I

Du har flere Gange i Vinter slaaet paa, at Du, naar det, i Følge Almanakken, som ingen Djævel længere tror paa, blev Sommer, vilde ud og lufte dit pædagogiske Skelet.

Nu har en forrykt Læge raadet mig til at frekventere Karlsbad. Min Mave har jo længe, ligesom Agerbruget og Fruentimmerne, ikke været som den burde. Du véd, jeg har fortalt Dig, at den – naa, Du ynder ikke Detailler, men, kortsagt, Livet er haardt!

Naturligvis anser jeg en Karlsbaderkur for Humbug. Men da ogsaa jeg føler Trang til i nogen Tid at se andre Dyr og Mennesker, rejser jeg.

Vil Du med?

Jeg paatager mig herved med Navns Underskrift at bringe dine sentimentale Knogler tilbage til Gammelkøbing.

Levende eller døde!

Og skulde Du for Øjeblikket ikke sidde inde med den fornødne Driftskapital, skønt Gud og 4| Hvermand véd, at Du er en af Gammelkøbings værste Pugere, er jeg villig til at forstrække Dig.

Dog inden for visse Grænser!

Jeg har tænkt mig at ville betale alle Transportomkostningerne, Overvægt, Droske og Sporvogn iberegnet. Men Mad, Drikke, Logi og Kvindegunst maa Du selv bestride.

Som de Gentlemen, vi er, rejser vi selvfølgelig paa første Klasse.

Men det rager jo altsaa ikke Dig!

Vi starter fra Københavns skønne Hovedbanegaard i Dag 14 Dage Morgen 10.10. Ophold i Berlin og Dresden; og derpaa videre fort over Bodenbach til Humbugsstedet.

Vil Du altsaa med?

Svar udbedes pr. omgaaende.

Alt unødvendigt Vrøvl frabedes!

[5]| "Villa Rørholm" ligger ude paa en af de smaa frederiksbergske Sideveje godt gemt i en stor gammel Have med et mudret og slimet Vandhul i Midten.

I Vandhullet gror der i gode Somre foruden Rølliker og Andemad en lille, nydelig Skov paa en tre-fireogtyve lange, blegsotige Rørplanter (heraf vel Villaens Navn), samt fem Aakander og en Svane. Baade Svanen og Aakanderne er af Blik og males hvert Foraar omkring Pinse. Aakanderne er fastgjort med Blomst og Blade paa lange Pinde, som bores ned i "Søens" Bund ... og Svanen svømmer paa en Træbrikke, der ved Hjælp af Sten og Kæder holdes flydende et Par Tommer under Vandskorpen. Det hele ser særdeles pynteligt ud. Og naar man basker kraftigt i Vandet med en Stage, bevæger baade Dyret, Blomsterne og Rørene sig paa en overordentlig livagtig Maade. –

Knagsted havde foreslaaet Husets Ejerinder at anbringe en Diana med hævet Lanse paa Søens ene Bred og paa den anden et mekanisk Raadyr, der kunde trækkes op og springe rundt 6 | og forsvinde ind mellem Ribsbuskene. Og Damerne interesserede sig stærkt for Projektet. – –

Men det var nu virkelig en herlig Have med store, grønne Plæner og vældige Træer og en bred skyggefuld Nøddegang langs Vejen.

Og Huset selv var lunt og hyggeligt: en lang, okkergul, enetages Længe med stor trefags Midterkvist, rødt Tegltag og Slyngroser om de perlefarvede Døre og Vinduer.

I Stuen boede Ejerinderne, to gamle Provstefrøkener Paludan, Caroline og Emmy. Og paa Kvisten boede "Esau" Knagsted, kaldet "Livsens Ondskab".

[7]| Som "Gud og Hvermand" véd, havde Knagsted været Toldkontrollør i Gammelkøbing. Men da gamle Konsul Mørch døde og efterlod ham nogle Penge – mange Penge, sagde man – havde han taget sin Afsked og var draget til den forjættede Stad København. –

Straks han flyttede ind, havde han boet i et Pensionat paa Værnedamsvejen. Men det kunde han ikke holde ud længe, da Pensionatet efter hans Udsagn fornemmeligt var fuldt af "gale Fruentimmer"; og selve Pensionatsfruen gik med Klap for venstre Øje. – Og saa en Dag, han cyklede Morgentur, var han kommen forbi Rørholms Have, og paa Gitterlaagen var der med Frimærkepapir fastgjort en lille Seddel, hvorpaa læstes: Kvist paa 3 Værelser og Pulterkammer m. m. til Leje.

