© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
[67]| Det var paa Sejladsen fra Gedser til Warnemünde.
Vejret var yndigt nok: Solskin og høj Luft. Men det blæste lidt rigeligt fra Øst. –
Nede i en af Kahytterne laa Toldkontrollør Knagsted og Overlærer Clausen lige over for hinanden paa hver sin røde Fløjlssofa. De laa ret ud paa Ryggen med Næserne i Vejret og de foldede Hænder trykket haardt ind mod Mellemgulvet.
Og saaledes havde de ligget lige siden Damperen forlod Fødelandets yderste Bolværk. – De kunde ikke se hinanden, thi der stod en Servante imellem dem. Og forøvrigt kunde de heller ikke saa meget som røre en Finger, da saa øjeblikkelig Frokostkurven fra Næstved og Kaffen fra Masnedøfærgen begyndte at slaa Smut nede i Maven paa dem.
Det er en lækker Situation for to voksne Mandfolk, lille Overdrev!
– Um-ja-a ...
De talte af og til et Par Ord sammen; men fordrev ellers Tiden med at glo stift op i Loftet, 68| hvor Lysningen fra Koøjet kom og svandt og kom og svandt, alt eftersom Skibet vuggede til højre eller til venstre. – Eller de lukkede Øjnene og lyttede til Bølgernes ustandselige Skvulpen mod Plankerne:
Hlulp ... hlulp ... gurle – gurle – gurle ... hlulp ... hlulp ... gurle – gurle – gurle ...
– Clausen ... ?
– Ja ...
– Sover Du?
– Næi ...
– Det er væmmeligt at ligge og høre paa det Vand!
– Ja-a ...
De talte begge to direkte mod Loftet og næsten uden at bevæge Læberne.
Skuden gyngede og vuggede:
Hlulp ... hlulp ... gurle – gurle – gurle ... hlulp ... hlulp ... gurle – gurle – gurle ...
– Clausen ...
– Ja...
– Tror Du, der er flere søsyge end vi?
– Det er der vel nok ...
– Er DU altid søsyg, naar Du sejler?
– Næi ... ikke naar det er stille Vejr.
– Jeg synes slet ikke, det blæste, da vi tog fra København i Morges.
– Ti nu stille, Knagsted; og lad være at snakke saameget!
Blæsten tog til. Skibet slingrede vældigt. 69| Man havde nu hele Østersøen ind paa Siden af sig; og Bølgeskvulpet anlagde nogle sære, ildevarslende Bilyde:
Hlulp ... hlulp ... umbø-'i ... ratsch ... gurle – gurle
– gurle ...
– Hov! Halløj! Nu vælter vi sgu! ... Kan Du staa for den Skylle, lille Clausen?
Overlærerens Øjne stod paa Stilke, og han havde ligefrem boret sine Hænder ind i sin sølle Mave:
– Ti dog nu stille! sagde han – og lad mig ligge i Fred! Men et Øjeblik efter var Knagsted der igen:
– Véd Du, hvad jeg er glad over, Clausen?
– Hum ...
– Jeg er glad over, at vi ikke for nærværende kan se hinandens Ansigter! ... Hørte Du, hvad jeg sa'e?
– ]a ...
– Er Du ikke ogsaa glad over det?
– Jo!
– Naa ...
Og saa blev der en længere Pause.
Men bestandig voksede Blæsten. – Undertiden gik der som et sitrende Drøn igennem Skibet; det var, naar Skruen et Øjeblik kom op over Bølgerne. Vandet masede hen over Dækket; og nogle Luger og Døre sloges haardt op og i. Der hørtes Brøl og Stønnen fra Damekahytten; og Opvartningsjomfruerne løb mod hinanden 70| og skældte hinanden ud i deres forfjamskede Travlhed.
Hlulp ... hlulp .. , umbø-ï ... ratsch ... gurle – gurle
– gurle! – Pladsk! en Sø over Dækket. – Bums! en Dør i. – Jomfru, Jomfru! – Snurrr! Skruen over Bølgerne. – Jomfru, Jomfru! – Ja-a, nu kommer jeg! – Bardaus! to Jomfruer støder sammen. – Kan Di ikke se Dem for, Di Fiols! – Snurrr! Skruen nok engang over Bølgerne. –
Jomfru, Jomfru, jeg dør! – HIulp – umbøï – ratsch – gurle – gurle – gurle ...
... det var, som holdt Hans Majestæt Satan Klubbal! – – Men saa paa én Gang blev alt roligere. – Man var kommen i Læ af en eller anden venlig Landtange. Damperens slingrende Bevægelser stilnede af; og Farten gik mere støt fremad. Skruen snurrede, hvor den skulde; Døre og Luger hang smukt paa deres Hængsler; Kvinderne tænkte ikke længere paa at dø; og Kahytsjomfruernes Sindelag blev forsonligere. –
– Clausen ...
– Ja ...
– Er Du levende?
– Ja-a ... lidt.
– Nu tror jeg, at det værste er overstaaet.
– Aa, Gud give det!
Knagsted forsøgte at snige sig til at dreje sig 71| om paa Siden; men lod sig sporenstregs dumpe ned paa Ryggen igen.
– Jeg synes ved Gud, Du rører Dig? sagde Clausen forfærdet. (Selv laa han stadig stiv og stram, som skulde der tages en Gibsafstøbning over ham.)
– Ja-a, jeg gjorde, sagde Tolderen – men jeg fortryder det ...
– Ja, saadan noget skal man ikke gøre, før man er helt sikker ...
– Nej ... Véd Du, hvad jeg nu vilde ønske, Clausen?
– Naa?
– Jeg vilde ønske, at der var et Spejl oppe i Loftet, saa at jeg kunde se Dig! ... Du ser vist grandiøs ud! ... Lige til at anbringe i et Mausolæum!
– Hum ...
– Clausen ... ? Clau-sen ?
-Ja!
– Du er jo "Naturdyrker", ikke? Har Du ogsaa ligget nu og været imponeret af dens "Storhed" og "Vælde" ?
– Næi, jeg har ikke ...
– Det glæder mig! For véd Du, hvad jeg synes? Jeg synes, at det er forfærdelig tarveligt og parvenuagtigt af din lille Vorherre at lave saadan en Staahej med Blæst og Storm og Bølger og alt det.
– Saa-aa ... ?
72| – Ja, det synes jeg sgu! For Herregud, vi véd jo, at han kan det!
– Det er svært, saa Du er bleven snakkesalig, lille Tolder!
– Tja-e ... man bliver jo gammel. En Kahytsjomfru stak Hovedet ind bag Forhænget og nikkede huldsaligt:
– Nu er vi ved Indløbet, Diherrer. Nu kan Di godt staa op!
Og langsomt og med den yderste Forsigtighed hævede de to Venner sig prøvende op paa Albuerne.
[73]| Hvide, grønne, gule og blaa i Ansigterne kom Passagererne listede op fra Kahytterne. De saa' noget derangerede ud i Paaklædningen. Deres Øjne var store og forvaagede; og om deres Læber laa dem beske Smil.
Stille gled Damperen frem gennem den lange, smalle Kanal, der fører op til Toldbygningen og Jærnbanestationen. Paa den nydeligste og hensynsfuldeste Maade bevægede den sig af Sted. Ingen skulde se paa det skinhellige Asen, at den for knap et Kvarter siden havde sprunget Halløj ude paa Havet med en tre-fire Dusin halvdøde "Mausolæumsfigurer" i Lasten. –
Clausen og Knagsted stod lidt slunkne og udmattede og saa' ind over Land:
Til højre laa Side om Side, alle med Gavlene fremefter, en uendelig Række af Smaahuse med Glasverandaer foran (de lignede Udstillings-Montrer). Og bag Ruderne sad fede tyske Mænd og Kvinder og drak 01. De drejede langsomt de kødfulde Ansigter og saa' ud mod Skibet; og drejede derpaa Ansigterne ligesaa langsomt tilbage igen ind over Seidlerne ...
74| Til venstre saas, hinsides Tømmerpladser og Kuloplag, brede, græsrige Enge, som Mile borte ude i Horisonten var kantet af blaasorte Skove.
– Der ligger Rostock ... sagde Knagsted og pegede mat frem mod en Samling Taarne, der ragede op over Træerne.
– Naa dér ligger Rostock ...
– Ja, dér ligger Rostock ...
Stadig gled Damperen forbi Glashuse og Glashuse og atter Glashuse ... og stadig sad der Tyskere bag Ruderne og drak ØL
– Rostock skal jo ha' saadan en køn Banegaard?
– Ja ...
– Kommer vi forbi den ?
– Ja-a! ... Hvis den uransagelige Gud da nogen Sinde lader os naa Enden paa denne Kanal!
– Jamen, Du har jo været her før, Knagsted.
– Ja ... Men jeg tror, den er vokset! Og de sejlede og sejlede og sejlede ...
– Naa, dér er da endelig Stationen! Men det var ikke Stationen; det var et Pakhus eller en Kaserne.
Knagsted strakte Armene i Vejret og gabede:
– Dette er ligesom at gaa i Grundlovstog! sagde han.
75| Men omsider naaede Skibet dog frem og lagde bi.
– Gaa nu smukt hen og tak Kaptajnen for behagelig Rejse!
– Aah, dit Vrøvl ...!
Man saa' øjeblikkelig, at man var i Tyskland: Toldvagten og Politibetjentene bar Uniformen strunk og stramt, som var de Officerer; og Moustacherne stod dem op under Øjnene som Flagermusevinger. –
Naturligvis sloges Passagererne paa Livet løs for at komme først fra Borde.
Clausen vilde styrte sig ind i Kampen; men Knagsted greb ham i Diplomatfrakken:
– Hov, hov, lille Overdrev, bliv Du bare rolig her! Vi naar det nok!
Og idet han slog en Haand hen mod Valpladsen, sagde han:
– Se paa dem! Se paa denne rasende Hob J ... Ingen vil nogen Sinde faa opklaret Motivet til denne Jærnbane- og Dampskibsrabies, der griber selv forholdsvis lamme Personer og endogsaa Folk med Træben! De støder i Rygge og river i Frakker og slider i Nederdele, som om de var ankommet til det forjættede Land og skulde ud at kapre sig de fedeste Grundstykker!
Inde foran Skranken i Toldsalen fortsattes Gemænget. Der var en Larmen og en Buldren og en Raaben og en Skrigen. Og "det svage 76| Køn" rasede stærkest; særlig nogle lange, golde Tanter og et Par overfede Fruer. –
Da Turen kom til at Overlærerens Bagage skulde efterses, trak Tolderen ham i Frakken og hviskede paa en særdeles urovækkende, sky og hemmelighedsfuld Maade:
– Du har da vel ikke Cigarer i Kofferten? Clausen blegnede:
– Jo-o! Du sa'e jo selv, at jeg skulde ta' nogen med.
– Hvor mange har Du?
– En Kasse ... Hundrede ...
– Tak Skæbne! Du bli'er halshugget!
– Jamen ...
– Saa, der kommer han!
Overlæreren trippede som en Høne i en Vandpyt.
Toldmanden saa' paa ham med et gennemborende Blik:
– Haben Sie etwas?
– Was ...?
– Haben Sie etwas ?
– Nein ... nein! ich habe Nichts! Fyren rodede lidt rundt mellem de øverste Lag i Kofferten og gik saa til den næste.
– Du lyver virkelig særdeles smukt, lille Overmenneske!
– Ja, kære Ven, hva' ... hva' skulde jeg gøre ...!
– Nej, naturligvis! Men jeg troede bare ikke, 77| Du havde saa megen Kultur! . . Skal vi saa gaa ud og faa os en Kupé?
Og de fik sig en første Klasses Kupé ganske for sig selv... Forøvrigt en væmmelig lurvet og snavset Kupé med klirrende Ruder og luvslidt Fløjelsbetræk.
– Sikket Materiel de altid byder os paa denne Rute! sagde den vidtberejste Ekstolder indigneret. (Han havde været tre Gange i Berlin, Tur og Retur).
Men Clausen, der var begyndt at hygge sig lidt efter Søstrabadsen, syntes at her var meget pænt. Og han for fra det ene Vindue til det andet for at se paa det fremmede Land. –
De rullede ud gennem Engene, over mange smaa raslende Broer, forbi Søer og Kornmarker og Skove. Og Sol og blaa Luft laa over det hele.
