[353]|SLUTNING

Kære Clausen!

Jeg har drukket min Aftente. Piben er tændt, og jeg sidder nu atter i min Sofa og har det slideligt under Deherrer Napoleon, Bismarck og Vilhelm Beck. Thi "intet Steds er Roserne saa røde, og intet Steds er Dunene saa bløde, som de vor Barndoms Uskyld hvilte paa" !

– Jeg véd ganske vist ikke, hvem af os to der har mest Grund til at være den anden taknemmelig; men jeg føler, som det hedder, en dyb Trang til at sende Dig et Par venlige Ord allerede den første Dag, jeg har betraadt mit elskede Fædrelands Jord.

Jeg vil bevidne Dig min Ærbødighed for din Karakter!

Ganske vist er Du efter min Mening altsaa Idiot. Men en sød Idiot. En Idiot, man kommer til at holde af. En af de Idioter, man kunde ønske lidt flere af i Danmark.

Thi Du virker forsonende.

Tak, fordi Du vilde følges med mig!

356| Jeg synes, jeg savner Dig.

Hvad der forhaabentlig er Løgn!

Dog, knap en af de første Dage dine Bukser forsvarligt foran og jag dine Flamingoben ind af min Dør.

Palludanerne længes!

[357]| Der var saa yndigt ude i Villa Rørholms Have nu i Begyndelsen af Juli. Træerne stod fulde af skyggetæt Løv; Plæner og Gange laa revne og velholdte; og rundt i Blomsterrabatterne begyndte Roserne, hvide, røde og gule, at stikke Hovederne frem. De syv og tyve Siv nede i "Søen" var vokset hver en halv Alen, og ávanen og Aakanderne skinnede nymalet. –

Men det var om Morgenen, at Yndigheden var størst. Om Morgenen mellem seks og syv, naar Solen ikke var naaet alt for højt op over Nabohaverne mod Øst, medens Duggen endnu tindrede paa Græs og Buske, og kun enkelte Fodtrin knirkede i Gruset paa Spadserestien uden for Ligusterhækken. –

De smaa Palludaner var altid i Haven paa denne Tid; naar det da ikke netop skylregnede. De stod om Sommeren regelmæssig op Klokken halv seks, ("Det er vi jo vant til hjemme fra Provstegaarden") drak deres Kaffe – og saa de bredskyggede Straahatte paa og ned i Haven! Hér puslede de omkring, rev, lugede og beskar, til de, præcis naar Dampfløjterne peb otte, gik op 358| i Havestuen og spiste deres blødkogte Æg og kneb sig nok en Kop Kaffe, førend de tog fat paa "det indvendige". Deres Dag var inddelt som efter et Skema; hver Time havde sit "Fag"; og det var aldeles utænkeligt, at Caroline for Eksempel kunde "gøre Indkøb" i den Time, der var bestemt til at "støve af" i. Og hændte det, at hun kom fem Minutter senere end vedtaget var fra sine Ekskursioner hos de handlende, skrev hun hele Emmys Tavle fuld af Undskyldninger og Forklaringer, der da ufravigelig endte med: "Men det var nu Sporvognens Skyld; den er aldrig præcis". – Efter Middagen Klokken tolv ... med en "lille" Kop Kaffe ... sad de i hver sin Stol ved hver sit Vindue og "blundede". Klokken halv to nettede de sig lidt i Sovekammeret efter Blundet og sad saa et Par Timerstid paa "Stads" i "Salen" med et eller andet fint Haandarbejde og afventede Visitter. Saa lavede de til Fem-Te og drak den med "Kækes" til. Og Klokken seks var de igen i Haven. Men paa den Tid arbejdede de ikke dernede; de spadserede, eller saa' paa Blomsterne, eller sad i et Lysthus med en "god" Bog, eller morede sig ved Søen med Svanen og Aakanderne. – Klokken syv spiste de til Aften. Og præcis, naar Taffeluret paa "Sekretæren" slog halv ti,. laa de i deres Senge og sov. – –

Det var Idealet af en Tilværelse ... Og saa havde de tilmed for en tre Ugers Tid siden haft en stor og uventet Glæde: Der laa en Morgen i 359| deres Brevkasse Meddelelse fra Jærnbanen om, at der paa Toldkontoret henstod til dem en Kasse fra Berlin!

