[209]|V

[211]| – Abfahren!

Klokkesignal! Et Hvin fra Lokomotivet. Raab og Tummel! Og Toget satte af for Karlsbad. – –

– Jeg kunde godt være bleven her i Dresden længe, længe endnu ... sagde Overlæreren og kiggede sørgmodigt ud af Kupévinduet.

– Jeg osse! sagde Tolderen – Men vi maa nu ned til det Vand!

– Tror Du, det vil hjælpe Dig?

– H-næi!

De kørte langs Elben akkurat samme Vej, som de forleden var sejlet. Udsigt var der til de samme Stenbrud, de samme Bjærge, de samme Skove.

Men dette morede naturligvis Overlæreren; og han kom straks i travl Bevægelse med at udpege de kendte Punkter: Se, dér er det, Knagsted! Og dér er det! Og dér er det!

De for forbi Station "Rahden":

– Og dér er Bastei ovre, Knagsted! Se! Se!

– Ja, nikkede Knagsted – Gud véd, om 212| "Pollemand" og hans gefüllte Taube ... "turtler" rundt deroppe endnu.

– Ja, det var et mærkeligt Par ... Hvorfor mon Kunstnerne altid skal være saa ... saa besynderlige?

– Aa det er vel et Udslag af Genialiteten! – – Men jeg vilde for Resten gerne se hende dø, Duen ... Ja jeg er ikke ondskabsfuld, lille Clausen, aldeles ikke! Jeg mener ikke, at hun skulde dumpe ned fra Bastei og knække Halsen! ... Næe, jeg vilde gerne se hende paa Dødslejet, forstaar Du ... rent videnskabeligt! – Naturligvis ligger hun i Kniplinger fra Top til Taa og med Ringe paa alle ti Fingre. Haaret er krøllet paa det yndefuldeste; hun er omhyggelig sminket og pudret. Og paa Natbordet foran Sengen er anbragt en guldsnittet Salmebog og et Krucifiks midt imellem to tændte Vokslys i Sølvstager ...: "Pollemand, min Ven, kys mig! ... Tror Du, Gud er vred paa sin Marie Antoinette, Pollemand? ... Aa sig Nej! ... Ræk mig det lille Spejl dér! ... Er jeg ikke meget bleg? ... Husk, at jeg vil have vor Brudenatkjole paa, Pollemand ... og to blegrøde Chrysanthemer i Haanden ... og Haaret som Margarethe i Faust ... Ræk mig Krucifikset, at jeg kan kysse vor Frelser ... Hvor var Du dejlig som Don José ... og hvor Du sang! ... Tag Salmebogen, Pollemand ... syng, syng! ... Sminke! Sminke! ... I dine Hænder befaler jeg min Aand ..." ... Og saa dør hun. – Og ingen 213| har nogen Sinde set saa skønt et Lig. Pollemand har ogsaa selv baade klædt, sminket og pudret det. Han er utrøstelig ved Begravelsen. Man maa bære ham ind i Drosken. – Men fjorten Dage efter optræder han paa ny i "Carmen" og henriver ved sin Stemme, sin Velskabthed og sin Enkemandsstand det samtlige kvindelige Publikum baade paa Gulvet og i alle Etagerne.

Banelinien førte stadig langs Floden. – Trænet rasede nu af Sted i fuld Fart; Landskabet blev ligesom revet forbi uden for Vinduerne. Og naar man passerede en Station, var det som styrtede Bygningerne sammen bag Toget.

De to Venner sad tavse over for hinanden, drukne og øre i Hovederne af Farten og Larmen. Clausen havde lænet sig tilbage i Hynderne og lukket Øjnene. Knagsted derimod sad stiv, oprejst og stirrende.

