[237]|VI

[239]| Det var kun Haandbagagen, der var bleven efterset i Bodenbach; saa der opstod jo nu i Karlsbads altfor lille Toldlokale en bitter Kamp for Liv og Kofferter, da de Hundreder af Kurgæster strømmede til for at faa Bagagen visiteret. –

Clausen og Knagsted lod sig i et Kvarterstid taalmodigen støde, puffe, flaa og betræde af de rasende Han og Hun-Valkyrier, som med flammende Øjne, fremstrakte Arme, krummede Fingre, hæse Skrig og hvinende Nødraab baksedes foran Salens Disk. (Iagttaget gennem et Hul i Loftet, vilde denne Samling Desperados have mindet Beskueren om den nederste Halvdel af Michel Angelos "Dommedag" !)

– Puh-h! sagde Tolderen – Næ, dette holder jeg sgu ikke ud længere! ... Kom Clausen!

Og med knyttede Næver og skaanselsløse Hæle slog han sig og Vennen igennem ud i Forhallen.

– Puh-h, det lettede! ... Hvad for et Hotel skal vi ta' ind paa?

240| – Jægermester Krüger anbefalede jo "National"; der boede saa mange danske ...

– Ikke for Golkondas Diamanter, lille Clausen! Jeg elsker mine Landsmænd, det ved Gud, jeg gør; men man rejser dog ikke til Bøhmen for at gaa i Tivoli! ... Kom lad os se lidt paa Omnibusserne der udenfor. – Vi maa da passe ikke at komme paa et altfor dyrt Hotel, Knagsted.

– Ja, naturligvis. Men for Resten kan vi jo straks i Morgen gaa ud og finde os et Par Værelser i Byen; det skal være det billigste ... Se dér holder jo en pæn borgerlig Omnibus: Hotel Birmingham. Lad os prøve den!

Næppe havde de to Herrer kastet deres Blikke hen mod Hotelvognen, før en Karl der henne fra kom springende:

– Hotel Birmingham, Herschaaft, bitte?

– Ja, nikkede Tolderen – Aber unsere Gepäck sollt revidiert werden ... sein! Können Sie es vielleicht klariren?

– Jaa, jaa ...

Knagsted tog sin Garantiseddel frem og Nøglen til sin Koffert og gav ham.

– Mon vi nu ogsaa kan risikere det? hviskede Clausen.

– Javel saa. Gi' ham bare Sagerne. Saa slipper vi da i det mindste sæl med Livet.

– Overlæreren stak nølende Manden Nøglen og Seddelen ud:

241| – Bare det gaar ...

– Gu' gaar 'et!

De vandrede nu en Stund frem og tilbage paa Pladsen.

Der holdt lange Rækker af Drosker og Omnibusser ned langs Stationsbygningens Facade. Og hvert Øjeblik løsnede en Vogn sig ud af Rækken og rullede bort. –

Nogen egentlig "By" saa' man ikke meget til. Hele Udsigten dér fra Stedet var at se som én stor, dyb Kedel fuld af Trækroner, hvor op over der hist og hér ragede Taget af et Hus, eller Spiret af et Kirketaarn. Og i en Krans Horisonten rundt laa høje skovklædte Bjærge.

– Bitte, Herschaaft, einsteigen ... Det var Hotelkarlen, der allerede havde klareret Kofferterne og faaet dem anbragt paa Vognen.

– Kan Du se, det gik, lille Clausen!

– Ja-a ... smilede Overlæreren glad beroliget.

Der var ikke andre rejsende i Vognen. Og dens røde Fløjelssæder saa' temmelig luvslidte ud og lugtede muggent.

– Bare det nu ikke er altfor lurvet et Hotel igen, Clausen ...

– Naa-aa, det er jo kun for en Nat.

– Javel; men man kan faa mange Lus i faa Timer, min rare!

– Lus!

– Ja; denne hersens Voiture ser ud baade til 242| Allehaande og Nellikepeber, som min Moder sagde ... Naa, nu kommer vi nok ind i Byen!

Vognen rullede fra den makadamiserede Stationsvej ind paa en brolagt Gade med høje fire-femetages Huse.

– Kaiser Franz Josef-Strasse, læste Overlæreren paa et Hjørne.

Lidt efter drejede Køretøjet igen og æltede nu af Sted ad en stejl og opkørt Vej, hvor Terrænet til begge Sider laa hen i det vildeste Kaos af oprevet Jord og Sten og Ler med dybe, vandfyldte Huller imellem.

Vognen svingede og rokkede i de bundløse Hjulspor. Hjulene knagede; og Ruderne klirrede. Og Kusken og Karlen oppe paa Bukken stak Hovederne sammen og saa' lumske ud.

– Det skulde da vel aldrig være et Par Fichtelgebirgerøvere, der har faaet fat i os! sagde Tolderen.

– Aanej, hæ! saa galt er det vel ikke. Men det er vist et tredje-fjerde Klasses Hotel, de kører os hen paa. Sikke Heste; de kan næppe trække.

Knagsted kiggede ud paa Dyrene:

– Ja, de ser unægtelig ud, som de var købt hos en Marskandiser, sagde han – Men se nu dér! Nu er det værste nok overstaaet.

Vejen var bleven bedre og mere plan; og de kom forbi en pragtfuld Kirke med spraglet, billedprydet Facade og forgyldte omvendte Radiser oven paa Taarnene.

243| – Det er en Russer, noterede Clausen.

– Det er en Russer! nikkede Knagsted – Jo fattigere "Folk", jo rigere Præster ... Romerne i det trettende! .... Næ sikken et Slot dér!

– Det er et Hotel ...

– Er det?

– Ja, det kan Du jo se; det staar der over Haveporten: Savoy Westend Hotel ... Og se, der staar en Araber oppe ved Indgangen!

– Det var Fandens kedeligt, at vi ikke skulde dér ind! sagde Tolderen ærgerlig.

– Kære, det havde jo været altfor dyrt!

– Aa-aa, for en Nat! Og saa var vi da sluppet baade for Lus og Kakerlakker ... Men se, dér ligger nok et Slot! Det er næsten flottere endnu.

– Ja; en, to, tre, fire, fem Etager! Og med Taarn! ... Men Du godeste Gud ...!

– Hva' er der?

– Der staar jo "Hotel Birmingham" over Porten! Tolderen gned fornøjet sine Hænder:

– Det gør der Gudhjælpeme osse! ... Hold Dig nu stiv, lille Overben; for nu gælder det!

– Skal vi ... skal vi ikke sige, at vi har taget fejl?

– Er Du gal! ... Hold Dig bare stiv! ... Lad som det hele forekommer Dig for smaat! ... Dine Bukser er vel knappede?

– Aa-rr!

244| Omnibussen standsede foran Hotellets Portal. En rigt galloneret Portier slog Vogndøren op. Og Herrerne steg ud.

– Zwei Zimmer! sagde Knagsted og lignede en Rhingreve.

– Jaawohl, Herschaafft!

I Række op ad den tæppebelagte Marmortrappes Trin stod tolv Kelnere i Kjole og hvidt, og seks Picoloer i Stumptrøjer med Galloner. Hele Banden slog Hælene sammen og bukkede. – Og øverst oppe mellem Forhallens Søjler stod Værten. Høj, mager, elegant og soigneret, i lang engelsk Diplomatfrakke, uhyre Flipper og skinnende Bryst med Diamantnaal.

Da de to Venner passerede ham, lagde han en Haand paa Hjertet, bukkede dybt og sagde: Küsse die Hand! samt tilføjede desuden noget om, at han aldrig nogen Sinde, siden han blev født, havde nyt en saa formidabel Ære!

– Zwei Zimmer! sagde Knagsted.

Værten vinkede. Otte Kelnere og fire Picoloer løb til og aabnede to Døre. Derpaa stillede de sig i fire Rækker, to Gange to Mand og en Picolo ved hver Dør, slog Hælene sammen og bukkede til Gulvs.

Og Tolder og Overlærer gik ind gennem Dørene. –

De turde nærmest ikke andet.

[245]| Hvidt med Guld. Seks Alen til Loftet. Brysselertasppe. Kniplingsgardiner. Elektrisk Lysekrone. Hvidlakeret Seng; hvidlakeret Servante; hvidlakerede Stole og Borde. Marmorkamin. Hvide, oliemalede Vægge. Staalstik i Guldrammer. Dobbelte Fløjdøre med Filt. Sachsisk Porcelæn. Krystal-Karaffel og Glas. Silketæpper paa Sengene ...

Da der var bleven stille udenfor paa Gangen, og Kelner- og Picolo-Hæren kunde formodes at være draget andöt Steds hen, aabnede Overlærer Clausen forsigtig sin Dør paa Klem og tittede ud.

Øjeblikkelig kom der en "Jomfru" farende frem af en Vinduesniche. Det lød, som var hun klædt i Avispapir, saadan skrattede hun af Stivelse:

– Wünschen Sie etwaas, Hr. Doctor?

– Nej ... nein, sagde Overlæreren og rødmede af Befippelse – ich wollte nur mit mein Freund sprechen ...

246| – Daa, daa ...! nikkede Stivelsen og pegede paa Dør Nr. 14.

Og samtidig skød frem af en anden Niche en Picolo, der huggede Hælene sammen og slog Døren op paa vid Gab. – –

Knagsted stod henne ved Vinduet og saa' ud over Landskabet. – Udsigten var pragtfuld: Hotellet laa paa det højeste Punkt af det saakaldte "Schloss-Berg". Og ned ad Bjærgets Sider laa Villa ved Villa omgivet af blomsterfyldte Haver og Parker med klippede Hække, Træer, Statuer, Marmortrapper og Springvande. Solen hang lavt i Vest. Ved Foden af Bjærget saa' man Byens Huse, Taarne og Kirker rage op. Hist og hér tittede Floder frem og et Hjørne af en Bro. En armtyk Springvandsstraale sank og steg bag et Par kuplede Træer. De gyldne Radiser paa den russiske Kirke skinnede ... Og om det hele Panorama stod i en Kreds de høje skovklædte Bjærge. Kun imod Sydost aabnede sig et Kig ind over Landet med dets Kornmarker, Bøndergaarde og Landsbyer. Men ogsaa denne Udsigt spærredes i Horisonten af Bjærge, hvis bølgede Konturer syntes at hæve og sænke sig og gaa i ét med Aftentaagen ...

– Det er pænt, hva'? sagde Tolderen – Er der ligesaa køn en Udsigt inde fra dit Værelse?

– Nej, jeg ser bare ud over Vejen.

– Naa, ja; det er jo ogsaa mig, der er syg! ... Det var en Overraskelse med dette Hotel, Clau247|sen, hva'? Her er Gudhjælpeme saa fint, at man næppe tør benytte Porcelænet !

– Ja; og kan Du forstaa det med denne tarvelige Omnibus?

– Nej, saadan no'et spekulerer jeg aldrig over.... Men gaa nu ind og smykkeser Dig, at vi kan komme ud og faa noget Mad.

– Vi flytter da altsaa i Morgen, Knagsted? Dette hér vilde jo blive altfor dyrt.

– Naturligvis flytter vi ... Men gaa nu ind og gør Dig i Stand, dit Sluddreværk, jeg er sulten.

– Ja ... jo ... nu gaar jeg, sagde Overlæreren og trippede uroligt – men der var jo noget, jeg gerne først vilde tale med Dig om ...

– Hum ... Værs'artig at ta' Plads! Clausen dalede uvilkaarligt ned paa en Stol. Ogsaa Knagsted satte sig.

– Ja, se det var nu det, begyndte Overlæreren og drejede i sin Forlegenhed vanvittig rundt paa en Frakkeknap – det var jo det, at ...

Tolderen tog stille en Lommekniv frem, aabnede den og rakte den hen mod Clausen:

– Værsgod ...

Overlæreren stirrede forvildet paa Instrumentet:

– Hvad skal jeg dog med den?

– Aa, jeg mente bare, at det var nemmere for Dig at skære Knappen af.

– Aa-rr! sagde Clausen og huggede til Kni248|ven, saa den faldt paa Gulvet – Du er da heller ikke til at tale et fornuftigt Ord med!

– Jo, det véd Gud, jeg er ...! Men naar Ens ædleste Hensigter misforstaas ...! Hva' var det saa, Du vilde sige? (Clausen saa' yderst fornærmet ud.) Naa, naa, lille Overmand, tal saa. Jeg er lutter Øre ...

– Ja, se, jeg vilde jo gerne ... Nej, jeg kan ikke nu! Du vil bare more Dig over mig.

– Vist ikke nej, vist ikke nej, kære Ven! Jeg lover Dig at være lige saa alvorlig som et Byraadsmedlem! ... Naa?

– Ja, se det var jo det, Knagsted, at da vi nu skal til at begynde ligesom et nyt Liv hér i disse skønne Omgivelser...

– Ja ...? (Tolderen saa' yderst velvillig og deltagende ud.)

– ... saa synes jeg ... jeg véd jo nemlig ikke rigtig ... jeg holder jo nemlig meget af Dig, men ...

– Clausen ...!

– Ja ... jo ... jeg tror jo ogsaa nok, at Du holder af mig, sagde Overlæreren ilsomt – hvorfor skuide Du ellers ha' inviteret mig med paa denne Rejse, men ...

– Men hva'? ... Vil Du maaske forloves med mig?

– Næ, vær nu alvorlig, Knagsted? bad Clausen bønligt – jeg vilde jo saa gerne, at Du rigtig skulde forstaa mig ...

249| – Forstaa Dig –? Jeg kan Dig jo udenad!

– Ja ... jo ... men jeg ... Du har ingen Fortrolighed til mig! busede det saa pludselig ud – og jeg vilde saa gerne være noget for Dig!

Knagsted smilede fadermildt:

– Du er "noget for mig" , lille Clausen: Du er mit bedre Jeg. Jeg lever hele min uskyldshvide Barndom om igen i Dig!

Overlæreren vrikkede utaalmodig med Hovedet:

–– ... Og jeg vilde saa gerne ha', at Du skulde føle Dig lykkelig, sluttede han – ligesom ... ligesom vi andre.

– Børn er lykkelige, og Dyr, og Kvinder; men vi Mennesker er det ikke! sagde Tolderen med dyb Profetrøst. – Nej, nej, nej! vedblev han og lagde blidt sin Haand over paa Vennens Knæ – bliv nu ikke vred igen. Du skal faa Lov til at lære mig at kende. Jeg vil ha' "Fortrolighed" til Dig. Jeg vil aabne mit Hjerte for Dig! ... Men bliv nu ikke altfor forfærdet over, hvad Du faar at se. Véd Du nemlig, hvad der er Grundtrækket i min Karakter, lille Clausen? ... Det er Misundelse! Jeg er saa tindrende, lynende misundelig paa Dig og Dyrene og Fruentimmerne. I ta'er nemlig det hele som en stor Selvfølge: Sommer og Vinter og Høst og Vaar og Solskin og Regn og Blomster og Mavepine og Stjerner og Fnat og Vorherre og Fanden og Elek250|tricitet og Magnetisme ... altsammen ta'er I det som de naturligste Ting af Verden. Og naar I ikke forstaar, saa tror I! ... Derfor er I "lykkelige". Og derfor er jeg ganske spinatgrøn langs op og ned ad Tarmene af Misundelse. Og rimeligvis er det det der er Skyld i min daarlige Mave!

– Forstaar ... ? sagde Overlæreren og glippede forvirret med Øjnene – forstaar ...? og tror ...? Du tror vel ogsaa paa noget?

– Ikke paa en Snus, nej! ... Men jeg forsikrer, at mangen en Aften knæler jeg ned foran min Sofa derhjemme paa Rørholm og raaber med oprakte Hænder: Beck, Beck, bed deroppe, hvor Du er, om jeg maa blive af Hjerne som en af disse smaa!

– Herregud, sagde Overlæreren spidst – er Du da saa begavet?

– Forfærdelig! ... Men gaa nu ind og hæg Dig; for nu vil jeg ha' Mad!

[251]| Himmlisches Thai des Heilungssegens, Thron der Gesundheit, Wundergeschenk des Alle Liebenden! Flechte auch mein bescheidenes Dankesblümchen in den verdienten Ehrenkranz, welcher in alle Welttheile hinaus süss duftet! Himmlische Quelle, auch mich tränktest Du mit deinem Rettungstrank in düsteren Stunden, und ich verliess Dich geheilt und jubelnd im Sonnenschein meiner Seele. Dankbar mil ich Dir einst einen Tropfen wiederschenken, meine letzte Thräne fliesset Dir ewig, mein liebes Karlsbad!

[252]| Klokken er seks, Morgen. –

Fra alle Gader, Stræder og Veje strømmer Kurgæsterne til Kilderne. Søvnen sidder dem endnu i Øjnene; de gaber lidenskabeligt og er blege af Gnavenhed.

Nede i Mühlbrunnen-Kolonnaden spiller Musikken. Der Musikdirektor Labitzky svinger morgenstiv sin Elfenbens Taktstok; og Deherrer Musici er blaa af Kulde under de høje Hatte. Men de trutter med Dødsforagt hen over Hovederne paa de troende Herrer og Damer, der vandrer af Sted med de hellige Vandkrus i de fromme Hænder.

Langs Tepl-Flodens Kai staar Blomstersælgerskerne med deres dugvaade Roser, Nelliker og Kornblomster og ser venlige ud og forsøger at smile. Men Publikum gaar dem ligegyldigt forbi, ene opslugt af Tanken om at faa tømt det lovbefalede Antal Glas og komme bort til Pupp eller Posthof for at svælge i det længselsfuldt attraaede Morgenmaaltid, hvorefter deres Mave jamrer.

Skønt det er tidlig paa Sæsonen, er der dog allerede ankommet mellem ti til femten Tusinde 253| Gæster. I lange, bugtede Rækker staar de foran de mest søgte Kilder og venter paa at faa Krusene fyldt. Lysvaagne, adrette og indbyrdes smaakævlende lader de smaa fikse Kildepiger Glassene gaa fra Haand til Haand; de tomme ned til højre, de fyldte op til venstre: ned og op, ned og op, ustandseligt, uafbrudt, uden Rast og Hvile, som en Maskine ... Og langsomt, Fod for Fod, avancerer Rækkerne frem. Mangen en ældre Herre og kødfuld Dame gaar med lukkede Øjne og drømmer sig tilbage i de forladte Puder.