– Kan Du faa i dit Ho'de, Emmy, hvem der kan sende os no'et fra Berlin? skrev Caroline paa Tavlen.

– Ja, og hva' er 'et? svarede Emmy.

De besluttede sig til at spise en halv Time senere til Middag; pyntede sig og nulrede ind paa "Toldkammeret".

De halede og hev i hinanden og stod paa Tæerne og var lige ved at blive Uvenner, medens Kassen blev aabnet:

Caroline slog Emmy over Fingrene og forklarede Personalet: "Min Søster er døvstum!" Begge var de højrøde i Hovederne af Iver efter at komme først til.

Men da saa endelig Forsendelsen var pakket ud af sit Papir og sine Savspaaner og stod i sin Glans paa Disken foran dem, blev de fuldstændig stive af Henrykkelse:

– Næ, Emmy!

Og Emmys Øjne blev vaade, medens hun foldede de graa Traadhandsker over Mantillen: Aldrig i sit Liv havde hun set noget saa lækkert!

– Er det nu osse til os? spurgte Caroline.

– Ja-a, smilede Toldmanden – der staar "Frøknerne C. & E. Palludan" her paa Adressebrevet.

– Jamen, hvem har sendt os det?

360| – Ja, det staar der ikke noget om.

Saa bad Caroline en af Dragerne om at skaffe en Droske. Og Søstrene kørte af Sted med Gaven.

Det var den nydeligste lille Porcelænsdaakalv i naturlig Størrelse. Dens Ben var saa fine, saa fine, dens Krop trind og slank; og Hovedet holdt den en lille Smule paa skraa og tittede paa de to Damer med sine søde, smaa, brune Øjne. –

Den stod paa Baglænssædet, og Søstrene sad lige overfor Haand i Haand. Om man havde lovet dem den evige Salighed, kunde de ikke have været lykkeligere! ... De havde for et Par Aar siden haft en Kanariefugl, som døde. Og siden den Tid havde de aldrig om blot kunnet tænke sig Muligheden af nogen Sinde igen at kunne komme til at holde af et Dyr. Men den nærværende Porcelænsdaa bragte ganske Mindet om den henfarne Kanariefugl til at blegne.

[361]| Overlæreren var paa Besøg hos Toldkontrolløren. De havde været et lille Svip nede i Haven og hilst paa Palludanerne og sad nu i Sofaen oppe i Knagsteds hyggelige Dagligstue og talte om deres Rejselivs mangfoldige Oplevelser ...

Under en Pause i Samtalen tog Knagsted pludselig en Bog fra Bordet foran sig og rakte den hen mod Clausen:

– Denne Beg bør Du læse, kære Ven! sagde han med rolig Alvor – Det er mine smaa Damer dernede, som har laant mig den. De er mægtig begejstrede for den. Og jeg maa sige, at ogsaa jeg finder den sublim!

– Saa-aa? spurgte Overlæreren mistroisk – Hvad hedder den Bog?

– "Solvang, Glimt af Livet i en dansk Præstegaard af Fred Himmelstrup".

– Naa, ja, den har jeg set saa udmærket anbefalet i Kristeligt Dagblad.

– Ja ... Og den er det i Sandhed ogsaa værd! ... Se! (Knagsted aabnede Bogen og pegede paa Titelbladet) – Solvang, Glimt af Livet, Fred Him362|melstrup ...! Det er det man kalder Stil! ... Fyldes Du ikke allerede med Forventning og Andagt?

– Gør Du Nar?

– Ingenlunde! ... Og se hér bag paa Titelbladet: "Fra Gud – til Gud" ... Og hér paa Smudstitelen: "Til Moder" ... Hva', gamle Dreng! Det er no'et med no'etpaa! Den er ogsaa allerede kommen i andet Oplag! ... Vil Du laane den?

