Indledning

Det vægtigste bidrag til udforskningen af Johan Herman Wessels forfatterskab i nyere tid er Henrik Anderssons artikel til Arkiv for Dansk Litteratur, som blev påbegyndt i nullerne. Forfatterportrættet eller forfatterskabsportrættet, som det hed i forbindelse med lanceringen, kommer godt omkring og omfatter Wessels biografi, noget om centrale genrer og temaer i forfatterskabet, noget om modtagelsen i samtiden og den senere reception og endelig en bibliografi. Henrik Andersson (1959-2017) døde for tidligt, og det er i anerkendelse af portrættets duelighed, at afsnittet om Lykken bedre end Forstanden her bringes i sin kortfattede helhed. Hele portrættet kan stadig læses på Arkiv for Dansk Litteratur.

Efter Kierlighed uden Strømpers velfortjente succes nærede det københavnske publikum store forventninger til Wessels næste dramatiske udspil. Lykken bedre end Forstanden udkom i 1776. Komedien, som Wessel selv kaldte et lystspil - sikkert i bevidst kontrast til 'sørgespillet' Kierlighed uden Strømper - er i fem akter. Den er i vidt omfang skåret over den klassicistiske intrigekomedies læst m.h.t. komposition, motivbehandling og persongalleri.

Det grundlæggende tema er velkendt: To unge elskende kan ikke få hinanden, fordi pigen af faderen er lovet bort til en rival, der er meget ældre. De unge elskende får hjælp af en tjener, som arrangerer en intrige, der skal sætte faderen og rivalen ud af spillet og forene de to, der rettelig skal have hinanden.

De unge elskende hedder Erast og Julie. Den første er en falleret studerende, der er kommet i pengeforlegenhed, efter at hans rige far har slået hånden af ham som reaktion på sønnens bøn om midler til at fortsætte studierne ved universitetet i Göttingen. Den anden er en 17-årig dejlighed, der er steddatter af Orgon, hos hvem Erast er indlogeret. På de elskendes side står Erasts temmelig anløbne tjener Philip, der med den umanerligt tåbelige gårdskarl Stephen og de notoriske fupmagere Jesper Oldfux og Karen Smeds som redskaber skal eliminere modparterne, Julies gerrige og overtroiske stedfader Orgon og den 50 år gamle, rige rival von Boden, hvem Orgon har lovet Julies hånd. Med manipulationer som smuglytning, forstillelse og forklædning - siden antikken effektive redskaber for intrigemagere - er Philip lige ved at få gennemført sit forehavende, men så indtræffer omslaget: Stephen får ondt af sin husbond, Orgon, og røber Philips planer. Hermed vendes magtforholdet mellem de modstillede personkonstellationer på hovedet, og det ser en overgang ud til, at de forkerte skal vinde. Da opdager Erast, at von Boden er hans far, og komedien ender med fryd og forsoning.

Alene personernes navne afspejler et univers, der er halvt Holberg, halvt Molière, og teknikken med at lade en entreprenant tjener afvikle intrigen som en komedie i komedien, er set før - i Holbergs Den Stundesløse. Stykket er dog ikke blot intrigekomedie, men har også træk af karakterkomedien - Orgon er den personificerede gerrighed. Som karakter kan han imidlertid ikke aftvinge interesse. Han gennemgår ikke noget, der ligner en udvikling i løbet af stykket. De øvrige personer evner næppe heller at bevæge læseren eller tilskueren. Karen Smeds og Jesper Oldfux er nærmest reduceret til rekvisitter, Stephen er et lidet lattervækkende fjols; han tåler ikke sammenligning med, hvad Holberg fik ud af figuren Arv. Philip er en iskold kyniker med et hjerte af sten. Stykket anslår i ekspositionen et spændende motiv: konflikten mellem en forkælet søn og hans rige far. Men dette motiv bliver ikke spillet dramatisk igennem, hvad der kommer som en skuffelse i betragtning af, at Wessel bruger megen tid på at lade Erast redegøre for årsagen til uoverensstemmelsen med faderen - så megen, at han med metapoetisk selvironi lader Philip kommentere: "Denne Fortælling falder mig saa kiedsommelig, som den første Act af en Comoedie". Wessel magter ikke at overholde handlingens enhed så virtuost som i Kierlighed uden Strømper.