– Det ligner Danmark! sagde Overlæreren.
– Aaja; men Danmark er kønnere! Clausen vendte sig:
– Man véd aldrig med Dig, Knagsted, om Du taler alvorligt, eller Du gør Nar.
– Nej ... men det er netop det interessante ved mig! Lokomotivet fløjtede – en underlig spæd og barnlig Fløjten som fra Dampkedelen paa et Fællesmejeri:
78| – Men det maa Du da indrømme mig, lille Clausen, at man fløjter meget kønnere i Danmark!
Overlæreren fik ikke Tid til at svare; man rullede ind paa Rostocks Banegaard:
– Næ-æ! sagde han fuld af Beundring – sikken en Banegaard!
– Helsingørs er bedre! sagde Tolderen. En glad og grinende Avissælger hylede op uden for Kupeen:
– Berliner Tageblatt! Lokalanzeiger! Fliegende Blätter! Polidiken! Berlinske Tidende! Verdens Gank! Aftonbladet! Le Figaro! Times! Jugend ...
– Verdenshistorie, hva'!? sagde Knagsted.
– Ja-a! nikkede Clausen med lysende Øjne.
– Hør, bed ham om Simplicissimus!
Overlæreren stak fornøjet-ivrig Hovedet ud og raabte:
– Wollen Sie mir Simplicissimus geben! Manden vendte sig rasende om imod ham:
– Verfroten, bitte! sagde han; og han var højrød i Ansigtet af Vrede.
Clausen for forfærdet tilbage. Knagsted klukkede.
– Du vidste altsaa godt, at den var forbudt, Tolder?
– Ja-ha, kære Ven; men jeg vilde ha', at Du skuide smage, vi var i Tyskland!
79| Og de rullede videre. Toget tog stærkere og stærkere Fart; Kupeen gyngede og vuggede; Ruderne klirrede, og Støvet hvirvledes ind gennem alle Sprækker og Aabninger. – Kornmarkerne, Søerne og Løvskovene blev sjældnere og sjældnere; til sidst forsvandt de ganske; og man saa' nu kun store, bølgede Sandflader sparsomt bevokset med Gran og Fyr.
De to Venner sad trætte og sultne og tavse hver i sit Hjørne. – Knagsted pegede ud paa Sandhavet:
– Nu er vi i Preussen ...
– Det ser noget trist ud ...
– Tja-e ... Hør, sig mig, lille Clausen, er Du ikke underlig til Mode ved saaledes at fjerne Dig længere og længere fra dit elskede Fødelands Kødgryder?
– Næ-æ ...
– Naa ikke det ...? Ja for leg bli'er altid saa bedrøvet, naar jeg er ude at rejse. Sæt, man gik hen og blev syg og døde uden at ha' faaet sagt rigtig Farvel til Frihedsstøtten og Rundetaarn og Hesten paa Kongens Nytorv og alt det andet derhjemme!
– Skal Du nu til at gøre Nar igen!
Knagsted rystede tungt paa sit behaarede Hovede:
– Ja, se det er jo Forbandelsen ved at være en saakaldet "Satyricus" ! sagde han – Naar de ædlere Instinkter engang imellem kommer oven80|paa, og man søger Sympati, saa gaar det En, som det gik Drengen, der ni Gange narrede Folk ud til Aaen ved at raabe, at han var faldet i ... han fik, trods sine Skrig, Lov til ynkeligen at omkomme, da han endelig den tiende Gang for Alvor var gaaet paa Hovedet i Vandet!
[81]| Ved Neu-Strelitz blev der hægtet en "Speisewagen" i Toget; og de to Venner gik sammen derind.
Knagsted valgte sig en "Beefsteak von Filet mit Brat-Kartoffeln" , samt en "Flasche Giesshübler Saurbrunnen"; og Clausen: en "Kalbs-Cotelette mit drei Spiegeleiern" og en "Flasche Original-Pilsner Bier aus der Pilsner Genossen-schafts-Brauerei in Pilsen".... Og alene det at rekvirere disse Sager i den tyske Tunge var Dhrr. en Svir! –
Ellers var Opholdet i Restaurationsvognen ikke udelukkende behageligt; thi da Toget var kommet i fuld Fart, svingede og gyngede Vagonen saa tøjlesløst, at Tallerkener, Glas, Flasker og Fade raslede rundt mellem hverandre og truede med at gaa paa Gulvet.
Ekstolderen greb med et rask Tag fat om sin Giesshübler, ligesom den skulde til at lette:
– Dette her er vist noget i Retning af, hvad Avisreferenterne kalder "en livlig Middag"! sagde han.
82| – Ja, sagde Overlæreren, og han var ganske bleg – jeg er virkelig lige ved at blive søsyg igen! ... Og hvordan skal jeg faa fat i mit Rundstykke?
– Hvor er det?
– Jeg sidder og holder paa det med Foden; og Tallerkenerne her tør jeg ikke slippe!
– Lad Du Rundstykket rulle, min Dreng! ... Saa nu kæntrer vi!
Toget slog en saa halsbrækkende Kurve, at Knagsted i en lynende Fart maatte plante alle sine ti Fingre henholdsvis paa Beefsteaken og mellem Brat-Kartoflerne, for at de ikke skulde gaa samme Vej som Brødet.
– Det er dog den stiveste Kørsel! ... Skynd Dig lidt, Clausen, at vi kan blive færdige, inden vi ligger der!
Men Clausen sad ivrig beskæftiget med at hente et halvt Spejlæg ned fra sit Frakkeopslag:
– Aa-aa, min Frakke! klynkede han og forsøgte at gaa efter med Kniven.
– Nu skær Du jo Halsen over paa Dig, Menneske! sagde Tolderen og rev Vaabenet fra ham – Lad Du det sidde, til vi kommer i Land!
Og de fægtede sig videre igennem Føden.
– Nu har vi det jo forholdsvis godt ...
– Aa, ja ...
De var ved en Mellemstation sluppet ind i 83| deres egen Kupé og laa nu og døsede paa hver sin Sofa.
– Er Du søvnig?
– Ja-a ... lidt ...
– Er Du færdig med din Cigar da?
– Ja ...
– Naa, lad os saa sove ...
Der blev en lille Pause; og Clausens Øjne sank til. – Toget for brusende og raslende fremad; og dets slingrende Bevægelser rev og sled i de liggende.
Pludselig trak Knagsted en lille Pakke frem af sin Jakkelomme og pakkede den op:
– Vil Du ha' et Stykke Chocolade og sove paa, Clausen?
– Aa, Du med din Chocolade ...
Tolderen rakte en Tavle Cloétta over imod ham:
– Vil Du bide?
– Nej!
– Jeg kan ogsaa godt bide det af for Dig.
– Aa, lad mig nu sove, Knagsted!
– Det er bare Elskværdighed fra min Side, lille Overmand; saa jeg synes, det er underligt, at Du ta'er det saa ukærligt.
– Lad mig saa i Guds Navn bide da! Knagsted rakte ham Tavlen:
– Værsgod ...
– Tak ... (Clausen bed) ... Værsgod igen.
– Mange Tak! ... Smager det saa ikke godt?
84| – Udmærket... Skal vi saa sove?
– Ja ... Der var bare én Ting, jeg vilde ha' Lov til at sige først?
– Hum ...
– Jeg synes, Du saa' saa fornem ud før med det Spejlæg oppe paa Opslaget.
– Saa-aa ... ?
– Ja. Du lignede en Ridder af den japanesiske Solorden.
– Hum ...
– Og Du skulde ikke ha' vadsket det af, synes jeg.
– Ikke ...
– Nej. For her i Tyskland sætter man saa overordentlig Pris paa Dekorationer.
– Hum ...
– Og vi vilde begge to være blevet behandlet med langt større Agtelse.
– Hum ...
– "Hum", ja! ... Maa jeg sætte et Æg derop i Morgen, skal Du faa ti Kroner?
Clausen gav ikke længere Lyd fra sig. Han sov. – Og Toget buldrede af Sted; og Vagonen slingrede ...
Men Knagsted laa paa sin Sofa og stirrede med trætte Øjne op mod Lampen under Loftet. Han kunde nemlig ikke sove om Dagen; og allermindst paa Rejse.
[85]| Det var sent paa Eftermiddagen; Solen hængte nede i Vest bag et Slør af Taage! Lavningerne dampede; og Fuglene gik til Ro ...
Toget nærmede sig Berlin:
– Det kan næsten ligne Nørrebro! sagde Overlæreren, da de bruste forbi nogle lange Rækker af høje, skiddengule Huse og smalle, snorlige Gader.
Men saa var det overstaaet; og de for igennem nogle Villabyer, hvor det gule Sand gloede frem i Havegangene; og hvor der var Forlystelsessteder med Ballongynger og Karruseller.
Og en Samling "Kolonihaver" passerede de med Hundreder af nøgne Tremmelysthuse, der lignede store, afpillede Dyreskeletter. Men bag "Ribbenene" saa' man Borde og Bænke, hvor glade, langskæggede Tyskere sad med deres Koner og Børn og drak Øl. –
Derpaa kom der igen Kvarterer med Nørrebros-Huse. Og Haverne forsvandt. – Men paa begge Sider af Banelinien stod høje, blomstrende Akasietræer.
86| Ratsch! Toget suste ind under en Bro; og saa nok en og nok en.
– Næh! sagde Clausen, der var bleven vel til Mode og lysvaagen efter sin Søvn – der kører jo ogsaa et Tog dér oppe!
– Ja; det er Ringbanen.
– Er det den, der nogle Steder kører oven over Husene?
– Ja; og har Endestation paa Siegessáule!
– Det bli'er nu forfærdelig morsomt, Knagsted, at se sig rigtig om!
Ratsch! nok en Bro; og saa en Station, hvor det saa' ud, som om de ventende Passagerer stod magasinerede i Glasskabe?
– Hvad hed den Station?
– Det maa Fanden vide.
– Se dér er en Kirke!
-Ja.
– Hvad hedder den?
– Det maa Vorherre vide.
– Vi maa da straks lidt ud i Aften, lille Tolder?
– Det maa vi.
– Hvor skal vi gaa hen?
– Aa, jeg har tænkt mig, at vi gaar ned til Keck i Leipzigerstrasse.
– Hvad er dér?
– Der er Kødudsalg.
– Kødudsalg ... Hvad skal vi dog dér ?
– Se paa Varerne og ryge Tobak. – –
87| Toget svingede ind paa Banegaardsterrænet. De elektriske Lamper rundt om var allerede tændt paa deres Standere; det var, som kørte man i det skæreste Maanelys. – Et Tog bruste forbi og bort. Og ét til paa den anden Side! Sang og rappe Hammerslag lød ud fra et nærliggende Skur. Og rundt omkring fra Gaderne hørtes Sporvognsklokkernes Kimen, Avissælgernes Raab og Motorvognenes tøf-tøf ...
– Stettiner Bahnhof! sagde Overlæreren med straalende Øjne – Nu er vi der, Knagsted!
– Ja, nu er vi der.
De rullede ind under Glastaget; det lød som gjaldende Torden. – Lokomotivet fløjtede og gav Kontradamp. Toget holdt; Kupédørene reves op; og de rejsende myldrede ud.
To uhyre fede Mænd for i samme Nu løs paa hinanden og kyssedes en tre-fire Gange; det smældede, som naar man slaar sin flade Haand ned i en Skinke! – Hele Perronen kyssedes: Forældre og Børn, Onkler og Tanter og Fætre og Kusiner og Bedsteforældre og Oldemødre ... det ligefrem pladskregnede med Kys!
– Kys med! sagde Knagsted – ellers kan de se, at Du er Udlænding; og saa trækker de Dig op!
En Drager kom til:
– Bitte, haben Sie Gepäck, Hr. Doktor?
– Kys Drageren, Clausen! saa bær han din Koffert gratis.
– Haben Sie Gepäck, Herr.? Tolderen rakte Manden Garantisedlerne:
– Og en Droske!
– Jawohl!
Mængden masede mod Udgangene. Der puffedes og stødtes og trængtes paa. Clausen blev formelig rullet rundt mellem et Par hæsblæsende Damer med Hatæsker.
– Hier, hier! raabte Drageren og vinkede.