– Ja-a ... sagde Clausen tøvende. Men Knagsted fortsatte:

– Jeg har, ligesom de smaa Palludaner, haft en "uendelig" Nydelse af at læse dette Værk! Se: Fred Himmelstrup! Det skal svare til Solvang og Glimt og Gud og Moder! Forfatterinden ... (thi Bogen maa være skrevet af et Hunkøn; vi Mandfolk kan ikke hæve os til denne Højde, hvor begavede vi end er!) ... Forfatterinden hedder rimeligvis Frederikke; men ser Du ikke, hvor langt aandeligere dette enkle "Fred" tager sig ud? Den forstaaende Læser behøver i Grunden ikke at læse mere end Titelbladet. Det er tilstrækkeligt! ... Men se hér: Det begynder med "En Brevveksling" og "Et Bryllup". Han bor paa Solvang Præstegaard, og Hun bor i Rosenvænget (Hvis de ha'de boet i Smørumnedre og Vandkunsten, kunde der ikke være bleven noget af Historien!) Han hedder Knud Engelbrecht, og Han hedder Agnete Hvide ... hva'beha'er! Og se hér, hvorledes han ser ud Side 17: "... høj, rank, bredskuldret – ret et Billede paa nordisk Kraft 363| (og ret en Lækkerbidsken for en Frederikke!) Haaret er lyst, Panden hvælvet, Trækkene mejslede (i hvad?) og Udtrykket om Munden fast og bestemt". – Saa fejres Brylluppet i Rosenvænget ... "Men da Stæren, som havde Bolig i et af Havens Træer, satte sig ved Vinduet for at se, hvordan det gik til derinde, var den saa heldig at høre følgende Vers af Knuds Sang til Agnete:

– Du forstaar rimeligvis ikke et Kvidder, Clausen; men det gjorde Stæren vel heller ikke! ... Og saa drager de hjem til Solvang, Pastor Knud og hans Agnete for at "lægge Haand paa Ploven i Jesu Navn". – – Nu skulde man jo nærmest formode, at dette var som en Slags aandelig Manipulation at regne for; men lur dem! Efter nogle Maaneders Forløb "undgik det ikke Knuds Opmærksomhed, at der i den sidste Tid havde været en Tyngde(?), som han ikke før havde be364|mærket, over Agnete; noget mørkt og lukket (?). Han vidste, at dette for en Del kunde komme af, at hun ikke

følte sig rask; men han forstod tillige, at det væsentligst var en aandelig Kamp, hun kæmpede". – Og saa en Aften bryder det løs: – "han drog hende ned paa sit Knæ" (Han er altsaa enbenet, hvad Frederikke indtil dette Øjeblik ved en licentia poetica har skjult for os): "Agnete, hvad er der i Vejen? Nu maa Du sige det." Hun lagde Hovedet paa hans Skulder. Hendes Pande var kold og hvid (Det maa nu heller ikke være saa nemt at sidde der og stritte paa det Knæ); hun var i Sjælenød (?). Omsider kom det stønnende: "Knud, det er denne Tanke, at ogsaa jeg skal være med til at forplante Synden". Hun tav en Stund og fortsatte derpaa: "Nu kender jeg Syndefaldets Historie fra mit eget Hjerte og véd derfra, at hun faldt først." (Fy, Frederikke!) Hermed brast hun i en stærk Graad, som hun længe havde summet op i sit Bryst" ... osv. osv. Kort sagt, paa Dansk: Konen er frugtsommelig! Hvad jo for Resten efter Sigende danske Præstekoner virkelig skal kunne blive ved hensigtssvarende Behandling. – Naa men, nu kunde man af al den foregaaende "Sjælenød" fristes til at formode, at naar Agnete nu engang (Herregud!) var kommen galt af Sted, saa vilde hun, naar Tidens Fylde kom, i det mindste føde noget i Retning af en Krumstav, eller en lille Bispehue til Verden; men 365| saa gaar Konen min Salighed hen og ... dog det er bedre at holde sig til Teksten: "Den 10de Maj om Aftenen stod Agnete ved sit Sovekammervindue og saa' paa den synkende Sol. Det havde været en raakold, stormfuld Dag, som vi ofte kan have dem i Maj; men nu gik Solen ned i al sin Skønhed. Ogsaa gennem Agnetes Hjerte var der gaaet en Storm, høj og angestfuld. Hun vidste, at det var Svaghed, men ... Nu havde Julenattens (Dette er Blasfemi; thi Jomfru Maria vidste ikke af nogen "bredskuldret, nordisk Kraft") Stilhed sænket sig over hendes Sjæl. Hun havde givet sit Liv helt over i Faderhaanden (En eksamineret Jordemoderhaand havde været bedre) og bad intet uden dette: din Vilje ske. Og dermed havde hun vundet Frimodighed. (Nu kommer det!) Næste Morgen laa der virkelig (?) to Udhævelsen er af Frederikke) sunde, velskabte Drengebørn i Vuggen ved Siden af Agnetes Seng (Hun anede ved Gud i Himmelen ikke, hvor de var kommet fra!). – – Aldrig

