed, til at kunde taale en Forhaanelse, som aldrig pleiede overgaae uden de nedrigste og liderligste Personer ved Universitetet. Forbitrelse og Skamfuldhed giorde mig rasende, jeg trak min Kaarde –
PHILIP
Og stak Dem formodentlig ihiel paa Stedet? Ikke?
Jeg vilde i min Afsindighed giennemboret mit Hierte; men nogle af mine Venner, som vare nærværende, hindrede mig. Da jeg var nogenledes kommen til mig selv igien, tog jeg en anden Beslutning, lod som jeg var overtalt af mine Venners Formaninger og samtykkede i de Midler, de foresloge, til igien at forsones med min Fader; men samme Aften forføiede jeg mig ganske hemmelig fra Byen, og tog ved et blindt Valg Touren først til Hamborg og derfra over Lybek hid til Kiøbenhavn, hvor jeg foresatte mig at ernære mig med hvad jeg havde lært, og aldrig mere betiene mig af en Faders Understøttelse, som saa høiligen havde fornærmet mig.
PHILIP
Saa slog De reent Haanden af den Stakkels Fader?
ERAST
Imidlertid har jeg siden faaet at vide, at man i Gøttingen troede, at jeg havde opsøgt et forborgent Sted og der fuldbyrdet det Forsæt, man første Gang havde hindret mig fra at iværksætte;
PHILIP,
(sagte.)
Denne Fortælling falder mig saa kiedsommelig, som den første Akt af en Comoedie; (høit.) nu, enfin, Herre, saa kom De her til Byen.
Jeg havde kun været her nogle Dage, da jeg indsaae min Daarlighed; jeg besluttede at afbede min Forseelse hos min Fader, men førend mit Forsæt kom til Virkelighed, fik jeg ved en Hændelse see Julie.
PHILIP
Og saa besluttede De at blive hvor De var?
ERAST
Alle de Yndigheder –
PHILIP
Spring dem forbie allesammen, de giøre intet til Sagen.
ERAST
Jeg besluttede da at vove alleting heller end at forlade Byen uden at have aabenbaret Julie min Kierlighed. Til Lykke traf jeg en Mand af nogen Anseelse her i Byen, Hr. Leonard, som havde været min Hofmester i mine yngre Aar, og endogsaa da vandt han mit hele Venskab og Fortroelighed; jeg aabenbarede ham min Tilstand, han biefaldt min Kierlighed, men lastede mit øvrige Forhold. Imidlertid da han kiendte min Faders Hidsighed, holdt han det for raadeligt at holde mit Opholds Sted dulgt, indtil Heden havde sat sig hos ham. Jeg fik ved hans Hielp Adgang i Orgons Huus, under Navn af een af Leonards Paarørende, og var saa lykkelig at vinde Julies Hierte; at Orgon i Be10|gyndelsen samtykkede i vor Kierlighed, og nu bryder sit Løfte; at Rygtet derom, saavelsom Hr. Leonards Død er Aarsagen, hvorfor mine Kreditorer forfølge mig, det veed Du.
PHILIP
Ja det veed jeg, men jeg veed ikke, hvorfor De i hele tre Fierding Aar ikke har seet til at blive forligt med Deres Fader.
ERAST
Aarsagen var at jeg paa eengang vilde berette ham min oprigtige Fortrydelse, og den Lykke jeg havde giort ved at ægte Julie i Haab om deslettere at tilfredsstille hans Vrede, naar han saae, at det ikke var Nøden, som drev mig til at falde ham tilfode. Nu veed Du den hele Sammenhæng Philip! Hvad Raad har Du nu at give mig?
PHILIP
Slet intet uden dette, at De gaaer hiem, skriver en Ægteskabs-Kontrakt færdig og venter paa min nærmere Ordre.
ERAST
Jeg haaber Du kiender mig for vel, til at Du skulde paa min Regning begaae Nedrigheder for at hielpe mig; paa den Maade vil jeg ikke hielpes.