Knagsted og Clausen drak henholdsvis Kaiser Karls-Quelle og Marktbrunnen. –

Dagen efter deres Ankomst til Hotel Birmingham, havde de fundet sig to behagelige Værelser i en af Villaerne paa Sydskraaningen af Schloss-Berg. De var Husets første logerende for i Aar, saa de blev modtaget med den dybeste Ærefrygt baade af Ejerinden og Tjenerskabet. – Og Villaen bar det poetiske Navn: Villa Tennyson.

Det havde været en frygtelig Tortur for de to Venner at skulle staa op Klokken 5½ Morgen. De ravede som berusede ud af deres Senge og ned til Kilden; indædte, forbitrede og hadefulde skulede de frem for sig uden at tale et Ord til hinanden. – Efter nogle Dages Forløb var det jo blevet bedre ved Vanen. Men de havde dog alligevel truffet den Overenskomst saa vidt mulig at undgaa hinanden straks om Morgenen og 254| ikke søge Møde før efter Kurtid henad Klokken 8 hos Pupp, hvor de saa vilde spise Morgenmad sammen og senere gaa en længere Tur i Fællesskab. – Denne Ordning befandt de sig vel ved. Og naar de sad ved Frokosten ude i Pupps Veranda, medens Springvandet pladskede i Guldfiskekummen udenfor i Haven, og Solen skinnede, og de nette Kelnerinder i deres sorte uldne Kjoler og hvide, broderede Forklæder sværmede omkring dem smilende, glade, høflige og morgenfriske, saa befandt de sig udmærket og tilbragte Tiden med at spise og drikke og ryge Cigar og sige Aandrigheder om de øvrige Kurgæster. Og Humøret var saa meget bedre, som Kaiser Karls-Quelle-Vandet virkelig syntes at skulle faa en heldig Indflydelse paa Tolderens forstokkede Mave. Overlæreren fejlede jo ingenting. –

Men var de saa uheldige tilfældigvis at mødes, før de havde drukket deres to Glas og gaaet deres reglementerede "Synketure", saa skar de de frygteligste Grimacer, sagde: Æv-v, føj for Satan! gjorde hastig omkring og flygtede hver sin Vej.

Bag Hotel Pupp med dets Kafeer og Restauranter ligger et stort og meget søgt Etablissement, som Knagsted diskret havde givet Navnet Central-Trykkeriet, eller forkortet: Centralen. Det er vel ogsaa nok det største i sin Slags i Karls255|bad, hvor slige Anstalter, paa Grund af Vandets velsignelsesrige Virkning, spiller en særdeles fremtrædende og vel af de fleste Kurgæster stærkt paaskønnet Rolle. Forøvrigt findes der lignende monumentale Tilflugtssteder ved Mühlbrunnen-Kolonnade og bag Hovedkilden Sprudel. Og rundt om i den ganske By og Omegn er oprettet mindre Filialer: I Haverne, i Parkerne, paa Bjærgenes Skraaninger, paa de skønneste Udsigtspunkter ... overalt, hvor Mennesker færdes, har Karlsbads forstandige og forudseende vise Mænd ladet anbringe disse større eller mindre fikse, men altid nyttige Smaapavilloner.

Efter Morgenmaden (Prager Schinken mit Spiegel-Eier, und Kaffee mit Brot ohm Butter), gik de to Venner saa en lang Morgentur og vendte hjem til Villa Tennyson Klokken 11-12.

De elskede begge Regelmæssighed og traadte derfor stadig og uforanderlig den samme Rute: Goethe Weg, Posthof-Promenade over Plobew Brücke (hvor de fodrede Forellerne i Tepl) til Nikolaus Dumba Weg; og derpaa hjem ad Schönbrunn Stieg, Marienbader Weg, Alte Wiese, Marktstrasse og Schlossweg ...

I Haven derhjemme blev de saa gerne modtaget af Hausknechten Ander, der var saa høflig af Naturen, at han, naar han (hvad hyppig 256| hændte) havde Hænderne fulde af Bakker med Glas, Tallerkener og Fade og derfor ikke kunde blotte Hovedet og ej heller bukke tilstrækkelig dybt, da knælede ned, dér han stod, paa den haarde ufølsomme Grusgang, og begravede Ansigtet i Servicet ...

Og inde i Vestibulen stod das Dienstmädchen Millinge paa Vagt og for som en susende Vind op ad Trappen til første Sal, hvor Herrernes Værelser laa, slog Dørene op, smilede forrykt, foldede Hænderne og sank i Støvet ...

Klokken 2½ spiste de til Middag (Prager-Schinken mit Spiegel-Eier) enten hos Pupp, eller i "Goldener Schild" paa Neue Wiese, eller i "Stadt Hannover" paa Schloss Bergs allersomstejleste Skraaning, hvor Vognene, naar de kørte ned ad Skraaningen, maatte bremse Baghjulene, for at ikke Køretøjet skulde tage Magten fra Hestene, og derfor lignede kæmpemæssige apoplektiske Insekter, som slæbte deres døde Bagkroppe hen over Stenbroen. –

Efter Middagen gik man atter Tur; men hver for sig. – Saa hjem at hvile, modtaget med Æres-Saltomortaler af Ander og Millinge. – Klokken 6½ ud at spise til Aften (Prager-Schinken mit Spiegel-Eier). – Paa ny hjem. Godnat-Knælinger af Tjenerskabet. – I Seng præcis 9. –

Og den næste Dag begyndtes der saa forfra: 257| Op 5½ ... Kildevand ... Prager-Schinken ... Besøg paa Centralen ... Spadseretur ... Forelle-Fodring osv., osv.... som Kloder, der beskriver deres himmelske Baner efter evige og uforanderlige Love!

[258]| – Hva' for en Læge har Deherrer?

– Læge? Vi har sgu ingen Læge!

– Har I ingen Læge!?

– Næi.

– Saa gid I maa faa Sten i Maven begge to da!

Det var Jægermester Krüger, som udtalte dette kristelige Ønske. – Han havde truffet de to Venner uden for Pupp. Og nu sad de alle tre inde i Verandaen og drak Morgenkaffe.

– Fräulein Ida! kaldte Tolderen.

– Hier! sagde Ida og kom springende, smilende over hele sit kønne lille Ansigt.

– Butter, bitte! Zweima.1 Butter, Fräulein! ... Du vil vel ogsa ha' Smør, Clausen?

– Ja-a! nikkede Clausen – dette hér er jo no'et tørt i Længden.

Jægermesteren saa' forarget fra den ene til den anden:

– I er Fandengaleme et Par nette Kalkuner, sagde han saa – at sende paa Baderejse! Læge .gaar I ikke til; og Smør æder I osse!

– De er misundelig, Jægermester.

259| – Ja, Gu' er jeg saa, ha, ha! Her sidder jeg og slaas med mine tørre Humplinger, mens I fraadser!

Ida stillede to glinsende Ruller Smør lige for Næsen af Jægermesteren:

– Væk! sagde han og daskede hende over Fingrene – Væk mæ' 'et, Jomfru! Jeg kan ikke taale ar se Smør for mine Øjne! ... Og saa har I osse forstaaet at kapre den kønneste Pi'e l vedblev han og kastede et Par forlibte Øjne efter Kelnerinden – Ja, I er Fandengaleme et Par rare Hingsteplage at sende ud paa egen Haand!

Der var et stadigt Rykind i Kafeen. Klokken var 8½; Kurtiden var til Ende. Kelnerinderne fløj fra Bord til Bord og modtog Ordrer. Ved mange af Bordene sagde man bare: Wie gewöhnlich, Fräulein! saa vidste Pigerne straks Besked og bragte det ønskede. – De allerfleste Gæster var gnavne og utilgængelige til at begynde med; men straks Kaffen dampede dem under Næsen, blidnedes de op.

– Det er nu storartet, sagde Jægermester Krüger – for det første Aar, jeg var her, maatte vi ikke røre Kaffe; det var ligefrem Gift! Men saa kom der nok en Leverandør og smurte Lægerne. Og nu er Kaffe det bedste, man ka' drikke!

– Der er "Hønen" ! hviskede Overlæreren pludselig.

260| – Ja, der er hun, det søde Dyr! sagde Tolderen – Hende elsker jeg!

Det var en høj, førladen, værdig Dame med et lillebitte, spidsnæset Ansigt, hvis smaa, kuglerunde, brynløse Øjne plirede sky og agtpaagivende i Dagslyset. Naar hun satte sig, stod Kjolen brusende om hende, og hun holdt sig stift og forsigtigt paa Stolen, som om hun havde et eller andet under Skørterne, som hun var bange for skulde tage Skade. Der var noget moderligsippet og skikkeligfjoget over hende, og samtidig noget lunt og bredt og hyggeligt ... Knagsted paastod, at hun havde Bukserne fulde af Kyllinger, som hun stadig gik rundt og rugede.

Et Stykke Kalk havde løsnet sig et Steds oppe fra en Skorsten eller fra Husmønningen maaske og trillede raslende ned langs Glastaget.

"Hønen" lagde Hovedet paa Siden og plirede forskræmt i Vejret efter Lyden, medens hun samtidig greb sig ligesom skærmende ned om Nederdelen.

– Se! sagde Tolderen begejstret – Se dog! I Jesu Navn, er hun ikke dejlig! Hun troede, at det var en Glente!

– Der er "Plænevanderen"! hviskede Overlæreren paa ny.

"Plænevanderen" , ogsaa kaldet "Dinglepeter" , var en lille, overskaaren Kæmpe med et kraftigt, graasprængt Fuldskæg omkring et yderst venligt, fornøjeligt og elskværdigt Ansigt. Han 261| nikkede altid smilende til Opvartningspigerne og sagde med en lidt hæs og barnlig Gammelmandsstemme: 'Morgen, Fräulein! Wie befmden Sie sich? – Der var absolut intet abnormt at observere ved Manden, førend han havde faaet serveret sin Mad og var begyndt at spise. Men da saa' man, at hans Hænder og Hovede rystede i den Grad og hver i sin Takt, at han virkelig maatte siges at have løst en Opgave, naar Føden omsider kyledes ind mellem Læberne. Naar han parterede sin Pragerskinke, var det, som larmede der en tyve-tredive Knive og Gafler rundt paa Tallerkenen. Og bed han af sit Brød, sad man spændt paa, om han ikke vilde hive Tænderne ud med det samme, saadan flaaede han løs. – Efter Maaltidet greb han ivrig Kaffekanden og svingede den, som vilde han udbringe en Toast, eller kaste den i Hovedet paa en Genbo. Og var det endelig lykkedes ham at faa Fluidumet skænket og blandet med Fløde og Sukker, lagde han begge Hænder omkring Koppen, stirrede stift paa den ligesom for at tage Sigte og afventede saaledes et forholdsvist Havblik, inden han polkerede den op til Munden.

Nu maa man ingenlunde tro, at denne dog vistnok til Tider ret generende Bevægelighed i nogen Grad pinte ham eller gjorde ham trist. Den syntes tværtimod at more ham. Han ligefrem klukkede, naar det gik rent galt. Og han koketerede endogsaa med sin Tilstand. Det 262| saa' man bedst, naar han efter Kaffen skulde have Ild paa sin Cigar; thi hans Øjne skinnede da af fornøjet Skælmeri, medens Tændstikken som en Lygtemand i en Mose dansede rundt i hans skæggede Ansigt, forinden det, ved en Art Overrumpling, lykkedes den og Cigaren at træffe hinanden.

Men han var ogsaa ærgerrig, var han, og øm over sin Værdighed som selvstændigt Væsen. En Dag kom han nemlig ind paa Kafeen i Følge med en yngre normal Herre, der i Kraft af den større Magt, han havde over sine Lemmer, af og til vilde yde den anden en velvillig Haandsrækning. Ikke Tale om! Den gamle daskede ham arrigt om Fingrene. Han vilde sæl! – Og da den unge efter Kaffen forekommende strøg en Tændstik af og holdt den hen til ham, lod Gamlingen sin Cigar beskrive de mest komplicerede matematiske Figurer og endte med at rive Tændstikken fra ham med et vredt: Es geht ja aber nicht! og selv tænde. – – Navnet "Plænevanderen" havde Knagsted givet ham: – Jeg vilde forfærdelig gerne engang se ham lade sit Vand, Clausen, havde han sagt – Men saa maatte jeg naturligvis først ha' købt mig en Paraply!

[263]| Dag for Dag strømmede Gæsterne til. Nu var der i Følge Kurlisten henved femogtyve tusinde fremmede Sjæle i Byen. – Der var næppe til at trænge sig frem paa Promenaderne om Morgenen. Og det hvislede En om Ørene med alle Jorderigs Tungemaal. – Koncerter, Baller, Garten-Tombolaer, Confetti-Fester, Væddeløb, Teater- og Varieté-Forestillinger tog hverandre i Haanden ... de stakkels syge Gæster skulde jo mores. – "Die Kur-Kapelle" jamrede hist, "die Pleier'sche Concert-Kapelle" hylede hér, og "die kaiserlich-königliche Militær-Kapelle" truttede alle Vegne. Man manglede bare nogle Bjørnetrækkere, Linedansere, Vaffelbagere og Blaarædere, for at den hele Stad kunde have lignet en uhyre Dyrehavsbakke.

Men præcis Klokken 9 hørte al Tingeltangel op, og man besteg sit kyske Leje i Bevidstheden om at føre et i alle Maader "kurgemässigt" Liv.

Knagsted og Clausen var stadig overmaade tilfredse med deres Logi i Villa Tennyson. 264| Ganske vist var flere af Husets Værelser nu blevet udlejede; men dels var det til stille og fredelige Folk, som man aldrig hverken saa' eller hørte noget til; og dels var det kun Stueetagen, der havde fundet Liebhavere. Faa første Sal var de to Venner bestandig Eneherskere. – Overlærerens Værelse laa mod Syd med Udsigt over By og Land til de fjærne Bjærge. Tolderen derimod havde valgt et, der vendte mod Nord, ud mod Schloss-Weg, hvor Udsigten i et Par Hundrede Alens Afstand spærredes af det skovklædte Fjeld, og hvor Solen aldrig kom. Han fandt nemlig, at dene i Længden var langt mere stemmende med hans alvorlige og dystre Livssyn end den banale Øjenslyst fra Vinduet i nans lakerede Salon i Hotel Birmingham. – –

I det hele bekom Opholdet i Karlsbad ham særdeles vel. Vandet havde den yndigste Virkning paa hans Mave. Og den regelmæssige Levemaade og megen Spadseren i den lette og friske Bjærgluft gjorde, at han næsten øjeblikkelig faldt i Søvn, saa snart han kom i Seng om Aftenen; og saa godt som altid sov han i én uafbrudt Køre, indtil det lille Vækkeur, han havde staaende paa Natbordet, ringlede ham op tyve Minutter over fem. Han havde ikke behøvet at gribe til Daasen uden i de to første Nætter.

Men ene Guderne raade!

265| En prægtig Solskinseftermiddag mellem fire og fem laa han i sit aabne Vindue og lyttede til en Papegøje, der producerede sig i Nabohaven. Fuglen blev hver Dag baaret ud i Haven Klokken tolv Middag og lukkede saa ikke sit energiske Næb, førend den blev flyttet ind i Huset igen henad syv. Selve Dyret kunde man ikke se, da dets Bur var anbragt paa et Bord bag en blomstrende Rosenhæk. Men saa kunde man til Gengæld høre det. Dets, med Forlov at sige: Kæft stod ikke lukket et Sekund. Uhyret repræsenterede hele Familien. Det græd og lo, hostede, spyttede, harkede, skældte ud, sang og grinede. Latteren og Graaden var som et tre-fire Aars Barns. Fuglen kunde le saa klukkende og græde saa ynkeligt, at en Moders Hjerte skiftevis maatte smile og bløde. Men midt i Sorgen eller Glæden kunde den saa begynde at hoste, spytte og snøfte som en gammel brystsvag Dame. Det var rimeligvis Husets Bedstemoder, den saa kopierede. Derpaa tog den pludselig fat paa, i en hvinende høj Tone, at skælde en Person ved Navn Lischen Hæder og Ære fra. Det var Husfruen, der holdt Justits. Hvornæst den slog en skraldende Latter op og sang med dyb Mandfolkerøst (Husherrens?): "Ach Du lieber Au" ... Mere kunde den ikke af Sangen. Men det kom med Bravur. – Og saa endte hele Forestillingen ufravigelig med, at den i en energisk og uafviselig Tone sagde: "Du solst Zucker, Papegej" 266| Hvilken Højesteretsdom den atter og atter gentog i en mere og mere ophidset Tone, indtil den, aldeles rasende over ikke at blive bønhørt, trak sit Papegej-i-i-i saa langt og skingrende ud, at alle Havens Smaafugle rædselsslagne flygtede op i Bjærgene. – Og saa tog Uhyret fat forfra paa sit Repertoire med Babyens Graad, Grossmutters Hosteanfald, Husfruens Fortørnelse og Husherrens Ach Du lieber ..., indtil det paa ny endte med sit skingrende: Du solst Zucker Papegej-i-i-i-i!

Da Knagsted havde nydt seks af disse Dacapoer, lukkede han overmæt Vinduet. – –

Men i det samme saa' han tre Drosker bøje om fra Schloss-Weg og køre frem mod Villaen. – I den forreste Droske sad en uhyre svær ældre Dame, sortklædt, med blaarødt, pudret Ansigt og tre mægtige Dobbelthager. Hun rørte sig ikke, thi hun kunde ikke røre sig, sad bare stiv og strunk i Sædet og viftede sig med en meget stor, sort, perlebesat Fjervifte. Ved Siden af hende næsten forsvandt i hendes Skygge en lille, graaklædt, barhovedet Kone. – De to andre Drosker var stopfulde af Kofferter, Kasser, Æsker og ubestemmeligt. Og paa Bukken hos hver af Kuskene sad et kæmpemæssigt, civilklædt Mandfolk.