havde Fuglene i Solvang sunget saa jublende som i denne Morgenstund, syntes Knud, da han Klokken ni spadserede en Tur i Haven. Og han selv? Hvad var Fuglenes Glæde mod hans? Han havde vel Grund til at være saa glad og stolt som nogen Asger Ryg, skulde han mene (Bybude kan ogsaa lave Tvillinger, "skulde jeg mene".) En Hustru som Agnete, og nu to (Udhævelsen er af Knagsted) Sønner i Vuggen! – Havde han ikke 366| frygtet for, at Bedstemor eller Lise (Kokkepigen) eller Madam Jensen (Man havde dog altsaa ogsaa paakaldt en "Madamme" !) skulde have kunnet se det fra Vinduerne, ja saamænd om han ikke (Dikkedik, hvor skælmsk en Konstruktion!) – Velærværdigheden og alt saadant overflødigt (?) Paahæng til Trods – havde slaaet en Kolbøtte lige paa Græsplænen. Han var rent som en ellevild Dreng. Bare savnede han Agnete. – Imidlertid tæmmede han sine springske Lyster (Men Frederikke dog!) og nøjedes med at plukke en Buket Violer" ...

– Det staar der ikke, Knagsted! afbrød Overlæreren Læsningen.

– Jeg forsikrer Dig ...! Læs selv! Clausen tog Bogen og læste. Og det stod der øverst Side 26 ... Han rakte stille Bogen tilbage.

– Nej, behold den med det samme, sagde Tolderen – Nu kan Du jo selv læse videre, naar Du kommer hjem.

– Jeg vil slet ikke læse det Pøjt! sagde Clausen pludselig rød og hidsig – Det er noget væmmelig opstyltet Tøjeri!

– Men Menneske, er Du gal! Det er jo Poesi.

– Aah, Du tror nu ogsaa, at jeg er en komplet Idiot, som Du kan fylde alting i!

– Men Clausen, dyrebare Ven ...

367| – Ja, det si'er jeg! Du synes jo ogsaa selv, at det er noget affekteret og forskruet Sludder!

– Sikke Ord, Du bruger, Clausen! ... Bogen er rost af Kristeligt Dagblad og udkommet i tvende Oplag!

– Ja, hvad kommer det mig ved, at Verden er fuld af Fæhoveder!

– Jamen, lille, søde Clausen ... Overlæreren spruttede:

– Efter min Mening, sagde han og huggede til Solvangen, saa den for til Gulvs – efter min Mening er det den Slags Skidt ...

– Du maa ikke tale saadan om min nye Yndlingsforfatter !

Men Clausen kørte paa:

– ... der har ødelagt og stadig ødelægger Kristendommen for alle tænkende Mennesker! Naar man har læst saadan noget ... Bavl, kan man i lange Tider ikke taale at høre Ord som "Gud", "Tro", "Forsyn" uden at faa Kvalme! ... Du har jo selv engang sagt, at det er den Slags Bøger, der undergraver Kristendommen!

– Tja-e, mente Tolderen – det ene med det andet ...

– Og hvad tror Du, at han vilde ha' sagt, hvis han ha'de læst den? spurgte Overlæreren pludselig og pegede mod Vilhelm Becks Portræt over Sofaen – Du paastaar jo, at han var saadan en klog Mand!

368| – Hvad han vilde ha' sagt ... gentog Knagsted tænksomt – ja-a, hvad vilde han vel ha' sagt ... ? Jeg tror jo nok, at han havde rost Bogen i sit Blad ... Men saa var han rimeligvis bagefter gaaet ind i sit Kammer og ha'de lukket sin Dør og taget sig en homerisk Latter!

[369]| Knagsted havde bragt i Erfaring, at Hr. Rasmus Vridsløse – der allerede i den korte Tid, han havde virket inden for Hæren, var avanceret til Stabskaptajn – afholdt sine Frelsermøder hver Fredag Aften mellem seks og syv ude i Søndermarken; og en Aftenstund begav han sig derfor derud for at overvære et Møde. – Men han var desværre kommen lidt vel sent paa Vej og naaede først Operationsstedet i samme Øjeblik, som Digteren endte sin Tale over Ordet: Som Du saar, skal Du og høste!

