© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Orgon og Stephen.
ORGON
Jeg har sagt Dig før, og jeg siger Dig endnu engang, Stephen, jeg vil slet ikke høre noget om disse Spøgelsehistorier; jeg troer dem jo dog ikke, og hvad nytter det saa, at lade mig dem fortælle?
STEPHEN
Naar Herren ikke vil høre dem, saa vil jeg ogsaa tie dermed.
ORGON
Men det, som Du siger, forekom Dig saa fælt, er maaskee mødt Dig uden for Huuset, enten paa Gaden eller andensteds; naar saa er, kan Du sagtens for Løiers Skyld fortælle det.
STEPHEN
Nei, det var saa men her nede i Gaarden. Jeg kom just gaaende. –
Hold Din Mund; jeg har jo sagt Dig, jeg vil intet høre deraf. Lad os tale om noget andet. Du sagde nyeligen, at Philip tog mit Partie mod hans Herre.
STEPHEN
Ja, det giorde han min Troe, som en brav Karl.
ORGON
Jeg kan ikke nægte for, at det jo altid er forekommet mig, som om der var meget Godt ved denne Philip; men var Du virkelig nærværende, da det skeede?
STEPHEN
Ja jeg var Marre lige saa nær ved dem, som jeg nu er ved Herren.
ORGON
Og det, som den Stakkels Philip sagde til mit Forsvar, var allene Aarsagen, hvorfor hans Herre saa ilde medhandlede ham?
STEPHEN
Ja det var saa men.
ORGON
See, hvilken uforskammet Monsieur maae den Erast ikke være. Jeg har fra Begyndelsen af seet i hans Ansigt, at der ikke boede uden Ondt i ham, og jeg tager sielden feil af Ansigter. Men hvad kunde Philip sige til ham, siden han tog sig det saa nær?
ORGON
Det gav jeg ikke Agt paa. Lad høre, hvordan udlod han sig?
STEPHEN
Han sagde: Herr Orgon var en brav Mand og en god Fader, som ikke vilde give sit Barn til en Prakker.
ORGON
Ih! det forstaaer sig, det giver jo den sunde Fornuft; og hvad sagde han saa videre?
STEPHEN
At Orgon var en Gnier, en Pengepuger, en Spitz –
ORGON
Det sagde Philip!
STEPHEN
Nei, det svarede Erast.
ORGON
Du Sluppert, hvem spørger Dig om Erast? –
STEPHEN
Men det følger saaledes derpaa, Herre, for – – for Philip sagde siden intet, førend Erast havde sagt dette, at Herren var en – –
STEPHEN
Det var ingen lang Remse, det var kun tre fire Ord, nemlig dette, at Herren var en Gnier –
ORGON
Skurk! hvad svarede Philip, hvorfor maae jeg ikke faae det at vide? Dit Skarn.
(Han ryster Stephen lidt.)
STEPHEN
Jo saa min Troe maae Herren saa; Philip sagde: Orgon er en fornuftig Mand, og I er et Tossehoved.
ORGON
Vel talt. Der fik min gode Erast en kiøn lille Skose. »Orgon er en fornuftig Mand, og I er et Tossehoved.« Tag han den paa sin Tallerken, Monsieur Stratenjunker, ha, ha, ha, Philip er kun en Tiener, men han har min Troe mere Forstand i sin lille Finger, end vore Tiders unge Herrer i deres hele Hoved. Nu meere, Stephen.
STEPHEN
Saa kom Erast igien, og sagde: Herren var lumpen – nederdrægtig –
STEPHEN
Jeg tænkte, jeg skulde holde Munden, mit Fæe.
ORGON
Snik, Snak, hvad svarede Philip?
STEPHEN
Han sagde: een Orgon er mere værd end 100 Eraster.
ORGON
Fortreffelig. Man maae lade den Philip, at han ikke er forlegen for Svar. Hvad sagde han videre? –
STEPHEN
Der blev ikke talt videre.
ORGON
Jo vist blev der vel saa; tænk efter, saa hitter Du nok derpaa. Nu snart.
STEPHEN,
(sagte.)