Hausknechten Ander kom farende ud af Villaen hen mod den forreste Vogn; og Jungfrau Millinge stod duvende op og ned paa Stentrappen som drevet af en indre Mekanisme.

267| Knagsted aabnede paa ny Vinduet ...

Herskabet dernede var en russisk Grevinde Sonja Wolokoisky, der netop var kommet med Toget og nu søgte Logi for sig og Tjenerskab.

Der blev et mægtigt Røre i Villaen. Den lille barhovede Kone og de to kæmpemæssige kom, sammen med Husets Værtinde og ledsaget af Ander og Millinge, op paa første Sal for at se paa de derværende tomme Værelser.

Imidlertid sad Grevinden og viftede sig nede i Vognen. Hun vilde ikke umage sig op, førend alt var afgjort. –

Der blev aabnet et Vindue i Værelset ved Siden af Knagsteds; og der begyndte en højrøstet Parlamenteren mellem Selskabskonen og Hendes Naade. De talte russisk og gestikulerede voldsomt. Nabovillaerne gav Ekko af deres Samtale; og selv Papegejen forstummede.

Men Enden paa Forhandlingerne blev da, at to Værelser blev lejet.

Saa fandt man en Bærestol frem fra Droskerne; de to kæmpemæssige sled Naaden ud af Vognen og bar hende op i Lejligheden. Hun blev anbragt i en Seng, som stod opstillet langs Fløjdøren ind til Knagsteds Asyl. Hun kommanderede og skændte og Tjenerskabet akkompagneret af Ander og Millinge for op og ned ad Trapperne med Bagagen.

Den lille barhovede skulde bo i det ene Værelse sammen med Grevinden. I det andet Væ268|relse skulde Bagagen anbringes. Men hvor de to kæmpemæssige Tjenere blev indlogeret, lykkedes det aldrig hverken Knagsted eller Clausen at udfinde.

Saa blev Droskerne betalt; og alt blev forholdsvis roligt. – Ander og Millinge begav sig krumme af Ærefrygt til deres daglige Gerning; og Papegejen vovede sig frem med et Par Numre af sit Repertoire: Den græd bitterlig og sang dertil Ach Du lieber Au ...

Og Freden i Villa Tennyson var i Sandhed ogsaa forbi. Ikke at Madame Sonja skreg op og larmede. Havde hun endda gjort det, saa kunde Knagsted med nogen Grund være skredet ind og have nedlagt en maaske virksom Protest. Nej, hun var bare saa overnaturlig fed. Blot hun flyttede et Ben i Sengen inde ved Siden af, knagede og jamrede Madrasser og Træværk, som blev der spillet Tennis med en Tønde Hvede. Saa tung var hun, at var Sengbunden bristet, vilde hun ved Plumpet være gaaet igennem Gulvet og ned i Stueetagen og kanske i Kælderen med. Og saa besat med overflødig Kød var hun, at hun ikke formaaede at støtte paa Benene, langt mindre at gaa. Havde man slagtet, parteret og udbudt hende, vilde hun lettelig have kunnet yde Søndagskød nok til en større Landsby. – Hun laa stedse til Sengs, spiste og drak, spillede Besique og brugte Karlsbaderkur m. m. Men hvad 269| der var det værste af det hele, var, at hun ogsaa fik Massage. Og det akkurat i den Time mellem Frokost og Middag, som Knagsted plejede at tilbringe paa sin Sofa med sin Pibe. En Dag og to Dage holdt han Klaskene ud. Men den tredje Dag flygtede han. Han fik Kvalme! Saa snart han hørte Massøsens Stemme ude paa Gangen, flygtede han over til Clausen, hvis Værelse laa lige overfor, modsat Gerningsstedet.

– Det er nu ogsaa kedeligt, Knagsted, at der altid skal komme saadan et eller andet i Vejen, dér hvor Du bor. Men jeg sa'e jo til Dig, kære Ven, at Du vist meget hellere skulde ta' Værelset hér. Jeg er ikke saa sensibel for Lyde.

Tolderen lo bittert:

– Hæ! sagde han – hæ! saa ha'de Wolokoiskyen bare ganske simpelt valgt Værelset her ved Siden af til sit Klaskenheim!

– Tror Du virkelig?

– Ok, ja! Jeg kender de evige Guder! ... Hør, man kan ligefrem høre det helt her over! Overlæreren lyttede:

– Ja, véd Gud!

– Aa, hér er det ingenting! Men prøv at gaa lidt over i mit Værelse!

– Synes Du, jeg skulde?

– Naturligvis; saadan noget oplever man kun én Gang.

Clausen listede over Gangen og kom et Par Minutter efter tilbage ganske bleg.

270| – Naa, hvad synes Du saa?

– Ja, det var dog voldsomt!

– Ja, ikke sandt? Man bliver ligefrem søsyg. Det lyder, som om der blev klasket en tre-fire store, vaade Sælhunde imod hinanden.

[271]| – Justitsraad Stabelsteen! ... Forhenværende Toldkontrollør Knagsted! Overlærer Clausen!

– Ogsaa "forhenværende" !

– Ogsaa forhenværende, jaha!

Det var Jægermester Krüger, som præsenterede Deherrer for hinanden en tidlig Morgen ude i Etablissementets "Freundschaftssaals" Have.

Solen skinnede ned gennem Kastanjernes Løv. Roserne duftede. Fuglene sang. Og Publikum pludrede.

En halv Snes "Krageunger" (Med dette Fællesnavn havde Knagsted døbt alle de smaa, sortkjolede og hvidforklædede Opvartningspiger) ... stod midt i Solskinnet og spejdede efter Gæsterne, der i skarevis kom dragende op gennem Haven. Hver "Unge" havde sine bestemte Kunder at passe, og naar hun opdagede dem i Mængden, smilede hun over hele Ansigtet og nikkede: 'Morgen, Herschaft! og fløj af Sted for at betjene dem.

– Her er dejligt! nikkede Justitsraad Stabelsteen og foldede vel til Mode de smaa Hænder over det Elfenbens Stokkehaandtag.

– De/ligt! repeterede Overlærer Clausen. – –

272|Justitsraaden var en bitteliden, stiv Mand med det skæreste snehvide Haar og Bakkenbarter; og begge Dele voksede saa tæt og frodigt, at det saa' ud, som om det var Vatplader, der var limet paa ham. – Han var særdeles mild og venlig af Ansigt og dertil overmaade høflig og beskeden af Optræden. Men meget lille og mager. Omtrent som en Skoledreng 5 Lømmelalderen. Hans Hoved sad indeklemt mellem et Par høje "Fadermordere"; og naar han skulde dreje det, maatte han dreje hele Personen. – Men sød var han i sin Lidenhed. Man fik Lyst til at tage ham paa Skødet og fodre ham med "Bismarcksklumper".

Han var 67 Aar og havde været Apoteker i Nakskov. Nu levede han samme Steds af sine Rentepenge. – Hans Kone var afleden for en tre-fire Aar siden. Hvad efter Sigende havde livet ham betydelig op. –

– Ja, her er dejligt! sagde Overlæreren igen.

– Storartet! bekræftede Jægermesteren og vinkede af sin private Krageunge, der hele Tiden havde sværmet om i Nærheden af Bordet – Ja, de to Herrer "Forhenværende" har naturligvis ikke kunnet dy sig længere end til Pupp ?

– Nej, sagde Knagsted – Og herefter tænker vi paa at ta' Morgenmaden i "Elefanten", det er nærmere endnu!

– Ja-ha, I er et Par nette Kurgæster! ... De kan tænke Dem, Stabelsteen, de to Kavalerer har ikke engang været til Læge!

273| – Ikke til Læge! sagde Justitsraaden og drejede sig, stiv som en Vindepind, om paa Stolen.

– Nej! Og de spiser Smør!

– Smør! Men det strider dog mod de elementæreste Kurregler!

– Ja! Hva'! Jeg haaber da osse, at de maa faa saa mange Sten i Maven, at de maa betale Overvægt, naar de skal hjem!

– Hør, Jægermester? spurgte Knagsted uanfægtet, men med et lille, lunt Smil i Øjet – Saa' De den dejlige fede Kapun, der laa henne paa Buffeten i "Goldenes Schild" i Onsdags ?

Clausen smilede stille.

– Om jeg saa' den! sagde Jægermesteren – Mine Tænder løb Fandengaleme helt ned ad Vesten paa mig!

– Den fik Overlæreren og jeg hver en god Portion af til Middag.

Jægermesteren blev purpurrød helt op under Maskinklipningen:

– Det er Løgn! bruste han saa ud og slog en Haand ned i Bordet, saa at Krageungen, der netop var ved at anbringe Kaffetøjet, forfærdet nappede Bakken til sig igen – Det er Løgn! Det kunde l ikke nænne! Vel Hr. Overlærer ... for min Skyld?

– Jo ... nikkede Clausen – vi spiste saamænd ...

274| – At Vorherre ikke slog Jer ihjel paa Stedet! At han kan tillade saadan no'et! Og jeg, der ha'de glædet mig til, at Værten skulde brænde inde med den. Er det en Manér at stikke saadan et velsignet Dyr i Næsen paa Folk, der er sat paa Vand og Brød! ... Og saa gaar I to Ædedolke mir niks hen og hjælper det Svin med at faa den spist! ... Var der mange, der fik a' 'en? Var 'en god?

– Storartet! nikkede Tolderen og smaskede – Den smæltede i Munden l

Jægermesteren sank tilintetgjort sammen:

– Hold op! stønnede han – Hold op! Jeg kan ikke taale at høre om det! – – Saa rettede han sig igen i sin fulde Højde – Men vent I bare, truede han saa – til jeg er færdig med Kuren her, saa ska' I se Løjer! Jeg ta'er hjem over Hamborg, gør jeg. Og saa kan I ta' Gift paa, at jeg skal ta' mig en Middag hos Pforte, der skal spørges helt op paa den anden Side Gudenaaen! – – Men atter sank han sammen – Aa Herregud, at I to Snøbler fik no'et a' den Kapun ...! Jeg drømte om den tre Nætter i Træk ... Jeg drømte, at den laa paa Stolen foran min Seng, brun og mør og sprød ... Men jeg kunde ikke naa den ... jeg kunde ikke rejse mig ... Og saa gaar I ganske rolig hen og faar den til Middag ... Naar endda 7 bare ikke ha'de faaet no'et a' den, saa vilde det ha' været lettere at bære ...

Knagsted og Clausen brast i Latter over Man275|dens Fortvivlelse. – Men den bittelille Justitsraad rystede alvorligt paa sit Vat-Hoved:

– Kære Jægermester Krüger, sagde han – De tager den Sag for ivrigt.

– Ja De! sagde Jægermesteren og for op – De véd jo slet ikke, hvad det er at gaa omkring her og sulte! Saadan en ... Dværg! De befrøver jo ikke ordentlig Mad. De har jo ikke no'et at putte den i!

Justitsraaden smilte:

– Aa jo, sagde han yderst beskeden – en lille Mave har jeg da ...

– Det tror jeg sgu ikke! Hvor sku' den sidde? ... Skal vi ta' hver en Gang Smør til Kaffen?

– Ikke paa nogen Maade!

– Nej; der kan De se! ... Og hvis jeg nu privat tog mig en Gang, vilde De saa sladre, naar vi kom hjem til Na'sko'?

– Ubetinget! sagde Justitsraaden og lo med hele sit lille Træ-Ansigt – for enten bruger man Kur, eller man bruger den ikke. Jeg vilde absolut sladre første Gang, jeg havde den Ære at træffe Deres Hustru! Jeg har et vist Ansv... (Hér standsede han pludselig op midt i Talen; og idet hans Øjne ligefrem lyste, strakte han sine magre, pindede Fingre hen mod Tolderens højre Skulder og sagde:) – Nej, se dog hvilken dejlig Edderkop dér kryber!

276| Knagsted knibsede med en hurtig Bevægelse Dyret bort.

Vat-Manden sprang op fra Stolen:

– Ih, men nej dog, Hr. Toldkontrollør! sagde han bebrejdende og halede skyndsomst en Tændstikæske op af Bukselommen, nappede Edderkoppen, som benede af Sted nede paa Gruset, og puttede den i Æsken.

– Men hvad vil Justitsraaden dog med det væmmelige Dyr? spurgte Clausen med en stille Gysen.

Jægermesteren gav sig ivrig til at sparke Overlæreren op ad Benene og blinkede dertil advarende, som om han vilde sige: La' være at tale om det! Tal for Guds Skyld ikke om det!

– Jeg studerer disse Dyr, sagde Justitsraaden rolig og stak Tændstikæsken tilbage i Lommen – Og dette var netop et meget smukt Eksemplar.

– Nu har vi Spillet gaaende! mumlede Jægermesteren. Vatmanden stivede langsomt sit lille Ansigt om mod ham:

– Ja, jeg véd jo godt, at Dem interesserer dette ikke ... sagde han stille og beskedent.

– Naj!

– Næ, De har ikke Sans for den Slags Sager ...

– Ikke Spor!

277| – De anser det, som de fleste i Nakskov, for en fiks Idé ...

– En ganske forrykt Idé, ja! Det har jeg sagt Dem saa tit.

– Det har De ...

Der gik et saa smerteligt Træk over den lille Mands Ansigt, at Sentimentaleren Knagsted fik Medlidenhed med ham. Og idet han lagde en Haand paa hans stive lille Træ-Skulder, sagde han:

– Hvad er der med de Edderkopper, Hr. Stabelsteen? Jeg interesserer mig meget for videnskabelige Undersøgelser.

Justitsraaden kiggede sky op mod Jægermesteren:

– Jeg vil saa nødig genere ... sagde han.

Men nu fik ogsaa Godmodigheden Overtaget i Hr. Krügers skikkelige Sjæl. Han nikkede venligt ned til Vatmanden:

– Fortæl De bare væk, Stabelsteen! sagde han – naar det morer de andre. Jeg kan jo se paa Pi'erne her omkring imidlergotid.

Justitsraaden rødmede fornøjet:

– Ja, det er jo min Livssag! sagde han – Mon ogsaa Hr. Overlærer Clausen vil sætte Pris paa at ...

– Ja! Ja! nikkede Clausen – Med største Fornøjelse vil jeg høre paa Dem, Hr. Justitsraad!

Den lille Mand saa' endnu mere fornøjet ud:

278| – Ja, ser De, mine Herrer, tog han saa fat – man har efter min Mening længe gjort Edderkoppen Uret. Man behandler ikke dette Dyr efter Fortjeneste; mange Mennesker endogsaa ligefrem skyr det. Men Edderkopper maa ret be -et stilles i Klasse med vore saakaldte Husdyr! Dette er min Idé. Edderkoppen er nemlig i høj Grad et Nyttedyr.

– Saa-aa? sagde Knagsted. Og Clausen strakte Hals for bedre at lytte. Medens Jægermesteren blinkede skalkagtig ud i Luften, som vilde han sige: Nu skær 'en!

– Ja, nikkede den lille Vat- og Træmand som Svar paa Tolderens Spørgsmaalstegn – jeg har jo i flere Aar indgaaende beskæftiget mig med denne Sag. Jeg har korresponderet med flere Kapaciteter baade i Ind- og Udland derom og faaet meget imødekommende Svar. – – Kun det kære Nakskov, endte han med et fint ironisk Smil og et lille Blik hen mod Jægermesteren – trækker endnu paa Skuldrene af mig.

– Det skal De ikke ta' Dem nær! indskød Tolderen.

– Nej, det gør jeg ikke heller. Som Videnskabsmand maa man jo være belavet paa Miskendelse og Modstand, især da, naar det er noget nyt, man fremkommer med ... Dog maaske, føjede han beskedent til – er det for anmassende af mig selv at kalde mig Videnskabsmand; Amatør vilde maaske være bedre.

279| – Det er jo det samme, hva' man kalder det, mente Knagsted – Fortjenesten bliver jo den samme ... og Ær en l

– Ja ikke sandt, Hr. Toldkontrollør, smilede Justitsraaden taknemmeligt – Det kommer jo blot an paa, om man giver sig hen i sit Emne med hele sin Sjæl!

– Ja naturligvis! ... Men hvad Resultat er De saa kommen til med Deres Studier af disse efter Deres Mening miskendte Smaadyr?

– Jeg er kommen til det Resultat, Hr. Knagsted, at ligesom man omtrent i alle Huse – navnlig paa Landet da – holder sine Katte og Hunde, som hver har deres Gerning at varetage ... Mus og Rotter, Ildere, Maare, Ræve og saa videre at udrydde; saaledes bør man ogsaa ... dette er min Idé, og det er det, jeg for Tiden tager til Orde for! ... bør man ogsaa i ethvert velordnet Hus, særlig paa Landet, hvor Plagen er føleligst, holde sine Edderkopper ... naturligvis i større eller mindre Antal alt eftersom Behovet er.

Der blev en liden Pause efter denne Udtalelse. – – Knagsted og Clausen gemte Øjnene bort for ikke at komme til at se paa hinanden. Og Jægermesteren gjorde helt omkring; men hans Kinder, som paa Grund af deres Dimensioner, ogsaa kunde skimtes bagfra, var blaarøde.

Den lille Justitsraad saa' sig raadvild om; hans Blik var usikkert som i en overhængende Fare; 280| og hans smaa, magre Hænder laa hjælpeløst foldede i hans Skød ...

Men da sagde Knagsted i en rolig og fuldstændig saglig Tone:

– Alt eftersom Behovet er, sa'e De, Hr. Justitsraad ... Hvad mener De med det? Justitsraaden smilede lettet:

– Jeg mener, Kr. Knagsted, forklarede han – at de større eller mindre Husholdninger naturligvis maa anskaffe sig et større eller mindre Antal Dyr alt efter Spisekamrenes Kubikindhold!

– Spisekamrene! gentog Overlæreren fra Forfærdelsens Tinde – Vil De ha' Edderkopperne ind i Spisekamrene!