Lykken bedre end Forstanden har dog også kvaliteter. Julie lyser op med sin lidenskab og sproglige udtrykskraft. Der er glød i hendes replikker, når hun tolker sin kærlighed til Erast og sin afsky for enhver anden bejler og bebrejder Orgon, at han bryder det løfte, han gav moderen om, at hendes datter skulle have lov til at følge sit hjerte ved et fremtidigt giftermål. Intrigen er ganske godt udtænkt fra Wessels side. Ganske vist virker det kompositorisk uhensigtsmæssigt, at Wessel med Stephens forræderi hugger knuden over, snarere end at løse den op, men scenen (5. akt, 7. optrin), hvor Orgon mister overblikket over, hvem der spiller en rolle i konspirationen, og hvem der er sig selv, er faktisk morsom.

Man kan opfatte Lykken bedre end Forstanden som et eksperiment fra en stil- og genrebevidst forfatter. Stykket er en hybrid mellem to genrer: På den ene side en traditionel klassicistisk karakter- og situationskomedie a la Molière og Holberg og et borgerligt lystspil med sentimental happy ending a la Lessing og Charlotte Dorothea Biehl på den anden. Da stykket både savner den førstes moralisme og den sidstes følsomhed, får resultatet et strejf af misantropi, som hverken stimulerer hjernen eller varmer hjertet.

Henrik Anderssons omtale af Lykken bedre end Forstanden slutter her. Hans karakteristik af stykket som en hybrid af to genrer i strid med hinanden mod slutningen af 1700-tallet er lanceret af Liv Bliksrud i 1999 (Den smilende makten. Norske Selskab i København og Johan Herman Wessel) og fortjener omtale her. På den ene side den klassicistiske komedie, på den anden det borgerlige lystspil.

Stykket blev modtaget som en mislykket komedie i den holbergske tradition og taget af plakaten efter blot fire opførelser. Holbergs komedier til Den danske Skueplads i 1720’erne er klassicistiske og trækker på både den romerske og (mere nærliggende) den franske komedieopfattelse via Molière. Det gælder, hvad enten vægten lægges på intrige eller karakter. Samtidens opfattelse af Wessels gæld til denne tidlige tradition er opsummeret af Paul V. Rubow:

De forventninger man herefter [efter Kierlighed uden Strømper og den supplerende epilog fra 1774] stillede til Johan Herman Wessel som dramatisk forfatter blev ikke opfyldte. Hans velkomponerede lystspil Lykken bedre end Forstanden, 1776, består nærmest af reminiscenser efter Holberg og de franske mestre (Dansk Biografisk Leksikon, 3. udg.). 

Der var to samtidige tilkendegivelser, Jacob Badens i Nye kritisk Journal, nr. 17-18, s. 143-144 og en unavngiven anmeldelse af Gyldendals satsning på samtidsdramatikken med første bind af Nye Originale Skuespil, hvori Lykken bedre end Forstanden indgik, i Kritisk Tilskuer over Indenlandsk og Udenlandsk Literatur (Den kritiske Tilskuer) nr. 36-37, 1776, s. 288-289. Der er mere om udgivelsen i Tekstredegørelsen.

Jacob Baden anerkender fuldt ud Wessels veludviklede sans for “det Lav-Comiske”, som han også havde gjort gældende i sin dramatiske debut, men det nye stykkes sørgelige skæbne overrasker ikke Baden, når man tager bestik af den gennemgående lavkomiske tendens i, som han ironisk siger, “et udvalgt Selskab af Skielmer og Spidsbuber”, altså bedragere og charlataner. Baden kan ikke fortænke “skikkelige Folk, at de ikke kunne holde ud i saadant et Selskab 2 til 3 Timer”. Hvad han savner, er, at Wessel “ved een og anden ædel Contrast havde sørget for den bedre Deel af hans Tilskueres Fornøielse”. De centrale fupmagere, Philip, Stephen og Oldfux fylder ganske enkelt for meget; man ler, og det havde været rigtig morsomt: “naar man ikke havde leet deraf saa ofte tilforn hos andre Comoedie Forfattere, der næsten have udtømmet denne Topik”.