Ja hvad kalder De Nedrigheder; for Exempel er det Nedrighed at kyse en gammel gierrig Tosse til at holde et Løfte helligt, som han har i Sinde at bryde.
ERAST
Vil Du kyse Orgon, og hvormed vil Du kyse ham?
PHILIP
Jeg har allerede i to Dage arbeidet for Deres Bedste uden at sige Dem et Ord. Orgon er bange for Spøgelser, og denne Banghed skal komme ham til at underskrive Kontrakten, og naar den er underskreven, saa vil vi læt faae baade Kredit og Penge.
ERAST
Hvilket Indfald; hvorledes?
PHILIP
Jeg har udstuderet en Plan til en Comoedie i to Acter; thi de maae vide jeg har været Statist i to Aar ved Skuepladsen, saa jeg forstaaer mig paa de Ting; og jeg er forsikret at min Comoedie vil endes som en anden med et lykkeligt Giftermaal.
ERAST
Men hvoraf veed Du, at han er bange for Spøgelse?
Hans Gaardskarl og Geheimeraad Stephen, som jeg ved Løfter og gode Ord har faaet paa min Side, har fortalt mig, at, naar han vil have Penge af ham, saa giør han en liden fordækt Allarm, lader Stole og Borde bevæge sig ved Hielp af Seilgarns-Traade, og derefter tager Penge for at sidde oppe ved hans Seng og vaage over ham om Natten; at benytte sig af denne Svaghed hos Orgon, for at hindre ham fra at giøre Julie og Dem ulykkelige, det er dog vel ingen Nedrighed?
ERAST
Men det er en Urimelighed, at vilde tænke –
PHILIP
Mine Talenter og Orgons Eenfoldighed hæver denne Urimelighed. Giør mig den Tieneste Herre, at giøre hvad jeg har sagt. De skal snart faae Bud fra mig; der er Stephen, vi har noget at tale sammen. Gaae Herre!
ERAST
Himmel! denne Dag skal bestemme min Skiebne.
(han gaaer.)
Stephen og Philip.
PHILIP
Du seer saa fornøiet ud Stephen! har Du nu vel studeret Din Rulle, for at faae den første Skræk i Blodet paa Orgon?
STEPHEN
Det har jeg sagtens, Monsieur Philip; men sandt at sige, saa gyser det i mig, naar jeg tænker paa, at jeg skulde være med at drille min egen Herre saa grovt, og nu, Gud skee Lov, behøves det ikke –
PHILIP
Slidder, Sladder! Du har jo før drillet ham paa Din egen Haand, hvorfor gysede det da ikke i Dig?
STEPHEN
Ja det var en anden Sag, det var kun en lille Smule; men paa den Maade, som Monsieur Philip vil have det, kunde man jo kyse Livet af ham.
PHILIP
Men Stephen, Du har jo lovet med Haand og Mund, at Du vilde være mig behielpelig i at frelse Frøken Julie, som Du siger, er saa god mod Dig?
Ja, det veed Gud hun er; jeg under hende ogsaa alt Godt, og giorde jeg ikke det, saa var jeg en lumpen Karl, det var jeg.
PHILIP
Og endda vil Du ikke giøre Dit til at afvende den Ulyksalighed og Fortvivlelse, hvori hun vil styrtes, dersom Orgon ikke samtykker i hendes Giftermaal med Erast.
STEPHEN
Han bruger saadanne hiertebrækkende Talemaader, Monsieur Philip, saa jeg maae græde, skiønt jeg ingen Aarsag har, for Herr Orgon talte jeg nu med, han er min Troe bedre ved hende, end vi havde tænkt. Han har faaet en anden Mand opspurgt til hende fra Holsteen, som siger sex; han er saa riig, og den skal hun min Troe have Bryllup med i Morgen.
PHILIP
Hvad Pokker! hvad siger Du? hvem er det? hvor er han?
STEPHEN
Jeg veed ikke hvor han er, men enten er han kommen til Byen, eller han kommer strax, for det har han skrevet fra Roeskilde: og min gamle Herre er saa fornøiet, for han troer, at han har nogle Penge med sig, som han havde lovet at kræve ind 15| for ham i Altona; det er min Troe ikke mindre end 5000 Rdlr.