Og fra Jægermesteren lød et Prust som fra en Forverdenens Planteæder.

– Ja, smilede Justitsraaden sygt, og hans smaa Øjne blev dybt sørgmodige – jeg tænkte det jo; det er altid paa dette Punkt, at jeg møder Modstand ... Og desuden er jeg bange for, at jeg trætter Herrerne, føjede han næsten ydmygt til.

– Paa ingen Maade! sagde Knagsted – Tværtimod; det interesserer os uhyre! ... Men hvad skal disse Dyr i Spisekamrene?

– Men bedste Hr. Toldkontrollør, det er da aldeles indlysende, forekommer det mig! ... Naturligvis æde Fluerne!

– Ah! Fortræffeligt! Udmærket!

Nu gjorde Jægermesteren omkring; han saa' ligefrem ophidset ud:

281| – Jamen han faar Fandengaleme ikke Fruentimmerne til at ta' dem der! sagde han – Min Kone for Eksempel farer til Himmels bare hun hører om en Edderkop!

Justitsraaden smilede overlegent:

– Det smukke Køn vil lære det, sagde han – naar man lidt efter lidt vænner dem til det.

– Aldrig i Evighed, Susanne!

– Aah, naar det bliver forklaret dem, at her ligger en betydelig Samfundsopgave!

– De vil blæse Samfundet et Stykke og stikke a', vil de!

– Ja, lad os nu foreløbig lade det staa hen! indskød Knagsted – Det er et mere underordnet Spørgsmaal. Vil vi Mandfolk ha' Edderkopper i Spisekamrene, saa er vi vel Mænd for at drive Sagen igennem.

– Man hører, at De er ugift, Højstærede! Ikke om De saa gik hende paa Livet med Kanoner, fik De min Mathilde til saa meget som at røre ved saadan et Dyr med en Ildtang!

– Jo, jo, nikkede Justitsraaden fortrøstningsfuld – Naar først Deres kære Frue havde hørt om Resultaterne andre Steder fra ... Tænk, at blive ganske befriet for Fluer!

– Ikke om saa Hans Majestæt Kong Christian den Niende indførte Dyrene i sit private Hof spisekammer, gjorde hun det!

– Men sig mig engang, Hr. Stabelsteen, 282| spurgte Knagsted – hvilken Art af Edderkopper har De nærmest tænkt at ...?

– Korsedderkoppen, nikkede Vatmanden – Det var netop en Korsedderkop, jeg før fangede; et aldeles fortræffeligt Eksemplar! ... Jeg har i flere Aar anstillet Forsøg med forskellige Arter. Korsedderkoppen kan fortære sine fyrretyve Fluer i Timen!

– Hele Døgnet rundt?

– Nej, naturligvis bliver den mæt ligesom enhver anden Skabning, der uhindret kan tilfredsstille sin Madlyst ... Men derfor maa man ogsaa i et Spisekammer for Eksempel af Mellemstørrelsen have mindst en ti-femten fuldvoksne Stykker.

– Ti-femten Stykker! sagde Clausen gysende.

– Der blev ikke Sten paa Sten tilbage af Mathilde! sagde Jægermesteren.

– Men hvor vil De faa de nødvendige Dyr fra, Hr. Justitsraad? spurgte Knagsted.

– Fra Stutterierne!

– Fra Stutte ... ?

– Ja, nikkede Justitsraaden ivrig, og hans smaa Kinder farvedes af en let Rødme til helt op under Vatpladerne (Foreteelsen mindede noget om den saakaldte "Alpenglühn") – dette er min Idé! Jeg har netop hjemme liggende en Pjece udarbejdet af mig selv om denne Sag. (Han blev ivrigere og ivrigere.) Thi det er min fuldeste 283| Overbevisning, at hér er en virkelig human Opgave. Tænk, hvor lider vi ikke alle af Fluer! Det er jo ikke alene i Spisekamrene, men overalt hvor Mennesker færdes. Hvor ulige behageligere vilde Sommeren, Aarets skønneste Tid, ikke blive for os, om denne Plage, jeg tør endnu ikke sige ophørte, men blot formindskedes! Staten bør oprette Avlscentre rundt i Landet. Jeg har skrevet til flere ansete Videnskabsmænd derom. Og jeg har sendt min Pjece til Hans Majestæt Kong Georg af Grækenland; Højstsamme ejer jo baade et Palæ og en Landejendom her i Landet. Og jeg har det bedste Haab om, at man vil stille sig imødekommende; jeg har erfaret det underhaanden. Bevægelsen er ved at brede sig. Nakskov er rimeligvis det eneste Sted, hvor man endnu smiler. Men den vil komme med ... Og saa bliver det mig, der triumferer, Hr. Jægermester! – – Men nu skal jeg paa Ekspedition. Farvel, De-herrer; og paa Gensyn! Jeg vil ikke trætte Dem længere!

Og med et lille stift Afskedsbuk skred Justitsraaden med Rejsning som en Milepæl bort gennem Haven, hvor Roserne duftede, og Fuglene sang.

Efter en større Pause sagde Jægermesteren:

– Man kan sgu ikke se det paa Stabelsteen!

Og Overlærer Clausen rystede trist paa Hovedet og sagde:

284| – Stakkels Mand!

– "Stakkels"? vrængede Tolderen – Falsk Psykologi, lille Overdrev! Han tror jo nemlig, at det er os, der er forrykte! ... Gud give, at det var mig, der ha'de skrevet en Pjece om Korsedderkoppen!

Hertil lo Jægermesteren, saa det rungede under Kastanjerne.

[285]| Det havde fem Dage paa Rad rumlet uheldsvangert inde mellem Bjærgene. En blaasort Tordensky havde stukket Hovedet frem over en Bjærgtop og kigget ned i Tepldalen, revet et lille Lyn af sig og saa trukket sig tilbage igen.

Kyndige Folk sagde, at dette vilde ende med en Forskrækkelse.

Og saa, paa den sjette Dag, kom den. –

Overlærer Clausen havde ikke været ved Kilden den Dag. Han var noget forkølet og var derfor bleven liggende i Sengen, plejet paa det omhyggeligste med Kamferolie og Vat af Fräulein Millinge. Han havde det allerede noget bedre og laa og læste i en tysk Roman, Fräuleinen havde laant til ham af en Veninde. Den hed: Rinaldo Rinaldini und seine schöne Rosa. Og den var forfærdelig interessant.

Solen lyste frem mellem lette, hvide Sommerskyer; Luften var lun og stille; og den hellige Grav syntes vel forvaret. –

Da knaldede der pludselig et saa sindssvagt, ramlende og buldrende Tordenbrag løs lige over 286| Villa Tennysons Skorstene, at Rinaldini faldt ud af Hænderne paa Overlæreren, medens han selv for over Ende i Sengen belavet paa Verdens Undergang.

Og da han kiggede ud af Vinduet, var Solen forsvunden og den ganske Himmel overtrukken med et tæt, skiddengult Skyslør.

Og saa kom der i samme Nu en hylende Storm farende ned fra Bjærg ene. En Storm, der hvinede, brølede og tudede, som var alle onde Aander løse. Regn, Hagel og Isstumper slyngedes ind mod Ruderne; og man hørte Vinduer slaa i og knuses, og Døre og Porte hamre, og Skrig af forfærdede Mennesker ...

– Dette hér er sgu no'et med no'et paa! sagde Livsens Ondskab. Han traadte ind i Værelset iført Hat og Overfrakke. Han var akkurat sluppen ind af Gadedøren, som Uvejret brød løs.

– Ja, det er dog forfærdeligt!

– Er Du bange?

– Næ-e ... Men synes Du ikke, at jeg skulde staa op?

– Jo, det er vist det bedste, hvis Huset skulde blæse om.

– Blæse ... Næmen ih-h!

Et vældigt Lyn flammede ned lige uden for Vinduerne efterfulgt af et raslende, bragende, flintrende Tordenskrald, der fik Villaen til at ryste som under et Jordskælv.

I det samme blev Døren revet op, og Fräulein 287| Millinge styrtede ligbleg ind. (Clausen sad i Underbenklæder og trak Strømper paa; men Kvinden ænsede det ikke). – Mein Gott, mein Gott! stønnede hun og vred Hænderne – Ein Wirbelsturm, ein Wirbelsturm!

– Nimm es mit Ruhe, kleine Jungfrau! formanede Knagsted.

– Men det kunde hun ikke. Hun maatte ha' Luft. Hendes Forældre boede alene i en lille Hytte ude mellem Bjærgene. Hendes Broder var i Prag, og hun var hér; og hendes arme, unseelige Mütterchen var saa bange wie eine Taube i Tordenvejr !

– Det var jo slet ikke sikkert, at de ha'de Uvejr derude, mente Clausen trøstende.

– Ach Gott, jo jo! Det kom netop derude fra. Og hvis nu Floden, de boede ved, gik over sine Bredder, vilde Hytten naturligvis styrte sammen, og Forældrene omkomme i Bølgerne! – Ir-r-r, Jesus! hun for med et Hvin ud af Døren igen.

Et kæmpemæssigt Asketræ nede i Haven var knækket over og blev af Stormen slynget ind mod Muren. – Og samtidig kom der et nyt Lyn og et nyt Tordenbrag, medens Regnen og Isstumperne raslede løs mod Ruderne.

– Se! sagde Tolderen og pegede:

Hele Luften var én hvirvlende, dansende Taage af Regn og Sne. Stormen flaaede og rev i dette Forhæng, og Lynene flammede bag det 288| og igennem det. Men det blev tættere og tættere. Man kunde ikke mere om end blot skimte de nærmeste Træer og Huse. Alle Omgivelserne syntes forsvundne, begravede, opslugte. Det var, som laa Villaen paa Toppen af et milehøjt, ensomt Bjærg ombølget og ombruset af en Dommedags larmende Halløj. –

Clausen stod nu fuldt paaklædt henne ved Vinduet og stirrede ud i Uvejret:

– Det er egentlig storslaaet at se paa, Knagsted!

– Aaja, sagde Tolderen – meget net! ... Men hva' Fanden har vi gjort ham!

"Halløjet" endte pludseligt, som det var begyndt. Det drog Syd paa med Piber og Trommer og Brask og Bram for at imponere andre Jordens Egne. – Himlen blev blaa; og Solen brød frem paa ny ...

Men den gamle Tepldal saa' ud, som var en Hær af drukne Kæmper draget igennem den: I alle Haver og Anlæg og langs alle Veje laa væltede og sønderknækkede Træer og Træer, der var revet op med Rode. Blomster og Buske var mejet ned. Tage flænget i Stykker. Dæmninger gennembrudt; og Brosten flaaet op af Gaderne. – Og rundt om i alle Kroge laa knuste og lemlæstede Fugle. – –

Men, som sagt, Himlen var blaa, og Solen blank! Menneskene kom frem af deres Huse og 289| undrede sig og sagde et Par smaa Mein Gott'er! og Mon dieu'er! og God gracious'er! og pludrede saa videre om Klæder og Penge; mens den resterende Fuglebeholdning vippede rundt paa de tiloversblevne Grene og Kviste og lovsang Herren. –

Kun i Villa Tennysons Nabohave sad Papagejen, det kloge Dyr, og kiggede ud over Ødelæggelsen og skreg af sine Lungers fulde Styrke: Ach, Du lieber Au...!

[290]| Det var, som havde Guderne raset ud for lange Tider ... over Karlsbad da! thi Vejret holdt sig nu skyfrit og solstraalende under hele Resten af Vennernes Kurophold. –

Fyrretyve Tusinde Gæster drak nu af Livets Vand. Og det var en Fornøjelse at se, hvilken udmærket Virkning, det havde paa dem. Det var især de leversyge, man kunde tage Varsel af; deres gulbrune, triste Ansigter blev lysere og gladere Dag for Dag. – Men ogsaa Knagsteds vrantne Mave var i stadig fremadskridende Bedring. Den blev punktligere og venligere for hvert Glas, han drak. Og som det gik ham, gik det utallige andre. Det var ham ligefrem en Fryd at lægge Mærke til de fornøjede Miner, med hvilke hans Lidelsesfæller gik til og fra "Centralen" bag Pupp. Han mødte paa sin Vej did ind og ud hver Morgen de samme Individer. Og han saa', hvorledes Smilet om deres Læber og Glansen i deres Øjne voksede. – Alene Opholdet inden Anstaltens Vægge var ham en Nydelse. Han havde aldrig været Soldat og aldrig deltaget i nogen Krig; men siddende der inde paa Cen291|tralen i sit lille aflaasede Rum, fik han daglig et Billede af et Felttogs mangfoldige Lyde: Det var som at sidde midt paa Kamppladsen ved Waterloo. –

Etablissementet havde en formidabel Søgning. De tvende opvartende Koner svedte af Travlhed. Og stundom var alle Pladser udsolgte, saa at man maatte vente. Hvad der kunde falde pinligt. Men ogsaa undertiden særdeles fornøjeligt. – En Dag for en af Konerne, fulgt af Knagsted, Jægermester Krüger og fem andre nødlidende, op ad Trappen til første Sal (Jægermesteren var rød af Latter) for om muligt dér at finde Rum. Men ogsaa disse Asyler var alle optaget. – Konen farer da ned igen i Spidsen for sin Skare (Nu var Jægermesteren blaa). Paa Tilbagetoget møder Hæren en lille, fed, gammel Jøde for Opgaaende; han var blevet afvist i Stuen.

– Alles ist besetzt! siger Jeanne d'Arc'en og slaar afværgende ud med Haanden,

– Gutes Geschäft! svarer Jøden med et Udtryk i Øjnene, som misundte han Konen Forretningen. –

Men Jægermester Krüger vred sig som en Orm ned ad Trappen, grøn af Latter.

[292]| De to Venner stod foran Inskriptionen paa Klippen ved den lille Træbro bag "Freundschaftssaal"s Have.

– Læs! sagde Tolderen. – Læs højt! Du læser saa kønt.

Og Overlæreren læste:

– Og saa videre, og saa videre af samme Sirupstønde! afbrød Knagsted Oplæseren midt i 293| Digtet – De Tyskere, de kan sgu! Gud véd, hvor de faar al den ... Melasse fra! Skal vi to for Resten ikke ogsaa skrive en Takkebøn, lille Clausen, og slaa den op paa en Marmortavle? ... Har Du apropos læst den oppe ved Goethe-Weg? Den er virkelig køn: "Himmliches Thai des Heilungssegens, Thron der Gesundheit, Wundergeschenck des Alle Giebendes..." hva'?

– Der er nu noget kønt i denne Begejstring over at have genvundet sin Sundhed, Knagsted!

– Det véd Gud, der er! Derfor vilde jeg jo osse ha', at vi skulde sætte os hen og gøre ligesaa.

– Ja, Du kan da ikke nægte, at din Mave er bleven meget, meget bedre.

– Det er den! ... Men Du kan stole paa, kære Overmenneske, at din rare Fader Vorherre nok har udpønsket en eller anden ny lille cadeau til mig! ... Jeg synes allerede, at jeg mærker saadan nogle underlige Trækninger i mit venstre Ben.

– Du er nu ogsaa altid saa mistroisk –

– Ja, jeg tror ham sgu ikke over en Dørtærskel! – – De vandrede nu videre i Gaasegang, Clausen forrest, op ad den stejle Sti, der fører langs Tepl. Granerne duftede i Solskinnet; og ovre fra Promenaden hinsides Floden lød Knirken i Gruset af mange Fodtrin. – Hist og hér aabnede der sig en Udsigt mellem Træerne, og man skimtede Flodvandet, der bruste af Sted dernede hen over 294| Stenene, skummende og hastigt efter Skybruddet forleden. Pludselig standsede Overlæreren:

– Det er sandt Hans Peter (Clausen var i den sidste Tid begyndt at kalde Tolderen ved Fornavn. Hvorfor vides ikke): véd Du, hvem jeg saa' i Stadtpark i Morges?

– Nej ... Du render jo rundt og gør saa mange latterlige Bekendtskaber!

– Studenten og hans Kæreste!

– Hva' for en Student?

– Studenten fra Charlottenlund! Ham vi ogsaa traf paa Hotel du Nord i Berlin.

– Saa-aa? Er de nu hér! Var Svigermutter med?

– Ja, de fulgtes da med en høj, smuk, ældre Dame. Og saa var der ogsaa en elegant klædt, sorthaaret Herre, som talte Tysk.

– Hum ... hva' bestilte han?

– Han gik imellem Fruen og Frøkenen og konverserede ivrigt.

– Og Studenten? spurgte Tolderen og greb Clausen i Armen – Hvor var Studenten ?

– Ja han sjokkede saa underlig forladt og slukøret bag efter.

– Clausen! udbrød Tolderen og satte sin Stok haardt ned mod Jorden – Du skal se, Clausen, at det gaar i Opfyldelse, det jeg spaaede i Berlin!

– Hvilket?

295| – At Fatter Zevs spekulerede paa Skarnsstreger mod de to unge Mennesker! De holdt for meget af hinanden. De var saa "lykkelige" !

– Aar, er Du nu dér igen!

– Guderne er misundelige ... det Rak!

– Men Knagsted, dog!

– Ja, det si'er jeg sgu; at de nu ikke heller kan la' dem være i Fred!

– Vær ydmyg, Hans Peter!

– Gu' vil jeg ikke nej! Naar man skal takke for det gode, har man sgu da ogsaa Lov til at skælde ud for det onde!

– Du bander saa urimeligt i Dag, Knagsted ...

– Finder Du?

– Og saa véd Du jo slet ikke, om ...

– Jo-o, jeg véd! Jeg kender Rummelen! Nu gik de to Børn dér og var saa glade ved hinanden; og straks faar han ondt i Maven, den Gamle deroppe bag Skyerne: "Det maa der sandt for Dyden sættes en Pind for! Det ka' vi 'nte ha'! Di har det virkelig altfor godt sammen!" ... Og, vips, stikker han sin almægtige Næse imellem og forstyrrer det hele!

Overlæreren rystede opgivende paa Hovedet:

– Vil Du nu ogsaa blande "Guderne" op i det!