Øjeblikkelig gik han ind. Fandt Behag i Lejligheden og Damerne – særlig fordi den ene var døvstum – og lejede Kvisten paa fem Aar.

Dog var der lige ved at opstaa Vanskeligheder endnu inden Lejemaalet var tilbørlig afsluttet. Thi da Knagsted havde besigtiget de tre 8| Værelser og Pulterkammeret, forlangte han, hvad rimeligt var, at faa at vide, hvad dette m. m. skjulte, der stod nede paa Plakaten. Det vilde Caroline, den talefähige Søster, imidlertid ikke frem med. Hun rødmede, skælvede og gemte Øjnene bort. Og da Emmy, den døvstumme, saa' hendes Utilpashed, stak hun hurtig en Tavle og en Griffel frem for at faa Aarsagen opskrevet. Men næppe havde hun læst Recepten, før hun rødmende og bævende gjorde omkring og for som en lille, susende Vind ned ad Trappen.

– Naa! sagde Knagsted lidt utaalmodig – Hvad bliver det saa til!

Caroline stammede:

– Men min Herre, Di ... Di ... det er jo ... Di kan jo da nok forstaa ...

– Nej, sagde Knagsted – jeg forstaar ikke et Muk! Hvorfor har De sat m. m. paa Plakaten, naar der intet m. m. er!

– Jo-o, der er! Jo, det er der! nikkede Damen. Og pludselig gjorde hun omkring ligesom Søsteren og kilede ned ad Trappen, idet hun i Forbifarten pegede paa en lille Tapetdør for Enden af Gangen og sagde:

– Dér! dér!

Knagsted gik stille hen og aabnede: Det var det nydeligste Kloset med Tagvindue, hvidt Gardin, Luftrør, Silkepapir paa Rulle ... og det hele. 9| Han rystede opgivende paa Hovedet:

– Jeg kunde forstaa det, tænkte han – hvis "det smukke Køn" ikke selv var nødt til at frekventere et saadant Rum. Men nu! ... Hvor Fanden faar de den Affektation fra! Jeg tror, det er de Satans Digtere og deres fjollede Vers, der ødelægger dem.

Han betragtede paa ny Lokaliteten:

– Og saa tilmed dette hér, der er saa ligefrem stemningsfuldt!

[10]| Det var Morgen mellem 8 og 9, Andendagen efter at Livsens saakaldte Ondskab havde afsendt sin Karlsbader-Epistel til Gammelkøbing ... en dejlig Majmorgen med Sol, blaa Himmel, Fuglekvidder og Duft af klæbrige Kastanieknopper.

Knagsted havde drukket sin Morgenkaffe og spist sine to flækkede Hveder. Bakken med Opdækningen havde han stillet ud i Gangvinduet uden for Døren og sad nu dybt inde i en mørk Sofakrog og dampede af sin længste Pibe. – Og over Sofaen paa Væggen bag hans Ryg, hængte tre vellykkede Billeder af hans trende Idealer: Napoleon, Bismarck og Vilhelm Beck ...

Der stod i Værelset en Taage af Tobaksrøg; og han lignede, Rygeren i Sofahjørnet, en Troldmand fra Tusind og een Nat, der sad og bryggede Utuskstreger for, naar de var blevet rigtig godt fortættede, da at aabne Vinduerne og slippe dem ud i Solen, ud i Verden, ud over Menneskene ... "det Rak!"

Og dog saa' Knagsted nu om Dage ganske 11| overordentlig civiliseret ud. Hans strittende Haar og Skæg, som i hans Gammelkøbing-Tid havde forskaffet ham Navnet Esau, var nu studset og velplejet og holdt indenfor de rette kunstneriske Grænser. Om det saa var Totterne i Ørene, saa var de forsvundne. Kun de buskede Øjenbryn og de laadne Hænder og Haandled røbede endnu hans "satyriske" Tilbøjeligheder.

Af Klædedragt lignede han en ret velhavende Kammerraad, eller en svensk-norsk Konsul fra en mindre Provinsby: graabrunt Jakke-Sæt, hvidt Kravetøj uden Manchetter, blaaprikket Humbug og Fjederstøvler. –

Det ringede paa Entréklokken nedenunder. Og lidt efter lød der Trin paa Trappen.