Knagsted greb Overlæreren under Armen og halede ham med sig bagefter Vejviseren gennem en Glasdør til højre og ned ad en bred Stentrappe.
Dér nede stod en barsk Politibetjent med en Masse smaa Blikskillinger paa et Stegespid. Han stak Drageren en Skilling ud:
– Achthundert und vier und fünfzig!
– Jawohl! sagde Knagsted og trak videre med sin Jonathan. –
Paa Torvet uden for Stationen var der et Hav af Drosker.
– Achthundert und vier und fünfzig! raabte Tolderen.
– Hier!
Vognen kørte frem, og de to Venner steg op.
– Gepäck, bitte?
– Augenblick, ja ...!
– Det er svært, saa Du er dygtig, Knagsted!
– Ja-a, man er jo Verdensmand!
89| Overlæreren vendte og drejede sig paa Sædet og saa' sig om til alle Sider:
Droske efter Droske rullede frem foran Portalen, fik Passagerer og rullede bort igen. Hestene borede sig ind mellem Sporvogne og Omnibusser, hvis Kuske bandte og skældte og truede, medens Cykler og Automobiler strøg hvislende og prustende forbi, og Togene inde paa Stationen hvinede, sydede og larmede ...
Drageren kom med Kofferterne:
– Fünfunddreissig Pfennig!
– Værsgod.
– Danke schön!
– Hotel du Nord, Unter den Linden!
– Schön!
Kusken smældede paa Hesten, og Drosken satte ind i Virvarret.
– Det er dog uforsvarligt, saa han kører! sagde Overlæreren og holdt sig fast med begge Hænder.
Klip-klap, klip-klap! lød Hovslagene mod Asfalten. Man snurrede om Hjørner og skar forbi Omnibusser. De elektriske Sporvogne kastede en Regn af Smaagnister frem under Hjulene, Cykler kimede, Motorvogne tudede ... og Overlærer Clausen var ved at tabe sit lille Vejr.
– Nu er vi i Friederichsstrasse!
– Er vi ...? Ja, jeg holder egentlig ikke af at køre ...
90| Ikke? ... Kan Du se det store Hus dér; det er en Kaserne.
Drosken standsede med et Ryk. Fra en Gade ligefor Kasernen kom en Afdeling Soldater marcherende stive og strunke tværs over Kørebanen. Kaserneporten blev slaaet op som paa Tælling: en ... to! og Krigerne drog ind i Gaarden.
– Det er stolte Ka'le at se paa, Clausen!
– Ja ... sagde Clausen; han sad med Livet i Hænderne.
Thi Færdselen, der var bleven standset af Soldaterne, tog nu fat igen; og i et Par Sekunder var Gaden som en Malstrøm af Køretøjer. Tolv-fjorten Drosker, Arbejdsvogne, Omnibusser og Sporvogne syntes uhjælpeligt indfiltret i hverandre som i en Knude. Men Knuden løstes paa det eleganteste uden at to Hjul saameget som havde skuret op ad hinanden. – Og Vognen tog igen Fart.
– Kan Du se, det gik, gamle Ven!
Oppe ved Weidendammerbrücke var en Hest faldet; den laa og sprællede og kunde ikke rejse sig igen. En Hoben Mennesker stod og betragtede den. – Men Drosken for ufølsom forbi og op-paa Broen.
– Nu kører vi over Spree, forklarede Tolderen. – Og kan Du se Bygningen dér ovre til højre, med den forgyldte Peberbøsse paa Toppen; det er Rigsdagsbygningen.
– Saa-aa ... Er vi ikke snart ved Hotellet?
91| – Jo; nu er vi der om et Øjeblik! ... Kan Du se, der er Ringbanen igen!
De for ind under en Jærnbro, der gik tværs over Gaden. I det samme bruste et Tog frem over deres Hoveder. Det lød, som ramlede en Verden sammen.
Og da de kom ud paa den anden Side, var Overlæreren ligesom bleven et Kvarter mindre:
– Er vi dog ikke snart ved Hotellet!
– Jo, jo, jo! ... Se dér kommer en elektrisk Droske! Vilde Du ikke hellere ha' kørt med saadan en?
– Nej det véd Gud, jeg ikke vilde!
– Saa, dér er Victoria Café! Og dér er "Linden".
– Men næ-æ, sagde Overlæreren dybt skuffet – er Træerne ikke større!
– Og dér ligger den verdensberømte Café Bauer!
– Saa-aa ...? Men om jeg kan glemme, at Træerne ikke er større!
– Og se derovre er Universitetet og Hovedvagten og Tøjhuset og ...
Clausen tog pludselig Hatten af og nikkede huldsaligt smilende ned mod Fortovet.
– Hvem Fanden var det? spurgte Knagsted ærgerlig.
– Det var jo Mikkelsen-Sejstrup!
– Hvad er det for en Bede?
92| – Men, kære, det er jo ham, Skolelæreren, Du traf hos mig, mens jeg var syg!
– Degnen!? raabte Knagsted og stak Hænderne besværgende mod Himlen – Ih Du alforbarmende Gud! ... Degnen! med Grrækerne og tfromerne og Morralen og Grrmet og hele det øvrige Jonstrupske Clavicordium ... Men det vil jeg sige Dig, Clausen, bruste han saa ud – møder jeg ham, myrder jeg ham! – –
Drosken standsede. Man var ved Hotellet.
Klokken var kun ½10, og der var endnu ikke mødt ret mange Gæster. Ogsaa af "Værtinder" sad der kun en enkelt hist og her og sløvede over sit øl
Men de elektriske Blus og Kroner var tændt. Guldet lyste fra Lofts-Ornamenterne og Søjlernes Kapitæler; og de nøgne Mænd og Kvinder rundt paa de store Vægmalerier fremviste ublufærdigt deres hvide Lemmer. – –
Clausen og Knagsted sad godt gemt bag en Søjle til højre for de forgyldte Glasindgangsdøre, der langsomt hvæsede op og i. De sad med hver en Kop café au lait foran sig; og Clausen glemte næsten at holde Ild i sin Cigar:
– Hvad er det dog for et Sted, Du har ført mig hen?
– Et meget udmærket Sted, lille Overdrev; og et Sted, der er fortræffeligt at faa Forstand af!
Glasdørene hvæsede, og et Par halvvoksne Drenge paa en 16-17 Aar listede sky ind. De standsede brat op, blændede af Lyset og Guldet og 94| Malerierne. Det var øjensynlig første Gang, de var her; og den ene gjorde en hurtig Bevægelse, som vilde han flygte. Men en beleven, kjoleklædt Kelner sprang til og anviste med en affabel Haandbevægelse de tvende Novicer Plads ved et noget afsides Bord ovre under Vinduet.
Et Par Pigebørn klappede i Hænderne og slog en skingrende Latter op:
– Die süsse Jungen! Komm 'mal hier! Drengene bøjede rødmende Hovederne; men man kunde se paa dem, at de følte sig smigrede.
– Kommer her ogsaa Børn! sagde Clausen rystet i sin Grundvold.
– Tjae, sagde Knagsted – dette er jo som en Slags Anskuelsesundervisning at regne for.
– Jamen hvis nu en af disse ... disse Damer gaar hen og gi'er sig i Lag med de unge Mennesker ...?
– Det maa de ikke. De skal blive siddende paa den Plads, de engang har valgt sig.
– Naa-aa, sagde Clausen betydelig lettet – naa skal de det.
– Ja ... Men Drengene kan godt gaa hen til "Damerne" !
– Jamen det tør de ikke! nikkede Overlæreren fortrøstningsfuld.
Knagsted smilede og klappede hans Haand:
– Nej, det tør de ikke, nej ... Vi har jo selv været unge engang! – –
95| Glasdørene hvæsede nu uophørligt. Gæsterne strømmede ind; Mandfolk i alle Aldere og af alle Samfundsklasser. – Ogsaa den ene "Dame" efter den anden kom fejende med Brask og Bram. De saa' sig rundt i Forsamlingen og smilede og nikkede og hilste og tog saa Plads enkeltvis eller to og to ved Smaabordene midt i Salen.
Men af og til kom der ogsaa listende en Borgermand med sin Kone, og en Haandværker eller en Kommis med sin Kæreste. De saa' sig genert og forlegent omkring; men naar de først havde fundet sig en stille, skjult Plads, snakkede de ivrigt hviskende op og syntes at "more" sig fortræffeligt. –
Midt i Lokalet, lige under den største af Lysekronerne, havde en høj, slank, mørkhaaret og spraglet klædt "Dame" slaaet sig ned. Hun havde en stor skinnende Rubin i det ene Øre, og hendes lange, hvide Fingre lynede af Diamanter. Hun gestikulerede livligt til højre og venstre og sagde Vittigheder rundt til Kollegerne.
– Det er "Dronningen" , sagde Knagsted – Der er ikke ét af de andre Pigebørn, som vover at sætte sig paa hendes Plads!
– Saa-aa? Overlærerens Øjne lyste – Hvem har givet hende den Rang?
– Véd det ikke ... formodentlig Kejseren; han blander sig jo op i alting! – –
En Herre i lang, gul Støvfrakke og høj Cylinderhat rejste sig fra et Bord og gik. Og lidt 96| efter samlede "Damen" , han havde siddet og konverseret, Tøjet sammen om sig, rettede paa sit blomstersmykkede Møllehjul af en Hat og forsvandt samme Vej. – – Kollegerne saa' misundelige efter hende.
– Hvor skal de nu hen?
– Clausen, Clausen! ganske vist er Du fra Gammelkøbing, men ...
Overlæreren rødmede dybt og skjulte sit Ansigt over sin Kaffekop.
– Næ, sikken en sød lille Gretchen! Knagsted pegede hen mod en ganske ung Pige, paa en 15-16 Aar vel, som kom svansende ind ad Døren. Hun var lang, opløben og næppe fuldvoksen. Hendes lyslokkede Haar hængte i en Pisk ned over hendes stumpede Jaket; og paa Hovedet bar hun en lille, hvid Straahat med lyseblaat Baand om ... Hun saa' ud, som skulde hun paa Skoleskovtur.
"Dronningen" rejste sig og vinkede og nikkede; og Pigebarnet skyndte sig hen til hende og tog Plads ved hendes Bord.
– Det burde nu forbydes! sagde Clausen oprørt.
– Ja, er det nu ikke underligt, kære Ven, nikkede Knagsted – men det er mig faktisk umuligt at blive sentimental over dette her!
– Hva' mener Du med det?
– Jeg mener, at disse kære Pi'er har det jo 97| udmærket. Se bare, hvor glade de ser ud; og hvor pyntede de er, og hvor de snakker løs!
– Jamen, naar de saa kommer hjem!
– Mener Du: alene ?
– Uf ... Ja!
– Aa, saa sover de og laver Kaffe og læser Romaner og tænker paa Stadsen til den næste Aften, og ...
– Men naar de saa bliver gamle ...?
– Ja-a, sagde Knagsted og kløede sig betænkelig i Haarfylden – saa bli'er det vel nok lidt trist ... Men saa kan vi Pebersvende jo ta' og gifte os med dem!
– Godaften, Diherrrrerr! Saa vi skal trræffe hverrandr re paa di on-de Veje, hæ hæ?
Clausen stivnede af Rædsel: thi det var Hr. Skolelærer Mikkelsen-Sejstrup, som stod dér bukkende, smilende og hvidslipset.
– Hvor r Godtfolk er r, kommer r Godtfolk til! vedblev Degnen, og hans Ansigt skinnede i det elektriske Lys buttet og rundt som en oversalig Englebagdel – Tilla-derr I, at jeg sætter r mig ved Jer r?
Og han satte sig.
Clausen skævede om mod Knagsted for at se Virkningen. Men Tolderen smilede ganske fredsommeligt og sagde yderst venligt:
– Det er os en Fornøjelse, Hr. Sejstrup!
Og saa gloede de alle tre stift paa hinanden i et Par Sekunder.
98| – Her r er r sælsomt at wæ-r re! begyndte saa Degnen paa en frisk – Men man bør r jo se det! ... Diher rr rer r drrikkerr Kaffe?
– Ja ... Vil De ha' en Kop med? spurgte Knagsted.
– Tak, som by-derr! Kaffen blev bestilt og bragt.
– Har De været længe i Berlin, Hr. Sejstrup? ... Værsgod her er Fløde.
