© 2025 Det Danske Sprog- og Litteraturselskab. Copyright
Dansk Litteratur drives af Hugo v0.134.2
Hosting: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
[155]| Det var Søndag; og de kom kørende pr. Droske til Anhalterbahnhof, løste Billetter, fik Kufferterne indskrevet og fandt en tom Kupé.
Men i sidste Øjeblik blev den entret af en Tredjemand. – Det var en tyk, glad Dreng paa mellem tredive og fyrretyve Aar med lyst Haar og Skæg og smaa, livlige blaa Øjne.
Clausen og Tolderen sad lige over for hinanden ved det ene Vindue (den sidste indædt over Rejseselskabet). Og den fremmede havde gjort sig det komfortabelt ved det andet med sine Pakkenelliker og Haandbagage. – Da han havde faaet skudret Fedtet til Rette i Hynderne, gav han sig til at skæve nysgerrigt hen mod de to Venner. Han havde aabenbart stor Lyst til at indlede en Passiar; men turde ikke begynde, da han ikke vidste, til hvad Nationalitet de hørte. Rimeligvis var han ikke videre sprogkyndig.
Men saa var det, at Clausen pludselig spurgte:
– Hvad Tid er vi i Dresden, Knagsted? Og øjeblikkelig lyste den fede Drengs Ansigt op i et hjerteligt Smil:
156| – Deherrer er danske? sagde han, endnu førend Tolderen havde kunnet svare, og lettede fidelt paa Filthatten (en Filthat, der var altfor lille til hans kødfulde Hovede, og som gav ham et eget forsorent Præg lidt paa skraa som den sad. – Dertil var han maskinklippet, saa at hans lyserøde Hovedbund skinnede frem gennem Haaret. Og desuden havde han i Nakken tre mørkerøde, stærkt solskoldede Huddæller). – Deherrer er danske, hører jeg?
Knagsted saa' ham an; men blødgjordes ved hans glade, skikkelige Ansigt:
– Ja, sagde han – vi har den Ære. Og Clausen nikkede venligt og sagde:
– Ja, vi er danske.
– Skal vi saa ikke li'saagodt præsentere os for hverandre straks? spurgte den fremmede – Mit Navn er Jægermester Krüger fra Lolland ... Elisabethsminde ved Na'sko', hvis Deherrer skulde tilfældigvis en Gang komme dér om a'.
De to Venner takkede og opgav ligeledes deres Titler og Navne; dog uden Indbydelser.
– Naa, De er fra København, Hr. Knagsted. Det er en dejlig By!
– En udmærket By, ja.
– Ja, der er sgu Slag i Frikadellen, naar man er med paa 'en! De Københavnere forstaar sgu at leve; det er ikke som os andre, der sidder og æder Roer hele Aaret rundt.
– Næi, det er et fornøjeligt Folkefærd ...
157| – Ja, og flotte Pi'er er der!
– Storartede Pi'er! nikkede Knagsted kyndigt; han blev mere og mere indtaget i Rejsefællen.
– Saa kender De vel min Svoger derindefra?
– Deres Svoger ... ?
– Ja, ham, Rasmus Vridsløse, Digteren. Det gav ligefrem et Rædselsskvulp i Overlæreren: Hvad vilde dette her ende med!
Men Tolderen spurgte ganske rolig:
– Saa det er Deres Svoger? Jo, han er jo godt kendt.
– Ja, jeg er gift med hans Søster. Det er sgu en dygtig Digter!
– Udmærket, ja.
– Jamen det er no'en underlige Fruentimmer, han omringer sig med! Jeg si'er sgu Tak for den Surdejg!
– Smag og Behag ...
– Saadan Digtere, hva'? de kan vist faa en Helvedes Hovn Pi'er, bare de pejer?
– Det skal de kunne, ja.
– Jo, jeg var der engang til Selskab ... de sad sgu tykt i alle Stuerne! Men jeg si'er sgu Tak for mig for at røre ved den Kategori! De lignede smaa Mandfolk! ... Tillader De, jeg ry'er? ... Vil Deherrer ha' én med? De er danske! Man snyder jo, saa godt man kan, hæ!
– Ja, naturligvis! ... Tak!
– Mange Tak!
158| Alle tre Herrer tændte. Cigaren var upaaklagelig.
– Deherrer har vel hørt, at nu er han gaaet over til Frelserhæren?
– Hvem ... ? sagde begge Vennerne paa én Gang.
– Vridsløse, sgu!
– Ora-pro-nobis-gloria-in-exelcis-perpetuum-mobile! sagde Knagsted og slog Kors for sig.
– Ja, det maa De sgu nok sige! nikkede Jægermesteren – Naturligvis er Familien paa en Maade glad over det, for vi er allesammen religiøse; men hvorfor Fanden kunde han ikke gaa over til noget noblere: Indre Mission eller Grundtvigianerne! Det andet er saa tarveligt!
– Ja, eller til Katolicismen ...
– Næi, nej ...! den er der jo saa mange, der er gaaet over til. Næi, det er sgu meget rigtig af ham, at han har fundet paa noget nyt!
– Aa ja, det har De for Resten ogsaa Ret i!
– Hvornaar har den Omvendelse fundet Sted? spurgte Clausen.
– For en fjorten Dages Tid siden. Det er da mærkeligt, at De ikke har hørt noget om det! Smaabladene ha'de sgu da ellers travlt nok med den Historie.
– Jamen, dem ser man jo ikke her ...
– Og nu skriver han i "Krigsraabet" ?
– Ja-a! Og rigtig kønt, forsikrer jeg Dem.
– Det har han jo altid gjort.
159| – Aa ja; men lidt gavflabet engang imellem.
– Det ligger jo til Dhrr. Digtere, Hr. Jægermester.
– Hæ, hæ, ja! det gør 'et vel ... Har Deherrer været længe i Berlin?
– Fjorten Dage vel ... Knagsted pegede pludselig med Tommelfingeren over mod Clausen – Jeg skal sige Dem, sagde han troværdigt smilende – jeg kunde jo ikke faa ham dér af Sted ... Der var en sød lille Pige, som ...
Clausen blev højrød helt op under Haaret:
– Men Knagsted dog ...! Jægermesteren lo, saa Vinduerne raslede:
–]a, ha, ha! sagde han – i Udlandet har man jo større Spillerum for Finnerne, naar man da ellers lever i en Provinsby eller ude paa Landet!
Han flyttede sig hen ved Siden af Clausen og klappede ham godmodigt paa Knæet:
– Jeg skal sgu nok tie stille, Hr. Overlærer,, nikkede han – Jeg kender Rummelen!
– Jamen ... begyndte Clausen. Men Jægermesteren brød sig ikke om at høre paa ham og fortsatte:
– Jeg maatte sgu sæl love min Kone at fare durch igennem Berlin og lige til Karlsbad ... (Det er mine Nyrer). Hun har jo nemlig et lille godt Øje til mig, naar jeg saadan slaar 'en paa min egen Boldgade! ... Men jeg lurede hende naturligvis, nikkede han inderlig fornøjet – jeg 160|kunde sgu ikke bringe det over mit Hjerte og stikke lige igennem ... Og naar Madammen nu ikke faar det at vide ...!
– Næi... Men kan hun ikke regne det ud paa Deres Breve? Jægermesteren smilede forfærdelig underfundig:
– Hæ, hæ ... jeg skrev jo Karlsbad over dem. Og hun lægger Fa'en ikke Mærke til Frimærkerne!
– Ja-a-a .. ? sagde Knagsted skeptisk.
– Ja, og sæt om hun gjorde! nikkede Jægermesteren – saa har jeg jo no'en ekstraordinæriusse Presenter med hjem til hende og stoppe Munden paa hende med! ... Er De- herrer gift?
– Næi ...
– Ja, for ellers vil jeg bare si'e, at saadan Tøj til en Silkekjole ... rigtig tyk Silke, der saadan ligefrem kan staal det er ma'esløst og ha' at stoppe i Talerøret paa dem! – – At De nu véd det, til Ulykken sker, hæ, hæ! ... Hvor skal Deherrer ellers hen, mig Forlov?
