[33]|II

[35]| Solen vedblev at skinne. Urter og Blomster krøb frem; og Træerne fik Blade.

Ude paa Villa Rørholm var de 24 Siv groet over en halv Alen; og den døvstumme Emmy lod daglig Svanen og Aakanderne vugge paa Søens oprørte Vande.

"Naturen stod Brud"! Og Rasmus Vridsløse var begyndt at tage i Skoven med sine Almuetribuner ...

Men Knagsted var arrig. –

Umiddelbart før han og Clausen skulde tiltræde deres epokegørende Rejse, var Overlæreren bleven forkølet og maatte gaa til Sengs. Esau havde været hos ham et Par Gange nede i Gammelkøbing og skældt ham ud. Men det havde ikke hjulpet synderligt; Manden laa endnu i Sengen og skulde fremdeles blive liggende en fjorten Dages Tid.

– Du kommer vist til at rejse uden mig, kære Ven.

– Ikke ud af Flækken! sagde Knagsted – Tror Du, jeg er gal! Det var jo nærmest for 36| at more mig over dine yndefulde Idiotier, at jeg havde bestemt at rejse. Og saa skulde jeg pille af alene ...! Men se nu, Du kan ruppe Dig!

Clausen smilede mat. Han svedte gudhengivent under en mægtig Overdyne. Han laa med Sennopskager under Fødderne og varme Omslag paa Maven. Og hvert Kvarter gurglede han Halsen med Salvie, saa det lød som Stormflod. –

En Dag traf Tolderen ved Vennens Leje en lille sortklædt Mandsperson med et kuglerundt, blegfedt Ansigt, himmelblaa Engleøjne, hvidt Slips og lyslokket Haar.

Det var Hr. Skolelærer og Kirkesanger J. P. Mikkelsen-Sejstrup.

Han bukkede og skrabede, slog bredt og hjerteligt ud med Haanden og erklærede, at det var ham en uhyr-r re Ær re at se Hr. Kontr rollør ren paa ny.

– Hvor kender De mig fra?

– Ih men bevar res Hrr. Kontr rollør r, mit Embedskald ligger r jo kuns en Mil fr ra denne Stad! Skul-de jeg saa ikke kjende Dem!

– Hum ... Hvorledes har Du det i Dag, Clausen!

– Jo Tak, kære Ven, det er meget bedre. Faa Fredag skal jeg op.

– Saa.kan vi vel rejse næste Fredag?

– Ja, det tænker jeg ... om alt gaar vel! Degnen lagde Hovedet paa Siden:

37| – Diherrrrerr skal gjørre en li-den R rejse?

-Ja-

– Hworrhen om man tør r wærre saa frri?

– Til de capverdiske Øer!

Hr. Mikkelsen, der ingenlunde var tabt bag af en Vogn, smilede bredt:

– Hr r. Kontr rollør ren spjøger r!

– JO!

– Ak ja, det kjærre lille danske Folk er r i r rigt Maal begavet med denne gode Aandens Gave ... Maaske i for r r rigt et Maal!

– Saa-aa?

– Ja, sande-lig! vi Danske er r vist noget tilbøjelige til at la-de Alhvor ren dr rukne i Gr rinet.

– Naa-aa, den staar sgu nok op igen, Hr. Sejstrup! Vi har jo Højskolerne!

– Og et Land u-den Alvor r gaar r sin Under rgang i Mø-de. Vi kunne jo blot betr ragte Gr ræker rne og R romer r- ne i disse Folks For rfaldstid, hworr al Sæ-delighed og Morral var r ophør rt, me-dens det ganske Folk sølede sig i Last og Gudløshed.

– Amen! sagde Knagsted og vendte sig derpaa om mod Overlæreren:

– Er Du ikke træt, Clausen?

– Nej, aldeles ikke ... Degnen rejste sig:

– Saa vil jeg by-de Farrvel, Hrr. Over rlær rer r! Og snarrlig Bedr ring! ... Og saa tæn38|ker r De nok godhedfuldt over r den fo-r rebr ragte Sag?

– Hvad er det for en Sag? spurgte Ekstolderen krigslysten.

– Det er mine kjærre Sognebør rn, der r har r bemyndiget mig til at vir rke for Opr rettelsen af et Folkebibliothek.

... Maaske Hrr. Kontrrollør ren, som ikke er r ganske frremmed for denne Egn, ogsaa ...

– Nej!