Knagsted rynkede Brynene. Han holdt ikke af at blive forstyrret, medens hans "præparerede", som han kaldte det.

Der blev banket diskret paa Døren.

Knagsted sagde ikke et Ord, men skulede indædt hen mod Laasen, som langsomt drejedes rundt.

Saa bankedes der igen.

– Hvem er det l

Døren gik op, og Overlærer Clausen stod der, lang, mager og smilende i graa Bukser og Diplomatfrakke.

– Hva' Fanden vil DU!

– Godmorgen, kære Ven!

12| – Hva' vil Du hér paa denne Tid! Overlæreren fnøs i Tobaksrøgen:

– Kæreste Ven, at Du ikke lukker et Vindue op! Og det er jo det dejligste Foraarsvejr!

Esau rejste sig langsomt fra sit dunkle Sæde og skred frem gennem Taagen. Og uden at mæle et Ord gik han forbi sin Gæst og ud gennem Døren.

– Maa jeg lukke et Par Vinduer op, Knagsted?

– Ja!

[13]| Clausen stod med Albuerne støttet i Vindueskarmen og saa' ned i Haven. – Den sorte Skødefrakke var gledet til Side og fremviste hans magre Ben i hele deres kantede Længde. Set bagfra mindede han om en af Vornedskabets gamle Træheste, som en human Godsejer for at gøre den mindre frygtindgydende havde ladet iføre et Par graatærnede Benklæder. –

Formiddagssolen hang bagende varm over Træer og Plæner. Nede fra Nøddegangen langs Vejen lød den ensformige Kradsen af en Rive, der regelmæssig førtes frem og tilbage over Gruset. Travle, summende Bier kredsede om Auriklerne og Bellisserne i Plænernes Rabatter. Og borte fra de fjerne Alleer og Gader lød Sporvognsklokkernes dæmpede Ringlen.

Overlæreren sugede den lune fugtige Luft til sig med inderligt Velbehag. Hatten havde han lagt fra sig paa en Stol, og han bøjede Ansigtet opad og lod Solen stege sin Pande, sine Øjenlaag og sine gamle, fint-rødmende Barnekinder ...

Der lød en Pladsken og nogle mærkelige uartikulerede Lyde. Overlæreren aabnede forskræk14|ket Øjnene og saa' til Siden ... Det var den døvstumme Emmy, der stod nede paa "Søens" Bred og daskede i Vandet med en lang Kæp af Form som en Aare. De korte, blegsotige Siv svejede, Bølgerne gik, og Aakanderne og Svanen vuggede yndeligen. – Paa en hvidmalet Bænk sad den talefähige Caroline under en endnu ganske nøgen Syrenbusk; hun saa' drømmende til, medens Søsteren i sin Naturglæde udstødte rørdrumagtige Smaaskrig. –

Knagsted kom tilbage fra sin Udflugt. Der laa en mørk Skygge over hans Pande.

– Det ser nydeligt ud! sagde Overclausen og pegede ned mod Genrebilledet i Haven.

– Fortryllende! ... Du kan vist godt faa Lov til at lege med.

Clausen saa' bekymret paa ham:

– Hvorledes gik det derude?

– Tg?.

– Herregud da osse! ... Men nu skal Du se, det bliver nok bedre, naar Du kommer til Karlsbad!

– Mon?

– Ja naturligvis!

– Hum! ... Ta'er Du saa med? Hvorfor Fanden fik jeg ikke Brev fra Dig i Gaar, som jeg skrev!

– Næi, jeg vilde hellere tale med Dig ...

– Ta'er Du med, spør' jeg?

15| – Jeg synes næsten, at det er for meget, at DU skal betale for mig ogsaa ...

– Saa betal selv; det kan vi sgu nemt komme ud over!

– Næi ... ja-a ... det vil sige ...

Knagsted greb ham i Frakken og forsøgte at ryste ham:

– Ta'er Du med, eller ta'er Du ikke med? Clausens Øjne straalede, og han smilede aandigt:

– Hvor det vilde være dejligt at komrne til Dresden og se Malerisamlingen!

– Du ta'er altsaa med?