De var ene i Kupeen. – Men saa gik pludselig Døren til Nabovagonen op (det var nemlig et saakaldet "Harmonikatog") og en lille, firskaaren, vildt udseende, ældre Herre vaklede ind. Han maatte hage sig fast i Sofakanter og Vinduesremme for ikke at tabe Balancen ved Togets voldsomme Bevægelser. – Saa kom han endelig til Sæde. Han lignede en Neptun. Et strittende graa-sort Haar og Skæg stod ham om Hovedet med et Fald bag ud over Nakke og Skul214|dre som af megen Svømning. Øjnene var store og klare med buskede, ligeledes tilbagegaaende Bryn; Næsen var fladtrykt, og Munden bred og smal med kolerisk hængende Vige. Havde han haft en Trefork i Haanden og nogle Østers og Muslinger siddende hist og her i Haar og Skæg, vilde man ikke have været i Tvivl om hans Livsstilling; tilmed da hans Ansigtsudtryk var yderst indigneret og forbitret, som dens er, der ikke befinder sig i sit rette Element.

Stiv og ubevægelig sad han dér paa Sædet, med Hænderne støttet til Knæene, og lod sig, som det syntes med et vist Velbehag, vugge op og ned af Vagonens Bevægelser. Sit Hoved bar han knejsende paa en kort, tyk Hals. Der var noget majestætisk over ham, noget herskeragtigt.

Anbragt paa en Klippeblok i en Vandhvirvel, vilde han have indgydt Ærefrygt.

[215]| – Ich will Bier haben!

Toget var standset ved en Mellemstation, en større sachsisk By. – Og det var Neptunen, der nu stod oprejst henne ved det aabne Kupévindue og med hul Røst udstedte denne Ordre frem over Hovederne paa det myldrende og larmende Publikum:

– Ich will Bier haben!

Men ingen hørte ham, ingen tog Notits af ham.

Han rynkede Brynene og fik et endnu mere forbitret Udtryk i Ansigtet. Han var øjensynlig vant til øjeblikkelig at blive adlydt:

– Ich will Bier haben! gentog han højere og huggede en vred Haand ned i Vindueskarmen.

Men der kom stadig intet Bier.

Han stod endnu et Par Sekunder og ventede. Harmen gærede i ham. Hans Ansigt farvedes rødt, og han mumlede ud mellem Tænderne. – Og saa bekvemmede han sig endelig til at stige ud af Toget.

Knagsted og Clausen saa' ham fra Kupeen bane sig Vej over til Skænken under Perrontaget. 216| Han mejede ligefrem Publikum til Side, som var det Straasække, der stod ham i Vejen.

– Ich will Bier haben! sagde han for tredje Gang og rev en Seidel ud af Haanden paa den nærmeste Mundskænk.

Men lige i det Øjeblik han skulde til at begrave sit bistre Overskæg i Ølkrusets Skum, gik der et Stød igennem ham, og Kruset faldt ud af hans Hænder; hans Blik blev usikkert, uforstaaende, fuldt af usigelig, hjerteskærende Rædsel; han vilde skrige, greb frem for sig ud i Luften, drejedes engang ligesom rundt om sin egen Akse og styrtede derpaa forover med Ansigtet tungt ned mod Asfalten ...

Afgangssignalet lød. Passagererne masede ind i Kupeerne. Lokomotivet hvinede. Døre sloges i. Og Toget tog Fart. –

Det sidste, de to Venner saa' af deres majestætiske Rejsefælle var, at han af fire Jærnbanedragere i skidne blaastribede Bluser blev baaret ind i tredje Klasses Ventesal.

Midt i Byen, som man nu forlod, laa en stor, gammel, rød Kirke med buede Vinduer og takkede Gavle. Dens to vældige, firkantede Taarne med slanke, himmelstræbende Spir ragede højt op over alle Omgivelserne. Solen lyste i de gyldne Vindfløje, og Hundreder af spraglede Duer fløj ud og ind ad de aabne Glugger.

Og mellem kuplede Lindes lysegrønne Løv tit217|tede frem ved Kirkens Fod Byens røde Tage og hvidgraa Skorstene. Røgen fra Middagsgrydernes fredelige Baal steg som Offerdamp taknemmeligt op mod Guds uendelige Himmel ...

Men fremad rullede Toget. –

De to Venner sad tavse lige over for hinanden paa hver sin Side af det aabne Vindue og stirrede dystert ud over Landskabet. – Man var bøjet af fra Floden; og paa begge Sider af Jærnbanelinie-n bredte sig nu store, grønne Dale, begrænset af takkede Bjærge og prikket af Huse, Landsbyer og enkelte fritstaaende Trægrupper.