– Tak, Tak! ... I fir re Dage; og her rfr ra r rejser r jeg til Par ris og London.
– Naa, det kan nok være, at De skal ud at muntre Dem! Clausen sad ganske betuttet over Tolderens Venlighed.
– Det er r ikke for r at "muntr re" mig, Hrr. Kontrrollør r, at jeg r rejser r!
– Naa, ikke det, naa ...?
– Det høje Ministerium har r wær ret saa naa-dig at tilstaa mig tr rehundr rede Krronerr, og disse Penge gør r jeg nu Studier r for r.
– Her hos Keck?
– Her r ved Keck, ja; og andrre Steder r.
– Ah-h! ... Har De lagt Mærke til den lille Dame derovre; hende med den hvide Hat? (Hr. Mikkelsen drejede Hovedet om i den angivne Retning.) Hun ser brillant ud, hva'?
– Aa ja, sagde Degnen roligt og sagligt – hun synes at have et meget behageligt Lægem ...
99| Pludselig vendte alle Ansigter sig om mod Indgangsdøren; og to Kelnere løb hurtig hen og aabnede den paa vid Gab:
En høj, livréklædt Tjener kom ind med en lille, sammensunken Olding næsten hængende ved sin Arm. Den gamle stagede sig frem ved Hjælp af en Stok. Han var hvidhaaret; og hans lille rynkede Ansigt var pergamentgult. Men de smaa brune Øjne skinnede af Liv under et Par buskede Bryn. Han lignede en Rovfugl ... en gammel, syg Rovfugl, der ikke vil dø.
Han blev modtaget med Haandklap og Bravoraab. Og alle Pigebørnene rejste sig og vinkede:
– Hier! Hier!
Men Tjeneren slæbte af Sted med ham hen til Midterbordet, hvor "Dronningen" og den lille "Gretchen" sad. Dér blev den gamle anbragt paa en Stol midt imellem dem.
Saa trak Tjeneren sig tilbage; og Kelnerne stimlede sammen om Bordet.
Den gamle lagde en rystende Arm om Halsen paa hver af de to Piger:
– Was wollen Sie denn heute Abend haben, meine kleinen Damen?
Knagsted, Clausen og Degnen fulgtes ad gennem Friederichsstrasse op mod "Linden".
Fortovene vrimlede af leende, pludrende og kurtiserende Fodgængere. Ude paa Asfalten 100| krydsede Drosker hinanden i susende Fart. Tændstikkesælgere skreg op med deres Varer. En Politibetjent slæbte af med et hvinende Fruentimmer. En Hest gled ud og styrtede ... Og højt over den hele Hurlumhej lyste koldt og lidenskabsløst de blege elektriske Lamper. –
Paa Hjørnet af en Sidegade skinnede en Række oplyste Ruder frem. Og over Døren stod med store gyldne Bogstaver: Café National.
Degnen standsede:
– Titter r Diher rr rer r ikkemed her r ind?
– Nej, nu vil vi skam hjem og i Seng! sagde Knagsted – Klokken er jo straks Et! ... Hvad er dér inde at observere ?
– Der r er r og-saa ulykkelige Pigebør rn; men di er r en Grrad r ringer re end ved Keck.
– Har De ikke faaet Pi'er nok endnu, Sejstrup?
– Jeg er r Medlem af For reningen mod Lovbeskyttelse for r Usæ-delighed, sagde Degnen med dystert Alvor – og desaar rsag gjør r jeg Stjudier r til en liden Opsats om disse ar rme Kvinder rs Liv og Fær rden.
Og saa forsvandt han i Kafeen.
– Trehundrede Kroner! sagde Clausen lidt efter – Han kan da virkelig ikke rejse hele Europa rundt for det Beløb!
– Ok Gud jo! sagde Knagsted – Og Du skal 101| se, han bringer nok godt og vel et Hundrede med sig hjem igen! ...
Det er jo én af Grundene til, at vi ikke kan staa os imod dem, Fanden maa vide, hvordan de bær' sig ad, men nu fik han da straks pumpet os for den Kop Kaffe!
[102]| Fortovet paa højre Side af "Linden", lige fra Brandenburger Thor til helt op forbi Königliches Schauspielhaus, stod pakkende fuldt af nysgerrige.
Klokken tolv vilde Kejseren komme forbi. Der skulde afsløres et eller andet "Denkmal" ude omkring ved Thiergarten. (Der skal altid afsløres "Denkmaler", naar man er i Berlin). – Større og mindre Militærafdelinger var allerede draget forbi med brogede Standarter og buldrende Musikkorps. Lange Rækker af Vogne med latterlig udpyntede Studenter i røde, blaa og grønne Uniformstrøjer og hvide, stramtsluttende Vadskeskinds-Benklæder var jaget samme Vej. Officerer med klirrende Sporer og vajende Hjelmbuske stoltserede af Sted ude paa den afspærrede Asfalt ... Og beredne Politibetjente for frem og tilbage imellem dem, slog ud med deres hvidhandskede Hænder og raabte op og gav Ordrer, medens de gyldne Hjelme lynede i Solen, og Skummet fløj i store Flager fra Hestenes Bidsler ...
103| Overlærer Clausen stod helt oppe paa Spidsen af sine længste Tæer uden for Café Bauer.
– Er han der? spurgte Tolderen, som mere besindig sad ved et Bord og nød en Kop Chocolade.
– Nej, endnu ikke ... Clausen strakte sig stedse mere og mere; det saa' ud, som trænerede han sig til at gaa til Vejrs.
– Men Clausen dog, at Du ikke kan passe paa!
– Hvad er der?
– Nu har Du jo igen glemt at knappe dine Bukser! Overlærerens Hænder tumlede forvildede ned til Knapperne og fik Forretningen besørget.
– Det er da ogsaa forfærdeligt! sagde han.
––– Ja, Du bør fæste Dig en Kammerjomfru.
En raslende Trommehvirvel blandet med skingre Kommandoraab lød ovre fra Hovedvagten. To Politibetjente paa blankbrune, prustende Heste kom i susende Trav ned langs Rækkerne. Og der gik en bølgende Uro gennem Mængden, og en hastig Mumlen:
– Der Kaiser! Der Kaiser!
– Der er han! sagde Overlæreren. Og Tolderen glemte sin Besindighed og for op ...
Som et Lyn strøg den kejserlige Ekvipage forbi paa sine Gummihjul. Man saa' kun i et Glimt Majestætens blege Ansigt med de bredt udspilede Flagermusevinger op langs Næsen. 104| Hans smaa, kolde Øjne gled sky og hastig ind mellem Publikum til højre og venstre; og han bøjede næsten umærkeligt Hovedet og hilste med Haanden op mod Uniformshuen.
Kun enkelte Hatte løftede sig for ham; og hist og her lød et spredt Hurra ...
Man fik det Indtryk, at "Folket" snarere syntes at overvære et eller andet Skuespil, end at det netop stod Ansigt til Ansigt med sin af Gud beskikkede Cæsar.
Vognen forsvandt; og Menneskestrømmen slog sammen bag den.
– Saa fik Du da ham at se, Clausen.
– Ja-a ... Han saa' ikke glad ud ...
– Aa nej; de gemytlige Monarkers Tid er forbi, lille Overdrev! ... Men dér er nok mer' Halløj!
En ti-tolv skarpe, hvinende Piber akkompagneret af lige saa mange taktfaste Trommer lød nede i Friederichsstrasse: En, to, – en, to! man kunde ligefrem se Soldaternes disciplinerede Ben maale Gaden af som en Afdeling vandrende Passere. De kom nærmere og nærmere; man kunde tydelig høre Fodslagene mod Asfalten nu. Men saa, pludselig, satte et hundredestemmigt Orkester i med et Brag, der overdøvede al anden Lyd: Heil Dir im Siegeskranz, Herrscher des Vaterlands – Heil König, Dir! ...
Musikken slog ind mod Husenes Facader, 105| kastedes tilbage og sank og steg i den snævre Gade og tog Fart og joges fremad, indtil den slyngedes ud over "Linden" som en Kaskade af Toner!
Atter for alle Gæsterne op fra deres Stole og ud paa Fortovet. Det var Vagtparaden, der trak op. Og nu svingede den om forbi "Bauer".
Thsjim da-da, thsjüm da-da, bum, bum, bum: ... Fühl in des Thrones Glanz, die hohe Wonne ganz, Liebling des Volks zu sein – heil, König, Dir! sang Instrumenterne; og enkelte højtstemte Patrioter faldt i med, idet deres Ansigter formelig blev blege af Begejstring, medens en hellig Gysen rislede dem ned gennem Rygraden. Hatte blev svungne; og der lød Haandklap og Hurraraab ... Dette var Mad for Mons "Folket" !
– Man faar saadan en Lyst til at være Soldat!
– Saa-aa?
– ... Og saadan en Lyst til at gaa paa med Bajonetten! Overlæreren gjorde med knyttet Haand et vildt Udfald mod Tolderens Ribben.
–– Rider Maren Dig! ?
– Det er den Musik! sagde Clausen og hans Øjne gnistrede af Gaapaalyst.
– Jeg har Gudhjælpeme aldrig kendt Mage! ... Vil Du slaa?
– Nej jeg vil ikke; men ... men ...
– Men hvad?
106| – Jeg ... jeg er kommet til at tænke paa mit Fædreland!
– Dit ...? "Nu be'er jeg Dem Fru Heilbunth" !!
– Ja, Du er naturligvis Anarkist!
– Sig mig, Clausen: er Du bleven gal?
– Nej, jeg er ikke!
– Naa dog ikke?
– Nej ... men saadan en ... Vandmand, som Du, kan naturligvis ikke føle Begejstring!
– Jo, det ved Gud, jeg kan! Jeg er for Eksempel for nærværende ganske rasende begejstret over Dig!
– Uff ...! sagde Clausen og sank slapt ned paa sin Stol. Musikken kunde nemlig ikke længere høres.
[107]| Gør mig den Tjeneste at læse dette her, Knagsted Hvad er det?
– Det er en lille Novelle, Rasmus Vridsløse har skrevet. Jeg synes, den er saa nydelig.
– Hum ... kan man nu heller ikke ha' Fred for ham her!
– Vil Du ikke læse den?
– Nej; jeg har sgu faaet tilstrækkelig af den Tønde.
– Aa, gør mig nu den Tjeneste, hva'? De sad og drak "Fem-The" og studerede de danske Aviser i Café Westminster.
Knagsted rakte godmodigt Haanden ud og tog Bladet:
– Naa, i Guds Navn da! sagde han og læste:
Faa Stylter.
Lille Marie vilde gerne have sig et Par Stylter.
Hun bad sine Forældre om at give sig dem; 108| men de sagde Nej. En lille Pige har ikke godt af at faa Stylter. Der var én, som havde brækket sine Arme, og én, som havde knust et Ribben. Marie maatte vente, til hun blev tolv Aar.
Men Marie kunde ikke vente, til hun blev tolv Aar. Det sagde Forældre altid, og det gik saa forfærdelig langsomt med Aarene. Og da hun gik i en kristelig og god Skole, vidste hun nok, hvem hun skulde bede.
Hun delte Soveværelse med sine Forældre, for de var ikke videre velhavende. Hver Aften, naar hun laa under sin lille Dyne, sagde hun en smuk lille Aftensalme:
Det var jo egentlig en Morgensalme, men lille Marie vidste ikke bedre, og det var jo netop det yndige ved det.
Derefter sagde hun smukt Godnat. Men saa snart hun troede, at Far og Mor sov, foldede hun igen sine smaa Hænder og bad højt og tydeligt:
"Kære lille Vorherremand ... giv mig et Par Stylter."
Saadan gik det hver Aften, og hendes kærlige Forældre talte om det.
"Vi burde nu give hende de Stylter for 109| Vorherres Skyld," sagde vores Mor, "at hun kan blive ved at tro paa ham."
"Vi kan ikke risikere hendes Ribben for Vorherres Skyld," sagde vores Far, "men vi kan give hende et Par Knapstøvler."
"De er jo meget dyrere."
"Ja, det er de, men saa skriver jeg bare en lille Historie om det." For vores Far var Digter, og han skrev i alle Landets Blade.
Saa enedes de om et Par Knapstøvler som mindre farlige, i den sorte Nat satte de dem foran hendes Seng, saa kunde hun se sine Ønskers Maal, straks hun vaagnede. Vores Far og vores Mor laa spændte under Tæppet.
