91|Femte Optog

ORGON

Men det falder mig næsten utroeligt, Stephen, at der kan ligge saa megen Ondskab i noget Menneske. Den Philip og den Erast maae være de største NSpitzbuber i Verden. Men Nhvor er det mueligt, at hans Herre, som Du siger, skulde leveret ham alle de Penge? han har jo ingen selv.

STEPHEN

Ja, det veed jeg Nmin Troe ikke; men Nsaa sagde Philip mig.

ORGON

Men siig Du mig, Stephen, Nhvor kunde Du have det Hierte i Dit Liv, at sammenrotte Dig med den Skielm, for at pine Sielen af Livet paa mig?

STEPHEN

Jeg beder om Forladelse derfor, Herre; og Herren har jo lovet mig, at han vilde tilgive mig 92| alt; det er jo ogsaa allene af Kierlighed til Herren, at jeg har aabenbaret alle Ting; mit Hierte blødte i mit Liv tilsidst, ellers kunde jeg jo tiet stille.

ORGON

Jeg har lovet Dig, at Du skal blive frie, og jeg vil holde mit Løfte; men paa de Vilkaar, at Du Nholder gode Miner lige saa længe som jeg. Jeg vil have den Fornøielse, at Nsætte disse Spitzbuber i Bestyrtelse midt i deres bedste Leeg. Men fortæl mig, hvad skulde der videre foretages?

STEPHEN

Først skulde jeg kyse Herren ind i Kammeret, og raade ham til at gaae ind i Stuen igien, under Paaskud, at der var nu alting stille; og naar Herren var kommen derind, saa skulde Karen Smeds agere NSalig Fruens Gienfærd, og sige Herren, at han ikke maatte tvinge Frøkenen til at gifte sig, uden med den, hun vilde have –

ORGON

Hvilken taabelig NOpfindelse! det havde jeg snart Nkommet efter; tænkte de NDosmere, at narre mig med saadant Ndumt Tøi? giør Du imidlertid, som jeg har sagt – Har Du hentet Vagten?

93|STEPHEN

Ja. den vil snart være her, og Døren og Porten er tillukt, som Herren befalte; men jeg hører nogen.

ORGON

Lad os gaae ind.

PHILIP

Dragten har jeg Nintet at sige paa, en Grevinde kunde ikke skamme sig ved at gaa igien i de Klæder; men Declamationen kunde forbedres; hendes Stemme er for levende; den maae være mere huul og sagte. Forsøg endnu engang.

KAREN

Ja nok: »Orgon, døe med en god Samvittighed, Nfuldbyrd det Løfte, Du gav Din døende Leonore« –

94|PHILIP

Ja, Nret saa. Det mangler nu kun, at Talen skulde være paa Vers; men jeg haaber, den gamle NGiek tager til Takke med hvad Huuset formaaer. Nu vil jeg give Stephen Signal, at han trækker ham ind; (han hoster) og naar den Gamle Nvel har sat sig, saa sniger hun sig strax bag ved mig. Gaae til Side saa længe.

PHILIP

Ærværdige gamle Mand, hvordan gaaer det Dem nu? NI hvor forskrækket jeg er, saa føler jeg Deres Angest mere end min egen. Det Nskier mig i mit Hierte for Dem.

ORGON,

(sagte.)

Den Spitzbube. (høit.) Jeg kan ikke tale for Angest.

95|PHILIP

En Mand, af Deres Fortienester, en fornuftig Mand, (Karen sniger sig bag ved Philip.) en ærlig Mand, som har slet intet at bebreide sig i Verden; hvilket ædelt Hierte maae ikke lide ved at see ham lide! Au, au!

(Han springer til Side, og Karen staaer for Orgon, som tillige med Stephen Nforestiller sig forbauset.)

KAREN

Orgon, døe med en god Samvittighed, fuldbyrd Dit Løfte, Du gav den døende Leonore.

(Philip springer Nfor ved hende, og hun giør sig liden, for at komme bort, uden at sees; men Orgon tager hende fat.)

ORGON

Bie en lille Smule, Karen Smeds; jeg maae fuldbyrde det Løfte, jeg har giort om at lade Dig Nkagstryge og sætte i NBørnehuuset Nfor Din Livs Tid.

PHILIP

Hvad er dette? vi ere Nom en Hals. (til Stephen) Du Forræder! dette ligner Dig.

96|KAREN

Jeg er ulykkelig.

(hun græder.)

PHILIP

Græd ikke. Lad os ikke Ntage Tingene paa en alvorlig Fod.

ORGON,

(til Philip.)

Du Ærkespitzbube, Du skal hænges –

PHILIP

Hænges? Man hænger dog vel ikke Folk, fordi de spøger?