Terrænet begyndte at stige, Farten blev langsommere. Man kunde høre Lokomotivet forude stønne af Anstrengelse.

Saa lød der et skærende Fløjt. Og i samme Øjeblik blev der mørkt i Kupeen, sort, uigennemtrængelig mørkt, som kørte man i den dybeste Nat.

– Halløj! sagde Knagsted uvilkaarlig.

Og Overlæreren greb ham i Armen og sagde: Ja, hvad er det! – Men da Toget i det samme atter gled frem i Lyset, noterede han med videnskabelig Tilfredshed:

– Det er skam den første Tunnel, jeg har kørt igennem!

– Saa bli'er dette hér den anden! sagde Tolderen, da de paa ny forsvandt i en Tunnel. Men hans Stemme druknede i Larmen fra det indeluk218|kede Tog. Det var som hamrede tusinde Damphamre løs paa Fjeldmurene omkring det.

Og atter gled man frem i Dagen.

– Der er noget uhyggeligt ved dette pludselige Mørke, Knagsted. Det er ogsaa underligt, at de ikke tænder det elektriske Lys!

– Aa, de var jo saa korte, de Tunneller ...

– Ja ...

De saa' igen ud over Landskabet. Der trak nogle tunge Skyer op ude over Bjærgene; og det begyndte at blive koldt.

– Skal vi ikke lukke Vinduet, Knagsted?

– Ja ... det kan vi jo gerne ...

Clausen halede Vinduet op og satte sig igen:

– Hvornaar er vi i Karlsbad?

– Godt Fire ...

Ikke et Sekund, siden de forlod Stationen, havde deres Tanker sluppet Billedet af Manden, der var hvirvlet rundt som en Top og havde hugget sit Ansigt tungt og klaskende ned mod den haarde Asfalt.

Og pludselig sagde Knagsted:

– – Det er meget bedre, vi taler om det, Clausen.

– Om hvilket ... ? Overlæreren for nervøst sammen.

– Om ham, "Ich will Bier haben" ...

– Men Knagsted, at Du kan ...

– Naa ja, Herregud, jeg véd jo ikke, hvad han 219| hed! – Men det er meget bedre, vi taler om ham; saa faar vi da Luft.

Clausen skuttede sig uvilligt:

– Du skal ogsaa altid tale ...! Han fik jo en let og lykkelig Død ... og dø skal vi jo alle ...

– Hum! ... Saa' Du hans Øjne?

– Ja, Jeg gjorde ... men hvorfor skal ...

– De saa' yderst henrykt ud, hva? ikke? ... Véd Du,

hvad han mindede mig om? Han mindede mig om et Billede, jeg engang har set af et Menneske, der skulde henrettes ... Det var en Illustration til en eller anden Bulderroman ... Man havde været saa "hensynsfuld" , at holde Dagen og Timen hemmelig for den dødsdømte. Han vidste, at han skulde halshugges; bare ikke hvornaar Højtideligheden skulde finde Sted. Og han hyggede sig, saa godt han kunde, i sin Celle og spiste og drak og sov og røg Tobak og var somme Tider lige ved at glemme, hvad der ventede ham. Men saa en skønne Morgen, da han laa i sin tryggeste Søvn, blev han brutalt revet ud af Sengen og ført ned i Fængselsgaarden. Og dér stod Skafottet! ... Det er Billedet af dette Øjeblik, jeg husker: Hans strittende Haar, hans afværgende fremstrakte Hænder og frem for alt: hans vanvittigt-stirrende, uforstaaende Øjne: "nu!? nu!? jamen ...," stod der under Billedet. – – Hva'? Synes Du ikke nok, at de to Dødsmaader ligner hinanden, hva'?

220| – Hvorfor vil Du hidse Dig selv saadan op, Knagsted ...

– Jeg hidser mig aldeles ikke op, kære Ven; jeg beretter jo bare Faktum.

– Jo, men ...

– Nej, nej, jeg er ganske rolig, forsikrer jeg Dig! ... Det irriterer mig blot en Smule, at han, den anden: "Ich will Bier haben", ikke engang fik Lov til at drikke sit Øl. Jeg saa' dog, at han betalte det!