– Vi skal ogsaa til Karlsbad.
– Lige durch i Dag?
– Nej, vi bli'er et Par Dage i Dresden.
– Det var sgu da kedeligt saa, at jeg har løst gennemgaaende Billet! ... Naa, der er jo ikke meget ved Dresden!
– Der er da Malerisamlingen! sagde Overlæreren lidt stødt.
161| – Det er der, Gudbevares, det er der! Men den saa' jeg allerede første Gang, vi var i Karlsbad i 98! Og véd De hva': mere end én Gang, hva'? saa man kan si'e, at man har været der ... ?
Knagsted nikkede med et lille ondskabsfuldt Halvblik over mod Clausen:
– Ja, det er saamæn tilstrækkeligt!
– Ok Gu' ja, vi løb dem sgu allesammen igennem paa en lille halv Time! ... Der er ikke meget ved dem. De har bare faaet saadan et Ry paa sig, fordi de er gamle ... Men Madammen var jo med den Gang ... Har Deherrer været i Karlsbad før?
– Nej, vi har skam ikke.
– Saa kan De Fandengaleme glæde Dem da! Der er lige til at ta' Præmie for Kedsomhed! Puh, ha! op Klokken fem og i Kasmarokken Klokken ni; og ingen Mad og ingen Sprut! ... Men det hjælper! – – Hva' fejler Deherrer, mig Forlov? Mit er Nyrerne; og saa har jeg jo et Par Pund skært Kød formeget.
Knagsted nikkede over mod Clausen:
– Han dér fejler ingenting, sagde han – og jeg lider af kronisk Selvbeherskelse.
-Ha-a ha, ha! hylede Jægermesteren op (havde der været Børn til Stede, vilde de upaatvivlelig have faaet vaade Bukser af Skræk), og saa' med et næsten forelsket Blik hen paa 162| Tolderen. – Og Humøret er osse første Klasse!
– Humøret er storartet! sagde Knagsted – Jeg kan næsten ikke falde i Søvn om Aftenen for Grin.
Jægermesteren stak sin store Næve ud mod ham:
– De er af mine Folk! sagde han – Maa jeg trykke Deres Haand! Hva' Fanden skal man gaa rundt og hænge med Næbet for? Det nytter jo ikke no'et!
– Ikke Spor!
[163]| Man var nu naaet over Grænsen og kørte ned gennem Kongeriget Sachsen.
Faa begge Sider af Banelinien hævede sig ude i Horisonten smaa kuplede Bjærge bevoksede med Skove. Og i Dalene mellem Højderne tittede hvide Huse frem; og hist og her ragede en sværtet Fabrikskorsten som en mægtig Stiver op under Himlen. – Vejret var stadig smukt med Sol og Varme; og begge Kupévinduer stod aabne.
– Hvad er det dér? spurgte Clausen og pegede ud mod en høj Lerbanke, op ad hvis Sydskraaning der stod lange Rækker af løvomsnoede .Stænger – Er det mon Humle?
– Nej, det er Vin! sagde Jægermesteren stolt over sin Viden – Nu kører vi jo i et Finland.
– Er det Vin! sagde Overlæreren med et saligt Smil
– Det er saamæn første Gang, jeg ser en Vinmark! Har Du set dem, Knagsted, se!
– Ork, kære Ven, dem har jeg set Masser af i Frankrig og Italien!
164| – Naa, det er sandt; ja, det har Du vel ... sagde Clausen noget slukøret. Men selv vedblev han at sidde og stirre interesseret ud paa Landskabet, hvor Bjærgene blev højere og højere, og hvor Husene paa deres Skraaninger stundom kun lignede smaa hvidmalede Stærekasser.
Tolderen og Jægermesteren var i dyb Samtale:
– Længes De hcke, Hr. Krüger, sommetider efter at bo ethvert som helst andet Sted end hjemme paa det flade, fidtede Lolland?
– Længes! sagde Jægermesteren og saa' hen paa Knagsted med et Blik, hvori der tydelig læstes: Den Slags Fruentimmerspørgsmaal ha'de jeg sgu ikke ventet af Dem – Længes? nej Gu' "længes" jeg ikke! Man skal ikke bo andre Steder, end dér hvor man er født!
– Næi, det kan der jo være no'et i ... men Lolland ... ? Hr. Krügers Ansigt blev en Kende rødere:
– Lolland, Lolland ...! gentog han næsten vrængende
– Jeg véd ikke, hvorfor Folk altid har saa travlt med Lolland ! Det er dog Danmarks Spisekammer; og Mad skal vi sgu ha'.
– Ja ... ja naturligvis! Men det er da saadan et Fandens grimt "Spisekammer"
– Saa-aa? Har De været der?
– Ja.
– Naa! Og synes De saa maaske, at der er "smukkere" i Jylland, hvor Kornet staar og 165| skriger Gevalt paa Marken, og Aksene maa ha' Næseklemmer paa, hvis de vil se hverandre?
– Næi ... saadan hvad Frugtbarhed angaar ... Jægermesteren blev ivrig (og det var jo det, Tolderen vilde have):
– Man ka' 'tte leve a' de bare Bakker og Dale, naar der ikke er no'et paa dem! ... Og saa er 'et jo osse no'et rent Sludder, dette med, at Lolland er saa grimt. Gu' er 'et ikke nej grimt! De skulde prøve at køre fra Høstgilde saadan en Oktobernat, naar Maanen skinner ned mellem Pilene ... Man ønsker Minsalighed sommetider, at Vejen var dobbelt saa lang! Og saa om Sommeren, Far min, om Sommeren! Man kører jo som i en Have, Skygge er der hele Tiden; mens man Guhjælpeme ovre i Jylland er ved at løbe hen i det bare Margarine, bare man skal bare en lille Fjerdingvej bort! Jeg har lært Landvæsen et Aarstid derovre; det er et rent Helvede baade for Heste og Mennesker.
Nu var Knagsted ked af den Tønde, hvorfor han spurgte:
– Men hvor kan det nu være, Hr. Krüger, at De netop er bleven Landmand? Det skal dog ellers være en skidt Bestilling nu om Dage.
– Saa-aa, bedste Herre, skal 'et det, hum? Men naar jeg nu si'er Dem li'e aus, at det er det eneste, der er værd at være!
– Saa det mener De ... ?
– Ja, det mener jeg sgu! Det er den eneste 166| Stilling, hvor man saadan fuldt ud er sin egen Herre. Man sidder jo ligefrem som en hel lille Konge paa sin Gaard.
– Naa-aa, da har jeg da rigtignok hørt mange Landmænd klage gudsjammerligt, blandt andet over Tyendeforholdene.
– Ja, de er rent forbandede! nikkede Jægermesteren – Men det er de jo i hva' Stilling, man saa kommer i ... Men saa er der det ved at sidde paa en Gaard, at saa kan man skælde ud i fri Luft. Det er i det hele taget det eneste Sted, man rigtig kan skælde ud! Der er ikke Rum nok i Stuer. Jeg trækker gerne Snøblerne med mig ud paa en Eng, jeg har Nord uden for Gaarden; og saa skælder jeg dem da Hæder og Ære fra, saa Kragerne ramler ned fra Træerne inde i Haven! Men det hjælper, forsikrer jeg Dem; det ender altid med, at de be'r om godt Vejr.... Og saa bli'er man osse sæl lettet ... og saa Satans dejlig sulten bagefter! Knagsted smilede huldsaligt:
– Det maa være storartet! sagde han drømmende – Jeg kunde vel ikke faa Lov til at komme over paa den Eng engang imellem og blive "lettet" ? Det vilde vist hjælpe betydeligt paa denne her kroniske ...