Mikkelsens Engleøjne glimtede ondt:

– Naa ikke ... Nej, Hrr. Kontr rollør ren er r jo ogsaa, efter r hvad der forrtælles, blevet Velhaver r; og saadanne plejer r ikke at inter resser re sig for Samfundets Smaa.

– Nej, det overlader jeg til Degne og Lugekoner!

– Knagsted, Du forivrer Dig ... sagde Overlæreren blidt!

– Gerne være! sagde Tolderen, og han var meget rød i Ansigtet – Men der skal skarp Lud til fnattede Hoveder. Hr. Mikkelsen derimod var nu ganske rolig:

– Lad blot Hr. Kontr rollør ren tale, nikkede han – Or rd ska-der r ingen. Og jeg er r til og med stolt af at hør re til min Stand, ihvorrvel den i Øjeblikket agtes for r ringe.

Knagsted slog ubehersket ud med Haanden. (Han led af samme Syge, som Bondemanden i 39| H. C. Andersens Eventyr: han kunde ikke taale at se Degne):

– Ja, sagde han – og jeg er jo gal, at jeg gider rode mig op i en Diskussion med Dem; for det er Dem naturligvis ganske umuligt at indse, at jo mere "Oplysning", der mases ind i "Folket", desto ulykkeligere bliver det! Vel? det begriber De ikke? "Folket" er et Barn og vil altid vedblive at være et Barn; og Børn er lykkeligst inden de bliver konfirmerede !

– Da er r jeg san-delig mine kjær re afdøde Forældr re meget taknemmelig, at de trrods der res r ringe Mid-lerr satte mig ind paa Jonstr rup Seminar rium!

– Saa-aa? Og hvorfor?

– Forrdi jeg derrved berrige-de min Aand og sattes ogsaa i Stand til at spr re-de Viden og Kundskab omkr ring mig!

– Hum ... Og De gør "Folket" "lykkeligere" derved, tror De?

Degnen lagde Hovedet paa Siden og sagde med dybeste Overbevisning:

– Vilde De beær re min Skole med Der res Nær rværrelse, Hrr. Kontr rollør r og overrværre en Time, da vilde De faa Svar r paa Der res Spør rgsmaal ved at se de Smaas gla-de Øjne! ... Og er r ikke ogsaa vor rt kjær re, lille Fædr rendeland ber rømt i hele det stor re Eur ropa for at huse den mest oplyste Bundestand?

40| Ekstolderen var nu ligefrem geraadet udi Raseri:

– Fanden med Deres forrykte "Oplysning"! næsten raabte han og knyttede sine laadne Hænder – det er Lykken, Glæden, Tilfredsheden, det kommer an paa! ... Jeg husker fra min Barndom og Ungdom, hvor glade og tilfredse Bønder, Husmænd og Tyende var omkring i Sognet. Og nu, kom nu til de samme Folk: ikke andet end Utilfredshed, Misundelse og Kiv og Strid. Det er det, I har udrettet med Jer "Oplysning" !

– Det er en Overrgang, Hrr. Kontrrollørr, barre en Over rgang.

– Ja, det sa'e Ræven ogsaa, da de flaaede ham!

– Og di Mennesker r, Di taler r om, var r jo kun Tr rælle! Knagsted greb Degnen i begge Skuldre og rystede ham:

– Jamen kan De da ikke faa ind i Deres firkantede Hovede, Mand, at det er bedre at være en lykkelig "Trræl" end en ulykkelig Herre!

– Tr rællekaar r kan aldr rig vær re lykkelige! sagde Mikkelsen urokkelig trods Rystelsen – Og maa det nu være mig tilladt at tale: Di ser r jo Fr rugter rne! vedblev han i en Tone, som stod han paa en Grundlovstribune – Di ser r jo, hvor r Folket vaagnerr i Vrraa og Hytte! Di ser r det r rejse sit Hovede efter r aar r-hun-dr re41|delang Søvn! Di ser r det i Forrsamlingerr, i Sogner raad, i Byerrnes Rraad og paa Thinge! ... Kalder r Di ikk0e det Lykke fra Tr rællekaar r at vandr re f r rem til Embeder r, Magt og Anseelse? Og det si-gerr jeg Dem, at den Stund er r ikke fjerrn, da vi, til Løn for r vor r tr rofaste Kamp i Fr rihedens og Fr remskr ridtets lysende R rækker, vil drrage stærrke og uoverrvin-de-lige ind i vorrt stakkels, lille misr røgtede Fæ-drrelands højeste Rraad ved Hans Majestæt Kong Chrristian den Niendes gamle Side!