Og lille Marie vaagnede og gabede og pudsede Næse og satte sig op paa sin lille, hvide Ende.
Hun gned Øjnene og gabede igen og gned atter Øjnene. Saa foldede hun Hænderne og rakte dem op mod Loftet og sagde i den højeste Forbavselse og Fortvivlelse:
"Men sødeste, rareste lille Vorherremand dog ... kender Du da ikke Forskel paa et Par Knapstøvler og et Par Stylter."
Rasmus Vridsløse.
Knagsted lagde stille Avisen fra sig.
– Naa? spurgte Overlæreren ivrig – synes Du saa ikke, at den virkelig er nydelig?
110| – Nydelig, jo! nikkede Tolderen – Fin og nobel Poesi. Og saa ganske fri for Sentimentalitet og andet Øllebrød. Jeg begynder sgu snart at forlige mig med Gerningsmanden. Han bør ha' Digtergage!
[111]| Thiergarten er det smukkeste ved Berlin. Og vidunderligt er det, at denne pragtfulde Skov har kunnet vokse op i dette ræverøde Sand.
Men nu staar den der altsaa! –
Clausen og Knagsted kom flyvende i "Taksameter" ud gennem Brandenburgerthor. Deres Hoveder dinglede som paa et Par kinesiske Dukker.
– Jeg holder nu egentlig ikke af at køre, Knagsted ...
– Nej, det gør Du nok ikke.
Vognen tumlede tværsover Sporvognsskinnerne og ned ad Alleen til højre om forbi Rigsdagsbygningen,
–– Det er et nydeligt Palads]
Clausen skævede ned mod Vennen:
– Synes Du?
– Ja; og saa let og elegant i alle sine Linier! ... Bare det ikke gaar direkte til Himmels engang! –
Saa skar de omkring Siegessaüle og ned ad Siegesallé, hvor alle de hvide Kolossalstatuer lyser mod Træernes mørke Baggrund.
112| – Dette er virkelig pompøst! sagde Knagsted – Sikken en Mængde Sejrherrer, Preussen har haft!
Vognen naaede ned til Enden af den lange Allé i mindre end to Minutter.
– Vend Dig om, sagde Tolderen – saa skal Du se.
Clausen vendte sig og saa' som i et glimtende Syn de to Rækker skinnende Marmorfigurer og nederst nede som Afslutning den høje Obelisk med den gyldne Sejrsballeteuse paa Spidsen gnistrende i Formiddagssolen.
– Pragtfuldt!
– Pragtfuldt, ja; det er bare kedeligt, at hun deroppe ikke kan bevæge Armene! –
Saa for de ned ad Thiergartenstrasse, hvor Millionjødernes Villaer ligger Side om Side med pratigende Blomsterhaver foran. – Og mellem Urterne springer de nydeligste Raadyr og Harer; og bag Buske og Bladplanter titter skælmske Nisser og Nisinder frem med røde Tophuer over deres hæslige Porcelænsfjæs.
– Dette vilde faa Hjertet til at hoppe i Livet paa mine smaa Paludaner derhjemme paa Rørholm! sagde Tolderen – Og sikken et Par dejlige Hunde dér!
Inden for et lueforgyldt Havegitter sad et Par vældige, blaa Grand Danois'er paa deres Haler og saa' ganske idiotiske ud.
– Var de ogsaa af Porcelæn?
113| – De var ogsaa af Porcelæn, ja, eller hvad det nu er for et Arkanum ... Jeg synes for Resten, det er underligt, at man ikke har anbragt saadan et Par oppe foran Rigsdagsbygningen! –
Nu bøjede Vognen ned ad en Tværvej ind mellem Træerne. Her var friskt og svalt og ingen Porcelænsfigurer. – Endnu da!
Faa Bænkene derinde sad Ammer og Barnepiger i spraglede Nationaldragter: korte sorte Kjoler med brede, kulørte Borter, sviklede Strømper og store, hvide, flagrende Hovedsæt. – De generede sig ikke, disse Damer; naar Børnene følte en eller anden større eller mindre Trang, knappede de ned, eller løste op og præsenterede alle Ungens ganske Herligheder lige i Aasynet paa de forbipasserende.
– De knnde dog gerne gaa ind mellem Træerne ... sagde Clausen uvilligt.
– Det synes jeg ogsaa sagde Knagsted – Men det vil de altsaa ikke!
Kusken kørte til Side paa Vejen; og Vognen holdt.
– Hvad er der nu paa Færde?
Det var et helt Optog, som kom dragende forbi:
I Spidsen red et Par middelalderlige Riddersmænd med Fjerhatte, Pludderbukser, Kravestøvler og guldbroderede Fløjelsvamse. De sad strunk i Sadlerne med den venstre Haand støttet ind mod Siden. Og Hestene var pyntet med 114| "Skaberakker" og broget Lædertøj. – Tæt efter Forriderne fulgte Vogn paa Vogn, vel en tyve Stykker, prydede med Flag og Grønt og fulde af pludrende og leende Mænd, Kvinder og Børn. – I den midterste Vogn sad et Orkester paa 10-12 Personer, der truttede og trommede og trianglede, saa det klang i Skoven. – Under alle Vognene hang i svære Jærnkæder dinglende Øltønder med Løvværk om Maven. – Og det hele Tog sluttedes af to beredne Landsknægte i Læderkøllerter og med opkrammede Faldehatte og lange, vimpelprydede Lanser. De pustede og stønnede under Stadsen, og Sveden drev dem i stride Bække ned over deres røde, grinende Ansigter ...
Droskekusken saa' misundelig efter Toget og satte vemodig Vognen i Gang igen:
– Det var en "Schneider"-Forening, der holdt Skovtur, forklarede han.
Og man kunde se paa hans svømmende, drømmende, længselsfulde Blikke, at han med Glæde vilde have trakteret Foreningen med et helt Dusin Patent-Sakse for at kunne have faaet Lov til at tage med.
De kørte rundt ad en Mængde krydsende, grusbelagte Stier og brede, asfalterede Veje. Og stadig vekslede Omgivelserne. Snart var det, som befandt man sig i en ensom, vanrøgtet Skov, hvor Træerne groede, som de havde Lyst til, og hvor Grenene daskede den vemodige Kusk om 115| Ørene og var ved at rive Voksdugshatten af ham. – Og snart rullede man hen ad store, lyse Avenuer med Sporvogne og Omnibusser og elektriske Standere. – Men hele Tiden var det Thiergarten.
– Schloss Bellevue! meldte Kusken, da Vognen passerede en stor, graa, toetages Bygning med spidstopløbende, teglhængt Tag over tvende Rækker høje, smalle Vinduer med Hundreder af smaa, skinnende Ruder ...
I den øde, græsbevoksede Slotsgaard stod et Par rustne Kanoner paa deres Granitfundamenter og gloede dumt-truende ud over Vejen.
– L'ancien regime! sagde Overlæreren; han kunde nemlig Fransk.
– Ja, sagde Tolderen – den gamle lykkelige Tid! Hvem der var sin egen Oldefader. Dengang var der da noget, man kunde ha' Respekt for.
– Mener Du det?
– Ja, det véd den sødeste Grød, jeg gør! Alt dette her med Frihed og Fremskridt og elektriske Sporvogne og styrbare Balloner gi'er jeg Døden og Djævelen! Man bli'er saa træt af det. Nej: Portner paa et gammelt Kongeslot før 1789 ... det er Idealet!
Clausen vendte sig om mod Vennen og saa' indtrængende paa ham:
– Jeg vilde saa gerne tale rigtigt med Dig, Knagsted, sagde han – om aZting ...
– Jamen, bedst som vi saa taler, saa skær Du det hele i Stykker ...
– Gør jeg det? Det er ikke rigtigt af mig. Men det er vist ogsaa kun, naar jeg er sulten.
[117]| Kun i en otte-ti Dage skulde Deherrer opholde sig i Berlin. Og Knagsted trak derfor sin Ven rundt paa Museer og Samlinger og i Teatre og Varietéer, saa at de begge blev dødtrætte.
– Men Du maa ha' noget med hjem at leve paa, lille Clausen! ... Saa gaar vi her ind! Det er Tøjhuset.
De gik igennem mange store og høje Sale fyldte med Kanoner og Faner og Vaaben af alle Arter og fra alle Tidsaldere.
– Det er ikke noget at se paa! Kom bare med mig!
– Her er dog ellers mange interessante ...
– Javel saa! Men kom bare med mig!
Og de travede og travede. Og Folk vendte sig og saa' efter den lille underlige, behaarede Mand, der trak af med den høje, smukke, barnligt-udseende Herre ... En Sancho Pansa med en Don Quixote.
– Her er det, sagde Knagsted – her nede i dette Hjørne.
Og lidt efter stod de foran en stor, mangekantet Glasmontre, hvori der bag Ruderne saas 118| Hundreder af Ordener og Medaljer i spraglede, mangefarvede Baand. Men øverst oppe i Montren, paa en lille fløjelsbetrukken Forhøjning laa en gammel, trekantet sort Filthat, rustrød af Ælde, forhullet og forrevet og paa enkelte Steder sammensyet med grovt, graasort Sejlgarn.
– Ser Du den? spurgte Tolderen i en næsten højtidelig Tone – Ser Du den Hat der?
– Ja ...
– Jeg kommer aldrig til Berlin, uden at jeg gaar her op og holder Andagt.
– Saa-aa ...? Og hvis er da den Hat? Overlæreren blev smittet af den andens Højtidelighed; han var ganske bleg.
– Det er Napoleon den Stores ...!
– Napoleon den Stores ...?
– Ja ...
Der blev en Pause paa næsten et Minut. –– Man hørte Publikum rundt i Salene tale og le. Og ude Unter den Linden Jød Raab og Vogntummel og Larm af brusende Liv.
– Véd Du, hvad jeg altid tænker paa, Clausen, naar jeg staar her?
– Nej ...?
– Jeg tænker paa, at hvis jeg uden at blive nappet kunde stjæle denne Hat og bringe den tilbage til Frankrig, saa gjorde jeg det, selv om jeg skulde blive radbrækket bag efter.
– Og hvad skulde saa det gøre godt for? spurgte Clausen uvilkaarlig.
119| Tolderen løftede Hovedet med et Ryk:
– Nej, sagde han smilende – nej, naturligvis har Du Ret, gamle Idealist! Hvad i hede Helvede skulde det "gøre godt" for! ... Kom lad os saa gaa!
– Jamen Knagsted ... Knagsted ... ! Men Ekstolderen var allerede langt borte. – – Da de paa Tilbagevejen kom igennem "Ruhmeshalle", standsede de et Øjeblik op foran det store, herlige Olietryk, der forestiller Kejser Wilhelm den Første som Triumfator i Guldkaret med seks hvide Heste for og omgivet af Generaler og Balletdanserinder.
– Det er virkelig smukt, sagde Knagsted – virkelig smukt! Men da jeg sidst var i Berlin, saa' jeg et "Ansichtskart" af Bismarck, der bliver modtaget i Himmelens Vinterhave af Steen Peder og nogle andre salige ... det var dog alligevel næsten endnu smukkere!
[120]| Udenfor piskede Regnen. – Der lød en ustandselig Pladsken og Siven ind fra Gaden; og Lindetræerne derude stod og saa' højst melankolske ud med deres dryppende, dyngvaade Blade.
Knagsted sad nede i Hotel du Nords Læsesalon og drak Morgenkaffe. Lokalet var øde, mørkt og tomt; han var den eneste Gæst, der endnu var krøbet ud af Sengen. Og Klokken var endda godt paa Vej til ti.
Han gabede og skudrede sig og mumlede halvt højt:
– At man ikke bliver Delirister til Hobe ...
Døren ud til Forhallen blev rask aabnet, og en ung Mandsperson traadte fløjtende ind. Men straks han opdagede Herren henne ved Kaffebordet, holdt han inde med Musikken og satte sig stille hen ved Vinduet og saa' ud over "Linden". – "Han var høj, slank og velskabt med blondt, lokket Haar og et smukt formet, noget solbrændt Ansigt, der lyste af Ungdom og Livsmod" ... som der staar i Romanerne. Og han 121| syntes at bryde sig Fanden om Regnen; sad ligefrem og smaahoppede paa Stolen af bare Velvære
Knagsted skulede over sin Kaffekop hen mod ham:
– Hum ... svært saa frarz ha.'de Raad til at rutte med Humøret! Det var sgu længe siden, at en anden En ha'de været saa velbeslaaet! ... Men, hvor ha'de han set det Mælkebrøds-Aasyn før, og de "Lokker" ...?
