© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
Stephen og Philip.
PHILIP
Jeg tilstaaer Dig reent ud, min kiere Stephen, jeg havde aldrig tænkt Dig til at kunne spille Din Rolle saa vel; om Du virkelig havde seet Orgons Gienfærd, kunde Du ikke fortælle det bedre; hvor var det mueligt, at Du før var i saa stor Knibe, som Du fortæller, da Du skulle berette Orgon mit og Erasts Uvenskab?
STEPHEN
Det var en langt anden Sag, det var noget Nyt for mig; disse Løgne om Spøgelser, er jeg derimod længe øvet i; men de mange Penge, jeg skal levere Orgon, hvor ere de komne fra? jeg er saa bange for, Monsieur Philip, at han vikler mig ind i nogen Ulykke.
PHILIP
Vær kun uden al Sorg derfor; min Herre har nyelig faaet en Hoben Penge, og han har laant 74| mig dem, til at giøre vore Pudserier rimeligere –
STEPHEN
Ja, det kunde min Troe ogsaa behøves, at det var saadant besynderligt, som kunde giøre ham nysgierrig; thi ellers vilde han ikke være saa let bragt til at høre Fortælningen, thi han frygter.
PHILIP
Der er han. Paa Din Post.
(de gaae.)
ORGON,
(allene.)
(sætter sig ved Bordet.)
Det er en Evigheds Flæben paa den Pige; men enten Du græder eller Du leer, min gode Sted-Datter, skal Du i Morgen den Dag være von Bodens Kone; det skal jeg være Dig Mand for.
(han skriver.)
Stephen og Orgon.
STEPHEN,
(som om han ikke blev Orgon vaer.)
Aa, den Stakkels Herre, hvad ondt mon der er paa Færde med ham? hvor er han i saadan Hast kommen til at see saa elendig ud?
ORGON
Hvordan seer jeg ud, er Du afsindig?
STEPHEN
Au, au, sidder Herren der?
ORGON
Er Du rasende? maae jeg ikke sidde, hvor jeg vil?
STEPHEN
Jo gierne, Herre; men – – gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset. Giv mig en Sopken at styrke mig paa, Herre, ellers døer jeg af Angest.
ORGON
Du er gal, og Sopken er intet Middel mod Galskab, desuden har jeg andet at bruge Penge til.
STEPHEN
Jo, De er den rigtige Herr Orgon, det kan jeg høre; den anden holder ikke saa paa Skil76|lingen. Ak, jeg arme Menneske! gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset.
ORGON
Du er jo ordentlig fra Din Forstand. Hvad er det for en anden, Du taler om?
STEPHEN
Der er 3000 Rdlr. tag dem, Herre, jeg tør ikke bære dem længer. Ak! jeg bliver aldrig Menneske meer.
ORGON,
(tager Pengene)
Hvad seer jeg! hvor er Du kommen til disse Penge, hvem har flyed Dig dem?
STEPHEN
Herren.
ORGON
Hvilken Herre?
STEPHEN
Herr Orgon.
ORGON
Jeg?
STEPHEN
Nei.
ORGON
Ja paa min Ære er Karlen gaaet fra Forstanden, der er jo ingen Orgon i Byen foruden mig.
ORGON
Hør, Stephen, jeg begynder at merke Sammenhængen; Du har stiaalet disse Penge, og Frygten for at blive røbet, giør Dig forrykt i Hovedet. Har Du baaret Dig uforsigtig ad, saa siig det; jeg kunde maaskee tiene Dig med et Raad.
STEPHEN
Det er ikke saa vel, Herre, at de ere stiaalne; gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset.
ORGON
Hvad ere de da? hvor er Du kommen til dem?
STEPHEN
Herren har godt, som ikke troer paa sligt; derfor faaer han intet at see.
ORGON
Har Du nu havt Syner igien? jeg har jo forbuden Dig, at fortælle mig saadant Tøierie.
STEPHEN
Jeg vil ikke heller, Herre. Philip kom just løbende til, da han hørte mig græde.
ORGON
Hvorfor græd Du?
ORGON
Saae det saa fælt ud?
STEPHEN
Det saae ud, som om Herren skulde være meget syg.
ORGON
Som om jeg skulde være syg; var det da min Gienfærd?
STEPHEN
Ak, gid jeg aldrig havde sat min Fod her i Huuset.
ORGON,
(afsides.)
Jeg begynder at ryste over min hele Krop. (høit.) Men hvem giver Dig Tilladelse at fortælle saadant? hvorfor holder Du ikke Din Mund, som jeg engang for alle har sagt Dig –
STEPHEN
Herren spørger mig jo selv ud?