– Gud i sin Himmel hjælpe os alle sytten! sagde Knagsted og greb sin Hat og flyede, skønt han godt forstod, at denne Flugt var en Falliterklæring.

[42]| Naar Ekstolderen havde drukket sin Morgenkaffe, røget sin Pibe, osv., m. m. hjemme i sin Lejlighed paa Villa Rørholm, plejede han at sætte sig paa sin Cykle og køre et Par Timer eller tre ud i Landet ... til Valby, om ad Brøndshøj, eller ud ad Strandvejen. –

Men en skønne Dag fik han den Idé at tage med Toget 7₅₃ til Roskilde; og ankom hertil 8₃₀.

Han havde med Skam at tale om aldrig været i denne By før, saa han blev jo unægtelig lidt underlig til Mode, da han paa Stationen hørte en Dame sige til en anden:

– Ja Roskilde, den lever jo af sine Ligl

Hun saa' nu i det mindste ikke ud til at leve af denne Føde alene, saa stor og bugnende og rigt udrustet med Sul var hun paa alle Leder! Men hun var maaske fra en anden Stad. –

Paa Pladsen foran Stationsbygningen besteg Knagsted sine Hjul og rullede "med Delikatesse og Anstand" ned gennem Byen.

Efter nogen Flakken rundt i Gader og Stræ43|der (Ekstolderen havde, blandt mange andre uheldige fikse Idéer, ogsaa den, at han aldrig spurgte Folk om Vej, men partout vilde finde den ved egen Hjælp) kom han ud paa en Gade, der kaldte sig "Frederikssundsvejen". Den gik meget stejlt nedad, saa han for som en besat forbi Huse og Haver og forbi en Port, hvorpaa der med store Bogstaver stod: Trægaarden. – Saa drejede han til venstre forbi et gammelt Kapel og susede videre ned ad Havnen til.

Inde over en Eng saa' han Domkirken rage stolt og imponerende med sine to slanke Spir lige lukt ind i Himlen. –

Nede ved Havnen ligger paa en høj Bakke en temmelig stor Landsby, som man kalder "Bjærget". Men saa højt føler Roskilde sig hævet over sine Omgivelser, at man overalt i Byen siger: ned paa Bjærget. –

Knagsted halede sin Cykle op ad en stejl Sti, op forbi Landsbyens Kirke.

Uden for et lille Hus deroppe holdt en Bondemand med sin Vogn. Paa Husets Tærskel sad en Kat og en 4- 5 Aars Dreng. Idet Esau gik forbi, bøjede Bonden sig ned mod Drengen og spurgte i en noget forundret Tone:

– Hva'? Er din Fa'er død? ... Og hvor er da saa din Mo'er?

"Hun er paa Lokummet" ... sagde Drengen stille.

44| Knagsted strøg medfølende den forladte over Haaret og gav ham et Stykke Chocolade. – –

Saa travede han videre; forbi to gamle, sammenbyggede Bøndergaarde og nogle Haver og Huse og naaede omsider frem til en høj Gitterport, paa hvilken der med gyldne Bogstaver stod: Sanct Hans Hospital.

Paa den anden Side af Vejen ragede Domkirkens røde Taarne op over Træerne.

– Tja-e, mumlede Esau og nikkede filosofisk mod Kirke og Port – Enten ... Eller! Tertium non datur (som Latineren Clausen siger) for en Satyricus!

Hvorpaa han travede videre med sin Cykle. –

Nede for Enden af Hospitalets Have kom en Mand gaaende midt ad Vejen. Han var gammel og hvidhaaret og gik med Stok. Men hans Øjne skinnede, og hans hele Ansigt lyste af Glæde.

Da Knagsted naaede ned til ham, standsede Manden, gjorde et lille Henrykkelseshop og sagde med en Stemme, der skælvede af den saligste Fryd:

– Jeg skal ha' Bryllup i Domkirken i Aften med Frøken Schønemann!

Og derpaa fortsatte han sin Gang med glade Bevægelser. Esau saa' betuttet efter ham:

– Naa ja, sagde han saa – naa ja ... til Lykke, gamle Dreng!

45| Vejen skraanede nu nedad. Til højre var der Udsigt over en Eng til Bidstrupgaards gamle Hovedbygning, hvis hvide, teglhængte Længer tittede frem mellem grønne Buske og Træer. – Og til venstre løb en bred Gangsti kantet af en Grøft og en Kornmark.