Der er intet andet for, jeg maae fortælle denne Løgn endnu den tredie Gang. (høit.) Han sagde: Orgon er en brav Mand og en god Fader, som ikke vil give sit Barn bort til en Prakker.
Det kalder jeg at tale med Forstand. Jeg har neppe talt fire Ord med Philip, og han kiender mig bedre og veed bedre at dømme om mig, end de, jeg dagligen omgaaes; og siden?
STEPHEN
Saa sagde den anden, at Herren var en Gnier, en Pengepuger –
ORGON,
(holder ham for Munden.)
Er det af Ondskab, Din Slyngel, at Du igientager Erastes Sliddersladder saa ofte?
STEPHEN
Nei saa min Troe giør jeg det ikke af Ondskab; men Herren vil, at jeg skal fortælle mere, naar jeg allerede er kommen til Enden, og derfor har jeg tre Gange maattet begynde paa nye igien.
ORGON
O Du er et dumt Fiog, som ikke engang kan fortælle tydeligen, hvad Du selv har hørt og seet; naar Du har noget ubehageligt at berette, naar Du taler om Syner og Dievelskab, ja saa skal jeg love for, at Du har Munden til din Tieneste; men er der noget Reelt, jeg vil vide af Dig, saa raisonnerer Stephen som en Østers. Gaae Din Vei, og lad Pernille sige Frøkenen, at hun kommer ind til mig.
(Stephen gaaer.)
ORGON,
(allene.)
Julie vil vist nok giøre Indvendinger imod dette Giftermaal; men det vilde være mig en stor Forskiel, at betale hendes Mødernearv strax ud paa et Bredt til Erast, og derimod sidde inde dermed min hele Livstid, naar hun faaer von Boden. Det er sandt, han vil nok behage hende mindre end Erast, siden han skal være noget til Aars; men for Pokker, jeg maae vel heller vilde tiene mig selv, end hende. Enhver er sig jo selv nærmest.
Orgon og Julie
ORGON
Jeg har en Sag af Vigtighed at tale med Dig om, min kiere Datter.
JULIE
Man har berettet mig, at De har taget en Beslutning i Henseende til mig, som vil koste mit Liv; men min kiere Fader, jeg vil troe, at man har bedraget mig; bør jeg troe andet? bør jeg troe, 42| at De vil tvinge mig til at indgaae en Foreening, som vilde være mig afskyeligere end Døden selv?
ORGON
Hun taler, min kiere Stifdatter, som om hun havde lært det uden ad af en Roman: vær lidt mere jevn, lidt mere koldsindig, om hun behager. Hvem er det, hun har saa stor Afskye for at faae til Mand?
JULIE
Enhver anden end Erast.
ORGON
Ih! da maae hun see at skille sig af med den Afskye; for det første, er den latterlig; for det andet, er den unyttig.
JULIE
Himmel! er det mueligt, at min Fader taler mig saaledes til! Deres Gruesomhed presser de bitterste Taarer af mine Øine.
ORGON
Ja, hvad kan jeg giøre derved, at hun tager sig Smaating saa nær? er det hende om at giøre, at jeg skal tale anderledes, saa vær kiøn sindig, min Datter, og brug sin Fornuft, saa vil vi uden Tvivl snart blive eenige; Hr. von Boden er en sindig, en forstandig og en riig Mand, og Erast er – –
ORGON
Nei, om Forladelse, det var ikke just, hvad jeg vilde sige; Erast er en Prakker, og – –
JULIE
Dersom han ikke er riig, saa har jeg jo Midler nok til os begge.
ORGON
Naar jeg har udtalt, saa vil jeg høre hendes Svar; Erast er tillige en Spradebasse, en peen Mosiø, en Grønskolling, som ønsker sig hendes Penge, for at kunde tilgavns flankere, som inden stakket Tid vil sætte alting overstyr, og som beleer hende, fordi hun har ladet ham ved sin Sladder sætte sig forliebte Griller i Hovedet.