ORGON

Men fordi de stiæler og giør Spitzbubestræger.

PHILIP

Jeg har intet stiaalet, og for Resten burde De takke mig; for jeg bliver Aarsag til, at De ikke mere skal forskrækkes ved Nden Skielms Optøger. (peger paa Stephen.) Han er allene Skyld i dette; han har forført mig, og fortalt, hvorledes han tit har narret Dem.

97|STEPHEN

Herren har alt Nforladt mig alle Ting.

ORGON

Aa ja; men ikke førend Du er hængt.

STEPHEN

Aa, naadige Herre, jeg beder, straf mig ikke saa haardt.

KAREN

Forlad mig denne Gang; jeg skal aldrig komme tiere igien.

ORGON

Ja Snak har vi nok af.

PHILIP

Følg denne eene Gang mine Raad, Herre! giv os hver et Par Ørefigen, eller flere, om De synes, og lad os saa løbe. De har jo selv Skam deraf, dersom De rører saa meget derved, at det giør Opsigt.

ORGON

Tak for den Omsorg, han bær for min Ære; hans Raad er meget Nsunde, men desuagtet Nvil jeg 98| nok lade ham hænge. (til Stephen.) Er NVagten hentet, Du Skielm?

STEPHEN

Ja! desværre.

PHILIP

Vagten? Har De hentet Vagt? (falder paa Knæe, og de andre med ham.) Forlad mig, Herr Orgon; jeg skal altid søge at fremme Deres Beste herefter.

KAREN

For Himmelens Skyld, Herr Orgon! allerkiereste Herr Orgon! giør mig ikke ulykkelig –

STEPHEN

Naadige velbaarne Herre! jeg Ngræder mine modige Taare.

ORGON

Det er en sand Fornøielse, at see de Skielmer ydmygede ligge for mine Fødder; men at see jer to hænge, og Dig kagstryges, det vil endnu være en større.

99|STEPHEN

Det har jeg for mit gode Hierte; jeg kunde ogsaa tiet stille.

PHILIP

Jeg seer ingen Redning mere. Endnu værre! der er Erast; hvad vil der Nblive af?

ORGON

See, skal jeg have den Ære at treffe Dem her?

ERAST

Det har inderligen glædet mig – –

PHILIP

Tie, Herre; vi er røbede. (peger paa Stephen.) Det Afskum.

100|ERAST

Himmel!

ORGON

Hvorfor lod Du ham ikke tale ud? han havde venteligen mange smukke Ting at sige.

ERAST

Jeg seer ingen Frelse, uden Døden.

ORGON

See, vil han saa hastig døe fra min Datter? men apropos, før NJunkeren døer; saa vær saa artig, at underrette mig, om de 3000 Rdlr., hans Tiener Nhar at spøge med, ere hans eller nogen andens; skulde de ikke Naf en Hendelse være stiaalne?

PHILIP

Nei min Troe er de ikke, jeg har laant – – – jeg har faaet dem paa en ærlig Maade; (sagte.) jeg veed ikke mere, hvad jeg skal sige.

ERAST

Hvad hører jeg? Du Ulyksalige!

PHILIP

Herren veed jo ikke Sammenhængen.

101|ORGON,

(spodsk.)

Nei, jeg maae holde med Philip, han Ndulgte det saa længe, det kunde dølges. See, der har vi Nsaa men Frøkenen.

ERAST

Himmel! hvad seer jeg.

ORGON

Spøgelserne Nslog ikke an, min Datter.

ERAST

Deiligste Julie! det er ude med mig.

JULIE

Hvordan, Erast! –

ERAST

Min Tiener, den Forræder – – jeg kan ikke tale –

102|ORGON

Lad mig fortælle hende. Hans Tiener har, for at tiene ham, stiaalet nogle tusinde Rigsdaler; men det forstaaer sig, uden sin Herres Vidende, leg vel Merke dertil: uden sin Herres Vidende, hvad andet?

JULIE

Min Fader! De dræber mig. NTroe ham ikke lastværdig.

ORGON

Ih! langt fra. Det er Dyden selv. Naar han nu med de andre dydige Siele, Nder staae, kommer i NStokhuuset, saa kan hun der holde Bryllup med ham, om hun saa synes; jeg vil ikke tvinge hende, jeg har lovet hendes Salig – –

JULIE,

(bestyrtet.)

Min Fader! hvordan taler De? Erast, tael dog.

ERAST

Hvordan skulde jeg kunde tale til mit Forsvar i denne afskyelige NForfatning? men jeg vil hente den afdøde Leonards Fætter; Dorante kien103|der De jo for en retskaffen og ærlig Mand. Hans Vidnesbyrd skal retfærdiggiøre mig.