ORGON
Saa kan Du jo lade være at svare mig; men hør, fik Du disse Penge til mig?
STEPHEN
Det maae jeg ikke svare paa.
STEPHEN
Men Herren maae ikke blive bange.
ORGON
Er det saa forfærdeligt, saa tie heller stille; dog, jeg bliver jo ikke mere bange, end jeg er. Fortæl.
STEPHEN
Jeg stod nede i Brændeskuret, og da jeg skal til at gaae, seer jeg Herren staae for mig ganske bleeg og afmægtig, som om han var halv død. Jeg vilde just spurgt, hvad der skadede ham, da han leverede mig denne Pakke, og sagde med en veemodig Stemme; jeg kan ikke bare mig for Graad; »sørg for, disse Penge blive uddeelte til min trængende Næste, paa min Begravelsesdag, for« og disse Ord brølte han ud, som en der raaber Mord; »for, sagde han, jeg døer.«
(Stephen brøler ud de to sidste Ord, og naar Philip kommer ind, giver først han, og siden Orgon et Skrig.)
Philip, Orgon, Stephen.
PHILIP
Hvad? ere I bange for saadan Bagatel, som mig?
STEPHEN
Det er Philip.
ORGON
Det er Philip.
PHILIP
Men siig mig, hvor kan I blive bange for levende Mennesker?
STEPHEN
Vi har faaet saadan Skræk over os; den, som leverede mig Pengene i Brændeskuret, var ikke Herr Orgon.
PHILIP
Det seer jeg; Herr Orgon er ikke saa syg, som Du afmalede den anden; det er jo desbedre.
(imedens Philip og Orgon taler, tager Stephen en Seilgarnstraad om Foden af Bordet.)
ORGON
Han kan aldrig forestille sig, Philip, hvad Skræk jeg har faaet i Blodet.
ORGON
Mener han da ikke, det har noget ondt at betyde? troer han ikke, der har været noget Dievelskab?
PHILIP
Nei vist ikke. Hvad vil De troe Stephen; den Ærtekielling var i Stand til at giøre Dem til lige saa stor Poltrong, som han er selv.
STEPHEN
Dersom Monsieur Philip havde seet det, jeg saae, talte han min Troe anderledes.
ORGON
Hold Din Mund, han har Ret; havde ikke Din Fiante nær kyset Livet af mig? men han er kiek, Philip, det maae jeg lide; men hvem mener han ellers det har været?
PHILIP
Det veed jeg just ikke; men Spøgelse har det ikke været, for de, troer jeg ikke, ere til.
ORGON
Han er af mine Folk, jeg troer det heller ikke; men tænk sig om, hvem han ellers kunde troe dertil.
ORGON
Men han er jo en Prakker, og de mange Penge –
PHILIP
Det er sandt, det kan ikke være ham. (grunder lidt.) Nu har jeg fundet det ud; jo, det er til visse et Menneske.
ORGON
Gud skee Lov, det var vel, min kiere Philip. (til Stephen.) Skam Dig, Du kiellingagtige Tosse, med Din Gienfærd og Dine Syner – Nu, min kiere Philip, hvem har det været?
PHILIP
Herrens Naboe er en lystig Fætter, og disse Optøger ere ham lige nok; han har uden Tvivl giort det, for siden at have Løier deraf.
ORGON
Min Naboe; vi har jo været Uvenner i mange Aar.
PHILIP
Saa har han giort det af Ondskab.
PHILIP
Ja, det er sandt. Det kan ikke heller være ham – Men De giør virkelig ilde baade mod Dem og mig, Herre, deri, at De undersøger Sagen saa nøie; det giør Dem mere uroelig, og jeg begynder selv at blive ilde til Mode. Jeg sætter, at det ikke havde været et Menneske, saa kan det i det høieste ikke have været uden en Dragdukke, og den – –
(Stephen, som er gaaet et Stykke hen i Stuen, trækker Bordet og skriger.)
ORGON
Aa, aa, bevare os.
PHILIP
Jeg bliver forfærdet. Herr Orgon, forskræk Dem ikke.
ORGON
Hvad var det, Philip? trøst mig, trøst mig.
PHILIP
Gid jeg kunde; jeg kan selv neppe drage min Aande for Angest, det er den første Gang, jeg har seet noget saadant; men hvad er dette?
(Orgon skiuler sit Ansigt, for ikke at see.)
Karen Smeds, de forrige.