– Ja; der falder ikke en Spurv til Jorden, uden at det er deres Vilje, véd Du nok! ... Men der sidder han jo!

– Hvem dog?

296| – Studenten ...

De var drejet om et Hjørne. Og paa en Bænk noget fra dem sad ganske rigrig den lyslokkede Student. Han sad foroverbøjet, ene og forladt og ridsede med sin Stok tungsindige Cirkler i Gruset.

– Aa, Herregud, sagde Knagsted – er det den glade, livsgnistrende Ungersvend fra Charlottenlund og Berlin! ... Hør, Clausen, vedblev han og trak Overlæreren i Skjul igen – vil Du gøre mig den Tjeneste at gaa samme Vej tilbage og lade mig gaa alene hen til Manden?

– Jamen ...

– Nej, vi kan ikke gaa derhen begge to; saa bliver han bare forskrækket.

– Du plejer ellers altid at sige, at man skal ikke blande sig i andres Sager, sagde Overlæreren spidst – og nu ...

– Ja, ja ... jo, det er meget rigtigt! det har jeg fuldstændig Ret i; men jeg maa hen og trøste ham! ... Gaar Du?

– Ja-a, det kan jeg jo gerne ... Men nu maa Du ...

– Jeg skal behandle ham med den yderste Delikatesse, lover jeg Dig.

– Ja, saa gaar jeg altsaa, samtykkede Overlæreren skikkeligt – Hvornaar ses vi saa?

– Jeg kommer hjem og henter Dig til Middag.

297| – Naa ... ja, ja saa gaar jeg ... Farvel saa længe!

– Farvel, lille Overmand! ... Du er nu et forfærdelig elskeligt Væsen!

– Hæ ...! Og Clausen gjorde omkring og stavrede tilbage ned ad Stien igen. –

Studenten sad i samme Stilling. Stokken beskrev Cirkel paa Cirkel. Han kunde øjensynlig ikke hitte ud af Livets Runer.

Tolderen satte Fart paa og gik rask forbi Bænken. – Saa standsede han som overrasket:

– Men hvad Pokker! sagde han – Er det Dem, unge Mand? Vel mødt igen!

Ogsaa Studenten blev overrasket. Men han rejste sig hurtigt og hilste høfligt:

– Goddag, Hr. Knagsted! ... Det var da morsomt!

– Hva' Fanden, hvorfra véd De, hvad jeg hedder? Den unge Mand rødmede:

– Jo, vi kunde jo ikke dy os for at se efter paa Hoteltavlen i Berlin ...

– Har De Kæresten med?

– Ja ... hun er hjemme paa Hotellet hos sin Mo'er! sagde Studenten og saa' bort.

– Og hvordan lever hun:

– Jo, Tak, godt ...

– Forstyrrer jeg? ... Maa jeg sætte mig lidt ved Siden af Dem?

– Med Fornøjelse!

298| – De satte sig begge. Og Knagsted saa' paa Grusgangen foran sig den ene fortvivlede Cirkel skære den anden.

– Matematik? spurgte han og pegede.

– Hæ-ja ...

– Det er nok ikke saadan at finde ud af?

– H-nej ... Pause.

– Her er for Resten kønt, begyndte saa Tolderen.

– Ja-a ... sagde Studenten – rigtig kønt.

Bænken stod temmelig højt oppe paa Skraaningen. Man saa' ud over Dalen med dens Flod, dens Træer og Huse. I Baggrunden rejste de grønklædte Bjærge sig med "Stephanie-Warte"s takkede Udsigtstaarn paa den højeste Top.

Den unge Mand gjorde en Anstrengelse for at tage sig sammen og ikke synes uhøflig:

– Har De ikke Deres Ven med her i Karlsbad, Hr. Knagsted?

– Jo, Hr.... Hvad hedder De?

– Møller ...

– Candidat?

– Ja ... cand phil.

– Naa, ja, det er jo altid en Begyndelse! ... Studerer til Læge?

– Ja ... Hvoraf véd De det?

– Aa, det gættede jeg mig til! ... Jo-o, min Ven Clausen er ogsaa med. Vi kan aldeles ikke undvære hinanden. Vi supplerer hinanden!

299| Studenten smilede sygt, som om han egentlig helst vilde være fri for denne Passiaren:

– Ja, jeg husker nok, at De kaldte Deres Ven for "Livsens Godhed", og Dem selv for ... han holdt tøvende inde.

– ... for det sammes Ondskab! fuldendte Tolderen – Og størst af disse er Ondskaben!

– Hæ ...! Ny Pause.

Saa flyttede Knagsted sig lidt paa Bænken, lidt nærmere hen til den anden:

– Det er skidt med Humøret? sagde han saa og lagde en Haand paa hans Skulder.

Studenten vendte Ansigtet bort. Hans Øjne blev pludselig blanke af Taarer; og dette maatte for Himlens Skyld skjules.

– Hva' Fanden vil De ta' Dem den Historie saa nær for! bruste det saa ud af Tolderen – Der er jo Fruentimmer nok paa Kloden!

Studenten tav haardnakket. Men han havde bøjet sig fremover og sad nu igen og irrede nervøst med sine Cirkler.

– Ja, jeg véd ikke, om jeg generer, sagde Knagsted – for saa skal jeg godt gaa?

Den unge Mands Hage og Læber dirrede, som var han lige ved at briste i Graad:

– Nej, Hr.... sagde han – bliv ... jeg ... Undskyld ...!

Knagsted lagde igen sin Haand blødt paa hans Skulder:

300| – Jeg mødte Jer i Morges i Stadtpark; løj han frimodigen – og jeg kunde jo straks se, at der var noget galt paa Færde.

– Det er der ogsaa ... Studenten havde stillet Stokken fra sig og sad nu tilbagelænet paa Bænken og stirrede trist ud for sig.

– Hvad er der i Vejen da?

– Det er denne Tysker, der har sat baade Agnes og hendes Mo'er Fluer i Hovedet ...

– Tænkte jeg det ikke nok! ... Skyd ham ned, Bæstet!

– Hæ ...! smilede Studenten mat.

– Vil han ha' fat i Deres Kæreste?

– Det véd jeg ikke ... men det vil han vel ... Vi traf ham i Dresden. Og nu er han ogsaa rejst med hér til ... Han er altid sammen med dem.

– Er det et gammelt Bekendtskab ?

– Nej, de har aldrig set ham før.

– Kan De da ikke jage ham væk, Menneske!

– Nej ... Min Tante synes saa godt om ham; og jeg tror, at hun spekulerer paa at faa Agnes gift med ham.

– Og det finder De Dem i!

– Ja, hvad skal jeg gøre ... Der er ingen, der spørger om min Mening ...

– De er altsaa en Nathue l Undskyld! ... Videre! Deres Tante, si'er De?

Studenten skævede lidt om mod Tolderen; men fortsatte saa:

301| – Ja ... Agnes' Mo'er er en Søster til min afdøde Mo'er.

Min Fa'er er ogsaa død. Jeg har været i Tantes Hus, siden jeg var seks Aar.

– Og nu er De forlovet med Deres Kusine?

– Nej; Tante sa'e, at vi var for unge ... Men hun har da foreslaaet mig at rejse denne Tur med, saa ... Og hun véd godt, at vi holder af hinanden; vi har begge to sagt hende det.

– Hum ... Er denne Vindbeutel rig?

– Min Tante ...!?

– Ja ogsaa Deres Tante! Men jeg mente nu for Resten nærmest Tyskeren.

– Min Tante er meget velhavende ...

– Og Tyskeren?

– Ja, han er en rig Godsejer fra Schlesien.

– Saa-aa? Han er Fanden, er han! ... Kan De ikke paa en eller anden Maade betyde den Herre, at hans Selskab generer Dem?

– Jeg kan ikke ret meget Tysk ... Og Tante har sagt til mig, at jeg vær saa god skal behandle ham høfligt og venligt, ellers kunde jeg rejse hjem ...

– Det er da et infamt Fruentimmer! Studenten smilede blegt:

– Nej, det er hun slet ikke, Hr. Knagsted; hun er rigtig god og rar ... men denne Godsejer har ganske hypnotiseret hende ved sin Fornemhed og flotte Facon at være paa.

– Hum ... Og hvad si'er "Agnes"? Den unge Mand saa' højst ulykkelig ud:

302| – Ja, det er jo det ... sagde han, og hans Stemme bævede – hun er bleven en helt anden imod mig i den sidste Tid ... Jeg tror ikke, at hun bryder sig om Tyskeren; hun ser altid saa forskrækket ud, naar han taler til hende ... hun ser ud, som om hun helst vilde flygte for ham.

– Jamen, kan De da ikke tale hende til Rette.

– Nej ... hun flygter ogsaa, naar jeg kommer ... jeg har ikke været ene sammen med hende i de sidste fjorten Dage ... Og saa er hun bleven saa sky og saa nervøs ... Jeg tror, at det er Tante, der gaar og præker for hende og vil ha' hende til at sige Ja til Tyskeren.

– Det kunde sgu ligne hende! ... Ja, undskyld, jeg mener, at hun naturligvis finder, at det vilde være "flot" at komme hjem til Danmark med en "udenlandsk" Godsejer som Svigersøn!

– Ja, det er skam ogsaa det, jeg er bange for ... Og Agnes er jo et Barn, hun lader sig saa let paavirke ... særlig da af sin Mo'er, som hun sætter saa højt ... Men naar bare jeg vidste, at hun vilde blive lykkelig med den anden, saa ...

– Sludder!

Studenten saa' forundret op.

– Sludder! sa'e jeg, Romansludder! Saadan no'et Nor sens si'er man bare! ... Naturligvis vil De helst ha' Pigen selv og tror absolut, at hun vil blive "lykkeligst" med Dem!

303| – Ja, det gør jeg vel ... sagde Studenten og slog Øjnene ned.

– Gu' gør De saa! ... For De holder vel af hende? Det er vel ikke bare hendes ...

– Om jeg holder af hende! ... Der har ikke eksisteret nogen anden Kvinde for mig, siden jeg var tolv Aar!

– Hov, hov! ... Og hun holder af Dem?

– Ja ... nikkede den unge Mand afgjort – det maa hun gøre!

– Og hvor/or?

– Hvorfor ...? ... Fordi ... – Aah, De véd ikke, Hr. Knagsted, hvor godt vi ha'de det sammen, før denne Godsejer viste sig! Vi kunde slet ikke undvære hinanden. Vi spillede sammen og læste sammen og gik lange Ture sammen, og alt, hvad vi tænkte paa, betroede vi hinanden! ... Det er umuligt, at hun ikke holder af mig ... umuligt! Hun har jo sagt det til mig hundrede Gange! Og vi har jo talt om, hvordan vi vilde indrette vore Stuer, og vort Hus, og det hele, naar vi blev gift! ... Aah, det er umuligt, ganske umuligt, at hun ikke skulde holde af mig.

Tolderen blev revet med af den unge Mands Udbrud; hans gamle, noget fossile Hjerte følte med ham:

– Saa skal I Fandengaleme osse ha' hinanden! sagde han og slog en Haand ned i Bænken – Men De maa skyde Skidtet op i Livet, Hr. 304| Student, for at tale populært! De maa ikke gaa saadan og hænge med Næbet! Vis Fruentimmerne, at De er et Mandfolk, sæt dem Stolen for Døren; det er det, de til syvende og sidst har mest Respekt for! Gaa løs paa Tyskeren. Riv Vittigheder af Dem! Spørg, om hans Godser ligger i Maanen ... og saadan no'et! Jeg har jo nemlig faaet den Idé, at han er en Tyveknægt og en Lykkeridder, der bare vil ha' fat i Pigens Penge! Sig til Deres Tante, at De har hørt, at det ikke hænger rigtig sammen med hans Fornemhed og hans Rigdomme ... Fortæl hende, at han skylder paa Hotellet baade for Kost og Logi ... og De maa gerne sige, at det er mig, der har sagt det!

– Jamen det gør han ikke, Hr. Knagsted; han ligefrem strør om sig med Penge! sagde Studenten.

– Godt, saa hit paa no'et andet! ... Men frem for alt: Op med Humøret! Og find Dem ikke i hans Anmasselser. Fordi de Tyskere har nappet Slesvig fra os, skal de sgu dog ikke ha' Lov til at nappe vore Pigebørn osse! Det kan De jo sige til ham!

– Ja-ha ...!

– Ser De, vedblev Tolderen roligere og klappede den unge Mands ékulder – Jeg har nu sat mig i Hovedet, at De og den lille Agnes skal ha' hinanden. Jeg husker Jer jo derude fra Charlottenlund; det var en hel Øjensfryd at se paa! ... 305| I faar osse hinanden; tilføjede han afgjort – der er ikke Tvivl om det!

– Tror De ikke ... ? Studenten greb uvilkaarlig Knagsteds Haand.

– Absolut ikke, nej! ... Sig nu til Dem selv: Jeg vil ha' Agnes!

– Hæ ...!

– Naa, sig det nu! ... Eller, nej! De maa for Resten hellere sige: Jeg vil Satanraspeme ha' Agnes!

– Hæ ... nej, men, Hr....

– Naa, bli'er det til noget!

– Jamen, Hr. Knag...

– De bryder Dem altsaa alligevel ikke saa ganske forfærdelig meget om at faa hende?

– Jo, jo!

– Naa; saa ud med Sproget da: Jeg vil Satanras ... Naa!

Studenten lo genert.

– Naa! ... Naa! gentog Knagsted – Jeg vil sige Dem, Hr. Møller, at bander De ikke, saa faar De hende sgu heller ikke!

– Tror De ikke ... ? sagde den unge Mand forskrækket.

– Absolut ikke! ... Det er rent forbavsende, hvor saadan en lille Ed hjælper paa Energien! Da jeg før saa' Dem sidde her og studere Cirklens Kvadratur, saa bandede jeg paa, at jeg ikke vilde gaa herfra, førend jeg ha'de faaet Dem i taalelig godt Humør igen. Og det er jo saa no306|genlunde lykkedes mig ... Det var den samme fortræffelige Ed, jeg brugte, vil jeg sige Dem! Og jeg er aldeles vis paa, at ha'de jeg ikke bandet, saa sad De rimeligvis og krimskramsede over Tyskeren endnu! ... Altsaa: Jeg vil Sa ... Naa!

Studenten lo højt. Og saa sagde han med knusende Eftertryk paa hvert Ord:

– Jeg vil Satanraspeme ha' Agnes, koste, hvad det koste vil! ... Er det nu godt?

– Brillant! Den Tilføjelse, De gav Formularen, var storartet! Og De kan være aldeles overbevist om, at inden der er gaaet fjorten Dage, saa er Pigen Deres!

Studentens Øjne lyste:

– Tror De virkelig?

– Ja! nikkede Knagsted – Ubetinget! ... Men De maa arbejde! Ikke hænge med Næsen! Og ikke i nogen Maade stikke op for Tyskeren!

– Det lover jeg Dem! sagde Studenten svulmende af Energi – Han skal ikke længere komme til at lapse sig paa min Bekostning!

– De kan skælde ham ud paa Dansk, naar Tysken slipper op for Dem!

– Hja-a! ... Og mange, mange Tak, fordi De har talt saa opmuntrende til mig, Hr. Knagsted!

– Aa jeg be'er! ... Og naar De nu har faaet Agnes tilbage, kommer De og fortæller mig det?

307| – De tror altsaa virkelig, at ...?

– Nej, jeg tror det ikke længere ... jeg véd det!

– Aah! sagde Studenten og slyngede i mægtig Begejstring Armene om Tolderens noget korte Hals ... De har givet mig hele mit Livsmod tilbage, Hr. Knagsted!

[308]| Den rare, tykke Dreng, Jægermester Krüger, sad ganske tilintetgjort paa en Bænk paa "Alte Wiese" lige over for en Delikatessehandel i hvis Vindue der stod udstillet et Fad med otte, smækfede Kyllinger lige til at putte i Gryden.

Toldkontrollør Knagsted kom forbi og følte Medlidenhed med ham:

– Naa, hér sidder De, Hr. Jægermester? Goddag!

– Goddag ... nikkede Jægermesteren aandsfraværende

– Aa, ta' og sæt Dem lidt ned her ved Siden af mig ... (Tolderen satte sig; og Krüger pegede:) – Kan De se det Fad der ovre i Vinduet ...

– Ja.

– Hva' for én a' dem vilde De nu helst ha'? Knagsted mønstrede Beholdningen:

– Nummer tre fra oven til højre.

– Nej, sagde Jægermesteren og rystede paa Hovedet

– næ-e, den er for fed ... Næ, den lille dér, Nummer to til venstre, stegt i lukket Lergryde med en bitte Kende Smør, og saa serveret i Gryden ... Jeg vilde gi' et Aar af mit Liv for 'en! 309| Nu har jeg siddet her i et stivt Kvarter og har ikke kunnet rive mig løs igen.

– De har ikke godt af saadan at pine Dem selv, Jægermester.

– Næi ... Jo-o! Gu' har jeg saa! Det er dog altid no'et! ... Jeg forsikrer Dem, at jeg er ved at gaa til af at holde Diæt. Jeg bli'er ligefrem syg, naar jeg ser et godt Stykke Kød, fordi jeg ikke har Lov til at faa det! Skulde jeg ikke holde Diæt, kan det sgu godt være, at jeg slet ikke brød mig om 'et; men nu ...!

– Ja, det er Dyrplageri, er det! sagde Tolderen – Det véd Gud, det er! ... Men skal vi ikke hellere gaa lidt? Det kunde maaske adsprede Dem.

– Jo-o, la' vos det ... Men kom bare med et lille Svip først over til Vinduet. De gik over til Vinduet.

– Ja, det kan sgu dog gerne være, at De har Ret alligevel, Hr Knagsted, sagde Krüger og satte Ansigtet helt hen til Glasruden – at den dér, Nummer tre fra oven til højre, kunde bli'e den bedste ... Holder De af denne hér franske Sauce med Champignon til Kyllinger?

– Nej.

– Næ, hva', ikke! Maa vi værsgod bede om den gode gammeldags Facon med det, de er stegte i og saa rigelig med Persille!