– Jo, hæ, hæ! kom De kun! ... Og saa er der saadan et ma'esløst Ekko ind mod Lademuren. Det er Gu'hjælpeme irsom der stod et 167|hal'thundrede Jægermestre og brølede derinde, naar jeg ta'er fat. Og vi la'er ikke Tampene komme til Orde et eneste Sekund. Vi brøler dem over. Det er det eneste, de har Respekt for. Og de lusker min Salighed væk til sidst med Halen mellem Benene li'som Støverhunde i Regnvejr.... Man er da vel Herre paa sin egen Gaard!
– Véd De, hvad De skulde, Hr. Jægermester: De skulde rejse rundt i Danmark og oprette Disciplinen. Det trænges saa saare!
– Hæ, ja! de vil sgu osse saa gerne leje mig rundt i Sognet paa Gaardene. Men jeg si'er: skæld ud sæl, si'er jeg, ellers nytter det ikke. I maa sgu gerne laane min Eng og øve Jer paa!
– Jeg tror nu, De har Uret, Hr. Jægermester, sagde Clausen pludselig og vendte sig bort fra Vinduet om mod ham – det er vist næppe den rette Maade at opdrage Folket paa.
– "Opdrage" ...? Folket skal sgu ikke "opdrages" til andet end til at lystre! Jeg er den bedste Husbond mod de af mine Folk, der er no'et ved; men lystre skal de sku!
– Ja, naturligvis! nikkede Knagsted – Men min Ven Clausen er saa gammeldags.
– Gammeldags ...!
– Ja netop: gammeldags, kære Ven! Den Parole med at "opdrage" var god nok Latin i Halvfjerdserne i forrige Aarhundrede: men nu er 168| de mere fremskredne Aander, som for Eksempel Jægermesteren og jeg, langt, langt forbi den! Næ: Hundehul og Træhest, det er det, vi savner!
– Naa-aa, næ-i ... sagde Jægermesteren lidt usikker – nu gaar De vist lidt for vidt, Hr. Partikulier ... Men Klø ...
– Klø er ogsaa godt! nikkede Tolderen – En solid Egekæp ...!
– Det mener Du jo ikke, Knagsted! Hvorfor vil Du saa sidde og sige saadan noget.
– GU' mener han det! sagde Jægermesteren.
– Ja, GU' mener jeg det! sagde Knagsted – Og jeg har uddannet mig efter de bedste Mønstre. Man skal bære sig ad ligesom "Magterne" bar sig ad over for Kina: "Vil I lystre, I Ka'Ie!" – "Nej, Konfutse, om vi vil!" – "Godt, saa skal vi sgu i Jesu Navn lære Jer det!"
[169]| Man rullede frem gennem Elbdalen. Vinmarkerne blev større og talrigere; og Bjærgene højere og mere sammenhængende ...
Hist og her stak store, rødbrune Stene frem af Bankernes gule Lerbund, nøgne og kullede af Vejr og Væde. De stod der som skumle, tusindaarige Kæmper, indædte og forbitrede, og skulede ud over den brede Dal, hvor Toget ilede af Sted klaprende med sine travle Hjul, og hvor Huse og Villaer og rygende Fabrikker laa og smilede i Solskinnet og brød sig Fanden om, hvad der var foregaaet i Tidernes Morgen, da de gamle Stenkæmper under Torden og Lynild, med Brask og med Bram fremstod af den unge Fru Terras glødende Bug ...
– Hva' for et Hotel vil Deherrer ta' ind paa?
– "Bellevue", har vi tænkt.
– Det er osse u'mærket. Og saa ligger det saa rart li'e i Centrum med alle Sporvognene ... De staar vel ikke af før ved Alter Bahnhof?
– Det er ellers en skidt Dag at komme til Dresden paa, en Søndag; saa er der endnu ke'eligere.
– Naa-aa, det gaar nok ...
– Disse Brühlske Terrasser, der er saa berømte, spurgte Overlæreren – hvordan er de?
– Aa, dem er der sgu ikke meget ved! Ja, der er jo no'en gode Trapper derop til med brede Trin og magelige ...
– Der skal være saadan en køn Udsigt deroppefra ... ?
– Udsigt! Næi! Man ser bare ud over Elben, no'et væmmeligt, beskidt gult Vand ... og saa ovre paa den anden Side ligger Neue Stadt. Næi, dér er sgu ikke no'et at kigge efter.
Clausen sukkede dybt og saa' ganske haabløs ulykkelig ud ved denne Stedbeskrivelse. – Knagsted smilede stille. – Men Jægermesteren, der blev Overlærerens sorte Fortvivlelse var og anede Grunden, bøjede sig frem imod ham og klappede ham godhjertet paa Knæet:
– Bryd Dem bare ikke om, hva' jeg sidder og præker, Hr. Overlærer, sagde han, og hans fede Drenge-Ansigt med de smaa, gode Øjne lyste af den rareste Elskværdighed – Hva' Fanden forstaar Bønder sig paa Agurkesalat! Det kan jo gerne være, at De finder det hele storartet. Hver sin Sjakøng, som han si'er, Dyrlæge Fredriksen i Na'sko'. Jeg forstaar mig sgunde 171| paa andre Udsigter end Roemarker! Det er osse Satans, at man ikke kan holde sin Mening hos sig sæl.... Men Di spurgte jo!
– Ja, ja, ja ... smilede Clausen genert-taknemmelig og klappede igen – De har naturligvis Ret til at sige Deres Mening, Hr. Jægermester ... Men jeg indrømmer, at jeg blev noget skuffet – en lille Smule ...
Toget for af Sted. osv. Man nærmede sig Dresden. – Der viste sig smaa hyggelige Veje med Spadserestier og Træplantninger, Huse med Haver omkring, og Villaer med Springvande og klippede Hække. Fabrik laa ved Fabrik. Og hist og her stod en Stump paabegyndt Gade, hvis høje, femetages Kaserner med deres skinnende Tage og nymalede Vinduer og Døre saa' ud, som om de var skudt op paa én eneste Nat. –
– Nu er vi der straks! sagde Jægermesteren og løftede sin vældige Næve (den lignede en Kæmpe-Kotelet) og pegede ud mod en Samling Kupler og Taarne ude i Horisonten
– Det er sgu for Resten kedeligt, saa skal jeg rumle videre alene!
– Naa-aa, vi ses jo igen om et Par Dage! Elsker De os saa højt?
– Ja, det gør jeg osse, hæ-hæ! Men det var nu alligevel ikke det, jeg mente; det var 172| mere Køreturen ... Ka' Di ikke li'saagodt rutche durch med det samme?
– Næ-æ, det kan vi ikke saa godt, nej; nu har vi engang bestemt at gøre et Ophold her ...
– Hum ... Maa jeg anbefale Diherrer Hotel "National" i Karlsbad. Dér bor jeg sæl, og dér bor næsten alle danske.
– Tak, nikkede Knagsted venligt. (Men ved sig selv tilføjede han: Saa ta'er vi altsaa ikke dér ind!)
Clausen sad og kiggede ud af Vinduet. Han var i en spændt og løftet Stemning ved alt det nye, han saa'; følte vel omtrent det samme som en Student fra Horsens, der for første Gang skulde se København og derfor skælver under Forventningens Naadegave.
– Saa! sagde Jægermesteren.
Lokomotivet fløjtede; og Toget rullede ind foran Perronen.
– Dette er altsaa Neuer Bahnhof?
– Det er Neuer Bahnhof, ja. Men Di gør nemmere i at køre med til Alter.
– Ja, det vil vi ogsaa. – Her er ikke ret mange Mennesker at se.
– Næi; det er jo osse kun en lille snottet By ved Siden af Berlin.... Men i samme Øjeblik den rare Jægermester havde sagt disse onde Ord, fortrød han dem; og idet han kastede et forskræmt Blik hen mod Overlæreren, tilføjede han 173| ivrig – Men for Resten er det jo ellers en køn By nok, Dresden, rigtig køn! Jeg forstaar mig jo ikke videre paa 'et. Saa kørte de igen.
– Er det Elben? spurgte Clausen; de kørte over en gungrende Bro. Og paa Vandet til begge Sider blev Baade og Pramme trukket af Sted af lange prustende Dampere.