Den unge Mand, som vist følte, at han blev iagttaget, vendte sig fra Vinduet og saa' hen mod Tolderen. Han syntes at studse; og ganske uvilkaarlig rejste han sig halvt op fra Stolen og bukkede:
– Godmorgen ...
– Godmorgen ... hilste Knagsted noget modvilligt – Saa De er dansk?
-Ja...
– Jeg synes, jeg skulde kende Dem ...?
– Ja, jeg synes ogsaa ...
Pludselig gled der et Smil over Tolderens Ansigt:
– De er jo Studenten fra Charlottenlund! Den unge Mand smilede ogsaa og rødmede:
– Ja ... Og De er en af de Herrer, der sad paa Bænken, og ...
– ... og saa' Skandalen, ja!... Men hvor er Pigebarnet?
122|Studenten rødmede endnu dybere:
– Hæ ... lo han genert – hun ligger oppe og sover.
– Er I rendt hjemmefra? Nu lo den unge Mand højt:
– Nej... næ ... nej! Vi er ude at rejse med hendes Mo'er!
– Gratulerer!
– Tak ... hæ ...
– Naa ja, det har jeg nok for Resten gjort én Gang!
– Ja ... hæ ... Men da ha'de vi ikke sagt det endnu ... (Pludselig lyste der to smaa skinnende Lyksalighedsblus frem i hans Øjne:) – Der er hun!
Døren til Forhallen var igen bleven aabnet, og en ung Dame viste sig paa Tærskelen:
– Hugo, Mo'er venter ...
Ogsaa hun var lys og blond og straalende som en ... som en Søndag i Maj!
– Hugo, Mo'er venter ...
– Ja, nu kommer jeg!
Studenten havde rejst sig og bukkede nu let hen mod Knagsted som til Afsked.
– Aa, maa jeg ikke se hende rigtigt ...? Tolderen blev selv højst forundret over, saa blød og bedende hans Stemme lød.
Den unge Mands Øjne lyste:
– Jo! sagde han og gik hen og tog Hjer123|tenskæren ved Haanden – Hun er ogsaa nok værd at se paa! ... Her er en Herre, som gerne vil hilse paa Dig, Agnes! (Han førte hende nærmere hen til Bordet:) Kender Du ham ikke?
– Nej ... sagde hun forvirret – næ-æ ... Studenten lo højt.
– Jeg er "Livsens Ondskab" ! sagde Knagsted med mørk Stemme.
– Livsens ...?
– Livsens skinbarlige Ondskab, ja!
– Jamen, Hugo, jeg ...
Studenten stod ubarmhjertig og nød hendes Hjælpeløshed. – Men saa fik han alligevel Medlidenhed:
– Skal vi ikke fortælle hende, hvem ...?
– Nej! Næ-e! sagde Knagsted afgjort. I det samme kom Clausen ind af Døren ... morgenfrisk, ren og munter.
– Og dér er "Livsens Godhed" , smukke Frøken! præsenterede Tolderen.
– Ja! sagde Studenten og hilste overrasket – der er virkelig den anden!
Overlæreren stod som Loths Hustru.
– Ja, gaa saa, Børn! nikkede Knagsted – Og Tak, fordi I har vist Jer!
– Jamen skal vi ikke ... skal vi ikke præsentere ... ?
– Nej! Gaa saa!
124| Den unge Mand lo igen saa det klang i Stuen: – Dette hér er virkelig et morsomt Rejseeventyr! Kom saa, Agnes!
Og de gik. – Og udenfor piskede Regnen.
[125]| Overlæreren var bleven staaende midt i Værelset. Han saa', reverenter talt, ligefrem dum ud. Knagsted sad stadig ved sin Kaffe:
– Det er et kedeligt Vejr i Dag, Clausen; vi kommer vist ikke til Potsdam.
– Nej ... Hvem var de to unge Mennesker?
– Har Du bestilt din Morgenmad?
– Ja-a jeg har ... Hvem var de to?
– Naa, Du lagde ogsaa Mærke til dem ...
– Lagde Mærke til dem ...! Ja, det var jeg da nok nødt til!
– Det var "Livet" og "Lykken", lille Overdrev.
– Kendte Du dem?
– Nej ...
– Du talte da med dem!
– Ja-a! ... Der er din Kaffe.
En Kelner kom ind med en Kaffeopdækning paa en Bakke, som han vilde stille fra sig paa Tolderens Bord.
– Nein! sagde Knagsted bidsk – nicht hier! ... – Da l sagde han og pegede paa et Bord helt 126| ovre i det modsatte Hjørne – Ich will nicht Gesellschaft haben in dieses böses Gewitter!
Opvarteren knækkede sammen og skar en frygtelig Grimasse for at bevare sin Kelner-Anstand (det saa' ud, som om han fik Mavekneb) og satte Bakken bort paa det anviste Bord og forsvandt.
Clausen sjokkede hen og satte sig:
– Du har nu Luner, Knagsted!
– Det har jeg sgu!
Saa blev der Tavshed. Man hørte kun Knivenes og Teskeernes Raslen. – Og udenfor piskede Regnen.
– Det er et kedeligt Vejr, Clausen.
-Ja.
– Vi kommer vist ikke til Potsdam i Dag.
– Nej.
– Smager Kaffen godt?
-Ja.
– Er Du arrig?
– Nej.
– Men fornærmet?
– Hum ...
– Jeg skal sige Dig, Clausen, satte Knagsted saa pludselig i – jeg bliver altid i saadan et væmmeligt Humør, naar jeg ser saadan to unge, glade og forelskede Mennesker.
– Det er der da ingen Grund til.
– Jo, der er, lille Clausen, jo der er! ... for et tænkende Menneske da! Nu kan Du jo 127| sige som saa, at jeg kunde la' være med at tænke; men det er slet ikke saa nemt, naar man er vant til det! ... Og naar jeg ser saadan to ... Perlehøns, der tror, at det ganske Liv bare er Skovbal med kulørte Lamper, saa kan jeg ikke lade være at spekulere over, hvilke smaa søde Nederdrægtigheder Jeres kære Fader Zeus nu har udspekuleret for rigtig at ramme dem i Centrum.
– Hum ... Hvem var de to unge Mennesker?
– Ved Gud i Himmelen, Clausen, om jeg véd det. Men det synes jeg ogsaa kan være ganske ligegyldigt. De er glade og "lykkelige" ... ergo skal de "krebses".
– Naa-aa, det er jo da ikke sikkert ...
– Ligesaa sikkert, som at Du har over et halvt Dusin ufuldkomne Halehvirvler!
– Hum ...
– Vil Du høre min nye Theori, Clausen?
– Har Du nu lavet noget nyt Vrøvl igen ...
– Ja ... Da nu Menneskene skal pines, og det er jo in confesso, saa mener jeg, at det vilde være meget bedre, at de begyndte med at ha' det ondt!
– Hum ...
– Og man burde til den Ende pine og plage sine Børn paa alle Maader ... ja vi to har jo ingen, og det er vel i Grunden det eneste hæderlige ved os! ... Men de, der har Børn, burde 128| prygle dem og sulte dem og knibe dem og gi' dem kolde Styrtebade med Isklumper i, lige til de blev konfirmerede! Hvor himmelfornøjede vilde Ungerne saa ikke være, naar de slap bort fra Hjemmet! Og hvor lys og yndig vilde Nutiden og Fremtiden saa ikke altid staa for dem, naar de tænkte tilbage paa deres Barndom!
Hvis nogen hørte Dig tale saadan, Knagsted, saa vilde de tro, at Du var gal.
– Ja, det vilde de; men det tror man jo til at begynde med om alle store Reformatorer! ... Næmen, hør nu videre: Nu derimod kæler og hygger man paa alle mulige Maader om Børnene; man pakker dem i Bomuld og gi'er dem Pandekager og Brystsukker og Sødmælk og Nøddekerner ...
– Jamen, det er jo da netop smukt!
– Det er idiotisk! for Følgen er bare den, at saasnart der, naar de bliver voksne, hænder dem noget ubehageligt, saa bli'er de melankolske og sentimentale og længes efter deres Barndom og puster og stønner og snyder Næse og mener, at den Tid var rigtignok den herligste i hele deres Liv!
– Jamen ...
– Hold Bøtte! ... Medens de derimod, hvis de var opdraget efter min Theori, vilde gnide sig fornøjet i Hænderne og sige: Aha, ja, dette hér kan være galt nok; men vi ha'de det Satantame 129| tusinde Gange værre, da vi var Børn, med de Rakkerpukler af Forældre vi var begavet med! ... Og saa vilde de ta' fat paa deres Arbejde og fløjte en lystig Vise og være henrykte over, at det værste var overstaaet.
– Du har vist haft en ulykkelig Barndom, Knagsted ...
– Jeg! ? ... Fruenftmmerraisonnement! Jeg har jo netop haft det saa vidunderlig, kolossalt, himmelblaat dejligt, da jeg var Barn, at det er Skyld i, at jeg nu er det væmmelige, gamle, gnavne, uhelbredelige Hulepindsvin, jeg er! . .. Vilde Du gerne vide, hvem de to Amoriner var før?
– Ja ... ja ...
– Det var de to stakkels unge Mennesker, vi saa' falde i Armene paa hinanden i Foraaret ude i Charlottenlund.
– Nej, var det ...! sagde Clausen, og hans Ansigt lystes op af et stort fornøjet Enndringssmil.
– Og hvad tror Du nu, din lille Vorherre har i Baghaanden til dem?
– l Baghaanden ... ? gentog Clausen usikkert.
– Ja ... Tror Du, de kan gifte sig straks?
– Næ-e ..., de er jo saa unge endnu ...
– Naa, ja ... ja, saa faar han jo nok med Guds Hjælp den "galante Syge" og smitter hende!
130| – Isch! Overlæreren rejste sig saa hastigt, at hans Stol væltede – Du er nu et Svin, Knagsted. Tolderen saa' roligt hen paa ham:
– Tror Du maaske, at jeg siger den Slags Ting for min Fornøjelses Skyld?
[131]| De sad i "Wintergarten"s uhyre Rum ved et Bord oppe paa "Terrassen" og indtog deres Hamburger-Huhn à 5 Mark pr. Høne. –
Salen laa i Halvmørke, Tæppet var oppe, og rundt paa Scenen boltrede sig "Die zwei Polos Exentrics" , rev Øren og Næser af hinanden, flaaede hinandens Klæder i Laser og traadte hinanden midt i Ansigterne – alt til Publikums udelte Tilfredshed ...
En yngre, velklædt Herre kom hurtig gaaende hen mellem Bordene. Lige ud for det Bord, hvor Knagsted og Clausen sad, standsede han pludselig; og uden at sige et Ord lod han sig falde ned paa en Stol, smed sig med Armene ind over Dugen og skjulte Ansigtet i Hænderne.
I det samme gik Tæppet ned, Salens elektriske Lamper tændtes paa ny, og Bifaldsklappene raslede som et Hagelvejr hen gennem Rummet ...
De to Venner skævede om mod den sælsomme unge Mand, der nu sad oprejst med Hovedet støttet i den ene Haand. Han syntes ikke at ænse Larmen Lyset og Menneskene omkring sig; sad bare og stirrede ud i Luften med nogle 132| underlige store, glansløse graa Øjne. Undertiden bøjede han Kroppen krampagtigt sammen og bed sig i Underlæben. Det saa' ud, som om han gjorde Vold paa sig for at beherske en frembrydende Latter eller Graad.
Clausen rykkede uvilkaarlig nærmere hen til Knagsted:
– Det var da en uhyggelig Bordfælle, vi dér fik! hviskede han.
– Ja-a; men Du kan jo lade være at se paa ham, sagde Tolderen. –
Tæppet gik atter op. Lyset i Salen dæmpedes. Og "die creolische Sängerin Miss Morcasschani" begyndte at slaa sine kraftige Triller.