Overlæreren stirrede drømmende frem for sig, som saa' han ud over et Hav af Lyksalighed:

– Ja ... ja! nikkede han. – Og Tak, fordi det er mig, Du har tænkt paa!

– Aa jeg be'er. Jeg havde jo ingen andre!

– At tænke sig, hviskede Clausen i poetisk Ekstase og trykkede en Haand mod sit Hjerte – at faa de herlige Kunstværker at se, som man hele sin Ungdom har drømt om!

Kontrolløren greb ham haardt om Armen:

– Clausen ...!

ja ...

– Sover Du?

– Sover ...?

– Ja, jeg mener, kan Du forstaa, hvad jeg siger til Dig?

16| – Forstaa ...? Hvorfor skulde jeg ikke kunne forstaa?

– Naa-aa, Du ser bare saa tykmælks-fjollet ud af Øjnene ! ... Sæt Dig dér paa den Stol!

Clausen satte sig. Knagsted lagde en Haand paa hans Skulder og sagde:

– Jeg vil gi' en kolossal Middag hos Hiller Unter den Linden, hvis Du vil love mig een Ting?

– Og hvad er det?

– Du skal faa Lov at vælge alle Retterne selv; og Du behøver slet ikke at ta' Hensyn til mig!

– Hvad er det, jeg skal love?

– Og Vinen skal Du faa Lov til at vælge; alt, hvad Du holder mest af!

Clausen vred sig; thi han anede noget frygteligt:

– Jamen hvad er det, jeg skal love?

– Du skal paa Ære og Samvittighed forpligte Dig til, naar vi kommer til Dresden, da ikke at gaa ind at se paa Raphaels Madonna!

– Næmen, kære, bedste Ven ... Knagsted rakte Haanden frem:

– Er det et Ord?

–– Næmen nej ... hva' ... hva' skulde man dog saa i Dresden!

Esau lo haanligt:

– Jeg tænkte det sgu nok, jeg tænkte det sgu nok!

17| – Jamen, bedste Ven ...

– Har Du da ikke for længe siden faaet Kvalme af at høre alle Han- og Hunlærerinder bavle op om det Fruentimmer!

– Nej, smilede Clausen henrykt – nej ... nej! Og han lukkede Øjnene og blev borte i Forventningens Ekstase. Knagsted kiggede skummelt ned paa ham:

– Faar hun ondt, gamle Stiftsdame? sagde han saa – Der staar Vand paa Kommoden!

[18]| I "Guldkuren". –

Ved Vinduet ud til Østergade sad Knagsted og Clausen og nød deres Kaffe. Frokosten havde de spist ovre i Kafeens "varme Afdeling" paa den anden Side af Porten. Men Kaffen vilde Esau have her, "da her var flere og mærkeligere Dyr at se paa".

Lokalet var stuvende fuldt, og der var en stadig Gaaen og Kommen gennem de aabenstaaende Fløjdøre ud til Kongens Nytorv.

Men de to Venner havde kun deres Opmærksomhed henvendt, paa et Selskab, som sad omkring et Bord i Buffetlokalet ved Siden af.

Midt i Sofaen bag Bordet tronede i ensom Højhed en overmenneskelig lang Mandsperson. Han var "tophjernet" ligesom visse Idioter og skaldepandet helt op til den øverste Spids af Issen; men deroppe stod ham saa i en Krans omkring Hovedet et ildrødt, strittende Haar ligesom Halskraven paa en ond og lumsk Fugl. I en Klump rundt om ham sad paa seks Stole, seks smaa, tykke, korthalsede og korthaarede Damer, rimeligvis Almuelærerinder. – Alle Kvinderne 19| støttede Albuerne mod Bordpladen og Ansigtet i Hænderne og betragtede med devote Øjne Mandfolket foran sig. Og han ragede frem over den ganske Menighed, sit Hoved hæsligere end alt Folket.

– Han ligner en Aadselgrib! hviskede Knagsted – Hvad? Synes Du ikke?

– Jo-o, smuk er han ikke, nikkede Clausen – Hvem er det?

– Ih, men bevares Menneske, véd Du ikke det! Det er jo Hurtigdigteren Rasmus Vridsløse! ... Han minder om Mordet i Finnerup Lade!

– Han skriver jo da ellers saa nydeligt og morsomt! Clausen slugte Digteren med Øjnene.