PHILIP
Gid vi havde dem; men ellers er det en deilig Tidende, og det fortæller Du med saadan Fornøielse?
STEPHEN
Ja, er det ikke nok at være fornøiet over? først, at Frøkenen kommer saa got an, faaer en Herregaard og saa megen Herlighed, og siden, at vi undgaaer at skræmme Livet af min gamle Herre.
PHILIP
Saa tænker Du, Julie kan overtale sig til at ægte nogen anden end Erast? denne Tidende, som Du anseer for saa glædelig, den vil bringe hende til den yderste Fortvivlelse.
STEPHEN
Nei, han kiender hende ikke saa vel som jeg, Monsieur Philip; hun er min Troe lige saa forstandig, som enten jeg eller han; hun veed min Troe nok, hvad der er det bedste.
PHILIP
Men saadanne fornemme Folk, Stephen! de have halstarrige Tilbøieligheder; det er dem ikke lige meget, hvem de gifte sig med, og naar de først have skienket deres Hierte til een, saa er det dem afskyeligt at ægte nogen anden. See, det forstaaer Du Dig ikke paa.
Siden jeg selv har været gift, saa burde jeg dog vel forstaae mig noget paa det, og det kan jeg sige: endskiønt der var aldrig et ondt Ord imellem mig og min Kone, Gud glæde hendes Siel, saa havde jeg gierne byttet hende bort for en anden, som havde havt mere til Beste, naar det ikke havde været for Syndens Skyld, at sige, siden vi vare ægteviede Folk.
PHILIP
Ja, det kunde jeg gierne troe Dig til; men veed Julie noget af dette nye Giftermaal?
STEPHEN
Jeg troer ikke endnu, for Huusbond fik nyelig Brevet, og gav sig strax til at studere paa Contracten, som der skal skrives om Giftermaalet og Mødernearven. Tænk, hvor riig han er, den hun skal have, han lader hendes Arv blive staaende hos Herren, saa længe han lever; men ellers kan det nok være, at Pernille har sagt hende det, for jeg bad hende derom, at Frøkenen kunde jo før jo heller blive glad; hun har længe nok været bedrøvet, den Stakkel.
PHILIP
Du tænker altsaa, at det er Julie kun om at giøre, at blive gift. Hør Stephen! for at overbevises om at Du tænker feil, saa gaae ind og un17|derret Dig om, hvad Virkning denne Tidende har giort paa hende.
STEPHEN
Ja gierne, jeg længes ret efter at høre, hun er glad, og det er jeg vis paa, hun er.
PHILIP
Men hør nu, dersom Du mod Formodning finder hende bedrøvet?
STEPHEN
Nei, hun er min Troe ikke saa tosset.
PHILIP
Men sæt, det skulde skee, saa maae Du strax begynde at recommendere mig hos Orgon paa den Maade, jeg har sagt, saa jeg kan have frie Gang i Huset, og tillige passe paa, at sige ham ude for alle, undtagen Jesper Oldfux og Karen Smeds, som høre til vor Spøgelseshistorie; thi vi maae have Huuset ryddigt.
STEPHEN
Hiertens gierne; men det behøves min Troe ikke, det veed jeg vist. Farvel saa længe.
(han gaaer.)
PHILIP,
(allene.)
Den Stephen er alt for svag og alt for eenfoldig til store Foretagender, og enhver anden Mester end jeg vilde have Møie med at giøre Karl af ham; jeg tænker ellers paa de Penge, vores Rival har krævet ind i Altona. –
Philip og von Boden.
(uden at merke hverandre.)
PHILIP
Men jeg sætter, at disse Spøgelser ikke vilde slaae ret an paa den Gamle, hvad vilde der da blive af?
BODEN
Det er besynderligt, jo nærmere jeg er ved at giøre dette Skridt, jo betænkeligere forekommer det mig.
PHILIP
Dog, det er vel ikke mueligt, at dette Anlæg skulde mislykkes mig, den Gamle er alt for dum dertil.