[221]| Bodenbach, bøhmisk Grænsestation. –

To Tog var næsten samtidig, hver fra sin Side, løbet ind paa Stationen: Toget fra Prag, og Toget Dresden-Karlsbad.

Dresdenertoget holdt nærmest ved Stationen; det andet paa Sporet bagved ...

Knagsted kom gaaende henne fra Skænken med et Glas Pilsner-Øl i hver Haand. – Det vrimlede omkring ham af Passagerer og Toldbetjente og smaa, sortsmudsede østrigske Soldater. Bagagen skulde efterses. Og der var Omstigning til nogle Sidebaner.

– God-hjer rtelig-Dag, Hrr. Toldkontr rollør r! Og vel mødt!

– Du almægtige Gud, Mand, er De nu osse hér!

– Ja-ha-ha! lo Mikkelsen-Sejstrup bredt og viste de stærke, hvide Tænder i sit Himmelansigt – At mødes og skjules er r Livets Gang! ... Hr r. Kontr rollør ren er r ved Helsen?

– Jo Tak ... Men hvor Fanden kommer De fra? De skulde jo til Paris?

222| – Der r er r jeg jo po Vej hen nu, ja, over r Drresden-Leipzig. Men jeg fik i Sinde før rst at ta-ge en liden Svip ned og studer re Skjøgefor rholdene i Pr rag.

– Altsammen for de trehundrede Kroner!

– Altsammen for r de tr rehundr rede Kr roner r , ja! Man forrstaarr jo at omgaas det kjærre Mammon, ha, ha! med R respekt! ... Di staar r med to Glas Øl ...

– Ja. – Vil De ha' det ene?

– Tak, som byder r! (Hr. Mikkelsen tog Glasset og tømte det til Bunds.) Ah-h, det læskerr! ... Jeg ser r ikke den kjærre Over rlær rer r?

– Han sidder henne i Kupeen.

– Skul-de vi ikke go hen til ham?

– Jo, lad os det. Det vil glæde ham at se Dem.

– Ja-a, han sætter r adskjillig Pr ris po mig! ... Aa, tag det!! (Han rakte det tomme Glas ud mod en forbiilende Drager, som overrumplet modtog det. – Knagsted var i dette Øjeblik ikke fri for at beundre Hr. Mikkelsen.) – Saa gor r vi vel?

– Ja, saa gaar vi ...

Henne i Kupeen trykkede Overlæreren og Degnen hjertelig hinandens Hænder.

– Her er dit Øl, Clausen. Hr. Mikkelsen har gjort mig den Ære at drikke mit.

– Ja-ha-ha! Og det smagte i Sandhed for rtr ræffeligt!... Jeg hober r da ikke ...

223| – Paa ingen Maade! Jeg har slet ikke godt af Øl. Det var Vorherre selv, der sendte Dem!

– Ha, ha, ja; det mo det vel saa ha' hværret!

– Hr. Mikkelsen kommer direkte fra Prag, Clausen.

– Saa-aa? har De været i Prag, Sejstrup?

– Ja, saa sandelig har r jeg det, ja. Jeg tænkte saamæn og-saa po en Svip til Hwien; men min Kapital ...

– Aa-aa, den ha'de skam nok slaaet til! mente Knagsted.

– Ja, maaske, ja; men jeg opgav det da, for r denne Gang.

– Prag skal være en smuk gammel By? spurgte Overlæreren.

– Jeg saa' ikke vider re til Byen ... Min Gjerrning ligger r jo mest om Natten. Det var r sør rgelige For rhold, mæget sør rgelige For rhold! Jeg var r po en Borrdel, h vor r der r var r Pigebør rn po under r tolv Aar r. Mæget inter ressant for r R resten ... Saa galt er r det dog ikke hjemme.

– Nej, det er det vel ikke ...

– Næj, næj, Hrr. Kontr rollør r! Og Gud h værre lovet da! ... Jeg kunde for r R resten ha' stor r Lyst til at komme endnu sydliger re. Man har r forrtalt mig, at i R rom skal di ha' Borrdellerr med Drrenge ligesom i For rfaldsti-den.

– Holder De maaske mere af det?

224| Degnens Ansigt lystes op af et stort overbærende Smil:

– Bestandig er r Hrr. Kontr rollør ren vittig! sagde han og rystede mildt sit Englehoved.