– Ja, og meget! sagde Tolderen – Og saa alsidigt! Hvergang en anden Digter har skrevet en Bog, saa leverer han straks Mage til. So ein Ding muss ich auch machen! si'er han; tylder en Skefuld Blæk i Musen, og saa lakserer hun!

– Du er nu for slem, Knagsted! ... Hvad for en af Damerne er mon hans Kone?

– Ingen af dem. Hans Kone er altid hjemme og passer Butikken.

– Har han Butik!?

– Ja-a! Véd Du heller ikke det? Han har et helt Lager af Digterværker; de ligger ordnede paa Hylder; og saa staar Konen og ekspederer. Bladene telefonerer efter Bidrag, og saa 20| har hun syv Ekspresdrenge paa Cykler, som hun sender af Sted rundt i Byen ... Se, nu faar han vist en Idé!

Rasmus Vridsløse havde vinket en Kelner hen til sig. Og et Øjeblik efter blev der serveret ham Papir og Skrivematerialer. De seks Almuelærerinder gjorde forventningsfulde Tegn til hinanden og lukkede derpaa ligesom berusede Øjnene. – Digterens Pen skrattede lynsnart henover Papiret.

– Det er storartet! sagde Overlæreren med tindrende Øjne. – Hvor maa han dog være begavet!

– Kolossalt! nikkede Knagsted – Og hvis der havde været flere Piger, havde han skrevet endnu hurtigere! Han er nemlig, hvad man kalder Kvindedigter. Naar han skal skrive en Roman ... som f. Eks. det vidunderlige Prosadigt "Den gamle Hue" ..., har han hele Huset fuldt af Piger. De sidder i Stuerne, i Vindueskarmene, ned ad Trapperne og paa smaa Taburetter helt ud paa Fortovet ... Og det er allesammen Almuelærerinder!

– Jamen hvor kan det dog være?

– Naa-aa, nu er han vel engang begyndt med dem! Han skal være saa trofast!

– Saa er der jo da noget godt ved ham! nikkede Clausen glad.

– Bevares ja! Han fortæller da i det mindste altid selv i sine Opsatser, hvor "nobel" , "fin" og 21| "god" og "stolt" en Personlighed han er! Og han "forsvarer Smaamandens Sag" og "de stakkels Arbejdere". Og skriver følsomme Noveller om sine Veninders Nyregrus, sin Kones Ligtorne og sine Børns indgroede Negle! ... Men lad os nu gaa!

– Jeg vilde gerne blive her lidt endnu?

– Nej! sagde Knagsted og rejste sig – Bliver jeg her et Minut til, gaar jeg hen og lader mit Vand paa ham! Clausen for skyndsomt op fra Stolen:

– Ih Gud fri os!

Esau var allerede langt ude paa Torvet, før Vennen naaede ham:

– Og lad os saa ta' en Vogn og køre lidt ud ad Strandvejen, sagde han. – Jeg trænger til ren Luft. Den Ka'l derinde repræsenterer for mig al Landsens viderligste Humbug!

Da de sad i Vognen, sagde Overlæreren, der undertiden tænkte dybt:

– Du paastaar jo, Knagsted, at Menneskene er som de er ...

– Det "paastaar" jeg, ja.

– Jamen saa kan Vridsløse jo ikke gøre ved, at han skriver, som han skriver ...

– Nej, det kan han ikke, nej! ... Men saa kan jeg jo heller ikke "gøre ved", at jeg faar Mavevrid af ham. Det er sgu ham, der jager mig til Karlsbad!

[22]| Saa kørte de ud ad Strandvejen. –

Foraarssolen hang varm og straalende over Træer og Huse, og ude paa Sundets blaa Bølger gled Skibe og Baade af Sted ved Damp, Sejl og Aarer.

De fleste Villaer stod endnu tomme med lukkede Skodder. Men rundt i Haverne knoppedes Buskene; og travle Mænd og Kvinder gravede, rev, saaede og plantede. – –

Overlærer Clausen hævede sit Aasyn mod Himlen som en Solsikke i August:

– Her er dejligt! sagde han – Dejligt!

– Dejligt! nikkede Ekstolderen – Og saa lugter her saa velsignet af Gødning og raaddent Tang!

– Jamen det hører jo netop Sommeren til!

– Tjae ...