Pludselig sprang en lang, mager Mandsperson op af Grøften og ilede med tyssende Haandbevægelser og sky Blikke til alle Sider hen mod Tolderen. Og da han var naaet tæt hen til ham, blev han staaende ret op og ned og hviskede:

– Hys-s! Ta' dette hér! (Han trak hemmelighedsfuldt et sammenlagt Stykke Papir op af Brystlommen og rakte ham det.) Det var Kvadraten af 1898. Di vilde ikke ha' den paa Familiejournalen. Men nu kan Di maaske efter Prins Gustavs Konfirmation faa den ind i Illustreret Tidende!

Og med de samme tyssende og hemmelighedsfulde Gebærder trak han sig ned i Grøften igen.

– Puhh! sagde Knagsted og virrede med Hovedet – Puhh! Hvad er dette hér dog for en vanvittig Vej! Nu tror jeg sgu, det er fornuftigst, at jeg kører lidt.

Og i en Fart entrede han op paa Cyklen og for af Sted. –

Han kom tværs over en Allé, der førte op til Hospitalets anden Hovedindgang og rullede nu ind paa en Sti med store, skyggefulde Træer paa begge Sider. Han passerede en Træbro over en 46| lille Aa og naaede lidt efter frem til en Smedje; og dér var Indgangen til den berømte Boserup Skov, hvor Anemonerne blomstrer tidligere og skønnere end noget andet Sted i Danmark.

Men maaske er de ogsaa vanvittige ...

Inde i Skoven fandt han en gæstfri Pavillon, hvor han fik sig en Sodavand. –

Og der hændte ham den Dag intet videre af mærkværdigt, undtagen at der midt paa Plænen foran Pavillonen stod en tredje Mand og skældte en Fandens Mælkebøtte Huden fuld. Han stampede i Jorden og gestikulerede heftigt og levnede ikke Bøtten Ære for en Øre ...

Ja, og saa var der ogsaa det, at da Knagsted tog den lokale Avis og kiggede lidt i den, fandt han et sælsomt Avertissement, en Indbydelse til en Grundlovsfest. Der lokkedes i Avertissementet med de herligste Forlystelser: Folketingsmænd, der holdt Taler, og fede Damer, og Karruseller, og kulørte Lamper. Entreen var kun 15 Øre for voksne og 10 Øre for Børn. – Men saa kom det, der fik Tolderen til at lade Avisen synke ned i sit Skød, medens han støttede Hovedet i Haanden og nedsænkede sig i de mest nerverystende Grublerier: Under Avertissementet med alle dets lovende Nydelser og Glæder stod nemlig med fede Typer: Frugthandlere forbydes Adgang til Festpladsen!

– Frugthandlere ...? mumlede Esau stille 47| hen for sig – Hvorfor netop Frugthandlere ...? Hvorfor i Himlens pompøse Navn alene Frugthandlere ..

Men saa kastede han resolut Bladet fra sig, betalte sin Vand og kørte dybt ind i Skoven.

[48]| Og han kom til at elske denne Skov saa højt, at det næsten blev hans daglige Formiddagstur at tage til Roskilde med Tog 7.53. –

Det, der betog ham mest derude, var, at han kunde færdes rundt i timevis paa Skovens Stier og Gange uden at møde et Menneske; saa at disse Ture blev ham som Symbolet paa den store, hellige Ensomhed, der efter Sigende skal virke særdeles betagende.

Og han var jo noget af en "Drømmer", var han ... med Haar paa!

Han kunde vandre henrykt omkring inde under de høje, kuplede Bøge og lytte til émaafuglenes Sang. – Eller han kunde bore sig dybt ind mellem de smaa, tykke, livsstruttende Graner, der stod og jog alle de graagrønne, buttede Fingre op i den blaa Luft og vinkede til hverandre og hviskede og tiskede i Sollyset og groede og strakte sig, saa man ligefrem kunde høre det knirke i dem.

Dér inde havde han fundet sig en mosbegroet Lysning, hvor han stillede Cyklen op mod et Træ, tændte sig en Cigar og lagde sig, saa lang 49| han var med Armene under Hovedet og stirrede op mod de sejlende Skyer og lod sine urolige Tanker gaa paa Langfart med dem ...

Eller han laa nede ved Fjorden og kiggede ud over Vandet og hørte paa Ternernes Skrig og saa' de flittige Fiskere sætte deres Garn ud og trække dem op igen ... fulde af halvanden Aal og en død Kat. – –

Midt i Fjorden ligger en lille, græsbevokset Holm. Maager og Terner holder til derovre under Hyl og Skrig og Klammeri og Elskov. De lave Kyster kan være hvide af Fugle; og det ser da ud, som havde Fjorden en strid Stormnat væltet al sit Skum og al sin Fraade derop og siden glemt det. – Men saa kan pludselig alle Fuglene fare til Vejrs med Skrig og Larm. Og da ser det ud, som blev et stort, hvidt Klæde revet i tusinde Stumper og Stykker og af en Hvirvelstorm slynget bredt ud over Vandet. –

Knagsted havde døbt Øen derude: de saliges Ø.