Glatisens Ansigt var derimod blevet noget uroligt.

Men Knagsted trak uanfægtet sit Cigarfoderal frem og præsenterede:

– Vil De ryge, Hr. Sejstrup?

– Tak, Tak! sagde Degnen ivrig og bemægtigede sig en Cigar – Tobak er r jo en dyr r Luksus her rnede ... (Han kneb et Øje sammen:) Er r di frra Danmarrk?

– Ja, vi har snydt dem ind.

– Hæ, hæ, ja ...!

– Vil De ikke stikke et Par i Lommen, Hr. Mikkelsen?

– Tak, som byder r! Tak, Tak! (Han pillede tre Stykker til sig.)

Knagsted saa' paa ham med et næsten forelsket Blik:

– Maa jeg ikke forære Dem Foderalet osse? Jeg kan saa Pokkers godt lide Dem!

– Ja, hjerrtelig Tak, Hrr. Kontr rollør r, men ...

– Tag De det bare! Jeg har et andet i Kofferten. Og Cigarer brækker saa let, naar man gaar med dem løse i Lommen.

– Ja, jeg siger r saa mangfoldig Tak da! Det skal hvær re mig et kjær rt Minde!

225| Degnen stoppede gesvindt Gaven til sig.

Clausen sad som paa et Fyrfad.

Men Knagsted ænsede ikke hans Uro. Han kiggede glubsk rundt i Kupeen:

– Er der ikke andre Ting, De kunde ha' Lyst til? ... Hér er en Rejsehue; vil De ikke ha' den?

– Næj, næj, Hrr. Kontrrollørr, jeg ...

– Ja, den er for lille til mig. Jeg kan ikke bruge den alligevel.

– Ja, naar r Di ikke kan brruge den, saa ...

– Nej vist saa; der er skam ikke no'et at genere sig over! ... Og Rejsetasken hér ... ?

– Nej, det er min! sagde Clausen hurtig.

– Nu er r jeg saa vist og sandt og-saa blevet saa r rigeligen begauet ...! smilede Degnen. Men han skævede dog lækkersulten til den forlorne Taske.

– Saa er hér en Plæd! vedblev Tolderen, hans Stemme dirrede, og hans Bevægelser var underlig ubeherskede. Overlæreren greb ham i Armen:

– Knagsted ... bad han indtrængende.

– Er det maaske ogsaa din?

– Nej, rnen ...

– Naa; saa pas Dig sæl! ... Han er saa nærig! forklarede han Degnen, der stod og slugte Tæppet med sine himmelske Øjne – Værsgod. Tæppet er Deres!

– Næj, Hrr. Kontrrollørr, jeg ta-gerr det ikke! sagde Sejstrup med en alvorlig Hovedrysten.

226| – Ta'er De det ikke? Jo, Gu' gør De saa! Det hører jo til Huen. Kan De ikke se, at det har næsten samme Farve.

– Jo, ja, sandelig ... det ser r jeg ...

– Naa, ja, ikke sandt? Det vidste jeg jo nok! Værsgod!

– Jamen, er r det nu ikke for r mæget ...?

– Ok nej, aldeles ikke! Værsgod!

Mikkelsen lagde kælent Plæden hen over sin Arm:

– Ja, saa takker r jeg da og-saa saa gr rumme for r ...

– Aa, jeg be'er! ... Men nu maa De vist se at skruppe ud af Kupeen i en Fart! Toget gaar om et Øjeblik.

– Gjør r det! sagde Degnen forskrækket og for med sine Koster ned paa Perronen. Hér skyndte han sig hen og bankede paa Kupéruden:

– Hør r lidt!

Overlæreren trak Vinduet ned. Knagsted rørte sig ikke; han sad og svedte.

– Ha'-de jeg ikke dér r saa sandt nær r glemt det vigtigste, kjærre Venner r! lød Hr. Mikkelsens klangfulde Stemme udenfor – Vi er r ved at fo et Venstr reminister rium, mine Her rr rer r, der rhjemme i vor rt gamle Dannemar rk!

– Velbekomme! mumlede Tolderen fra sin Plads.

– Hva' si'er De! udbrød Overlæreren og rød227|mede af glad Overraskelse – Hvor véd De det fra?