Da Orgon ved sin Ven i Holsteen foreslog mig dette Partie med sin Stifdatter, tog jeg derimod med den største Glæde.
PHILIP
Ja, jo mere jeg tænker derpaa, jo vissere er jeg paa et lykkeligt Udfald; Orgon vil give Stifdatter og alt, hvad han har, til Priis.
BODEN
Den Gang ansaae jeg det for det sikkerste og eeneste Middel til at lindre min Græmmelse over et kiert Barns Forliis, og nu, nu seer jeg tusinde Farligheder ved dette Ægteskab.
PHILIP
Men sæt, at Orgon ikke har tusinde Rigsdaler i Cassen, hvor faaer da Erast Penge fra i Aften? hvor faaer han dem fra? faae den Skam der veed. Kunde jeg treffe Herremanden fra Holsteen, saa maaskee jeg forsøgte paa, at faae de Penge, han har indkrævet for Orgon, til Laans saa længe, til jeg kunde betale dem igien.
BODEN
Den Gang fandt jeg ingen Urimelighed i, at en Mand paa 50 Aar giftede sig med en Pige paa 17, men nu –
Hvad mon den Mand vil saa nær Orgons Huus? han agter sig nok derind; men Stephen har ventelig allerede faaet Efterretning om Julies Tilstand, saa jeg haaber, han ingen Audience faaer.
BODEN
Dog, Julie er en Undtagelse fra alle andre Piger paa 17 Aar.
PHILIP
Han taler om Julie, nu har jeg nok, nu kiender jeg ham; det er uden Tvivl vores Rival.
BODEN
Man har beskrevet mig hende lige saa dydig og fornuftig, som hendes Stiffader er bleven afmalet tosset og gierrig.
PHILIP
Han har ganske sikre Efterretninger.
BODEN
Men hvor længe skal jeg staae i Betænkninger? Jeg maae dog engang gaae ind.
(gaaer til Døren, og vil banke.)
PHILIP
Med Tilladelse, min Herre, vil De tale med nogen her i Huset?
BODEN
Ventelig, siden jeg just vil banke paa, som De seer.
(sagte.)
Gid han var saa dum, som han er ubehøvlet. (høit.) Jeg troede, det var en Artighed af mig, min Herre, at sige Dem, det var en forgieves Umage, siden der er ingen hiemme, og jeg havde ikke ventet, De skulde blive vred derfor.
BODEN
Jeg er slet ikke vred.
(han banker.)
PHILIP
Det var dog en skiøn Ting, at faae Penge imellem Hænderne. Disse Landsbyejunkere fra Provintzerne skal være meget ærlige Folk, og følgelig – (Boden banker igien.) gid nu Stephen ikke biede saa længe, at Orgon selv lukker op, og tager Holsteneren fra mig.
Stephen, von Boden, Philip.
STEPHEN
Hvad Dievelen banker I efter? Herren er ikke hiemme.
STEPHEN
Om Forladelse, Monsieur Philip; jeg saae ikke, han var med, og derfor troede jeg ikke, at Monsieur hørte til Spøgelseshistorien.
PHILIP
Jeg har ikke den Ære, at kiende denne Herre; men det er let at see, at han er af Stand, og at Du burde begegne ham med Ærbødighed. (sagte til Stephen.) Hvor er Orgon?
STEPHEN,
(klynkende.)
Han sidder og skriver i Contoiret, og Frøkenen, siger Pernille, er færdig at døe af Bedrøvelse.
BODEN
Hvad mon den Hvisken betyder?
PHILIP
Denne Mand er Frieren fra Holsteen, han maae fremfor alle holdes fra Huset. (høit.) Som jeg siger, Stephen, beed Herren strax om Forladelse for Din Uhøflighed; det skal ellers gaae Dig ilde, naar Din Herre kommer tilbage.
STEPHEN
Jeg beder om Forladelse for – –
STEPHEN
Nei, naadige Monsieur, for jeg vil tiene ham; de ere ude begge to.
(han gaaer.)
Philip, von Boden.