– Og pommes naturelles ...

– Og pommes naturelles, ja! ... Ikke dette 310| hér Svineri med at brune dem! ... Og helst nye!

– Helst nye naturligvis! ... Skal vi saa gaa?

– Ja-a, det ska' vi vel ... Se, den lille dér i Midten, den med Halsen ... den kunde osse bli'e til no'et ved god Behandling!

– Aa ja ... Men Nummer tre ...

– Nummer tre er den bedste, ubetinget! Se, hvor den ligger og breder sig ... Den véd sgu godt, at den stikker alle de andre, hva'I

– Kom nu, Jægermester ...

– Ja, ja ... det haster vel ikke! ... Hva' holder De mest a' paa en Kylling?

– Brystet.

– Hæ, sikken en Skomagersmag!

– Der er mindst Ulejlighed ved Brystet.

– U/e/lighed!? Det er sgu den Mad, der er mest "Ulejlighed" ved, der smager bedst!

– Kom saa, Jægermester ...

– Ja, nu kommer jeg, nu kommer jeg! Og Hr. Krüger rev sig løs: – Aah, Gud i Himlen ja ...! sagde han. Og saa gik de.

Ude i Pupps Anlæg var der "Nachmittags Concert". "Krageungerne" baskede højrøde i Hovederne, rundt mellem Bordene. Der var stuvende fuldt af Gæster. –

Ved et Bord midt i den allerværste Trængsel sad "Plænevanderen" og spillede Himmelspræt med en Siphon Sodavand. Vandet fuste og bruste 311| omkring ham som Spildedampen fra et Lokomotiv. Men han snakkede løs med sit Selskab og lo og gestikulerede og syntes at være overmaade lykkelig ved Situationen. –

Faa en noget afsides Bænk sad "Hønen" og hæklede. Af og til lagde hun Hovedet paa Siden og kiggede med et lille plirende Øje i Vejret efter Skyerne. Men de var sollyse og sommerlette, saa der var ingen Grund for hende til at udstøde det Farekluk, der stadig sad hende i Struben. Hun havde nemlig faaet en saadan Skræk i Blodet under Uvejret forleden, at den mindste lille mystiske Lyd inde fra Bjærgene, fik hende til at skælve og gribe sig ned om Nederdelen, der bovnede kraftigere end nogen Sinde og syntes at huse og skærme mindst et Par Landsbyers samlede Antal Kyllinger. – –

Orkestret larmede, saa at alle andre Lyde døde.

– Holder D e af Musik, Hr. Knagsied? skreg Jægermesteren sin Ledsager ind i Øret.

– Tja'e ..., brølede Tolderen tilbage – Dirigenten morer mig!

– Skal vi se at finde en Plads?

– Ja, lad os det ...

De kom til at sidde bag ved to pragtfuldt udhalede Damer med tylomvundne Cyklehjul paa Hovederne og behængt og besat med Plumager og Blomster og Kniplinger, Silke, Guld og Diamanter.

– Det er svært, saa Fruentimmerne er be312|gyndt at pakke paa sig! sagde Jægermesteren, da Musikken omsider holdt inde – De var ikke nær saa udkalfatrede, straks vi kom til Karlsbad.

– Næi, sagde Tolderen – men de gaar jo og hidser hinanden op.

– Ja-a; de har jo ikke bedre Forstand! ... Vil De se min Kone?

– Er hun her!

– H-næi! ... Gu' være lovet! ha'de jeg nær sagt; for saa var hun vel ble'et li'saa tosset som de andre! ... Næi, men jeg har faaet hendes og Børnenes Portræt sendt i Gaar ... Vil De se det?

– Ja Tak, gerne!

Krüger halede sin Tegnebog frem og udtog deraf et Kabinetsbillede, som han ikke uden en vis Stolthed overrakte Tolderen.

– Hun ligner slet ikke sin Broder Digteren, sagde Knagsted.

– Slet ikke, nej! ... Det er sandt: Husk mig paa, at der er no'et, jeg skal vise Dem om min Svoger. (Han trak en Avis frem) ... Det staar hér i Bladet.

– Hun er køn, Deres Kone.

– Aa ja; man har dem værre! Men hva' der er bedre endnu: hun er en storartet Kone!

– Og sikke tre dejlige Børn!

– Ja, hva'! nikkede Jægermesteren med fornøjet skinnende Øjne – Og sikken hun holder dem! De ligner Grevebørn! ... Ham dér (Han 313| pegede ivrigt), den lille tykke med Krøllerne, hun har der paa Armen; han hedder Peter efter min Bedstefa'er ... det er en rigtig lille Knop a' første Skuffe! De Indfald, den Dreng har!

Knagsted løftede Øjnene fra Billedet:

– Sig mig, Hr. Krtiger, er det ikke vanskeligt at være Fa'er?

– Det er sgu tit vanskeligere at være det, end at bli'e det, jo! ... Men man har jo da stor Glæde a' de Unger! ... Naar man saadan kommer ind til Middagsbordet og ser dem sidde der sunde og glade og sultne og pludrende!

– Uh, ha! sagde Knagsted og gyste – jeg véd ikke noget værre end at sidde til Bords sammen med Børn!

– Ha, ha, ha! lo Jægermesteren klukkende – Pebergesell! Pebergesell er De! En rigtig Pebergesell!

– Og saa Ansvaret ...

– Ansvaret! Hva' Fa'en er det for et Ansvar? Man føder og klæder dem og sender dem i en god Skole ... Punktum!

– Og hvad skal man sige til dem, og hvad skal man ikke sige ... og hvad skal man lære dem, og hvad skal man ikke lære dem! Uh, ha, nej!

– Ok, det kommer altsammen a' sig selv, naar først man har dem!

– De skal da vel ikke ha' flere?

– Ja, det véd jeg sgu ikke ... "Naar Uheld 314| være skal ...", som Holberg si'er! Men jeg har da sagt til min Kone, at kommer der flere, saa vil jeg æde dem i Skildpadde, for tre er nok!

– To ha'de egentlig været ...

– To/? Tror De, jeg vilde undvære Peter? Ikke for det halve Lolland! Og Jægermesteren nappede Portrættet og puttede det gesvindt i Lommen igen, som om han var bange for, at Knagsted skulde virke skadeligt paa Originalerne ved længere at beholde det. – Der er kun én Betingelse, sagde Krüger saa og kneb et Øje sammen – som jeg vil ha' flere Børn paa, og det er, at det blev to Pi'etvillinger.

– U-u-f ff ...!

– Jo, jeg vilde Satans gerne ha' to Pi'etvillinger!

– Kære Ven ...!

– Jo; og se dem ligge dér og vokse og ligne hinanden! ... Men jeg har hørt ... ha, ha! at de skal gøres med et Snuptag; og det kender jeg ikke.

– Tak De Deres Gud for det!

– Hæ, hæ! ja ... kan sgu gerne være! Nu begyndte Musikken at rase paa ny.

– Skal vi ikke hellere spadsere lidt? spurgte Knagsted.

– Jo, saagu', la' vos det! ... Men læs først dette hér om Svoger Rasmus i Avisen ... hér staar det! Jægermesteren pegede paa en Notits, der var understreget med rød Blyant.

315| Og Knagsted læste:

Run.

Som vore Læsere vil have erfaret, lod Digteren Rasmus Vridsløse sig for en Maanedstid siden optage i Frelsens Hær. – Efter sikkert Forlydende skal i de sidste Dage ogsaa syv Almueskolelærerinder og en Haarkunstnerinde være gaaet over til samme Hær.

– Hva'? spurgte Jægermesteren – Hæ!

– Ja-a, den er lidt nærgaaende, sagde Knagsted – Men Deres Svoger ta'er sig vel ikke videre af den Slags?

– Ok nej! Det er jo bare Reklame for Forretningen.

– Jamen nu skriver han vel ikke Bøger mere?

– Jo-o, Gu' gør han saa! Jeg læste netop forleden Dag, at der snart kom en ny Bog af ham ... Hva' var 'et dog nu den hed ...? ... "Trængselstimer" tror jeg.

– Var det ikke snarere "Bekendelser", eller saadan no'et ... for det bruger man?

– Næi, det var sgu no'et med "Trængsel" ... eller "Trykken" ... eller ...

– Hum ... Jeg vilde hellere ha' haft et Bind Bekendelser; de var vist blevet livlige!

– Hæ, hæ, ja! ... Men nu har han vel slaaet en tyk Streg over Fortiden.

316| – Tror De. Man plejer ellers først at servere den et Par Gange i skarp Sauce og et Par Lispund Skældsord til gamle Venner, før man kister den ned.

– Ja-a, naar Væderen bli'er nikket, bli'er han Degn! ... Naa, men Familien er paa en Maade glad over det, for vi er religiøse alle sammen. Religion maa man sgu ha M

– Forstaar sig! – –

De gik ud af "Posthof-Promenade". Vandet i Tepl var atter sunket til sin sædvanlige Sommerhøjde. Det slubrede dovent og langsomt henover Bundens Sten. – Men rundt omkring op ad Bjærgskraaningerne laa knækkede Fyrre, Graner og Birke kastet rundt mellem hverandre af Hvirvelstormens vældige Næver ...

– Ha, ha! lo Jægermesteren pludselig op – Kan De se det lille Mandfolk, der kravler af Sted der ovre mellem Træerne?

– Ja, sagde Knagsted og kiggede – det er jo den gamle Justitsraad; jeg kan kende ham paa "Sneen".

– H-ja! ... Véd De, at han er smidt ud af sit Logi i Villa Molkte?

– Nej!? Hvorfor dog?

– Ok, kære, kære, kære, det er jo disse fortvivlede Edderkopper ! ... Han var jo saa fine Venner med sin Værtinde; for skikkelig er han jo. Men saa i Torsdags var han listet ind i hendes Spisekammer og ha'de anbragt toogtyve 317| af Karlsbads fedeste Korsedderkopper derinde. Men sikken et Postyr, der blev, da Fruentimmerne kom til! Pigerne hvinede, og Fruen skældte. Men saa kommer Stabelstenen jo farende og vilde frelse sine Dyr. Han havde sat dem der i den bedste Hensigt! si'er han, Fruen skulde bare ganske rolig vænne sig til at ha' dem om sig, saa vilde hun takke ham ... Og De véd, hvad han kan si'e! Men saa smed hun ham ud! Han maatte flytte li'e paa Timen! Og nu har vi ham henne paa National ... Hør, kunde ikke De se og snakke ham fra disse Dyr? Det er jo Synd for ham. Mig vil han ikke høre paa.

– Synd? sagde Knagsted – Det vilde da være meget større "Synd" at ta' Dyrene fra ham.

– Jamen, han er jo da gal!

– Ikke galere end for Eksempel De selv.

– Jeg! ?

– Ja, De, ja ... der har tre Børn og alligevel vil ha' "Pi'etvillinger".

– Jamen jeg holder jo af Børn!

– Ja ... og han holder af Edderkopper.

– Der er sgu da Fanden til Forskel!

– Ikke Spor. Det er lige vanvittigt begge Dele.

– Ha, ha, ha! ... Maa jeg føle Deres Puls?

– Værsartig! ... Men forstaar De da ikke, 318| kære Hr. Krüger, at han vilde blive lige saa ulykkelig ved at miste sine Dyr, som De ved at miste Deres Unger?

Jægermesteren saa' dybsindig ud:

– Nej, jeg forstaar det ikke, sagde han saa – men ved at tænke over det, er der alligevel no'et inden i mig, der li'som si'er, at De paa en Maade alligevel li'som har Ret ...

– Naa, jaja, det er dog altid noget! ... Har De ikke set Overlærer Clausen i Dag? Mig er han helt bleven borte for.

– Jo Jeg mødte ham i Morges nede ved Sprudel; han fulgtes med en Herre ... Men skal vi ikke snakke lidt mere om denne "Galskab"? ... det interesserer mig!

– Nej! ... Hvad er det for en Herre?

– Det er vist en Adjunkt fra Aalborg; han bor osse paa National.

– Hum ...

– Men hvorfor vil De nu ikke snakke mere om ...

– Fordi det osse er vanvittigt!

– Hæ! De er en snurrig Fætter!

– Ja, det er nu min Eksistensberettigelse.

– H-ja! ... Hør kommer De ikke ned paa Hotellet i Aften? Vi skal ha' en lille Pikkenik.

– Hvad Tid?

– Klokken halv syv.

– Det er den jo.

319| – Det er den da vel ikke!

-Jo.

– Ja, Fandengaleme ...! Ja, saa maa jeg gaa. Gaar De med?

– Nej; jeg er ikke færdig med min Eftermiddagstur.

– Saa kommer De maaske senere?

– Ja – maaske.

– Det har været mig en Fornøjelse at være sammen med Dem!

– I lige Maade, Hr. Jægermester!

– Ja ... ja, saa gaar jeg ...

– Farvel, Farvel!

– Hør ... ? Jægermesteren havde allerede vendt sig bort; men kom nu tilbage igen – Hør ...? begyndte han lidt forlegen – der er no'et, jeg gerne vilde bede Dem om ...

– Naa?

– Jo-o, ser De ... at alle andre spiser af dem, det rører mig ikke ... Men vil ikke De og Overlærer Clausen nok la' være at spise a' de Kyllinger, vi saa' sammen derinde paa Alte Wiese? ... De kan ikke tro, hvor mange Dage, det kreperede mig, at De ha'de faaet a' den Kapun, De husker nok, i Goldene Schild ... Vil De?

– Vi skal ikke saa meget som lugte til en Hals! sagde Knagsted.

– Ja, det er ikke, fordi jeg misunder Dem Nydelsen; men ...

320| – Kyllingerne skal være som Luft for os, Hr. Jægermester.

– Tak, Tak ... hæ! ... Ja, saa Farvel! Og paa Gensyn i National!

– Farvel, Farvel!

[321]| Da Knagsted kom hjem til Villa Tennyson fra sin Eftermiddagstur, laa der et Brev til ham fra Overlærer Clausen, som bad ham om endelig og øjeblikkelig at komme hen paa National. Der vilde vist blive uhyre morsomt, da alle Hotellets Gæster havde besluttet at tilbringe en hyggelig Aften sammen, og "der er Folk af næsten alle Nationer, kære Knagsted!"

Uden at tøve satte Tolderen sig ned og skrev følgende Svar, som han lod Hausknecht Ander galopere af Sted med:

Hr. Overlærer Michael Clausen,
p. t. Hotel National,
Karlsbad.

Jeg kan ikke holde ud at være sammen med nogen Art af Mennesker.

Ikke med Nordmænd: de er saa indbildske.

Ikke med Svenskere: de er saa sleske.

Ikke med Tyskere: de er saa skvadronerende.

Ikke med Danske: de er saa misundelige.

Ikke med Franskmænd: de lugter af Pomade.

Ikke med Englændere: de stinker af raat Kød.

Ikke med Amerikanere: de lægger Benene paa Bordet.

Og ikke med Italienere: for de har Lopper!

Det eneste Menneske, jeg i Længden kan holde ud at være sammen med, er

din hengivne

Hans Peter Ernst Knagsted,
og derfor bliver jeg hjemme hos ham.

[323]| Elbogen hedder en lille Bøhmer-Købstad, som ligger vel en god Mils Vej Øst for Karlsbad. Det er en sød By og en gammel By; og den har 4000 Indvaanere. –

Højt over alle Byens røde Tage knejser paa en stejl Klippe "die Burg", der skal være bygget Aar 870 efter Christi Fødsel af en Markgreve af Wohenburg. – Men nu anvendes Bygningen til Tugthus.

Naar man kommer kørende ad Landevejen fra Karlsbad, ser man, ved en pludselig Drejning af Vejen, Borgens graa og vejrbidte Mure og Taarne rage frem over en kuplet Skov af Eg og Ask, der har bidt sig fast op ad Klippeskraaningen. – Og rundt langs Bjærgets Fod slynger Eger-Floden sine Vande og danner ligesom en naturlig Fæstningsgrav om Borg og By og de 4000 Indbyggere. –

Som rimeligt er, er disse 4000 stolte af deres gamle Slot, deres Flod, deres Klipper og Skove. Men stoltere endnu er de dog af den over Floden førende "Kettenbrücke". Man kan ikke tale ti Ord med et Menneske der i Byen mellem fire og hundrede Aar, uden at vedkommende spør324|ger, om man har set den. Den har kostet 90,000 fl. at opføre; og Byen har selv betalt de 30,000; Resten gav Staten ... Og endvidere lyder Beretningen: "Der Oberstburggraf von Böhmen, Graf Kalowrat, legte am 18. Juli 1834 den Grundstein, und Ihre Majestäten Kaiser Ferdinand I und Kaiserin Anna setzten am 16. September 1836 der Schlussstein. Die Brücke ist 63 Meter lang und 23 Meter hoch" ... Og paa Raadhuset findes endnu opbevaret den sølverne Hammer og Murske, "mit welchem Kaiser Ferdinand der Gütige den Schlussstein zur Kettenbrücke legte." –

Desuden bliver paa samme Raadhus med Ærefrygt forevist: "det Jærn, med hvilket Forbryderne i gamle Dage blev brændemærket." – "To Stenkugler fra Ferdinand den III. Tid." – Samt (hvad der er forbavsende interessant): "Der verwünschte Burggraf" (en ond og haard Borgherre, der "in grauer Vorzeit" paa Foranledning af sin Umenneskelighed og en fattig Kones indtrængende Bøn til Gud blev forvandlet til) "ein ursprünglich 108 kg. schwerer Meteorstein von der Gestalt eines Pferdekopfes. Gegenwartig aber ist nur der kleinere etwa 22 kg. schwere Theil desselben zu sehen, vährend sich der grössere im k. k. Hof-Naturaliencabinet in Wien befindet" ...