– Fr ra en Embedsbr roder r, der r har r tilskr reven mig. Folket jubler r, skrriverr han, der r goorr en frri og mægtig Luftning hen over r Landet!

– Ja, det vil jeg tro! nikkede Overlæreren bevæget. – Vi har ogsaa længe sukket under den gamle, døde Slendrian !

Afgangssignalet lød. Toget satte sig langsomt i Bevægelse.

– Ja, er r det ikke skjønt, naar r Lyset begjynderr at brryde frrem! (Degnen smaatravede ved Siden af Kupeen.) Hvor r skjønt, at det nu er r de under rtrrykte, der r engang skal til at r regjer re og pr røve der res bundne Kr ræfter r! Over rklassen ... har r ... længe nok ... siddet ved Kjødgr ryder rne ... (Han sakkede længere og længere agter ud.) ... Nu ... er r ... det ... vos ... andr re der r ... Far rvell! Farrvell, di Her rr rer r! raabte han saa og svingede med Plæden. Men pludselig satte han Hænderne for Munden og skreg af sine Lungers fulde Kraft – Kan Di hør r e mig: Skulde der r hvær re Skjøger r i Kar risbad, er r Di nok saa god, at gjør re mig et Par r smo Optegnelser r!

Banelinien slog en Kurve. Hr. Mikkelsen saas ikke mere.

[228]| Saa kørte de to Venner altsaa ned igennem Bøhmen. – Det gik kun langsomt, thi Terrænet steg stadig. Karlsbad ligger som bekendt 374 Meter og 13 Centimeter over Havet ...

Det mærkeligste, man fik Øje paa, naar man saa' ud af Kupévinduerne, var, at der hist og her paa Vejene var oprejst større eller mindre Trækors, paa hvilke der var anbragt smukt forarbejdede og rigt malede Gengivelser i Træ og Gibs af Vor Frelser og Jomfru Maria. Og foran Korsene laa hyppigt en, to, tre eller fire spraglet klædte Kvinder i stille Andagt. De havde gerne store Kurve paa Ryggen fastspændt med Remme over Skuldrene. Og op af en saadan Kurv kunde stundom stikke Hovedet af en gryntende Pattegris, eller af en grinende eller vrælende Unge. I én Kurv var der begge Dele ...

Store, klodsede Pindevogne, trukket af tunge Okser med vældige, buede Horn, kom forbi. Over Pindene var spændt et hvælvet Tag af groft Lærred. Og dér inde under sad Kusken, skærmet mod Vejr og Sol. Han dampede sløvt paa sin korte Træpibe, lod Okserne raade og fem være 229| lige. Men naar han passerede et af de malede Billeder, strøg han Hatten af Hovedet og korsede sig. Piben lod han sidde ...

Paa en Eng uden for et lavt lille Bondehus løb en halvnøgen Kvinde og legede Tagfat med en Flok heltnøgne Børn. Hun jog af Sted efter dem i kluntede Spring, fangede et af Børnene, løftede det højt op i Luften, medens det skreg og sprællede; satte det fra sig igen og sprang af Sted efter det næste. Saa faldt hun pludselig over en Tue. Børnene udstødte et Glædeshyl og kravlede op paa Ryggen af hende. En fem-seks Stykker væltede rundt oven paa hende, rev i hendes Haar og sled i hendes Særk og nappede i hendes Ben. Og hun hvinede og sparkede og slog om sig og kunde ikke rejse sig for Latter ...

Der stod ved en Korsvej to gamle, hvidhaarede Bønderfolk, en Mand og en Kvinde, med hinanden trofast i Haanden. De ... Naa men alle saadanne smukke og karakteristiske Smaatræk kan man jo finde i enhver Rejsebeskrivelse!

– Sig mig, Clausen, spurgte Tolderen og saa' dybsindigt over paa sin Ven – skærer Du Ansigt, naar Dti har Solen i Øjnene?

– Det véd jeg virkelig ikke, hæ!

– Nej, det véd Du vel ikke.

– Hvorfor spør' Du dog om det?

– Aa, det var no'et, jeg tænkte paa ... Jeg lagde Mærke til før, at Hr. Sejstrup kunde glo 230| lige ind i den uden at blinke. Det tyder paa Karakterstyrke. Han bli'er sgu nok til noget! ... Kan Du gi' en Cigar? Han rendte jo med mine.