I samme Øjeblik brast den fremmede ud i en høj, fnisende Latter: Haa, haa, haa-aa! sagde han, men slog saa en Haand haardt ind mod Munden, saa at Resten af Latteren druknede i en halvkvalt, hvislende Fnisen.
– Han maa jo være gal! hviskede Clausen – Skal vi ikke hellere flytte os?
– Nej, sagde Knagsted – han interesserer mig ...
Sangerinden nede paa Scenen skreg op, saa det rungede, slog ud med sine brune, juvélprydede Arme og vrikkede frem og tilbage over Scenegulvet paa sine højhælede Sko ... Saa standsede hun pludselig midt i et Vers, slog det ene Ben højt op over Hovedet og ned igen, og op igen og ned igen i sindssvag Hast og løb ud. – 133| Publikum jublede. Damen kom ind og slog en Saltomortale. – Publikum skreg. Og hun kom atter ind og slog to Saltomortaler, medens hun samtidig intonerede Juvélarien af Faust.
Og Publikum hvinede af Henrykkelse ...
Den unge Mand havde ikke et Sekund haft sin Opmærksomhed henvendt paa, hvad der foregik paa Scenen. Men han syntes dog at være bleven Herre over sine Anfald. En Kelner bragte ham netop nu et Glas Øl, som han med en hurtig, næsten rovbegærlig Bevægelse greb og satte for Munden. Men midt under Nedsvælgningen tog Latteren paa ny Magten fra ham, og han satte lynsnart Glasset fra sig og borede med et Udtryk af vild Rædsel alle ti Fingre langt ind mellem Tænderne. Og saa bøjede han Hovedet dybt ned mod Brystet, medens hele hans Legeme vred sig af en indvendig, lydløs Latter.
– Nej, Knagsted, jeg kan ikke holde ud at se paa det Menneske!
– Hyss! Nu gaar Tæppet op.
Dennegang laa Scenen ganske i Mørke. "Serpentinetänzerin Miss Lydia Dobranow" skulde give et pragtfuldt Nummer: "In Feuer und Flammen". Det skulde forestille en Nonne, der blev brændt. – Hun kom ind hyllet i en sid Kappe; og kun hvor hun gik frem, var der Lys; det fulgte enhver af hendes Bevægelser. – Saa blev Kappen pludselig ligesom revet af hende af en usynlig Haand inde i Mørket; og hun stod 134| tilbage som nøgen i et stramtsluttende, kødfarvet Trikot. – Langsomt steg hun op paa Baalet og knælede ned som i Bøn; men den samme usynlige Haand, som før rev Kappen af hendes Skuldre, syntes nu at tvinge hende til atter at rejse sig. – Baalet blev antændt, og Flammerne begyndte at slikke smaa og viltre op om hendes Fødder. Hun hævede bønfaldende Hænderne mod Himlen; men Ilden voksede og voksede: røde og gule Luer slog op om hende. Det var, som hørte man et Skrig, og hun vred og vaandede sig i Dødsangest. – Højere og højere steg Luerne; de slog sammen om hendes Hovede, og man saa' hendes hvide Legeme krympe sig bag dem. – Saa strakte hun paa ny begge Armene frem for sig, fægtede med dem i Luften, vaklede, sank i Knæ og rejste sig igen, udstødte derpaa et hvinende Skrig og styrtede forover ned i Ilden! – I samme Nu var Scenen atter mørk, Lyset paa Tilskuerpladsen tændtes, og Orkestret faldt i rned et larmende Musikstykke, mens Publikum brølede af Begejstring ...
– Haa – haa – haa! Den unge Mand havde presset sine Hænder haardt ind mod Tindingerne, Sveden løb ham ned over Ansigtet, og han var ved at kvæles af Latter. – Men saa, pludselig, drejede hans Øjne sig ligesom rundt i deres Huler, han greb et Par Gange krampagtig frem for sig ud i Luften og sank derpaa 135| som ramt af et Kølleslag bardaus ned paa Gulvet.
Et Par Kelnere kom løbende til og bar ham bort. Og der opstod nogen Uro mellem Publikum. Dog ikke megen ...
Signalklokken lød, Lyset i Salen dæmpedes, nu kom Slutningsnummeret: "Levende Billeder" – –
Og det Billede, der behagede Publikum mest, var et grinende Skelet, der tog sit Hovede af og slog paa Tromme paa det med en af sine Laarknokler, medens det samtidig dansede en vild Niggerdans og til sidst i en hvirvlende Pirouette raslede aldeles sammen og forsvandt i Jorden ...
Hvorpaa Orkestret intonerede: Heil Dir im Siegeskranz ..., og Publikum oprømt forlod Lokalet.
– Jawohl, Herr! ...
Kusken kravlede op paa Bukken og piskede løs paa sin Antikvitet af en Hest, der satte af Sted med et Spring, saa at dens Herre var ved at gaa bagover ned mellem sine Passagerer ...
Der lød en bragende Latter fra de andre Droskekuske paa Pladsen!
– Manden er vist fuld ... hviskede Overlæreren ængstelig.
– Snyde ...! sagde Tolderen.
Potsdam er den yndigste og hyggeligste lille Provinsby at se til med smaa, lave Huse, smalle Gader, toppede Brosten og Græs paa Fortovene.
Men saa har den jo desværre ogsaa Soldater og Kaserner og militære Vajsenhuse og et kongeligt Slot, et "Schauspielhaus", en fem-seks Kirker, utallige "Denkmaler" og Mausoleer og Gravkapeller og Fanden og hans Oldemor og en "Brandenburger Thor" ...
137| Munden stod ikke lukket paa den bierholdige Kusk, alt som de for frem gennem Gader og Stræder og over Broer, Pladser og Torve. Han snakkede i den Grad, at han glemte Hesten, og naar denne saa af egen Drift svingede om Gadehjørnerne, vippede Manden paa Bukken helt om paa den ene Skinke og stod mange Gange paa Nippet til at styrte hovedkulds ned af Vognen:
– Da liegt das Rathaus! Und da liegt der Palast Barherini! Und da die Kommandantur l Und da die Garnisonkirche mit einem schönen Glockenspiel: "Lobe den Herrn ...", und: "Ub immer Treu' und Redlichkeit ..."
De rullede ud gennem "Brandenburger Thor" og over "Louisenplatz" , forbi "Friedenskirche" og holdt omsider foran "Grimen Gitter".
Kusken slog bredt ud med Haanden:
––– Hier, meine edlen, hochwohlgeborenen Herrschaften, tritt man in den Park von Sanssouci!
Herrerne steg af; og Knagsted gav den hochwohlbetrunkne Vognstyrer et Tomarksstykke. Hvilket rimeligvis var Foranledningen til, at Fyren satte sin Hat ned mellem sine Fødder og kørte bort med bart Hovede og en Ærbødigheds-Duvning, som det mindst tog ham tredive Sekunder igen at komme i Ligevægt efter.
Saa stod de i den vidunderlige Park med 138| dens herlige Lindealleer, dens Fontæner, Statuer, Terrasser, Orangerier og pragtfulde Blomsteranlæg.
Knagsted standsede lige inden for Porten:
– Ja, her i denne skønne Have, lille Clausen, sagde han – holder jeg egentlig mest af at vandre alene ... Overlæreren saa' betuttet ud:
– Jamen, kære, del kan Du jo da saa godt ... Tolderen stak venlig sin Arm ind under hans og trak ham med sig:
– Du lod mig ikke tale ud, sagde han – Jeg vilde ha' fortsat som følger: ... men jeg er meget henrykt over, at jeg har Dig med; thi din yndige Nærværelse og herlige Snakkesalighed befrier mig fra-det dybe Tungsind, som altid slaar ned i mig paa slige Ingemannske Steder, som dette! Jeg er jo nemlig, min gode Clausen, trods din og alle andre renlivede Borgerinders Dom, en særdeles overordentlig "poetisk" Hankat. Suset af disse historiske Træer, og Synet af disse vejrbidte Marmor figur er, disse Springvand, disse Bænke, disse Terrasser, dette Slot ... altsammen fylder det mit saakaldte Hjerte med en bittersød Længsel efter de svundne hellige Tider, da Kongerne var Konger af Guds Naade og gik Morgentur i Scepter og Krone ... da ingen Gade i Verden var bredere end Vimmelskaftet; og da 139| man var fire Uger om at rejse fra København til Hamburg. – –
Se nu paa Terrasserne dér... Ser Du ikke den lille, magre, drengespinkle Friedrich der Crosse komme vandrende der ned af med "Uhyret" Voltaire ved sin Side. De er begge sirlig klædte i Knæbenklæder, Spændesko, Allongeparyk og Kniplingsmanchetter. Deres smaa brune Øjne stikker og flammer. De disputerer. Den lille, store Konge stamper i Marmorfliserne, saa Pudderet staar ham som en Sky om Hovedet. Han sparker rasende til en af sine Vindspillere, saa at den hylende trimler ned ad Trinene. Han vil ha' Ret! Vil! Vil! Han tror paa intet uden paa sig selv. Det er ham, der har opbygget Preussen. Han er Grundstenen, hvorpaa det hele Rige hviler. Og han véd det! Naar han løfter sin Drengehaand, bøjer hans hele Hofstat sig mod Jorden. Og over de bøjede Hoveder, lyser hans blege, nervøse Smil haanligt, fuldt af Foragt ... og Medynk. – Han har hørt Voltaires Navn; og han har læst Voltaires Bøger. Og en Dag har han sagt til sig selv: Jeg vil se ham! Maaske er han stærkere end jeg! – Og Voltaire kommer (han er jo kun Digter). – Og de disputerer. Ordene fyger imellem dem. Ingen af dem vil give sig over. – Men Kongen sejrer; han føler med sig selv, at ogsaa her er han den stærkeste. Og hvorfor? Fordi han tror paa intet, intet! uden paa sig selv. 140| – Digteren derimod, Filosofen, tror paa sine "Idéer", sine "Idealer"; han vil vælte den gamle "Moral" og bygge en ny op, og den skal blive den ene saliggørende! – Kongen ler, saa det gjalder under Træernes Kroner: Moral! og Hans Majestæt løfter Skødefrakken til Side og slaar sig paa sin spidse Bag. – Saa skilles de hadefulde, indædte, forbitrede. Og Voltaire forlader Slottet og sværger paa, at han aldrig vil vende tilbage. – Men Kongen pønsker og pønsker. .Han har i et svagt Øjeblik nedværdiget sig til at tænke, at denne "filosofiske Digter" maaske var hans Ligemand. Dette maa hævnes! – Og han finder paa Raad. I en venskabelig Skrivelse kalder han Digteren tilbage ... og naturligvis kommer han, glemmende sine Eder (han er jo Digter). – Da er det, at den lille, store Drenge-Konge har ladet indrette til ham det Værelse, hvor alle en Digters Lyder, Fejl og Laster glor ud fra Vægge, Døre, Loft og Møbler ... Og man hører endnu den Dag i Dag Hans Majestæts Latter flænge Luften! – –
Og nu, lille Clausen, kan Du jo gerne sige, at al denne lange Snak kommer ikke Sagen ved; og naturligvis har Du Ret: hvad der er dødt, er dødt! Men alligevel spør' jeg Dig: hvem gaar nu og spiller Herrer i disse Sale og i denne Have og paa disse Terrasser? Du og jeg og Skræddermester Kümmel fra Berlin og Margarinefabrikantinde Petersen fra Aarhus. Og 141| vi beglor og befamler og besnuser ... og altsammen for 25 Pfennig! ... Værs'artig, meine edlen, hochwohlgeborenen Herrschaften, nur fünfundzwanzig Pfennig pro persona, und Trinckgeld nach Belieben!
[142]| – Gaar Du med her ind? Jeg skal ind at friseres.
– Ja gerne.
– Skal der ikke ogsaa rodes lidt op i dine Lokker?
– Nej, jeg er nylig klippet. Men jeg vil gerne gaa med ind. Det kan jo være morsomt at se, hvordan det gaar til paa en tysk Frisørsalon.
– Ja, Du kan tro, det skal blive morsomt! ... Men Du maa love mig en Ting, Clausen; og det er, hvad der end sker, og hvad jeg end maatte foretage mig, saa holder Du ren Mund. Ikke med en Mine maa Du forraade den Bevægelse, Du rimeligvis vil komme i!