Jægermesteren var stadig ivrig for ikke at skaare sin kære Kupékammerats Glæde:
– Ja, det er Elben, nikkede han og lod, som det interesserede ham – Ka' Di se derovre? Det er no'en flotte Broer, di har her. Der er én nede ved Brühls Terrasse, den er ligefrem storartet, Augustus Brücke hedder den. Di si'er, at den er sy-otte hundrede Aar gammel ... li'efrem storartet. Bygge ku' di sgu i gamle Dage!
– Næe, sikken en smuk gammel Kirke!
– Ja, den er sgu god! Den ligger paa "Theater Platz". Di har den lige over for "Bellevue".
– Er der ikke ogsaa et kongeligt Slot?
– Jo-o, men det er der sgu ikke meget ... Ja, det vil sige naturligvis! det er jo meget pænt, naturligvis; men det ligger no'et indeklemt ... Gu'bevares, et Slot er jo altid smukt. Jeg vilde sgu gerne ha' det til Hovedbygning, hæ-hæ!
174| Knagsted sad i stille Nyden.
– Malerisamlingen ... hvor er den?
– Ja, den har Di jo osse li'e ved Hotellet. Det er kønt... Slottet mener jeg, "Zwinger", som det hedder; det er saadan no'et i Retning af Amalienborg ... men kønnere! Og Materierne er sgu osse rigtig kønne; det ved Gu' di er! Jeg var saa sulten, da jeg var der, og det er skidt. Jeg vil raade Diherrer til at spise, inden Di gaar derop; det er jo no'et trættende.
– Ja, vi ta'er os hver et Par Bøf med Spejlæg! nikkede Knagsted.
– Ja, det er sgu rigtig, hæ! ... Saa, nu er vi der. Toget buldrede ind paa Alter Bahnhof; og Clausen og Knagsted steg af.
– Naa: Farvel Hr. Jægermester! Og Tak for behageligt Rejseselskab!
– Farvel, Farvel, Diherrer! Og sæl Tak! ... Det er Satans kedeligt, at jeg nu bli'er alene!
– Naa-aa, det varer jo ikke mere end et Par Timer. Tror De ikke, De kan sove?
– Sove l? jo det ka' Di sgu bande paa!
– Jamen saa sov.
– Ja, det ka' Di sgu ta' Gift paa, jeg vil, hæ-hæ! ... Hov, halløj! Skal jeg ikke bestille Værelser til Dem paa "National" ?
175| – Næ Tak, næ Tak, for Gud i Himlens Skyld! raabte Knagsted ubehersket.
– Naa, ja-ja! Godt Ord igen! ... Farvel, Farvel! Det er Satan piskerne kedeligt, at jeg nu bli'er alene.
[176]| Knagsted og Clausen kom ud fra Hotel "Bellevue" og skraaede over Theaterplatz ned mod "Zwinger".
– Her er smukt! sagde Tolderen.
– Ja-a! nikkede Clausen, og hans Øjne blev store af Glæde – her er dejligt!
Solen hang dybt i Vest purpurrød, luende. Hele Østsiden af Pladsen laa som i en rødlig Taage. Der stod Ild af Teatrets Søjler og Ruder, og Spirene paa det kongelige Slot flammede brandrødt op, medens de mørke Sandstensflgurer langs Sofiekirkens Front i al denne Gløden saa' ud som sorte, kutteklædte Munke, der brændes paa Baal.
– Javel er her "dejligt" ! nikkede Knagsted – Men jeg vilde gi' to Kroner og halvtreds til, at her ikke var elektriske Sporvogne! –– –
De gik ind gennem "Zwinger"s kuplede Porthvælving. I Slotsgaardens buksbomhegnede Rabatter blomstrede Tusinder af Roser; der var fredfuldt og søndagsstille derinde; man hørte kun fjernt og dæmpet Byens dumpe Uro.
– Aah, Knagsted, Knagsted! sagde Over177|læreren og foldede henrevet og begejstret sine gamle Hænder – saaledes burde Livet altid være!
– Jamen det er 'et bare ikke! sagde Tolderen.
– Nej ... det er det ikke ... ikke altid i det mindste ...
– Aldrig! sagde Tolderen.
– Jo, nu i dette Øjeblik ... aah hva'? Knagsted smilede godmodigt:
– Lad gaa! sagde han – siden det kan more Dig! ... Men i Morgen er der atter en Dag, lille Overdrivelse; og det husker man, naar ... Naamen lad os nu se at komme videre!
De stod ved Opgangen til de "Brühlske Terrasser". Solen var gaaet ned, og den gulgrønne Himmel spejlede sig i Elbflodens lerede Vand. – Sporvognene ringlede uophørligt frem over den ældgamle Augustus Brücke, hvis tændte Gaslygter næsten lyste hvidt i den sommerklare Aften. – Ovre fra Neustadt bares frem gennem Luften dybe, rungende Kirkeklokkers Lyd. – Og langt borte i Horisonten, hinsides Tage og Taarne, saa' man de bølgede Konturer af fjerne Bjærge ...
Knagsted skudrede sig. Han begyndte at føle sig ilde til Mode ved al denne Fred og Skønhed ... al denne "Morfin" , som han kaldte det:
178| – Saa gaar vi vel op! sagde han.
Overlæreren for sammen:
– Hva' ... hva' si'er Du?
– Jeg si'er, at vi skal vel ogsaa op paa Terrassen?
– Ja ... ja naturligvis ... Undskyld!
– Aa jeg be'er!
Clausen slog bredt ud med begge Arme; og hans Stemme skælvede af Begejstring, da han fortsatte:
– Jeg troede ikke, at der noget Steds kunde være saa skønt, Knagsted! Er her ikke skønt, synes Du? Vidunderlig skønt?
Men nu kunde Knagsted ikke dy sig længere; han rejste sig med et Sæt op paa Tæerne, greb Overlæreren i Frakkeopslaget og rakte sin Tunge ind i Ansigtet paa ham:
– Sjæ-ælfu-ldt! sagde han med en Lyd, som om han slubrede en eller anden flydende Livret i sig.
– Nejmen Knagsted dog ... /
– Ja, hvad skal I altid fjolle saadan op for! "U-uh, hvor det er yndigt!" "Æ-æh, hvor det er dejligt!" "Bæ-æh, hvor det er henrivende!" I gør jo os andre led og ked af det hele! Bare I var døvstumme! Men saa vrælede I vel løs med Fingrene! ... Og saa staar I samtidig og ser saa idiotisk-betaget, blegrødt-hengivent ud – – ligesom en Tallerken sød Suppe i Maaneskin!
179| Clausen lagde smilende en skikkelig Haand paa Tolderens Skulder:
– Saa, saa, saa, kære Ven ...
Men Knagsted vred sig brat fra ham og gik op paa Terrassen.
Dér oppe fandt de en ledig Bænk og tog tavse Plads ved hinandens Side:
Nede ved Terrassens Fod gled Floden lydløst forbi. Kun henne omkring Bropillerne bruste og sydede Vandet. – Ovre i Neustadt blev Lygterne netop tændt; Blussene sprang frem ét for ét og borede deres glade Øjne ud gennem Skumringen som smaa nyfigne Sancthansorme. Alt var roligt og søndagstyst! Kun af og til hamrede en Damper sig op mod Strømmen. Og det lavede jo et ugudeligt Postyr!
Ja, det kan Du jo da se: "Montags 10-2 Uhr 1,50 Mk." ! ... Men i Morgen kan vi gaa frit ind. Skal vi saa ikke hellere vente til i Morgen?
– Næ-i, det synes jeg ikke ...
– Er Du saa forhippet?
– Ja-a ...
– Godt, lad os saa gaa ind da! Men Du maa selv betale.
– Ja, naturligvis!
Og de gik op i Forhallen, deponerede deres Stokke og blødte hver halvanden Mark.
– Skal vi ikke ha' Katalog?
– Næ-i; det er jo ganske ligegyldigt, hvem der har malet Billederne!
Da de var kommet ind i den forreste Sal, standsede Knagsted determineret og sagde:
– Ja, her vil jeg nu gaa alene!