ORGON

Ja, jeg forstaaer Dem; De holder det ikke Nraadeligt, at blive her længer. Jeg frygter, det vil blive for Nsildig, at Nfaae Pas i Aften. Jeg beder, at hilse gode Venner i Skaane.

ORGON

Han Nfaaer min Troe Kierligheden at finde paa denne kolde Aarsens Tid, og kanskee han er uden Penge oven i Kiøbet. Er det ikke rigtig NSynd i ham, lille Frøken? Hvad siger den lille Siel?

JULIE

Min Fader! Deres Forhaanelse dræbe mig; jeg staaer det ikke ud, at blive her længer.

(hun gaaer.)

ORGON

Adieu, min dydige Datter!

BODEN

Magen til slig Uhøflighed har jeg aldrig været udsat for; lade mig sidde Nsaadan Tid allene –

ORGON

Der kommer uden Tvivl nok en Spøgelse-Doctor –

BODEN

Med Tilladelse; hvor er Herr Orgon?

ORGON

Det er mig.

BODEN

De Herr Orgon?

ORGON,

(sagte.)

Ret saa, det er rigtig nok. (høit.) Ja jeg forekommer ham ventelig ikke bleeg nok; ja jeg veed Beskeed. (til Philip.) Er det ikke Snedkeren?

PHILIP

Jo vist.

ORGON

Da jeg bestilte Liigkisten, kunde jeg neppe hænge sammen; ikke sandt?

105|BODEN

De sætter mig i Forvirring; hvad er det, De siger?

PHILIP,

(til Orgon.)

De faaer ham aldrig til at bekiende; han er alt for Ngiennemdreven. (sagte til Karen) Siig ham, at Orgon er gal.

ORGON,

(til Boden.)

Hvad koster Liigkisten, Mester?

BODEN

Hvad vil dette sige?

KAREN,

(til Boden.)

Han er gal, det seer De vel.

ORGON,

(til Philip.)

Hvad hedder han?

PHILIP

Jesper Oldfux –

ORGON,

(sagte.)

Jeg skal dog have Løier af ham. (høit.) Hør, Landsmand; Du troer vel ikke, jeg veed Dit Navn?

BODEN

Det kan nok være.

ORGON

See nu paa mig, og Nskift ikke Farve. J-E-S. jes. P-E-R. Jesper Oldfux; troer Du nu, jeg kiender Dig? ha, ha, ha.

BODEN

Det er en Npudseerlig Galskab, ha, ha, ha.

106|ORGON

Lee Du kun; den leer best, som leer sidst, Du Spitzbube.

BODEN,

(til Stephen.)

Hvor er Orgon? kan jeg ikke faae ham i Tale.

STEPHEN

I taler jo med ham; det er ham.

BODEN

Det er jo en gal Mand?

ORGON

Plager den onde Dig? hvem har sagt, at jeg var gal?

BODEN

Den Pige, Nder staaer; men hvem har sagt Dig, Kammerat, at jeg hedder Jesper Oldfux?

ORGON

Det har den Skielm, der staaer.

(peger paa Philip.)

BODEN

Har han givet mig det Navn, min Ven?

(han seer ham, og studser.)

ORGON,

(til Karen.)

Siger Du, at jeg er gal? –

BODEN

Jeg falder i Forundring; jeg finder her en Skielm, som vilde Nluuret mig de 5000 Rdlr. fra i Eftermiddag, som jeg siden har betalt Herr Orgon.

107|ORGON

Hvad hedder I da?

BODEN

Von Boden.

ORGON

Jeg har jo ingen Penge faaet.

BODEN

Det veed jeg nok; Orgon har faaet dem.

ORGON

Jeg er Orgon, i Dievels Skind og Been; og hvor er Pengene?

PHILIP

(falder paa Knæe for Boden.)

Jeg seer, der er intet andet for; jeg vil tilstaae alle Ting. Den Orgon, De leverede Pengene til, var mig.

ORGON

Nu, Du Ner Galgen ærlig værd; hvor er Pengene?

PHILIP

Jeg har de fleste –

BODEN

Og Resten?

ORGON

Dem har Nventelig hans Herre faaet; de ere uden Tvivl lige deelagtige –

PHILIP

Nei; jeg vil døe paa, at min Herre aldrig 108| har vidst det mindste deraf, endskiønt jeg intet har giort, uden for at tiene ham.

BODEN

Hvem er hans Herre?

ORGON

En lille NStratenjunker, som paa en Nskielmsk Maade, ved Hielp af disse Nsmukke Folk, vilde i Dag have skildt Dem ved Deres Brud. (til Stephen.) Siig Pernille, at Frøkenen strax skal komme her ind.