Dog hvad Tolderen fik at høre og se, var ham tilstrækkeligt.

Tæt inden for Hegnet lige over for Frederiksberg Slot fandt han en glad Forsamling af henved et Hundrede Personer, flest Kvinder og Børn. De snakkede og lo og morede sig udmærket. Og en syv-otte halvvoksne Drenge og Piger for støjende rundt mellem Mængden og legede Saltebrød.

Midt i Kredsen ragede Vridsløse op, sit bekendte Hoved hæsligere end alt Folket. Hans Skaldepande var ubedækket, og hans ildrøde Haar370|kam lyste glorieagtigt i Solen. Af hans fremstaaende Øjne stirrede det ene andægtigt op mod Guds blaa Himmel, medens det andet agtpaagivende vaagede over en stor Beridertromme, der stod ved hans Fødder, og paa hvis skiddengraa Skind der laa en Del spredte Fem- og Toører. – Bag en noget luvslidt marineblaa Cheviots-Jakke bar han en højrød, strikket Uldtrøje, hvorpaa der med store, brandgule Bogstaver var indsyet Ordene: Jesus med Ild og Blod. – Der var Fred over hans Aasyn. Hans Samvittighed syntes lettere ...

Trindt om og tæt op ad ham stod, lig en Skjoldvagt,^en halv Snes smaa, undersætsige Kvindfolk i Frelserpigehatte. Det var rimeligvis de omvendte Almuejærn. De saa' ud, som vilde de gaa i Døden for deres Mester. Og naar et eller andet af de saltebrødlegende Børn kom for nær til Profeten, langede de ud efter Ungen med deres fra Lærerindeperioden slagfærdige Næver. Og traf de Synderen, fik de et Hurra.

– Kære Venner og Veninder! talede Digteren, hvem intet syntes at afficere – nu har I hørt paa mig. I har hørt, hvilken stor Glæde, det er for mig og mine kære Søstre, at vi er bleven frelst. Thi, som man saar, skal man og høste! Er der nu ingen af Jer, der føler Trang til at følge i vores Fodspor? Aa, vi er saa glade! Prøv det, Venner og Veninder ! Forsøg det! Vi lever i evindelig Fryd og Glæde!

371| – Halleluja! Vi er saa glade! Vi er saa glade! sang Skjoldvagten akkompagneret af Citarspil.

– Jeg er saa glad, saa glad, jeg har en Byld paa Ma-aven! skreg en stor Smededreng – Hurra-a-e! Men ingen Proselytter meldte sig.

– Jaja, nikkede Digteren sagtmodig – vi har Tid til at vente! Kommer I ikke i Dag, saa kommer I i Morgen. Vores Favn staar Jer aaben. Vores Kærlighed er Jer vis. Vores allesammens Gud er langmodig! ... Men, fortsatte han saa med en let Overgang i Røsten – læg saa i det mindste en lille Skærv paa vores Stortromme, som staar her midt iblandt os. Jeg har nylig slaaet paa den for Jeres Frelse; lad nu Jeres Gaver lyde mod dens Trommeskind! Selv de mindste Bidrag modtages med Tak. Gener Jer ikke. Vi og Gud ser ikke paa Gaven, men paa Hjertet ... Aa, lille Ven, lad den Herre komme til!

En Femøre rumlede ned paa Trommen.

– Halleluja! Halleluja! Derpaa rumlede en Toøre.

– Tak, Tak, Venner! Som Du saar, skal Du og høste! ... Er der ikke flere, der føler Lyst og Trang til at støtte vores velsignelsesrige Arbejde? Stortrommen er stor, der kan være meget paa endnu! ... Skal vi synge en Sang for Jer, saa gaar det maaske bedre?

Han slog op med Haanden; og hævede sin Røst sammen med Koret:

Det klang smukt og friskt hen under de grønne Træer... Og Menigheden stemte jublende i:

Men da gik Tolderen sin Vej. Dog med det bestemte Indtryk, at Digteren Rasmus Vridsløse nu omsider var havnet dér, hvor han hørte hjemme.

[373]| Straks et Par Dage efter sin Hjemkomst var Knagsted begyndt paa sine Morgen-Cykleture. Det syge Ben, som han paa Grund af dets Følsomhed for Vejrforandringer havde givet Navnet: Barometerbenet, holdt ikke rigtig af disse Øvelser; men han haabede, ved at forcere det frem, at faa Bugt med dets Luner.