To Cyklister suste forbi: hvidt Flonel, nøgne haarede Arme og Ben og Ansigter og Halse som Hummer i Majonæse.

– Det er en hæslig Race Mennesker! sagde Knagsted – De kører Sjælen ud af Livet paa sig 23| og ender rimeligvis engang i Fremtiden som to store, bevægelige Laar!

– Kører min Herre ikke selv paa Cykle? spurgte Clausen skælmsk.

– Jo han gør, nikkede Knagsted rolig – men han kører med Delikatesse og Anstand! Han har ikke gjort sin Hjerne til en Kilometerpæl, skal jeg sige vos! ... DU burde sgu ogsaa anskaffe Dig saadant et Køretøj, lille Overdrev! fortsatte han og saa' videnskabeligt op og ned af sin lange Ven – Du vilde ta' Dig storartet ud paa en Skovvej! Især da, hvis Du syede et Par smaa, hvide Duevinger fast paa Ryggen af din Diplomatfrakke ... Du vilde ligne Idealet paa Morgentur !

Clausen lo godt og hjerteligt. Han var i straalende Sommerhumør ligesom Solen:

– Og Du, hvad ligner saa Du P spurgte han.

– Et frugtsommeligt Pindsvin! sagde Esau – Det véd jeg godt. Men jeg er ogsaa ikkun sat her paa Jorden til Skræk og Advarsel; medens Du derimod nærmest skal virke forædlende og opflammende: Dit hvide Haar, din klassiske Næse, dine barnlige Øjne, kort sagt dit hele idiotisk-aandige Udtryk maa "henrykke og fortrylle Beskueren" , ligesom visse græske Oldtidslevninger efter Sigende skal gøre!

Clausen lagde, en Arm om Vennens Skulder og trykkede ham ind til sig:

24| – Naanaa naa! sagde han – Skal vi nu ikke være enige om at være gode imod hinanden, nu da vi skal tilbringe en hel Sommer i hinandens Selskab?

– Naturligvis! ... Men skal vi dog alligevel ikke for alle Tilfældes Skyld træffe nogle Sikkerhedsforanstaltninger, aflægge nogle Eder ... ?

– Hvorledes mener Du ... ?

– Jeg mener: fremsætte nogle Fordringer, som vi ønsker respekterede og saa bande paa, at vi ikke vil bryde vore Løfter.

– Hæ! ja-a ...

– Men jeg foreslaar, at det kun maa være negative Fordringer; jeg ynder nemlig ikke nogen Art af Tvang ... Nu kan Du jo begynde, Du er den ældste.

– Ja, jeg véd virkelig ikke ... smilede Overlæreren tænksomt – jeg synes ikke, at jeg ...

– Naa, jaja! saa begynder jeg! Hør nu efter: For det første maa Du sværge paa, aldrig at drikke Dig mere fuld, end at Du selv kan gaa hjem!

– Jamen, kære Ven! ... protesterede Clausen.

– Naa, det kan Du altsaa ikke overholde! Saa gaar vi videre:

– Nej, nej! Du misforstaar mig!

– Hyss! det taler vi om senere! ... For det andet: Jeg vil paa ingen Maade have noget med dine eventuelle Fruentimmerhistorier at skaffe! (Clausen gjorde en utaalmodig Bevægelse; men 25| Knagsted fortsatte:) Skulde Du, være sig i Berlin, Dresden eller hvor vi ellers kommer hen, geraade udi nogen Art af erotiske Forviklinger, maa Du ubetinget selv klare dem!

– Aa-r ...

– For det tredje: Du maa ikke forlange, at jeg altid skal svare Dig, naar Du finder for godt at tale til mig!

– Jo, véd Du nu hvad ...!

– Du kan jo for Eksempel la' være at tale til mig!

– Jamen ...

– For det fjerde – og dette er nu en mere positiv Fordring – for det fjerde: Du maa, under Fortabelse af al fremtidig Rejseunderstøttelse, forpligte Dig til, saasnart vi ankommer til et nyt Hotel, da at begive Dig ud paa Gangene for at opsøge det stedlige W. C.; og dernæst udfærdige mig en Orienteringsplan, saa at jeg ikke udsætter mig for at gaa fejl!

Clausen virrede med Hovedet:

– Altid skal Du tale om det!