– Jamen Gud, Knagsted, det kan Du jo da saa godt ... Men hvordan skal vi saa finde hinanden bagefter?
181| – Aa-aa, Du kan vel nok selv hitte over paa Hotellet, hvis vi ikke træffes. Adjøs! Og mor Dig godt! Men Clausen greb ham i Armen:
– Hvad er der i Vejen med Dig, kære Ven? spurgte han tøvende – Ja undskyld, jeg spørger; men Du har været saa underlig ... baade i Aftes og nu til Morgen.
– Saa-aa?
– Er Du ... er Du ked af mit Selskab?
Knagsted lo lidt anstrengt:
– Næe! Ak nej! Tværtimod! Du er mig en værdifuld Stimulants, kære Overmand! ... Næ, det er noget ganske andet, der trykker mig. Men Du kan jo ikke lide, at jeg taler om det ...
– Jo, tal Du kun frit; det vilde netop glæde mig, om jeg maaske kunde hjælpe.
Knagsted klemte et Øje sammen:
– Ja, saa si'er jeg det altsaa ...?
– Ja, ja ...! nikkede den anden ivrig. Tolderen tog ham i Frakkeopslaget og halede ham ned mod sig:
– Jeg har ikke været paa "Dass" i to Dage! hviskede han lige ind i Øret paa ham – Nu véd Du det. Adjøs! – – Og bort skridtede han med det samme ind i Sidesalen til højre.
Clausen vandrede langsomt den modsatte Vej ... Han tænkte paa sin ulykkelige Ven og beklagede ham dybt og ønskede, at han kunde 182| hjælpe ham. Han vilde gøre alt, hvad der stod i hans Magt for at give Vennen et lysere Syn paa Livet ... Men Knagsted vilde jo ikke lade sig sige og raade ... Det maatte være forfærdelig altid at gaa rundt med et saadant Humør! Men hvis man bare for Alvor vilde, saa ... Næ-e, se dog det store Billede dér, hvor var det dog dejligt! ... Og det! ... Og det! ...
Og lidt efter lidt styrtede den rare, gamle Overlærer sig paa Hovedet ind i Malerierne og glemte lykkeligen Alverdens Sorg og Nød og Knagsteder og daarlige Maver og Sygdom og Elendighed ...
Da Knagsted var kommen ind i Salen til højre, standsede han; listede sig derpaa tilbage til Døren og tittede ind efter Vennen. – – Og da Clausen gik ind i den næste Sal, sneg han sig efter ham og fulgte ham saaledes fra Rum til Rum. Kunstværkerne rundt paa Væggene skænkede han ingen videre Opmærksomhed. Men naar Overlæreren stod fortabt i Andagt foran et Billede, morede og tilfredsstillede det Tolderen langt mere i Tankerne at udfinde og udpege det Maleri, Vennen næste Gang vilde standse ved og lade sig "henrive" af. – Og det var da altid de store, "abstrakte" Lærreder, der fremstillede Emner som "Haabet" , "Sandheden" , "Troen", "Retfærdigheden" osv. Ogsaa de saakaldte "ideale" Landskaber og Billederne med historiske og 183| bibelske Motiver nød Clausen længe og intenst ... og helst jo større af Kvadratindhold de var. Men "Hollænderne" for han flygtigt igennem; og ejheller Portrætterne fængslede ham videre: Kun foran en Pastel, der forestillede Thorvaldsen som ung, dvælede han et Par Minutter med et huldsaligt Smil om Munden: Ah-a, der havde vi jo vor egen Thorvaldsen!
Og saa naaede de da omsider frem til det Rum, hvor hun residerer i ensom Majestæt, hendes kongelige Højhed: Raphaels Madonna.
Clausen standsede et Sekund paa Tærskelen ligesom blændet og overvældet. – Saa bøjede han ydmygt sit Hovede og traadte ind ...
Knagsted gik rask forbi Døraabningen: Der var fuldt af Mennesker derinde. – Saa gjorde han omkring, listede tilbage og tittede:
Overlæreren stod midt paa Gulvet lige foran Billedet. Hans Arme hang slapt ned langs hans Diplomatfrakkes Skøder, og han stirrede frem mod Maleriet med et Udtryk af den inderligste og dybeste Ærefrygt. Saa rent ud religiøst betaget syntes Manden at være, at det aldeles ikke vilde have forundret Knagsted, om han pludselig med foldede Hænder var sunken ned foran Billedet ... ned paa sine gamle, spidse, ærlige Pædagog-Knæ ...
184| Se alt dette var jo smukt og stemningsfuldt nok ...
Men saa sad og stod der trindt omkring den virkelig grebne Hr. Clausen en ti-tolv-fjorten-tyve Kvinder: fede Fruer og magre Frøkner: syv Englænderinder med Stanglorgnetter, fire tyske Pensionatsdamer med astronomiske Kikkerter, fem smaa, vævre, sortlokkede franske Mademoiseller og seks korthaarede, lavstammede, næsebeklemmede (rimeligvis danske) Almuejærn. – Og alle Nationaliteter stønnede og dampede de af Begejstring!
Dette, om man saa maa sige: "Herbarium" vilde have været tilstrækkeligt til at faa Knagsted til at nyse enhver Betagelse (om han havde følt nogen) ud af Hjerte og Nyrer. – Men paa den fromme Overlærer gjorde det intet Indtryk. Han saa' ikke, hørte ikke, lugtede ikke Omgivelserne, saa rent ud løftet op i de højeste Krystalhimle var han, begejstret ud over al Forstand, henrevet til Idioti, som man bør være det over for et Kunstværk, der staar med fede Typer i Hans Majestæt Kong Baedecker!
– Tolder, Tolder! sagde Overlæreren, da han en halv Timestid senere traf Knagsted ovre paa Hotellet – Tolder, Tolder! sagde han, og i hans Øjne lyste fremdeles den hellige Ild – at Du dog ikke gik med ind og saa' Madonna!
– Var hun saa lækker?
185| Clausen slog overlegent ud med Haanden og smilede sejerssæl:
– Aah, jeg bryder mig slet ikke om, at Du gør Nar! Værsgod, det rører mig ikke! ... Men Du har staaet Dig selv i Lyset, Knagsted! Du er gaaet Glip af en af de reneste Nydelser, der kan være et Menneske beskaaret: Som hun stod dér med Barnet paa Armen ...
– Og Emil og Olaf ved Fødderne!
– Emil og ... hedder de Emil og Olaf?
– Dennegang blev Du altsaa ikke skuffet, lille Clausen? Overlæreren hævede taknemmelig Øjnene mod Loftet:
– Nej, sagde han – nej, kære Ven, nej, dennegang blev jeg ikke skuffet! Jeg vil huske dette Billede, saa længe jeg lever!