I anmeldelsen i Den kritiske Tilskuer falder sammenligningen med Kierlighed uden Strømper også ud til den førstes fordel; Lykken bedre end Forstanden har “færre Fortienester”. Intrigen er sat i værk for at tilgodese de to forelskede unge mennesker Erasts og Julies forening. Tjeneren Philip står i spidsen, og han instruerer sine medkumpaner, så alting tegner egentlig lyst, men ­

Orgons Stephen aabenbarer alting af Medynk for sin Herre, da han saae ham halv død af Frygt. Herremanden [von Boden] kommer paa samme Tid ind, og opdager Bedrageriet med Pengene. Erast er ude af sig selv af Fortvivlelse over, at man har ham mistænkt for at have Deel i Bedrageriet men midt i alt dette finder han sin Fader i den gamle Herremand, som afstaaer Orgons Datter til ham, og alting bliver imod Formodning got igien.

Ganske vist er Lykken bedre end Forstanden det eneste stykke originaldramatik på dansk siden Wessels debut, der fortjener at læses, men alligevel “havde man dog Aarsag til at vente noget langt fortreffeligere”. For “Stykket er fuld af Intriguer, men de fattes det Comiske”, og “Personerne (…) ere de samme som i et hver andet Skuespil”. Det meste er set før, en del hos Holberg.

Det er på baggrund af denne samtidskritik, at Livs Bliksrud overvejer spørgsmålet om, hvorfor ikke Wessel med sit udpræget komiske talent og professionelle forhold til teatret ikke havde succes som komedieforfatter i 1776. Var Wessel i dårlig form? Det afvises med gode argumenter. Centralt står i den forbindelse den nævnte opfattelse af stykket som en hybrid af klassisk komedie og borgerligt lystspil. Bliksrud noterer sig en række forhold, der gør Lykken bedre end Forstanden til en klassisk komedie: Typegalleriet er struktureret over modsatrettede interesser, der bruges intrige med forklædning, forstillelse og aflytning i smug, og slutningen er til overflod lykkelig. I strukturen, i det ydre er Lykken bedre end Forstanden en komedie. På den anden side er der indikationer på, at en nyere genres formtræk indgår. I Wessels komedie bryder intrigen, der har karakter af et spil i spillet, som skal forene de rette elskende, de facto sammen, så den nærige far og den gamle rival ser ud til at gå sejrende ud af stykket. Men til sidst genkender far og søn hinanden:

Den lykkelige utgangen skyldes ikke her at knuten løses, men hugges over, og den som sørger for det er den opprinnelige motstanderen, von Boden. At det er den fryktede rival som gjenninnsetter den tapte orden, er et brudd med komediens konvensjoner. Det er det også når stykkets hovedmotstander, den grumme og gjerrige fader Orgon, viser seg å være en talsmann for fornuften (s. 230).

Det er i denne type afvigelser fra de typiske komedietræk, at Bliksrud ser tilstedeværelsen af en rivaliserende genretræk fra “den moderne, borgerlige og sentimentale litteratur” (s. 231). Tilgivelse, tårer og ømhed spiller hovedrollen i det afsluttende optrin, hvor den fortabte søn forenes med sin stenrige far, der muliggør kærlighedsægteskabet. Således får Erast mere end han fortjener, og den sentimentale følelse sejrer over den klassiske fornuft. For Wessel og for digterne i Norske Selskab var sentimentalismen tysk, hvad Bliksrud ser bekræftet i von Bodens afvigende tyske navn og i hans bævende og henførte diktion, i Erasts hjemkomst fra det “romantiske” universitet Göttingen og i Julies bestandige henvisning til hjertet.

Men i sidste ende sejrer den nye “tyske” følsomhed dog ikke, for også den rammes af parodi. Dydens modstandere, Orgon og Philip, gør sig i sidste scene klar til et indbringende anslag mod den følsomme herremand. Der er tilsyneladende ingen ende på parodien. Bliksrud kalder Wessels komedie “parodierende i sin grunnholdning, fra begynnelse til slutt” (s. 233), og ser det bekræftet i tilstedeværelsen af en række metakommentarer, hvor de agerende forholder sig til deres egen status som fiktive karakterer i et skuespil. Alt i alt får det Bliksrud til at konkludere således:

De erfaringer som formidles i Lykken bedre end Forstanden er litterære erfaringer. Wessel stiller her, som i tragedieparodien, litteraturen og språket under debatt. Han finner intet ståsted og forkaster både den klassiske komediens rettferdige og ordnede verden og den sentimentale komedies dydsverden. Resultatet blir en en “parakomisk” komedie, som med sin komikk i en slags annen potens virker genreoppløsende og anmassende" (s. 233-234).