Ekstolderen greb sin Ven i Skulderen og drejede ham om mod sig:

– Ja, ser Du, sagde han – hvis "det" og nogle andre smaa Nødvendighedsartikler ikke eksisterede, saa endte Du og Fruentimmerne og en Hoben andre "poetiske Gemytter" paa Galeanstalten af Højhedsvanvid. I kan sgu være forrykte nok alligevel, i den Grad er det gaaet 26| jer til Hovedet at høre til Skabningens saakaldte "ypperste"! Men Samfundet har simpelthen ikke Raad til at etablere saa mange Vanvidsanstalter, lille Ven ... Derfor bør baade I og Staten være mig taknemmelig for, at jeg engang imellem minder Menneskeheden om, at den ikke akkurat bestaar lige netop af "Aand" alene!

[27]| De naaede "Constantia". Knagsted lod Drosken holde og betalte Kusken.

– Skal vi saa gaa lidt ind i Charlottes Bøgelund? sagde han.

– Ja, gerne! – –

Inde i Skoven sang Fuglene og fløj travle rundt med Straa og Fjer. Buskene stod med bristende Knopper. Skovbunden var grøn. Og de høje, slanke Bøge og knudrede Ege strakte henrykte Fingrene op mod Solen. –

– Kan Du se, Knagsted: Anemonerne begynder! sagde Clausen og pegede ind under Træerne.

– Ja, nikkede Knagsted – Anemonerne begynder. Overlæreren smilede saligt:

– Skoven bliver vist grøn til Pinse! Det er næsten Synd at rejse af Landet paa denne Tid.

– Der er vel ogsaa Skove andre Steder.

– Jamen, det danske Foraar, kære Ven!

– Naa-aa, det kan sgu stundom være lige hampert nok!

– Jamen i Aar tegner det saa udmærket!

28| – I Aar tegner det fortræffeligt, ja! ... Du kan jo ta' et Par Fotografier med a' 'et!

Ud fra en Granplantage kom to smaa, hærdebrede Kvindfolk trækkende med hver sin Cykle. De svedte, saa Vandet løb som glinsende Olie ned ad deres Kinder. De havde hvide Lærredsliv paa og var korthaarede og bar Cyklebukser. Med nogle tyksaalede Støvler stampede de i Jorden som et Par Gardister; og deres Ansigter var brede, energiske og solskoldede med smaa Overskæg.

– Der har vi sgu et Par af Vridsløses Almuejærn! sagde Knagsted – De skal vist til Gøteborg med Manuskript.

Da Damerne var trampet forbi, drejede Clausen forsigtig Hovedet en Smule om og saa' efter dem:

– Den Kvindetype eksisterede slet ikke i min Ungdom, sagde han saa.

– Nej; men den Gang var Fruentimmerne heller ikke "frigjorte"! ... Det maa være forfærdeligt at møde saadan et Par Valkyrier en mørk Aften paa en ensom Vej!

– Hæ! Ja! ... Men tror Du nu ikke, at de ogsaa har nogle gode Egenskaber?

– Rimeligvis ... men man kan bare ikke se det paa dem. Overlæreren lagde skælmsk Hovedet paa Siden:

– Man kan heller ikke se paa Dig, lille Knag29|sted, at Du egentlig er et rigtig rart og brillant Menneske.

– Nej! ... Men man kan se paa mig, at jeg er et Mandfolk! Man har en vis Forpligtelse, synes jeg, til at bære sit Køn til Skue. Det andet er at forvirre Begreberne!

– Hæ ...

– Og saa er disse her jo oven i Købet Lærerinder. Hvad maa det ikke blive for en Ungdom, de op ... cykler! Den véd jo til syvende og sidst hverken, hvad der er Han eller Hun! Naar jeg bliver Kultusminister (og hvorfor skulde jeg ikke blive det?), skal alle Almuelærerinder gaa med Paryk, indtil deres egen naturlige Manke bliver mindst en Alen lang! Paryk eller Afsked, værsaaartig! – Og Du kan jo ogsaa se, at der maa være noget perverst ved disse Damer, siden de kan holde sig saa tykt omkring Digter Vridsløse! En enkelt ... Gudbevares! Men i Dusinvis ... føj for Satan!

– Jamen er det ikke snarere ham, der ...

– Han? Nej! Han bruger dem som Bybude! Og saa ta'er han engang imellem i Skoven med dem; men de medbringer Madkurvene!