JULIE
Ak! min Fader, kan det være mueligt, at De et Øieblik har seet Erast, og er i Stand til at mistænke ham for nedrige Hensigter? mit Hierte er mig Borgen for hans Redelighed; det siger mig uden Ophør, at det er den Oprigtigste, den Elskværdigste – –
ORGON
Ja, Hierte hid og Hierte did; disse Hierter veed ikke hvad de sige. Lyd hun kun mine Raad, jeg har Erfarenhed, og jeg veed bedre end hendes Hierte, hvad der tiener hende; jeg har udseet 44| hende en bemidlet Mand, som er sat; hun forstaaer mig vel, som er ingen Spøttegøg mere. Han kommer til Byen i Aften, og vil strax i Morgen holde Bryllup; og det er hendes Gavn og min Villie, at det skeer. Jeg veed, de unge Piger vil gierne være pyntede til slig Leilighed; gaae derfor nu ind, bring sin Stads i Orden til i Morgen. Hun har nok af det Slags tilforn, saa hun behøver intet Nyt at kiøbe. Gaae, min lille Datter, vær ikke egensindig tvertimod sin egen Fordeel.
JULIE
I hvilken gruesom Forfatning bringer Deres Følesløshed mig. Jeg er saa beklemt, at jeg neppe kan tale.
ORGON
Den Sag er jo heller ikke værd at tale mere om. Hun veed min Villie. Gaae ind, og slaae sig til Roelighed saa got som hun kan, og troe mig, otte Dage efter Bryllupet, vil hun befinde sig ret vel i von Bodens Selskab; hendes nærværende Misfornøielse er kun en Overgang, slet intet andet; jeg er en gammel Mand, jeg veed de Ting.
JULIE
Jeg beder paa mine Knæe – –
ORGON
Ret lige nu bliver jeg kied af alle disse Modsigelser – –
Tillad, min Fader! at jeg maae giøre det sidste Forsøg! taal, at jeg taler, uden at De afbryder mig.
ORGON
Nu da, siden hun lover, at dette bliver den sidste Gang, hun siger mig imod, saa vil jeg høre hende; staae op.
JULIE,
(sagte.)
Himmel! Rør hans Hierte. (høit.) Den vigtigste Aarsag, hvorfor min Fader maatte bevæges til at lade mit Hierte bestemme Valget af min Elsker, er uden Tvivl ikke falden ham ind. Erindrer De det hellige Løfte, De gav min døende Moder? med hvor dyre Forsikringer, De forbandt Dem til, ikke at tvinge mine Tilbøiligheder. Min Moder troede maaskee, at De ikke kiendte i nogen høi Grad De Følelser, som ere Grunden til ømme Hierters Vee eller Vel; hun fandt mig føelsom, og frygtede, at De mod Deres Villie skulle giøre mig ulykkelig, naar De blot lod Dem veilede af den kolde Fornuft, uden mindste Hensigt til min Tilbøielighed; den Opdragelse, jeg skyldede hende, var hende Borgen for, at jeg ikke kunde giøre et uværdigt Valg. Dyrebare Moder, ømmeste Veninde, mine Taarer have hver Dag vidnet om Dit Værd og mit Tab, og paa denne fæle Dag – jeg gyser –
JULIE
Dog, hvad seer jeg! denne Dag er ikke mere fæl. Min Faders Agtpaagivenhed og milde Aasyn bortjager den bittre Smerte, som betog mit Hierte. Denne Dag skal krone mine Ønsker. Tael min kiere Fader, siig mig, De tillader: at jeg giver Erast min Haand og mit Hierte; nyd den Vellyst, at have giort to Mennesker for Livstid lyksalige, som evig ville velsigne Dem derfor. Min allerkiereste Fader! jeg seer, Deres Svar vil glæde mig, jeg er alt forvisset –
ORGON
Uden at smigre hende, min kiere Datter, saa taler hun meget vel for sig.
JULIE
Saa vel, som jeg nogensinde ønskede at tale, siden jeg har kunnet giøre Indtryk paa min Faders Hierte –
ORGON
Sliddersladder med hendes Indtryk. Jeg tilstaaer, det er en Tidsfordriv, engang iblant at høre hende tale; hun har et ganske artigt og besynderligt Sving nok paa hvad hun siger; men i Grunden er det jo dog kun Fisfias og Comoediesladder; gaae hun kun ind, min Datter, som jeg siger.