PHILIP,
(sagte.)
Jeg fik et Indfald; jeg troer, jeg vover en Dyst ex tempore med Herremanden; jeg troer, jeg laaner Penge af ham. (høit.) Det kunde jeg sagt min Herre før; min Cousine og min Farbroder tog ud i Visite i Eftermiddag, og spiser formodentlig i Byen i Aften.
BODEN
Er Julie Deres Cousine?
PHILIP
Ja; men med Tilladelse, jeg har en Mistanke, er ikke min Herre fra Holsteen?
PHILIP
En Herremand der?
BODEN
Ganske rigtig.
PHILIP
Og de spurgte om min Cousine, det slaaer mig aldrig feil, De er min tilkommende Svoger. Lad mig omfavne Dem, vær velkommen, min kiere Svoger. Nu Gud skee Lov De kom, her har været en Længsel efter Dem.
BODEN
Det fornøier mig, at treffe i Dem en Beslægtet af Frøkenen, og jeg beder Dem om Forladelse, at jeg ikke tilforn har begegnet Dem som saadan.
PHILIP
De gav mig nyeligen temmelig kort Svar; De er at undskylde, siden De ikke kiendte mig; men tilstaae mig nu oprigtig, Herr Svoger, ansaae De mig ikke for en af disse Løsgiengere, som vil giøre sig nødvendig hos Fremmede, for enten ved Tiggerie eller Spitzbubestreger at profitere ved Dem?
BODEN
Bevar os, min Herre, det kan jeg ikke tilstaae Dem; men det er vist, at jeg ikke ansaae 25| Dem for den, De er. (sagte.) Jeg veed neppe endnu hvad jeg skal ansee ham for.
PHILIP,
(sagte.)
Jeg er bange for, han er for klog. (høit.) Det er overalt kun smaa Ting at tale om; men hvad var det jeg vilde sige – – (sagte.) gid jeg vidste, paa hvad Fod jeg skulde tage ham. (høit.) Min Farbroder har sagt mig, at Herr Svoger havde paataget sig at indcassere nogle Penge – –
BODEN,
(sagte.)
Han maae dog være den, han giver sig ud for, siden han veed alle Omstændigheder saa vel. (høit.) Ja den Commission har jeg skildt mig saa vel ved, at Deres Farbroder skal blive vel tilfreds. Jeg har faaet hver Skilling.
PHILIP
Hvad siger De? hver Skilling, det var jo 5000 Rdlr.?
BODEN
Ja, og jeg bringer ham dem allesammen.
PHILIP
Det vil vist giøre Dem dobbelt velkommen hos ham.
BODEN
Det er mig kiert nok; men der er en Ting, som skulde være mig langt kierere. Hør min Herre, De kan giøre mig en Tieneste.
BODEN
De behager at sige hvad det er, og vær forsikret, at dersom det staaer i min Magt –
PHILIP
Siden, siden, Herr Svoger! De behager først at sige, hvori jeg kan tiene Dem.
BODEN
Allene, Herr Svoger, ved at svare mig oprigtig paa hvad jeg spørger om.
PHILIP,
(sagte.)
Det var endda vel, at han kunde engang beqvemme sig til at kalde mig Herr Svoger. (høit.) Af mit ganske Hierte.
BODEN
Tør De forsikre mig, at jeg bliver Frøkenen velkommen? jeg maae tilstaae Dem aabenhiertigen, at jeg føler en Slags Frygt i Henseende til Uligheden af vores Alder, Julie er –
PHILIP
Julie hun er min Troe ordentlig forliebt i Dem. Just hvad man kalder forliebt.
BODEN
Nu smigrer De mig for meget, min Herre; dersom jeg ikke bliver hende modbydelig, saa naaer jeg alt, hvad jeg nu kan haabe. Overalt: hvorledes 27| var det mueligt, at hun kunde være forelsket i en Person, som hun aldrig har seet?
PHILIP
Har hun aldrig seet Dem?
BODEN
Nei, hverken hun eller hendes Fader.