Og Grunden var denne:

En Dag, han laa dernede, kom to Mænd trækkende ud af Skoven med en Drift Kalve: tre Kvier og en ungdommelig Tyr.

De trak dem ned til Vandet og begyndte at vade ud mod en Baad, som laa en tyve-tredive Alen fra Land.

Dyrene gjorde Modstand; satte Forbenene haardt ned i Sandet og vilde ikke videre.

50| Men Folkenes Raab og Slag fik dog drevet dem ud til Baaden.

Saa blev Rebene bundet fast til Agterstavnen; Mændene satte sig paa Baadens Tofter, greb Aarerne og begyndte at ro.

Et Øjeblik efter var man paa dybt Vand, og Dyrene maatte svømme. Der saas ikke andet af dem end de fire Hoveder, der gled frem over Vandfladen.

Men saa, pludselig, steg den bageste Svømmers Overkrop højt op over Bølgerne, medens én af de andre udstødte et halvkvalt Brøl og sank og sank! – Det var den ungdommelige Tyr, der (quand méme!) ikke kunde styre sine flammende Længsler.

Mændene i Baaden lo, saa det gav Ekko mod Skovbrynet; det var, som Faunerne derinde lo med.

Saa tog den ene af Rorkarlene sin Aare og pirkede Paschaen ned fra hans Højsæde. – Og saa naaede man igen ind paa smult Vande. Dyrenes Kroppe steg lidt efter lidt frem af Bølgerne. Og Fuglesværmen satte med et Jammerskrig til Vejrs og flygtede.

Baaden roede tilbage; og Mændene forsvandt i Skoven.

Og ovre paa den øde Ø stod de fire kvieøjede og saa' sig forundret omkring. Saa listede de langsomt, ligesom tøvende op over Sandet ...

51| Men da de saa stod deroppe og saa' den store grønne Flade ligge udbredt foran sig uden Hegn og uden Vogtere, da satte de pludselig, alle paa én Gang, af Sted i en kluntet, springende Galop frem gennem Græsset. Og Halerne stak de til Vejrs som fire lyksalige Standarter!

– Sol og Laft og Æde og Drikke og Elskov og Søvn! mumlede Knagsted, der sad og stirrede misundelig ud mod de lykkelige firføddede – Sol og Luft og Æde og Drikke og Elskov og Søvn! ... Uden at I blive som Dyr paa ny, skulle I ingenlunde smage Lykken! ... Og saa er dog Deherrer Samfundsreformatorer ved at træde sig selv i Tungen af Iver efter at "oplyse Folket"!

[52]| Der ligger i Udkanten af Skoven, med Facaden stik imod Syd, en lille straatækket, hvidkalket Hytte med lysblaamalede Vinduer og Døre. Foran, ud mod Vejen, er en, et Par Alen bred, blomsterfyldt Have – og inde i Hytten boer Verdens gladeste Kone.

En Dag, Knagsted trak forbi med sin Cykle, gjorde han hendes Bekendtskab. Hun stod bararmet i Vadskenegligé og hængte Tøj til Tørring, medens Solen straalede gyldent oppe over hendes Hovede, og Vinden summede i Skovens Træer. Men straks hun saa' den fremmede Mand, holdt hun blysomt- gemytlig fem røde, sprittende Fingre op foran Ansigtet og dansede med et skælmsk: Ih-h men uf-f! over Tærskelen ind i Huset.

Hun saa' ud til at være godt og vel tresindstyve Aar og havde graahvidt, kruset Haar og store, glade Øjne.

– Der er nok Sus i Skørtet, Madam! raabte Knagsted efter hende.

– Ja-ha-a! sagde hun og stak leende Ho53|vedet ud af Vinduet – Vi er jo i vores bedste Aar!

– Kan man faa en Drik Vand inde hos Dem?

– Det er li'e, hva' Di kan, Herre! Men vent, til vi er kommet i Tøjlettet; for vi har jo ta'et Livet a' vos i Anledning af Vadsken, ha, ha, ha!

Saadan blev Bekendtskabet gjort; og Esau fik sig sidenhen mangen en god Passiar med Skov-Stine, som Folk kaldte hende, eller glade Stine, eller Stine Høstgildes.