– Ja, hvorfor gav Du ham osse alt det! ... Værsgod!

– Tak! ... Fordi det morede mig. Det morer mig altid at se en skøn Sjæl blomstre.

– Det var Synd for ham, Knagsted! Tolderen saa' overrasket op:

– Synd? ... for ham? ... Den Løsning kommer mig unægtelig noget overraskende!

– Jo! sagde Clausen ivrig – For hvis han nu havde opdaget, at Du gjorde Nar af ham! Knagsted lavede Trutmund:

– Kys mig, Du Idealben! smilede han fadermildt – Til din Fødselsdag skal Du faa et Par Vinger af mig! ... Om jeg saa ha'de skrællet mig Skjorten af Kroppen, ha'de denne ... Fenrisulv slugt den!

– Ja, det kan gerne være ...

Et Tog larmede forbi. Det var et Godstog. Lokomotivskorstenen havde Hat paa; en bred, flad opkrammet Abatehat. – Mon det er Brug i alle katolske Lande?

Overlæreren lagde i sin Iver ikke Mærke til Fænomenet:

– Ja, det kan gerne være, gentog han, da Toglarmen var ophørt – at Mikkelsen ... at ... at . . Men man skal alligevel ikke slaa sig til Rid231|der paa et Menneske, der staar under En i Dannelse!

– Nej, nikkede Knagsted – det skal man ikke! Og man skal heller ikke "forarge En af disse Smaa" , staar der endvidere ! ... Men han blev jo ikke forarget, søde Clausen. Og forøvrigt er han ej heller "lille". Det er jo ham og hans, der snart skal regere Landet, hørte Du vel?

– Ja; og det ærgrer Dig!

– Paa en Maade, ja.

– For Du er Højremand! (Hvis der eksisterede en Kage, der hed: en politisk Sprutbakkelse, maatte Overlæreren i dette Øjeblik ligne en saadan.)

– Højremand ... ja, det er jeg osse! nikkede Tolderen rolig – For jeg er velhavende.

– Og Du har altid, trods alle dine Paradokser, været reaktionær lige til Fingerspidserne!

– Ikke, da jeg sad paa yngste Gage, kære Ven.

– Og det skammer Du Dig ikke ved at tilstaa!

– Næ, ved Gud, om jeg gør! Det er jo den eneste naturlige Udvikling! ... Saadan vil det ogsaa gaa med dine stolte Frihedshelte.

– Aldrig! raabte Clausen haanligt – Aldrig! Saa kender Du ikke Folket!

Nu begyndte ogsaa Tolderen at sprutte:

– "Folket", vrængede han og vendte det hvide ud af Øjnene i et himmelsøgende Højskolefor232|stander-Blik, og han udtalte samtidig Ordet, som havde han en Klump fed Boghvedegrød i Munden – "Folket", lille Overdrivelse, har ikke noget med den Sag at gøre.

– Har Folket ikke?! Det, der nu har kæmpet og stridt for Frihedens Sag en hel Menneskealder igennem!

– Nej; for "Folket" er slet ikke saa ideelt anlagt, som I Studerelampe-Idealister i Jer Uskyldighedstilstand antager. Folket er et Barn, og Børn "kæmper" ikke for Ideer, det er de altfor sunde og naturlige til. Mad, Drikke og lidt Legetøj, det er deres Horisont. Og Hgesaa med "Folket": Smedesvend Kristjansen bryder sig Fanden om sine Kolleger i det Fyrretyvende Aarhundrede! ... Jeg kan da blive saa rasende ved Jeres Brølen paa "Folket" ! eksploderede Knagsted pludselig og huggede sin laadne Næve ned i Sofabetrækket, saa det røg af flere Kongerigers Støv – I er nær ved at gøre dette naive og godtroende Væsen til et fjerde Nummer i Treenigheden! Man skal ligefrem tro paa "Folket" for at blive salig nu til Dags! ... Men tag Skærmen af Lampen, lille Clausen, -Du, og de andre Chaiselongue-Filosofer, og I vil se, at det gaar med denne Gud, som med alle de andre Guder: de, der lever af dem, ta'er det ikke saa nøje; det er bare os andre, der skal falde ned og tilbede! For, om I saa kørte op, Du og dine, med syv Char-a-banc-er fulde af Idealer: det er Riget, 233|Magten og Æren, det drejer sig om ... Punktum og Udraabstegn, og Gud, hvor det hele for Resten er mig ligegyldigt!