ORGON
Halstarrige Datter, jeg vil ikke høre et Ord mere.
JULIE
Himmel! frels mig fra den ulyksalige Skiebne, som truer mig.
(hun gaaer.)
Orgon,
(allene.)
Som jeg seer, saa vil det gaae hende lidt til Hierte, at forlade Erast; men naar jeg tager Sagen paa en alvorlig Fod, saa faaer hun vel at lade sig sige; men hvor bliver min tilkommende Svigersøn af? jeg synes, han burde allerede været her.
Orgon og Philip.
PHILIP,
(uden at være seet.)
Nu vil det snart komme an paa, om Stephen har kundet faa ham til at troe min Hengivenhed til ham. (høit.) Underdanige Tiener, Herr Orgon; jeg beder, at De tilgiver mig min Dristighed – –
ORGON
See, god Dag, min kiere Philip, hvor gaaer det?
PHILIP
Kun maadelig, min Herre. Jeg har en Begiering til Herr Orgon, om han i nogle Dage vil unde mig et Tilflugtssted i sit Huus, imod min forrige Herre, Erasts Voldsomheder; han har truet mig med at giennembore mig, og jeg arme Menneske veed mig ikke sikker paa mit Liv; kiere Herr Orgon, jeg forlanger intet uden Huuslye, og jeg vil derfor med Fornøielse giøre al den Opvartning, De vil forlange af mig.
ORGON
Hierteligen gierne, min kiere Philip; jeg kan see af hans Physionomie, at han er en ærlig og fornuftig Karl, og hans Herre har vist nok Uret; men siig mig, hvorfor er han bleven ham saa vred? –
Fordi jeg ikke kunde taale, at han udøste uforskammede Skieldsord imod en vis fraværende Mand her i Byen, som jeg troede, enhver burde bære Høiagtelse for.
ORGON
Og hvem var denne Mand, Philip? –
PHILIP
Jeg beder, Herr Orgon forlader mig, at jeg ikke kan sige Dem hans Navn –
ORGON,
(han kysser Philip.)
Du er en fortreffelig Karl, Philip; jeg veed allerede, hvem Manden er. Du skal ikke forgieves have tænkt og talt vel om mig. (han pønser lidt) Jeg var i Stand til at give Dig Kost og Løn, dersom mine Omstændigheder tillode det; men hør, fortæl mig – –
Jesper Oldfux, (forstilt drukken.) De forrige.
OLDFUX
Mig Forlov at spørge; er her nogen hiemme? –
(afsides.)
Skam faae Jesper Oldfux, jeg kiendte ham neppe igien. (høit.) Er I forrykt Mand? I seer jo, her er Folk inde.
OLDFUX
Hvor Dievelen kan jeg vide, om den er her, som jeg skal tale med.
ORGON
Hvem skal I tale med?
OLDFUX
Spørger I mig, saa spørger jeg jer – I maae for Pokker vel vide det best, naar I eier Hiemme her i Huset – Er I fulde, eller er I gale? Han skal have en Datter, kan I nu komme mig paa hans Navn –
PHILIP
Er det Herr Orgon?
OLDFUX
Ih! Det var et Under, ja vist er det Herr Orgon. (til Philip.) Er det jer? med Forlov. God Dag, Herr Orgon; jeg skal hilse fra een, som er min Herre – –
PHILIP
Nei, Landsmand; dette er Herr Orgon.
OLDFUX,
(vender sig til Orgon.)
Ih, jeg tænker vel, det er Hip som Hap. Nu da, jeg skal hilse jer fra min Herre, at I stan51|do pedo kommer til ham; saa skal I faae en grumme Hoben Penge.
ORGON
Hvem er Din Herre?
OLDFUX
Det er min Herre; forstaaer Folk ikke Dansk her i Byen? havde det været i Flensborg, Een havde giort mig det Spørgsmaal, saa vilde jeg bandet paa, han var gal.
ORGON
Er Din Herre fra Flensborg?