– For vi har jo danset i vor Ungdom! sagde hun og lod Fødderne gaa, medens hun sad ved Vinduet med Sollyset faldende ned over sig og strikkede ivrigt paa en overnaturlig lang Uldstrømpe.

– Og De kunde vist godt ta' Dem en Svingom endnu.'

– Magelig! ha, ha, ha! om vi kunde finde én, som vilde køre rundt med saadan en gammel Garnvinde! ... Skal jeg spille et Stykke for Dem?

Knagsted saa' sig rundt i Stuen:

– Har De Klaver?

– Ja-fra/ det ligger deroppe paa Hylden! Skal jeg spille for Dem?

– Ja Tak; jeg holder meget af Musik.

Stine kastede Strikketøjet fra sig, hoppede op paa en Stol og hentede en stor Papæske ned fra 54| en Hylde under Loftet. I Æsken var en fin Harmonika med Klokkespil og det hele.

– Nu skal Di høre! ... Skal det være til Bryllup eller Begravelse?

– Til Bryllup! Til Bryllup!

Og saa satte den glade Kone sig paa en Stol midt i Stuen og spillede den ene lystige Dans efter den anden; de gamle, røde Fingre for af Sted over Tasterne, Hovedet holdt hun lidt paa Skævs, Øjnene lyste, og Munden lo.

– Hva'? sagde hun –– Ha, ha, ha! Det er godt gjort af saadan en gammel Ildtang!

– Udmærket! nikkede Esau – Hør? kunde De ikke ha' Lyst til at gifte Dem med mig?

Konen lod Harmonikaen dratte ned i sit Skød og lo, saa det klang mod Loftsbrædderne:

– Og hva' vilde Di saa bru'e saadan et gammelt Grantræ til?

– Jeg vilde rejse rundt med Dem paa Markederne og vise Dem frem som den sidste glade Kone i Danmark; De kan tro, vi skulde tjene Penge!

Stines Ansigt blev alvorligt:

– Ja, sagde hun – det er skidt med Glæden nu om Stunder; hvor er den blevet a'?

– Fanden maa vide det, Stine! Vi er blevet for kloge.

– Ja, saadan no'et, ja! nikkede hun ivrigt. Det er ikke fint, aa more sig! For jeg har netop 55| lagt Mærke til, at di Karle og Pi'er hér fra Sognet, som kommer paa Højskole, di er ble'en til di rene Dødbidere, naar di kommer hjem

– Hjælper det saa ikke, naar De spiller for Dem? igen!

– Ak nej; for det er jo heller ikke fint at spille paa Harmonika længere! Nu skal det være Forte-pi-a-ano!

– Ja, det er sløje Tider! ... Men lad os nu faa en Vals til, inden jeg gaar. – Ja, la' vos det! ha, ha, ha!

Og saa spillede Stine en Vals, som hun kaldte: Pigernes Fornøjelse. Klokkerne klemtede, og Fingrene gik, og hun sad ligefrem og hoppede paa Stolen i Takt med Melodien.

Pludselig sagde hun:

– Véd Herren, hva' jeg har bestilt i Nat?

– Nej?

– Ha, ha, ha! jeg har saamænd staaet paa Hovedet!

– Hele Natten?

– Ja-ha-ftø, mestendels! Jeg vaagnede Klokken Et med saadan en forfærdelig Tandpine. Og saa stod jeg op for at lave mig en Slat Kamillethe. Jeg satte Vand over derude i Køkkenet; men mens det saa kogte, blev Tænderne da saa rent tossede, at jeg til sidst ikke vidste andet end at stikke Hovedet ind under Dynen henne i Sengen dér. Og saa falder jeg jo i Søvn, ha, 56| ha, ha! og da jeg vaagner i Morges er Klokken seks!

– Og De ha'de ikke noget Tøj paa?

– Ikke uden min Særk, ha, ha, hal

– Men Stine dog!

– Ja-ha-/za/ hva' skal man si'e! Men Tandpinen var væk! Og dér ha'de vi staaet hele Natten med Enden i Vejret, ha, ha, hal

– Og De blev ikke forkølet?

– Forkølet! sagde hun med usigelig Foragt – vi er da ingen almindelig Skrædder! ... Men i Dag har vi da ellers i Sinde aa faa Tanden ud.

– Skal De saa helt ind til Byen til Tandlægen? Stine holdt Haanden op for Ansigtet og tittede ud mellem Fingrene:

– Nej, jeg har ham nærmere, ha, ha! Vil Di se ham?