[186]|De to Venner havde paa Hotellet faaet Værelser ved Siden af hinanden og med Dør imellem. –
Knagsted havde meget svært ved at falde i Søvn om Aftenen. Han laa og læste en Timestid, før han slukkede Lysene og lagde sig i Sovestilling: fladt ud paa Ryggen, med det højre Ben trukket op under det venstre og med Hovedet hvilende først paa venstre Øre og saa – lige i det Øjeblik, han var ved at daane hen – med et rask Snuptag over paa højre. Men mislykkedes Snuppet, eller hørte han i Dreiningsmomentet en eller anden Lyd, et Knirk i et Møbel, en Raslen bag Tapetet, et Dump paa Loftet, eller et Klask mod Vinduerne – straks var han lysvaagen igen og maatte begynde forfra. Og saaledes kunde der gaa mange Timer hen, inden han omsider, dirrende af Træthed og Nervøsitet, gled ind i den attraaværdigste af alle Tilværelsesformer. – Og kunde han ikke finde "Hvile og Glemsel" paa anden Maade, saa havde han staaende paa sit Natbord en liden Spilledaase, som han i Nattens Mulm "trak op" og lagde paa 187| sit ene Øre, medens han samtidig stoppede en Finger dybt ind i det andet. Saaledes garderet faldt han saa i Søvn. Men Freden varede kun stakket; thi Instrumentet skulde trækkes op præcis hvert tolvte Minut. Og desuden var der ogsaa det forfærdelige ved Daasen, at den kunde spille to Stykker: en blid og husvalende Sagtevals, som han brugte, og en vild, livsvækkende Galopade af Offenbach. Han havde mikset og makset saaledes med Djævelskabet, at det som Regel afleverede Valsen; men det kunde ogsaa pludselig slaa over i Offenbach ... og saa var alle Sunde lukte! –
Naturligvis var det særlig Hoteller, der voldte den arme Tolder Nattevé. Han blev ond af at ligge paa dem; og han hadede dem af sin ganske Sjæl. Men end mere hadede han dog Gæsterne. Og allermest dem af dem, der kom hjem mellem 12 Nat og 8 Morgen glade og med Knirkestøvler. Han kunde uden mindste Samvittighedspostyr have skudt dem en Kugle paalangs gennem Tæerne! – –
Og havde saa endda Clausen derinde ved Siden af heller ikke kunnet sove! Men næppe havde dette gamle Bæst faaet stukket sine Flamingoben ind mellem Lagenerne, før han snorkede af, gudebeskyttet og engleombasket som et mælkefyldt Diebarn!
Knagsted rev Øjnene op og for over Ende 188| i Sengen. – Hva' var Klokken? Et Kvarter over seks! Og han var først faldet i Søvn henad fire; og havde oven i Købet i den sidste Time maattet sove pr. Daase! –
Han lagde Uret tilbage paa Natbordet, knyttede Næverne og lyttede:
– Saa skulde da ogsaa den lebendige Satan ...!
Et Par Værelser borte slog en Tenorsanger sine herligste Triller. Sangen vældede ren og klar og ubekymret frem af hans Hals. Man kunde tydelig høre, at han var stolt af sin Stemme og glad ved den og mente, at den ganske Verden maatte være det samme. – Rimeligvis stod han midt paa Gulvet og daskede med Vingerne ligesom en morgenfro Lærke, der tonedrukken og gudefornøjet stiger til Vejrs over en dugvaad Kløvermark. Den ænser intet, sanser intet, glor bare lige lukt ind i Solen og hyler løs ...
Knagsted sprang med et Sæt ud af Sengen (Haarene paa hans nøgne, lavstammede Bukkeben stod ligefrem stive af Fortvivlelse):
– Clausen! Clausen! han for hen til Døren mellem Værelserne og aabnede den – Glansen!
– Øff ...
– Clau-sennn!
–– Ja, ja; hvad er der, kære Ven?
– Kan Du heller ikke høre det?
– Hør! (Tenoren satte netop i helt oppe paa det høje F).
Overlæreren havde rejst sig rødmusset og fornyet af Søvnen. Og han gav sig nu til at lytte med Hovedet lidt paa Siden og med friske, smilende Øjne:
– Jo, jo, nu hører jeg, sagde han og nikkede fornøjet – Det lyder nydeligt, nydeligt] Det var rigtig smukt af Dig at vække mig. Jeg holder saa meget af Sang om Morgenen; det varsler godt for Dagen.
[190]| Damperen "Bodenbach" masede sig op ad Elben. Hjulene larmede og pladskede og gjorde sig al den Umage, de kunde; men det gik kun langsomt fremad; Strømmen var strid. –
Overlærer Clausen havde i Anledning af denne Elbtur købt sig en Rejsekikkert til 15 Mk. hos Max Kretzschmar, Seestrasse 7, og sad nu paa en Feltstol helt ude i Damperens spidse Forstavn og besigtigede Naturen.
Det saa' ud, som skulde Dresden aldrig faa Ende; stadig var der Huse, Gader og Fabrikker paa begge Sider af Floden. Han havde godt og vel sejlet af Sted en Timestid eller mere, men bestandig var der nye Gader og nye Huse ...
Indtil der paa én Gang ved en brat Drejning af Floden stod næsten lodret op fra Bredden en Række høje, rødbrune, sønderrevne Granitfjælde. Det var et Stenbrud. Store firkantede, aflange Blokke laa spredt rundt til alle Sider helt ud i Vandet; og af og til lød der et Bump og et Brag, og en uhyre Sten hoppede som en Bold ned ad Fjældsiden.
Overlærerens Øjne var ved at krybe ind gen191|nem Kikkertglassene, saa interesseret var han af Fænomenerne.
Man gled forbi Stenbrud efter Stenbrud. Det saa' ud, som havde vældige Kæmpenæver boret sig ind i Fjældene og i ubændigt Raseri flaaet store Stykker ud af dem. –
Men der kom ogsaa fredeligere Landskaber imellem med træklædte Højder, rindende Smaabække og lave pyntelige Huse, hvor Køer og Geder nedenfor paa Engene stod eller laa i det høje Græs og priste deres Skaber og tyggede Drøv. – –
Saa svingede Floden paa ny. Nu var det, som sejlede man hen over en stor og stille Skovsø. Al Udsigt var spærret. Tykke, mastehøje Graner stod i lange, stive Rækker op ad Bjærgsiderne og saa' hinanden over Hovedet og nikkede alvorlig-bekymret ned til deres egne Spejlbilleder, der af den prustende og larmende Damper blev splintret i tusinde Stumper og Stykker ...
Og atter svingede Floden ... Der laa en Fabrik, stor og imponerende, med ti-fjorten taarnhøje, sværtede Skorstene. En hel lille By. Larmen af Vogne og Maskiner lød derinde fra. Og langs Flodbredden laa Dynger af sorte Slakker og rustrødt Affald ... Men midt imellem Dyngerne, ud gennem en gammel, forfalden Mur, stod, frem af et Rør, Dampkedlernes varme Spildevand sølvklart og rent som Vandet fra en Kilde. Og i et Bassin ved Kildens Fod tumlede 192| sig en Flok nøgne Børn med Raab og Latter. Den lunkne Em bølgede omkring dem; de skreg op, sprøjtede hinanden over med Vand, hylede og hvinede og sloges ... en dampende grydefuld spillevende Unger!
Og Skibet pladskede videre. –
Knagsted, som en Stund havde vandret frem og tilbage paa Dækket, standsede op ved Siden af Clausen:
– Det gaar langsomt men sikkert, dette her; sagde han
– jeg er lige ved at falde i Søvn! Er Du enig med mig i, at vi gaar i Land ved den første Station?
– Ja-a, det kan vi jo gerne ... Men jeg synes ellers, at det er særdeles interessant og morsom Sejlads.
– Gudbevares, kære Ven, saa sejler vi! Lige til Verden forgaar, om Du vil. Det er jo for din Skyld, Gildet er gjort ... Er Du tilfreds med den nye Kikkert?
– Udmærket, ja! Det er en aldeles brillant Kikkert! Vil Du prøve den?
– Ja Tak ...
Overlæreren havde rejst sig og stod nu midt i Solskinnet. Tolderen tog Instrumentet, traadte et Par Skridt tilbage og rettede det lige imod ham:
– Ja, det er en storartet Kikkert! sagde han 193| – Jeg kan tydelig se Knapperne glimte i dine Bukser! Clausen greb sig forvildet ned til Aastedet:
– Men! sagde han forfærdet og oprettede i Galop Skaden
– har jeg nu paa ny ...
– Du har "paa ny", ja! ... I dit Sted vilde jeg helt la' være at ta' Bukser paa; det vilde i flere Retninger være meget nemmere.
– Aar-r ...!
– Og Du har jo ikke engang Ret til at være saa distrait, kære Clausen, Du ...
– Skal vi ikke la' være med at tale mere om det!
– ... for Du er jo dog ikke saadan noget Geni, vel? ... Naa, jeg vilde endda ikke komme med Bebrejdelser, hvis Splitten sad bag paa, men ...
– Nu holder Du din Mund, Knagsted!