OLDFUX
Ja ogsaa, ogsaa jeg, som er fra Flensborg; vi ere nu to fra Flensborg, og Vognen staaer ude, som skal føre jer hen til ham; men om Sommeren ligger vi paa Herregaarden uden for Flensborg –
ORGON
Hvad hedder Din Herre, er ikke hans Navn von Boden? –
OLDFUX
Vel sagt, saa kalde de Fornemme ham; men vi andre kalde ham Herren.
ORGON,
(til Philip.)
Det er min tilkommende Svigersøn. (til Oldfux.) Hvorfor kom Din Herre ikke til mig? han havde lovet mig det.
Han er daarlig, og saa bad han, jeg skulde sige jer, han var træt, og af den Aarsag vilde han snakke med jer i Aften.
ORGON
Jeg er utaalmodig efter at faae at vide, hvordan han har forrettet en vis Commission, jeg gav ham; og jeg maae kiøre derhen; hør, hvor logerer Din Herre?
OLDFUX
Jeg vidste det før; jeg troer, det er en Compagniegaard.
PHILIP
Det er Compagniestrædet –
OLDFUX
Ja takke jer, for I veed det, I, som boer her i Byen.
ORGON
Hvem boer han hos der? –
OLDFUX
Der skal være Kræmmere i Huuset; men jeg har min Troe ingen seet af dem.
PHILIP
Det er hos Kræmmeren i Compagniestrædet, Herre.
Ja, det bliver nok der; men den Vei er saa lang. Jeg faaer dog vel tage derhen; men dette drukne Sviin kan ikke følge mig –
OLDFUX
Ih! vist drikker jeg en Draabe nu og da, af og til; men det er aldrig at kiende paa mig; jeg saae ind om Døren hos en Brændeviinsmand, da jeg hentede Vognen; men derfor kan jeg gierne endnu – – Ah! lad os drikke en Draabe, mens vi ere sammen – – Lad os giøre det.
(han sætter sig, og slumrer.)
ORGON
Vil han følges med, Philip?
PHILIP
Ja, gid jeg kun torde; men Erast veed, jeg har taget min Tilflugt hid, og jeg frygter for at faae Arm eller Been ituslagne, dersom jeg vover mig ud af Huuset; kan ikke Stephen følge Herren?
ORGON
Jo men.
PHILIP,
(raaber igiennem Kulissen til Stephen.)
Stephen!
STEPHEN,
(uden for.)
Ja.
OLDFUX
Lad os drikke en Draabe, medens vi ere sammen – –
PHILIP,
(til Orgon.)
Hvor skal vi hen med dette drukne Menneske? jeg tænker, at det beste bliver, at Herr Orgon underretter hans Herre om den Tilstand, han er i, saa kan han selv lade ham hente.
Stephen og de forrige.
ORGON
Ja, deri har han Ret, lille Philip; saa kan Krabaten ved samme Leilighed faae en lille Erindring for en anden Gangs Skyld; farvel saa længe, min kiere Philip, jeg beder ham passe vel paa Huuset i min Fraværelse.
(Orgon og Stephen gaaer.)
PHILIP
Tak, min kiere Jesper, det gik ret vel; men har Du ogsaa afrettet Kudsken?
OLDFUX
Aa, ja, han lovede at kiøre saa langsom, at vi ikke skulde faae Orgon tilbage paa en heel Time; han kan desbedre giøre det, siden han har det slette Føre at skylde paa.
PHILIP
Løb da hen paa Kræmmercompagniet, og siig von Boden, at Orgon er kommen upasselig hiem, og ønskede at see ham hos sig; jeg skal imidlertid gaae ind i Orgons Sengekammer, og skabe mig saa orgonisk til, saa jeg vist ikke skal være god at kiende igien; glem saa ikke Jesper, at lukke Gadedøren i Laas, naar vi først har faaet ham ind.
OLDFUX
Men staaer vi ikke Fare for, at overrumples af nogen af Huusets Folk?
PHILIP
Slet ikke. Pernille gaaer ikke fra Frøkenen, og Stephen er ude; skynd Du Dig kun.
(de gaae.)
Ende paa andet Optog.