(Karen Smeds, som har hvidt Tøi med sig, kommer ind som nogen skiød hende med Magt, og taler med Heftighed.)
I forbandede gamle Knark, I skamløse Menneske; tænker I, jeg er en gemeen Qvinde for jer. Hvor blev han nu af?
ORGON
Frels mig, Philip, hvem er det?
KAREN
Han er her jo ikke?
PHILIP,
(til Orgon.)
Det er en meget skikkelig Syekone, som jeg kiender, vær ikke bange. (til Karen.) Hvad er hendes Ærende, lille Moer?
KAREN
See, er det ham, Monsieur Philip; den gamle Mand, som boer her, var nys nede at kiøbe noget Liigtøi hos mig, og bad mig følge ham hiem dermed; og da jeg kommer til Døren, vilde jeg give ham Æren, at gaae først ind; saa sparker den grove Tølper mig, saa jeg nær havde faldet hovedkulds ind af Døren; endskiønt den gamle 85| Knark saae saa elendig ud, at jeg var bange for, at han ikke skulde hænge sammen til han naaede sit Huus.
(imedens hun taler, trækker Stephen Traaden om Bordfoden igien.)
STEPHEN
Det er min Troe Herrens Gienfærd, som har været hos hende.
ORGON
Aa, jeg ulyksalige Menneske.
PHILIP
Hør, Moer! hun tager feil; det er ikke Hr. Orgon, hun har talt med –
KAREN
Jo min Troe var det ham; jeg kiender jo Ansigtet igien, endskiønt det er bleven hesligen forandret.
PHILIP
Troe hun paa mine Ord; det har været en Spitzbube.
ORGON
Aa, skield ham ikke, Philip.
KAREN
Jeg vil da giøre det paa hans Ord. Far vel.
PHILIP
God Nat, sov vel.
(hun gaaer.)
Orgon, Philip, Stephen.
ORGON
Ak! jeg elendige Menneske; der er ingen Redning for mig nu.
STEPHEN
Desværre, nu seer han, hvad han ikke vilde troe.
ORGON
Saa er han ogsaa et vantroe Beest. Det er jo formasteligt, at ville nægte, hvad man seer for Øinene. Det forværrer kun Sagen, og – –
(Stephen trækker.)
ALLE TRE
Aa, aa, aa –
ORGON
Nu er det klart; jeg er forloren, jeg er dræbt; ak Himmel, hvilken Pine.
PHILIP
Ak, nu tvivler jeg ikke mere.
STEPHEN,
(afsides.)
Den Stakkels Herre, nu giør det mig ondt, at vi have bragt ham i den Tilstand; jeg er færdig at græde over ham.
Jesper Oldfux, de forrige.
(Han har Haarene i Hovedet fremtrakt, og kommer ind som om en trak ham hastigen frem.)
Slip mig, au, au, slip mig; gid I faae en Ulykke, jeg skal prygle jer død, I gamle Beenrad; hvor er han?
PHILIP
Hvad vil han, min kiere Mand?
OLDFUX
Jeg skulde tage Maal af en Liigkiste til den forvorpne Skabhals, her boer; og da jeg er kommen i Forstuen med ham, og venter paa, at han skal gaae først ind, trækker han mig ind efter Haarene, saa jeg tænkte, han havde trukket Hovedet af mig. Han seer ud, som han vilde døe paa Stedet; men gid han faae Last og Skam, saa sandt som han har Kræfter.
STEPHEN,
(giør Miner til Oldfux at gaae.)
I gaar Feil, Falille; det er ikke her. (afsides.) Den Stakkels Herre.
PHILIP
Nei, det er ikke her, for Herren har ikke været ude.
OLDFUX
Da fulgte han mig jo langt ind i Stuen? saa maae det have været en Spitzbube. Jeg maae ud at søge ham.
(han gaaer.)
Orgon, Philip, Stephen.
ORGON
Kommer, kiere Børn, bringer mig i min Seng. Aa, jeg elendige Menneske. Jeg føler alt, jeg bliver syg; jeg har en hidsig Feber, jeg lever ingen Time. Ak! jeg arme Mand –
STEPHEN,
(grædende afsides.)
Den forbandede Philip; jeg troer, jeg aabenbarer alle Ting.
ORGON
Der nytter ingen Trøst. Jeg ulyksalige Mand, jeg er død i Øieblikket. Hielp mig ind i mit Kammer.
STEPHEN,
(afsides.)
Den forbandede Philip er Aarsag i alt –
(De gaae, og Philip tager Pengene, som ligge paa Bordet.)
Ende paa fierde Optog.