– Nej saagu gør jeg ikke nej! Tror Du maaske, at jeg vil blive ved med at trække Dig paa langs ned gennem Europa med de ... Midnatssole siddende dér og ... Men hvorfor i Himlens Navn har Du ogsaa Aflessmgknapper paa det Sted, Menneske! Andre dannede dødelige ...
– Bitte, Herrschaft, Frühstück!
Det var en Kelner, der polkerede forbi de to Herrer paa sine lydløse Sko:
– Bitte, Herrschaft, Frühstück!
– Danke! sagde Tolderen og stak sin Arm ind under Vennens – Du er da ikke fornærmet, 194| lille Clausen? Jeg taler kun til dit eget Bedste. Du er jo ellers saadan en smuk og fin ældre Herre, saa ...
Clausen halede i sin Arm for at faa den løs. Fornærmet var han:
– Hum, ja ... naar Du gjorde mig opmærksom paa det paa en lidt anden Maade ...
Knagsted strøg ham smilende og forsonligt over Haanden:
– Det skal jeg, kære Ven, det skal jeg! ... Men maa jeg bare sige én eneste Ting?
– Hum ...
– Du skulde nu alligevel for en Sikkerheds Skyld se at faa tjæret de Knapper over, nu mens vi er her om Bord!
[195]| Frokostbordet var dækket under Solsejlet paa Agterdækket. Der sad allerede en Snes Personer, Englændere, Tyskere og Franskmænd, bænkede om det, da Knagsted og Clausen tog Plads. Man pludrede løs hver i sit Tungemaal, spiste og drak og saa' paa Udsigt og sagde Ach! og Oh! og Wunderschön! og Beautiful! og Ravisant! saa det dunede En om Ørene.
Men saa forstummede pludselig al Tale, og man blev siddende stive med Gaflerne og Knivene i Hænderne og stirrede med kuglerunde Øjne hen mod Kahytten:
Et Par "steg" op derfra, en Herre og en Dame, og "skred" langsomt, tæt omslyngende hinanden, hen mod Bordet.
– NU be'er jeg Dem, Fru Heilbunth! mumlede Knagsted uvilkaarlig. Og en tysk Dame hviskede til sin Sidemand bare det ene Ord: Famos!
Men Parret skred (der kan ikke bruges anden Betegnelse for dets Gangart) uanfægtet nærmere.
196| Hun var hyllet i et let, silkeagtigt Gevandt, graagult og oversyet med mange skinnende Perler. Om Halsen var slynget en hvid Fjerboa, der sammen med det stærkt lokkede, "champagnegule" Haar indrammede et lille, blegt Missekatteansigt med et Par store, smægtende blaa Øjne. – Hun var sminket, kittet og pudret. Og paa Hovedet bar hun de tre Fjerdedele af en Struds.
Han var iført en stramtsiddende hvid Flonelsdragt, hvid Kasket og hvide Støvler. – Og dertil var han velskabt og med et mandigt askeblondt Fuldskæg.
Hun klyngede sig til ham med en indtagende, babyagtig Ømhed; thi hun var vel kun fyrretyve Aar, og han næppe mere end tredive.
– Pollemand, min Ven, kvidrede hun med en døende Fuglerøst – vi faar vist næppe Mad her ... Disse Mennesker har jo taget alle Pladserne ...
– Men hun er jo dansk! sagde Clausen overrasket.
– Hys-s, ja! hviskede Knagsted tilbage – Kender Du dem ikke? Det er Sangerparret Leopold Svendsen hjemme fra København. De er paa Bryllupsrejse ... Men tal ikke for højt. Lad Dyrene udvikle sig i Frihed!
Parret havde faaet Plads ved Bordet. Og han sad nu og gennemgranskede Spisekortet. Hans Pande var rynket, og hans Bryn sammen197|trukne, som sad han med Partituret til "Den flyvende Hollænder" foran sig.
Hun lagde en lille, hvid Fløjelspote paa hans Skulder; og idet hun saa' ømt-slikvorent op mod ham, som en Kanariefugl mod et Stykke Sukker, kvidrede hun frem:
– Pollemand, min Ven, har Du fundet os lidt for Tanden?
– Ja, sagde han og lagde med en sjælsstor Armbevægelse Spisekortet fra sig – der er gefüllte Taube!
– Gefüllte Taube ... gentog hun drømmende – Gefüllte Taube ... Men, min Ven (og hendes Barneøjne duggedes af Taarer), gør vi ikke Uret i at spise dette fromme Dyr?
– Der er ogsaa Fasan, min Ven, sagde Sangeren.
– Aa nej, Pollemand, aa nej, min Ven ... lad os tage Duen ... nu er det lille Dyr jo engang slagtet.
Og de fik Duen. Og fortærede den. Han mandigt og resolut. Hun sværmerisk-hengivent, som aad hun Englekød.
– Jeg tørster, Pollemand, min Ven ...
Der blev bragt en Flaske Mosel. Parret "greb" Glassene:
– Marie Antoinette ...! sagde han.
– Pollemand ...
– Tak for din Kærlighed, Marie Antoinette!
198| – Og Tak for din Stemme, Pollemand! Glassene tømtes, og hun "skuede" betaget og med Strudsen paa Skakke ud over Landskabet:
– Aldrig vil jeg glemme denne H-Rhintur, Pollemand.
– Det er Elben, vi sejler paa, Marie Antoinette ...
– Er det Elben ...? Oh, lad det være H-ÆAmen, Pollemand ... Jeg vilde saa gerne, at det skulde være H-Rhinen ...!
Saaledes samtalede de med hinanden, fint og fjollet, indtil den "Gefüllte" var fortæret. Saa "skred" de atter armindslynget ned i Kahytten.
De havde vakt en ubodelig Opmærksomhed!
– Det var da et Par besynderlige Mennesker! udbrød Overlæreren, da de var forsvundne.
– Mennesker, lille Clausen? Næ, det var sgu Kunstnere, min Dreng! sagde Tolderen.
[199]| – Puh ...! skal vi højere op endnu?
– Ja, jeg synes jo nok, at vi skulde helt op paa Toppen ...
Knagsted stødte resigneret sin Stav i den haarde Granit og tog igen fat paa Opstigningen:
– Du er grusom i din Udholdenhed, Clausen, sagde han – grusom! Du burde ansættes ved Kriminalretten og "gaa Tur" med de Fanger, der ikke vil bekende.
Da "Bodenbach" havde lagt til ved den lille Landsby Rhaden, var de to Venner, trætte af den langsomme Sejlads, gaaet fra Borde.
Det vil sige: Overlæreren kunde med megen Lyst have pladsket op ad Floden i et ubegrænset Antal Timer endnu. Men Tolderen havde ganske stille taget ham ved Kraven og slæbt ham over Landgangsbroen. –
Ogsaa Sangerparret Svendsen var "steget" i Land:
– Pollemand, min Ven, er dette Bjærge ...?
– Ja, Marie Antoinette, det er sachsisk Schweitz!
200| – Aa, er det sachsisk Schweitz ... her ville vi dvæle...
– For Gud i Himmelens Skyld, lad os fly! sagde Tolderen til Overlæreren – Jeg taaler ikke mere af denne Creme! Og de flyede.
Og nu gik de og stagede sig møjsommeligt frem ad en mørk og stejl Skakt af en Bjærgsti, hvor vældige rødbrune Stenmasser stod som skumle Mure paa begge Sider. – Men højt over deres Hoveder, oppe langs Murenes Kant, flettede løvrige Bøge et dunkelgrønt Tag, hvorigennem Solstraalerne lyse og legende jog deres flimrende Klinger lige ned til Skaktens Bund ... Og i Fjældvæggens Revner groede Mos og lysegrønne Bregner. –
– Det er Satans raffineret gjort altsammen! sagde Knagsted pustede indædt og pegede paa Urterne – Se nu f. Eks. de Grøntsager dér. Dem har den gode Gud bare plantet der, for at naive Sjæle skal falde i Henrykkelse og raabe: Næ-æ hvor dejligt! Aah, hvor nydeligt! Se dog engang disse søde, smaa Blomster her midt paa de nøgne Klipper! ... og saa glemme det Helvedes Mas, man har for at komme her op!