PHILIP
Da har hun min Troe ladet sig nøie underrette om alt hvad der angaaer Dem, og det var efter hendes Beskrivelse, at jeg kiendte Dem for min Svoger. Deres majestetiske Gang, Deres mandige Vext, Deres smukke sorte Øine, som Masoeur Julie saa tit har beskrevet, var just det, som røbede Dem for mig, da jeg fik Dem at see.
BODEN,
(afsides.)
Hvad skal jeg slutte af dette Hyklerie? Er han en Skielm, eller et skikkeligt Menneske? (høit.) Min Herre, De skal aldrig kunde troe, hvor besværligt det falder mig, at høre saa overdrevne Smigrerier.
PHILIP
Jeg har intet sagt i Hensigt at smigre Dem, min Herre. Det er min Cousines egne Ord. Jeg vedder, det skal ikke falde Dem besværligt, at høre dem af hendes Mund. Hun giver alt hvad hun siger saa yndige Vendinger. Jeg siger det ikke fordi hun er min Cousine; men De faaer rigtig en sød Kone i hende, kiere Svoger.
(sagte.)
Det er vist nok en Bedrager. (høit.) Det giør mig ondt, min Herre, at jeg ikke kan troe mig saa høit anskreven hos Frøkenen, som De siger.
PHILIP
Kierlighed frygter altid, Herr Svoger; det er ikke længere end siden i Morges, da jeg af Spøg fortalte hende, at De var kommen, at hun svarede mig: det kan ikke være, mit Hierte siger mig nok, naar Hr. – – naar min beste Ven er her.
BODEN,
(sagte.)
Han veed ikke engang mit Navn, det maae være en Spitzbube.
PHILIP,
(sagte.)
Mon han merkede, at jeg ikke veed, hvad han hedder.
BODEN
Jeg syntes, De standsede ved mit Navn, det kan dog ikke være Dem ubekiendt?
PHILIP
Det er just det, jeg staaer og forundrer mig over. Det kalder jeg, at være tilgavns glemsom; ha, ha, ha! jeg maae lee af mig selv.
BODEN
Det er selsomt, at min Herre – –
Nei, hielp mig ikke, jeg hitter det nok; det begynder med von – – det er ikke to Timer siden jeg hørte Masoeur Julie nævne Dem. De har Ret, Herr Svoger, det er selsomt, at et Navn, man har hørt saa tit – – det er endelig ikke den første Gang, det er hendet mig, det skeede forleden Sommer med min kiødelige Broder; nu er han død og borte – Den Historie maae De høre, den er alt for snurrig – Jeg møder ham – – men skulde jeg dog ikke komme paa Deres Navn, von – von –
BODEN,
(sagte.)
Jeg vil give mig et uret Navn. (høit.) Jeg vil hielp Dem, min Herre, mit Navn er Dorian.
PHILIP
Dorian? Nei, von Dorian vil De sige; nei, De forvilder mig ikke, von Dorian er Deres Navn. – At der var et R i, det erindrede jeg; thi jeg har saa tit fixeret Søster Julie dermed, at hun ikke kunde sige sin Kierestes Navn reent; for hun skurrer paa R – von Dorian, siger hun, men det klæder hende ikke ilde. (afsides.) Jeg troer, jeg slipper godt ud af denne Knibe.
PHILIP
Apropos! jeg lovede at fortælle Dem den Passage med min Broders Navn, som jeg ogsaa – –
BODEN
Her er noget koldt, min Herre, at staae saa længe paa Gaden; om De behager, saa fortæller De mig det en anden Gang; men vær saa artig at sige mig, hvori De forlanger min Tieneste. (sagte.) Jeg gad vide, hvad den Skielm har i Sinde med mig.
PHILIP
Jeg har betænkt mig, Herr Svoger! det vilde lade for frit, just det samme Øieblik, jeg faaer Dem at see – –
BODEN
Slet ikke, siig De kun frem.