– Men er der da aldrig nogen af dem. der ...

– Der hva' ...?

– Der faar Børn? Overlæreren rødmede.

– Ok nej; Børnene faar han med sin Kone. – Jeg véd Fanden ikke, hva' han opmuntrer de andre med. Han læser vel sine Digterværker 30| højt for dem ... Og saa faar de kanske Lov til at skrive dem rent!

– Jamen, Knagsted, jeg forstaar alligevel ikke, at de vil ?

– Jo, Herregud, kære Ven, Du véd jo da nok, at naar et Fruentimmer bare faar Lov til saa meget som at sidde og lugte til en Digter ... det vil sige: en "rigtig" Digter naturligvis, med Vers og "Elskov" og "dybe" Kvindenaturer! ... saa ligger hun der straks: "Vil Du ha' mig, saa ta' mig," og Du maa gerne gøre Nar a' mig!"

Pludselig standsede Tolderen sin Ordstrøm og trak Vennen med sig ned paa en Bænk, der stod skjult bag et tæt Bøgekrat:

– Stille!

– Men hvad er der dog?

– Se! se!

To unge Mennesker, en Mand og en Kvinde, kom gaaende Side om Side tværs over den nærmeste Lysning. De gik Fod for Fod uden at tale. Hendes Hoved var bøjet undseeligt ned mod Brystet; og i Hænderne holdt hun en Blomst, som hun i stille Forlegenhed pillede i Stumper og Stykker. Men han gik rank og sejersstolt og saa' smilende ned paa hendes travle Fingre ... En Studenterhue sad ham bag ad Nakken; og han havde stukket sig en halvt udsprungen Anemone i sit Jakkeopslags Knaphul.

Solen skinnede gyldent i deres Haar; og Fuglene jublede i Træerne omkring dem!

31| Overlærerens Øjne lyste elegisk:

– Foraaret! hviskede han – Den unge Vaar!

Ekstolderen syntes ogsaa, at de to unge var nette at se paa. Men han holdt ikke af at lade sig mærke med det; og derfor kneb han satyrisk et Øje sammen og sagde:

– Bli'er han erotisk, gamle Gedebuk?

– Uff! vrissede Clausen og vendte sig forarget bort – altid skal Du være kynisk!

– Tjae, det er nu min Bestilling!

Den unge Mand var standset og havde lagt sin Haand blødt og tøvende paa sin Ledsagerskes Arm. Men han tog den straks til sig igen, som om han forfærdedes over sin uhørte Dristighed.

Ogsaa hun stod stille. Blomsten var falden ud af hendes Hænder; hendes Arme sank slapt ned langs hendes Sider; og sit Hoved bøjede hun end dybere.

– Se mig til den lille Satan, hvor hun er kostbar! hviskede Knagsted.

– Hyss! sagde Clausen. De sad begge paa Lur som et Par Fauner dér bag Buskene. –

Nu greb Studenten sin Dames nedhængende Haand og førte den til sine Læber ... Og da maa hun vist have sagt ham et livsaligt Ord, thi han slyngede pludselig en Arm om hendes slanke Liv og trykkede hende tæt ind til sig atter og atter.

– Nu skær'en! sagde Knagsted.

32| Damen frigjorde sig lempeligt og betydede Kavaleren, at han skulde opføre sig passende. Men han var bleven vild af Lykke. Han greb hende med begge Hænder om Livet, løftede hende fra Jorden og svingede hende rundt, saa hendes Fødder sprællede i Luften.

Esau kunde ikke dy sig længere; han sprang frem foran Buskene, klappede i Hænderne og raabte: Bravo ! Bravo !

Pigebarnet sled sig skyndsomst løs, nappede sin Ven ved Haanden og vilde flygte med ham. Hun halede og halede ...

Men Studenten stod fast. Og i sin overstrømmende Henrykkelse tog han Huen af Hovedet og svingede med den over mod de to gamle Herrer.

– Gratulerer! raabte Knagsted.

– Tak! Tak! skreg Studenten.

Men saa fik Damen Overtaget og rev ham med sig ... De satte i Løb hen over Græsset og forsvandt mellem Træerne.

Og Knagsted slog med Haanden ud efter dem og citerede Shakespeare:

Adjøs, I smaa! I har haft skønne Dage; de skønne Nætter har I end tilbage!