– Per ardua ad astra! sagde Overlæreren med et lærd Smil.
– Ja, og: lægtilæskulitorum! svarede Tolderen.
201| – Man opnaar jo aldrig noget her i Verden, kære Knagsted, uden at det koster noget.
– Nej. Og det finder Du er ganske i sin Orden?
– Hja-hæ, naturligvis!
– Hum ... jeg synes nu, det er sjofelt ... Havde han saa endda ladet os vedblive med at være umælende, eller blot Børn! Men at begynde med at love os Sødsuppe og Pandekager til Middag hver Dag, og saa ende med at gøre os til Væsener med Hjerne ... det er ligefrem "ukristeligt"; der maa stikke en god Del Hebræer i ham endnu!
Clausen stod rent ud og gabede af Forundring over denne Eruption:
– Men, kæreste Knagsted, sagde han – at ta' saadan paa Vej over et Par Blomster, der gror ...
– "Et Par Blomster, der gror," ja! vrængede Tolderen – Det er netop "Blomsterne", min go'e, der er det kriminelle ved Sagen; de er Jordens Sminke! ... Hvad vilde Du f. Eks. sige, hvis Du en yndig Maaneskinsaften fik fat i et dejligt Fruentimmer, og naar Du saa kom ind 5 Lampelyset med hende, opdagede, at det var en led, gammel, malet Alligator, der gloede paa Dig med forsultne Øjne og hapsede efter Dig med sine modbydelige Kæber! Mon Du saa vilde falde ned og tilbede hende?
– Overlæreren skuttede sig uvilligt:
202| – Du bruger nogle Billeder, Knagsted ...
– Ja, jeg bruger mange Billeder!
– Og at Du dog saadan kan komme i Ekstase her midt paa alfar Vej!
– Jeg er altid i Ekstase! Men jeg lider som bekendt af en kolossal Selvbeherskelse!
– Du! ?
– Jeg, ja!
– Du, hæ! ja det vil jeg nok sige! Du som stadig synes at staa plantet midt paa Jægermester Krügers Eng! Knagsted saa' overrasket op paa Vennen:
– Naa, saa Du er osse vittig! sagde han og nikkede anerkendende.
– Ja, for Du maa jo dog indrømme, kære Knagsted ...
– Nej! ... Men I maa takke Jeres Gud, maa I, for denne pompøse Selvbeherskelse. For hvis jeg bare én eneste Gang talte fra Leveren, bare én eneste Gang gav los: Jorden vilde galopere ud af sin Bane ...! Bjærge vilde blive til Sletter ...! Have antage Dampform ...! Og Flamingobenene fyge bort under alle smaa Overlærere! – – Og skal vi saa gaa videre ...
Dette er Navnet paa det højeste Punkt af denne Del af "Sachsisk Schweitz". Og der ligger en hel lille By der oppe med Gader og Butikker og Beværtninger, fotografiske Atelier'er og et "Hotel". –
Da Knagsted havde "faaet Luft" midt under Opstigningen, gik Resten af Vejen forholdsvis rolig hen for de to Venner, skønt Stien blev stejlere og stejlere og snart snoede sig langs bratte Afgrunde, snart førte ad smalle Broer hen over dybe og skumle Kløfter.
Han sagde ikke et Muk, Tolderen gjorde ikke mindste Vrøvl mere, men stavrede bare af Sted, ludende og foroverbøjet et Par Favne bag den mere springske Overlærer.
Kun da Clausen i et begejstret Øjeblik ikke kunde dy sig, men brød ud i kraftige Lovtaler over de mange sælsomme Klippeformationer, der viste sig i Dalene neden under, kiggede Knagsted lunt-arrigt hen paa ham og mumlede Ordet:
– Humbug!
204| Overlæreren standsede og slog bredt ud med Armen:
– Jamen, Du kan jo da se ...!
– Vel kan jeg se, ja! ... Men det er lavet altsammen.
– Lavet ...?
– Ja, kære, det er sgu Tyskerne sæl, der har stillet alle disse Sten oven paa hverandre bare for at stikke naive Sjæle Blaar i Øjnene og trække Penge ud af Lommen paa dem!
– Hurn ...
– Har Du virkelig aldrig hørt det, kære Ven, at der eksisterer en stor pangermanisk Forening, der hedder Aktieselskabet til Hr. Sørensens Duperelse?
– Paa dette svarede Clausen fornuftigvis intet ... Og saa naaede de omsider Bjærgets Top.
[205]| Oppe under Restaurationens Glastag sad Knagsted og Clausen og spiste Bratwurst mit Kartoffel-Purée ...
En Tordenbyge trak op fra Østen, en uhyre stor, blaasort Sky med Fingre, bevægelige Udløbere, der strakte sig helt op mod Zenith.
Ude i Vest lyste Solen endnu i al sin Glans fra en Strimmel ren blaa Himmel. Men Tordenskyen steg med rivende Hast og slørede, efterhaanden som den jog frem, Landskabet ind i en tæt skiddengul Taage. Husene forsvandt og Skovene og Bjærgene og Floden. Solen kæmpede en fortvivlet Kamp, jog sine Straaler ind gennem Taagen og lod dem glimte hist i en blankpoleret Rude og hér i en gylden Vejrfløj. Men pludselig maatte den give tabt; Skydækket laa over hele Himlen; og Regnen styrtede ned.
I det samme for et Lyn flængende gennem Luften, og et raslende og bragende Tordenskrald fulgte, som larmede tusinde tunge Jærnbjælker sammen i Kaos. – –
206| Publikum var rædselslagent tyet ind under Restaurations^ bygningens fremspringende Glastag; og der lød et mangestemmet Skrig fra Kvinder og Børn, da Lynet syntes at bore sin Ildsøjle ned i Klippen kun ti Skridt borte. Men Skriget druknedes i samme Nu i Tordenbragets rullende Buldren.
Saa fulgte der et Øjebliks lydløse Stilhed. Man vovede næppe at drage Aande. Alle Ansigter var blege, og alle Øjne stirrede store og rædde ud mod Uvejret: Hvad om det næste Lyn jog splintrende ned gennem Glastaget midt mellem Mængden!
Da, pludselig, midt i Stilheden og Angesten, begyndte et lille fornøjeligt Automat-Klaver henne paa en Forhøjning i Hjørnet at spille. – En eller anden polisk Sjæl havde listet en Ti-Pfennig ned i det; og nu hamrede det frimodigen og uberørt af Livsens Foreteelser løs paa den muntre Polka: In Grunewald ist Holzauction, ist Holzauction, ist Holzauction ...
Man stirrede først forarget rundt paa hverandre. Man rynkede Brynene: Hvad var dette for Drengestreger i en saa alvorlig Situation! – Men saa listede der sig hist og her et lille Smil frem; et halvkvalt Latterkluk hørtes. Og da en fed Herre ganske uvilkaarlig begyndte at vugge sin trinde Overkrop i Takt med Melodien, og et Barn i det samme gav sig til at klappe i Hænderne og pege hen paa ham og himmelfornøjet 207| raabe: Sieh, sieh doch. Mütterchen, der Dicke, der Dicke! saa brast Fortryllelsen, og Angesten og Højtideligheden slog om i en rungende Latter, der overdøvede Regnens susende Pladsken mod Taget. – Og nu lod man Lynene knitre og Tordenen buldre. Man ænsede ikke Uvejret mere. Man stillede sig i Kø for at komme til at putte Ti-Pfennige i Klaveret, der atter og atter maatte af hamre sin glade lille Polka om Holzauctionen i Grunewald ...
Men allerbagest inde under Glastaget, helt oppe i Hjørnet, hvor Automat-Pianoet stod, havde Knagsted og Clausen altsaa siddet og spist Bratwurst mit Kartoffel-Purée.
Og da de var mætte, og Tordenbygen var trukket over, steg de ned ad Bjærget og begav sig paa ny om Bord paa Væddeløberen "Bodenbach" og sejlede tilbage til Dresden.