PHILIP
Det er saa, vi ere Svogre; men endda – – det er sandt, mig skeede derved en stor Tieneste, og De tabte intet – men dog – jeg er dog undseelig. – – Hvad der er mig og min Farbroder imellem, det er en Fortroelighed, De maaskee ikke skiøtter om –
PHILIP
Siden De da forsikrer mig, at De ikke vil fortørnes derover, saa er Sagen denne: Min Farbroder er bleven mig vred; han er, som De maaskee vel har hørt, noget vanskelig, som de gamle Folk pleier være; og jeg bebreidede ham forleden Dag vel haardt hans Paaholdenhed i Henseende til Dem og Julie. De veed nok hendes Møderne Arv – –
BODEN,
(sagte.)
Hvorfra veed han alting saa nøie? (høit.) Ja jeg forstaaer Dem.
PHILIP
Derover blev han fortrydelig, stod op, hentede sit Testamente, som han for nogen Tid siden har giort, og hvori jeg var betænkt med en skikkelig liden Capital, og rev det i Stykker for mine Øine.
BODEN,
(afsides.)
Hvad mon han har i Sinde med denne Historie?
PHILIP
Vi ere alle dødelige, Herr von Dorian. Min Farbroder er desuden en skrøbelig gammel Mand – hvor snart kunde han ikke rykkes fra Verden? 32| og hvilket Tab for mig, om sligt skeede, førend jeg var bleven forligt med ham.
BODEN,
(afsides.)
Det kan ikke være uden min Forbøn hos Orgon, han vil have; jeg bliver ikke klog paa ham.
PHILIP
Jeg har søgt mangfoldige Leiligheder til at forsones med ham, men han vil aldrig høre mig; for nu at faae ham i mildere Lune, og nøde ham til at tale med mig, saa var det, jeg vilde bede Herr Svoger, at han vilde tillade, at jeg maae bringe ham de Penge, De har indcasseret for ham.
BODEN
Ha, ha! slap det derud!
PHILIP
Det vilde foranledige en Samtale imellem ham og mig, som jeg saa længe omsonst har ønsket, og den Glæde, han vilde finde over at have faaet disse Penge, er jeg forsikret paa, skulde have gode Følger for mig. Et fornøiet Hierte, Herr Dorian, kan ikke hade, og – De veed –
BODEN
For Kortheds Skyld, saa vil jeg sige Dig, Landsmand! at jeg heder ikke Dorian, at der er intet R i mit Navn, og at Du er en Skielm.
BODEN
Forlad mig det, Du er virkelig en Skielm. Jeg boer paa Kræmmercompagniet, til Din Efterretning, om Du skulde faae i Sinde at forsøge Din Konst paa mig tiere.
PHILIP,
(allene.)
Jeg taber mig selv af Skamfuldhed og Forbittrelse. En Mand fra Provintzerne driller mig i mine aabne Øine; mig, som i fire samfulde Aar har reist paa mine Talenter, og aldrig tilforn udstaaet saadan Skam – – men skal denne Spot ikke hævnes? – dog, det forbistrede Stokhuus forbyder jo skikkelige Folk at tage en anstændig Satisfaction for saadan Fornærmelse. Ifald det gaaer galt, kan jeg ikke engang vente Medhold af min Herre, han vilde udtyde min Ærekierhed til Nedrigheder. Men Æren, ja Æren, gaaer for alt. Jeg har et Anlæg. – Ja, von Dorian, eller hvad Pokker han hedder, skal endnu i Aften 34| bekiende mig for sin Mester. Det er endnu for tidlig at spøge, og jeg vil stræbe at anvende vel den Tid, jeg har tilovers. I Aften skal desuden Erast have 1000 Rdlr., som Orgon maaskee ikke har liggende, og i Morgen, naar jeg bliver røbet, saa – ja i Morgen hitter man altid paa Raad. En Medhielper maae jeg have. Stephen taaler ikke at være Medvider i noget stort Foretagende. Det gyser saa i ham. Men Jesper Oldfux, i ham gyser det ikke, ham maae jeg faae til at være mig behielpelig i at faae Orgon ud af sit Huus, og ham, som ikke hedder von Dorian, ind igien.
(han gaaer.)
Ende paa første Optog.
