Gustav Wieds Fædrene æde druer fra 1908 handler om en adelslægts nedgang, og den slutter sig til forfatterens første roman Slægten fra 1898. Den skildrer arvelighedens forbandelse, adelig degeneration og depravering modstillet “sund” rå drift og selvisk udfoldelse uden medmenneskelighed. Personerne tegnes i groteske karikaturer af uhæmmet ondskab og fysisk ækelhed som den tuberkuløse degn, der hoster baciller ud over sine skolebørns smørrebrød for at smitte dem.