Og da han havde træneret sig og Benet en otte Dages Tid, besluttede han en dejlig Morgenstund at drage til Boserup med den glade Stines Syæske.

Han satte sig til den Ende i det sædvanlige Tog 7.53 og ankom til Roskilde 8.30. –

Da han fra Torvet foran Stationsbygningen drejede ned ad Ahlgade, saa' han alle Husene smykkede med Flag. Det saa' ud, som ventede man Besøg af mindst en halv Snes Konger, saa festlig præsenterede Gaden sig. Saa langt Øjet rakte, som det hedder i Romanerne, hang Banner ved Banner. Han talte op mod de halvt Hundrede.

– Død og Domprovst! tænkte han – hvad kan her være i Stykker!

374| Og da han spurgte en pæn, ældre Herre, der vandrede forbi med sin elfenbenshaandtagede Stok inde paa Fortovet, fik han til Svar:

– Hvor er De fra, Højstærede! Det er jo Bager Petersens Datter, der holder Bryllup i Dag med Skrædder Hansens Søn fra Køge!

Ruten var den sædvanlige: Ahlgade forbi "Hotel Prinsen"; saa ned ad Olsgade forbi "Trægaarden" og det gamle Kapel; og derpaa langs Havnen til "Bjærget".

Uden for det lille Hus deroppe lige over for Kirken sad, som for et Par Maaneder siden, den lille forladte 4-5 Aars Dreng og hans Kat. Ingen af dem saa' ud til at have flyttet dem en Tomme, siden sidst Tolderen var her; og han tænkte et Øjeblik paa at gaa hen og spørge Drengen, om ogsaa hans Moder endnu stadig var fraværende.

Men han opgav det; besteg Cyklen og rullede videre gennem Landsbyen op forbi "Sanct Hans" Haveanlæg og ned ad Bakken, der fører ned til Stien over Engene.

Snart kunde han skimte Boserup-Skovens friske, grønne Trækroner; og ganske stille begyndte Glæden over at skulle gense den gamle, fornøjelige Stine og hendes hyggelige Stue, og over atter at skulle høre hendes Frydeskrig og hendes muntre Pludren at spire frem i ham.

Mon hun stod ude i Haven og hængte Tøj til Tørre ligesom første Gang, da han besøgte hende? 375| ... Han saa' hende holde de røde, sprittende Fingre op foran Ansigtet og polkere ind i Huset med et: Ih-h, men Gu'bevares kommer Di nu igen, li'som vi staar midt i Vadskeballen! –

Han gav sig til at lave en hel lille Tale, som han vilde holde til hende om den medbragte Æske ... om hvorledes disse Sprudel-Stene blev til ved Bundfældning af Vandet; og om hvorledes de blev hugget op og slebne og sat sammen i disse vidunderlige skønne Mønstre, der fik alle de fremmede Mennesker i Karlsbad til at købe dem med hjem til alle Jordens Riger og Lande. Og han vilde fortælle hende om selve "Sprudel"; om hvor højt den sprang; og om hvorledes den for mange Hundrede Aar siden var bleven opdaget af en Konge, der var paa Jagt, og som pludselig savnede sin Yndlingshund og saa omsider fandt den kogt i Kilden ... Hvor Stines store, glade Øjne vilde skinne af Forundring! Og hvor hun vilde lytte for senere ved given Lejlighed at kunne berette disse vidunderlige Ting for sine besøgende!

Nu kørte han forbi Smedjen og ind i Skoven ... Og dér tittede den lille straatakte Hytte frem med sine hvide Mure og sine lysblaamalede Vinduer og Døre. I Haven stod et Mylr af Blomster ... og inde bag dem boede "den sidste glade Kone i Danmark" !

Knagsted svingede op foran Laagen. Han smilede af sig selv, saa "spændt" var han paa Gen376|synet. Han var vist en bundlatterlig Person! Men Herregud: Uden at I blive som Børn paa ny ...

– Stine! God Morgen Stine! Hvorfor vadsker De ikke i Dag? Her er jeg med Stads til Dem!

En høj, arrigt udseende Kone kom frem i Døren:

– Hva' staar Di dér og raaver efter?

– Er Stine ikke hjemme?

– Stine ... ? Næi ...

– Hvor er hun da henne?

– Hun er jo død, Menneske! Véd Di ikke det?