Overlæreren saa' noget reserveret ud:
– Hvad har Du da i Sinde? spurgte han.
– Jeg "har i Sinde", Du kære! sagde Tolderen med et næsten "djævelsk" Smil – bare at lade mig vadske og strigle og salve og parfumere, som ingen er blevet det siden Roms Forfaldstid!
143| – Det bliver skam interessant!
– Det gør det! ... Du lover altsaa, hverken at give dit Bifald eller dit Mishag til Kende, hvad der end maatte forefalde?
-Ja!
– Godt! ... Kom saa!
Og de gik ind i den Frisørforretning, der ligger ved Unter den Linden omtrent lige over for Kafé Bauer. –
Clausen satte sig straks i et Hjørne af Lokalet og gav sig til at studere Billedblade; medens Knagsted med faste Skridt besteg en Guillotine. Der var fire af disse Helvedesmaskiner; og i de tre af dem laa der allerede hvidklædte Syndere. Ogsaa Knagsted blev iført en Messesærk og overgav sig værgeløst paa Naade og Unaade. Sakse, Kamme, Børster og glohede Krøllejærn dansede i Hænderne paa Mester og Svende. Det var som i et middelalderligt Torturkammer. Bødlerne stod ivrigt bøjede over Ofrene og jog Instrumenterne i dem. Og stundom hørtes en hvislende Lyd; og der lugtede svedent.
Knagsted behandledes af selve Mestermanden, en lille, blond Jøde med Rovnæse og vaad Mund. Han for med Lidenskab rundt i Tolderens kraftige Haar og Skæg. Totterne fløj for Saksen og plettede den hvide Særk som Hermelinshalerne Foret paa en Kroningskaabe. Og han konverserede, saa han svedte. Men Knagsted sagde ikke et Muk. –
144| Saa blev Klipningen overstaaet, og Friseringen begyndte. Mester hentede frem af Glasskabene langs Væggene uhyre Krukker og Flasker, som han præsenterede Tolderen og spurgte, om han vilde prøve det? Det var aldeles enestaaende!
Knagsted nikkede. Og Mester aabnede for Sagerne og smurte ind og salvede og parfumerede. Lidt efter lidt dryppede Tolderen ligefrem af Olie og stank dertil som en "Halvdame". Men han rørte sig ikke, gjorde ingen Indsigelser, lod sig urokkelig besmøre. Kun skævede han af og til hen mod Glatisens Hjørne og saa' da Vennens Øjne store og runde over Bladene.
Nu var ogsaa Balsameringen til Ende. Knagsted turde ikke se sig i Spejlet:
– Wie viel? spurgte han med bortvendt Blik.
– Ein Mark funfzig ... Om Herren ikke vilde ha' et Par Bartbind? De var aldeles enestaaende, storartet, udmærket fortræffelige!
-Jo-
– Hvor mange? Et halvt Dusin maaske?
– Ja-
– Og her var en Tand- og Neglebørste, aldeles kolossal brillant! Ønskede Herren et Par af dem?
– Ja.
145| – Og denne Rygfrotterer? Prinsen af Schaumburg Lippe betjente sig af Magen til den!
– Ja, det var bedst ogsaa at faa en Frotterer ... Hvor meget blev det ialt?
– Var der ikke andre Ting, som ...?
– Nej Tak. Hvor meget skal De ha'?
Mester gav sig ivrigt til at tælle sammen. Hans Fingre dirrede af Forretningsglæde: Flaskerne, Krukkerne, Bartbindene, Neglebørsten, Tandbørsten, Rygfrottereren ... Femogfyrretyve Mark og tredive Pfennig!
Knagsted betalte en Mark og halvtreds for Friseringen:
– Om Hr. Frisøren saa vilde sende det andet hen paa Hotellet.
Mester blev lidt bleg:
– Hvilket Navn?
– Baron (Hér tabte Overlæreren Avisen) Baron Kopperhielm, Stockholm. Hotel Kaiserhof.
– Om ... om den naadige Hr. Baron ikke havde et Visitkort?
Knagsted aabnede standsmæssigt sin Tegnebog:
– Nej, han havde intet Kort hos sig, saa' han ... Men ha'de ikke Hr. Frisøren Papir og Blyant?
– Ok, jo, bevares, Masser!
Og da Tolderen havde faaet det ønskede, skrev han med fast og paalidelig Haand:
Stockholm,
p. t. Hotel Kaiserhof.
Bitte zahlen!
Kopperhielm.
– Værsgod!
Mester genvandt øjeblikkelig sin naturlige Ansigtsfarve og fulgte krum af Højagtelse de to Herrer helt ud paa "Linden":
– Danke sehr, gnädige Hrr. Baron! ... Auf Wiedersehen!
Knagsted lettede venligt paa Hatten og sagde med et hjertevindende Smil:
– Du kan rende og hoppe, kan Du, din Tyverad!
Næppe var de kommet omkring Hjørnet af Friedrichsstrasse, saa gik der Hul paa Overlæreren:
– Men, Knagsted, dog, sagde han i den dybeste Forargelse – det var jo ligefrem Bedrageri!
– Det var det! nikkede Tolderen – Men jeg ha'de nu svoret paa at hævne mig paa den Ka'l! Første Gang, jeg var her i Berlin for et Par Aar siden, gik det mig akkurat paa samme Maade inde hos ham. Han fidtede mig ind med alt sit Skidt og Møg. Jeg var jo uskyldig den Gang og troede, at det hørte med til samme Betaling. Men da jeg saa skulde gaa, tvang han 147| mig til at gi' femten Mark for alle hans Krukker og Flasker. Jeg turde ikke andet, da han holdt et frygteligt Halløj og talte om Politiet. Men nu, nu er man jo blevet klogere!
– Jamen ...
– Nej, aldeles ikke! Det er ogsaa en af Jeres "ethiske" Taabeligheder, at man skal vende det højre Øre til, naar man har faaet En paa det venstre! Sludder! Tror Du, at Napoleon, Bismarck og Wilhelm Beck nogen Sinde har gjort det! ... Og saa hørte han deromme jo desuden til det fornuftige gamle Testamente, der siger Øje for Øje, Tand for Tand ... og Pomade for Pomade! Hævnen er sød, lille Overmand! Og jeg er endogsaa saa raffineret, at jeg vilde gi' fem Mark til en Kirkebøsse, om jeg kunde sidde i et af Mesters Glasskabe og se hans Ansigt, naar Budet kommer tilbage fra Hotel Kaiserhof!
[148]| Det var sidste Aften i Berlin. – De to Venner havde været i Teatret og hørt Operaen "Falstaf" og glædet sig over de tyske Han- og Hunsangeres herlige Toner og vidunderlige Plastik.
Derpaa havde de spist til Aften i en Restaurant i Friedrichsstrasse lige over for Banegaarden – en af disse Bier-Restauranter, hvor man ikke bør vove sig ind uden at være iført Fedtelædersstøvler, eller i det mindste uhullede Galosker, hvis man vil undgaa at paadrage sig en Halskathar eller en Lungebetændelse. Hele Gulvet midt op igennem Restauranten, lige fra Indgangsdøren til Buffeten, flyder med Øl. Kelnerne farer i lange Rækker frem og tilbage med seks à otte Seidler hængende paa hver Haand; Skummet flyder over alle Bredder og laver den ganske Passage til et Vadested, hvori ældre sensible Herrer meget godt kan hente sig diverse Pinde til deres ærede Ligkister. Thi det er ikke godt at sidde med vaade Fødder!
I det hele taget: Hvis Dante havde levet nu om Dage og i Tyskland, vilde en af hans Helvedes149|straffe upaatvivlelig være bleven kaldet: "Ølkarret" eller maaske: "Spundshullet". Og han vilde omstændeligen have beskrevet, hvorledes tyske Mænd og Kvinder svømmede nøgne rundt deri og lod sig Øllet strømme ind gennem alle Legemets større og mindre Aabninger og svulmede op og lignede uhyre Skindsække, uden Lemmer og uden Ansigtstræk, drivende blot rundt som store bugnende Svine-Blærer fyldte med ØL Og lidt efter lidt vilde Blærerne synke ned i Øl-Havet, indtil de, naar de var fulde til Randen, sprang med et Knald og et Sprøjt og tømtes og steg op over Havet igen og begyndte forfra atter at fyldes for igen at tømmes og paa ny at fyldes indtil Evighedens Evighed ...
Da de to Rejsekammerater var kommet hjem paa Hotellet og havde faaet skiftet Sko og Strømper, sad de inde paa Knagsteds Værelse og røg deres Piber (lange Porcelænspiber, som de havde bragt med sig fra det kære gamle Danmark) og nippede til en mild Sodavand med Whisky. Og da de i et Par Timers Tid havde talt op ad Stolper og ned ad Vægge (Munden staar jo sjælden lukket paa danske Mænd; det skal i Følge Statistikken endogsaa være den Nation, der taler mest i Søvne!), rejste Knagsted sig endelig fra Bordet og sagde:
– Naa ja, saa skal vi vel til Sengs, gamle 150| Overdrev! Og saa snører vi altsaa i Morgen vore Sandaler og drager videre ud i den uendelige Verden!
– Ja ... til Dresden! smilede Overlæreren forventningsfuldt.
– Til Dresden, ja! ... Og hvad er nu dit uforgribelige Indtryk af det hidtil foretagne?
– Jo-o ...
– Ikke mere ? Du er et utaknemmeligt Asen!
– Nej, nej, Knagsted, forstaa mig ret! Her er jo meget smukt og morsomt og mærkeligt ... Men vil Du nu tro mig: Der er jo Ting, som man saadan hele sit Liv igennem har gaaet og tænkt paa og ønsket at se, fordi man har læst om det og hørt om det og forestillet sig det som noget ganske vidunderligt ... som nu for Eksempel her i Berlin "Unter den Linden!" Jeg forsikrer Dig, at lige fra jeg var en lille Dreng og første Gang læste om "Unter den Linden" i min Geografi ... jeg tænkte mig det som noget uhyre, noget overvældende noget, der ganske vilde betage En Aandedrættet ... alene Navnet klinger jo som den sødeste Musik! Og saa kan jeg ikke sige Dig, hvor ligefrem pinligt et Indtryk, det gjorde paa mig, den Aften vi kom kørende fra Jærnbanen, og Du pludselig sa'e: Her er "Unter den Linden"! Det var, som nogen havde givet mig et Slag ... Først troede jeg, at D.u vilde drive Spøg med mig, og smilte bare triumferende 151| ved mig selv og tænkte: Nej, han skal ikke narre mig, jeg véd bedre Besked! ... Men da det saa gik op for mig, at Du havde Ret, og at det virkelig var "Unter den Linden", saa forsikrer jeg Dig, Knagsted, at jeg kunde gerne ha' grædt, saa flov og skuffet blev jeg ved at se disse stakkels forkrøblede Træer! Jeg ha'de jo tænkt mig Træerne saa vældige og store og skyggefulde, at det vilde være et helt Eventyr engang at faa Lov at vandre under dem! Træer med Kroner som Skove og Stammer som de tykkeste Master ... og saa stod her kun disse! Det var væmmeligt, væmmeligt! Jeg har jo nu ganske vist senere set mange skønne og herlige Sager hernede, det har jeg, og det er jeg ogsaa taknemmelig for ... men denne første Skuffelse med "Unter den Linden" kan jeg alligevel ikke forvinde.
Knagsted havde under denne lange Svada atter sat sig. Han sagde ikke noget. Men han dampede og dampede paa sin Pibe, alt medens han smilede overbærende som en forstandig Fader. Han lignede en lille Gud, der lytter til et sølle Menneskes barnagtige Klagemaal.
Clausen saa' hen paa ham med et Blik, der tryglede om et godt og dulmende Svar:
– Og tror Du nu ogsaa, Knagsted, begyndte han famlende – tror Du nu ogsaa, at det vil blive en Skuffelse for mig at komme til Dresden og se Raphaels Madonna?
– Ubetinget! sagde Guden – Men Du kan 152| jo la' være med at gaa ind og se paa hende! ... Vi kan blive her i Morgen over; saa gi'er jeg den Middag hos Hiller, som jeg lovede Dig Side 9.
Overlæreren sad lidt og grundede:
– Nej, sagde han saa og nikkede fortrøstningsfuldt hen for sig – nej, jeg vil dog prøve én Gang til.