– Meget gerne, ja!

Hun hoppede ned fra Stolen og gik hen til Vinduet:

– Her er han! sagde hun og fremviste en Syl paa Træskaft, som hun hentede ned fra en Læderstrop i Karmen.

– Ham sidder jeg i Mørkningen og lirker med ved Tanden, til den gaar herut.

Knagsted rystede forundret paa Hovedet.

Konen lo himmelhøjt ved at se hans Ansigt:

57| – Di tror vist, vi er gale, hvad'? ha, ha, ha!

– Nej ingenlunde, Madam! men jeg synes, det var nemmere at gaa til Tandlæge.

Haanden kom igen op foran Ansigtet:

– Jamen, det tør vi ikke, skal vi si' vos. Vi er en Kryster ! ... Jeg har været én Gang uden for hans Dør; men saa gik Tandpinen væk; og hva' skal man der saa?

– Den kom vist igen ...

– Det gjorde den, ha, ha, ha! paa Hjemvejen. Men saa tog vi Sylen hér og pirkede den ud.

– Hvorlænge kan De være om det?

– Aa en fjorten Dages Tid, tre Uger. Men saa gaar den Tid med det l

– De er Fanden til Kone!

– Ja-ha-/ia-a!

– Hvergang jeg er i daarligt Humør, kommer jeg ind til Dem.

– Værsgod Herre! Angtreen er gratis!

– Naa, Farvel, Stine; og Tak for Deres gode Humør!

– Farvel, Herre, Farvel! ... Skal vi ikke spille Dem ud, ha, ha, ha?

– Jo Tak; en lille Hopsa kunde vist ikke være saa gal at komme i Gang paa.

Og medens Knagsted trak Cyklen ud paa Vejen og entrede op, stod Stine paa Dørtærskelen og trakterede Harmonikaen.

58| – Hvad skal De nu bestille, raabte Esau tilbage, da han allerede var begyndt at rulle af Sted – Hvad skal De nu bestille, Madam, naar jeg er borte?

– Vi ta'r Livet a' vos igen, Herre, og fuldender Vadsken, ha, ha, ha! ... Adjøs, adjøs!

[59]| Overlæreren havde været oven Senge godt en otte Dages Tid nu; og de to Venners Afrejse var fastslaaet til om Tirsdagen. –

Om Lørdagen var Ekstolderen rutsjet til Roskilde for at tage Afsked med sin elskede Boserup Skov. – Solen skinnede som sædvanlig, og der var en berusende Duft derude af Grønt og Sommer.

Esau laa magelig henstrakt i det bløde Mos oppe mellem Granerne paa den høje Skrænt lige ud for "de saliges Ø". Han laa og dampede paa sin Cigar og var lidt efter lidt "geraadet" udi denne ubeskrivelige Tilstand af Velvære, hvori det endogsaa vilde være En ganske eminent ligegyldig, om to Gange to pludselig gik hen og blev fem. –

Gennem et Kig mellem Granerne kunde han se Fjordens Vand ligge sraalblankt og stille. Ikke en Vind rørte sig, og ikke en Bølge. Maagerne og Ternerne var vist draget til Havs; og der hørtes ikke en Lyd i den ganske Skov uden en enkelt Dues gurglende Kurren.

60| Og ovre paa den øde Ø laa, midt i den bagende Sol, den unge Zeus med sine trende Jo'er.

De tyggede rimeligvis Drøv, de lykkelige! – –

Men pludselig rejste Knagsted sig op paa Albuen og lyttede. Der lød Trin og Stemmer af Mennesker nede fra Engen neden for Skrænten.

– Hum! Kan man nu ikke engang længere ha' Fred her ude!

Han rejste sig og gik hen og kiggede:

– Saa skulde da ogsaa Satan staa i det! Menneskene dernede var Poeten Vridsløse og fire af hans kraftigste "Almuejærn".

– Intet er da heller denne Celluloid-Digter helligt!

Knagsted havde skjult sig bag et Træ, hvorfra han havde Udsigt til Gerningsstedet:

Meuten var standset, og Vridsløse slog med en af sine lange Fangearme ud mod den solbeskinnede Fjord og de fjerne Skove. – Rimeligvis holdt han et "stolt og frit" Foredrag om de "fine og gode" Stemninger, der fyldte hans rødhaarede Digterbryst!

De fire Halv-Jomfruer stod andægtig lyttende omkring ham med hver sin kraftige Madkurv i Haanden.