ORGON

(til Boden.)

Jeg turde ikke vel vove, at arrestere ham, og han tager ventelig, saasnart mueligt er, Turen til Sverrig; men Vagten venter uden for paa disse kiere Venner, og jeg opsætter deres NHeftelse, for at lade denne brave Karl, som saa Ntroeligen har arbeidet for sin Herres Kierlighed, nyde den NHusvalelse, at see hans Frøken Brud give Dem sin Haand.

BODEN

Men troer De ogsaa, Herr Orgon, at Deres Frøken Datter – –

ORGON

Der har vi Mademoisellen.

ORGON

See der er Din tilkommende Mand, Julie, om Du ellers kan overtale ham til at blive det; hvis ikke, giør jeg Dig arveløs, og lader Dig indsperre. Dem fortænker jeg slet ikke, Herr von BodenA, om De Nforskyder hende, efterat hun har kunnet Nfatte Godhed for en Landstryger. Jeg ønsker allene Sagen jo før jo hellere afgiort; lige meget, paa hvad Maade.

JULIE

Himmel! hvor min Siel lider!

STEPHEN

Den stakkels Frøken! o, jeg er en Skurk!

BODEN

De Nforlader mig, Herr Orgon, at jeg ikke troer, Deres Frøken Datter fortiener saa haard Behandling; det Rygte, som har saa langt fra været overdrevet i Henseende til hendes Deilighed, kan ikke være opdigtet i Henseende til hendes Dyd og Forstand; og den Mandsperson, som har havt den Lykke, at behage hende – De tillader mig at sige Dem, jeg er forvisset om, at han maae besidde gode Egenskaber.

JULIE

Deres Ædelmodighed, min Herre, presser 110| NTaare af mine Øine. De taler om Erast, som om De kiendte ham. Gid De kiendte ham! Himmel! der er han.

ERAST

Min Ulykke vil, at jeg ingen Steds skal finde Dorante.

ORGON

(staaer saa, at Erast ikke kan sees af Boden.)

See! jeg vidste nok, det var for sildig at faae Pas. De kommer just til rette Tid, for at see et Optrin, som vil være Dem overmaade behageligt; Deres høitelskede Julie staaer just i Begreb med at give denne gode Herre sin Haand.

ERAST,

(gaaer frem til Boden.)

Jeg Nbesværger Dem, min Herre – (paa Knæe.) Himmel! min Fader!

BODEN

Hvad seer jeg, min Søn!

JULIE

Erast, Deres Søn?

ORGON

NHvad er dette? De har jo ingen Børn.

BODEN

Jeg troede ham død; Njeg føler mig knap for Glæde; han er saa lykkelig, at være elsket af De111|res Datter; tillad, at han bliver Deres Svigersøn, paa samme Vilkaar, som jeg skulde været det.

ORGON

Det kommer an paa Dem, om De vil Noverlade hende.

BODEN

Min Søn, omfavn Din Brud, omfavn Din Fader; jeg Nzittrer af Fryd. (til Julie.) Man havde sagt mig, at De havde ingen givet Deres Hierte; jeg vidste, hvor dyrebart det var, og vovede at ønske mig det. Forlad min Ubetænksomhed, og tag imod, at blive min Datter.

JULIE

Mit Hierte er alt for Nbetagen; jeg kan ikke udtrykke al min Glæde og NErkiendtlighed.

ERAST

Det smerter mig, at min Fader finder mig igien paa en Dag, da man med Skin af nogen Rimelighed, tør mistænke min Ærekierhed.

BODEN

Naar Julie elsker Dig, min Søn, saa kan Du ikke mistænkes for Nedrighed.

PHILIP

Jeg er min Troe heller ikke saa lastværdig, som Formodningerne ere store imod mig; min NNidkierhed for min Herres Beste – –

ERAST

Havde nær kostet min Ære –

112|BODEN

Men han tænkte, at giøre Dig vel; jeg undskylder ham.

ORGON

Men jeg undskylder ham ikke, og jeg har Vagten uden for, som –

BODEN

I Dag maae ingen være bedrøvet; hvad der Nfattes i Pengene, skal jeg erstatte Dem, og mere, om De forlanger. Lad al NFortred, al Vrede være glemt. Lad os gaae ind, og fornøie os sammen.

ORGON,

(sagte.)

Jeg troer, der vil blive noget at Nvinde ved ham. (høit.) For Deres Skyld skal jeg Nskikke Vagten tilbage, og saa kan I gaae jer Vei, I NBagbeester.

PHILIP

Jeg holder saa meget af den NHerremand, at jeg ikke gider krævet ham de Penge, han lovede at betale mig oven i Kiøbet, naar jeg kunde narre ham.