Til denne seværdige Stad havde Knagsted og Clausen, ophidset af Fräulein Millinges Beretninger, besluttet at drage paa Visit. Og en straa325|lende Solskinsdag, Eftermiddag Klokken to, satte de sig i en magelig Landauer og rullede af. – Paa Bukken sad en ganske ung Knøs som Kusk; og Hestene var sprælske og fyrige, saa Overlæreren forholdt sig lidt tankefuld til Foretagendet. –

De for bort fra Karlsbad "Fremmedby" , hvor Gader og Anlæg lyser af Hygiejne og Properhed og kom ind gennem Byens mere nationale Kvarterer, hvor der ligger tommetykt Støv og Smuds paa Gaderne, og hvor der stinker af Røg og Os og halvnøgne Unger ...

Men da saa det var overstaaet, og de var kommet forbi Jærnbanestationen, rullede de frem ad en bred, hvid Landevej, som førte lige midt ud i Guds egen frie Natur ...

Solen lo, Fuglene sang, Hestene polkerede og Kusken slog Knald!

– Jeg synes, han kører noget stærkt, Knagsted ... bemærkede Overlæreren og holdt sig fast i Hynderne.

– Ja, det er jo netop det yndige ved det, lille Clausen!

– Aa ... ja ... sagde Clausen og bed Tænderne sammen.

Saa naaede de en Jærnbaneoverkørsel. Bommen gik ned lige for Næsen af Køretøjet, og Toget kom hvæsende og spruttende.

– Ich will lieber gehen! sagde Overlæreren pludselig resolut; og inden man kunde hindre det, 326| fik han Vogndøren op og sprang paa sine Flamingoben i Ly bag en Stendysse ovre ved Grøftekanten.

Knagsted krydsede Armene over Brystet og saa' haansk efter ham. Knøsen paa Bukken lo smørret. Hestene stod lidt paa Bagbenene ... Og saa var Toget passeret.

– Du er en Kryster, Clausen!

– Ja, jeg nægter det ikke ... for at køre! sagde Overlæreren og nærmede sig – Sie können doch wohl die Pferde ganz regieren? spurgte han saa forsigtigvis Kusken.

– Jaa, jaa! grinede Fyren paa sit Bøhmer-Tysk. Og Overlæreren steg atter op.

En halv Fjerdingvej længere fremme, bedst som de to Venner sad i stille Nyden af den pragtfulde Udsigt ned over Egerdalen, saa' de en bitteliden hvidhaaret og hvidbartet Mand komme trippende imod dem. Han listede af Sted langs Vejkanten; i den venstre Haand bar han en gammel Hummer daase overdækket med Papir. Han saa' uhyre "rimterlistig" ud. Fingrene paa den højre Haand var rovbegærligt udspilede; og af og til lod han sig dumpe bardaus ned i Grønsværet og nappede med en utrolig gesvindt Haandbevægelse et eller andet Bytte, som han derpaa forvarede i Hummerdaasen, hvis Papir han forsigtig lettede og smækkede til igen.

327| – Der er Minsalighed Justitsraaden! sagde Tolderen. Og det var Justitsraaden. Han fangede Edderkopper. Da Vognen naaede hen paa Siden af ham, bød Knagsted Kusken at holde.

– Goddag, Hr. Justitsraad! Er De her! Stabelsteen løftede sit Vathovede og sagde uden ringeste Grad af Forundring:

– Goddag, Deherrer, Goddag, Goddag! Ja, her gaar saa sandelig jeg!

– Vil Justitsraaden ikke gøre os den Fornøjelse at køre med?

– Nej Tak ... mange Tak! Jeg er ude at fange.

– Vi skal til Elbogen, sagde Clausen – Der skal være saa smukt.

– Ja, det skal der nok ...

– Vil De ikke med? Her er rigelig Plads.

– Kan ikke! smilede Vatmanden – Jeg fanger!

– Ja, det gør De nok. Har De faaet no'et? (Det var Knagsted, der talte.)

– Jo-o! nikkede den lille Mand fornøjet og trippede nærmere – Se! sagde han og løftede Papiret paa Daasen (Man saa' ned i et vrimlende Dyb af Edderkopper) – Det er udmærkede Eksemplarer!

Clausen gøs. Men Knagsted sagde stærkt interesseret:

328| – Ja, de ser skam brillante ud! (Saa kunde han ikke dy sig længere:) De er nok flyttet hen paa National, Hr. Justitsraad, hører jeg?

– Ja, jeg er flyttet, sagde Justitsraaden rolig – Det var en særdeles ubehagelig Dame, jeg boede hos; og saa flyttede jeg ... Men nu maa jeg sige Deherrer Farvel! Jeg har travlt.

– Jeg synes nu, De skulde køre med os! sagde Clausen godhjertet – Det vilde da være en lille Afveksling for Dem.

– "Afveksling"? smilede Vatmanden sygt overbærende – En Videnskabsmand, selv af mit ringe Værd, Hr. Overlærer, trænger ikke til "Afveksling" ! Arbejdet trætter ham ikke. Han er tværtimod stolt og glad over at kunne ofre det hver Time af sin Dag! ... Naa: Adjø igen, Deherrer! Og paa Gensyn!

Og den lille Mand skrabede høfligt, men fornærmet, ud rned Vat og Hummerdaase og det hele og trippede atter over til Vejkanten ...

– Der fik Du den, Clausen! sagde Tolderen. Men samtidig kiggede han gul af Misundelse efter Stabelstenen, denne ovenud lykkelige Arbejder i Herrens Vingaard!

Landevejen løb stadig langs Egerdalen, som strakte sig bred og grøn dybt nede under Bakkerne. Hist og her jog en Fabrik (Porcelæn) sin høje Skorsten i Vejret som en sodplettet Pegefinger. Ellers var der kun sparsomt med Liv og 329| Virksomhed. Enkelte smaa lave Huse og kalkede Kirker tittede frem mellem Træerne. Nogle Køer og Geder græssede paa Engene; og en Hob nøgne Børn plaskede og larmede rundt om en gammel trøsket Pram, der laa halvt paa Land og halvt i Floden. –

Efter en længere tankefyldt Pause sagde Tolderen:

– Det er rart, Clausen, at vi snart skal hjem til gamle Danmark igen. Jeg begynder svært at længes efter Villa Rørholm og de smaa hyggelige Palludaner ... og efter min lune Sofakrog med Vennerne Napoleon, Bismarck og Vilhelm Beck!

Overlæreren tav lidt; saa kom det uvilligt:

– Sig mig, Knagsted, hvorfor har Du egentlig Vilhelm Beck hængende dér? Jeg kan endda forstaa, at Du har de to andre, skønt jeg ikke kan fordrage Bismarck ... men Vilhelm Beck?

– Rør mig ikke ved mine Idealer, lille Overben! Jeg holder meget af Mandfolkene i Verdenshistorien, véd Du.

– Aa, Du med dine Mandfolk!

– Ja netop! ... for det er Mandfolkene, ser Du, der holder "Kulturen" nede; det er Mandfolkene, der er Tidens største Velgørere. Der er nemlig noget oprindeligt, noget ur-menneskeligt ved dem, som reagerer mod alle Jer Fruentimmers Snadren om Frihed og Fremskridt og Oplysning 330| og Udvikling ... og hele øvrige "moderne" Lirekasserepertoire. Og Vilhelm Beck var el af de faa Mandfolk, der har vist sig inden for den danske Folkekirke!

– Den danske Folkekirke ... Du bryder Dig jo Pokker om den danske Folkekirke!

– Kan gerne være ... Men jeg er bredt anlagt, skal jeg sige Dig. Jeg hylder Storheden, hvor den end findes.

– Storheden ... Jeg finder, at Grundtvig var meget større!

– Selvfølgelig! Dette uhyre Fad Sødgrød maa absolut være noget for Dig! Nu blev Clausen vred:

– Og Bismarck! sagde han ikke ganske følgerigtig – denne Røverkaptajn!

– Naa, naa, naa! smilede Tolderen – Skal vi nu ha' fat paa fram?

– Var det maaske ikke ham, der stjal Sønderjylland fra os i 64?

– "Stjal" er et noget haardt Udtryk, Ven Clausen ... han tog det.

– Naa ja, det er jo lige meget! ... Men Du bryder Dig naturligvis Pokker om 64!

Tolderen lagde en fredelig Haand paa Vennens Arm:

– Clausen, sagde han mildt – Du gør mig i din blinde Iver Uret. Jeg kunde fortælle Dig en Oplevelse, som vilde bevise Dig, at dette vort 331| Smertensaar staar indgraveret i mit Hjerte ligesom Ordet Calais i hin engelske Dronnings!

– Hum ...

– Ønsker Du at høre den? ... Jeg laa engang paa et Hotel i Aalborg. Det var mig umuligt at falde i Søvn om Natten. Jeg brugte min Spilledaase; og jeg laa med Fingrene dybt i Ørene. Men intet hjalp. Jeg fik ikke lukket et Øje ... Da jeg saa kom op om Morgenen, saa' jeg, at man havde lagt mig paa Værelse Nr. 64 ... og jeg forstod da straks, hvorfor Søvnen flyede mig. Jeg lod mig derfor øjeblikkelig anvise et andet Nummer; og næste Nat faldt jeg i den hyggeligste Slummer. Det var nemlig Værelse 48, jeg laa paa! ... Vover Du efter dette at beskylde mig for Mangel paa Fædrelandskærlighed?

Overlæreren svarede ikke. Og der blev paa ny en tankefuld Pause.

Da strakte Tolderen sine Arme i Vejret, gabede og sagde:

– Ved Gud i Himlen, Clausen, jeg glæder mig meget til atter at gense Danmark!

– Ja, og naar Du saa vel er kommen hjem, nikkede Overlæreren, i hvem Vreden endnu sad til Højbords – saa længes Du ud igen!

– Tja-e ... Livet er en Jammerdal fuld af Sorg og Kvide, knap har man ædt sig rigtig mæt, før ... og saa videre!

– Du skulde skamme Dig at tale saadan; Du, der har fuldt op af Livets Goder!

332| – Og hvilke?

– Du skulde skamme Dig at tale saadan; Du, der har lige saa mange Penge, Du vil bruge, og ...

– Penge gør det vistnok ikke, Clausen.

– Ikke alt nej ... Men nu er din Mave jo ogsaa ved at komme sig!

– Tja-e ...

– Ja, ikke sandt!

– Jo-o ... og i Fjor vandt jeg fem Tusind Kroner i Lotteriet.

Clausen slog Hænderne sammen:

– Og saa er Du endda ikke tilfreds!

– Nej ... jeg ta'er nemlig ikke mod Stikpenge! ... Det vil sige: naturligvis ta'er jeg imod dem; men de indvirker ikke paa mine Anskuelser.

– Stikpenge ... ?

– Stikpenge, ja! ... Vandt for Eksempel Du 5000 i Lotteriet, eller jeg vil bare sige, at Du blev udnævnt til titulær Professor, saa vilde Du øjeblikkelig synes, at Verden var "endnu" dejligere, og at din lille Vorherre var en Staska'l. Se det er Forskellen paa os.

– Jamen, man maa jo da være taknemmelig, naar ...

– Saa-aa? Mod hvem?

– Hva'?

– Hvem maa man være taknemmelig imod?

– Hvem ... ?

– Ja! ... dit døve Spektakel!

333| – Ja, jeg mener, at man føler da saadan en vis Trang til at takke, naar ...

– Hvem P ... for Fanden!

– Hvem ... hvem, ja ... Forsynet!

– Hum! ... Min Mave er bedre; men nu har jeg faaet et daarligt Ben; skal jeg maaske saa ...

– Aa, det Ben er vist slet ikke saa daarligt!

– Derom drejer Spørgsmaalet sig ikke, lille Clausen! Spørgsmaalet er: skal jeg takke "Forsynet" for Maven?

– Ja, naturligvis!

– Det vil altsaa sige, at en Mand, der har Lungebetændelse, skal takke sit "Forsyn", fordi han f. Eks. ikke ogsaa har Fnat ? ... Jorden vilde jo blive skæv af Taknemmelighed!

– Aa-rr, Du er slet ikke til at tale med!

– Jo-o ...?

– Der er ikke Spor af sund Sands eller Mening i Dig!

– Maaske ikke megen, nej. Men jeg er nu alligevel ganske tankevækkende, lille Clausen.

– Saa-aa?

– Ja, jeg er ... for jeg er Stødet til Kuglen, ser Du. Jeg er Foden paa Spaden. Jeg er Fingeren paa Allarmapparatets Knap! ... Kan Du bide Spids paa den!

De naaede nu frem til den før omtalte Drejning af Landevejen. – Og foran dem, hinsides den 334| grønne Dal, laa paa sin skovklædte Klippe Elbogens urgamle Borg.

Dens pludselige Tilsynekomst virkede saa overvældende paa de to Venner, at de samtidig greb fat i hinanden og udbrød:

– Nej, se dog!

Slottets store, firkantede Midtertaarn stod belyst af Solen, medens de talrige lavere liggende Tage, Tilbygninger og Smaataarne tittede frem mellem Træernes grønne Skygger. Og som Ramme om det hele Billede laa de fjerne, skovklædte Bjærge, den dybblaa Himmel og Egerflodens smaatoppede Vande.

– Pragtfuldt! sagde Overlæreren.

– Som en Teaterdekoration! sagde Tolderen.

Men Kusken, der brød sig Pokker om Taarne og Floder og skovklædte Bjærge, pegede med Pisken akkurat i den modsatte Retning og sagde:

– Daa liegt die Kettenbrücke, Herrschaaft!

I det samme svingede en anden Landauer om Hjørnet ved Vejen fra Bysiden; og det var paa Nippet, at de to Køretøjer var raslet imod hinanden; kun Kuskenes hurtige og behændige Greb i Tøjlerne forhindrede Sammenstødet. Og Vognene suste forbi hinanden i et Par Tommers Afstand.

– Goddag, Goddag, Hr. Knagsted!

– Goddag, Goddag, Hr. Student!

Studenten smilede og nikkede og viftede med 335| sit Lommetørklæde. Og saa var Vognen forsvundet om det næste Hjørne.

Men Knagsted havde dog faaet Tid til at se, at der sad fire Personer i den, to Herrer og to Damer; og at Studentens Ansigt skinnede som en Vandpyt i Majsol ...

Der gled en mild Glæde gennem Tolderens Sjæl:

– Saa' Du ham? spurgte han – Saa' Du ham, Clausen? Saa' Du, hvor han spruttede af Lykke? ... Himlen være lovet, at jeg fik ham til at sige Satanraspeme! ... Nu er Pigen ham sikker!

– Jamen saa' Du, spurgte Clausen, bleg endnu af den overstandne Skræk – saa' Du, at vi var lige ved at køre ind i hinanden?

– Blæse med det! sagde Tolderen og slog ud med Haanden – Vi gjorde det jo ikke!

– Næi ...

De tog ind paa Weisses Ross – "ausgezeichnet durch den Besuch hoher Herrschaften" – og spiste Foreller og drak Hochheimer paa Terrassen over Bymuren, hvorfra de havde Udsigt til en Eng, hvor der høstedes Hø, og til en liden Birkeplantage, der strakte sig lunt og hyggeligt langs begge Sider af Floden. –

Der var paa dette Beværtningssted en Opvartnings jomfru, lille, buttet og gyldenhaaret, som, fra første Øjeblik hun saa' ham, syntes at have 336| fattet en dyb og rørende Kærlighed til Overlærer Clausen. Standhaftigt og vedholdende sendte hun ham de varmeste Blikke. Og naar hun serverede for ham, dvælede hun længe og inderligt ved hans Side. Hun lignede en Moder, der giver sit Barn Føde. Det var, som følte hun den dybeste Trang til helst at tage ham paa Skødet og made ham.

Men Clausen blev rødere og rødere for hver Ret.

– Du har Kvindetække, lille Overlærer, sagde Tolderen – Mig er der ingen, der kerer sig om.

– Aah, det gale Fruentimmer!

– Sig ikke det! Hun er jo virkelig sød; og jeg misunder Dig.

– Ja, hun er jo meget net, men ...

– Der ser Du! ... Skal jeg forsvinde?

– Vrøvl!

Jomfruen blev ømmere og ømmere. Og da Knagsted ved Kaffen spurgte, om hun ikke havde nogle Kager at byde dem, bredte hun Armene ud mod Clausen som for at favne ham og sagde:

– Zuckersüsse Herren muss zuckersüsse Sachen!

Og da de havde betalt deres Regning og bød Farvel, greb hun Clausens Haand, kyssede en Kreutzer af sine Drikkepenge og puttede den ned bag hans Flip:

– Zum Andenken, lieber Hrr. Doctor! Zum Gruss und Andenken!

Overlæreren ligefrem prustede og fnøs, medens 337| Skillingen gled ned ad hans Krop. Det var ikke langt fra, at han ogsaa havde sparket.

Men Tolderen sagde stille og mildt:

– Hvor kan en Kvinde dog ikke være bedaarende i sin sarte Elskov!

Saa vandrede de rundt en Stund og saa' paa Byens Mærkværdigheder. – De var i Raadhuset og betragtede med Andagt Sølvmurerredskaberne og de to og tyve resterende Kilo af Der verwünschte Burggraf. De var i Die Decanalkirche zu Set. Wenzel og bivaanede en katolsk Barnedaab. De travede et Par Gange frem og tilbage over Die Kettenbrücke. Og de besaa' Die Bur g forinden og foruden ...

Da Klokken var henad seks-syv, og Solen hældede mod sin Nedgang, promenerede de i Birkeanlæget langs Floden. – Stejlt stod de gamle Bymure med deres buede Bastioner og skærmede den fredelige lille Stad, hvis Tage og Skorstene tittede frem over Brystværnet deroppe som trofaste Vagtposter, der skulde raabe Vagt i Gevær mod al "den store Verdens Smuds og Søle". – I Flodens toppede Vand tumlede sig glade Børn, Piger og Drenge, i nøgen Uskyld. Og fra en trøsket Træbro, bag et skærmende Ly af blomstrende Hylde, lød Raab og munter Latter. Det var Byens mandlige Ungdom, der nu efter Fyraften hoppede i Eger for at skylle Dagens og Arbejdets Støv af deres mødige Lemmer ... Gennem Birketræernes 338| fine, sitrende Løv faldt Solens Straaler ned over deres hvide Legemer ... Høet duftede, og Fuglene sang – Alt aandede Uskyld og Fred. Det var, for at tale med Digteren, som en Aften i Tidens Morgen. –

Men da de to Venner passerede de skærmende Hyldebuske, smuttede et Par unge, lysklædte Borgerdøtre rødmende ud derfra og forsvandt i Løb ind ad Byen til.