Esau anstrengte sig for at opfange Vridsløses Tale. Men Afstanden var for stor; og det eneste, han hørte, var Slutningsordene, som Hur61|tigdigteren udslyngede med høj Røst, idet han paa ny slog sin blækplettede Haand bredt ud mod Landskabet:

– Vores allesammens Danmark! sagde han.

Og Medhustruerne satte Madkurvene fra sig og klappede begejstret. – –

Saa begyndte de i deres barnlige Enfold at lege. De førte Rasmus under megen Skæmt og Spøg til Sæde paa en stor, flad Sten, tog Hatten (en sid, graa Højskoleforstanderhat) af ham, saa at hans ildrøde Haarkam lyste i Solen, og lagde ham en Krans af grønne Vedbendblade om Issen. – Han smilede bredt og viste sine tobaksbrune Tandstumper. De lange, knoglede Ben havde han bøjet op under Hagen og krydset Armene omkring Knæene ... Han lignede en Helhest, der gør Parterregymnastik.

Nu pyntede Kvindfolkene ham ogsaa hist og hér med Bøgeløv og enkelte Forglemmigejer og gav sig derpaa til at danse omkring ham. De tog hinanden i Haanden og hoppede og sprang og drejede rundt, saa at deres korte, frisindede Kjoler stod om dem og aabenbarede deres flagstangs-tykke Smalben og fundamentale, brunstrømpede Lægge. – Den bløde Engbund gungrede under deres Fodtrin. Det var, som dansede fire nybeslaaede Følhopper Hornpipe!

Og Vridsløse følte sig hidset. Aanden kom over ham. Han skulde digte. – Med sine lange, 62| ledede Fingre rodede han rundt i sine Lommer og fandt Papir og Blyant frem. – Og nu skar'en. Blyanten for hen over de hvide Blade; og Ark efter Ark fyldtes med den nobleste Poesi à 20 Øre Linien.

Pludselig gjorde han et Tegn til den kraftigste af Danserinderne (Han rakte tre Fingre i Vejret; det skulde rimeligvis forestille en Neptunfork.) Og hun ilede hen til ham (Gud véd, hvor mange Orme og Insekter hun myrdede ved sine Hovslag!) og rev Vedbendkransen og Bøgeløvet af ham; medens de andre Odalisker skyndte sig ned til Strandkanten og hentede Tang og Muslingeskaller, som de bredte ham over Hovedet, Ryggen og Skuldrene.

Han skulde til at digte om Sømænd nu, og om Hav og Laksefisken ...

Og paa ny svang "Jærnene" sig omkring ham i yndefulde Bugtninger; men nu imiterede de Havfruer, vrikkede med Svansene og gik i Bølgegang. Og alle havde de lagt sig Tang paa Lokkerne for at faa hans Aare til at flyde endydermere.

Og den flød!

Om alt mellem Himmel og Jord flød den, ligefra Sælhunden i zoologisk Have og "Smaamandens Snaps" , til Kongen af Siams Vinteroverfrakke og Forskellen mellem Lutherdom og Katholicisme!

63| Da Musen var redet tør, rejste Rasmus sig – sit Hoved hæsligere end alt Folket! rystede Tangen af Skalle og Skulder og slog ud med Haanden.

Straks flokkede Tribunerne sig om ham. – Han gantedes lidt med dem og dikkedikkede hver enkelt af dem hist og her paa de passende Steder, hvad de alle optog med glade Smaahyl.

Derpaa stillede de sig op to og to foran ham og bag ham og marcherede saaledes med ham ind i Underskoven.

Knagsted vilde have troet, at Kompagniet var for hjemgaaende, hvis ikke man havde efterladt de fulde Madkurve.

Og snart fornam han ogsaa Lyd af levende; der lød Fnisen og Latter og Smaahvin op til ham. Han kunde ingenting se; men noget maatte der foregaa. Og saa kom Opløsningen:

Frem mellem Buskene hoppede "vores allesammens" Vridsløse efterfulgt af sine fire hengivne. Alle var de i dannebrogsfarvede Svømmebukser, og alle dansede de barnligt glade af Sted ned mod Vandet med hinanden i Hænderne.

Det var at se paa som en gammel, lysten Bedekølle, der legede "Munken gaar i Enge" med fire overfede, men "aandsfri", westfahlske Skinker!

– Føj for Fanden! mumlede Esau og styrtede 64| hen til sin Cykle – Føj for Fanden! ... Og nu er oven i Købet hele denne herlige Skov her ødelagt for mig! Sikken Træerne allerede ser ud! Og sikken Fuglene synger! ... Og Vandet vil naturligvis herefterdags stinke!