Clausen, der altid blev stille, naar Tolderen fik en af sine Paroxysmer, rystede sørgmodigt paa Hovedet og sagde:

– Det nytter næppe, at vi taler mere om det, Knagsted; for Du savner vist den rette Sangbund.

– Ja, det gør jeg vist ... nikkede Tolderen træt og lænede sig tilbage paa Sædet og lukkede Øjnene.

Ogsaa Clausen tav. Men man kunde se paa hans Aasyn, at hans Tanker var i travl og ikke ubehagelig Virksomhed. Om hans Læber spillede af og til et lille fornøjet Smil; og hans Øjne lysnede stundom op som et Glimt af ideelle Kornmodn.

Toget rullede atter af Sted langs Bredden af en Flod, Egerfloden. Man nærmede sig Karlsbad.

– Tror Du da slet ikke, at der vil ske nogen som helst Art af Forandring, nu, naar vi faar det ny Ministerium? spurgte Overlæreren med ét. Han var alt for ladet med glade og forhaabningsfulde Tanker til i Længden at kunne holde dem afproppede.

Knagsted aabnede Øjnene:

– Jeg syntes, Du sa'e før, at vi var færdige, lille Clausen ...? smilede han – Forandring? 234| Næ-æ; det bli'er bare "det samme paa en anden Maade" , som der staar i Madam Mangors Kogebog! ... Ja, det vil sige, der vil jo komme nogle Sen'er ind i de Administrationer, hvor der før kun var Von'er. Og saa vil Ordener og Titler jo blive hængt paa nogle andre Idioter, men ...

– Ordener og Titler vil blive afskaffet! sagde Clausen kategorisk.

– Naa-aa, vil de det ...?

– Ja, tror Du, at en radikal Regering bryder sig om den Slags ... "Legetøj" !

– Næ-e ... men sig mig engang, lille Du, kunde Du ikke selv lide at blive Ridder af Dannebrog?

– Jo-o ... naturligvis ... Men saadanne smaa Forfængeligheder maa man virkelig opgive nu til Fordel for det store, det hele ... for Ideen!

–– Ja, naturligvis! det tænkte jeg slet ikke paa!

– Og véd Du, hvad jeg tror? vedblev Clausen, og hans Øjne tindrede – Véd Du, hvad jeg tror, lille Tolder?

– Nej!?

– Jeg tror, at Ministeriet selv vil foregaa os andre mere almindelige Mennesker, der endnu sidder inde med saa mange Traditioner, saa mange smaa Fordomme og saa megen gammeldags Forfængelighed ... at det ny Ministerium selv vil foregaa os med et lysende Eksempel i den Retning!

– Naa!

235| – Ja, nikkede Overlæreren rødmende af hellig Iver – det er bare noget, jeg saadan har tænkt mig; men jeg tror fuldt og fast paa det, fuldt og fast! ... (Han bøjede sig over mod Tolderen og hviskede lykkelig hemmelighedsfuldt:) – Naar de nu bli'er Ministre, ser Du ... det er det, jeg har tænkt mig ... saa har de jo Ret til at føre Titel af Excellence ... ikke?

-Jo.

– Men, det vil de ikke!

– Ah!

– Nej! For véd Du, hvad de gør?

– Naa?

– De frasiger sig denne Titel! De a/skaffer den! Det første, de foretager sig, naar de har overtaget Regeringen, er at lade Rigsdagen annulere den!

– Sese/

– Ja! ... Og saa, kære Ven, begynder den nye Æra!

– Men hvis de nu ikke handler saadan? spurgte Knagsted rolig – For det er jo dog bedst at være forberedt ...

– Jamen det gør de! Det gør de! sagde Overlæreren triumferende. Og der var ikke Skygge af Tvivl i hans elskelige Aasyn.

Lokomotivet peb. Toget kørte op foran Perronen.