– Næ-e, har Du kendt Mage! sagde Overlæreren.

– Ja-e, jeg har saamænd! sagde Tolderen.

[339[| Fire Dage efter Turen til Elbogen steg Knagsted og Clausen i Toget paa Buschterhader Banegaard og forlod Karlsbads lune Bonbonæske for at drage hjem til det kolde Nord.

Tolderens Mave var bleven bedre, meget bedre; det kunde han ikke nægte. Men nu havde han jo faaet dette Ben at trækkes med. Det var rimeligvis Gigt eller Ischias, der stak i det; og det voldte ham til Tider betydelige Smerter og virkede generende paa hans bekendte Livsglæde. – Han havde af og til tumlet med den Tanke at gaa ind og lægge sig i Sengen hos sin Nabo, Hendes Naade, Wolakoisky; dels fordi hun rimeligvis udviklede en saa kraftig og heldbringende Varrne, at Benet vilde befinde sig vel derved – og dels fordi Massøsen derinde, udmattet af Grevindens Fedt, der vistnok var noget besværligt at naa til Bunds i, ligefrem vilde føle det som en Velsignelse at kunne bruge ham til at holde Frikvarter paa. Men denne paa én Gang baade praktiske og humane Tanke var dog ikke bleven til Handling:

– Thi ser Du, lille Clausen, det er jo faldet mig ind, at dengang min Mave begyndte at komme 340| sig, gav Guderne mig et daarligt Ben. Og hvis jeg nu gaar hen og lader Benet kurere, kan man aldrig vide, hvad Deherrer kan falde paa at overraske mig med. Derfor har jeg foreløbig besluttet at snyde Guderne og beholde Benet som det er.

De sidste Karlsbaderdage var for Resten gaaet rart og behageligt for Tolderen. Han var bleven liggende i sin gode Seng til Klokken otte og var saa haltet ud til Pupp, hvor han havde truffet Overlæreren, der, nærig som han dybest inde var, vilde nyde godt af Vandet til det sidste og derfor kom bleg og morgenmedtaget fra Kilden. –

En Dag havde Jægermester Krüger sluttet sig til dem i Følge med en lille, bollet Fru Hansen fra Nakskov. Fruen led af noget, hun i sin barnlige Jargon kaldte "løbsk Nyre". Hun havde derfor forladt Hus og Hjem og Mand og seks Børn og Lolland for i Karlsbad, "der jo ved Gud er saa berømt", at forsøge paa at faa samme Nyre tøjlet. Forøvrigt var hun glad og munter og talende og pyntet; og inden der var henrundet et Kvarter, havde hun udkvidret for de tre Herrer hele sit Levnetsløb indtil de intimeste Detailler. Munden stod ikke lukket paa hende; og man sad i ligefrem Angest for, at den forfløjne Nyre skulde søge den Vej ud.

– Hendes Mand var Herredsfoged og var ved Gud saa optaget. Og de ha'de Have og seks Børn, 341| fire Drenge og to Piger. Og de sa'e i Byen, at den yngste Pige lignede Fuldmægtigen; og det kunde ved Gud godt være, for han var saa smuk, at man maatte se paa ham; og han ha'de spist med ved Bordet under hele Svangerskabet, og hun ha'de sagt til sin Mand, at han maatte ta' Følgerne, for man vidste jo, at hvad man saa' paa, naar man var i den Tilstand, det kom Barnet lil at ligne. Men nu var Fuldmægtigen sæl bleven gift med den yndigste lille Kone fra Maribo, og de var bleven viet i Domkirken, og de ha'de det ved Gud saa allerkæreste; den unge Frue laa paa en Chaiselongue en Time hver Dag efter Middag i hvidt, og saa kom Fuldmægtigen med et højrødt Silketæppe og bedækkede hende. Men de ha'de hver sit Sovekammer, hvad der ved Gud var Affektation, thi naar man først var gift, var der ikke det ringeste at genere sig over. Hun, Fru Hansen, og hendes Mand ha'de nu været gift i syv Aar og ha'de seks Børn og ha'de altid ligget sammen, og den yngste Pige var to, og Forholdet mellem dem saamænd den Dag i Dag lige saa uskyldigt og rent som paa selve Bryllupsdagen!

Knagsted havde siddet ganske stille og lyttet til den lille Frues Kvidren, saaledes som man lytter til et umyndigt Barn, der, lig en optrukket Fonograf, lader Munden hjerneløst løbe. Han havde af og til sagt "Ja" og "Nej" og 342| "Saa-aa?" og "Virkelig?" og forøvrig nydt sin Kaffe og kigget paa Publikum.

Men da Konen gav sig til at tale om "Renheden" mellem hende og Manden, trods de syv Aars Ægteskab, det fælles Sovekammer og de seks Børn, løftede han uvilkaarlig Øjnene fra Kaffekoppen og tittede skælmsk over mod Herrerne Krüger og Clausen.

Dog Deherrer syntes ganske at have glemt hans Tilstedeværelse, saa optaget var de af Damen fra Nakskov. – Jægermesteren stirrede (rimeligvis ogsaa som Følge af den tvungne Diæt) betaget og lækkersulten paa hende med ganske det samme Blik, hvormed han forleden Dag paa Alte Wiese havde stirret paa Kylling Nummer tre øverst til højre. – Og Overlæreren sad, henrevet af hendes søde Uskyld og babyagtige Umiddelbarhed, og betragtede hende med et saa fjoget og lammeagtigt henrykt Udtryk i hele Hovedet, at man kunde have troet ham stillet Ansigt til Ansigt med den hellige Jomfru i Lourdes. –

Skælmeriet i Knagsteds Øjne slukkedes brat, og han skammede sig dybt paa sit Køns Vegne og blev arrig:

– "Rent Forhold" ...! vrængede han i en Tone, der fik Clausen til at styrte ned fra sin Himmel – Hæ! Der findes sgu ikke, højtærede Frue, noget i den Forstand "rent" Forhold, saa længe Menneskene er tvungne til at parre sig paa den 343| bizarre Maade, paa hvilken det hidtil har fundet Sted!

Overlæreren for med et Spjæt op fra Stolen. Og Jægermesteren slog indigneret en Haand i Bordet:

– De er Guddødeme da et Svin, er De!

– Nej jeg er ikke, sagde Tolderen rolig – ingenlunde! Jeg er kun en "frygtløs" Tænker!

Men derpaa snappede han gesvindt sin Hat, hilste ærbødigt Farvel og overlod de andre til deres Skæbne.

Sprudelsten-Mosaik er noget af det hæsligste, man kan se for sine Øjne. Alle Butikker i Karlsbad oversvømmes af Nips- og Nyttegenstande, som er prydet med dette Materiale. Og rimeligvis maa disse Genstande finde deres Købere, da de forretningsfähige Tyskere i modsat Fald vistnok for længst havde ophørt med at føre dem frem paa Markedet. –

Det var Knagsteds Hensigt at tage en liden Gave med hjem til sin Veninde, gamle Stine i Boserup Skov ved Roskilde – "den sidste glade Kone i Danmark", som han kaldte hende. Og han nød allerede paa Forhaand hendes henrykte: Ih-h! og øvrige Frydeskrig, naar han overrakte hende Genstanden og fortalte, at han havde købt den helt nede i Bøhmerland og bragt den med den lange Vej i sin KofTert. Han saa' hende øjeblikkelig hente Harmonikaen ned fra Hylden 344| under Loftet og klemme løs paa en strygende Høstgildegalopade !

Men hvad skulde han købe? Det maatte jo naturligvis være noget, som man ikke saadan lige netop kunde rende ind til den By Roskilde og anskaffe sig; noget som Stine kunde være stolt af at eje, og som hun kunde vise frem og fortælle om, naar hun fik Kaffebesøg af Konerne og Pigerne fra Nabolaget ... noget, der var saa eventyrlig fremmedartet, at man kunde tro det faldet ned fra Himlen; og paa den anden Side, da Stine jo var en praktisk og forstandig Kone, noget hun kunde have Nytte af at bruge .. .

Der var jo denne forfærdelige Syæske, hvis Laag var prydet af de væmmeligste Sprudelstensindlægninger ... Stine vilde jo nok finde den vidunderlig dejlig ... Men

Knagsted fik Kvalme af den; disse Stenes levrede Farver og blakkede Sammenstilling mindede ham om Søsyge; "det vendte sig" i ham, bare han tænkte paa dem. –

Og dog endte det alligevel med, at han købte Æsken!

Da han nemlig en Dag gik forbi det Butiksvindue, i hvilket "Vomitivet" var udstillet, stod der en Bondefamilie, Fader, Moder og Datter, og betragtede de forskellige Genstande inde bag Ruden. Og han hørte da Kvindfolkene henfalde 5 de højeste Lovprisninger af disse "wunderschöne" Sager. Særlig var det Syæsken, der vakte deres Beundring. Datteren erklærede ligefrem, at hvis 345| hun paa en eller anden Maade blev Ejerinde af denne Æske, vilde hun blive komplet vanvittig, forrykt lykkelig for hele Resten af sit Liv! – Fatter halede og sled i de to Fruentimmer for at faa dem væk fra dette farlige Sted. Men han kunde ikke rokke dem. De var som limet til Vinduet. "Du kunde dog gerne gaa ind og spørge om, hvad den Syæske koster ..." mente Mutter. "Næi!" "Aa jo," bad Datteren (hun var en nydelig lille lyslokket Gretchen med store, blaa Forglemmigej-Øjne) "gaa bare ind og spørg, hvad den koster ? " Den skikkelige Fatter gik ind og spurgte; men han kom rent ud rystet i sin Grundvold tilbage igen:"Fünf Gulden!" sagde han og hev atter løs i Fruentimmerne. Og denne Gang fik han dem med sig: fünf Gulden for en Syæske! Det svimlede for dem! ... Men Gretchen saa' alligevel ud, da hun vendte sig fra Vinduet og fulgte sit Ophav, som kunde hun ingen Sinde mere blive glad hér paa Jorden ...

Tolderen stod et Øjeblik og saa' efter hende. Saa for han pludselig ind i Butikken og købte Æsken og for ud igen ... Da han naaede Familien, snappede han uden at sige et Ord den unge Piges Haand, stak Syæsken ind i den, klemte hendes Fingre godt sammen, gjorde omkring og gik tilbage til Butikken. Men i Døren kunde han ikke lade være at vende sig, og saa' da Mand, Kone og Datter staa, som han havde forladt dem, midt paa Gaden, maabende, himmelfaldne, idiotiske 346| af Glæde og Forundring, omtrent som troede de at have haft Besøg af selveste den algode Gudfader ...

Men inde i Butikken købte Knagsted sig endnu en Æske akkurat Mage til den første; thi naar den øvede en saadan Magt over de indfødte Sjæle, saa maatte Gamle-Stine derhjemme i det fjerne Danmark da mindst fare oven ud af Boserup Skov af Henrykkelse ved at faa et sligt Bæst præsenteret.

Bag Hovedkilden Sprudel ligger Karlsbads katolske Kirke. Man naar op til den ad en Hoben slidte Stentrapper; og dens Døre staar altid gæstfrit aabne. –

Inde i Kirken brænder ved Hovedalteret den evige Lampe; og naar Solen skinner, falder Dagslyset ned gennem de farvede Ruder og fylder Rummet med et sært, betagende og mystisk Skær.

Og er der saa tilmed Gudstjeneste, og Orgelet spiller, og Røgelsen dufter, medens de smaa, hvidklædte Kordrenge vimser rundt og bukkenejer, og Præsten i sin gyldne Messekaabe knæler foran Højalteret ... da lulles man lidt efter lidt ind i saa blid og blød en Stemning, at man uvilkaarlig lukker Øjnene og ønsker, at dette skønne Gøglespil maa vare ved, uden Stands og uden Afbrydelse, i Evigheders Evighed ...

Ogsaa Knagsted søgte af og til ind i denne 347| Kirke. Men han talte ikke derom. Thi det ragede jo ingen ...

– Det er Satans kedeligt, at De ikke li'saagodt kunde rejse næste Fredag, for saa kunde vi jo følges ad.

– Ja-a ... Men nu vil vi altsaa ikke være her længere! sagde Tolderen.

– Næi, det vil De vel ikke saa ...

Overlæreren stirrede langt frem for sig ud i Lufte'n:

– Jeg synes, vi har været et helt Aar borte ... sagde han.

– Ja, den kender vi! nikkede Jægermesteren – Og naar man saa har gaaet en Dag hjemme i den gamle Trumlerum, saa er det, som man aldrig ha'de været uden for en Dør!... Deherrer bli'er vel et Par Dage i Berlin?

– Næi, vi stikker lige igennem ... Ikke Clausen?

– Jo, nu maa vi skam hjem!

– Danmark længes! sagde Tolderen.

– Hæ ...! Men saa kommer De da vel begge to ned i Sommer engang og ser, hvordan vi lever ved Na'sko'? ... De skal sgu bli'e godt behandlet!

– Ja, Tak ... hva' Clausen? Nu har vi jo faaet Bisselæ'r i Skoene.

– Jo, Tak, Hr. Jægermester! Jeg vilde gerne til Lolland engang; De siger jo, at der er saa kønt.

348| – Tja-a ... der er altid kønt de Steder, man holder a'; jeg véd jo ikke, hva' I andre vil synes, Hr. Overlærer. Men Føden skal I ikke savne!

– Og vi maa øve os gratis hver Dag ude paa Deres Eng?

– Det maa De sgu, Kontrollør, hæ, hæ! Og jeg skal gerne paata' mig at levere et frisk Individ hver Dag til Udskældning. No'en Fjolseho'der har man jo altid paa en Gaard.

– Ja-a; ellers kan vi jo traktere hinanden gensidig.

– Ja, skade kunde det sgu ikke!

– Næi ... Hvordan gaar det for Resten med Deres Nyrer, Jægermester?

– Udmærket! Meget bedre! Denne hér Diæt hjælper jo ... Men naar man nu kommer hjem til Kødgryderne, saa begynder man naturligvis a' ta' Revanche igen.

– Det skulde De ikke gøre, kære Hr. Jægermester.

– Nei, vel saa, Hr. Overlærer, hæ, hæ! ... men jeg gør 'et bare alligevel! Jeg kan sgu ikke holde ud at sidde dér og æde Myg, naar de andre spiser Gaasesteg! ... Og Deres Mave, Toldkontrollør?

– Ogsaa udmærket! ... Men jeg har da i Sinde at fortsætte med Diæten.

Jægermesteren udstødte et Lattervræl, som fik de omkringsiddende til at fare sammen:

349| – Er det den Diæt med Kapuner og Kyllinger og Oksemørbrad og Flæskesteg?

– Man maa jo prøve sig frem ...

– Ja, De er en net Hanræv! De har sgu aldrig fejlet no'et!

– Og nu paastaar han ogsaa, at hans ene Ben er blevet daarligt, sagde Overlæreren.

– Det er Fanden er det! Jeg har jo set ham løbe rundt her paa Gaderne som en Æggevibe!

– Det er min pyramidalske Selvbeherskelse, kære Venner, der ...

– Selvbeherskelse? De?! Kom bare ikke med den! Hvordan var det, De trakterede den lille Fru Herredsfoged forleden Morgen ude hos Pupp? Kom bare ikke med den!

– Ja, han er undertiden lidt slem! nikkede Clausen.

– Lidt!? ... At tænke sig at sige saadan no'et, naar der er Damer!

Knagsted smilede stille:

– Var det saa rædsomt?

– Om det var ... ha, ha! Og saa rendte De Deres Vej og lod os andre to sidde med Svien!

– Det gjorde jeg, ja; og det ha'de I godt af! ... Men sig mig engang, Jægermester, tør De fortælle os, hvad De tænkte P

– Tænkte? Hvor naar?

– Ved samme Lejlighed; De sad jo og slugte den lille Dame Hansen med Øjnene, som om hun var en Kotelet med Trøfler.

350| Jægermesteren rødmede:

– Hva' jeg tænkte ...?

– Ja. Nu har De jo skældt mig ud for det, jeg sa'e ... lad os nu engang sætte Deres Tanker lidt under Debat.

– Tanker er toldfri!

– Det si'er man, ja ... Men jeg er Toldkontrollør!

– Forhenværende, hæ!

– Naa-aa, jeg fungerer undertiden endnu ... Naa! Ud med Sproget!

– Er De gal, ha, ha! Tror De, jeg vil sidde her og ...

– Skal jeg maaske?

– Næ, Gu' skal De ikke nej! Man har da Lov til at tænke, hva' m'an vil. Vil De maaske bilde mig ind, at De ikke fornemmer no'et, naar De sidder li'e op og ned ad en sød, lille Kone, der snakker frisk ud om sit Sovekammer og sin Seng og ... og alt det? Og da særlig jeg, der har været saa længe borte fra min! Det gør saagu da alle Mandfolk. Hæ, De skulde bare høre, saadan vi snakker ud, naar vi kommer til L'hombre hos hverandre om Vinteren! Men det er jo da en hel anden Sag, naar man er alene sammen.

Men at sfe, hva' De sa'e, naar der er en Dame til Stede, det gør man ikke ... ja, undskyld: naar man vil regnes for et dannet Menneske da!

Knagsted smilede paa ny:

351| – Og hvad siger min Ven Clausen? spurgte han.

– Hr. Krüger har selvfølgelig Ret! sagde Overlæreren energisk.

– Ja, saa maa jeg jo bøje mig ...

Det var sidste Aften i Karlsbad. De tre Herrer sad i Restauranten i "Stadtpark" og nød deres Prager-Schinke og hørte paa Musikken.

Næste Dag, Eftermiddag Klokken l₄₀, forlod Vennerne, Clausen og Knagsted, det herlige Bøhmen og drog hjem til det endnu herligere Danmark.