– Død ...?

– Ja ... hun ble' kørt ihjel a' et Par løbske Heste her udenfor for en Maanedstid siden.

[377]| Men Dagen efter modtog Tolderen nedenstaaende Brev:

Bellaggio ved Comosøen, Juli.

Kære Hr. Knagsted!

De saa' vel mit Lommetørklæde vifte, da vi kørte forbi hinanden uden for Elbogen? Ja, nu er alting godt igen; Agnes og jeg er bleven bedre Venner end nogen Sinde. Hun sidder her ved Siden af mig, medens jeg skriver, og sender Dem de venligste Hilsener. Jeg har fortalt hende, at det var Dem, der fik mig til at sige "Satanraspeme" den Dag paa Bænken ved Nikolaus Dumbaweg, og nu gaar hun rundt og siger det i Krogene til stor Forfærdelse for Tante. Men jeg glemmer jo rent at fortælle Dem, at De virkelig ogsaa fik Ret med Hensyn til den tyske "Godsejer". Han var en Tyveknægt, som De hele Tiden paastod. De kan 4ænke Dem, at en Dag, medens vi allesammen sad i Salonen paa Hotel Continental i Wien, kom Politiet og hentede ham. Han var Kammertjener hos den Godsejer, hvis Søn han 378| udgav sig for; og han havde stjaalet 15,000 Mark og var saa rejst ud i Verden og spillet den store Herre. De kan ikke tro, hvor Tante tog sig den Skandale nær; jeg fik ganske ondt af hende; men nu er det jo allerede bedre. Og Agnes og jeg var jo allerede bleven forligt den Gang, saa vi var jo bare glade over, at Tyskeren kom af Vejen. Det kom saadan imellem os, at jeg en Dag, da vi tilfældigvis var alene sammen i Tantes Værelse i Karlsbad, sagde til mig selv, at nu maatte det enten briste eller bære, og saa gik jeg ganske ligefrem hen til hende og tog hendes Haand og sagde: "jeg vil Satanraspeme have Dig" ! De skulde have set Agnes' Ansigt; først saa' hun ganske forfærdet ud, men saa kom hun saadan til at le, at jeg maatte holde paa hende; og saa kyssede jeg hende, og saa var det overstaaet. Hun kan ikke begribe nu, at hun nogen Sinde kunde være saa ond imod mig; men det var jo den lede Tysker, og nu gør det jo ingenting, da alting er endt, som det er. Vi rejste straks, da han var bleven arresteret, bort fra Wien; Tante vilde ikke blive der en Dag længere. Og nu bor vi her til midt i denne Maaned, saa tager vi hjem til Villaen paa Strandvejen. De kan ikke tro, hvor her er dejligt! Søen ligger som et stort, blaat Spejl her udenfor og rundt omkring staar de høje og snedækkede Alper; og hvilke Spadsereture er her ikke ind mellem Bjærgene! Agnes og jeg gaar to lange hver 379| Dag; bare vi kunde møde Dem, kære Hr. Knagsted; jeg tror, vi faldt Dem om Halsen begge to, for det er dog Dem, der igen har bragt os sammen!

Agnes beder mig hilse Dem; og selv sender jeg Dem mit varmeste Venskab og bedste Haandtryk!

Deres med Højagtelse og Taknemmelighed ærbødige
Hugo Møller.

Under Brevet stod med stejl, "engelsk" Damehaand:

Jeg kan ikke forstaa, at De kan nænne at kalde Dem selv for "Livsens Ondskab" , thi De har Satanraspeme været Lykkens Genius baade for Hugo og mig.

Agnes.

Da Tolderen havde læst denne Skrivelse, satte han sig hen i sin Sofa med sin Pibe og var i godt Humør i over tyve Minutter ...

Hvorpaa han rejste sig, nikkede stille ud i Luften og sagde, henvendt til sine tre tavse Husfæller, Napoleon, Bismarck og Vilh. Beck:

– Ja, mine Herrer, vi har rimeligvis været uenige i mangt og meget; men paa ét Punkt staar vi Skulder mod Skulder: Hvad var Livet 380| uden Kærlighed! Dens Kraft er stor; dens Magt er vidunderlig; og den overvinder alle Hindringer! ... Jeg personlig har for Eksempel kendt en Enke, der elskede sin Mand i den Grad, at hun vedblev at faa Børn i mange Aar efter hans Død!